Utvalgte artikler

av Claus Fasting

[Poetiske Samlinger]

Artikkelen er en bokanmeldelse av Poetiske Samlinger, en diktsamling utgitt av Det norske Selskab i København, hvor Fasting selv var medlem. Fasting gjennomgår boken dikt for dikt og vurderer dem. Han kommer innledningsvis også med refleksjoner omkring tilstanden til den dansk-norske litteraturen. Her gir han uttrykk for et litteratursyn hvor litteratur ses som et gitt sett av klassiske sjangre, som dansk-norske diktere bør kunne skrive innenfor. Teksten ble trykt i Kritisk Tilskuer nr. 37 og 38, 1775. Den er signert «*». Det markerte at artikkelen var skrevet av Fasting, som i nummeret før hadde måttet annonsere sin retrett fra redaksjonen, på grunn av denne anmeldelsen og konflikten som dermed oppsto med tidsskriftets andre hovedredaktør, W. Abrahamson (Kritisk Tilskuer, 1775, nr. 36; Rønning 1890, 313). Den er gjenopptrykt i Fastings Samlede skrifter bind I, s. 245–60 (1963).

SS1 245Poetiske Samlinger,Poetiske Samlinger] Samling av dikt skrevet av medlemmer i Det norske Selskab i København. Faksimile i Bokylla.no (http://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2009101503007). Hensikten med utgivelsen var å løfte frem det beste skrevet av selskapets medlemmer og dermed gi et samlet uttrykk for selskapets syn på hvordan god poesi skulle skrives. Samlingen inneholder flere dikt som har blitt stående som sentrale i dansk-norsk litteraturhistorie, deriblant Frimanns og Wessels dikt. udgivne af et Selskab.Selskab] Det norske Selskab. Forening av hovedsakelig norske litterater og forfattere i København, stiftet i april 1772, i kjølvannet av den berømte teaterstriden i København høsten 1771 og Johan Nordahl Bruns dramatikersuksess våren 1772. Blant medlemmene var Claus Fasting, Ove Gjerløw Meyer, Johan Herman Wessel, Johan Nordahl Brun, Niels Krog Bredal og Johan Wibe. Selskapet møttes i Madame Juels kaffehus i Læderstræde (senere i Regnegade/Sværtegade) i København, hvor de utfordret hverandre til å skrive dikt over oppgitte temaer. Selskapet hadde en felles litterær plattform i den klassiske litteraturen, signalisert ved selskapets senere motto: vos exemplaria græca («gjør grekerne til forbilder») (Winsnes 1924; Rahbek 1822). Første Stykke. Kiøbenhavn, 1775.

Man kan ikke nok rose dette Selskabs Hensigter; At udbrede de skiønne Videnskaber,skiønne Videnskaber] av fr. belles lettres/sciences. Betegnelsen ble benyttet på dansk fra midten av 1700-tallet, særlig om poesi og veltalenhet. er at udbrede sin NationsNation] folk, fedreland (men ikke nødvendigvis en stat, for eksempel nordmenn/Norge, men ikke Danmark-Norge) Ære, og fortiener alle PatriotersPatrioters] av gr. patriotes, landsmann; jf. også lat. patria, fødeland. Mot slutten av 1700-tallet gikk ordet fra å bety «en god borger» i staten til også å kunne bety «en som elsker sitt fedreland», som er den betydningen som i hovedsak legges i ordet her. I Danmark-Norge ville en god borger underforstått være en borger av staten Danmark-Norge, mens å være fedrelandspatriot kunne være knyttet til enten Danmark eller Norge. Erkiendtlighed. Det er saadanne Selskaber, SS1 246som hos andre Nationer har frembragt Genier, som siden ere blevne Europas Beundring, og det er efter saa lykkelige Forsøg, som nærværende, at man har Ret til at fordre Mesterstykker eengang fra deres Forfattere.

Alleene Valget i denne Samling forekommer os for indskrænket; man har, paa et par Stykker nær, alleene leveret dogmatiske Poesier; Selskabet for de skiønne VidenskaberSelskabet for de skiønne Videnskaber] Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse («Det Smagende Selskab»), etablert i København i 1759, av blant andre professor J.S. Sneedorff og J.A. Cramer. Selskapet skulle arbeide for fremme av poesi og veltalenhet, blant annet gjennom utlysning av prisskrifter, hvor de beste ble trykt i en skriftserie. De første årene ble særlig læredikt oppmuntret, jf. kommentar til «Tullin« under. har allereede i nogle Aar fulgt denne Plan, men deres Exempel forbinder ingen. Læredigter ere maaskee, af alle Poesier, efter Tullin,Tullin] Christian Braunmann Tullin (1728–1765), en av Norges fremste poeter i perioden. Han er blant annet kjent for sine to store læredikt, «Om Søfartens Oprindelse og Virkninger» (1760) og «Om Skabningens Ypperlighed i Henseende til de skabte Tings Orden og Sammenhæng». (1763), begge skrevet som prisskrifter til Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse («Det Smagende Selskab»). blevne de allervanskeligste hos Os, men de ere i enhver anden Henseende de letteste. Man har endog, som bekiendt, nægtet dem Navn af Poemer, endskiønt en Lukrez,Lukrez] Lukrets (Titus Lucretius Carus) f. ca 95 f.Kr., d. 55 f.Kr., romersk dikter kjent for sitt epikureiske læredikt om naturen, De rerum natura (Om tingenes natur). PopePope] Alexander Pope (1688–1744), engelsk forfatter og dikter. Utfoldet et bredt forfatterskap forankret i klassisk tradisjon, deriblant det berømte lærediktet An Essay on Man (1733–1734). og Tullin var nok for at vindicere deres Rettigheder. Overalt ere de hos Os mindst sieldne, og en BullBull] Hans Bull (1739–1783), norsk dikter. Skrev dikt om norsk natur og folk, som Landmandens Lyksalighed (1771), hvor han hyller den norske bonden og Elven Nids Udspring (1773), om naturen i Trøndelag. og von Abrahamsonvon Abrahamson] Werner Abrahamson (1744–1812), dansk dikter og litteraturkritiker. Ivrig forkjemper for dansk språk og litteratur. Abrahamson hadde i 1769 skrevet lærediktet «Landsfaderen og Erobreren. En Priis-Digt» (1769), innsendt til en prisoppgave utlyst av det de såkalte Smagende Selskab i København. Skrev for og satt i redaksjonen til en rekke tidsskrifter, bl.a. Kritisk Journal og Kritisk Tilskuer sammen med Fasting. Fastings anmeldelse bidro til et brudd med Abrahamson og deres felles redaksjon av Kritisk Tilskuer, jf. innledende kommentar til anmeldelsen. Samme høst var Abrahamson med på å stifte det danske motstykket til det norske selskap, Det danske Litteratur-Selskab, hvor den nye litteraturen og Ewald ble fremholdt som mønstre. har, efter Tullin, kun tilbageladt lidet at ønske i dette Fag. Vi mangle i de øvrige Deele af den skiønne Literatur ulige meere. Vi har Oder, og Satirer, men vi har ingen Horaz,Horaz] Horats (Quintus Horatius Flaccus, 65–8 f.Kr.), romersk forfatter. Særlig berømt for sine oder, som har stått som de fremste gjennom Vestens litteraturhistorie, men også for verssatirer, som ble sentrale i utviklingen av sjangeren. De horatiske satirene er typisk mildere, mer kåserende og observerende enn Juvenal (den andre store romerske satiredikteren) sine mer bitre og skarpe satirer. ingen Despreaux.Despreaux] Nicolas Boileau-Despréaux (1636–1711), fransk dikter, kjent bl.a. for sine Satires (1666). Boileau skrev også den innflytelsesrike poetikken L’Art poétique (1674), hvor han gjør Horats og antikkens forfattere til mønstre for god poesi. Vi mangle endnu Fabler, endnu Fortælninger (vi meene poetiske),Fortælninger … poetiske] Det vil si epos: lange, fortellende heltedikt på vers. endnu IdyllerIdyller] sjanger som betegner relativt korte dikt, gjerne med motiver fra et idealisert landliv. Dikteren Theokrit (200–t f.Kr.) regnes som sjangerens opphavsmann og ble sammen med Vergil og hans Bucolica (41–39 f.Kr.) de store forbildene innen sjangeren, som fikk en oppblomstring fra og med renessansen. (i det ringeste som GesnersGesners] Salomon Gessner (1730–88), sveitsisk dikter kjent for sine svermeriske hyrdedikt Idyllen (1756 og 1772). Fasting hadde i 1767 fått utgitt sin oversettelse av et hyrdespill av Gessner, Evander og Alcimna, i København. Ifølge forordet hadde han da oversatt Gessners samtlige verk (Fasting 1963, 21). I tillegg til Evander og Alcimna fikk han bare trykt oversettelsen «Et Malerie fra Syndfloden, ved Gesner: Semira og Semin» (i tidsskriftet Fruentimmer-Tidenden og Fredags-Selskabet nr. 38, 1767). Han står sannsynligvis også bak oversettelsen av Gessners skuespill Erast, trykt i Københavns Aftenpost 1773 (fra nr. 1).), endnu Breve, efter HamiltonsHamiltons] Sannsynligvis William Hamilton (1730–1803), som mellom 1764 og 1799 fungerte som britisk ambassadør til Napoli. Han var amatørgeolog og -arkeolog og medlem av The Royal Society. Før 1775 var hans brev til The Royal Society om bl.a. vulkanene Vesuv og Etna publisert. eller ChaulieusChaulieus] sannsynligvis Guillaume Amfrye de Chaulieu (1639–1720), fransk forfatter. Hans korrespondanse gikk helt eller delvis på vers og var utgitt som del av hans samlede verker på det tidspunkt Fasting skriver. Maade, endnu Romanzer. Vi mangle en AnakreonAnakreon] gresk dikter (ca. 570 f.Kr. – d. ca. 495 f.Kr) fra øya Teos. Kjent for sine lette dikt om piker, vin og sang. og en Katul.Katul] Catull, (Gaius Valerius Catullus), romersk dikter fra Verona, som levde ca. 84–ca. 54 f.Kr. Kjent for sine kjærlighetsdikt til Lesbia, men har også hatt betydning som forbilde innen sjangre som elegi og epos. Vi mangle en Kantat, som Ino,Ino] «Ino, eine Kantate», av Karl Wilhelm Ramler (1725–98). Kantaten uttrykker Inos redsel for at sønnen hennes skal bli drept av sin far, Athamas, som er blitt gal. G.Ph. Telemann satte musikk til teksten ca. 1765. (endskiønt vi ey mangle MesterenMesteren] Han kan ha ment danske Johannes Ewald, som på det tidspunktet hadde utgitt en kjent og folkekjær kantate i anledning Frederik 5.s død (1766), som ble spilt ved flere konserter i påfølgende år. Ewald samarbeidet etter denne suksessen med hoffkapellmester Sarti om flere kantater. at skrive den), vi mangle en MarmontelMarmontel] Jean-François Marmontel (1723–1799), fransk forfatter og encyclopedist. Han skrev flere populære operetter, deriblant Sylvain (1770) og Zémire et Azore (1771). til vore Operetter og en MartialMartial] Martial (Marcus Valerius Martialis), romersk forfatter. Født i Spania ca. år 40, død ca. år 103. Levde store deler av livet i Roma. Særlig kjent for sine satiriske epigrammer, som han skrev i alt omkring 1500 av. til vore Epigrammer. Tibul er saa berømt for hans ElegierTibul … Elegier] Tibull (Albius Tibullus), romersk forfatter som levde ca. 55–ca. 19 f.Kr. Kjent for sine kjærlighetselegier, samlet i to diktsamlinger om to kvinner han har ulykkelige forhold til, Delia og Nemesis. En elegi betegner en klagesang, opprinnelig fremført med akkompagnement av fløyte. og Ovid for hans Heroider,Ovid … Heroider] Ovids verk Heroides (heltinnebrev), som inneholder fiktive brev på vers fra 18 mytiske og historiske kvinner til sine menn eller kjærester. For tre av dem får vi også mannens svarbrev, i alt 21 brev. Brev i denne sjangeren ble tatt opp igjen i renessansen og barokken, i Danmark-Norge først utbredt etter 1770. at disse Fag fortiene ey mindre Opmerksomhed end de øvrige. Alt dette mangle vi; vi har Forsøg i eet eller flere Slags, men vi har ingen Mesterstykker, intet, som vi kan forevise Fremmede.

Vi ere forsikrede om, at det staaer allene til det Norske Selskab at afhielpe denne Mangel. Vi har fra adskillige af dets Medlemmer seet Stykker i Haandskrivt,Stykker i Haandskrift] Det er ikke kjent hvilke tekster Fasting sikter til. Poetiske Samlinger innledes med en notis om at de trykte tekstene er et utvalg av dikt innkommet etter konkurranse blant medlemmene av Det norske Selskab. Et stort antall tekster av medlemmene fins nedtegnet i selskapets protokoll. som vi endog foretrække for nogle af de trykte, og som vi ønske bekiendtgiorte (naar Rummet og Omkostningerne eengang tillade det.) Satirer, Selskabsviser, Drikkeviser, alt vil være kierkommen fra deres Haand. Selskabet har saa mange lærde og vittige Medlemmer, at man har Ret til at fordre alle Slags Arbeyder fra dem, om det endog var Latinske. Alt vil gandske vist fortiene Bifald eller Overbærelse, og bidrage til at ønske Selskabet Vedvarenhed og Understøttelse. –

SS1 247Uden videre Forberedelse vil vi forelegge vore Læsere Indholdet af nærværende Samling.

Det første Stykke er: Axel Thordsen og Skiøn Valborg;Axel Thordsen og Skiøn Valborg] Diktet «Axel Tordsen og skiøn Valborg», av Peter Harboe Frimann, se faksimile her. Basert på en middelaldervise, kjent fra Peder Syvs samling Danske Viser (1695). Den ble første gang trykt av A.S. Vedel i hans samling Hundrede Viser (1591) (Nyerup og Rahbek 1813, 425). Visen forteller om ridderen Axel og den vakre Valborg som kjemper en forgjeves kamp for å få hverandre. Etter mye renkespill og motstand, blir Axel drept og Valborg går i kloster. Handlingen foregår i Norge. Frimanns dikt er tilsvarende en lang fortelling om deres ulykkelige kjærlighet, utmalt i 47 strofer à seks verselinjer. Begge diktene har jambisk versfot og vekslende mannlig/kvinnelig enderim (abab). Der Frimann så avslutter med en kuplett (cc, kvinnelig rim), har visen et refreng på én linje. Denne folkevisen var i 1775 igjen blitt populær blant litterater, jf. Charlotte Biehls heroide i samme samling og kommentar til «Brev fra Valborg» under. Jonas Rein, K.L. Rahbek og A.G. Oehlensläger skrev senere tragedier basert på historien (Winsnes 1924, 203). en Fortælning eller Romanze, eller hvad man vil kalde det. Forfatteren er, som vi har hørt, Hr. Friman,Friman] Peter Harboe Frimann (1752–1839), prestesønn fra Nordfjord, fra 1769 student i København, senere diplomat. Var tilknyttet Det norske Selskab og utga flere dikt rundt midten av 1770-årene. Blant disse er prisdiktene «St. Synneves Kloster på Selløe» (1774) og «Horneelen, et Bierg Nordenfields i Norge» (1774). den samme, som af Selskabet for de Skiønne Videnskaber er tilkiendt den seeneste PriisPriis] Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse («Det Smagende Selskab») hadde i 1774 utlyst en konkurranse i beskrivende eller malende poesi, som Frimann vant med diktet «St. Synneves Kloster på Selløe» (Winsnes 1924, 201–202). i den malende Poesie. At dømme fra nærværende, og øvrige Stykker i denne Samling fra hans Haand, ønske vi begge Selskaber til Lykke med denne Digter. Han fortiener dette Navn, som man saa ofte har usurpeert, i dets heele Bemerkelse. Hans Vers ere ikke blot rigtig skanderte,skanderte] her: diktene er komponert rytmisk riktig, i tråd med versemålet de bære Geniets Præg; man trættes aldrig ved at læse dem, og man erindrer dem bestandig. Han forekommer os bestemt at fornye Engellændernes PoesieEngellændernes Poesie] Engelsk diktning sto sterkt i Danmark-Norge på 1700-tallet, selv om kunnskaper i engelsk språk ikke var like utbredt som tysk og fransk. Noen sentrale navn var James Thomson, Alexander Pope og Edward Young. Førromantikeren Young var særlig beundret i siste halvdel av 1700-tallet, med sin vektlegging av individets (gjerne melankolske) følelser og deres betydning for moral og erkjennelse. Den engelske poesien bidro til utbredelsen av rimfrie dikt og større vekt på «geniets» egne ideer fremfor regler, noe som var omdiskutert i Danmark-Norge. Skotten James Macphersons dikt om Ossian (1761–65), som forega å være ekte middelalderdikt, fikk også stor utbredelse og betydning for både form og motivvalg i diktningen. Videre kan Edmund Burkes avhandling om det sublime (1757) knyttes til en ny interesse for det «skrekkelige» og skremmende, slik man ser det i Frimanns fremstilling av fjellet «Horneelen». Hos Frimann gjenkjenner vi den melankolske følsomheten, kombinert med interessen for middelaldermotiver og folkeviser. Frimanns diktning fremsto dermed som mer «moderne» enn mange av hans samtidiges dikt, ikke minst i Det norske Selskab. blant os, af alle Mønstre, næst Roms og Athenens, det Største. Han er tillige korrekt som en Franskmand, og forklarer sig paa eengang med Lethed og Styrke. Med eet Ord: Hr. Friman vil maaskee først af alle Normænd oprette det største af alle Tab: En Tullins.

Nærværende Stof synes skabt for Poesien og for Hr. Friman. Kiærlighed i Taarer, og trøsteløse Elskere, bedragne Længsler og blødende Hierter; hvilke Scener! De interessere Læseren og Digteren, de meddeele sine Følelser, og besiæle meer end alle Muser. Man kan ey nok rose Selskabets Valg i den Henseende; Vore KiæmpeviserKiæmpeviser] middelalderviser fortiene al Opmerksomhed, og blant dem alle var nærværende gandske vist en af de ypperligste. Den har intet tabt i Hr. Frimans Haand, og det er det største, han kan ønske. At overgaae den første Mester i Plan, Styrke, Korthed, Eftertryk i hans fortryllende Enfoldighed, og altid voxende Interesse, det var at fordre endnu meere end et Mesterstykke; Og et Mesterstykke er den gamle Viise uimodsigelig, saavist som den sande Poesie er til alle Tider den samme, saavist som dens Form og ey dens Væsen, som allene Sproget og aldrig Tankerne ere foranderlige; Vi legge til, naar disse Tanker indeholde almindelige Skiønheder, og naar disse Skiønheder ere grundede, (ey blot paa HomeHome] den skotske juristen og forfatteren Henry Home (1711–1776) og hans verk Elements of Criticism (1762). Her argumenterer han for sammenhengen mellom følelser og estetikk. eller Sulzer,Sulzer] Johann Georg Sulzer (1720–1779), sveitsisk matematiker og filosof. Utga flere verk om kunst og skjønnhet, hvorav hovedverket er et estetisk leksikon, Allgemeine Theorie der schönen Künste (1771–1774). endnu mindre paa BonmotsBonmots] vittigheter eller MagtsprogMagtsprog] befalinger) men paa alle Hierters Overeensstemmelse, paa de ubedrageligste af alle Domme – paa de menneskelige Følelser. Hr. Friman har betient sig af alle de Fordeele, Sproget og hans Tidsalder har tilstaaet ham SS1 248for hans Forgiænger. Han har desuden forandret, udelukt, tilsat, omarbeydet hvad han har fundet fornøden, og hans Plan tilhører ham aldeeles; Den har intet fælleds med den forrige, uden hvad enhver Skuespil- og Fortælningsskriver har fælleds, naar de behandle begge eet Æmne, hvad la Fontainela Fontaine] Jean de La Fontaine (1621–1695), fransk forfatter kjent for sine fabler på vers (utgitt 1668–1694). Fasting sikter nok her til hans samling av erotiske fortellinger, Contes et nouvelles en vers (1665–1674), jf. kommentar til «Bokaz« under. og Bokaz,Bokaz] på den tiden en tysk form av navnet Boccaccio. Giovanni Boccaccio (1313–1375), dikter fra Firenze, mest kjent for novellesamlingen Dekameronen (utg. 1348–53). Mange av disse fortellingene har erotisk innhold. hvad RacineRacine] Jean Racine (1639–1699), fransk tragedieforfatter. Tilhørte klassisismen i fransk litteratur, som dyrket idealene fra klassisk gresk litteratur, deriblant tragediediktningen, jf. kommentar til «Euripides» under. Racines tragedie Phèdre var et viktig forbilde for Fastings tragedie Hermione (1771, utgitt 1772) (Aarset 1999). og EuripidesEuripides] Evripides (480–406 f.Kr.), gresk tragedieforfatter. Både Racine og Evripides skrev en tragedie om den lidenskapelige kvinnen Faidra fra gresk mytologi, jf. kommentar til «Racine» over. har fælleds.

Det ville overskride Grændserne af denne Bedømmelse, om vi ville forelegge vore Læsere den heele Plan af dette Poem, om vi ville undersøge hvert Sted stykkeviis, og forskiønne vore Blade med alle de lykkelige Vers, enhver nye Giennemlæsning har tilbudet os. Selskabets Skrivter vil inden kort Tid være i alle Hænder, og det vil være det sikkerste Middel for Hr. Friman til en almindelig Berømmelse. –

Det andet Stykke er overskreveter overskrevet] har overskriften: Den ringe Stands FordeeleDen ringe Stands Fordeele] Lærediktet «Den ringe Stands Fordele». Diktet er på 50 strofer à fire verslinjer, på aleksandriner (jambisk trimeter). Diktet har bl.a. Horats’ satire nr. 1 som forelegg og hyller allmuens enkle liv, mens de formuendes luksus får unngjelde. af Ove Gierløv Meyer,Ove Gierløv Meyer] Ove Gjerløw Meyer (ca. 1742–1790), norsk forfatter, jurist og teolog fra Fredrikshald (Halden). Medstifter av Det norske Selskab i 1772, sammen med blant andre Fasting, og medutgiver av Poetiske Samlinger. Forkjemper for et norsk universitet. Flyttet i 1778 tilbake til Norge. med Valgsprog:

Nec levis ambitio, perfusaqve gloria fuco Magnarumqve fames sollicitavit opum.Nec levis ambitio …] «Aldrig tom Ambition eller Hæderens sminkede Maske,/ Aldrig Lysten til Guld vinked dem fra deres Vej» (Ovid 1945). Fra Ovids ufullførte mytologiske verk Fasti (bok 1 (januar), v. 303–304), med utgangspunkt i merkedager i den romerske kalenderen, skrevet ca. 8 e.Kr.
Ovid.

Hr. Meyer er med Berømmelse længe bekiendt i den lærde Republik.den lærde Republik] den lærde offentligheten, (det forestilte) fellesskapet av vitenskapsmenn. Uttrykket stammer fra fransk (1600-tallet), république des lettres. Man har fra hans Haand en Undersøgelse,Undersøgelse …] Innlegg i debatten om et norsk universitet i Norge (Gjerløw Meyer var for), utgitt i København 1771. hvorvidt de Aarsager kan gielde som anføres til Hindringer for et Akademies Oprettelse i Norge, og endnu en Undersøgelseendnu en Undersøgelse] Besvarelse paa Indvendinger mod et Academies Oprettelse i Norge, utgitt i København 1771. over samme Materie, som begge giøre ham megen Ære og fortiene en længere Erindring, end saadanne Skrivter gierne kan rose sig af. Man har tillige fra hans Haand (foruden et bekiendt Stridsskrift) en lykkelig Oversettelse af Vilhelmine, en prosaisk Epopee af Hr. von Thümmel,Vilhelmine … Thümmel] Moritz August von Thümmel, Vilhelmine. Et prosaisk komisk Digt. Oversat af det Tydske, ved O.G.M., Møller, København 1773. som vi ønskede meere bekiendt blant os, end den hidindtil er. Hr. Meyer har desuden ved Universitetet ey indlagt sig mindre Ære. Han har, hvad som er endnu meere, vidst at foreene de nyttige med de skiønne Videnskaber, og man har en TaleTale] ikke kjent. Gjerløw Meyer holdt en tale ved den offisielle stiftelsen av Det norske Selskab 30. april 1774 (bevart i selskapets protokoll; opptrykt i Norske Selskab 1935, 77–80), men denne synes ikke å passe helt med innholdet Fasting skisserer. fra ham om Nytten af denne Foreening (vi meene Lovkyndigheden og de skiønne Videnskaber), som han har beviist allerbest ved sit Exempel. Vi har tillige hørt, at Hr. Meyer er StifterStifter] Meyer blir regnet som initiativtaker til og stifter av Det norske Selskab (1772). til det Selskab, hvis Samlinger han her beriger; Det er endnu en nye Forbindelse, det Almindelige skylder ham.

Efter saa mange Fortienester vil det slet ikke forringe Hr. Meyers Roes, om han er større Taler end Digter, og endnu SS1 249større Mand af Videnskaber (homme de lettres) end begge Deele. De skiønne Konster, og den skiønneste af dem alle, Digtkonsten især, fordre en saa alvorlig Opofrelse, saa lydige Slaver, og for en Mester saa mange Aars Erfarenhed, at det ville være den største af alle Triumfer paa eengang at krones af Apol og Minerva.Apol og Minerva] guddommer for både kunst og vitenskap i henholdsvis gresk og romersk mytologi. Fasting sikter her til at Apollon særlig forbindes med diktekunsten, og Minerva med visdom. Man kan, som Hr. Meyer, tiene dem begge med megen Lykke, men deres Laurbær ere kun forbeholdte Mestere. Den Konst at skrive Vers fordrer endnu meer end Fliid; Den kræver alle Siælens Evner i deres allerhøyeste Styrke og Fuldkommenhed. Den kræver VittighedVittighed] her: god forstand til at samle Ideer, SkiønsomhedSkiønsomhed] god dømmekraft til at vælge de beste, og IndbildningskraftenIndbildningskraften] fantasien, forestillingsevnen til at besiæle dem. Den kræver dette Resultat af dem alle, og den største af alle Evner, som man saa tit vanærer uden at kiende den, som man i Fleng tillegger StympereStympere] stymper: sløving, stakkar; en som (f.eks.) er håpløs i et fag eller en ferdighet og Mestere, den kræver Genie. Poesien er Himlens Datter; Det er denne Strøm af Følelser, disse evige Flammer, dette Gudernes Sprog, som udmerke Digteren fra alle andre Jordens Sønner; Det er ved dem han giennemtrænger Alt, henriver Alt; det er ved dem han trøster og forskrækker, saarer og forbinder, fængsler og fortryller; Med eet Ord: Poesien er Naturens og Konstens Mesterstykke.

Vi veed meget vel (og vi erindre det maaskee ey her paa sit urette Sted) at de skiønne Videnskaber betragtes ey af alle fra denne dobbelte Synspunkt; Man tilstaaer dem alle Naturens Fordeele, men man nægter dem Konstens; man anseer det endnu uafgiort, at til et Mesterstykke udfordres meer end allene Genie. Men hvorfor er en Forfatters seenere Arbeyde da saa uligt hans første? hvorfor kom Konsterne ey paa eengang til Fuldkommenhed? hvorfor blev AlexandersAlexanders] Århundrene mellom Aleksander den stores død (323 f.Kr.) og ca. 30 f.Kr. omtales i dag som hellenismen. Den var kjennetegnet av en spredning av gresk kultur så langt øst som India, og særlig vest til dagens Italia/Romerriket. Blant sentrale, greske forfattere fra denne perioden finner vi Theokrit (kjent for sine idyller) og komedieforfatteren Menander. Også andre greske kunstformer, som skulptur, var nyskapende og innflytelsesrike. og de følgende Aarhundreder fortrinsviis bestemte til deres Epok? Er Geniet indskrænket til en vis Æra eller Olympias?Olympias] gresk for olympiade, fireårsperiode. I antikken benevnelse på perioden mellom to olympiske leker. Benyttet som tidsmarkør for historiske hendelser. eller indsaae man den Gang meer end før, at der i alle skiønne Konster er en Fuldkommenhed, som ey nok kan studeres, og Love, som aldrig bør overtrædes? Og hvad er disse Love andet end Naturens uforanderlige Forskrivt, bragt i System af de største Mestere i disse Konster? – Vi kunne sige meget i denne Anledning, men vi nødes til at indskrænke os allene hertil, som allereede for enhver Mand af Smag er overflødig.

Den ringe Stands Fordeele er et saa almindeligt Æmne, at derover vanskelig kan siges noget Nyt. Det fordrer desmeer af SS1 250Poesien, som ey paa alle Steder i dette Stykke er lige blomstrende. Planen har fleere Fortienester, endskiønt den paa et par Steder ved første Giennemlæsning forekom os indviklet, som maaskee allene kan tilskrives vor Mangel af Opmerksomhed. I en ApostrophApostroph] apostrofe. Påkallelse/henvendelse i et dikt, som i første linje av Gjerløw Meyers dikt: «Stiig Høyheds Slave kun! bliv stor! tving Modgangs Bølger!». til en Slave af Æren fortæller Hr. Meyer hvor meget lykkeligere han er ved at leve ubekiendt, og forklarer i Sex smukke Stropher denne Lykke, da han med et forstyrres af en ulykkelig Ven, som fordømmer heele Naturen, fordi han til sin Straf har ønsket sig Stor. Hr. Meyer betiener sig af denne Leylighed at overbevise ham om hvor meget han har bedraget sig. Han fører ham til et lyksaligt Pars Bryllupsdag, til et Selskab af Venner og Ligemænd, han viser ham den ubekymrede Arbeyder, og den lykkelige Haandverksmand, han fortæller deres Fortrin for de Stores, og anbringer ved den Leylighed adskillige Træk, hvorved han ey utydelig røber Gaver til Satiren. Allene paa eet Sted har han, i vore Tanker, ey valgt Billeder af den ringe Stand, som vil fortiene den de Misundere, han lover den; (S. 31, v. 13) Paa et par andre Steder synes os, paa det eene, Udtrykket mindre rigtigt, og paa det andet, om vi ey bedrage os, forekommer en mindre lykkelig Antithes. Vi vil anføre dem begge.

Af Glæde rørt min Siæl Naturens Lov istemmer
Som til uskyldigt Rov for medfød Plagers Hær
Sin Yndling Mennesket tyrannisk ey forglemmer.
(S. 24. v. 13.)

Vi tvivle paa, at denne Konstruktion er den retteste; Det andet Sted forekommer, S. 26, v. 9 og 10de:

Ulykkelig? Ney flye med rolig Siæl den Lykke,
Hvis Tab din Lykke giør, o.s.v.

Paa endnu et Sted, S. 34, synes det 5, 6, 7, og 8de Vers overflødige, ligesom nogle Vers i PhedonsPhedons] Venn av diktets jeg-person, som er fortvilet over ikke å ha blitt en så stor mann som han ønsket. Rolle mindre passende. Paa andre Steder synes Udtrykket mindre poetisk, hvoriblant S. 26, v. 8de, S. 30, v. 4de (den sidste halve Cæsur).Cæsur] cesur, en pause i en verslinje. Vanligvis plassert midt i verslinjen i aleksandrineren (etter tre jamber/seks stavelser). S. 35, v. 2, 3, 6, 7, 8, 9de o.s.v.S. 35, v. 2 … o.s.v.] Utgjør det meste av tre strofer med livsvisdom, lagt i munnen på en gammel mann. Hans råd for å bli lykkelig i livet er å bli ved sin lest.

Man vil let see, at disse faae Pletter tilintetgiøre aldrig ethvert andet Poems Fortienester, hvor man glemmer dem allevegne ved nye Skiønheder. Det er allene en mindre Overflødighed af disse Skiønheder, som har erindret os derom. Man savner dem langt fra ey paa alle Steder. Vi kan til Beviis anføre S. 24, v. 7 og 8de, SS1 251S. 25, den heele anden Strophe, S. 28, v. 3die (ved Vers forstaae vi altid Linier) eller den heele sidste Strophe paa samme Side, eller den følgende Strophe paa næste Side, eller disse 2 Vers, S. 31,

Tungt stønner Overdaad for Giften at fordøye,
som sød ved kostbar Konst i piinte Kroppe gleed.

eller dette, S. 32,

Hvor Stolthed leer saa tryg bag Minen af en Lærd.

eller følgende smukke Billede:

– – Han, om hvis Tindinger
End Ungdoms Leeg og Lyst i sølvgraae Lokker spille
Og smile til den Skaal, hans Haand til Munden bær.

eller endnu fleere Vers: Hr. Meyer synes endog paa nogle Steder at nærme sig Hr. Bull i Styrke, endskiønt paa fleere Steder i det mekaniske af Verset. Overalt giør dette Stykke Hr. Meyer ey mindre Ære, fordi det ey er et Arbeyde af en stor Digter; det røber altid megen Forstand, en utrættelig Fliid, og en Nidkiærhed for Selskabet, som vi ønske mange Efterfølgere.

Det Tredie Sted i denne Samling har en Ode til Søvnen af P. H. Fr.P.H.Fr.] Peter Harboe Frimann (1752–1839), se kommentar til «Friman« over. (eller Hr. Friman).

Vi komme igien til et Stykke hvor hvert Billede lever, og hvert Udtryk røber Poeten.


Aander sagte, Vestenvinde!
Milde Luft! udgyd din lunkne Strøm!
Søde Søvn! omfavn Selinde,
Mig til Held, med LunasLunas] månens beste Drøm!
Flyder sagte, klare Bække!
Greene, bæver stille nu!
Ingen Lyd den dyrebare vække!
See! den Skiønne sover nu.
Lund! dit mørke Løv afvendeafvende] hindre, avverge
Solens Brand fra Hendes Leyested!
Bløde Lillier, favner Hende!
Kostbar Last, hvoraf I bøyes ned!
Blindhed straffe FaunensFaunens] fauner var i romersk mytologi halvguder, knyttet til vinguden Bacchus. Fremstilles i kunsten med spisse ører og hale, gjerne i ferd med å antaste en nymfe, spille eller danse. Øye,
Som sig drister hid at see!
Flye og døe, du Slange, som tør bøye
Giftigt Hoved hid at see!

SS1 252hvem kan læse disse Vers uden at underskrive vor Dom? Dette Stykke har endnu paa nogle Steder Fortrin for de øvrigede øvrige] Samlingen inneholder også diktene «Axel Tordsen og skiøn Valborg» og «Tanker ved en Flod. En Rhapsodie» av Frimann. af Hr. Friman i denne Samling, og allermest i det poetiske Udtryk. Vi henvise vore Læsere til S. 40, 2 Str., S. 41, 2 Str., S. 44, 1 Str., det hele Billede af Harpax,Billede af Harpax] fremstillingen av Harpax i begge strofene på s. 45. S. 45, begge Str., S. 46. 1 og 2 Str., og de 3 sidste Stropher S. 47 og 48. Vi har hørt at dette Stykke, ligesom det foregaaende og efterfølgende af denne Digter, ere alle Priisskrifter;Priisskrifter] skrift, som har vunnet en utlyst prisoppgave man venter heller intet mindre. Denne Dom giør SelskabetSelskabet] Det norske Selskab og Hr. Friman lige stor Ære. Man bør altid opmuntre Genier, og det maae være Selskabet dobbelt kiert, naar et almindeligt Bifald, som her, retfærdiggiør deres Valg. Vi rose tillige Hr. Friman for den Heldighed, hvormed han, i sær i dette og følgende Vers, har vovet et fremmed Ord, hvor vore egne enten mangle aldeles, eller i det ringeste mangle Styrke eller Velklang. Sprogenes Ret er den samme som Erobreres; de berige sig med fremmet Bytte; og det er altid Digteren, som aabner Veyen. De største Mestere bevise det med deres Exempler, og den største Lovgiver paa Parnasstørste Lovgiver paa Parnas] De følgende sitatene er av Horats, som i sin poetikk, Ars Poetica (ca. 18 f.Kr.), ga regler for diktekunsten. Parnass er «diktningens høyborg», etter fjellet Parnassos, hvor Apollon og musene holdt til ifølge gresk mytologi. tillader det udtrykkeligHoraz, i hans Poetik, v. 50. 51. 52. 53. 59. 60. o.s.v.

– – Licuit semperqve licebit
Signatum præsente nota producere nomen.Licuit semperqve … nomen] Sitat fra Horats’ Ars Poetica, v. 58–59: «Det har stått en fritt, og vil alltid gjøre det, å sette i omløp et ord som er preget med samtidens stempel» (Horats 1997, 21).

og oven for, sammesteds.


Fingere cincturis non exaudita Cethegis
Continget – – – –
Et nova fictaqve nuper habebunt verba fidem, si
Græco fonte cadent parce detorta –Fingere cincturis … detorta] Sitat fra Horats’ Ars Poetica, v. 50–53: «det [kan] nok lykkes å danne ord som den erkekonservative Cethegus-slekten aldri har hørt. […] nydannede ord vil få hevd dersom de kan føres tilbake til greske kilder» (Horats 1997, 21).

Vi har lagt denne Vægt til vor Dom, for at bevise denne Ret uomstødelig mod enhver, som nægter den.

Det Fierde af disse Stykker, (og det Tredie af Hr. Friman) kaldes: Tanker ved en Flod: En Rhapsodie, af P. H. Fr.

En Rhapsodie forudsetter en afbrudt Overgang til forskiellige Deele af eet Formaal, eller hvad Hr. Tullin engang har kaldt afbrudte Tanker,afbrudte Tanker] Christian Braunmann Tullins (1728–1765) Afbrudte Tanker om adskillige Materier, i alfabetisk Orden er en samling korte, fragmentariske betraktinger over ulike temaer. Disse tekstene ble utgitt først etter Tullins død, i Samlede Skrifter (1770–1773; bd. 2 og 3). og fra denne Side allene bør Planen i dette Stykke bedømmes. Poesien har samme Fortienester,Fortienester] fordeler, rosverdige trekk som de øvrige af Hr. Friman; den er altid blomstrende, og underholder bestandig. Hr. Friman røber tillige i dette Stykke en SS1 253Læsning og en Philosophie, som ey er almindelig for enhver Digter; Gudernes Børn troe sig gierne undtagne fra al Lærdom, og man veed Rochefaucaults MaximeRochefaucaults Maxime] François de La Rochefoucauld (1613–1680), fransk forfatter, kjent for sine maksimer og aforismer. Maksimen Fasting gjengir er: «On ne plait pas long-temps, quand on n’a qu’une sorte d’esprit» (dvs.: man morer ikke lenge, når man bare har én type vidd). i Anledning af BoileauBoileau] Nicolas Boileau-Despréaux (1636–1711), fransk dikter. og Racine,Racine] Jean Racine (1639–1699), fransk dramatiker. som i Selskaber talte aldrig uden om Vers: At man har slet ingen Forstand, naar man allene har eet Slags – Man kan aldrig nok (og allerbest med Exempler af deres egen Orden, som her) erindre Digtere om deres første Bestemmelse, og om den dobbelte Hensigt af deres Konst: At fornøye og undervisefornøye og undervise] henspiller på å blande «utile dulci» (det nyttige med det behagelige), idealet for poesi formulert av Horats i Ars Poetica, v. 343 (ca. 18 f.Kr.). tillige. Det er ved denne Fortieneste, ligesaameget som ved den poetiske, at dette Stykke tiltrekker sig saa megen Opmerksomhed endog fortrinsviis for de øvrige.

Vi har sagt saa meget om Hr. Frimans foregaaende Poesier i denne Samling, at der er intet tilbage, uden at forene vore Ønsker med det Almindeliges,det Almindeliges] alles; det vil si den allment utbredte oppfatningen og giøre alle Fordringer paa flere Arbeyder fra en saa lykkeliglykkelig] dyktig, utmerket Haand. –

Det femte Stykke udgiør et Poem over Foraaret: af Edvard Colbiørnsen; med Valsprog:

Nunc omnis ager, nunc omnis parturit arbos.
Nunc frondent Silvæ, nunc formosissimus annus.Nunc omnis ager …] Fra Vergils Bucolica, ekloge 3, l. 56–57: «Hver eng, hvert tre skyter knopper; nå er skogene grønne, nå er den vakreste tiden av året» (oversatt etter Vergil 1999, 41). Det samme sitatet innleder Thomsons dikt «The Spring», som er Colbiørnsens forbilde (se kommentar til «Thompson« under).
Virgil.

Endnu en nye Digter, som man læser her første gang, og som forøger Selskabets Anseelse. Det synes afgiort, at alt hvad der bær Navn af Colbiørnsen,alt hvad … Colbiørnsen] Se kommentar til «hans Forfædre» under. Fasting kan også ha siktet til Colbjørnsens brødre, Jacob Edvard og Christian. Jacob Edvard var medlem av Det norske Selskab (Winsnes 1924, 189–93). er født for at giøre sit Fæderneland Ære. Nærværende Forfatter beviser det endog i Poesien. At skrive over Foraaret efter ThompsonThompson] James Thomson (1700–1748), skotsk dikter. Skrev diktet «The Spring» (1728), som inngår i diktsyklusen The Seasons (1726–1730). Diktet er skrevet på blankvers og inneholder skildringer av natur, landliv og kjærlighet om våren. Det ble svært utbredt og etterlignet i Europa på 1700-tallet. og Kleist,Kleist] Ewald von Kleist (1715–1759), tysk dikter. Mest kjent for sitt dikt Der Frühling («Våren», fra 1749), skrevet på heksameter. og at være Original efter dem, fordrer megen Konst. Hr. Colbiørnsen har fundet den; han har valgt Billeder af sit Fæderneland, som interessere enhver Patriot,Patriot] jf. kommentar til «Patrioter» over. Fasting setter her opp ordet som en motsetning til en kosmopolitt/verdensborger. Igjen er hovedbetydningen «en som elsker fedrelandet». Siden Fastings anmeldelse gjelder nordmenns litteratur utgitt i Danmark, ligger det en klar spenning i hans bruk av ordet og appellen til «enhver Patriot» om å kunne sette seg inn i behovet for å skildre hjemlige motiver: Fremmer han norsk eller dansk-norsk litteratur? og enhver, der ey (som de Belloyde Belloy] sannsynligvis Pierre-Laurent Buirette de Belloy (1727–75), skuespiller, dramatiker og medlem av det franske akademiet fra 1772. kalder det) er Borger af den hele Verden, langt mere end disse fremmede Billeder, laante af en Natur, som ingen kiender; det er dette Valg, som blant saa mange lykkelige Steder har frembragt disse ypperlige Vers. S. 74.

Naar Bielken splittet er ved Vandets vægtig Stød,
Den fulde Kierne knust, og ErtsenErtsen] malmen hamret blød,
Udmattet Strømmen sig i Dalens Arme hviler,
Mens over VidiensVidiens] vidjens Top NajadenNajaden] vannymfe (i gresk-romersk mytologi) sølvklar smiler.

hvilke Vers, hvilket Billede! O Fæderneland! o Norge!

Ethvert Land har tillige sine Skikke: Thompson kan SS1 254sige: «At Agermanden gaaer i hvide Klæder over de omliggende Marke, og med en rund Haand strøer Kornet ud i Skiødet af den troe Natur.»«At Agermanden …»] «White thro’ the neighb’ring fields the sower stalks,/ With measur’d step; and liberal throws the grain/ Into the faithful bosom of the ground:». Fra Thomsons «The Spring», v. 44–46. Hos os saaer man aldrig i en bestemt Dragt; Hr. Colbiørnsen kan allene sige:

Fra Agermandens Haand, for nøysom Gane spart,
Den beste Kierne da i ødsle Strømme regner,

og man savner intet i dette Billede. Der er andre LeylighederLeyligheder] her: steder i et Poem af denne Indhold, hvor en norsk Digter kan sige meer end en Engelsk, og af disse Leyligheder har Hr. Colbiørnsen altid betient sig til sin Fordeel. Overalt har dette Stykke saa stærke Tanker, saa treffende Billeder, og saa originale Skiønheder, at det vil fortiene Digteren en Rang blant vore beste Landskabsmalere. Det har Steder, som endog ere Forfatteren af MaydagenForfatteren af Maydagen] Christian Braunmann Tullin (1728–1765), norsk dikter. Et av hans mest kjente dikt er «Majdagen», skrevet til bryllupet mellom Morten Leuch (Bogstad gårds eier) og Mathia Collett, 6. mai 1758 i Christiania. Diktet skildrer hvordan dikterjeget søker ut av byen en vårdag, mot landet og naturen, som skildres i henførte vendinger. Det kulminerer i en hyllest av Gud, før diktet ender i en mer personlig henvendelse til brudeparet. For flere opplysninger om dette diktet og Tullins forelegg, se Harald Norengs kommentarer i Tullins Samtlige skrifter (1972), bind 1, 221–27. værdige, denne udødelige Stifter til vor Poesie, og den største af vore Digtere, som man saa lidt erindrer, og endnu mindre efterligner.

Vi beklage, at Rummet ey, til at retfærdiggiøre vor Dom, tillader at anføre meer end nogle faa Steder af dette Poem, hvorfra de, der ey endnu har læst det, kan dømme til det øvrige. Hvor riigt er ey dette Billede, S. 73, 1ste Strophe.

Hiin Urt,Urt] plante som evig død, nedslagen jeg begræd,
Da Synets Yndling blev af Haglens Slynge qvæstet,qvæstet] kvestet, det vil her si: knust
Dens Rod af LeeretsLeerets] leirens, jordens Klump, hvori den var befæstet,
Opsanker nærig Melknærig Melk] dvs. næring for nye Spirers Sæd.nye Spirers Sæd] her: avling (særlig brukt om korn)
Biergaasen Klippens MarvKlippens Marv] «fjellets marg»; et bilde på vannet som kommer ut fra fjellets indre, renner ned fra åsen til dalen og suges opp av plantene der. til Dalen drypper ned;
Dybt i Afgrundens Skiød Ti Tusind Munde streed,
HvoHvo] hvem kunde største Deel af Fedmen sig tilsnige,
Og Stammens tomme Kar med røvet SevSev] sevje. Winsnes (1924, 199) peker på at formen «sev» hos Colbjørnsen kan være påvirket fra fransk «sève», som forekommer ofte i vårdiktet i St. Lamberts Les Saisons. berige.

eller dette, S. 74, 2den Strophe.

Snart straaler Marken Haab; en talrig Plante-Slægt
Igiennem Støvets Nat med krandset Isse bryder,
Alt svanger Frugtbarhed i fulde Aarer flyder
Da Ild og Vædske fik fornøden Ligevægt;Ild … Ligevægt] I antikkens Hellas ble naturen delt inn i fire elementer: ild, vann, luft, jord. Verdens utvikling og opprettholdelse var avhengig av likevekt mellom disse elementene. Elementene som forklaringsmodell på fysiske, kjemiske og medisinske prosesser og tilstander var utbredt også på 1700-tallet.
Forgieves hærdet Muld Forhindring dynger op,
Og misundt Skiønheds Pragt modsetter vanskabt Krop;
Dens giennemborte Bryst en Blomsterstengel flakte,flakte] kløyvde, slo sprekk i
Som første Seyers Tegn sin yndig Knop oprakte.

SS1 255Kun det 6te Vers6te Vers] verslinjen «Og misundt Skiønheds Pragt …», som Fasting har uthevet. Det er uklart hva som er subjekt og objekt i setningen. Meningen skal sannsynligvis være at den bare jorden («vanskabt Krop») motsetter seg at de vakre plantene skal trenge gjennom overflaten. har ey den fornødne Tydelighed. Hr. Colbiørnsen forstaaer tillige den Konst at gruppere med Lykke,med Lykke] på en god måte som paa følgende Sted. S. 86. 1ste Strophe.

Hvor skiøn er Skoven ey? – og Engen? – hvilken Pragt!
Hvor mild er Luften selv – kun Vestenvinden spiller,
Nu Solen Skyggerne og Lysets Skiul adskiller,
Og splitter Skyer ad med en Erobrers Magt.
Høyt DroslensDroslens] trostens sterke Slag velsigner dennes Glands,
Og vækker alting op til Lov, og Fryd, og Dands;
Med Glædskabs lette Spring den krumme Flods Indbygger
Forfriskning aander ind i skovfuld AabredsAabreds] elvebredds Skygger.

(Vi har forandret den første halve Cæsurforandret den første halve Cæsur] Fasting har her skrevet «Hvor skiøn er Skoven ey?», i stedet for «Hvor yndig Skovens Dragt!», som det står i originalen, se faksimile i Bokhylla.no (http://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2009101503007). i denne Strophe, da den i Originalen udgiør et dobbelt Riim, som Forfatteren ventelig har overseet.)

Vi kunne forøge ovenanførte Exempler med utallige, men vi anbefale vore Læsere det hele Stykke, og overlade dem selv Valget. Dem, som har Læst det, vil vi allene erindre om S. 70, 1ste Str. og de 4 følgende Vers, samme Side; S. 73, 2den Str.; S. 75, 1ste Str. og de 4 følgende Vers i næste; S. 76, 2den Str. og 1ste paa følgende Side; S. 78.79. og 80. alle 6 Str.; S. 82, 1ste og 2den Str.; S.83, 1ste Str.; S. 85, 1ste og 2den Str. o.s.v.

Man kan endnu legge til følgende enkelte Vers, S. 73, om Bækken, som smelter ved Solen:

Og brustne Kieder hist i styrtend’ Vandfald knuser.

eller denne lykkelige Oversættelse af Virgils: parturit arbos;Virgils parturit arbos] (alle) trær grønnes, eg. trærne «føder», av lat. partiturio, (være i ferd med å) føde. Fra Vergils Bucolica, ekloge 3, v. 56, se kommentar til «Nunc omnis ager» over. S. 75, 2den Str.

Hvert Træe, hver YmpeYmpe] kvist, skudd der i Fødselssmerter stønner.

eller dette Billede af Fuglene om Vaaren, som forlade deres Mooser.forlade deres Mooser] På 1700-tallet var det fortsatt en utbredt forestilling at trekkfugler, først og fremst svaler, overvintret i myrer (moser) eller på bunnen av innsjøer. Teorien stammer fra Aristoteles. S. 78.

Og svimmel Buskens Lye paa vaade Vinger naaer.

eller dette af Arbeyderen i Skoven, som fælder de ranke Grane.S.82.

Og Stammen bragende fra sterke Rødder sleed.

eller dette lykkelige Vers om Kornet:

Det vaabenløse Frøe, som ingen Konst betrygger,betrygger] sikrer. Med andre ord: Ingen kan gjøre noe for å sikre at frøet overlever og spirer.

og flere Steder.

SS1 256Vi ønske at Forfatteren eengang med samme Lykke vil levere os et Malerie af de øvrige Aarets Tider, og allerhelst af Vinteren. En norsk Vinter vil forstrækkeforstrække] gi, forsyne ham med endnu flere Billeder, end Foraaret. Vi har i de Svenske Vitterhets ArbetanVitterhets Arbetan] Diktsamlingene Witterhets Arbeten I og II, utgitt i Stockholm i 1759 og 1762 av Hedvig Charlotta Nordenflycht, Gustaf Fredrik Gyllenborg og Gustaf Philip Creutz («Gustaf Fredrik Gyllenborg», SBL). læst et Poem over Vinteren,Poem over Vinteren] sannsynligvis «Vinter-Qväde» av Gustaf Fredrik Gyllenborg, utgitt i Witterhets Arbeten I (1759). Diktet inngikk i en diktsyklus over årstidene. Det er preget av nordisk og svensk patriotisme («Gustaf Fredrik Gyllenborg», SBL). som udmerkede sig blant de øvrige Stykker. Vi ønske i sær derfor, at Hr. Colbiørnsen vil behandle samme Æmne. En Normand har aldrig veegetveeget] veket tilbake for dette Folk, hverken i Tapperhed eller Genie, og Hr. Colbiørnsen bør aldrig tvivle om Fortrinnet for hans Rival. Han vil gandske vist indlegge sig ligesaa stor Ære i denne Strid, som hans Forfædrehans Forfædre] Hans grandonkler, trelasthandlerne Peder og Hans Colbjørnsen i Fredrikshald (Halden), var sentrale i motstanden mot svenskekongen Karl 12.s angrep på byen og Fredriksten festning i 1716. Hans grandtante, prestefruen Anna Colbjørnsdatter på Norderhov i Lier, fikk også et heltery i samme krig. En svensk avdeling ble innkvartert hos henne, men ved å få sendt hemmelig bud til en norsk hæravdeling bidro hun til at de svenske soldatene enten ble drept eller tatt til fange av nordmennene i det såkalte «Svenskeslaget» på prestegården den 29. mars. eengang har indlagt sig i en alvorligere. –

Det femte Stykke i denne Samling har til Titel: Søvnen, af Johan Herman Vessel,Vessel] Johan Herman Wessel (1742–1785), norsk dikter og dramatiker fra Vestby. Sentralt medlem i Det norske Selskab i København. med Valsprog:

Duunvinget, silkeblød, du gleed paa Øyet frem,
Og hvisked: Al din Sorg, dig selv, Stryange, glem.Vi har forandret Interpunktationen paa dette Sted, som hos Hr. Vessel giør Meningen utydelig. Vi erindre ved samme Leylighed, at den, ligesom Ortographien, i den hele Samling næsten overalt er forsømt.
Zarine.Duunvinget … Zarine] Fra akt 5, scene 1 i Johan Nordahl Bruns Zarine (1772), den første tragedien skrevet av en nordmann som ble oppført. (Stryange er en person i stykket.) Stykket ble skrevet i fransk klassisistisk tradisjon. Det vakte stor begeistring hos publikum og vant pris for beste tragedie. Wessels komedie Kierlighed uden Strømper (1772), regnes som en parodi på dramaer av denne typen, og kanskje særlig på Zarine og Fastings Hermione (1771) (Aarset 1999, 136–38).

Hr. Vessels Navn er saa bekiendt, at vi behøve intet at legge til hans Roes. De som inddele alt i Klasser, har troet at giøre ham megen Ære ved at ligne ham ved Skarron,Skarron] Paul Scarron (1610–60), fransk forfatter. Skrev burleske parodier på høyverdig litteratur, særlig heltedikt, samt komedier og romaner. men de har giort ham megen Uret; Skarron var et lystigt Hoved, og intet mere. Han var maaskee vittig i Selskaber, men man kan ikke læse hvad han skriver. Det er os ubegribeligt, hvor han i et Aarhundrede, som Ludvig den 14des,Ludvig den 14des] «Solkongen» Ludvig 14. av Frankrike (1638–1715), som regjerte fra 1643. kunne fortiene saa stort Bifald. Skarron skrev Sottiser.Sottiser] pinligheter, støtende dumheter Bør man endnu ligne ham ved Hr. Vessel? ved den lykkeligste af HolbergsHolbergs] Ludvig Holberg (1684–1754), dansk-norsk forfatter, bl.a. kjent for sine komedier. Rivaler? ved det eeneste Genie, siden hans Tid, for Skuepladsen?Skuepladsen] teateret Hr. Vessel har Skarrons hele Vittighed, og slet ingen af hans Feyl. Han mangler kun en MaintenonMaintenon] Françoise d’Aubigné, marquise de Maintenon (også Françoise Scarron eller Madame de Maintenon) (1635–1719), gift med Paul Scarron mellom 1652 og 1660, senere Ludvig 14.s annen hustru. Wessel ble gift i 1780. til Belønning.

Endog i den høyere Poesie viser Hr. V. sig med Lykke. Hans Vers over Søvnen ville giøre enhver Digter Ære. Det har en ordentlig Plan, levende Farver, og som alle Hr. Vessels Vers, en lykkelig Versifikation. Det har virkelige poetiske Skiønheder; hvor smukt er ey dette Sted. S. 95.

SS1 257Men Ilden ulmer, Livet groer;
Du snart igien skal kræfter vinde,
Min Aand! du snart igien skal finde
En Morgen skiøn, din Skaber stor.

eller dette S. 96.

Hans Grummehans Grumme] det vil si: «hans grumme elskede», hans ubarmhjertige elskede (som avviser ham). «Grumme» er et substantiv Wessel lager her av adjektivet «grum». I originaltrykket står «grumme» (uten stor forbokstav) (Poetiske Samlinger 1775, 96). skabes om i Hast,
Hun med CitheresCitheres] Navn kjent fra fransk romantisk og erotisk litteratur. (Etter Kythera, den greske øya hvor kjærlighetsgudinnen Afrodite skal ha blitt født.) Smiil ham vinker,
Og Ømhed i hver Mine blinker,
Og Himlen i hvert Øyekast.

eller dette S. 97.

Den Usle segnet i en Vraae,Vraae] krok
Tryg bag det Dekke, som du drager
Imellem Ham og Dagens Plager,
Med Smiil paa blege Kinder laae.

Paa et Par Steder S. 97, 3die Str. og S. 98, 1ste Str. forekommer os Udtrykket ey alt for simpelt, i sær det 4de Vers paa første, og 1ste og 2det Vers paa sidste Sted. Slutningen af dette Stykke synes tillige for afbrudt, og ved det forekommende Spørgsmaalstegn, ved første Giennemlæsning, uforstaaelig. Et andet Sted nærmer sig til Prose, S. 94, 4de Str. 1ste V. Men Hr. Vessel kan selv dømme hvor ubetydelige disse smaae Feyl ere.

Vi har læst dette Stykke i HaandskriftHaandskrift] Dette manuskriptet er ikke kjent i dag. Søvnen som tema for en ode var tidligere benyttet av f.eks. Tobias Smollett («Ode to Sleep», 1760). og fundet det overskrevet: Ode. Vi indsee ey hvorfor man har forandret denne Titel i Samlingen. En Ode forudsetter ey altid et stort Formaal, eller, for at tale i Boileaus Sprog,i Boileaus Sprog] Refererer til Nicolas Boileau-Despréauxs (1636–1711) poetikk, L’Art poétique (1674). Stedene om oden, «Atleterne i Pisa» og «Akill blodig til Troja» er hentet fra Chant II [sang nr. 2], v. 58–64. den aabner ey altid Veyen for Atleterne i Pisa, eller fører en Akill blodig til Troja. Den besynger og

– – un baiser cueilli sur les Levres d’Iris;– – un baiser …] «– – et kyss plukket på Iris’ lepper». Fra Boileaus L’Art poétique, Chant II [sang nr. 2], v. 68.

det er i denne samme Boileaus Sprog, som fordømte al Kierlighed, fordi han i sin Ungdom var kastreret af hans Hr. Faders Kalkoner,Kalkoner] kalkuner. Det var en utbredt anekdote at Boileau skulle ha blitt kastrert i sin barndom, av en kalkun. Det skulle forklare hvorfor Boileau mislikte jesuitter, som var de som hadde introdusert kalkuner i Frankrike. I stedet skal årsaken til kastrasjonen ha vært et mislykket kirurgisk inngrep. Hans manglende erotiske manndom ble benyttet som forklaringsmodell for hans litterære produksjon, preget av satire, snarere enn kjærlighet. at den endog nedlader sig til Bagateller. Horaz har skrevet vexelviis Oder om AugustAugust] den romerske keiser Augustus (63–14 f.Kr.). Han nevnes i flere av Horats’ oder, men hylles særlig i ode IV. 2, 5, 14 og 15. og om Puurløg,Puurløg] Ordet ble brukt om både purre og gressløk. Det er ikke kjent at Horats skrev en ode til purren eller gressløken. Derimot skrev han en epode om hvitløk (Epode nr. 3). hvorfor ingen Ode om Søvnen?

Det siette Stykke indeholder Brev fra Valdborg Immers Datter til hendes Veninde;Brev fra Valborg …] Biehls valg av sjanger (heroide) var originalt. At Valborg skriver til en venninne, og ikke til Aksel, bryter dessuten med sjangerkonvensjonen for heroide, men var nødvendig av hensyn til historien (Alenius 1987, 104). Om Axel og Valborg, se kommentar til Frimanns dikt «Axel Thordsen og Skiøn Valborg» over. af Charlotta Dorothea Biehl.Charlotta Dorothea Biehl] dansk dikter, dramatiker og oversetter (1731–1788).

SS1 258De som har læst Ovids Heroider,Ovids Heroider] Ovids verk Heroides (heltinnebrev). Inneholder fiktive brev på vers fra 18 mytiske og historiske kvinner til sine menn eller kjærester. For tre av dem får vi også mannens svarbrev, i alt 21 brev. Brev i denne sjangeren ble tatt opp igjen i renessansen og barokken, i Danmark-Norge først utbredt etter 1770. eller Popes Brev fra Heloise til Abelard,Popes brev …] Alexander Popes «Eloisa to Abelard», utgitt 1717. Pope benytter middelalderhistorien om den ulykkelige kjærligheten mellom Heloise og hennes lærer Abelard. Formen er etter Ovids Heroides. vil ventelig ey i dette Brev finde alle de fortryllende Skiønheder, som forevige disse Digtere. Det er imidlertid, saavidt vi veed, den første originale Heroideførste originale Heroide] Tycho Brahe skrev riktignok en heroide i 1594, med sin søster som brevskriver, men denne var på latin. Omkring 1770 kom sjangeren gradvis på mote igjen i København, gjennom oversettelser av Ovids heroider (Alenius 1987, 101–104). Etter Biehls heroide fulgte flere dansk-norske forfattere opp med heroider med nordiske heltinner som brevskrivere. I en liste Fasting gjorde over egne tidlige dikt, som i dag er tapt, fins det to titler som etter alt å dømme er oversettelser av heroider, én etter Ovid («Hero til Leander») og én etter Pope («Heloise til Abelard») (NBO Ms 4to 2580). i vort Sprog, og i den Henseende fortiener al Opmerksomhed.

Jomfrue Biehl har beholdt endnu meer af Historien, end Hr. Friman, i dette Stykke. Hun viser os sine Helte endog i de allermindste Optrin, og anseer alt vigtigt, som interesserer dem. Det interesserer maaskee ey derfor alle Læsere, men man bør dømme en Forfatter fra den Plan, han har, og aldrig fra den, han kunne foresette sig; Der er hundrede Maader at udføre een Plan, og hvilken er den retteste? Jomfrue Biehl har tillige reddet saa mange Vers af den gamle Vise fra Forglemmelse, ved at indrykke dem blant sine, at man bør være hende ligesaa forbunden derfor, som om hun overalt havde beriget det heele Stykke med sine egne. Man tænker herved desmeere paa Historien, og det heele Vers faaer en romantisk Udseende, som passer det meget vel. Hr. Friman har glemt dette Konstgreeb, og han har tabt derved en ikke liden Fordeel.

Endnu meere; Jomfrue Biehl har meget lykkelig til Indklædning for dette Vers valgt Form af et Brev. Det tillader aldrig disse Kiæmpetanker, disse brændende Udtryk, som vel iblant ere ubedragelige Beviis paa Genie, men som Digtere med mindre Smag, end Forfatterinden, saa ofte misbruge, og som i et Vers af denne Natur ville være aldeeles upasselige. Jomfrue Biehls Muse er sig aldrig uliig, og hendes Smag vogter den altid for et stort Fald. Vi kan bevise det med alle Forfatterindens Skrifter, og med dette heele Poem især. Det er derved at hendes Versifikation har Fortrin endog for store Digteres, og at hendes Sprog er uforbederligt. Vi tør foreslaae det endog til Brug i Skolerne ved Siden af de beste Danske Skrivter, og for alle Fremmede, som vil lære Dansk.

Af nærværende Stykke ville endog et Udtog blive for vidtløftigt; det har fire Hundrede AlexandrinereAlexandrinere] fransk versemål bestående av seks jamber per verselinje, med en cesur (pause) etter tredje jambe. og udgiør i Selskabets Samlinger fire og tyve Sider, eller halvandet Ark; Vi ønske Selskabet fleere saa flittige Arbeydere, og især fleere Medlemmer, som allene ved deres Navne kan forøge Selskabets Anseelse. –

SS1 259Slutningen af denne Samling udgiør et Vers over Nøysomhed, af Hr. Vessel, med Valsprog:

– – – – multa petentibus
desunt multa; Bene est, cui Deus obtulit
parca, quod satis est, manu.multa petentibus …] Horats, fra Oder, bok III nr. 16, l. 42–44: «De som ønsker seg mye, savner mye. Lykkelig er den som Gud med nøysom hånd har gitt nok» (oversatt etter Horats 2004, 187).
Horat.

Dette lille Stykke har en meget stor Idee. Det grunder sig paa den Tanke: At Alle Stænder har lige Ret til Lykke: En Sætning vi heller underskrive end Hr. Meyers, som synes at nægte de Store denne Ret aldeeles; og hvorfor? Enhver Stand har sine Uleyligheder; Ministeren mangler iblant Rolighed, og hans Klienter mangle Penge; hvem mangler meest? KresusKresus] Krøsus, eller Kroisos, konge i Lydia (i dag vestlig del av Tyrkia) på 500-tallet f.Kr. Han var berømt for sin enorme rikdom. Skal ha blitt reddet fra å bli brent på bål. Historieskriveren Herodot har skildret Krøsus’ liv. var gandske vist ey lykkelig paa Baalet, men har den ringe Stand ingen Martyrer? og hvori bestaae da dens Fortrin? hvorfor er en styrtet Minister ey lykkelig, og hvorfor flyer PhedonPhedon] Se Ove Gjerløw Meyers dikt, «Den ringe Stands Fordele» (http://urn.nb.no/URN:NBN:no-nb_digibok_2009101503007). det Raad, som Natur og Venskab gav ham hos Hr. Meyer, (S. 36, i denne Samling) hvorfor fortvivler han? hvorfor døer han? (Sammesteds); kan Han ikke leve og betle? den ringe Stand har store Fordeele; eller er hans Siæl fordervet? føler Han ey den sande Lykke? – hvad er den sande Lykke? –

Vi har erindret dette i Anledning af Hr. Meyer som Rummet ey tillod ovenfor; Vi legge til, at dette System (hvor almindelig det endog er antaget) synes at qvæle al Drivt til store Handlinger, og at korsfæste den nyttigste af alle Begierligheder, som har frembragt saa udødelige Mænd, og med dem befæstet saa mange Staters Lykke, vi meene: Æren; Det ville forsikre en KolbertKolbert] Jean-Baptiste Colbert (1619–1683), fransk finansminister under Ludvig 14. Kjent for å ha reddet Frankrikes finansielle situasjon og utvikling, og for selv å ha vært en hardt arbeidende mann. om faa Efterfølgere, ifald det var aldeeles afgiort, at han var mindre lykkelig end hans Kammertiener.

Hr. Vessels Poesie er i dette Stykke mindre blomstrende end i hans foregaaende. Den har, efter de Franskes Maade, fleere Maximer end Billeder, men allesteds lykkelige Vers. Hvor smukt er ey dette Sted, S. 131.

Kiend din Vildfarelse! kiend din Lyksalighed!
Arbeydsom, maadelig, Du ey af Plager veed,
Som Overflødighed og Ørkesløshed døye;
Ja, Livets største Held var Lønnen for din Møye:
SS1 260Den muntrede dit Sind, den luttrede dit Blod,
Ved den du hviled trygt, og glad igien opstod;
Den eene krydrede de tarvelige Retter
Hvorved med lige Lyst Du dagligen dig mætter.

o.s.v.

Det heele Stykke har Læredigtets Simpelhed,Simpelhed] enkelhet og overalt en læreriig Moral. Man erindrer den altid best i saa smukke Vers, og Hr. Vessel fortiener endog fra denne Side Berømmelse. Han viiser ved alle Leyligheder hvor stor Ret Selskabet og hans Venner har til at ære baade hans Skrivter og hans Omgang.

Vi slutte hermed denne vidtløftige Bedømmelse; Selskabets Samlinger ere et saa vigtigt Produkt i vor Literatur, at de fortiene en nøyere Anmeldelse, end disse almindelige Skrivter, som daglig oversvømme den. Det vil ikke feyle, at de, som ere mindre partiskepartiske] Henviser til at Fasting selv var medlem av selskapet han anmelder skriftene til. for Selskabet end vi, vil maaskee ey i Alt underskrive vor Dom. Man vil maaskee fordre meer end vi. Man vil vente større Smag hos nogle af Forfatterne, og et lykkeligere Valg hos deres Dommere. Man vil vente flere Stykker, som en Mand af Smag kan læse med samme Bifald, som han læser fremmede, flere Stykker, som røbe meer Kundskab om Verden og det menneskelige Hierte end nærværende, som man kan forelegge Fruentimmer og den store Verden. Man vil vente Exempler af dette Selskab for tilkommende Forfattere, og i det ringeste en Lige-vægt i Skiønhed med de beste af de nærværende. Man vil maaskee af et heelt Selskab fordre et større Antal Arbeyder, end fra enkelte Forfattere. Man vil med eet Ord fordre meget af et Selskab, som har opofret sig allene til den skiønne Literatur. Men man giør sig alt for stort Ideal af denne Fuldkommenhed. Man bør aldrig glemme hvad Selskabet har leveret, og allene foreskrive hvad det kunde levere. Man bør altid ære en berømmelig Hensigt, og undskylde enhver Mangel med Konstens Vanskeligheder. Man bør dømme andre, som sig selv; man bør skrive bedre, eller tie. –

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Utvalgte artikler

Det er først og fremst som litterær kritiker og skribent Claus Fasting har sikret seg en plass i norsk litteraturhistorie. I 1770-årene publiserte han en rekke anmeldelser og artikler i de to tidsskriftene han ga ut sammen med venner i København: Kritisk Journal (1773) og Kritisk Tilskuer (1775–76). Tilbake i Bergen ga han i årene 1778–81 ut Provinzialblade i fire bind. Han stod selv bak de aller fleste bidragene i bindene.

Her er 12 av Fastings artikler. «Om Fængsler», «Stiernlilien» og siste del av «[Om Provinzialbladene]» er transkribert av Aina Nøding, resten av tekstene er hentet fra Samlede skrifter, utgave ved Sverre Flugsrud, 3 bind, Det norske språk- og litteraturselskap, Alvheim og Eide Akademisk forlag, Oslo 1963-79.

Se faksimiler av Samlede skrifter (1963-79), bind 1, bind 2 og bind 3 (nb.no)

Les Provinzialblade (Universitetsbiblioteket i Bergen) og Provinzial-Samlinger (nb.no) på nett

Les mer..

Om Claus Fasting

Claus Fasting var bergenser og bodde mesteparten av livet i Bergen. Fra 1787 til sin død i 1791 var han rådmann i byen.

I tre perioder bodde han i København. I den siste av disse (1770-77) var han en aktiv del av Det norske Selskab. Hans evne til å improvisere og til å formulere treffende epigrammer ga ham en sentral plass i selskapet. Han var godt orientert i både samtidens og eldre europeisk litteratur og han ivret for de klassisistiske idéene som selskapet satte høyt.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.