Felen i vilde skogen

MED ét hørte de en stygg hujing – det kom fra nedre side vandene.

Den sexten-sytten aars sønnen Torstein smatt ud av stuen, ud i bælgmørke kvælden. Konen, mager og lys, tog sig for bringen og sa «jøssøs».

Det var lige under jul. Manden kom hjem til fjældgaarden Vasslid nedfra bygden; han hadde det med at huje slik mørke kvælder paa hjemvei, styggest naar han hadde været indom hos landhandleren og drukket, – men ogsaa ellers.

Hun reiste sig fra rokken, stod bortved kokeovnen, tænkte og frøs i uhygge; – det var som at ta et udyr i fang lige ind fra vilde skogen, naar han kom hjem slik, – denne svære karen, svart i haar og skæg og med svarte øine, som hev sig i hvasse glimt.

Gamle mor til manden, som sad hvidhaaret bortved ovnen, saa op paa konen, – 4øinene vided sig, det lysned underlig over det rynkete brune ansigt fra en brand langt væk; hun gjorde aatgøre aat – trolle endda, og det var hun, som hadde forgjort konen, sa folk, dengang da hun tilsidst tog gutten paa Vasslid. –

Sønnen gled nedover bakken; han maatte ud, hvergang han hørte faren huje, fik ikke fred før; men dennegang var det noget andet ogsaa, som stak ham. – Alt var svart herude; fjældet var svart, og luften og liden, og den brede lange skogen nedenfor vandene var svart. Ved fjøshjørnet stansed han, satte i en hujing, saa illill – sint og skarp han vandt; han holdt pusten, lydde ind i stilheden, som fulgte.

Det svarte bortenfor Troldbærg.

Og hun Sella i fjøset, budeien, tontetone – nynne høiere og høiere; hun fælte, skønte han. Sønnen kom igen styggere; – fjældet kasted tilbage fælere.

– – Han skulde nok lære far sin at tie, han, – han kom her hjem, ret som det var, og skræmte Sella og skræmte den bleke moren! – –

Styggere og styggere blev skrikene. Bælgmørket, skogen, alt rundt om fyldtes av skrømt 5og udyr; det gnistred av øine, det tusled av labber.

Og fjøsdør-kroken kom paa; hun tonte stillere derinde. Hun fælte vel paa en anden maade ogsaa; – faren hadde været indom der alt et par gange nu i det sidste, naar han kom hjem om kvælderne, klaged hun. – –

Han hudde i, det styggeste han vandt; – – aa, i kvæld skulde han slippe stanse længe nedved fjøsdøren, skulde bli saapas skræmt, at han blev glad, han kom i hus. Han kunde ha sig hjem – han var gift, karen! – –

Gang paa gang hudde han i; men nu svarte det bare fra fjældet. Faren tagde; kom vel hid under Troldbærg nu, – og der storspøgte det rent, saa han holdt nok kæft.

Sønnen tagde ogsaa, lydde til susen i skogen, til elverne, som randt rundt om, sinte og store efter sidste styggeveirs-riden, – lydde efter Sella, som stod dødsstille indpaa fjøs gulvet. –

Faren pusted hidover volden, gled forbi i mørket; han for snøgt i kvæld. Der tog det i fjøsdøren; den var stængt. Han pikked paa én gang. Sella rørte sig ikke. En gang til.

6Saa gled han forbi op mod vaaningshuset.

Sønnen hørte ham ramle ind gangen deroppe, – hørte den stærke stemmen hans, – saa uro i talglyset; han fyldte stuen, naar han kom slik, soped med sig alle skogens udyr, saa det rørte sig efterpaa og gliste i hver roro – krog, og mor og søn laa og fælte hele natten. Han slog aldrig, klamped bare omkring i svære støvler og pusted tungt.

Det gøs i Torstein; han pikked paa fjøsdøren. Hun lukked op.

«Ha du mjølkamjølka – mælket?» hvisked han.

«Ja!»

«Skonda deg daa!»

Og hun skyndte sig opover med mælken, mens han sad igen paa fjøskrakken i bælgmørke og vented. –

Hun var snøgg; – hadde bare sat mælken indom døren og ikke silet, sa hun. – Han tog skindlygten hendes, hented ned felen, som laa gemt opunder bjælken ud i løen – den han hadde byttet til sig mod sauen sin, som han sa til faren var blit væk i fjældet.

7Han mælte ikke et ord, da hun kom igen, napped i strængene og lydde, satte den mellem knærne og hukte sig, hukte sig mer og mer, saa den tynde forvoxne skrotten bugted sig som en ring. Hun stod og saa paa den smale halsen, som strakte det svarthaarete hodet kælent indtil felen.

Kørene flytted øren, lydde og risted paa hornene.

Det gik i døren deroppe; hudde stygt imod skogen. Sella trykked paa dørkroken. Torstein tog et drag over strængene; den læbemyge brede munden klemte sig fast sammen, og bag de mørke-, mørkebrune øine gnistred ild, som ikke kunde holde sig i ro.

Det var farens blik.

Men ansigtshuden var lys, det var morens. – Det hudde en gang til – nu var det nærmere.

«Jøssøs!» sa Sella og løfted paa laakkene, som laa halvt nedpaa de store graagule øine.

Lidt efter strøg noget bortover døren derude og pusted; Torstein stansed buen og stirred paa hende. Saa gled det av, rusled opover bakken; og Sella slap kroken.

Han satte sig paa krakken og tog tunge drag over strængene; han tramped, saa 8fjøsgulvet skalv, snøggere og snøggere gik buen. Det var som en foss, som vælted avsted med alt, som Verden eied, og strængene stundom ikke vandt bære al denne laaten.

«Du æ styg’ ikvæld, Tostein!» sa Sella, – ilden i øiet lyste lige mod hende.

Han hørte ikke.

Han vidste ikke selv, hvad han spelte; det var ingen slaatt, han hadde lært sig: han spelte om folk paa langreis, spelte om brede solfyldte bygder i sommerveir; og han spelte om store dampbaader i skummende jag paa blanke havet, om knuste dønningers sprøit opefter de ytterste skær; og han spelte om høie svære kirker med stille stegende sol i hvidmalt væg.

«Da gneistra taa deg, Tostein!» sa hun og skærmed over øinene.

Han spratt op, slog armene om hende. «Ja ve du ha meg daa!» skrek han og klemte.

Hun stræved imod: «Uf daa! – eg fæle taafæle taa – er ræd deg, Tostein!»

«Ja ve du ha meg daa!»

«Ja–a; – fara fint aatfara aat – opføre sig daa!»

9Han slap hende, satte sig, gjorde kælne stryk med buen. Han bøied sig mer og mer udover felen; hun krøb sammen paa huk fremfor ham og saa langs ansigtet hans – det var næsten visket ud i det svage lys fra skindlygten, som var ved at slukne.

Myge toner, som snoed sig og sveipte sig rundtom felekassen, saa det, som risted og skalv saa haardt derinde under dem, kom længer og længer væk – det var som frost blev klædd og varmet.

Han la sig udover felen, tontetone – nynne saa sagte til:

Aa felaa læt’ in i vilde skogjen,
ja, felaa læte.
Aa ingjen høire aa ingjen ser,
aa ingjen grsete aa ingjen lær,
nei, ingjen græte.
Aa felaa læt’læt’ – lyder in i vilde skogjen,
ja, felaa læte.

Han ledte med haanden efter knærne, der felekassen laa.

«Ja–ha, felaa læte!» hvisked han igen, slap felen, trev om hænderne hendes, drog hende skælvende ned til sig bort paa en haug av tørt løv i ene fjøs-kroken.

10Talglyset i skindlygten kom med det sidste blaff. Det rasled saa tørt i løvhaugen, bjældekoen rauted sagte og langt spørgende. – – –

– Det gik i døren igen deroppe, hudde stygt imod skogen.

Torstein spratt op, famled sig frem i mørket, fandt felen.

Sella efter; holdt i ham; ba:

«Tostein daa! – Tostein –! veve – vil du ‘kje ha meg, daa!»

Han svarte ikke, rev av kroken, skyndte sig ud, tog tunge drag over strængene; dette her inde i ham skulde finde vei allikevel – vildskaben maatte faa leve! – –

Hun fulgte bortover volden. Faren hudde oppe paa tunet.

Dragene blev tyngre og tyngre over strængene, han spelte om andre ting end før – om lange sjøer paa stormmørkt hav, om høstdøde heier uden stig, om dybe kløfter i vilde bærget, om svarte nætter i skogen.

Hun sled i ham, vilde ha ham ud av dette; hun skønte den vilde susen om felen, som reiste med ham fra hende.

11«Tostein, – ve du ‘kje ha meg, daa!»

Han svarte ikke, spelte og spelte.

Men det duged ikke med disse strængene længer; det han saa, rev felekassen ud av hænderne paa ham; han slængte den bort mod en røis, saa det sang og brast, – hørte den danse nedover volden; han saa saa grant, hvor den for i mørket, det var som det stod ildslue om den, – og i ildsluen smøg tusser og sprang huldre, smatt under furu-rod, gemte sig i stenrøis – stygge rare myge skrotter.

Langtrukne kvink og strænger, som sprang! Og efterpaa bælgmørk stilhed.

Han slog op en stygg skratt.

«Du ve ‘kje ha meg, daa!» sa hun lavt og slap ham.

Der kom ikke et ord til svar; han pusted. Han saa en lang stille lysning over furuskogen, – og derindei brede grønne bygder i solskin, og gilde byer med hus i hus.

«Me sku’sku’ – skulde ‘kje gjort detta, daa!» hvisked hun.

«Nei, nei. Men daa fyst kjende eg, kor du fælte», svarte han stilt og blev væk i mørket, op imod huset. –

12Hun gik nedom stenrøisen, kendte langs volden, fandt felen. –

– Men dagen efter strøg Torstein ned til bygden og fulgte dampen til byen; han maatte ud og se, hvad det var i den lysningen udover brede lange skogen. – – –

---

Han var hjemmefra femten aar, hadde faret viden om og været mangeslags; begyndte som kjørekar i byen, blev siden læregut ved musiken og slog paa tromme.

En tid drog han rundt i østlands-dalerne med trækspel, i lag med et landstryger-kvindfolk, som slog paa triangel og sang. – Men den sidste tid holdt han sig mest paa Nordland, var med paa vinter- og sommerfisket.

– Saa han hadde set store byer, der hele hære spelte under høie trær, og kisteklædde folk gik og drev, og brede sollyse bygder; og han hadde set sjøsprøit om de ytterste skær og lange bølger, som gled til havs uden endskab og maal. –

Men alt var blit anderledes nu, end det var i lysningen over den brede lange skogen.

13Det var slik laat i alt han saa, en sus saa stærk, at det rakk for langt – han blev ikke med; det var som hjemme i Vasslid, før han fik felen, – naar han sad inde vinterkvælden og lydde paa nordenstormen, som kom hivende om hushjørnet ovenfra fjældet; – eller naar han laa i solbakken om søndagene og stirred langs furutoppers tæppe eller bortefter blomstertækket vold. Det banked i sindet hans, vilde med ud, vilde suse og fylde skogen, det han kendte; det suste fra ham isteden, saa han ikke kendte det han saa, og han laa igen paa bakken, ked sig og tom.

Slik var det med det, han hadde set disse femten aarene; det var som paa Vasslid, før han fik byttet til sig felen. –

– Saa, en dag paa Nordland, fik han høre, at faren var død, og moren tænkte sælge gaarden. Han reiste sydover med første sildejægt; han vilde hjem til Vasslid, for den matted bare denne flugt i sindet, som altid, altid vilde længer; han skønte det nu, der fandtes ikke fele stor nok i verden til at bære det, han kendte inde i sig, videre.

Moren flytted ned til skyldfolket sit; Torstein vilde være alene i fjeldet om vinteren, begynde paa igen, huje stygt imod vilde 14skogen, se utyske-øine gnistre i stenrøis og indunder furu-rod.

---

En mørk høstkvæld stod han i løen, lyste rundt om med lygten og regned ud, om høiet strak til. Opunder bjælken stak noget frem, graat av høistøv og vævkone-væv.

Det var felen.

Mindet løb ned over ham med prikkende gys; høstkvælden stod der for ham, da han spelte fra sig Sella. Han studsed; veied felen med haanden; tænkte.

Saa risted han sig, gik snøgt ind i fjøset; nei, kvindfolk skulde ikke komme paa gaarden! Menneskene i det hele var lidet tess, dem han hadde set, – men allermindst var kvindfolk det: – enten fælte de for ham, eller ogsaa var de bare et stykke vildt kød, som skalv efter hans fangtag og ellers ikke tænkte paa nogetslag. Nei, han vilde ikke se kvindfolk paa gaarden! Derfor stelte han buskapen selv. –

– – Men strængene var kommet der igen. Han skønte det – og en lang varm strøm flød ind i sindet –: Sella hadde ledt den op nedved stenrøisen, – og hun hadde 15sat strængene paa, – og hun hadde stukket den op under bjælken, for det var bare hun, som kendte pladsen.

Han napped i strængen, kendte rundt om felekassen gang paa gang, kælte med den, satte sig paa fjøs-krakken. Han stemte; det var brest i laaten, – kassen var sprukket under, men et gult bastebaand var snøret om og holdt sammen.

Men han svor inde i sig: – kvindfolk skulde ikke komme paa gaarden! – –

Han strøg let over med buen.

Det løsned inde i ham, tog til at flyde alt, i tusen blinkende bækker; han saa blomstrende græsvold i summende lek, – saa skælvende sol paa vindblaanet sund, – saa dampende dugg mellem vaggende myrulds hvidt; han lukked øinene og saa det fineste og blødeste, som verden eied.

Det øged; det fossed. Det blev brun høst paa græsvolden, brakende sjøbrot indover sundet, fykende sne over fjeldmyrens is. –

Buskapen vred sig i baasen for at se, risted paa hornene, og bjældekoen kom med en lang spørgende raut.

Døren lukked sig stille op; levende smatt fra mørke høstkvælden, det ene levende efter 16det andre, haarete frosne styggeting, som fyldte fjøset med gufs fra ødsligt fjæld. –

Der var en stemme ude i mørket; han lydde.

Aa felaa læt’ in i vilde skogjen,
ja felaa læte,

sa det.

Han løfted paa øienlaakkene og saa vart ud; i lyset fra lygten stirred et blekt jenteansigt ind

Aa einkvanneinkvann – nogen, én græte, aa einkvann lær
ja einkvann græte,

sa det igen og kom længer ind.

Fossen sagtned over strængene. Noget sugende vildt i øiet hendes derude tog ham, en underlig langsynt længsel, som ligned vintersol ind i rimet skog, – lammed fingrene, som pressed om buen.

Han vidste, at folk sa, hun Sella nok ikke var rigtig de sidste aar, – kunde stryge paa skogen fra husbondsfolket mørke kvælderne og komme hjem først langt paa nat.

Hun gled ind paa fjøsgulvet, stod og saa paa ham.

«Ska eg hjælpa deg te mjølka?» sa hun.

17«Du færfær – faar gjera so du ve», sa han. Ordene hendes var graat, som risped som naaler gennem hele sindet.

Hun tog bytten, satte sig paa huk bortunder en ko. Han stirred hen mod hende uden at se, lydde paa laaten: mælkestrimernes lekende sprøit mod byttebunden, saa kælen hvile i skumblæret dyb. Og felen fulgte stille efter. –

Om en stund tog hun bytten og lygten uden et ord; han saa, hun var færdig, reiste sig og blev med.

«Du lyt’lyt’ – maa stogga deg sjøl, Tostein!» sa hun ude i mørket; det var, som alt det, de skulde si, turde komme frem her.

«Men eg æ ‘kje go te», sa han.

«– Eldeseldes – ellers va du i stan te spela deg ratt burt, – burt fraa deg sjøl».

«Ve du gjøim’ ena daa?»

Hun svarte ikke; tog imod felekassen og buen. –

Tre søndage i træk blev det lyst for Torstein og Sella; først paa vintren blev de viet. –

18Og de vinterdøgnene paa Vasslid blev lyse som let skælvende fjældsol i smaa ruder. Dag efter dag gled, og maaneder gled; aar efter aar gled, stille, som hendes bringes pust i søvne, rige som lune aaklærsaaklær – sængetæpper ly.

---

– Men saa var det en vinterdag fire aar efter, et landstryger-følge kom opom gaarden paa vei over fjældet til nabobygden.

De ba; spelte paa trækspel for og sang. Sella gik ud og ind og fandt frem mad og fælte. Men Torstein sad hele tiden paa sængekanten inde i stuen hos dem, lydde paa pratet og smilte underlig; – – det var som stuen fyldtes av den sol, som blinked i brede bygder, og av vognes rammel i gilde byer; det var som rige steders glade speiling i hvert deres øie.

De hadde kortleikkortleik ‘– kortstok med, saa de spaadde. Og den jenten, som sang, ligned hende, han reiste i lag med opover østlands-dalen for mange aar siden; samme svarte haaret, samme gløgge øiekast, samme katteslæng med kroppen. –

19Han blev siddende længe paa sænge kanten, efter de var faret videre til nabobygden, sad og lydde under stivnet smil, – for det var den jenten, han hadde reist omkring med der øst.

Da det mørkned, tog han til at drive ud og ind dørene; ret som det var, stansed han indpaa gulvet, stirred ud tvers gennem væggen; det var, som han hadde hørt noget i norden vinden, som tog til at plistre kold om hushjørnet.

Sella saa snøgt paa ham en og anden gang; hun hadde aldrig vidst, at han ligned far sin, som han gjorde.

Den urolige blinken i de svarte øine øged, flytted sig snøggere, ledte efter noget langt væk. –

Hun fælte, da de la sig; øinene hans var som ødslige fjældvand, det svarte skægget som sammenvaset klungerklunger – nypetjørn og stive græsstraar ned for Troldbærg; naar han pusted, var det som gufs fra myr og mørke.

Hun turde ikke slukke talg-lyset i flasken, laa vaaken udover og vented i angst: – denne vildskaben maatte en gang slaa ud! – –

20Og han skønte det paa øinene hendes – det var morens øine, naar faren kom hjem; de ledte saa skræmt efter noget paa ham at hvile i.

Det blikket sa ligesom, hvem han var; det kom over ham, saa han ikke kunde styre sig; han sprang frem av sængen.

«Kor ha du gjøimt ‘ena?» sa han; han sa det lavt, men endda var det som storm over vilde heier.

«I ledikjen!» sa hun; turde ikke andet.

Han op paa loftet til kisten hendes, trev nedi efter felekassen – den laa ballet ind i tørklædet; klamped saa ned igen, stormed ind, tog tunge drag over strængene, saa det fyldte stuen.

«Jøssøs!» sa hun.

Han spelte om alt det, landstryger-følget saa, om fri reis rundt verden, opover lyse dale og gennem larmende byer; det øged til hvinende storm gennem den brustne feles strænge.

Hun snudde sig i sængen:

«Tostein daa! – – Du lyt’ stogga deg, Tostein!»

Han hørte ikke, haardere og haardere tramped han takten, saa gulvet gik i 21bølgevugg; stønned tungt iblandt. Og hun ynked sig under kvitlenkvitlen – sængetæppet. –

Med ét reiste han sig, slog op en vild skratt, slængte felen mod væggen, saa bastebaandet om den sprang, og kassen gik i knas, traakked paa den og strøg ud.

Paa tunet satte han i en stygg hujing indover mod fjældet, der veien gik over til nabobygden; Sella inde i stuen vred sig og ba for manden; – – jøssøs, dette var faren fra først til sidst! – –

Det bar bortover volden med ham; han vidste ikke hvorhen, –- bare vilde væk! – – og han kunde ikke komme langt nok væk! – Han kendte ikke nordenstormen bide, endda han var i underklær, der den feied nedover bakken med kornet sne.

Gang paa gang hudde han stygt mod skogen.

– – Det sused i furuskog, det dured gennem løvtrær, det flimred om øine, – flimred av lys over brede bygder og gilde byer, og av store flater av sjø, som vælted solguld. – –

22Han vidste ikke, hvor han var, vidste ikke til nogen ting, da han satte sig i sneen. –

– Sella i stuen ynked sig og ba; hun hørte, at hujingen gled længer og længer unna – nordenstormen om hushjørnet var mest lige stærk. Saa sprang hun frem av sængen, ud paa trappen, skrek «Tostein» med det veke mælet, som den hæse angsten mest hadde strubt. Alt i ét skrek hun; men intet svar.

Hun lala – sprang ind igen, slængte paa sig klær, trev lygten; saa ud, til at vasse rundt i sneskavler hele natten. –

Bortunder Troldbærg laa manden, stivfrossen mest, med sne i det svarte skægg; det lysned av dag, da hun fandt ham. Hun blev staaende og stirre paa ham; sindet øged og vided sig, saa bringen blev for trang; men det frøs stykkevis – hun sukked ikke engang, da hun tog under armene for at slæbe ham i hus; nordenvinden var naadd lige ind i hjertet hendes.

Og sangen fra kornet sne, som rasled bortefter flaten, tog til at gaa i bølger; nu skønte hun det, hun ikke hadde skønt et helt liv: hun hadde ikke været god til at fangta 23vilddyret i ham! – – Det var som sus fra mange strænge over sprukken felekasse – den samme slaatten han hadde tonet og spelt, mens han leved:

Aa felaa læt’ in i vilde skogjen,
ja felaa læte.
Aa ingjen høire aa ingjen ser,
aa ingjen græte aa ingjen lær,
nei ingjen græte.

Aa felaa læt’ in i vilde skogjen,
ja felaa læte.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.