Flaggermus-vinger

127LANGE duggete skygger i blaagrønt græs og surrende fluer i solvarm husvæg.

Det var morgen kl. 6 omtrent, langt inde i en fjordpoll,poll – rundagtig fjordbund – rundslidt, saa bø og lid hælded mod sjø, som hang det i slap stræng.

Dugna-lagetdugna – gratis arbeidshjælp var alt langt op i brækkerne, hver med sin planke paa skuldren. Det bar opover til støils; det var det nye selet til manden paa gaarden, som skulde være færdigt i sommer. –

Der stod fire gamlinger i brune skindbuxer paa tunet, med hver sin krokstav, og ropte ind til konen, spurgte, om ikke de ogsaa fik ta sig en planke av stabelen.

– Hun syntes nu, sytti-aaringer skulde være fri støilsgang, smilte hun.

128Lars lo i, saa det svarte i husvæggen – et blekt glatraget ansigt med skarp næse og langt hvidt haar; – de var hônen smætte ikke bedre, de unge deroppe fòr! Han gled over brækkerne med et lyst blik, der kaat længsel skalv, som næsten storlo av og til.

Men Ivar, den gamle fiskeren, holdt paa at gi hende ret, en liden rødøiet tynd mand, kantet og senet av slit, med fregnet tørt ansigt og lyst haar; – han var ikke blit med paa dette, hadde det ikke været for brændevinets skyld. –

De greied ikke mer end én planke sammen. De lemped den ned, stod under den alle fire og vented; konen kom ud med lefseklining i klut og brændevinsflasken – den stak Ivar til sig i buxelommen.

Saa bar det opover varme brækkerne. De tre prated i modbakken og lo ustanselig. Det var ikke hver dag, der var brændevinsdugna her ind i bortgemte pollen, smilte Ivar for sig selv. Men de andre tre tænkte ikke paa brændevin; det var en glæde, de tre hadde sammen, men ingen vidste hvad var; den kom som kvasse stik i foden, den kom som prikkende hede i rynkete kind. Ved hver sving var den der, ved hvert nyt udsyn. Og efter 129som de naadde opover, kendte de i sig, at jaget hos hver gik mod det samme; de kendte sig saa stærke og var saa lette for bringen.

Men de turde ikke se hverandre i øinene, for blikket vilde nævne gamle-sætrens navn. De gik bare og prated om den gamle tid, da de var unge, da folk var noget tess endda og bar alt, – før nye-veien kom og én tog til at køre. –

Ivar tagde. Han kunde ikke faa skikkelig tag i, hvad det var, de var glad for, og derfor vilde han heller ikke prate; han undred sig over de snøgge øiekast og den dirrende uro i pusten, som var ved at ta mælet fra dem av og til, – men han tænkte hele tiden som saa, at det nu maatte være brændevinet alligevel.

Først da de var ovom brækken, saa én ikke saa kærringen paa tunet længer, kremted han og rensed halsen:

«Han æ heldehelde – temmelig varm’ idag, Lars!»

«Ja hônen smætte, du!» svarte det rapt.

Og fiskeren stansed, lemped av sig planken, halte op brændevinsflasken. Han sa, de skulde sætte sig i fjældgræsset, som alt hadde mistet duggen i morgensolen – den faldt hed ind 130fjorden. De fik sig en dram i hver sin træsko; slikked og smagte paa det, strakte sig i bakken, laa og smaasmagte.

– – Aa, der var slik sol i fjæld! – slik letlivet luft! – –

– – I hans ungdom bar de lettelig en tønde sild paa ryggen, sa Aasmun, den tykke, som hadde gaat i midten, langskægget og stutt, som ikke kunde række op i planken, uden hvergang han var paa en tue – og da bar han planken alene.

– – I hans ungdom maatte de binde i hop to nye bastetaug, naar han bar høi, – og endda blev det for stutt, kom den andre braat, Tor med det grove mælet og den lange stive skrotten, som gik strak under planken.

«Eg ha ‘kje vore leitt’vore leitt – været træt meir so ein gaang», sa den hvidhaarete øverst. «Aa eg va ‘kje skjikkeleg leitt’ daa held’.» Det rørte sig og napped av minder i hver rynke; det frostbleke ansigt var braanetbraane – smælte og rødt.

«Nei hônen smætte!» la han til og sprang op. De andre efter og tog planken, under latter og prat.

13Ivar undred sig, hvorfor det hadde slik hast; de var ikke naadd langt, saa syntes han, «han var helde varm» igen. Flasken frem; de stod under planken og tutedrak, – og fiskeren tog længste slurken. – Flasken maatte frem opover, ret som det var, til en liden støit, og altid fik fiskeren største slurken.

Det bar forbi sidste brækken og indover flade fjældet.

Fiskeren gik og saa nedpaa fjorden hele tiden, der den laa skiftende i rappe ildglimt, hvor havgulen tog til at blaane; det damped i morgenens svale opefter pollens grønne buete brækker.

Men de andre stirred indover mod den graa høifjælds-væg med skælvende sol opefter; øinene lurte og ledte under den sidste lyse skodde-dotten, som slap de øverste furuer, smøg forbi i gulet, ind imod høifjældets sten – den laa der mellem sne, med et stryk over sig af varmemoens sommerskær.

Og de snakked og undred sig over den svarte storfuglen, som hang udfor fjældvæggen, keg efter rype og døde lam.

De lod, som de blev ved at stirre indover; men alt i ét stjal blikket sig langsomt 132nedover høifjælds-væggen, ned i den dybe dal med det blaa vand.

Med ét snudde de sig under planken, saa paa hverandre, saa, hvor hvert øie hvilte.

«Gaa veien!» skrek fiskeren der bag i sinne, – de drog sig nedover liden, der de gik. «Me ska ‘kje te Røissæte idag!» sa han.

De kvakk i, da Røissæter’s navn blev nævnt, – det var som en gammel lystig skrøne midt i et ligfølge – de hadde skydd det hele sit liv.

Men idag – idag –! – Og saa slængte de planken –, da hadde de kærringerne sine hjemme! – De spændte av sig træskorne, sprang paa sokkelabben bortover, kom tilbage, halte planken op paa en sten, satte sig paa hver ende.

«I herrans namn!» nægted fiskeren, – de hadde nok faat formeget alt!

Men saa loved de ham en lang slurk, om han vilde.

Han kløv op og de husked, saa fjældvinden vifted med hvidt haar og med graat skæg. De mindtes ikke det ny selet længer der indunder nuten bort i fjældet, eller dugnaen eller noget; fjældets uvyrsle og kæte var faret i dem, gjorde dem ligesæl og glemsken.

13De hudde og lo, saa sauerne samled sig til, skakked paa hodet og lydde.

Lars slap sig ned av planke-enden saa Tor spratt tilveirs, rev av sig vesten, slængte den og skrek, saa sauerne rømte; men saa stansed de, stod og grunded. Han smætted av sig den gule lærbuxen, fyldte lommerne med sten, slængte den til, saa den naadde næsten frem, og sauerne blev væk i lang række indover langs fjældkammen.

Saa sprang Aasmun ned av planken, la forbi Lars, trev broken og slængte den, saa den strøg udfor bratte bærget og gik til dals.

«Hônen smætte!» bandte Lars, da han saa, den blev væk – der lyste glimt i blikket fra en tanke. Han sprang efter Aasmun, saa uldskjorte-flikerne slog i vinden, for at gi juling ligesom; men glemte det saa strax, prøved paa hallingkast med stive ben bortefter bløde mosen. Aasmun saa det og prøved det samme. Det gik kast i kast, de kom som hjul nedover til de andre to. Den tunge Tor sad i bakken, vipped Ivar op og ærted ham – han dingled høit til veirs, brugte kæft og tørbandte.

«Me ve te Røissæte!» sa Aasmun saa aandeløst stille, at det blev bare hvisk – han 134sad paa huk og stirred nedefter liden. «Henta brokjaa te Lars!» skrek han saa i, pibende hæst, som det var med den sidste pust han eied, og spratt i veiret.

«Ja, hônen smætte!» hudde Lars.

Og Tor fik skælvende hast, letted sig av uden ord, saa Ivar gik i bakken med planken.

De rev ham væk, la planken tilrette i mosen med den høvlede glatte side ned; kasted sig paa, den ene efter den andre.

«Gji taal! – gji taal!» grynted det grinet fra fiskeren, han hadde ingen hug til at komme til Røissæter, likte ikke den liden, for der hadde han som unggut ligget gemt for at stjæle mælk mangen morgen, naar jenterne gik hjem, den tid han laa bort i fjældet og slog.

Han skulde faa resten av brændevinet, hvis han vilde, sa de. – Saa risted han det skrattende af sig, trev flasken, som laa i mosen og slængte sig paa til de andre, for han vilde ikke blive igen alene.

«Aja, da æ ‘kje skjelskjel – rede, orden paa nokeslag meir!» lo han til sig selv.

«Me ve te havsens botn!» skrek han i, da det tog til at skri, – han sad rødøiet og 135myste nedefter skraaningen imod det grønligblaa fjældvand, som var blit havsens bund, nedenfor fjældkammens furu-krans, som var mørkebrune tangen. –

«Aja, da æ ‘kje skjel paa nokeslag meir!» skrek de alle.

Det bar udover bratte fjældgræs-bakken, som var soltørket og glat.

Aasmun skrabed alt det han vandt; han sad bagpaa og styrte med pigstaven sin.

Farten øged; med ét skar planken sig bort til ene siden, saa alle fire hælded sig over.

«Du fær halda onda vinden!» skrek fiskeren agterover, han kendte, hvor baaden slingred; han sad forud med næven om flaskehalsen og trodde, han holdt fokken.

Aasmun la sig paa staven. Men det hjalp ikke; planken skar sig fast, braastansed, saa de gled av alle fire efter hverandre og hopped videre bortover smaasten i den trange hultraakkede beiste-stigen op fra Røissæter.

«Gji taal! – gji taal!» brummed Ivar igen efter hver dunken.

Flasken var hel, endda han laa paa kant tilsidst. Han tog sig en lang slurk, rev styreaaren til sig i sinne, vilde styre med to staver; – han hadde været ude i sjø før, han! sa 136han; Aasmun fik sidde forud og passe fokken, skrek han og langed ham flasken, – Tor og Lars hadde vel nok med at holde sig selv! – –

De mælte ikke et ord, de tre; gjorde, hvad han sa, lensed baaden og snudde den, slængte sig paa, – det var et jag i dem som i sjøfolk lige før et stormkast.

«Aja, da æ ‘kje skjel paa nokeslag meir!» hudde de og gled avsted igen. Brattere og brattere; og snøggere og snøggere; mellem stenrøis og furu-læg, bjærkeskog og hvid silje; sidste knækken kunde de ikke se, for det bar ligesom indover dernede.

Ivar kendte det, som stod der et veir om dem nedover liden – en stiv kuling ret agterud; det bar ikke længer mod havsens bund, det bar indover brede fjorden, ind mod den inderste trange fiske-vaag. Det hvisled og smatted; det tisked og prated; det var sjøers sultne glefs, og det var leende lek fra tusen levende, som vilde kapseile; – men ingen naadde dem! – –

Men de tre sad i yr vent og stirred ret frem for sig, syntes at farten ikke var stor nok.

– – Dette var ungdom! – ungdom! – Det vifted ungdom; det lugted ungdom; det blinked ungdom fra græs og fra blad!

137– – Det yred av minder, som det yred av maur!

– – Her hadde Aasmun flakt vesten av Lars og dængt ham en dugvaad sommernat – de for langs uren til samme jenten paa Røissæter.

– – Og her var det, Tor hadde faat skrækken i bringen sin, den eneste skrækken han hadde, skrækken for troldskab. – –

Snøen skri’ onde slee-mei, –
hei gut!

skrek Aasmun.

Aa snøen skri’ onde slee-mei,

satte de andre i.

Plankjen ror øve klyvje-vei, –klyvje-vei – smal støilsvei (for hest)
hei gut!

kom Aasmun igen.

Aa plankjen ror øve klyvje-vei

fulgte de andre efter.

Men nu bar det ordentlig nedover; de var udpaa et glat vaadt bærg.

«Du fær halda onda vinden Ivar!» hærmed Aasmun i vild kæte.

138Fiskeren klemte paa pigstaven og riped i det glatte bærget uden nytte. Planken slingred; snudde sig. De trilled av, én efter én, seiled om hverandre nedover, med planken foran, i lag med smaasten og vaad mose.

«Gji taal! – gji taal!» grynted fiskeren, han sad opreist med flasken, som han hadde reddet fra Aasmun.

«Hônen smætte!» sa Lars, han gled paa rygg med de nakne ben i veiret. –

De samled sig til en haug nedpaa flaten lige under bærget; sauer saa op rundt om i uren og undred sig.

De sad og stirred bent for sig alle fire. Ingen hadde slaat sig, ikke Lars engang, som var uden brok; de hadde bare faat en rist, som de sad og kom sig efter.

Aa plankjen ror øve klyvje-vei,

satte de i, de tre, paa én tid og skotted snøgt paa hverandre for at se, om de tænkte paa mer. Men fiskeren tutedrak sidste slurken; hans blik var ogsaa blit spillende, ansigtet blankt og rødt av høifjældslys og brændevin. –

Ingen av dem mindtes skindbroken mer til Lars, som var stanset midt op i svarte bærget, saa ingen kunde komme til.

139– Røissæter laa lige foran dem.

Det var en gammel nedlagt støil; manden, som hadde dugna idag, var den sidste, som hadde hat sel der. Folk var flyttet fra den, for sætervangen grodde over av eistap.eistap – bregne Somme sa ogsaa, det var, fordi det spøgte dernede, saa ingen budeie vilde stanse der. En liden fele uden spelemand skulde holde til i uren, som stemte sig selv; mange hadde hørt den, men faa set den.

Hjørnestokkerne stod igen av selene og to–tre spærrer med grønlige mosegrodde stenheller paa. –

– Fjældvinden slængte sig nedpaa vandet og hidover liden; det gik sus gennem furunaaler, det rasled opefter bjærkeris og lekte hvidt.

De tre skotted snøgt paa hverandre igen.

Men Aasmun sprang op, gjorde hallingkast ind mellem eistapen, satte saa i at tone, saa fjældvæggen kasted tilbage:

Smalensmale – sauer (kollektivt) stende aa skoaskoa – ser trutt,
ser kor gamlingjen sprætte.

140Ja, snu du, aa tygg du paa fjældgrase stutt –
men neigu skjyna du ‘kje dette!
Hop aa hip, aa hip aa hop,
alder saagsaag – saa du slik sprætten kropp!

«Eg trur fán brrrænne han ha myst vete!»myst vete – mistet forstanden brummed Ivar, han raved væk og la sig ind mellem braken med tomflasken. –

Den hvidhaarete i uldskjorten kunde ikke holde sig i ro mer, reiste sig, saa mosen dryssed unna ham, gjorde et kast og tonte:

Hop aa hip, aa hip aa hop,
alder saag du slik sprætten kropp!

Men Aasmun trev bag i skjorte-fliken, flakte den av.

«Saag du noke ti slik skjitne laar!» skrek han, saa det svarte op ifra uren. –

– Men saa med ét blev han stille; han satte sig paa huk, keg og tog til at hviske:

Da blænka so fint
onde fele-stræng; –
da spela so stilt
bort i eistape-eng.

Bagom en eistap hang en liden fele løs i luften, som stemte sig selv; eistapen vugged sig i vinden og slap solstriber ind i strængene.

14Idag saa han spelemanden og – en liden tynd ræd én, som solen sken tværs gennem.

Han kendte disse første grebene i strængen, hadde hørt dem saa mangen nat, han laa her i uren for hendes skyld.

Men laaten steg og steg. De to vidste ikke ordet av, før han stod som en gal mand bortpaa volden, rev op lang eistap og hev til alle kanter.

Lars blev staaende endda, lydde og stirred.

Da blænka so fint
onde fele-stræng; –
da spela so stilt
bort i eistape-eng.

sa det med ét inde i ham og.

Det skalv sagte budeie-lokk i luften, slik han saa titt hadde hørt, den tid han for her kvælderne som ung, laa i eistapen, uden at Aasmun vidste, og vented paa mørkeste dimmet, – lokk fra hende, som hverken han fik eller Aasmun; han hørte lokk, og han hørte lur, han hørte lamme-blæk og raut.

Det smatt i røis, det krøb i eistap, det slængte sig fra blad til blad. Fjældvinden blaaste væk vetet, fjældsolen blinded synet.

Folk skratted og prated rundt om, kaate folk, galne folk, øre folk! – –

142Han kasted sig ind i flokken, snakked med og lo, rendte rundt og spelte sig; alderen var væk som dug i græs. Han rev med sig budeier, jaged kør og skøv sauer i vælten, hev det tilside, slængte væk spelemand, rydded og spændte. –

Tor sad strid som før og saa dem drivvaade av sved rive op eistap og springe rundt; han holdt sig fast i lyngen, trued sig til at være i ro og ikke høre felen. Men den arbeided sig frem, med ét var den inde i ham, saa han maatte op, han og, strøg ind i eistape-flokken, stod raadløs og stirred.

Han saa den lette felen, som flød paa solskin mellem stængler. Den gled rundt om benene, bandt ham med sine slaatters tynde baand.

– – Det var en nat for lang, lang tid siden, han stod her paa flaten lige indved sels-væggen med sus i hvert øre, stod og lydde paa budeien, som pusted og sov derinde, han var kommet over vilde fjældet den lange vei fra enken i nabofjorden, hadde sprænggaat, – han vilde være hjemme i sin sæng, før solen randt, for folkesnakkets skyld. Han var bare bortom selet som snarest og lydde.

143– – Med ét løsned der noget øverst op paa det lodrette svarte bærget; det gnistred og gled gennem luften. Saa et knusende knækkende brak, med lys skodde væltende nedover uren; det var som flaten vilde revne under selet. Det laa og sukked og vred sig efter skreden lang stund der borte og jamred sig høit; og jammeren flød skoddelys udover sæter-volden, rundt om en liden let fele.

– – Det var samme felen idag, som flød her paa solskin mellem strænger; og det var de samme to øine nu som da, som stirred under strængene fra felekassens laakk. Det var hendes øine. – –

Han satte i et hop udover fele-slaattens baand, kasted sig bort i støile-veien, tog udover liden. Det kniste og skvatt i lyngen; det kaldtekaldte – brugte skældsord og storlo i bjærk; – det var som et hvepse-bøle var sluppet løs efter ham.

Han sprang gennem furu-skogen, sprang uden stans paa gamle stive ben, helt til han naadde frem paa nederste brækken og saa til gaards; da først voged han hvile.

– – Ja, det var han, budeien vilde hat, hun, som Lars og Aasmun laa i uren og 144sloges om! – Men han vilde ha den rige enken, som hadde gaard bort i nabofjorden; det var derfor budeien kasted sig væk til han Ivar, mælketyven og fiskeren! – –

– De to gamlinger stod igen paa Røissæter-flaten og stirred efter ham, som tog bortover liden. Men da han blev væk bagom fjældkammen med flagrende haar, studsed de og saa paa hverandre, blev stille og undred sig, som de ingenting begreb af alt, ikke engang, hvorfor de var her.

De kasted sig trætte og andpustne paa eistape-haugene, men blev liggende saarøiet i fjældlyset og kunde ikke sove; de lydde paa fuglen, som hadde hat rede i græsset, den rømte opefter uren og bar sig ilde.

Men fiskeren snorked bort i braken forlængst, saa det dured i volden, for han hadde aldrig nogen tid set nogen fele her og ingen laat hørt.

– Og lidt efter lidt tog vesle felen til at flyde igen med dugvaad sommernats laat – slik lang laat, som gik i store svinger og stilt, vugged til hvile og søvn. Et tyndt følge av vake minder; de vidste ikke, hvor de kom 145fra, eller hvor de tog hen – flaggermus-vingers vift i dimmet:

Da blænka so fint
onde fele-stræng;
da spela so stilt
bort i eistape-eng.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.