Gøken graa

189KVIST og blad sprang tilbage, skogen lukked stilt efter den graaklædde manden som efter vingeslag fra enslig fugl.

Hun lydde, den tredive–førti aar gamle jenten nedved husvæggen, ind i sommerkvældens graa, som la sig rundt olderkrattet i Furubærgsdalen. Et stort og stærkt og lyst kvindfolk; sol hadde bleket de rødlige bryn, saa de var det lyseste i hele ansigtet.

Det skalv over de blaa øine, som stirred uden ro mod skogen, som lukked. Hver aare, hver sans snørtes sammen i trang; hun var saa livende ræd, at hun ikke skulde ha magt til at si nei næste gang! –

Og den tretten aars sønnen stod og skotted; han hørte flaks op i svartolderen.

De stod og lydde paa det samme, begge to; det var som skogen gav fra sig denne fuglen, naar den gemte den graaklædde. –

190Men saa gled det unna, det de hørte og saa; de gik stilt op helletrappen, ind i stuen for at lægge sig.

Der kom den graa fuglen flyvende fra olderen uden lyd hid under husvæggen; den gjorde smaakast bortover løen, vifted stilt med vingerne. Den ligned en trost, men den var større, og faldt slankere av mod stjærten; og vingerne sad ligesom længer fremme.

Hun rev vinduet op, skrek ud, spurgte, hvad han vilde.

Gøken fløi op i olderen igen. Men det napped og skalv langs læbe-kanten længe efter; hun blev staaende stille paa gulvet, som hun ikke turde flytte fod.

Gutten stod og saa paa hende; – – denne plas-stuen var ikke den samme længer; før var det ensligt og stille rundt om; og alligevel var det, som hændte det saa mangt, for der var en slik underlig mening, som han hadde skønt, fra han var bitte liden, i hvert pust fra det, som var til. Her leved mindet om faren – om natten var det som stille skodde-dotters hvidt, om dagen var det som kvældsolens rødeste brand i vinduet og som kaateste fugle-kvitr op under bærget. – –

19«Du mor, ka æ da gaukjen ve?» sa sønnen vart tilsidst; han skønte ikke dette, – gøken rømte ellers hvert aar, naar han saa den første ferske saaten; og nu laa halve plasset alt i saater.

«Eg veit ‘kje», svarte hun usikkert og lydde.

«Du lyge!» skrek han og for ud.

Han sprang barhodet og lys bortover bøen, kasted sten op i oldertoppen, saa fuglen letted paa sig og søgte ind i tykningen. Gøken var skærr,skærr – sky endda han ikke var som her i vaares, – da var det ikke mer, som gutten fik lurt sig til at staa under olderen en morgen, han sad og gol, og ønske. – Han slængte sten paa sten, og gøken flytted sig; – han vilde jage denne fuglen helt ned i fjord-bygden, vilde jage væk faretfar – spor efter den graaklædde manden! – –

Han glemte sig rent, blev borte indover. –

– Moren stod igen inde paa gulvet og tænkte; – det betydde ikke noget godt, naar gøken la sig til ved husene paa den maaden.

– – Dette var som et varsku fra noget tæt ved hende, som var til, som hun ikke var 192blit var før; den graa sommernatten eied stup, hun aldrig hadde set ned i. Det laa i luften og det laa i duggen – det laa allesteds; ret som det var, kunde det komme væltende, saa alt, som var til, fik anden skap. – –

Det smaaskalv i kroppen og tynged for bringen, saa hun letted opunder. –

Udpaa morgenen kom gutten igen; han hadde jaget gøken helt ned til det nederste kvilet. Moren stod endda paa gulvet og tænkte; hun kvakk, da det gik i døren, men sa ingenting.

«Du mor, eg skjyna ‘kje denna gaukjen, eg!» sa han andpusten og saa paa hende.

Hun saa ned og vilde ikke svare.

Han gik nærmere, sa det én gang til, for at se hvad hun tænkte.

– Den fuglen pleied ellers rømme, naar han saa den første saaten, kom det vekt fra hende.

Han saa, det dirred over øiet som vaardamp i solstegt bakkehæld, – der var ikke fred i det saapas, at han kunde se indpaa det noget sted.

Han kunde ikke styre sig, sprang paa hende, risted hende; – – det var den 193graaklædde mandens sind, som skalv over synet hendes! – –

Han tog hende i haanden, rev hende med sig; hun fulgte som et barn, ud av stuen, bortover volden ind imellem olderen; de stansed ved mørke bække-kanten, lydde og stirred indover paa svarte stammer.

«Ken æ gaukjen – ken æ daa far te gaukjen, mor?» spurgte han stilt; det ba i mælet.

Hun svarte ikke paa en stund, stod og stirred som før.

Men før han vidste ordet av, hvisked det og tonte det med i bække-rislen, og blev lidt efter lidt til kolde skælvende ord.

Sønnen retted sig, da han hørte denne stemmen – hun prated og tonte saa stygt om hverandre –; stirred paa hende med aaben mund uden at skønne.

Skogjen ha fødd han
aa skogjen ha àlt han:
han battbatt – bandt ein trast onde older-rot,
batt aa batt –
vilde no sjaa, ka da vatt.vatt – blev

Saa flirte hun, og skælvende rykk løb langs læberne.

194Han smidde fjør
taa kvar sut so gløimt æ,
han sætte væng
taa kvar draum, so drøimt æ.

Aa erlaa vippa aa pitla dogg –
da monne nok vettavetta – bli ein rauslegerauslege – anselig trast, ja,

la hun til og flirte igen.

«No ska du teia,teia – tie mor!» ropte sønnen ræd; sinnet var gledet av ham.

Men moren flytted ikke en rynke i ansigtet; han saa, hun tænkte forbi det, hun sa:

Aa skogjen dytta mæ mos aa stein
aa skogjen tækte mæ bla aa grein,
at alder dag smatt i vængja-fjør,
at alder sol rann i tunga-rot.

Men erlaa vippa
aa ga han dogg,
aa erlaa trippa
aa bar paa ljos.

Gutten rev hende tilbage med sig, tog hende ind; hun skulde lægge sig paa timen, sa han.

Han satte sig paa bænken ved sængen og saa paa hende udover morgenen.

195
Gaukjen gjelegjele – galer i li aa luktlukt – luft –
længta aa gjele; –
gaukjen heveheve – har ingjen far,

hvisked hun syngende. Han kendte det, som han selv var gøken graa under older-rod, uden sol og dugg.

Han tog i hende stundimellem for at gi ro og si, at her var han; – hun laa der og arbeided med hænder og fødder og kunde ikke finde hvile; naar hun bare fik taarer, sa hun, vilde det nok skri av hende igen. Men det var dem, hun ikke kunde faa.

---

Da solen randt og tog dug av vold, gik de ned til saaterne og kasted ud. De gik og tagde hele formiddagen, med saare øine og med tunge sind; de var ræd hverandres blik.

Og eftermiddagen gled ligedan; ingen vilde snakke først, og læberne tagde sig tørre.

Men naar kvælden kom, og sønnen hørte flaks op i olderen, var det, som luften blev graa i det samme, og riven stansed. –

Dag efter dag gik ligeens; de gik og ingenting sa, og mod kvæld kom den graaklædde manden.

196Og da fandt hun ord; de sad ud ved husvæggen og drøste, til sommer-nattens graa la sig i dal, la sig i fjæld.

Men gutten stirred sint paa ham – han sad der og prøved sig frem, – vilde, pratet skulde sovne væk i hvisk, saa bare han og moren kunde bli med om det! – –

Og naar han saa strøk nedover, lukked skogen sig under gøkens flaks. De to var blit ét nu, han skønte det saa grant, det var samme karen, som vilde reise med mor hans, bare i nattens graalys; hvert hvisket ord udved stue-væggen var som gøkens sagte flaks fra gren til gren for at naa ind paa bøen! – –

Han la bortover efter hvergang, skrek mod gøken og hev sten op i oldertoppen. – Den gang i vaares, han stod under gøkens gren, ønsked han, han ingen far maatte faa; han hadde lov til at ønske tre ting, han ønsked bare det samme tre gange; – for han vilde ikke ha nogen far paa nogen anden maade, naar han nu en gang alligevel ikke kunde faa sin egen; – og ham kunde han aldrig faa, for han var saa fin, hadde moren sagt og pegt paa en løitnant, som for her forbi forrige sommer. – –

197Og moren sprang efter støtt – hun kunde ikke bli staaende nedfor husvæggen. Naar den graaklædde for, lukked sindet sig i syg ve efter ham; og alt, som var til, skred ud over hende tungt – utaalelig, saa rent vetløst tungt, som skreden av sorg den kvæld, hun første gang hadde lukket ind i sit fang en mand – den galne løitnanten, som laa i fjældet paa opmaaling.

Hun sprang og sprang, fandt frem sten i bækken og hev med sønnen. –

Slik gik det hver evige kvæld. Og om dagene gik gutten og undred sig, hvad gøken var. –

– En kvæld blev hun igen ved husvæggen og vilde ikke hive, – han saa, hvor hun ligesom vilde, men kunde ikke.

«Gaukjen heve ingjen far?» spurgte han, da han kom tilbage – han vilde skønne dette, vilde vide alt det andre ogsaa! – –

Hun kvakk, hun trodde, de ikke skulde nævne gøken mer. «Nai!» svarte hun sagte.

«Ka fø røime gaukjen, naar han ser fysta ferska saataa?» kom det om en stund.

«Han taal ‘kje te sjaa ‘na»,‘na – den svarte hun.

198«Taal’ han ‘kje te sjaa ‘na?» sa han. Hun saa, han blev stridere og stridere i øinene, hun hadde set slikt før ogsaa, naar han tænkte paa gøken – det var som han trodde, han hadde ret til at presse det ud av hende med magt, alt det hun vidste.

«Han drapdrap – dræbte mor si i ei saata», svarte hun og prøved flire.

«Drap han mor si i ei saata?» kom det tænksomt; det var nok en svær kar, den gøken. – –

«Some seir so, ja», svarte det; men han saa, hun tænkte som før paa noget bortenfor gøken.

– Men der var nu saa mangt, én ikke vidste, la hun til.

Gutten fik ikke fred: – – nu var gøken noget andet, noget som var sværere og stærkere end alt andet, han kendte; det var noget, som ingenting skydde, som dræbte alt, som kom i vei, om det saa var far og mor! – Og her var han i den graaklæddes lag.

---

En dag, fluesværmen var kvældet og duggen graanet, kom manden som ellers op 199fra bygden og satte sig til moren bortved husvæggen.

Gutten skifted blik med ham uden at si noget; han var saa kokende sint, at han ikke kunde sidde, – han gik og drev bortpaa volden og skotted ind i olderen efter gøken; stansed og gabte av og til og suged ind luften – den var en anden i kvæld, blev det mer og mer, desmer det graaned.

Kvælds-gulet strøk gennem dalen, i lekende raslende uro fra bærg til bærg. Det var skælm i luft og skratt i blad; det var suk i græs og ynk i bæk. Det var flir og graat om hverandre i sanseløst spel.

Det var en stærk og bundløs dyb, stille flommende strøm, som vilde ta alt med; han kendte den slite i sig, men skønte den ikke. Og de to bortved husvæggen sad magtesløse og bare storgraat, mens flommen steg om dem, sommernattens flom av graalys stille angst. –

– Han satte paa sprang forbi dem ind i stuen, hented ned bøssen med krudthorn.

«Ka ve du?» skar moren i.

Han svarte ikke; gik bortpaa volden, skotted paa dem og prøved at la, – de kunde faa tro, hvad de vilde! – –

200Men han kunde ikke la; han ba den graaklædde lære sig. Han hadde hørt gøken igen op i olderen, sa han.

«Ka ve du skjota ‘n ette?» for moren op; hun var ræd, for hun saa, hvor hver vilje spændtes i ham.

Sønnen stirred paa hende. «Jau!» sa han sint, – han saa noget graat langt inde i det skælvende øiet, som ba for gøken.

– Aa den var skudfri, lo manden og mindtes, hvor titt gutten hadde været efter den med sten og kvist uden nytte; – og synte ham saa, hvordan han skulde la.

Og gutten la sig bagom saaten til at vente; han skotted bortpaa de to, retted bøsse-piben uvorrent, – de fik tro, hvad de vilde! – –

Men gøken kom kastende paa løse vinger.

«Kys–s–s!» ropte moren og vilde skræmme.

Gutten skyndte sig, sigted og trykked; krudtet vilde ikke brænde. Han skifted knaldperle, trykked og trykked, – ligeens gik det.

Han sprang bort til husvæggen; den graaklædde maatte hjælpe ham at la om igen.

Moren sad og skalv langs læberne.

201«Da nytta ‘kje te staa seg mot gaukjen», hvisked hun og risted paa hodet. «Naanei! – Da nytta ‘kje te staa seg mot gaukjen. Naanei!»

«Prata du mæ deg sjøl no!» tog gutten haardt i. «Eg ha ‘kje høirt da førr». – Han stirred hende ind i det graa.

Hun tagde og studsed – sønnen var voxet til fuld kar! – Hun saa paa den graaklædde, stirred paa ham til taarerne kom. Sønnen hadde ikke set taarer om hendes øine før; det var den graa angsten, som pressed dem frem.

Moren blev med ét et stygt trold med stort ansigt, ruklet og ujævnt som bærg. Han stirred og stirred; – og ansigtet hendes øged, saa der ikke var spor efter menneske længer. Taarerne laa nedover kindet, som den nakne skred-striben bort i nuten langt i nord efter det svære uveir, da hver græsflæk og hvert træ blev væk under raset! – –

Gutten gled bortover bøen, lurte bag saater og prøved springe fra morens blik.

– – Ja, det var paa den maaden, med graat, hun klemte sig ind til den graaklædde. Hun skiltes nok fra sønnen i hulk; men det var glædeskælvende hulk, hun lauged bare 20sindet først for alt det, som minded, i taarer, saa det laa avklædd og rent for den andre, – for des mer frysende at gemme sig dybt og varmt væk i hans fang; – aa, han skønte hende nok!

Han sigted med bøssen; men den vilde ikke gaa av nu heller. Han drev fra saate til saate; men gøken var ikke skærr, – den var blit det mindre og mindre for hver dag, men han hadde aldrig set den som i kvæld – den vilde mest ikke ind i olderen denne gang.

Han stansed under trærnes mørke, stirred ind mod stuen. Det slog ned i ham, snøgt og klart som lyn, saa han maatte lukke øinene: denne graa gøken med de bløde stille kast, det var selve den trangen, som kom over moren, naar den graaklædde gik fra hende! – –

Han slængte med sten og jaged med kvist; han kom længer og længer ned mod bygden; – – ja han hadde set graa gøkefjær i synet hendes i kvæld! – –

---

Der sad ingen ved husvæggen længer, da han kom op igen.

203Han stansed ved en saate og satte ny knaldperle paa, sigted og trykked; hele ladningen gik med smæld i bordvæggen. Det ljomed gennem dalen, men ingen rørte sig der inde; – – aaja, inat sov vel moren, nu hadde hun da faat taarerne sine! – –

Han svev og drev omkring, snart mellem saater, snart ind i olderen. Og gøken kom tilbage, flaksende fra gren til gren, slængte sig seilende indpaa bøen. Han lod den kaste sig som den vilde; den hadde mistet tyngde, det var bare tomme fjærhammen igen. Bøssen gled ned i græsset; han la sig paa rygg og stirred mod stue-væggen, der de to holdt til.

Det var som natgulet lidt efter lidt fik tag under ham, løfted og letted fra plas og fra dal; der kom jag i blod og syn i øie.

Og det smøg kød ind i gøke-hammen; det kom lyd i vingen. Gutten saa fuglen i brede luft; han fløi viden over ukendte land. Han flød over store skoge; han svømmed i dagslys langs fremmed lid; og han risted vingen over dybe skar i skraanende kvældsols støv.

Han var allesteds, og bodde ingensteds; stjal sig fast ind i kvindfolks sind, skygged 204for unge blik. Han altes i older-skogens mørke ligesaa vel som i lyse bygder – det var hugens uro mod den, én likte.

Gutten skønte det nu: naar lysten for i ham at jage gennem lid for at naa en enslig støilsjente borte paa et kvile, saa var det gøken graa, som var ude med sagte vingeslag; –

naar kvældsolen skød sig gennem skaret i vest, la sig rød og skælvende i sætervæg og i budeiers liv nord i Fagrafjæld, og han kendte det, som silred stille jente-latter gennem hver en aare, saa var det gøken graa, som var ude med sagte vingeslag.

Han hadde kendt det – han hadde kendt det, der var hildrende langsyn i gøkens uglade gal; – saa han vented det nok: en sommernat kom han igen paa denne maade efter ham og spøgte med lydløse vingekast i graalys! – –

Det sang i luften der han for:

Gaukjen gjele i li aa lukt –
længta aa gjele.
Gaukjen heve korkjekorkje – hverken far elde mor –
gaukjen æ like sæle.

205Gutten lydde med lukket øie til suset gennem den graa nat, – den store nat, som øged for hver gang det tonte op igen om gøken.

Det var som at ligge paa hældende høifjælds-hei alene, stirre ind i spillende mygsværm, ind i vævkonens svingende traa.

– – Det nytted ikke staa sig mod gøken graa.

Naanei. – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.