Flaggermus-vinger

av Hans E. Kinck

Korstrold

111DET tog stilt efter ham bortfra olderbuskene med mange lange fangearme, som tyndedes og tøied sig.

Han smatt ind, saa den blev væk, den griske fangearmen, som krøkte sig alt om ene foden.

Et svært sjøtrold, som øged, og ingen laat gav som sjødyr gør; paa skap som et korstrold, uden øine, uden mund; – bare jaged ham i maalløs rædsel, tripped paa tusen snøgge ben, saa det dured i bakken og gnistred av morild. –

Han blev staaende dødskold og stiv indenfor og lye. Den ene fangearmen klasked ind til bordvæggen efter den andre, saa skællene dryssed og sjøvandet silte, og det lyste op inde i hellegulvs-gangen av bare morild.

Saa kasted han sig ind i stuen, rendte mod dørstokken, faldt om paa gulvet; han blev liggende og puste, træt av alt han hadde 112sprunget. Hjærtet stod stille lange stunder, tog sig saa paa tag igen, som det vilde rent springe ud av munden paa ham.

Det var lyst herinde ogsaa, han saa alt – bænken og hjælden og sængen; han hørte alt – vandet, som silte af dyvaad stak, sjødyret, som trak til sig fangearmene bort i olderen. Det sveigte sig og suste i kvist, det dured i vold, – sjødyret rusled til sjøs igen – det var nok sikker paa, det kunde ta karen en anden kvæld! – –

Han reiste sig sagte; han fik fare stilt, – mindtes Brita, som laa ind i kammerset. Han gik paa taa bort til sængen sin.

Men under kvitlen laa han og stormpusted og tænkte.

– – Han skulde hjem til stykket, gaardteigen sin, denne mørke høstkvælden – nogen minuters vei fra naboen gennem olderliden, der stigen laa langs stengaren ned i tømmerveirennen. Saa, med ét, hørte han noget gennem bække-rislen – det silte vand av en dyvaad stak. Og lige nedfor stengaren paa bøenbø – jorde, eng gled noget jævnsides med ham, noget lysende, stille.

113Svarte kvælden og svarte sjøen,
svarte skogjen aa svarte bøen, –
hu–uh deg!

suste det ud av older-krattet.

Først stivned han til, stansed. Saa la han paa sprang slik som han aldrig hadde sprunget, øged farten, hopped over bækken, tog bort over jordet.

Utysket stansed i older-liden. – –

– Næste morgen var han ude før Brita, ledte nedfor den graa stuevæggen efter skællene: de var der ikke længer. Ikke en vaad flæk i bordvæggen engang.

Men al troldskab blev væk mod solrenning. –

Han strøg bortover teigen – den laa i en dybde, vaad og sopvoxet, stængt med lid og bærg til alle kanter; fulgte stigen tilsjøs – den randt nedover gennem et lidet søkk i det, som stængte. Men ingensteds var faret at se.

Det var det, som var det fælslige: – dyret kunde hente ham en svart kvæld, uden at det saameget som teddetedde – syntes, var mærke efter det engang.

114– Siden den kvæld hadde han sig altid i hus, før solen gladde.


Det drygde ikke mange nætter, saa slap det olderen, og han hadde det lige indpaa stykket sit med morild og rislende vand.

– – Det var denne rislingen fra dyvaad stak, som gav skræk!

Det var tredive aar siden nu, mindst – en svart og vaad høstkvæld, han hadde hentet hende med baad fra andre side fjorden; – hun hadde bedt om at faa flytte over til ham for at gifte sig strax.

Hun sad i bagskuten og ingenting sa; han sa heller ingenting, stirred efter lys i vinduer paa begge land, som han retted sig efter og rodde ind paa.

Men dette var at ro væk fra selve livet! – det var ikke slik, han hadde tænkt det.

«Reis deg! – dar kryp’ eit korstroldkorstrold – søstjerne op foten din!» skrek han med ét.

15Han tog frem med aarerne i det samme hun reiste sig, alt det han vandt, saa det gav et rykk i baaden, og hun gik baglængs udi.

Strax han hørte plasket, skønte han, hvad han tænkte paa; og ordene kom store igen fra mørke natten, som det ljomed. Kold av rædsel hamled han baaden tilbage, halte hende op efter stakken, saa det risled og perled av gnistrende morild.

Hun saa paa ham maalløs gennem mørket, der hun stod i baaden. Men han bare stræved i glemmende iver, vred stakken om hende og stelte, saa det gled av paa en maade, det hun tænkte, gled ud i uvisshed.

Han kunde ikke faa gjort nok, rev av sig buxen, trak den paa hende, slængte trøien om ryggen, slet av sig det ene plag efter det andre, saa han sad i bare uldskjorten tilsidst, og rodde, saa morilden hvælved sig lysende til begge sider av baaden.

– – Det var ikke hendes skyld, at han var blit hængende ved hende! – det var hans skyld; – eller deres begge skyld sammen. – Det skar ham op indvendig – det var synd som svarte natten; hun sad der bag og hakked tænder. Og desmere hun frøs, desmere saar blev han, og desmere graatende glad i hende.

16De landed uden et ord. I fjæren tog han hende paa skuldren, bar hende hjem til Stykket som en klæs-bylt. Hun stræved ikke imod, sa ingenting, – hun vilde ikke snakke, skønte han.

Svarte kvælden aa svarte sjøen,
svarte skogjen aa svarte bøen, –
hu–uh deg!

sa det efter ham indfra olderen.

Men han var ikke ræd det som trued; han klemte bare tættere om bylten og holdt av hende igen som i den første tid. –

– Hun kendte sig aldrig skikkelig frisk mer fra den dag, sa hun.

Det laa og sutred inde i ham støtt som et sygt spædbarn; dagvis gik han og hang efter hende, fra koke-ovnen ud i skytjen,skytje – liden tilbygning (brugt til vedskjul) og saa tilbage igen – han vilde faa sagt hende det lige ud, hvad han hadde tænkt paa den gang, saa han kunde bli det kvit og ligesom faa begynde forfra igen, greitt.

Men han kom sig aldrig til at si det – et spjæll var skøvet for i struben hans, hver gang han aabned munden. Dag efter dag gik og uge efter uge; og det han vilde si, 17blev gammelt, og lidt efter lidt døde det. Og saa, udpaa vaaren, døde hun og barnet, hun gik med, av knækken. –

– Men den mørke kvælden bort i olderen var det levnet op i ham altsammen igen, da han hørte rislingen av stakken. Det sutred inde i ham om dagen, som det ikke hadde gjort disse tredive aarene han for tilsjøs for at være fri mindet, mens konens søster Brita bodde paa Stykket.

Og om natten laa han uden søvn, nat efter nat, hørte sjødyret tusle og flytte sig længer og længer indpaa volden.


En nat laa han slik igen. Først kom det som sagte risling i husvæggen, – ligned smaa bølger, naar de render og skvætter langs efter skute-siden; saa et svært smæld, som en brot sjø vilde slaa ind tømret, saa huset skalv, og vinduet klirred.

«Vakje du Brita?» sa han, reiste sig op i sængen og lydde. Hun svarte ikke.

Nu var det bare risling fra stakken. Men det gnistred av morild langs ruten, der noget 18stort skællet strøg sig opmed og trykked paa, saa sprosserne stod i bue og vilde springe.

«Vakje du Brita?» ba han igen.

Ned gennem kokeovns-røret krøb det og grov; ud gennem trækhullet stak det sig, en rød leddet spids, hændig og tynd som et hummerhorn, vred sig som vidje og ledte grisk rundt i værelset.

Han spratt op. Ind i kammerset til hende, roded rundt i sængen som en smaafugl i veistøv; han vilde lige indtil hende, vilde naa hende; – la kindet paa hendes og strøg sig frem og tilbage, klemte armene om den gigtbrotne ryggen, klapped og strøg.

Hun vaagned og spurgte, hvad feilte ham.

«Ikje noke!» svarte han stilt leende og holdt om hende; – – hun maatte ingenting skønne; ingen levende maatte vide noget! – –

Hun gav sig til at gre med fingrene gennem det grisne haar og skægg, – kendte med haanden over det koldsvede magre ansigt med den storbenete panden, – kendte om den smale næsen og den vesle munden, – strøg stilt om de vide lyseblaa øine, som hun vidste hadde saa tungt for at se stilt paa det, 19han saa, – klapped let bortover rødkantede laakk, som sved.

Nu sovned han for korstroldet.


Og midtvinters tog det til at lyse for Per Stykket og Brita, og udpaa vaarkanten stod bryllupet. Han dansed hele natten, saa det skalv og dured i stuen; – naar én kunde være saapas til kar, naar én var sexti aar, saa fik én sagtens ha lov til at gifte sig op att, sa folk – han var værre end en ungdom.

Korstroldet holdt sig unna, da han fik nye-konen; – det var glæde, som maatte til, glæde, som ikke saa skræmt til nogen kant!

Og da vaaren skikkelig kom og sommeren med lyse nætter, var al fælsken væk. –

Saa kom høsten med mørke og regnvand. Men han knytted næven mod older-liden og var glad.

A – ha, eg høire, kor du slæve,slave – sikler, savler
eg høire, kor du dryp’;
120eg ser, dar du greve,
eg ser, dar du kryp’.
Ja–ha, eg skjyna da so væl, ka du ve,

tonte han og smaalo, en dag det flød med sol mellem regnbrune blad. –

Men hver kvæld blev mørkere. Og en dag slog han for to bordlemmer for vinduet – én var aldrig tryg for tyven, sa han til Brita. Og hele eftermiddagen laa han paa taget, halte paa en svær helle, som skulde oppaa skorstenspiben og dække til; han stængte for røken, sa naboen. «Jamæn røikjen værme», svarte Per. –

– En stille mørk nat laa han i sængen og ikke fik sove igen som før.

Konen sov.

Det tusled noget udmed væggen, hægted ene vindus-lemmen stilt av hængslerne.

«Reis deg! – dar kryp’ eit korstrold op foten din!» sa det lige indpaa ruten.

Han for op, sad stiv i sængen og stirred; – – de ordene var voxet som korstroldet bort i olderen! – –

Det la sig rundt om hele huset der nede og over det, rev av hellen paa taget, skrabed ned gennem, sprængte spjællet, ledte rundt i stuen med det tynde hornet.

121Det hægted av andre vindus-lemmen! – –

– – Saa nytted ikke noget mer! – –

Han satte i et skrik, rendte frem av sængen med hodet mod utysket, saa ruten sprang og klirrred til alle kanter.

«Ka mangla deg, Per!» ropte konen, hun for ud av sængen efter ham.

Han sprang mod døren; hun efter, naadde i armen hans.

Han svarte ikke, han stansed ikke; slæbte hende efter sig ud gennem gangen, ud i det store slimvaade, som fyldte Stykket.

Det flimred og flammed av morild, saa det var som at sluge ild. «Reis deg! – dar kryp’ eit korstrold op foten din!» pusted det fra svarte natten.

«Eg fæle Per!» ba hun. «Eg fæle Per!»

Men nu vilde han ikke slippe, drog hende med sig nedover bøen. Hun stræved imod; de sloges som paa livet.

Men hun slet sig fra ham tilsidst, sprang opover volden og frem til naboen bort i liden.

Han blev staaende igen med et avrevet skjorteærme-stykke; studsed; sprang saa opover efter hende.

122Men nu begyndte korstroldet skikkelig at jage ham. Han tversnudde bortimod fjøset, saa nedover volden igen, rundt, op og ned; men efter han var utysket paa de mange snøgge ben; det var ovom og det var nedom. Han vidste ikke ud eller ind, la sig ned, krøp paa maven som en pisket hund; dyret var over ham, tynged og klemte.

Han blev liggende fastklint i det vaade kolde græs. Korstroldet la sig helt nedpaa ham, tog til at suge ham ind i sig til sidste blodsdraapen; klam slim løste ham op.

Det pusted rundt om hult og hæst:

Svarte kvælden aa svarte sjøen,
svarte skogjen aa svarte bøen, –
hu–uh deg!

Han roded og grov sig unna ned i sopvoxet jord.

«Eg ha drepedrepe – dræbt kaanaa mi!» skrek han, alt han kunde; – – nu fik han si det! han skrek ud til alle det, som hadde pint i over de tredive aar! – –

– Folk fra nabogaarden samled sig om ham ned paa volden med lygt; reiste ham op; spurgte.

123Men han svarte ikke, stod blek og stirred og tygged med kæverne, hviskende i stille hvid rædsel noget, som ingen skønte hvad var; til det igen med ét skar vanvittigvildt gennem svarte natten, som mælet vilde briste:

«Eg ha drepe kaanaa mi!»


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Flaggermus-vinger

Novellesamlingen Flaggermus-vinger med undertittelen Eventyr vestfra fra 1895 er et av Hans E. Kincks mest kjente og leste verker.

Novellene skildrer miljøene på en realistisk måte, spesielt gjennom replikker på dialekt. Den nyromantiske interessen for menneskesinnet kommer klart frem i skildringene av underlige hendelser og naturskildringer som smelter sammen med fantasi og drøm. I novellen «Felen i vilde skogen» møter leseren Torstein som får utløp for overveldende følelser både ved å huie og skrike i skogen og ved å spille fele som en «foss, som vælted avsted». I novellen «Hvitsymre i utslåtten» glir den erotiske opplevelsen og naturskildringen over i hverandre for budeia som får nattebesøk av en mystisk mann.

Se filmatisering av noen av fortellingene.

Se faksimiler av førsteutgaven (NB digital)

Les mer..

Om Hans E. Kinck

Hans E. Kinck er mest kjent i norsk litteraturhistorie som en stilsikker, nyromantisk novelleforfatter. Kunstsynet hans gikk ut på at litteraturen skulle gi innsikt i menneskesinnet og skildre det impulsive og stemningsbærende. I likhet med kunstnere som Obstfelder og Munch interesserte Kinck seg først og fremst for menneskets lengsler, drømmer, angst, kjærlighet og for kampen for å overvinne frykten for å leve.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.