Nå, det må jeg sige –!

Har De læst det igennem?

Ja, det har jeg da rigtignok.

Synes De ikke doktoren er bra’ hvas?

Hvas? Han er, gud døde mig, knusende, er han. Hvert ord falder vægtfuldt, som – jeg vil sige – som slaget af en øksehammer.

Ja, men de folk falder nu ikke for første slaget heller.

Det er sandt; men så blir vi ved at slå, – slag i slag, indtil hele stormandsvældet ramler sammen. Da jeg sad derinde og læste dette der, var det ligesom jeg øjned revolutionen komme på afstand.

Hys; sig bare ikke det så Aslaksen hører det.

Aslaksen er en knæhøne, en fejg karl; der er ikke mands mod i ham. Men dennegang sætter De da vel Deres vilje igennem? Hvad? Doktorens opsats kommer da vel ind?

Ja, hvis bare ikke byfogden gir sig med det gode, så –

Det vilde være fanden så kedeligt.

Nå, vi kan heldigvis gøre os stillingen nyttig, hvad der så sker. Går byfogden ikke ind på doktorens forslag, så får han alle småborgerne på nakken, – hele husejerforeningen og de andre. Og går han ind på det, så lægger han sig ud med en hel hob af de store aktionærer i badet, som hidtildags har været hans bedste støtter –

Ja, ja vel; for de kommer visst til at punge ud med en svær mængde penge –

Ja, det kan De bande på. Og så er ringen brudt, ser De, og så skal vi i bladet dag ud og dag ind gøre det indlysende for almenheden, at byfogden er ukyndig både i det ene og det andet, og at alle tillidsposterne i byen, hele kommunalstyret, bør lægges over i frisindede folks hænder.

Det er, gud døde mig, så slående sandt! Jeg ser det, – jeg ser det; vi står lige ved begyndelsen til en revolution!

Hys! (råber.) Kom ind!

Å, der har vi doktoren. Nå?

Tryk væk, herr Hovstad!

Blev det altså til det?

Hurra!

Tryk væk, siger jeg. Ja visst blev det til det. Men nu skal de få det, som de vil ha’ det. Nu blir her krig i byen, herr Billing!

Krig på kniven, vil jeg håbe! Kniven på struben, herr doktor!

Afhandlingen er bare en begyndelse. Jeg går allerede med hodet fuldt af udkast til en fire–fem andre opsatser. Hvor har De Aslaksen henne?

Aslaksen, å kom her et øjeblik!

Fire–fem andre opsatser, sa’ De? Om den samme sag?

Nej, – å langtfra, kære. Nej, det blir om ganske andre ting. Men det kommer altsammen fra vandværket og fra kloaken. Det ene drager det andet efter sig, skønner De. Det er som når en begynder at rive på en gammel bygning, – akkurat så.

Det er, gud døde mig, sandt; en synes aldrig en blir færdig, før en har revet ned hele skramlet.

Revet ned! Doktoren tænker da vel ikke på at rive ned badehuset?

Langt ifra; vær bare ikke ræd.

Nej, det gælder ganske andre ting. Nå, hvad siger De så om min afhandling, herr Hovstad?

Jeg synes, den er et rent mesterstykke –

Ja, ikke sandt –? Nå, det glæder mig; det glæder mig.

Den er så grej og så ligetil; en behøver sletikke at være fagmand for at skønne sammenhængen. Jeg tør sige, De vil få hver eneste oplyst mand på Deres side.

Og så alle besindige vel?

Både besindige og ubesindige, – ja, jeg mener næsten hele byen.

Nå, så tør vi nok trykke den.

Ja det skulde jeg mene!

Den skal ind imorgen tidlig.

Ja, død og plage, der må ikke spildes en eneste dag. Hør, herr Aslaksen, det var det, jeg vilde be’ Dem om: De må ta’ Dem personlig af manuskriptet.

Det skal jeg nok.

Pas på det, som om det var guld. Ingen trykfejl; hvert ord er vigtigt. Og så kommer jeg indom igen siden; kanske jeg kunde få se lidt korrektur. – Ja, jeg kan ikke sige, hvor jeg tørster efter at få den sag på tryk, – slynget ud –

Slynget, – ja, som et lyn!

– underkastet alle kyndige medborgeres dom. Å, De kan aldrig forestille Dem, hvad jeg har været udsat for idag. Man har truet mig både med dit og med dat; man har villet ta’ ifra mig mine soleklareste menneskerettigheder –

Hvad! Deres menneskerettigheder!

– man har villet fornedre mig, gøre mig til en usling, forlangt, at jeg skulde sætte personlig fordel over min inderste, helligste overbevisning –

Det er, gud døde mig, for grovt.

Å ja, en kan vente sig noget af hvert fra den kant.

Men med mig skal de komme tilkort; det skal de få sort på hvidt for. Nu vil jeg hver evig eneste dag lægge mig ligesom for anker i «Folkebudet» og bestryge dem med den ene exploderende opsats efter den anden –

Ja, men hør nu –

Hurra; det blir krig, det blir krig!

– jeg skal slå dem til jorden, jeg skal knuse dem, rasere deres fæstningsværker for hele den retsindige almenheds øjne! Det skal jeg gøre!

Men gør det endelig moderat, herr doktor; skyd med mådehold –

Nej da; nej da! Spar ikke på dynamiten!

For nu er det ikke bare dette med 95vandværket og kloaken alene, ser De. Nej, det er hele samfundet, som skal renskes, desinficeres –

Der lød det forløsende ord!

Alle flikværks-gubberne må føjses væk, forstår De. Og det på alle mulige områder! Der har åbnet sig så uendelige synsvidder for mig idag. Det står ikke rigtig klart for mig endnu; men jeg skal nok få rede i det. Det er unge friske fanebærere, vi må ud og lede efter, mine venner; vi må ha’ nye befalingsmænd på alle forposterne.

Hør, hør!

Og lad os bare holde sammen, så går det så glat, så glat! Hele omvæltningen vil løbe af stabelen som et skib. Ja, tror De ikke det?

Jeg for min del tror, at nu har vi al udsigt til at få lagt det kommunale styre der, hvor det rettelig bør ligge.

Og når vi bare farer frem med mådehold, så kan jeg da aldrig tænke mig, at dette her kunde være farligt.

Hvem fanden bryr sig om enten det er farligt eller ikke! Det, jeg gør, det gør jeg i sandhedens navn og for min samvittigheds skyld.

De er en mand, som fortjener at støttes, herr doktor.

Ja, det står fast, doktoren er byens sande ven; en rigtig samfundsven er han.

Doktor Stockmann er, gud døde mig, en folkeven, Aslaksen!

Jeg tænker, husejerforeningen snart gør brug af det udtryk.

Tak, tak, mine kære, trofaste venner; – dette her er mig så kvægende at høre; – min herr bror kaldte mig for noget ganske andet. Nå, det skal han min sæl få igen med renter! Men nu må jeg op og se til en stakkers djævel –. Jeg kommer igen, som sagt. Tag endelig godt vare på manuskriptet, herr Aslaksen; – og, for alt i verden, stryg ikke nogen af udråbstegnene! 97Sæt heller et par stykker til! Godt, godt; farvel sålænge; farvel, farvel!

Han kan bli’ en ubetalelig nyttig mand for os.

Ja, så længe han bare vil holde sig til dette her med badeanstalten. Men går han videre, så er det ikke rådeligt at slå følge med ham.

Hm, det kommer nu alt an på –

De er da også så forbandet ræd, Aslaksen.

Ræd? Ja, når det gælder de lokale magthavere, så er jeg ræd, herr Billing; det er noget, jeg har lært i erfaringens skole, skal jeg sige Dem. Men sæt mig op i den store politik, ligeover for regeringen selv, og se så, om jeg er ræd.

Nej visst er De ikke, nej; men det er jo netop modsigelsen hos Dem.

Jeg er en mand med samvittighed, det er 98sagen. Ryger en løs på regeringen, så gør en ikke samfundet nogen skade ialfald; for de mænd bryr sig ikke om det, ser De; – de blir stående ligegodt, de. Men de lokale myndighederne, de kan kastes, og så kan en kanske få ukyndigheden ved roret, til ubodelig skade både for husejere og andre.

Men borgeropdragelsen gennem selvstyret da, – tænker De ikke på den?

Når en mand har fåt noget mellem hænderne, som skal skøttes, så kan en ikke tænke på alting, herr Hovstad.

Da gid jeg aldrig må få noget mellem hænderne!

Hør, – hør!

Hm. (peger mod pulten.) På den redaktør-krakken der har stiftamtmand Stensgård siddet før Dem.

Tvi! Slig en overløber.

Jeg er ingen slingringsmand – og blir det heller aldrig.

En politiker skal ikke forsværge nogen ting i verden, herr Hovstad. Og De, herr Billing, skulde også ta’ et rev eller to i sejlet nu om dagene, synes jeg; for De søger jo sekretærposten i magistraten.

Jeg –!

Gør De, Billing!

Nå ja, – De kan da for fanden skønne, at det bare er for at ærgre de velvise herrerne.

Ja, mig kommer det jo sletikke ved. Men når jeg sigtes for fejghed og for modsigelser i min holdning, så er det det, jeg vil ha’ betonet: bogtrykker Aslaksens politiske fortid ligger åben for alle og enhver. Jeg har ikke undergåt anden forandring, end at jeg er ble’t mere mådeholden, ser De. Mit hjerte er fremdeles hos folket; men jeg nægter ikke for, at min forstand hælder noget over til magthaverne, – ja, til de lokale da.

Skulde vi ikke se at bli’ af med ham, Hovstad?

Kender De nogen anden, som vil stå i forskud både for papir og trykningsomkostninger?

Det er forbandet, at vi ikke skal ha’ den fornødne driftskapital.

Ja, havde vi bare den, så –

End om De henvendte Dem til doktor Stockmann?

Å, hvad kan det nytte? Han ejer jo ingenting.

Nej; men han har en god mand i baghånden, gamle Morten Kiil, – «grævlingen», som de kalder ham.

Ved De da så sikkert, at han ejer noget?

Ja, gud døde mig, gør han da vel det! Og en del af det må da vel tilfalde Stockmanns familje. Han må da vel tænke på at udstyre – børnene ialfald.

Bygger De på det?

Bygger? Jeg bygger naturligvis ikke på nogenting.

Det gør De ret i. Og denne posten i magistraten skulde De nu sletikke bygge på; for jeg kan forsikre Dem, – De får den ikke.

Nej, tror De ikke jeg ved det meget godt? Men det er mig netop kært, at jeg ikke får den. En sådan tilsidesættelse ildner ens stridsmod; – en får ligesom en tilførsel af frisk galde, og det kan vel behøves i en ravnekrog som her, hvor der så sjelden sker noget rigtig æggende.

Å ja; å ja.

Nå, – de skal snart få høre fra mig! – 102Nu går jeg ind og skriver opråbet til husejerforeningen.

Hm, – ja så da. – (det banker.) Kom ind!

Nej, er det Dem? Kommer De her?

Ja, De må undskylde –

Vil De ikke sætte Dem ned?

Nej tak; jeg går straks igen.

Er det kanske noget fra Deres far, som –?

Nej, det er fra mig selv. (tar en bog op af kåbelommen.) Her er den engelske fortælling.

Hvorfor gir De den tilbage?

Jo, for jeg vil ikke oversætte den.

Men De lovte mig da så visst –

Ja, dengang havde jeg ikke læst den. Og De har da visst heller ikke læst den?

Nej; De ved jo, jeg forstår ikke engelsk; men –

Nej vel; derfor vilde jeg sige Dem, at De må se Dem om efter noget andet. (lægger bogen på bordet.) Denne her kan sletikke bruges i «Folkebudet».

Hvorfor ikke det?

Fordi den står aldeles i strid med Deres egne meninger.

Nå, for den sags skyld –

De forstår mig nok ikke. Den handler om, hvorledes en overnaturlig styrelse tar sig af de 104såkaldte gode mennesker her i verden og leder alting til det bedste for dem til slut, – og at alle de såkaldte onde mennesker får sin straf.

Ja men det er jo bare bra’, det. Det er jo netop sligt noget, folk vil ha’.

Vil da De være den, som gir folk sligt noget? Selv tror De jo ikke et ord af det. De ved jo meget godt, at det ikke går så til i virkeligheden.

De har så fuldkommen ret; men en redaktør kan ikke altid handle, som han helst vilde. En får ofte bøje sig for folks mening i det mindre vigtige. Politiken er jo dog hovedsagen i livet – eller for et blad ialfald; og vil jeg få folk med mig på frigørelse og fremskridt, så må jeg ikke skræmme dem ifra mig. Når de finder en slig moralsk fortælling nedenunder i bladkælderen, så går de villigere med på det, vi trykker ovenfor; – de blir ligesom mere trygge.

Fy; så lumsk går ikke De og stiller snarer for Deres læsere; De er ikke nogen ædderkop.

Tak, fordi De tror så godt om mig. Nej, 105det er jo rigtignok også bare Billings tankegang og ikke min.

Billings!

Ja, ialfald snakked han så her en af dagene. Det er jo Billing, som er så hidsig på at få den fortællingen ind; jeg kender jo ikke bogen.

Men hvor kan da Billing med sine frigjorte anskuelser –!

Å, Billing er mangfoldig, han. Nu søger han sekretærposten i magistraten også, hører jeg.

Det tror jeg ikke, Hovstad. Hvor skulde han kunne bekvemme sig til sligt?

Ja, det må De spørge ham om.

Aldrig havde jeg da tænkt det om Billing.

Ikke? Kommer det Dem så rent uventet?

Ja. Eller kanske nej alligevel. Å, jeg ved igrunden ikke –.

Vi avisskrivere duer ikke stort, frøken.

Siger De virkelig det?

En gang imellem tænker jeg det.

Ja, under det vanlige hverdags-kævl; det kan jeg nok forstå. Men nu, da De har taget hånd i en stor sag –.

Dette her med Deres far, mener De?

Netop det, ja. Nu synes jeg, De må føle Dem som en mand, der duer fremfor de fleste.

Ja, idag føler jeg noget sligt.

Ja, ikke sandt; gør De ikke det? Å, det er et herligt livskald, De har valgt. Således at bane vejen for miskendte sandheder og for nye modige 107synsmåder –; ja bare det, at stå frygtløst frem og ta’ ordet for en forurettet mand –

Allerhelst når denne forurettede mand er –, hm, – jeg ved ikke rigtig, hvorledes jeg skal –

Når han er så retskaffen og så grundærlig, mener De?

Allerhelst når han er Deres far, mente jeg.

Det?

Ja, Petra, – frøken Petra.

Er det det, som står for Dem, som det første og fremste? Ikke sagen selv? Ikke sandheden; ikke fars store varme hjertelag?

Jo, – jo begribeligvis, det også.

Nej tak; nu forsnakked De Dem, Hovstad; og nu tror jeg aldrig mere på Dem i nogen ting.

Kan De da ta’ mig så ilde op, at det mest er for Deres skyld –?

Det, jeg er vred på Dem for, det er, at De ikke har været ærlig imod far. De har talt til ham, som om sandheden og samfundets vel lå Dem nærmest på sinde; De har narret både far og mig; De er ikke den mand, De gav Dem ud for. Og det tilgir jeg Dem aldrig – aldrig!

Det skulde De ikke sige så hvast, frøken Petra; og allermindst nu.

Hvorfor ikke ligeså godt nu?

Fordi Deres far ikke kan undvære min hjælp.

Er De en slig en også? Fy da!

Nej, nej, jeg er ikke; det kom bare så uforvarendes over mig; De skal ikke tro det.

Jeg ved, hvad jeg skal tro. Farvel.

Død og plage, herr Hovstad – (ser Petra). Au, det var slemt –

Der ligger altså bogen; De får gi’ den til en anden.

Men, frøken –

Farvel.

Herr Hovstad, hør her!

Nå, nå da; hvad er det så?

Byfogden står ude i trykkeriet.

Byfogden, siger De?

Ja, han vil tale med Dem; han kom ind bagvejen, – vilde ikke ses, kan De skønne.

Hvad kan det være for noget? Nej vent, jeg skal selv –

Hold udkig, Aslaksen, så at ingen –

Forstår –

Herr Hovstad havde nok ikke ventet at se mig her.

Nej, jeg havde egentlig ikke det.

Her har De jo indrettet Dem ganske hyggeligt; virkelig net.

Å –

Og nu kommer jeg sådan uden videre og lægger beslag på Deres tid.

Vær så god, herr byfogd; jeg er til 111tjeneste. Men må jeg ikke skille Dem af med –? (lægger byfogdens hue og stok hen på en stol.) Og vil så ikke byfogden sidde ned?

Tak.

Jeg har havt en – rigtig en stor fortrædelighed idag, herr Hovstad.

Så? Å ja; så mange gøremål, som byfogden har, så –

Dette her idag hidrører fra badelægen.

Ja så; fra doktoren?

Han har forfattet en slags forestilling til badebestyrelsen angående en del formentlige mangler ved badet.

Nej, har han det?

Ja, har han ikke sagt Dem –? Jeg syntes, han fortalte –

Å jo, det er sandt, han lod nogen ord falde –

Jeg skulde nok ha’ manuskriftet –

Hm; det ligger jo der på pulten.

Godt.

Men se, der er jo netop –

Ja, det er doktorens opsats, herr byfogd.

Nå, det er den, De taler om?

Den selvsamme. Hvad synes De om den?

Jeg er jo ikke fagmand, og jeg har bare læst den så flygtigt.

Men De lar den dog trykke?

En navngiven mand kan jeg ikke godt nægte –

Jeg har ingenting at sige i bladet, herr byfogd –

Forstår sig.

Jeg bare trykker, hvad jeg får i hænderne.

Ganske i sin orden.

Og derfor så må jeg –

Nej bliv et øjeblik, herr Aslaksen. Med Deres tilladelse, herr Hovstad –

Jeg ber, herr byfogd –

De er en besindig og tænksom mand, herr Aslaksen.

Det glæder mig, at byfogden synes det.

Og en mand med indflydelse i vide kredse.

Det er nu mest iblandt småfolk, det.

De små skatteydere er de talrigste – her som andetsteds.

Det er de rigtignok.

Og jeg tviler ikke på, at De kender stemningen blandt de fleste af dem. Gør De ikke det?

Jo, det tør jeg nok sige, jeg gør, herr byfogd.

Ja, – når der altså råder en så prisværdig offervillighed hos byens mindre bemidlede borgere, så –

Hvorledes det?

Offervillighed?

Det er et smukt tegn på samfundsånd; et 115overmåde smukt tegn. Jeg havde nær sagt, jeg havde ikke ventet det. Men De kender jo stemningen grundigere end jeg.

Ja men, herr byfogd –

Og det blir sandelig ikke noget ringe offer, byen kommer til at bringe.

Byen?

Men jeg skønner ikke –. Det er jo badet –!

Efter et foreløbigt overslag vil de forandringer, badelægen formener ønskelige, løbe op til et par hundrede tusend kroner.

Det er jo svære penge; men –

Naturligvis blir det nødvendigt, at vi optar et kommunallån.

Det er da vel aldrig meningen, at byen –?

Skulde det gå af bykassen! Af småborgernes fattige lommer!

Ja, ærede herr Aslaksen, hvor skulde midlerne ellers komme fra?

Det får de herrer sørge for, som ejer badet.

Bade-ejerne ser sig ikke istand til at strække sig videre end sket er.

Er det ganske sikkert, det, herr byfogd?

Jeg har forvisset mig om det. Ønsker man altså disse omfattende forandringer, så får byen selv bekoste dem.

Men guds død og pine – om forladelse! – men dette her er jo en ganske anden sag, herr Hovstad!

Ja det er det rigtignok.

Det fataleste er, at vi blir nødt til at lukke badet et par års tid.

Lukke? Helt lukke!

I to år!

Ja, så længe vil arbejdet vare – mindst.

Nej men død og plage, det står vi aldrig ud, herr byfogd! Hvad skal da vi husejere leve af imens?

Det er desværre overmåde vanskeligt at svare på, herr Aslaksen. Men hvad vil De, vi skal gøre? Tror De vi får en eneste badegæst hid, når man går hen og bilder dem ind, at vandet er bedærvet, at vi lever på en pestgrund, at hele byen –

Og det er alt ihob bare en indbildning?

Jeg har med min bedste vilje ikke kunnet overbevise mig om andet.

Ja men så er det da også rent uforsvarligt af doktor Stockmann –; ber om forladelse, herr byfogd, men –

Det er en beklagelig sandhed, De der udtaler, herr Aslaksen. Min bror har desværre altid været en fremfusende mand.

Og endda så vil De støtte ham i sligt noget, herr Hovstad!

Men hvem kunde da også tænke sig, at –?

Jeg har affattet en kort redegørelse for sagforholdet, således, som det fra et nøkternt synspunkt bør opfattes; og derhos har jeg antydet, hvorledes de mulige ulemper bør kunne forventes afhjulpne på en for badekassen overkommelig måde.

Har De den opsats hos Dem, herr byfogd?

Ja; jeg tog den med for det tilfælde, at De –

Død og plage, der er han!

Hvem? Min bror?

Hvor, – hvor!

Han går gennem trykkeriet.

Fatalt. Jeg vilde nødig støde sammen med ham her, og jeg havde endnu adskilligt at tale med Dem om.

Gå derind sålænge.

Men –?

De træffer bare Billing.

Fort, fort, herr byfogd; nu kommer han.

Ja, ja da; men se at få ham snart afsted igen.

Giv Dem noget at bestille, Aslaksen.

Her har De mig igen.

Allerede, herr doktor? Skynd Dem med det, vi talte om, Aslaksen. Tiden er svært knap for os idag.

Ingen korrektur at få endnu, hører jeg.

Nej, hvor kunde da doktoren tænke det?

Nej, nej; men jeg er utålmodig, kan De vel begribe. Jeg har ikke rist eller ro, før jeg ser det på tryk.

Hm; det vil visst vare en god stund endnu. Tror De ikke det, Aslaksen?

Jo, jeg er næsten ræd for det.

Godt, godt, mine kære venner; så kommer 121jeg igen; jeg kommer gerne to gange, om det behøves. En så stor sag, – hele byens velfærd –; det er minsæl ikke tid at lægge sig på ladsiden. (vil gå, men standser og kommer tilbage.) Nej hør, – der er endnu en ting, jeg må tale med Dem om.

Undskyld; men kunde vi ikke en anden gang –?

Det er sagt i to ord. Det var bare det, ser De, – når man nu imorgen læser min opsats i bladet og altså får vide, at jeg har gåt her hele vinteren i stilhed og virket for byens bedste –

Ja men, herr doktor –

Jeg ved, hvad De vil sige. De synes ikke, det var mere end min forbandede skyldighed, – simpel borgerpligt. Nej, naturligvis; det ved jeg lige så godt som De. Men mine medborgere, ser De –; herregud, de velsignede mennesker, de holder jo så meget af mig –

Ja, borgerne har holdt svært af Dem til denne dag, herr doktor.

Ja, og just derfor er det jeg frygter, at –; det er det, jeg vilde sige: når nu dette kommer til dem – nærmest til de ubemidlede klasser – som et manende opråb om for fremtiden at ta’ byens sager i egen hånd –

Hm, herr doktor, jeg vil ikke dølge for Dem –

Aha, – kunde jeg ikke tænke der var noget igære! Men det vil jeg ikke vide af. Hvis man går og forbereder sig på noget sligt –

Hvilket da?

Nå, på det ene eller det andet, – et fanetog eller en festmiddag eller en subskription til en hædersgave – eller hvad det nu kan være, så skal De love mig helligt og dyrt at få det forpurret. Og De også, herr Aslaksen; hører De det!

Om forladelse, herr doktor; vi kan lige så godt først som sidst sige Dem rene sandheden –

Jo, ganske rigtig!

Nej se, kommer fruen også?

Hvad fanden vil du her, Katrine?

Det kan du da vel tænke dig, hvad jeg vil.

Skal De ikke sætte Dem? Eller kanske –

Tak; bry’ Dem ikke. Og De må ikke fortryde på, at jeg kommer og henter Stockmann; for jeg er mor til tre børn, skal jeg sige Dem.

Snak, snak; det ved vi jo så godt.

Nå, det lader såmænd ikke til, at du tænker stort på kone og børn idag; for ellers gik du vel ikke således hen og styrted os allesammen i ulykke.

Men er du da rent gal, Katrine! Skal en 124mand med kone og børn ikke få lov til at forkynde sandheden, – ikke få lov til at være en nyttig og virksom statsborger, – ikke få lov til at tjene den by, han lever i!

Alting med måde, Tomas!

Det siger jeg også. Mådehold i alting.

Og derfor gør De synd imod os, herr Hovstad, når De lokker min mand bort fra hus og hjem og narrer ham ind i alt dette her.

Jeg narrer såvisst ingen ind –

Narrer! Tror du, jeg lar mig narre!

Ja, det gør du. Jeg ved nok, du er den klogeste mand i byen; men du er så svært let at narre, Tomas. (til Hovstad.) Og tænk bare på, at han mister sin post ved badet, dersom De trykker det, han har skrevet –

Hvad for noget!

Ja men ved De hvad, herr doktor –

Haha, lad dem bare prøve –! Å nej, du, – de varer sig nok. For jeg har den kompakte majoritet bag mig, ser du!

Ja, det er just ulykken, at du har sådant noget fælt bag dig.

Sniksnak, Katrine; – gå hjem og tag dig af dit hus og lad mig ta’ mig af samfundet. Hvor kan du være så ræd, når jeg er så tryg og glad? (gnider hænderne og går op og ned.) Sandheden og folket skal vinde slaget, det kan du bande på. Å, jeg ser hele den frisindede borgerstand fylke sig til en sejrende hær –! (standser ved en stol.) Hvad – hvad fanden er det der for noget?

Au da!

Hm –

Her ligger jo autoritetens toppunkt.

Byfogdens hue!

Og her er kommandostaven også. Hvordan i pokkers skind og ben –?

Nu vel da –

Ah, jeg forstår! Han har været her for at besnakke Dem. Haha, der kom han til den rette! Og da han så fik øje på mig i trykkeriet –. (brister i latter.) Løb han, herr Aslaksen?

Ja-gu’ løb han, herr doktor.

Løb ifra både stokken og –. Sliddersladder; Peter løber ikke ifra nogenting. Men hvor fanden har I gjort af ham? Ah, – derinde naturligvis. Nu skal du få se, Katrine!

Tomas, – jeg ber dig –!

Tag Dem ivare, herr doktor!

Hvad skal de optøjer betyde?

Respekt, min gode Peter. Nu er det mig, som er autoriteten i byen.

Nej men Tomas da!

Giv mig min hue og min stok!

Er du politimester, så er jeg borgermester, – jeg er mester for hele byen, jeg, ser du!

Læg huen fra dig, siger jeg. Husk på, det er en reglementeret uniformshue!

Pyt; tror du den vågnende folkeløve lar sig skræmme af uniformshuer? Ja, for vi gør revolution i byen imorgen, skal du vide. Du trued med at afsætte mig; men nu afsætter jeg dig, – afsætter dig fra alle dine tillidsposter –. Tror du ikke jeg kan det? Jo, du; jeg har de sejrende samfundsmagter med mig. Hovstad og Billing vil tordne i «Folkebudet», og bogtrykker Aslaksen rykker ud i spidsen for hele husejerforeningen –

Det gør jeg ikke, herr doktor.

Jo visst gør De så –

Aha; herr Hovstad vælger kanske alligevel at slutte sig til agitationen?

Nej, herr byfogd.

Nej, herr Hovstad er ikke så gal, at han skulde gå hen og ødelægge både sig selv og bladet for en indbildnings skyld.

Hvad skal dette her sige?

De har fremstillet Deres sag i et falskt lys, herr doktor; og derfor så kan jeg ikke støtte den.

Nej, efter det, herr byfogden var så artig at fortælle mig derinde, så –

Falskt! Lad De mig om det. Bare tryk De min opsats; jeg skal nok være mand for at forsvare den.

Jeg trykker den ikke. Jeg kan ikke og vil ikke og tør ikke trykke den.

Tør De ikke? Hvad er det for snak? De er jo redaktør; og det er da vel redaktørerne, som regerer pressen, skulde jeg tro!

Nej, det er abonnenterne, herr doktor.

Heldigvis, ja.

Det er den offentlige mening, den oplyste almenhed, husejerne og alle de andre; dem er det, som regerer bladene.

Og alle disse magter har jeg imod mig?

Ja, det har De. Det vilde være borgerskabets rene ruin, om Deres opsats blev trykt.

Ja så. –

Min hue og min stok!

Din borgermesterværdighed fik en brat ende.

Enden er ikke endnu. (til Hovstad.) Det er altså aldeles umuligt at få min opsats ind i «Folkebudet»?

Aldeles umuligt; også af hensyn til Deres familje.

Å, De skal såmænd sletikke bry’ Dem om familjen, herr Hovstad.

Til vejledning for publikum vil det være tilstrækkeligt, når dette kommer ind; det er en autentisk forklaring. Vær så god.

Godt; det skal bli’ besørget indrykket.

Men mit ikke. Man bilder sig ind, man kan tie mig og sandheden ihjæl! Men det går ikke så glat som I tror. Herr Aslaksen, vil De straks ta’ mit manuskript og trykke det som flyveblad – på min egen bekostning, – på mit forlag. Jeg vil ha’ fire hundrede exemplarer; nej, fem–sex hundrede vil jeg ha’.

Ikke, om De så bød mig guld for det, tør jeg låne mit officin til sligt noget, herr doktor. Jeg tør det ikke for den offentlige menings skyld. De får det ikke trykt noget steds i hele byen.

Så giv mig det igen.

Vær så god.

Ud skal det nu alligevel. Jeg vil læse det op i en stor folkeforsamling; alle mine medborgere skal få høre sandhedens røst!

Ingen forening i hele byen låner dig lokale til sådant brug.

Ikke en eneste en; det ved jeg så visst.

Nej, gud døde mig, om de gør!

Det vilde dog være altfor skammeligt! Men hvorfor står de da således imod dig, alle mand?

Jo, det skal jeg sige dig. Det er fordi at her i byen er alle mand kærringer – ligesom du; alle tænker de bare på familjen og ikke på samfundet.

Så skal jeg vise dem en – en kærring, som kan være mand – for engangs skyld. For nu holder jeg med dig, Tomas!

Det var bra’ sagt, Katrine. Og ud skal det, min sæl og salighed! Kan jeg ikke få lejet noget lokale, så hyrer jeg en tambur til at gå igennem byen med mig, og så læser jeg det op på alle gadehjørnerne.

Så topmålt gal er du da vel ikke!

Jo, jeg er!

De får ikke en eneste mand i hele byen til at gå med Dem.

Nej, gud døde mig, om De får!

Bare ikke gi’ dig, Tomas. Jeg skal be’ gutterne gå med dig.

Det er et ypperligt indfald!

Morten gør det så gerne; og Ejlif, han går nok med, han også.

Ja, og så Petra da! Og du selv, Katrine!

Nej, nej, ikke jeg selv; men jeg skal stå i vinduet og se på dig; det skal jeg gøre.

Tak for det! Jo, nu skal vi prøve en dyst, I gode herrer! Jeg vil dog se, om usseldommen har magt til at binde munden på den patriot, som vil renske samfundet!

Nu har han gjort hende gal også.