I

101Han het Elias Rosenthal og var etstedsfra i Syd-Tyskland eller Bøhmen. Fra først av kom han i følge med et Hamburger-cirkus over grænsen til Danmark. For hans ungdomsdrøm var at gaa til scenen. Men allerede hans ytre var imot ham der. Men drømmen om at bli et scenens barn skrantet videre i denne nærhet av et cirkus. Det var i grunden som privat tolk for de enkelte medlemmer han fulgte det, især for akrobaterne og clownerne, som var italienere; han leiet værelser for dem, fandt frem de billige restauranter, og det hadde hændt at han efter endt forestilling var blit sendt ut paa gaten for at kapre «donnine». Men han hadde ogsaa smaajobber hos direktøren, han hjalp til at avfatte notiser for aviserne og denslags, var ved haanden med raad til publikum utenfor billet-luken de første dage, og paatok sig hvad der ellers kunde forefalde. Han 102hadde nemlig i Tyskland lagt sig til litt kyndighet i «skandinavisk», som han kaldte sin blanding av dansk og svensk.

Men da han først var over paa dansk grund, kom han sig hurtig i sproget. Og i Kjøbenhavn var han en høisommerdag saa heldig at støte paa en ung norsk forfatterinde i en liten friluftskneipe ut mot Fredriksberg-kanten. Hun sat alene bak løvhyttens efeu, med cigaretter og kaffe foran sig, og der stod et litet tømt glas; hun sat frodig og rank og blunket ut mot bøken og spurvene og solen, og hun flyttet stundom paa sig av bare oplevelse; og engang kom der et papir med blyant op. Da smilte hun. Han opfattet straks at dette var skapende gromuld, at smilet var smil til syner. Og da hun mistet sin hanske ned i sanden under jernbordet, var han paa pletten. Men han trak sig efterpaa krypende tilbake til sin plads, langhalset og med bønlig øie. Og hun saa hunde-blikket i den svarte pusling: Faar jeg by en cigaret? sa hun i pludselig indfald og høirøstet. Værsaagod! Og han flyttet sig nærmere paa sin bænk for at naa cigaretten. Han søkte med sit øie ut i skogmørket under bøken, der hvor hendes blanke blik nys lekte, og han talte i dæmpet andagt: Dra-ug och vætter 103och underjordiske! pekte han, og smilte faderstolt over sit poetiske billed-fund. Og ved det smil saa hun at han var ganske tandløs i fremmunden; var det skjørbuk? hadde han sultet? — Hm-hm, nikket hun barmhjertig. For han sultet jo endnu mer i sin aand: han var som en tømt citron, der han sat nu og krystet syner av sig. Han fik endog nyver mellem brynene av hodebrudd! Og hun gav ordre til smørbrød og en vase druer. Da aat han som en sydlandets søn; det smakte, hun saa at han tygget med øinene ogsaa. Men ved hans stive, opstrøkne haar, som var som hestetagl, kom hun til at mindes jødedvergene i vekselerer-boderne i Prag. Og efterat han hadde spist, sat han ganske stille hen og fordøiet — der var en tillidsfuld lyd i hans hals som om han jortet. Og da saa hun at hans jakke var gaat op i sømmen ved skuldren; der hadde han nestet den sammen med hyssing, som lyste. Den luvslitte armod og vinskibeligheten tok med ett hendes ensomme morshjerte, hun grep efter hin usseldom i denne sin egen hjemløse stund midt i en fremmed by. Hun fortalte pludselig, hun skrev og var fra Norge. Ibsens land! smilte han. Dermed var bekjendtskapet gjort. Han var ogsaa schriftställare, fortalte han.Og 104han klynket over manglende arbeidsro til sin bok; for han hadde idéen til den ogsaa …! Og hun hørte taalmodig paa hans klynk, som blot var hans egen races goldhet og vanmagt i fantasien — lyste bare armod som hyssingen i hans trøie. Men han vilde dedicere hende sin bok, sluttet han, om hun tillot det.

Og det samvær endte med at han kom til at oversætte noveller direkte fra hendes manuskript. Men den ene skjøt han ut av samlingen og bare skrev den av: den var slet ikke hendes navn værdig, sa han til hende og rynket paa næsen. Den handlet om kunstnere og deres golde utsugere — Snyltedyr het den. Den burde heller ikke komme i hendes samling paa norsk, snakket han; den burde overhode ikke komme ut. Hun studset, og smilte saa; men lot det ske. Og forlægger i Tyskland fik han til det andet. Der var intet skriftlig mellem de to; men avtalen var at de skulde dele utbyttet likt, hvis det gik godt. — Og da cirkus om vaaren drog videre mot nord, brøt han ogsaa op og tok med mot Norge. Da hadde han i sin lommebok et par adresser paa hybler, hun hadde hat engang, og et anbefalingskort til en litterat fra hende; i en kasse førte han med sig 75 105eksemplarer i pragtbind av hendes tyske novellesamling.

Men hvergang hun siden tænkte paa ham og hans stive hestetagl-haar, kom hun til at mindes jødedvergene i Prags vekselererboder.

Og saa opsøkte han i hovedstaden straks hendes gamle hybel. Det var hos et ældre haandverkerpar, som nu efter endt arbeidsdag nærmest levet av sine sparepenger og ellers hadde to barnebarn i logis; for faren, en sersjant, var enkemand, som turet litt, og nu bosat utenbys. Først svarte madam Hansen ferm, at nei, der var ikke noget værelse ledig nu. For saanne vildfremmede herrer vilde hun ikke for sit bare liv ha ind i huset, siden hun hadde disse to unge piker at ta vare paa. Og Aggi, den ældste, var tilstede, da hun svarte. Han sa ingenting til det. Men blev staaende forkommen og taus i korridoren, og fingret ned i lommen efter dette kortet, saa han maatte næsten puffes ut. Han fik saavidt vist det frem i det samme bedstemoren klemte døren i. Men han sa fremdeles ikke noget, bare prøvde at løfte et tungt, lidende blik op paa de to, men naadde ikke længer end til deres haker. — Det var Berit Herwigs kort! sa Aggi og blev i korridoren. Det blev ogsaa bedstemoren. 106Der faldt en mørk skygge av et menneske mot entredørens matte glasrute. Han staar der endda! hvisket Aggi. Mener han gjør det, kroken! svarte det. Og mors-hjertet i dem begge syntes synd. Saa aapnet madam Hansen atter døren; da stod han bøiet og pillet noget op av matten med de smaa hvite hænder; rettet sig og rakte det frem. Det var en 10-øring. Itte vor! Itte vor! sa hun ædelmodig. Og han stak den alvorlig og med tak ned i sin vestelomme. Jaja, en otte dages tid da eller saan! sa hun. Til Dere har finni Dere et logis. — Han nævnte sit navn. Jeg er schriftställare, sa han. Og hans væsen var med ett underlig forandret, blev fast og sikkert som om han stod her i en høieres tjeneste: Och i vaar publizirer jeg en roman. Hun pratet — hun gjorde det for sikkerhets skyld med det samme, da hun merket at han videt sig ut slik straks, skjønt han jo talte dæmpet som før; hun snakket like saa godt ut med engang, og saa strengt paa ham, saa her ikke skulde være misforstaaelser, om dette var en eventyrer og saan jentespikkulant: Huse paa, jeg er nøie da, ser Dere: taaler itte for mit bare liv saanne piker indenfor entréen! Og ser efter a Aggi, kroken, seint og tidlig. — Han pratet 107uanfegtet: Jeg oversætter och. Og han pakket ut en bok i pragtbind med pertentlige diskespringer-fingre; og han steg paa taa, da han gjorde det: Berit Herwigs Novellenschatz, sa han. Jeg sælger den for tre kroner. Och dertil trænger jeg en sekretær … en dame, som kan skrive norsk for mig. Og han saa hen paa Aggi, som stod der og var nitten aar; men der var kun den lidendes stilhet over hans blik: Och saa køber jeg ledige gebiss til ohort høie priser! la han til.

Allerede tredje dag kom Aggi ind med naal og traad, da hun bragte ham vandkaraflen; hun hadde opdaget at han hadde sydd sin jakke med hyssing. Men da hun rakte ham sysakerne, sa han — og hun syntes at der med ett var underlig krav i stemmen — at han kunde ikke sy! hun sydde nok ti ganger bedre end han, med sine fine smaa fingre — ja? Dermed var han ved sit skotøi: De er ja och kaput inden kort! sa han og pekte paa dem: om hun visste av en skomaker og vilde følge med og vise ham og faa tat maal til nye? Da saa hun at han hadde lange mørke øienvipper: naar han klemte lokkene sammen og ønsket aldrig saa liten ting, blev blikket glødende og svart. — Men hvis hun vilde lære tysk sprog, snakket han, kunde 108hun det mot at være hans sekretær bare én time om dagen og være hans medhjælp ved oversættelsen av hans nye roman til norsk. Og da stod han og suget forlegen paa sin underlæbe i ene mundviken, saa han fik et barnslig og klodset uttryk, som hun heftet sig ved og likte. Da de stod slik, ropte hendes seks-aars søster paa hende ute i korridoren — det lød som angstskrik. Og ved det blev han ganske fra sig, rev døren op: Hvad vil du? trampet han. Silenzium! Men saa behersket han sig øieblikkelig og trak varsomt alle klør til sig, stak hende skøieragtig med pekefingeren i halsen: Tit-tit, du lille! sa han søtladen. — Men da Aggi kom tilbake med hans jakke, tok han hende i haanden og takket; hun kjendte han hadde smaa bløte, vaate hænder. Utmercht sydd! sa han. De har et trist och skønt øie, frøken. Det er et utomordentlig ansigt.

Og siden var Aggi inde hos ham en time om dagen som sekretær for at lære tysk. Da sat hun ved bordet, og han spaserte paa gulvet og dikterte. Men naar han skulde indprente noget, stanset han op og holdt hende paa skuldren med sin hvite, vaate haand. Madam Hansen var iblandt ute i korridoren og lyttet for sikkerhets skyld.

II

109Nu var Elias Rosenthal plantet over i Norges jord — das Land wo die Poeten blühen. Og da de otte dage var gaat, sa han bent ut til madam Hansen, at det var ganske umulig at finde et værelse som i alle dele passet ham saa fortrinlig som dette: om han ikke kunde bli endnu otte dage? … Han sat allerede hjemmevant og rotfæstet midt mellem byens litterater paa kaféen. Det var gaat raskere end han paa nogen maate hadde vovet at haabe. Han var ellers en driftig og rastløs mand, som forstod at kredse saa længe rundt om de rigtige litterater og i stadig trangere ringer at et sammenstøt var uundgaaelig. Men bare forfattere! og blandt dem igjen kun de som laget romaner eller dramaer. Han nyttet alle anledninger. Og hans bekjendtskaper øket for hver eftermiddagskaffe.

Det var fra først av en beskeden begyndelse — bare han og den journalist, Berit Herwig hadde sat ham i forbindelse med. Og denne A. F. Pedersen var en helt avdød aand, oprindelig lyriker, — av dem, som blir tat i bruk til at lage avisens daglige moro. En gold snylter. Og gik omkring paa kaféerne med en pose gamle historier, sat ved bordene og søkte at komme til, ristet paa 110gnavposen litt og grep nedi saadan i blinde og paa slump — han var tryg for posen: der var bare historier med point i! For andet stof kjendte overhodet A. F. Pedersen ikke mer. Han talte dæmpet for at bli agtet paa, og sat og saa ut for sig med det store, træge øie fra et seigt, sentimentalt soutenørfjæs, hvor den tykke brune, tungsindige bart ikke længer skjulte de røde, hovne læber. Og Elias Rosenthal var tilfreds med sin norske ven; han la ogsaa merke til at han hadde en litt aapen snip om en barnlig hvit, velpleiet hals — næsten utringet! Allerede den første dag hadde vennen betrodd ham at han var skilt fra sin kone: Man utvikler sig ustanselig, sa han. Saa en mand. Men De vet: kvinden staar jo stille noget tidligere. Saa man vokser fra hverandre og skilles i grunden av sig selv.

Og eftersom bekjendtskapskredsen øket, indrettet Elias Rosenthal sig med flere borde i kaféen; han hadde sin hat liggende i en sofa, sin mappe andensteds, og ved et tredje bord hadde han sig selv. Og aviserne hadde mindst én notis i uken om ham.

Men endnu var der forfattere som manglet i hans bekjendtskapskreds. Især en, som skrev en salgbar roman til hver jul og derfor 111nævntes bak bokhandler-disken med dæmpet andagt. Rosenthal hadde alt sendt ham to skrivelser fra Danmark om at han søkte norske romaner for et forlag i Tyskland. — Og en eftermiddag var der utsigt til at gjøre erobringer og fylde den sidste lakune. Man sat i tobaksrøken og døset over bordene, mens kaféens staaende figurer gled ut og ind, fjerne som fisk i et akvarium: Der de to tykke venner, som ikke har noget mer at snakke om og passerer ut rustne i halsen: Kalle kom opom mig idag, stakkar — ja, jeg fortalte dig visst det. — Ja, du fortalte mig det … Der kaféens størje, som altid gled om og speidet efter gratis pjolter; han kommer ogsaa hit til Rosenthals bord, stanser op og spør om Erik Ørn er set her idag: og saa gaar han. For A. F. Pedersen har en revy under indstudering og antages pr. kasse i øieblikket. Ute for at slaa en halv krone! sier A. F. Pedersen. Er han plattenschlager? svarer jøden med foragt … Saa kommer der en flok gjester larmende ind, med en skogkakse i midten som det betalende medlem; de kommer fra bodega og middag og skal nu ha kaffe; og flokken øker ustanselig. Slaar sig ned ved sidebordene inde i halvmørket, skrattende som trost, den flakser 112og finder sig nye rognetrær. Der har De Erik Ørn! sa A. F. Pedersen. Heter egentlig Aaspeflaten, blunket han spydig. Og Ørn er just den forfatter, Rosenthal mangler. Men dette veir av vingeflaks, som fulgte dem, gjør den pjoltertørste modigere; han nærmer sig, men nu spør han slet ikke efter Ørn, men en anden; han optar en hel sofa derborte, sier han saa; men det synes han ikke rigtig gaar an heller, naar her er saa trangt. Han er blit sofaløs av bare hensynsfuldhet. Og han blir staaende der, med forretningsmandens trætte panderynker, som om dette her faldt rigtig saa rent forkjært. — Men kan De ikke slaa Dem ned her saa længe? sier skogkaksen. — Jo-o, det kan jeg altids, ogsaa! …

Samtalen inde i halvmørket blusset i veiret. Og de bodega-hete hjerter følte store ord. Det gjaldt atter tidens leflende og undfaldende kunst; for det var med emnerne som med rognetrær: trost flakser op igjen og op igjen i de samme trær. Og det betalende medlem koset sig og lærte … Kunstneren, sa de, er sin egen handelsreisende i dette land! Nogen later selvfølgelig som de ikke er det og haaner publikums dom, men firer likefuldt, firer, firer! Det er fuskerne. Og der 113slaar undfaldenheten og sansen for popularitet langsomt ind paa selve karakteren! …

Elias Rosenthal reiste sig, flyttet sig nærmere det bord, heldet sig over mot det og sa varsomt, idet han beleven søkte at reise sig: Undskyld, men jeg hørte Berit Herwigs navn? — Berit Herwig? svarte det og saa fortumlet op. Han nikket raskt til A. F. Pedersen: Vil De forestille mig — ja? — Og det skedde. Abteilungsvertreter für die skandinavischen Länder, skjøt han selv ind … Det er ja en geni! sa han. En visionær kunstner. Jeg har indført hende i Tyskland nu, paa den forlag hvor jeg er lector, Tysklands mest beryktade, Ernst Darmstadt Verlag, Berlin och Leipzig. — Og han kastet benet over kors og prøvde at syne de elegante skor som Aggi hadde hjulpet ham til paa kredit.

Trosten taug et øieblik, likesom skræmt av denne nøkterne røst. Men saa tok de sig op igjen; én vendte sig eglende til A. F. Pedersen: Du lever jo for dagen av din kunst, kortsynt som den journalist-sjæl du er! — En anden gulpet uten stans sin foragt over folket i sin helhet, duppet for hver sats: Smaat stel! Ingen fart i nogen ting! Ingen fremfærd! — Og satte saa i, slog ut med 114armen stort til alle sider: Ingen ledende haand! Likegyldig og planløst og smaaskaarent vrøvl altsammen i et litet og gjenlydsløst folk! — Erik Ørn svarte: Som litterært motiv er jo dette negative syn paa sin samtid meget morsomt. Og verten knegget: Kommer i næste bok! Pas paa: kommer i næste —! Ørn blev uforstyrret ved: Men som tilværelse — jeg vet ikke —? For selv en satiriker, han er jo dog ikke det samme som en hveps op i et blækhus. Der hører plan til en satire — en bestemt utryddelse til maal! Blæksvarte hvepsefjed langs papiret har, fan gale mig! ingen værd. Blir bare A. F. Pedersens revy, slikt! — A-a! Hold op! gulpet den negative. Æstetik vedkommer ikke os! Den er videnskapen om det indtryk et kunstverk gjør paa publikum. Men den er ingenting i og for sig. Ingenting! pep det pludselig beruset. — Netop! svarte det. Æstetik blir altsaa her i dette land historien om det litterære lefleri. Den faar bare slike som A. F. Pedersen til emne. — Og Elias Rosenthal sat og koset sig som en Zeus iblandt disse braakende og famlende beboere av et litet land, smilte bredt og godslig som til barn. Han og skogbonden saa paa dem fra samme nøkterne høide. A. F. 115Pedersen smaasmilte: Kunsten deler bare skjæbne med glædespiken, som fulgte hærene i den gamle tid: faldt de for aldersgrænsen og blev utjenstdygtige paa én maate, gik de bare over til den anden gren av forpleiningen og blev marketentersker. — Akkurat som restauratricerne paa vore fjordbaater! knegget skogbonden. Ja, for gaar det ikke frem med kvinden, saa gaar det tilbake. — Rosenthal sa spøkende og med et moderlig smil, for at skyve sin ven litt paa avstand som en clown: Min ven A. F. Pedersen taler av bitter erfaring; siger ja han har vokset fra sin kone. Og han la sig over til Ørn: Men det er ja, unter uns, forskræklig til oversættelse, som man har her i dette land nu. Han brettet i foragt læber som en geil okse: Disse jøde-bengler, som ligger her — jeg forsikrer Dem, herr Ørn! Aah-ch-ch! Bare maskin-oversættere! Forfærdelig! Rædsomt! Disse jøde-bengler!

Dermed hadde han indledet samtalen med forfatteren og sa nu pludselig: Men De, herr Ørn, har sterke farver paa Deres palet. Det er ja en fænomen. Kolossal! — Og han fik det meget travelt, saa paa sit ur: Jeg har forskræklig mycket at bestille idag. Ned til min private postboks paa posthuset … 116venter avgjørelse fra min forlag. — Men om han ikke kunde faa en konferanse med herr Ørn en dag? … Ørn er ja den digter, som Europa nu sukker efter! utslynget han sterkt til flere borde med en gang. De rager jo op som en søile i den norske digtning! Hele Norge er i den digtning! — Og han foreslog dag og sted: Jaja. Det stemmer. Jaja. — Og reiste sig, sanket ind mappe og hat: Aufs Wiedersehen! — og seilte med alvorsrynker ut, likesom til pligten og til den haarde virkelighet fra de glade kunstner-borde. Men saapas opfanget han at Ørn sat her mør og taus et øieblik, overvældet av den vinkende Europa-berømmelse. Han hadde erfaring der: det var ganske forbausende hvormange faldt sammen ved smiger nu i Ibsen’s land; var de fra Aaspeflaten alle? tænkte han.

III

Men da gik Elias Rosenthal isteden hjem til sin hybel, blandt andet fordi han jo ingen postboks hadde. Han kaldte sin sekretær ind, der skulde avfattes et par skrivelser til norske forfattere; gamle Hansens var ikke hjemme. Men da hun hadde sat sig, stillet han sig op og sa — og han hadde 117alvorsrynkerne i sin pande: Frøken Aggi, den forrige kunst er likegyldig og planløst vrøvl! Nu har jeg skapt et digterverk som behandler den kunst satirisk. — Og han lettet blodtørstig paa ene overlæben, men viste ingen tænder, fordi der jo ingen var. Det schkal ikke blive en hveps op i en blækflaske! Og han la sin hvite haand paa hendes skulder: I den bog schlagter jeg schlet kunst. — Og hun saa op paa ham, maapet næsten i gru: Er det slik bok, De skrev, naar De sat oppe her om aftningen? — Aggi! ropte det ute i korridoren, og hendes søster Else kom stupende ind. Han trak sin hvite haand til sig, fór op, trampet i gulvet: Hvad vil du, schtigge pige? Hinter! Og saa knakket han i bordet, hvæste: Hvis du kommer en anden gang och forschtirrer —! Men da behersket han sig, sa bedrøvet og med opdragerens inderlighet: Har du ikke lært at banke paa dør, barn? Hun smatt ut igjen. Da sa han: Vi blev forschtirret i vor skrivelse, frøken Aggi. Her har jeg isteden en ledig billet til cirkus iaften. Vil De benytte den? — Vet ikke, om bedstemor —? Da sa han snurt: Mig egal! Jeg hadde kun den billet, och so tænkte jeg —. Dermed trak han sig stum 118og støtt tilbake i et hjørne, satte sig forurettet i en stol. Og Aggi blev urolig.

Men da hun saa allikevel gik, før bedstemoren kom, ropte Else i uklar angst, næsten hven: Gaa ikke da, Aggi! — Rosenthal kom ut i korridoren: Doch! Hun er ja voksen. Hinter! siger jeg.

Cirkus laa paa Kontraskjæret. Det var tidlig vaar ute, mot midten av mai. Og Aggis øie søkte tilfjords, mens hun fulgte havnen. Løvskogen stod lysegrøn og blinkende langs alle rabber og i hvert holt, som muntert pust midt op i granens gravalvor. Og her i haverne var det like ved blomstring. Det tittet likesom snehvitt undertøi frem i hver busk — hegg, kirsebær, plommetrær, slaapetorn; det lyste i al vaarens lin. Og vaaren var saa stor og deilig! Den ventet likesom bare paa at én nu kom og løste dens lin. Det tegnet til et overdaadig frugtaar. Og hun syntes at kunstens rike var et betagende eventyr.

Om en stund gik ogsaa Elias Rosenthal. Og forestillingen var alt begyndt, da han naadde frem. Aggis plads var like nede ved manegen og hovedindgangen. I en pause traadte han frem. Og da saa hun, hvor de stimlet ham larmende imøte, clowner som 119nys sprang op paa hesteryggen bakfra, og akrobater, tykhodede og sværhalsede, med laar sem gjødde okser: Signor Elia! Aa — oh! De gurglet sin jubel mot ham, løftet armer og hyldet sin like, klasket ham paa skuldren og spørsmaal veksledes: Aa — oh, come va? … Cosa fa? — Grazie, benone. E lei? — Non c’ è male … Og Aggi syntes øinene atter sluknet saa forunderlig braat i de hovne ansigter og stod gapende tomme som kanonmundinger efter skuddet. Rosenthal hadde sin plads ved siden av hende. Og straks han var kommet tilsæte, viste artisterne hans plads opmerksomhet; divaens hest gjorde særlig sine kunster foran dem, ja, den knælte der paa sine forben. Og han heldet sit hode smigret og i tak. Og da de magre, velpiskede hunder trippet ind, blev de ført frem foran ham. Hinter! Og de sat paa rad til hans ære. Da tindret hans øie bak de lange vipper. Kunst! sa han. Ich sage Ihnen: Kunst! — I pauserne viste han Aggi rundt til staldene; og inde i en gang forstod hun at han spurte en italiener, om der ikke var adgang til damernes paaklædningsrum; han bare ristet forretningsmæssig paa hodet og pendlet avslag med pekefingeren: No! Oggi no! —

120Da de vandret hjem om aftenen, duftet det ut av alle haver, og bakenfor laa fjorden blank. Betagende! sa hun. Er det ikke som man kunde tænke sig nøk och dra-ug och havfruer! sa han. Digteren! sa Aggi stolt. Nu er det sommer snart, sa han. Disse boxcalf passer mig ikke længer. Han brugte ja so lang tid, den skomager. Tror De, han vil bytte dem for mig? Og ved det pludselige spørsmaal mindtes hun akrobaternes øine som stod tomme saa braat. Men hun tænkte likefuldt: Kunst! Kunstens glade rike! — Si mig, sa han, hvor gammel er madam Hansen? Har hun gebiss, ja? For jeg køber. — Og han snakket om at han hadde nogen krigsbilleder i forgyldte rammer: om hun trodde madam Hansen vilde ta dem for husleie? Det var seks billeder, forestillende kung Karl den XIV Johan i samtlige av ham leverte slag fra 1796 til 1809; samt et standbillede av kungen. — Hun bad ham la være at gaa ind sammen med hende: bedstemoren vilde kanske tro de hadde været sammen paa cirkus. Da klukket han av tak over den fælles hemmelighet. — Hinter! skjøiet hun. — Jeg er altsaa eventuel liebhaber til madam Hansens gebiss! sa han, da de skiltes i forsigtig avstand fra porten.

IV

121Allerede næste dag var konferansen paa forlaget. Rosenthal sat der forlængst med sin mappe, da Ørn kom; han hadde faat anbringe en kasse bøker paa forlagets loft; men først hadde han pakket ut et eksemplar av Berit Herwigs Novellenschatz à 3kr. og avhændet det, fordi han syntes forlaget burde ha den bok. Han begyndte med at vise Ørn et ældre nummer av en tysk avis, hvor han hadde en korrespondanse om hende: Jeg siger Dem noget, sa han alvorlig og dæmpet, jeg vil nu raabe Deres navn ut over Europa. Jeg er fast korrespondent til Tysklands mest beryktade tidninger som Vossische Zeitung, som Berliner Tageblatt, som Frankfurter Zeitung. Och kommer det ikke ind i den ene, so kommer det ind i den anden. Blot av interesse for den store kunst gør jeg det. — Og hans stemme blev endnu mer fortrolig, mens han saa at den anden atter faldt sammen ved hans smiger, umælende som en opkomling, eller som Aggi, naar han roste hendes skjønne øine: Jeg siger Dem, herr Ørn: i Norge gives der ingen kritîk. Och da er en digter som De schlet deran. Det er ja forskræklig hvad 122den kritîk kan schkrive i dette land … Tyskland er über literarisch — teknîk, De forstaar. Och det, som De skaber, er eben hvad man nu savner dersyd — gromuld. Jeg vil kun schkaffe Dem forlag och oversætter. Intet mer! Jeg har en stor talent for Anempfindung och derav gode betingelser for at oversætte. Men jeg har selv mycket at gøre? men jeg kender en utmercht oversætter. Det økonomiske — og han ristet avvergende, næsten i avsky sine haandflater imot ham bare ved tanken paa det: Dermed har jeg gar nichts! Jeg er ausschliesslich Lector des Ernst Darmstadt Verlag. Men jeg siger Dem: De skal sætte betingelser. Wer wenig fordert, ist wenig wert. Aber wer nichts fordert —! De forstaar.

Om han maatte faa et par bøker nu med det samme, som Ernst Darmstadt Verlag kunde ha paa haanden én maaned? Og mens de blev skaffet frem i forlaget, sænket han stemmen: Och hvad schkaber De nu av nyt verk, herr Ørn? … Men indbunden! Ja? vendte han sig til forlagets bud som bragte eksemplarerne. Disse broschirte heft — ach! Og budet bragte dem isteden i pragtbind. Saa vendte han sig fortrolig til Ørn: Jeg utgir nu en bok i Tyskland. — En roman? — 123Ja-a. En roman. I disse dage kommer den. Om den undfaldende kunst och lefleri. Jeg faar lov at sende den? Och so maa De sige ganske ærlig och oprigtig til mig Deres dom.

Han saa pludselig energisk paa sit ur: Undskyld! Jeg har en telegram til min tidning. Aufs Wiedersehen!

V

En tidlig morgen vandret Elias Rosenthal og Aggi paa bryggerne langs havnen. Det var endda ikke mere end i mai. Og hun gik med rædde blunk i øiet, vilde gjerne ta hans arm iblandt. Det gustet blaagraat fra land. Og han følte den groende vaar inde i sig. Hans roman var kommen igaar. Og de hadde atter været paa cirkus. Men efterpaa gik de med akrobaterne paa kafé, og var tilslut havnet naa et værelse i hotel Løven, hvor de holdt det gaaende nu til den lyse morgen. Kunstens frie liv! Og hun lo og kniste hele natten: Betagende! sa hun ustanselig. Der kom ogsaa op en lystig pike fra gaten, som italienerne kaldte «La Bionda»: Aa-oh, skrek de. Come va? Og Rosenthal kjenate hende fra før, han ogsaa.

De to var i en langsom samtale henover 124bryggen: Hvis jeg flytter til Løven, sa han, so beholder jeg dig som sekretær och du kommer til mig — ja? — Og hun svarte med det rædde klip i øiet. — Manden odvikler sig ja oophørlig, forklarte han. Kvinden staar stille. En kunstner behøver bytte kærlighed.

— Men Rosenthal, sa hun bedende, tror du slet ikke at en kunstner kan skape kunst uten at bytte kjærlighet?

— So rig talent kan en kunstner være. Og han stanset op, gjorde et galant bukk og smilte: Samt so betagende den, som hans hjærte kaarede.

Dermed blev hun beroliget et øieblik, puffet til ham: Prinsen i mit eventyr! sa hun. Pekte rundt paa vaaren og aaserne: Er saa betagende, alt! sa hun. Og han pekte ned paa sine sko: Tror du, den skomager vil bytte dem for mig? — Men hun visste ikke.

De skiltes ved baathavnen. — Vær sint, naar du snakker til mig hjemme herefter! bad hun og tok ham i armen. Saan rigtig, rigtig haard i øiet! Saan haard og kold! Saa de ingenting skjønner. — Og han klukket godt over deres fælles nye hemmelighet. Men da hun hørte den latter, fik hun igjen det rædde klip i øiet.

125Hun stak av opover sin gate. Der gik en mand foran hende og skjøv en haandkjærre med en kasse sølvblank fisk. Saa begyndte han: Makrel! ropte han. Makrel? snakket det i stuerne. Mener, det er makrel! — Og kom ut i alle dører. Gamle koner vrimlet frem paa gaten med sine blikspand. Og de gumlet oprømte i munden paa hverandre: Je synes naa itte, det er justsom sommer, je, før makrellen kommer … Er med det likesom karvekaalen om vaaren … Eller kornbanna til jul. — Og en kall kom og var morsom: Tidlig sommer, sa han. Makrellen alt i lufta! — Aggi hørte dette. Og hun syntes med ett, det var som Kristiania saa beroligende atter blev en smaaby; hun tænkte paa Horten. Og oppe i vinduet saa hun bedstemorens ansigt. Hun ropte op at hun skulde kjøpe. Hun kjøpte fire til 50 øre stykket.

— Stod tidlig op, snakket hun til madam Hansen i kjøkkenet, andpusten likesom efter spranget op trappen. For at kjøpe makrel. Se her! For sekretær-lønnen fra Rosenthal. Og søsteren kom ut, og gamle Hansen ogsaa. Se her makrellen! gjentok hun i aandenød.

Bedstemoren bare stirret paa hende forstenet: Du var hjemme her inat, kanske?

Da grep Aggi ut i luften: Jeg? Jeg var 126ute paa fjorden og rodde igaar kveld med snekka, og tænkte da vi skulde faat én makrel, lel. Og saa blev det saa sent. Og saa begyndte det at blaase op. Og saa maatte vi lægge til et skjær og vente. For Rosenthal kan slettes ikke ro, kroken …

De svarte ingenting. Der laa bare stum, tung tvil i luften. Og Aggi’s ord tørket ganske bort oppe i ganen. — Noe vind har det itte vært inat, itte, gumlet gamle Hansen. Men madam Hansen laget til bøtte og klut: Se her! skar hun indætt i. Skur kórridoren og trappa med dig!

VI

Samme dag hadde Rosenthal sin anden konferanse paa forlaget med Ørn. Men før han gik, hadde madam Hansen gjort sig et ærend ind med vandkaraffelen; der hadde hun spurt bent ut om han og Aggi var forlovet. Og da han smaalo og svarte, han ingenting visste om det, kom det til heftig sammenstøt, og han blev opsagt paa flyende flekken. Da sa han blid: De opfatter altsaa den første tilnærmelse som invit til hendes kød. Det er jo betegnend for Dem, madam Hansen. — Ved det ord blev hun usikker og 127fulgte ham ut i døren; han kunde jo bli til imorgen, sa hun.

— Jeg har idag, sa han paa forlaget, faat telegram fra min forlag at nu er min roman kommen i handelen — Schmarotzer. Künstler-roman. En stridsschrift mod parasiter og al undfaldende kunst. Och naar jeg faar en eksemplar —? han bukket vindende. — Och De tillader at den eventuelle norske udgave blir dediceret Dem, de vætters och draugers betagende schkald i Norden? … Men den oversætter, som jeg talte om, kan vi ikke bruge for Dem. — Og han sænket varsomt stemmen: Unter uns, det er en av disse jødebengler, som nu overschvømmer Norge och blot lever av at snhnylte. — Han satte op en brøstholden mine: Han laante en av Deres bøger av mig med mine oversættelser i margen, udført ved hjælp av den sekretær som jeg bekoster. Jeg har ikke faat den bog tilbage. — Om han kunde faa en ny eksemplar — ja, istedenfor den stjaalne? … Och jeg ved ikke, herr Ørn. om han nu sidder och bestjæler os, och paa Deres noveller lager anonyme føljetons til tyske provinstidninger. Derfor vover jeg ikke anbefale ham til oversætter. Och hvis jeg selv blot kunde faa tid —! Jeg siger Dem: Vi to er ja 128temmelig beschlægtet kunstnerisk. — Han stillet sig op, la hodet litt bakover og halvlukket øinene i knusende foragt likeoverfor et syn, hans indre øie nu hadde: Jeg er træt den gamle kunst. Nu har jeg ofret fem aar for at vinde Tyskland for Ibsen og ældre norsk digtning. Nu er rækken til de unge. Jeg er kommen hid for i min forlags navn at søge Die Kunst der Zukunft. Her har jeg ved min sekretær sat op en schema over hvad jeg savner nu og venter mig av den øieblikkelige kunst i verden: Erstens religiøser Roman, zweitens planetarischer Roman, dritens Roman der Seelen, viertens Roman der Idéen. Dette er die Kunst der Zukunft. — I det samme kom budet med det nye eksemplar istedenfor det tapte: Indbunden, ja? — Og budet maatte atter avsted. Han fortsatte i sin forrige holdning: Jeg er Verlag Ernst Darmstadt’s Generalkommissär für Europa. — Og han overrakte ham papiret: Tillader De at jeg —? De er jo en av den nye kunstens mænd. Av Dem venter min forlag nu to à tre religiøse Romane i lighed med Nøkken, som begynder med den raa folketro. Och min bog er den første av de tre Romane der Idéen. — Reiste saa de kyske haandflater: 129Har intet med det økonomiske! Men vore pekuniære resourser er praktisk talt obegrentzt … Jeg er nu ved min sekretær begyndt at oversætte Deres bog Nøkken. Och forudsætter ja at jeg har Deres autorisation —?

— Ja. Jo. Men jeg forstod Dem som De kun vilde skaffe mig forlag? — Och gaar det godt, jaget det rapt, so deler vi likt. Ligesom Berit Herwig. Jaja. Det stemmer. Jaja. — Saa blir honoraret, snakket den anden, for oversættelse en sak mellem Dem og forlaget?

Og Rosenthal smilte stort og hjælpsomt: Det er ja eben en forlag, jeg vil schkaffe Dem, herr Ørn! — Men var det ikke da naturligst og greiest at ordne det slik at forlaget betalte mig?

Han smilte atter stort, men forundret: De har ikke tillid til mig, herr Ørn. — Hvordan kan De da si det! — Og Rosenthal søkte herunder bort til en stol, hvor han sat stum og forurettet, mens den anden prøvde at gi opreisning og vinde ham tilbake: Jeg vil kun nødig sælge mig i det blaa … Deres forlag kan jo ha bøkerne paa haanden i et par maaneder … Saa kommer det med et bestemt forslag til kontrakt.

Rosenthal reiste sig tilslut, men smilte igjen til dette uforbederlige barn i alt som 130forretningssaker het. Saa sa han: Hvem ved om den forlag ikke er en Kunstschmarotzer, och bedrager dem som er schlette Geschäftsleute? Jeg kan da ingenting garantere. Og saa slog han om, uendelig træt, næsten grætten, tok frem en bloknot: Jaja. Men forst schkriver jeg en artikel om Dem och Deres værker i Tysklands mest udbredte tidning. Hvad er det, som er Deres digtnings idé? — Og blyanten stod færdig til at fæste det koldt paa papiret: Thi al kunst er kunst over idéer. Find en idé; hvis ikke, bliver det ja blot indholdsløs provins-kunst. Och jeg forsikrer Dem, herr Ørn: av den art har Norge mycket nu … Eller er det kun Selbsterlebniss, hvad De skriver? Hvad er Deres fader? Och hvor har De tilbragt Deres barndom? Hvad hed so gaarden? Deres hovedindtryk? …

Spørsmaalene haglet ned over ham. Han blev saa renset for al indmaten, at han var som en sloet fisk tilslut. Da saa Rosenthal energisk paa sit ur: Undskyld! Jeg skal ned til min postbox, nu er sikkerlig min tyske post kommen, med de første rezensioner av min bog. — Om han kunde faa endnu to-tre værker av ham? … Indbunden, ja? Aufs Wiedersehen!

VII

131Rosenthal gik isteden direkte hjem. Der duftet det stekt makrel, sommerens første, over hele huset. Og han kaldte Aggi ind — stemmen var isnende, da han ropte «Frøken Hansen!» — og leverte hende sine sko med strenge panderynker: Gaa til den skomager! De er ja ikke betalt, saa han kan ta dem tilbage eller bytte dem. Se, her er en værk i pragtbind av Norges største digter Erik Ørn: gi ham den, hvis han gjør vanskelighed. Nu er ja sommer, och jeg trænger sommerskor. Og han knakket i bordet til hende: Ikke boxcalf. Ikke boxcalf! Ellers flytter jeg — einverstanden?

Hun tok skoparret og gled ut, blankpusset dem først og gik; det syntes hende som det var hendes egen kjærlighet som nu skulde byttes. Han aapnet vinduet, la sig ut av det og lyttet. For skomakeren bodde like under; og butikdøren blev staaende oppe efter hende. Han hørte hvor hun godsnakket og løi og kjæmpet for livet dernede, krympet sig som en orm; og hans ene overlæbe løftet sig blodtørstig til smil, her han laa og lyttet til angsten:

… Skulde høre, hvis det ikke var 132vanskelig, om De vilde ta igjen dette skopar? De gaar likesom ind her bak … og saa vilde han hat dem litet grand høiere … og saa var maljerne store, syntes han … Men, hvis det var nogen vanskelighet, saa skulde jeg si, saa beholdt han dem. For han var svært tilfreds med dem ogsaa, selv om det var litt tykt, læret, nu i sommervarmen.

Det blev en lang stilhet: Men dem er brukt, svarte skomakeren. — Nei, han har bare prøvet dem inde. — Men det er sand under saalen. — Ja, da har det været sand paa gulvet. For ute har han ikke været … Og her er et pragtverk, han vil gi Dem for Deres venlighet.

Det blev en ny stilhet. Skomakeren svarte ikke spor til pragtverket: Men dem er saa høie som dem pleier være, sa han. Og boxcalf vart vi forlikte om. — Ja, jeg skulde si det at var det nogen som helst vanskelighet, saa beholdt ham dem. Men det var bare saa store maljer. — Da kan han sætte tykkere lisser i, se. Jeg kan bytte lisser. Og maljerne er ikke større end dem bruker, se. Nei da … Det er bare at bytte lisser det, se. Og boxcalf vart vi forlikte om …

Og nu hørte Rosenthal han begyndte at pusse dem: Og saa kan én pusse dem 133rigtig pene og holde dem blanke. Her er tykkere lisser. Det er bare at bytte det, se. Og her er pudsecrem. Da holder dem sig pene og blanke … For det er bare at sætte tykkere lisser i det, se. Og skafterne er som sedvanlig, dem. Og boxcalf vart vi forlikte om.

— Nei. Hvis det var nogen som helst vanskelighet, saa, sa det opgit. Og skomakeren fulgte ut i fangskindet, la lisser og æske i skoene, og pragtverket ogsaa, sa rolig: Det! Det er bare at sætte tykkere lisser i det, se …

Dermed var Aggi’s skjæbne beseglet. Da hun kom op igjen med skoene, var Elias Rosenthal fra sig av sinne, og stod med sin færdigpakkede haandkuffert i haanden: Dummes Mädel! So flytter jeg til min hotel! — Hun fulgte efter. Hinter! hvæste han. — End husleia da? kom madam Hansen ut i korridoren. Er det, Dere tænker paa da, Rosenthal? — Paa bordet, madam Hansen! ropte han nede i trappen. Och jeg er likeglad om det schkidt gebiss! mumlet han.

Der laa tilbake paa bordet et eksemplar av Erik Ørns Nøkken i guldsnit, samt et krigsbillede forestillende Kung Carl XIV Johan i slaget ved Auerstädt aar 1806. Det134hadde forgyldt ramme og glas; og kungens ørne-øie speidet. Men Aggi faldt i krampegraat ute i kjøkkenet.

VIII

Næste dag kom hun til hotel Løven og var sekretær. Hun gik dit hver dag. Og nu blev hun fræk likeoverfor bedstemoren; en dag kaldte hun ham bent ut sin forlovede. Saa nu var madam Hansen næsten sikker paa at her var et forhold. Og hun sa hun vilde ikke se hende indenfor korridoren, hvis hun gik én gang til, for den mindre søsterens skyld: Kunstnere og slikt! blaaste hun. Hun blev saa haard med hende, at Aggi tilslut tok post paa strykeri. Den dag skrev madam Hansen til Horten efter faren. Saa nu kunde han ventes hver dag det skulde være. Og det fortalte Aggi. Elias Rosenthal bestemte sig øieblikkelig til at forlate byen for et par maaneders tid. Det faldt ellers saa heldig at dette hændte samtidig med Hamburger-cirkus’s opbrud. Og han skrev og bad pr. omgaaende om en ny konferanse med digteren Ørn, idet han opgav ham en stille kafé, hvor de kunde møtes i al gemytlighet og forhandle uforstyrret.

135Dengang kom han litt over fastsat tid. Han dalte ned ved bordet i et veir av energi, stønnet frem: Her er den korrespondanse om Dem, herr Ørn! Med den raaber jeg nu Deres navn udover Tyskland som de draugers och de vætters betagende digter i Norden … Men jeg trænger have autorisation til alle Deres værker, hvis jeg skal arbeide Dem ind paa den tyske marked. For i modsat fald kommer ja en jødebengel och schnapper mig de frugter av mit arbeide. — Ja. Jo, hakket det til svar. Men vi maa ha sat op klare betingelser. For jeg sælger mig nødig saadan i det blaa. — Rosenthal rynket bryn: De schtænger Deres karriere, herr Ørn! Och denne artikel, som har kostet mig meget arbeide, aabner Dem Europa. — Kunde maaske faa lov til, mumlet den anden varsomt, at holde én skadesløs med en bestemt liten sum for en slik artikel! — Um Gottes willen! Og han viste de kyske haandflater ved den blotte tanke om penger: I den tiske presse er ingen korruption. — Men kjære, det er jo ikke tale om andet end en nødtørftig skadesløsholdelse for den tid, man har kastet bort og kunde anvende til et andet, lønsommere arbeide.

Der blev en lang, isnende stilhet ovenpaa 136en saadan skidden tanke: I det land arbeider aandens mænd blot for idéen, sa det tilsidst! Saa smilte han fint med sin tandløse mund: Och De er ja allerede begyndt at trække paa aarene, herr Ørn. Jeg forsikrer Dem: Nu eller aldrig! — Men slog igjen om og blev snurt: Det økonomiske er mig ja egal. Henkastet saa: Jaja. Vi kan ja dele likt. Jaja. Det stemmer. Jaja. — Men den anden sa varsomt: Blir ikke det atter i grunden i det blaa? Heller en fast sum! — Det økonomiske er mig egal, smilte han i foragt. Men sa saa, opgit av træthet: Kom med en forschlag! — For eks. femten mark pr. ark pr. tusen? — Omøilig! Ach, ingen forlag kan betale det … Nu er Deres øieblik, herr Ørn. Nu, eller aldrig! For den digter, som ikke gaar frem, gaar tilbage. — Og saa pakket han ut et eksemplar av sin bok Schmarotzer. Künstler-roman von Gustaf Lied: naar den kom paa norsk, vilde han bede om tilladelse at dedicere den til ham, søilen i Nordens digtning, de draugers och nøkkers frodige skald … Och imorgen reiser jeg til Tyskland paa någon månad, da min gamle mor har hat schlag och jeg gerne vil se hende, før hun dør. Och med det samme kunde jeg tale 137Deres sag med min forlag. — Tusen —! Ja. Jo. Men jeg foretrækker en bestemt sum, betalbar til en bestemt tid. — De ved ikke Deres egen fordel, herr Ørn! — Jeg kjender andre med denslags betingelser. — Maskinoversættelser kender De nok mycket av! Wer wenig fordert, ist wenig wert.

Og der blev atter en lang stilhet. Saa sa han dæmpet, næsten dyster, og rynket truende bryn: Jeg siger Dem, herr Ørn, jeg begynder til at faa en stor navn i Tyskland. Min bog —. Og han reiste sig fra bordet: Jeg behandler i den literære plattenschlagere paa kaféerne. Som denne A. F. Pedersen.

— Han har gjort vakre digte, forsøkte den anden.

— Men han laaner ja penge! … De er ja ligedan allesammen. Och ingenting schkaber … En stridsschkrift, De forstaar.

Men da de var ut paa gaten, sænket han stemmen til dyp fortrolighet: De har ingen brug for en billig sekretær, herr Ørn, ja?

— Nei? Jeg? … Nei.

— Er De kanske allerede gift?

— Jeg?

Rosenthal blev endnu mer hviskende i røsten, og nu suget han barnslig paa sin overlæbe. Og de vandret op og ned i 138sommernatten: Det er en trofast och imødekommende dame, som jeg har tat mig av. Och nu er jeg bang at hun skal komme paa galne veie, mens jeg er bortreist … Det er en sælsom oplevelse med den dame: En aften, hvor jeg kom nedover den Rosenkrantzgade, so gaar der en dame frem och tilbage udenfor min hotel Løven. Och jeg talede til hende: «Hvorfor gaar De her?» sagde jeg. «For ingenting,» sagde hun. «So kan De gaa med mig paa min værelse,» sagde jeg. «At De ikke schkal komme i en ulykke … saadan ene och hjælpeløs i den store och farlige by.» … Och nu er jeg atter bang at hun schkal komme til schlette mennesker, mens jeg er bortreist, herr Ørn. De har ingen brug for sekretær i den tid, ja? … Och so tager jeg hende tilbage, naar jeg kommer igen. Hvad siger De?

— Nei, jeg —?!

Saa mumlet Rosenthal for sig selv, mens han suget barnslig paa sin læbe: Blot bang at Aggi skal komme til schlette mennesker … Ene och so hjælpeløs! …

— Kunde jo for første bok si ti mark pr. ark? mumlet den anden om en stund. Da tok han heftig i: So siger vi fem mark pr. ark pr. tusen eksemplarer, herr Ørn! — Blir litet og 139ingenting for en hel bok det, svarte det sørgmodig. Nei. Det kan ikke kaldes udmerkede betingelser. — Da smilte Rosenthal stort over dette umyndige væsens utak: Men jeg overlader Dem ja min billige sekretær ogsaa, herr Ørn.

De vandret igjen tause op og ned paa gaten. Det aandet ut i sommernatten fra havernes syriner. Tilslut hvisket Elias Rosenthal, hæs av mystik, og pekte ind i det lysegraa og det grønne: Er det ikke som De kunde forestille Dem dra-ug och nøk … Altsaa: fem mark pr. ark pr. tusen? Jaja. Det stemmer. Jaja.

De vandret og vandret. Og Ørn gav intet endelig svar paa hans forslag til kontrakt. Rosenthal begyndte at tro, det grangivelig holdt paa at trække op til avslag. Og han blev harm i sit hjerte over en saadan frækhet. Men han sa sørgmodig og tok kjærlig hans arm: Jeg savner inderlig kunst hos Dem, herr … herr Ørn. Og han famlet likesom efter hans navn. Sa saa sterkt, formelig stønnet det ut i smerte: Naar De doch kunde paa den ydre virtuosität verzichten, herr-eh —! Og nu hadde han mistet navnet.

Men paa det svarte ikke Ørn. Og den anden sa da syrlig: Jeg hadde nemlig ikke 140den ære at kende Dem och Deres kunst i mindste detalj. Men da De var en kollega av Berit Herwig, som ja er en søile i Nordens digtning, so gik jeg ud fra at De doch var en schkabende digter og ikke blot schmarotzer.

Da stanset Ørn op: Tak for det, herr Rosenthal.

— For hvis ikke, so vilde jeg naturligvis sige Dem lige ud: Ryg ad helvede til … Aufs Wiedersehen, herr … herr Aaspeflaten!

IX

Dagen var en deilig solskinssøndaglangt ut i juni, og Kristiania-skraaningen med alle sine stolte aasrygger laa i dis og pustet høisommer overalt. Sommeren var blit saa stor i den graa, uglade by at der likesom ikke længer var plads for noget cirkus nu. Sommeren er saadan. Og de som kunde, var paa benene og ute av selve byen; de stimet mot sine gamle knauser fra ifjor eller til en fredet rydning: de visste om inde i et skogholt. Bare gamle folk sat idag tilbake i parken eller paa verandaen og saa de unge søke ut i det frie. I berget paa Ekeberg-kanten eller ute paa Bygdø kløv unggutter omkring hele 141dagen, eller laa i groperne, og naar folk gik forbi paa stierne nedenunder, tittet de frem som laksefiskere fra sit stillas; og stundom hadde de flaske hos sig. Ja endog op i knausen under Akershus laa der en slik «artig blei »: Her er ordentlig deilig utsigt her da, ser du! drønnet det nedover dem, som stod paa bryggen og glante efter Danmarksbaaten; og publikum smilte svakt som ved naive rop oppe fra galleriet i et teater. — Hamburgercirkuset hadde holdt paa en hel nat at indskibe sig, hester, akrobater med hovne fjæs, trippende hunder, divaer. Og i det vrimmel smøg generalkommissär für Europa Elias Rosenthal sig uset ombord tidlig om morgenen; hans sidste konferanse med Ørn faldt jo akkurat sammen med Hamburgernes avskedsforestilling. Og nu stevnet han mot kunstens nye, frie kyster; damperen râk utover fjorden utvisket av stenkulsrøk og skummel i den lyse solskins-luft. Og hans eksemplar av Nøkken og novellesamlingerne var allesteds over teksten og bort i margen fuldt av de blyant-oversættelser, han hadde faat ved sin sekretærs hjælp, svart og skummelt som selve Danmarksbaaten her midt i sommerlyset; for novellerne skulde realiseres som anonyme føljetoner til tysk provins-presse.

142Da artisternes venner, som stod igjen her paa bryggen, hadde mistet dem, søkte de at trøste sig saa godt de kunde. Men akrobaternes La Bionda opsøkte Aggi først. Saa gik de to til hotel Løven; men der svarte man at Rosenthal var reist igaar. Og da foreslog La Bionda at de skulde slaa sig løs. De tok ut av byen efter de unge. —

Hele dagen yrte det av folk ute paa Bygdø. Og veistøvet stod høit opunder trærne, da kvelden kom og folk søkte indover til byen igjen. Nye og gamle bekjendtskaper, men par og par. Og her gled ogsaa to piker i tyveaars-alderen, og den ene var Aggi. Hun var i fin kniplingskjole, som var litt for kort; for hendes nye veninde hadde lokket hende at ta paa laan et par plagg av kundernes vask i strykeriet. Hun var snørt, og svællet ut ovenfor og nedenfor beltet, hadde himmelblaat bluseliv, og det var hendes eget; svære vippende hatter — det hadde de begge — og nye høihælede sko, det lyste av lær under saalen. Og de trodde de var klædt paa høieste mote. Men de var allikevel fremdeles uten herrefølge. La Bionda hadde pløsne kinder, og øinene i det dvaske ansigt var uglade av last, brune som tobakssaus; kanske det ytre gjorde at folk skydde dem. 143Men selv undret de sig over det: skulde det være den lilles skyld, som hang efter dem? for Else hadde truffet dem i byen og tigget om at faa bli med. Og nu var de saarbent og trætte av alt, de hadde speidet og jaget; de var gaaende, for de hadde ingen ti-øring til trik eller færge — den sidste brukte de til brus paa Sæterhytten.

Et stykke efter folger Aggi’s syvaars søster i en fjorgammel, gulnet straahat og med hænderne paa ryggen og i hullete sandaler; bare stirrer ydmyg paa kniplingskjolen. Hun hadde faat ordre til at gaa et stykke fra dem; det var La Bionda som nu forlangte det. Og hvergang hun allikevel naar frem, lyder Aggis brustne røst: Hinter! … Hinter, har jeg sagt! — For der kunde jo endnu dukke op herrebekjendtskaper: Hvad har jeg sagt! — Og hvergang lystrer den lille spørgende, men som en hund … Saadan er vel sommeren.

Under trærne ved Fæstningspladsen sitter der to gamle paa en bænk ensteds og myser fortapt utover fjorden, der Danmarks-baaten med kunstens mænd var blit borte. Der er almefrø i alléens ganger, og spurvene basker ivrig, saa frøet fyker, og later som de endnu sanker til sin rede. Menneskenes skridt blir 144dæmpet, naar deres føtter trær paa det teppe av frø. En gammel madam i forældet ørehat sitter i den ene ende av bænken, sitter og vagger ustanselig med hodet over det forfærdelige ved kunsten og ved sommeren og over alt som vondt er. I den anden, og med ryggen halvt til hende, sitter gamle Hansen og mumler stundom ord ned i det lange skjeg, som er mørkt og saa underlig litet graanet; men han er, ret som det er, op i øinene med fingrene … Ja, for saadan er sommeren.

Om Fra Fonneland til Svabergssveen

Samlingen ble gitt ut i 1922 og inneholder sju noveller og humoresker: «Det knaldrer og blaaser», «Sandkorn paa et øie», «Fonnelandsmanden», «Ildmørje», «Der generalkommissär», «Paa bunden av glemselens flod» og «Gampen paa svabergssveen».

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1922

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook