Det er skjelden at nogen bekjendt Digter noget berømt Navn forvilder sig til vort fjerne Norden. De Utaknemlige! Deres Tanker streife os kun som Halvbarbarer medens deres Produkter paa intet andetandet] rettet fra intet ved overskriving Sted i Verden blive læste med en renere, paa alle lavere Tilsætninger urørt Beundring end her, ja maaskee netop af den Grund at vi staae deres Person saa fjernt omgive vi denne med en Nimbus, som kun det ubønhørlige nærmere Bekjendtskab er istand til at forstyrre. Vist er det at denne Veneration kan gaae for vidt, da den strækker sig til det tilfældigste og trivielste ved deres Personlighed; saaledes see vi vor elegante læselystne Verden med graadig Interesse styrte sig paa den Notitze, at BulwerEdward Bulwer-Lytton (1803–73) gaaer med lyse Beenklæder, og at HeineHeinrich Heine (1797–1856) hverken røger Tobak eller spiser Suurkaal, og at – Nedskriverinden af disse Blade tør ikke rose sig af [at] høre til de fornuftige Undtagelser. Jeg havde læst Forfatteren af «die Nordseelieder»,«die Nordseelieder»] del av Heinrich Heines Buch der Lieder (1827) og da jeg kom til hans Fødebye, med hvilken hellig Ærbødighed opsøgte jeg ikke ethvert Spor af Digteren, medens jeg blot mødte hiin Kulde, hiin smaaelige Indignation som man viser ‹Mennesket› ‹…›Skade med teksttap. Ordet er i Collett 1913 lest som ‘Heine’, men denne lesningen stemmer ikke med de bokstavrestene som ses ved multispektral analyse Det er en smertelig Operation at adskille Digteren og Mennesket, men Erfaring lærer at man overalt er nødt dertil. Jeg lod mig imidlertid ikke afskrække ved den første Skuffelse: jeg læste: «Charlotte Stieglitz, ein Denkmal»,«Charlotte Stieglitz, ein Denkmal»] roman av Theodor Mundt (1835) som underligt nok her først skulde falde mig i Hænde.

Ingen Bog i Verden har grebet saa dybt ind i mit Hjertes skjulte Traade som denne kunde jeg forebygge at min Interesse ogsaa omfattede Forfatteren? jeg er selv ikke enig om var Digteren eller Forsvareren af denne ædle Sværmerinde som meest opvagte den, og det Ønske engang at træffe ham, endskjøndt dertil var der liden eller ingen Udsigt. Min Sejour i Hamburg, var næsten tilende, da den gamle ærlige RathCarl Friedrich Ernst Ludwig (1773–1846) fortalte at Theodor Mundt var kommen til Byen, at han ventede hans Besøg. Det glædede mig naturligviis, men nu begyndte jeg belært af saamange traurige Erfaringer, at nedstemme 6mine Forventninger om hans Person. Man havde sagt mig at han var Læge og han selv synes jeg at erindre hentydede derpaa i sin Bog, jeg udkastede da et Billede af en tør pedantisk gammelagtig Doctor som kommer i Morgenbesøg, og af Fruen blev buden til Aftens, og som derved retfærdiggjorde sit Navn af «Huusven».

Hans herlige varme Skrift tilgive mig denne Idee om ham! Længe før i Begyndelsen af Vinteren havde Ch. St–s Portrait, som staaer foran i Qvartudgaven og hvortil hans forunderlig gribende Skildringer leveret den skjønneste Kommentar, begeistret mig, og vagt det Ønske hos mig at lære denne Kunstner, en ung Maler fra Berlin,en ung Maler fra Berlin] identifisert som Biong (Collett 1895) at kjende; han opholdt sig netop dengang i H. og da jeg hørte Rath havde stiftet Bekjendtskab med ham bad jeg hiin engang at føre ham ind hos os. Gamle Rath, som gjorde ethvert Ønske af mig til en Befaling, havde heller ikke forsømt dette, men det blev uden Følger, den unge Maler uvist af hvilke Grunde viste ingen Lyst til at ‹…›Skade med teksttap. Ordene er i Collett 1913 lest som ‘lade sig see.’, men denne lesningen stemmer ikke med de bokstavrestene som ses ved multispektral analyse. Eventuelt slutter teksten med ordet ‘herpaa.’ Imidlertid trøstede jeg mig let da jeg hørte ham skildre af alle der havde truffet ham, som en uhyre seig langweilig Schwatzer, som med intolerant Suffisance bedømte ethvert andet Product, medens han selv kun var en maadelig Kunstner. Det Portrait af Ch. S. var ikke af ham det var bleven forvexlet med et andet, jeg ikke har seet, men som formodentlig ikke fortjener at nævnes sammen med hiint. Saaledes gik Vinteren hen, og Tiden til min Afreise nærmede sig; med Lysten til at see og tale med ham, svandt ogsaa hans Minde af min Hukommelse da jeg ganske ved et Tilfælde blev bragt i hans Nærhed. Netop den samme Dag som Rath havde fortalt mig Mundts Ankomst, sad jeg ved Siden af OscarOscar Wergeland (1815–95) og saae die Jüdin.die Jüdin] opera av Jacques Fromental Halévy Den dobbelte Nydelse som dette herlige Kunstværk skaffede mig og min elskede Broder, maaskee ogsaa en Smule Coquetterie (skyldigt eller uskyldigt vil jeg have indstillet) at kunne vise mig for Hamborgerne under Beskyttelse af hans glimrende Epualetter og kjække ungdommelige Skjønhed, og en saa værdig Fader, gjorde mit Humeur mere rosenfarvet end sædvanlig. Det lignede den blomsterrankede Kjole med flagrende Baand jeg just havde paa. Ved Slutningen af anden Act vare en Herre og en Dame komne ind i samme Loge. Damen havde jeg flygtig seet da O. i en liden Raptus af ridderligt Galanterie, som visselig ikke findes i Hamb. tilbød hende sin Plads, hvilken hiin imidlertid formodentlig i den pludselige Overraskelse ikke modtog. Hendes Ledsager derimod, havde jeg ikke seet, men den høirøstede Stemme og egne suffisante Maade hvorpaa han førte Underholdningen der meest dreiede sig om Skuespillet, bragte mig dog til at tænke: hvem mon det er? Det er altid noget, naar man kan blive bragt dertil. Gamle Rath som sad bag mig kom min Uvished imøde og fortalte at det var B., Maleren. Imidlertid, da jeg ikke dreiede mig om blev der ikke vexlet et Ord. Dagen efter da jeg var paaklædt for at gaae ud, blev jeg overrasked ved at høre at Mundt var inde tilligemed B. som jeg for første Gang hørte var en nøie Bekjendt af ham. Man ventede jeg vilde komme ind, der var bleven talt om mig. Altsaa nu skulde jeg see en Digter, en tynd Brædevæg skilte mig fra denne Guddommens Repræsentant. En Tærskel kun, og denne skulde jeg selv overskride! min gamle Skræk for en saadan Optræden kom som lamslaaende over mig og kun den Tanke hvilket Rov jeg begik mod mig selv om jeg lod denne taabelige Frygt faae Overhaand, bekjæmpede den, jeg satte Hatten paa trak og gik om til den anden Dør som fører fra Gangen ind i Dagligstuen[.] Der ligger virkelig en forunderlig Talisman mod Frygt i en saadan Hat; man kan undflye hvert Øieblik under Paaskud af et uopsætteligt Besøg. Da jeg af Erfaring vidste at intet er daarligere end at vente ved Dørene indtil Modet kommer 7greb jeg det med et Slags fortvivlet Anstrengelse selv og traadte kjækt ind. Under Forestillingerne, Hilsenerne og min næsten hørlige Hjertebanken havde jeg endnu ikke ret seet ham og først da vi havde placeret os, han paa sin Plads i Sophaen, jeg ligeoverfor til Venstre Maleren, og Rath og Räthinidentifisert som Rosine Wilhelmine Ludwig (Steinfeld 2012) – jeg veed ikke hvor – havde jeg Roe til Iagttagelse. Ak nu kommer Knuden – Beskrivelsen.

Digtere, de moderne især, som skulle hente denne af Phantasiens Rige, stjæle saa ofte Træk af Virkeligheden for at forlehne den Sandhed medens man ved Skildringen af en simpel virkelig Tildragelse er saa tilbøielig til at lægge vel stærkt paa af Phantasiens Farver, og at undgaae dette sidste er det jeg vil omhyggelig vogte mig for. I de 10 Minutter jeg var inde, talte jeg neppe 20 Ord med Dr Mundt. Han havde vendt sig til sin Naboe, og førte en temmelig ordknap Samtale, derimod havde Hr B. med saadan Iver lagt mig i Beslag som om han forsøgte at indhente den Tid han havde forsømt. Var M. ordknap saa var jeg det Modsatte. Deels tvang mig B til denne forcerte Ordriighed, deels søgte jeg i den at give min Forknyttelse det sidste Stød. Jeg vil derfor tilstaae at jeg bagefter ærgrede mig over min Snaksomhed som ikke er mig naturlig; thi vel var jeg forfængelig, men ogsaa beskeden nok til at frygte at jeg ikke skulde have Kraft nok til^formaae at fortrænge dette første Indtryk som man siger er det overveiende, og jeg frygtede at dette første Indtryk af mig var ufordeelagtig[.] En ung Pige, saa ugenert, saa ordriig i 2^de aldrig før seete Herrers Nærværelse! Da jeg efter et Qvarters Tid recommanderede mig og gik ned af Trappen, forekom jeg mig som en Bog i denne Menneskestuderer og -kjenders Hænder, hvis frivole Titel ikke lader slutte til dens ærbare Indhold. Dr. Mundts Udvortes, havde dog overrasket mig. Fru Räthin, havde vel sagt føren jeg gik ind at det var «ein hübscher junger Mann» men da Fruen var temmelig ødsel med saadanne Udtryk, lagde jeg ingen Vægt derpaa. Dennegang traf det dog ind, skjøndt jeg maae sige at dette Prædicat ikke betegnede ham; idet mindste er jeg vis paa at Faae, selv i det paa mandlig Skjønhed saa fattige H. vilde fundet ham smuk, og dog havde dette Ydre for mig, som har store Fordringer til den menneskelige Forms Skjønhed, noget særdeles tiltrækkende. Den Skjønhed der er skjult for Massen holder sig ligesom skadesløs ved den dybere men tause Hyldning som enkelte Individualiteter yder den. Mundt var af næsten mere end Middelhøide, af slank Bygning og en vis Spædhed og Fiinhed i de enkelte Dele som jeg ikke kan kalde Tyndhed eller Magerhed. Hans Ansigt havde en ungdommelig Runding og Colorit, som det undrer mig han har kunnet conservere thi han er en Mand paa nogle og 30. Hans Haar er mørkt og lokket, og temmelig rigt – og dertil efter Faldet at dømme meget blødt, men som dog skjuler kun den ene Side af den smale udtryksfulde Pande. Profilet har intet udmærket det viser fuldkommen den tydske Oprindelse. – Overgangen fra Panden til Næsen meget dyb og denne nedentil temmelig fremspringende. Hvis jeg gjerne vil forbigaae Øinenes Beskrivelse, da er det ikke fordi der intet kan siges om dem, men fordi mine Evner strande her, jeg er saaledes ikke istand til at forklare Udtrykket i disse Øine, men jeg har en Anelse om at i dem concentrerte sig hans hele Skjønhed. Saaledes kan undertiden den nedgaaende Sol udbrede over det fattigste Landskab en magisk Glands, der skuffer Betragteren. Man skjændte ofte paa mig som Barn, fordi jeg havde den Vane at stirre paa Solen med aabne Øine, havde jeg fortsat dette Experiment vilde jeg maaskee have lært at udholde Middagssolen i dens Glands – men neppe – M-s Øine. Der var noget i dem der bragte mig til at slaae mine ned ved et Blik af dem. Kan hans Øine udholde denne himmelske Sammenligning, saa var hans Mund desto mere jordisk, dens fyldige Læber sluttede til 2 Rader af de hvideste Tænder, ‹…› ‹…› ‹…› ‹…› ‹…› ‹…› (jeg er en stor Ynder af hvide Tænder) – denne Mund havde idealiseret noget af den Form man tillægger de Gamles Fauner. Han loe skjelden og aldrig høit, derimod smilte han ofte, og dette Smiil der gjorde hans dybe Mundvinkler endnu dybere, endnu uudgrundeligere, ophørte altid pludselig, men over hele dette charakristiskecharakristiske] feil for charakteristiske Ansigt var udbredt 8noget blidt Godmodigt, der indgjød Tillid. Han talte lidet, med lav Stemme, der aldrig blev heftig, i sine Domme kunde ingen være mere overbærende end han og jeg hørte ham med mageløs Koldblodighed døie Andres, ved deres borneerteste Anskuelser taug han og smiilte dybt og forunderlig – kort der lod sig ikke tænke et Væsen saa beskedent saa fordringsløst, saa fjernet fra al Stræben efter ‹Kn›aldeffect, alskens Affectation og Vindbeutlerie som hans. Man fandt ham som alle andre elskværdige Mennesker og dog var han ikke anderledes, men man kunde ikke gjøre Rede for hvori det stak. Dette er allerede nok til at skaffe ham 2 Slags Fiender paa Halsen. En Digter er da værst faren af alle, thi han maae tilfredsstille det lunefulde Uhyre Publicum baade med Hensyn til hans Frembringelser og hans Person, thi ‹de kunne› aldrig abstrahere aldrig denne fra Digteren, men bedømme altid den Ene fra den Andens Standpunkt. Har derfor mangen fra M-s fordringsløst^milde geräuschlose Væsen gjort Fordringer til hans Aandsprodukter ville dede] rettet fra man ved overskriving finde sig ligesaavel skuffetligesaa skuffet] er rettet fra skuffet ligesaa ved nummerering over ordene som de der kjende dem, og ønske at see dem mere afpræget i ham; hos hine tabe Digteren, hos disse Personen.

I denne NB kilder-utgaven publiseres Forloren Skildpadde i sin helhet for første gang.

ISSN: 1894-7662 NB kilder
ISBN: 978-82-7965-238-0 (digital utgave, bokselskap.no), 978-82-7965-239-7 (epub), 978-82-7965-240-3 (mobi)

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Om Emilie Diriks

Emilie Diriks er kjent som Camilla Colletts venninne fra ungdomstiden, og stort sett alt vi vet om henne stammer fra tekster av og om Camilla Collett. Dessuten får man et fint innblikk i hennes følelsesliv og karakter ved å lese den omfattende brevvekslingen mellom Emilie og Camilla fra 1835 til Emilies plutselige død 33 år gammel i 1843.

Les mer..