Forraadt

av Amalie Skram

II.

Kort efter kjørte Ory afsted med sin Brudgom, som sad lidt fremoverbøjet med opknappet Overfrakke og Hatten i Nakken.

Ory trykked sig tilbage i Vognhjørnet og holdt Benene tæt ind til Sædet. Med skarpt lyttende Øren vogted hun paa Riber, mens Ordene: Underdanig, lydig som et Lam, Brudeseng og Guds Forordning dansed rundt i hendes Hjerne, saa hun kjendte det i Panden og i Nakken.

Bare han ikke rørte sig – eller begyndte at sige noget. Værge sig med Hænderne, be for sig rigtig vakkert –.

Det klemte for Brystet, saa hun knapt kunde puste.

Endskjønt – det vilde være bedre, om han sa noget. Denne Taushed var liksom straks før Dommedag. – Han var jo altid saa snaksom ellers. Hvad mon han sad der og pønsed paa.

«Ha, ha, ha!» lo Riber pludselig smældende højt.

Ory fôr sammen og blev endnu mere angst, men da Ribers Latter blev hjærteligere og hjærteligere, spurgte hun lettet om, hvad der gik af ham.

«Stakkels gamle Præstetutlingen,» fik Riber frem gennem Latteren, «han blev saa forbløffet, da jeg rev Haanden min ud af din og tørred mig i Issen, saa jeg hørte det knak i Knæerne hans.»

«Ja, det var nu ogsaa underlig gjort,» sa Ory. «Midt i Fadervor, da vi laa der og knælte foran ham.»

«Men han spytted jo paa mig, da han nøs, forstaar Du. Er det passende for en Provst at nyse midt i Velsignelsen over Brudeparret?»

Ory lo saa smaat.

«En prægtig gammel Fyr,» vedblev Riber oplivet. «Blev du ikke fuld af Latter, da han raabte: Jag mig den Hunden der ud af Kirken?»

«Og med saa’n dejlig ilsket Stemme,» faldt Ory ind.

«Ja saa inmari ilsket,» sa Riber og lo igjen. «Saa inmari ilsket,» vedblev han et Par Ganger med et langeligt Tonefald, som vilde han nødig la Emnet fare.

Efter dette sad de en Stund tause. Riber syntes optat af egne Tanker, og Orys Angst kom igjen. – Ikke engang hendes Forældre, som var saa gamle og saa godt kjendte, laa i samme Seng. – – –

«Sig noget da, Aurora,» det lød som et Klask midt i Stilheden. «Du sidder der saa udeltagende. Lad mig i det mindste faa fat paa Haanden din.»

Ory rakte ham Haanden. Han krængte den uknappede Hanske ud over Fingerspidserne og begyndte at kysse Haanden baade udvendig og indvendig, mens han rykked hende nærmere. Ory gjorde sig saa smal, hun kunde, og sad tilsidst mere paa Vogn væggen end paa Sædet.

«Hvad er der i Vejen med Dig?» spurgte Riber, og Ory kunde høre paa Stemmen, at han rynked sine Bryn. «Svar da, Aurora!»

«Jeg kan ikke like, at Du kalder mig Aurora,» trykked hun ud af sig.

«Ikke andet! Det kan vi snart bli enig om. Giv mig et Kys, saa skal jeg straks sige Ory,» han vendte sig pludselig imod hende og greb om hende med hele sit store, tunge Legeme.

Ory skreg. «Ikke gjør saa’n! Aa Gud, ikke gjør saa’n!»

«Dette ser ud til at skulle bli en dejlig Historie,» mumled Riber, idet han hastig slap hende og satte sig over paa Forsædet.

«Saadan gjorde Du ogsaa igaar Aftes ude i Gangen, da Du sa Godnat,» vedblev Ory klynkende. «Men det maa Du ikke.»

«Er det kanske derfor, Du har vært saa underlig idag og ikke engang vilde trykke min Haand, da Gamlingen læste Velsignelsen over os?»

«Ja derfor og,» nikked Ory.

« Pyh!» blæste Riber. « For en Barneunge!» Han satte sig knurrende tilbage i Vognen, men lidt efter retted han sig op igjen og sa muntert: «Hvad skal jeg finde paa for at faa Dig i godt Humør, Ory? Skal jeg springe ud af Vognen og gi mig til at slaa Kolbøtter langs Landevejen?» han lod som han vilde støde Vogndøren op.

«Nej, er Du gal!» udbrød Ory og greb ham forskrækket i Armen. I det samme svinged Vognen ind paa brolagt Gade, og Ory kunde ikke mere høre, hvad Riber sa.

Nogle Minutter senere holdt de udenfor Bedstemor Ribers Hus.

Riber hjalp Ory ud, og med hurtige Skridt sprang hun op ad den korte Stentrappe. I det samme blev Gadedøren aabnet, og Bedstemor Riber, som var kjørt iforvejen for at ta imod de nygifte, stod strunk og stram i violet Silke med høje, hvide Strudsfjær paa Hodet og rakte Haanden ud imod sin Svigerdatter. Lyset fra Ganglygten oppe under Taget skar Ory i Øjnene.

«Velkommen,» sa Bedstemor Riber med sin træede Stemme. «Og Du, Adolph,» hun vendte sig straks om til Sønnen, «Du er den sidste af Gutterne mine, som jeg gifter bort. Jeg haaber, at Du aldrig maa komme til at angre det.» Hun omfavned ham kort, og lod derpaa sine Hænder et Øjeblik løst dvæle paa Orys Skuldre.

«Ane!» raabte hun saa, og drejed sig om mod en aabentstaaende Dør i Baggrunden.

En graahaaret meget mager Stuepige i hvid Strimlekappe og langt hvidt Forklæde udenpaa den sorte Søndagskjole, viste sig derpaa med et tændt Lys i Haanden.

«Gratulere’ Kaptein Adolph og gratulere’ Frøken,» sa hun og gjorde to smaa Kniks med de gamle, stive Knæ.

«Tak Ane,» Riber rakte hende sin store, velformede Haand. «Du har baaret mig paa Armene dine, fra jeg ikke var mere end en alenlang Purk. Hvis jeg dør før Du, kan Du gaa op i Skifteretten og fordre Pension efter mig.»

«Jeg siger Tak, Kaptein Adolph, men Pension har jo hanses Mor sat ud fore mig. Jeg synes, det kan være nok med alle de hjemførte Gaverne, han har forært mig. Ja Frøken kan tro, hun faar en Stadsmand til Mand.»

«Frøknen er forresten Frue nu,» bemærked Bedstemor Riber skarpt. «Men gaa nu med Ane, Aurora, og lad hende hjælpe Dig. Jeg kommer op og siger Godnat. Saa sætter vi to os ind i dit Værelse saalænge, Adolph.»

Ory steg op ad den lange, stejle Trappe. Ane gik foran og lyste. Et Par Ganger snubled Ory i sin Kjole og maatte gribe i Rækværket for ikke at falde.

«Skal jeg kanske gaa bagefter, Frøken?» spurgte Ane venligt.

«Nej Tak, Ane, nu er vi jo straks oppe.»

De kom ind i et Bagværelse, som var oplyst af fire tykke Vokslys i Sølvstager. Der var to høje Vindusfag midt imod og en vældig Dobbeltseng paa den ene Langvæg. De hjemmefilerte Gardiner var trukket tæt sammen foran de høje Jalousier, og Toiletbordet med Spejl over borte i Hjørnet var indhyllet i hvidt. Paa Stolene og paa Komoden laa der hvide Hækletepper, og det gammeldags Omhæng, der næsten ganske skjulte Sengen, var ligeledes skinnende hvidt. I den massive Jernovn med Basunengle og Dyrehoder paa dens nederste Etage durred en spruttende Ild.

«Er det ikke et nydeligt Brudekammer, Frøken?» spurgte Ane og lyste stolt til alle Sider. «Fruen har selv gjort det istand, ja det vil sige, jeg har jo faat Lov at hjælpe til. Det er en saa’n højtidelig Forretning, synes jeg. En gaar og blir saa underlig vemodsfuld.»

«Jo, her er svært pent,» hvisked Ory med blege Læber.

«Og hun kan tro, Sengen er lækker,

Frøken.» Ane satte Lyset fra sig og slog lidt af Sengeomhænget tilside.

«Alting som Sne. En Brud skal begraves i hvidt. Ja, for det er jo alligevel som en Begravelse, Frøken. En forlader ét Liv og gaar ind til et andet. Hvidt Betræk paa Overdynen ogsaa, med fine Blonder, som Kaptein Adolph sin salig Bedstemor selv har strikket.»

«Dynen,» sa Ory, som stod midt paa Gulvet med en Mine som hos en Anholdt. «Er der ikke to Overdyner?»

«Hvad skal det til? Et Brudepar kryber dog sammen alligevel.»

«Hun er da ikke bange, Frøken,» spurgte saa Ane i en helt anden Tone og saa deltagende paa Ory.

«Jo, Ane, jeg kan ikke hjælpe for det,» Ory begyndte at græde med sammenbidte Tænder.

«Stakkes liden Frøken,» sa Ane og strøg Ory med begge Hænder ned over Ryggen. «Ok ja, det ukjendte, det ukjendte, det forskrækker altid os skrøbelige Mennesker. Og især saa’n en liden Fugl som hinner. Men husk, Herren har sagt, at de to skulle vorde ét Kjød.»

«Sig ikke sligt, Ane,» bad Ory med en Gysen. «Det høres saa fælt.»

«Bare springe op i det, Frøken. Det skal saa til alligevel. Jo fortere det er overstaat, jo bedre. Men nu maa vi sandelig klæ hinner af. Ellers har vi Fruen, før vi véd Ord af det.» Hun begyndte at hjælpe Ory Overtøjet af, og tog dernæst fat paa Kransen og Sløret, som hun omhyggelig la fra sig paa Komoden.

«Nu kan De godt gaa, Ane. Jeg skal gøre Resten selv.»

«Nej, men om hun kan, Frøken. Kjolen er jo hægtet bag.»

«Ja, men nu er der intet mere,» sa Ory, da hun var bleven afført Brudekjolen. «Jeg vil helst hjælpe mig selv. Det er virkelig sandt, Ane.»

«Jaja Godnat da, Frøken,» hun rakte Haanden ud.

«Godnat, Ane, og Tak. Tak for alt godt i den Tid, jeg har kjendt Dem.»

«Gud Fader være hos hinner og styre og retlede hinner paa Livets tornefulde Vej,» sa Ane med bævrende Stemme. «Godnat, og sov behageligt. Forresten saa ses vi jo imorgentidlig, før hun rejser.» Hun gled stille ud af Døren, med Lyset i Haanden.

Straks Ane var borte, skjøv Ory Skoene af sig og sprang op i Sengen med Korset og Slæbskjørt og det hele. Hun trak Dynen over sig lige til Hagen, og laa og lytted spændt.

Et Øjeblik efter var Bedstemor Riber kommen ind.

«Naa Aurora, det var bra. Saa er alting i Orden. Brudekransen og Sløret skal jeg op bevare for Dig, men Kjolen? Vil Du ha den med, saa er der Plads i den lille Haandkuffert.»

«Nej Tak,» sa Ory hurtigt. Lad den bare bli hjemme hos Dig, Bedstemor Riber.»

«Som Du vil. Jeg skal nok passe godt paa den. Saa er der vel ikke mere,» hun saa sig om i Stuen og nikked tilfreds.

«Godnat da, min kære Svigerdatter,» hun bøjed sig ned over Sengen og kyssed Ory paa Kinden. «Lad mig nu se, vi faar Glæde af Dig, først og fremst Adolph naturligvis. Og hør en Ting: Du maa ikke kalde din Mand for Riber, han liker det ikke.»

«Nej,» mumled Ory.

Saa gik den gamle Dame, og næsten i samme Nu kom Riber fremdeles med op knappet Frakke og Hatten i Nakken.

Han skotted stjaalent til Sengen og begyndte saa at klæ sig af med hurtige, dirrende Fingre.

Ory iagttog ham gjennem en let, hvid Taage bag de næsten lukkede Øjne; hun trykked Hænderne tæt ind mod det stive Korset, mens hun saa noget stort lyst med Mellemrum kaste noget fra sig paa Borde og Stole.

«Skal jeg slukke Lyset?» lød det saa lavt hen til hende.

«Nej, ikke sluk,» kom det hastig til Svar.

«Som Du vil, min elskede,» Riber gik hen til Sengen og steg op i den.

I samme Øjeblik var Ory fremme paa Gulvet; hun greb sin Pelskaabe, trak den paa og satte sig ved det fjerneste Vindu.

«Aldrig sét paa Mage til Jentunge,» udbrød Riber, som siddende oprejst i Sengen havde fulgt hendes Bevægelser med stirrende Øjne. «Her er jeg saa tilbageholdende og hensynsfuld som noget Menneske kan være. Du skulde faat en af de rette, Du!»

Ory svarte ikke. Hendes forskrækkede Øjne slap ikke Riber et Sekund, og Hænderne var fast foldet over det ene Knæ.

«En dejlig Brudenat denne,» sa Riber efter en Stunds Forløb; han lo sagte og lod sit Hode falde ned paa Puden.

Saa gik der vel en ti Minutter i fuldkommen Taushed. Ory trak Vejret lydløst og forsigtig, og Riber rørte sig ikke.

«Hør Du, Ory,» sa saa Riber og la sig helt om paa Side for bedre at kunne se hende. «Skal Du sidde der inat?»

Ory nikked.

«Saa ved jeg ikke bedre end at fortælle Dig en Spøgelseshistorie. Vil Du ha den?»

«Uf nej da,» sa Ory og krøb sammen inde i Kaaben.

«Jo. Nu skal Du høre noget mærkeligt. Det vil adsprede Dig, og det er netop det Du trænger til.»

«Det var en Nat i Kanalen paa den første Rejsen, efterat min gamle Far var død. Det var blet Ruskevejr paa Hundevagten, og jeg havde vært paa Dækket et Par Timers Tid. Henimod Femtiden gik jeg nedenunder og kom ind i Salonen, Du ved, med Kobberovnen borte i Hjørnet og de store Vinduer i Agterenden, som var uden Luger, fordi Vejret havde vært saa fint. Det var begyndt at dages, og Graalyset seg ind baade gjennem Vinduerne og fra Skylightet. Just i det samme ser jeg en høj, tynd Skikkelse i Oberstløjtnantsuniform staa og læne sig mod Kaminen, og den stirred paa mig med fæle smaa Fosforøjne. Jeg studsed lidt og saa paa Fyren, og tilsidst blev mit Blik hængende ved hans blanke, skinnende Støvler, og i samme Øjeblik vidste jeg, det var min Far, for saalænge jeg kan huske tilbage, har han altid, selv i det ægteste bergenske Regnvejr, gaat med Støvler saa blanke som et Spejl. Og tænk Dig, Ory, da jeg havde gjenkjendt ham, blev jeg saa mærkværdig forvirret, at jeg slet ikke husked paa, at han var død men syntes, det var ganske naturligt, at han stod der.»

«Far, siger jeg saa og gaar hen imod ham. Hvad Tid kom Du ombord? Men da vendte han sig og pegte med udstrakt Arm hen imod Vinduerne. Saa drejed han Hodet og saa truende paa mig, og idetsamme blev han mindre og mindre og svandt væk i en lys, gul Taagerunding.»

«Du skræmmer Livet af mig,» udbrød Ory og styrted hen til Sengen.

«Nej, men tænke sig at behandle et Spøgelse saa nonchalant,» vedblev Riber hensunken i Erindringen. «Det var rent forkjert af mig og det var derfor, han trued til mig, Gamlen.»

«Uf, jeg er saa bange,» sa Ory forknyt.

«Sæt Dig paa Sengekanten og lad mig holde Dig i Haanden,» foreslog Riber. «Saa gir det sig nok.»

«Det var forresten mærkeligt, at han netop skulde pege paa de Vinduerne,» fortsatte Riber tankefuld. Og lidt efter rysted han Hodet med et aandsfraværende Blik og tilføjed: «Ja, for jeg har undertiden tænkt paa at springe over Bord netop den Vejen.»

«Er Du gal!» udbrød Ory. «Hvorfor, da?»

«Aa, naar jeg har havt Ærgrelser med Folkene og Styrmændene og især, naar Vinden har vært kontrari, og jeg ikke er kommen af Flækken Ætmaal efter Ætmaal. Jeg taaler ikke sligt.»

«Taaler Du ikke sligt?» spurgte Ory forbauset.

«Der skal ha vært en Skipper fra Mandal, som en Gang i Tiden tog Livet af sig paa den Vis,» fortake Riber videre med det samme fraværende Blik. «Men det er vist over 100 Aar siden, og saa har han vel havt Delirium, Stakkeren.»

«Eller vært afsindig,» sa Ory.

«Ja, de to Ting kommer ud paa ét. Satan ogsaa, at jeg skal tænke saa meget paa den Tosken. Hvad kommer han mig ved!»

«Nej, hvad kommer han Dig ved,» gentog Ory og strøg sagte over Ribers Haand, som hun krampagtig holdt fast paa.

«Men hør nu, søde Ory min, nu maa Du sandelig i Seng. Husk, Du skal være frisk til imorgen, og hele Natten gaar jo for os.» Han knapped op hendes Kaabe og vilde trække den af hende. «Kom nu, Aurora, la mig faa Dig, som jeg har Ret og Lov til.»

Et Glimt af Angst og Mod fôr med en Farveskiftning hen over Orys Ansigt.

«Ja, ja, Riber,» sa hun frejdigt. «Vent bare et Øjeblik. Hun rejste sig fra Sengekanten og tog sin Hue fra det lille Bord ved Vinduet.

«Hvad vil Du med Huen?»

«Det trækker jo paa Gangen,» svarte Ory og forsvandt gjennem Døren med et Lys i Haanden. Hun sprang ned ad Trappen lige til Gadedøren, satte Lyset paa Gulvet og saa sig om med et lyttende Blik. Saa drejed hun Nøglen om i Laasen, aabned Døren og lod den med et Smæld falde til efter sig.

Ude paa Gaden, løb hun først nogle Skridt, men saa besinded hun sig paa, at det vilde være klogere at gaa, for at Vægteren ikke skulde fatte Mistanke.

Hun tog Vejen hjemover.

Riber, som havde hørt Smældet af Gadedøren, var i samme Nu sprunget ud af Sengen, og havde i Huj og Hast iført sig nogle Klædningsstykker. Med den lange Overfrakke hængende over Armen, styrted han gjennem Huset ud paa Gaden. Det varte ikke længe, før han indhented hende.

«Aurora,» sa han forpustet og greb hende i Armen. Hun stansed angst og overrasket over den Ømhed og Myndighed der var i hans Stemme.

«Aurora, hvad har jeg gjort Dig, at Du bærer Dig saaledes ad? Hvorfor vil Du berede mig den Tort og Skam? Fy Dig an! Ærlig og redelig har jeg bedt Dig om at bli min, fordi jeg var saa glad i Dig, at det stod for mig som mit Livs højeste, ja eneste Maal at faa Dig til min Kone. Og Du har jo tat mig til din Mand. Har Du da ingen Følelse af Ansvar og Forpligtelse, Du paa din Side.»

Ory hang med Hodet.

«Hvad tror Du dine Forældre vilde sagt, hvis Du nu var kommen hjem igjen? For det var jo der, Du agted Dig hen, vel?»

Orys Hage sank dybere ned paa Brystet.

«Jaja, Aurora, hvis Du ikke vil vide af mig, saa gaa i Guds Navn hjem igjen. Men betænk Dig først paa, hvad Du gjør. Det blir en Skandale, som vil spørges over hele Norges Land?»

Ory retted Hodet, kasted det bagover og saa med et flakkende Blik op mod den stjernefyldte Himmel, mens hun mumled noget, der lød som en Besværgelse.

«Ja, hvad siger Du nu: Ja eller nej?» hans Tone var bestemt, næsten befalende og han rakte Haanden ud imod hende.

Ory la sin Arm i Ribers og gik med ham.

«Husk, jeg skal være din Forsørger og dit Værge, din Far og Mor og Søster og Bror,» hvisked Riber, mens han bøjed sit Ansigt ned imod hende. «Du kan tro, jeg har Hjærte til at være alt for Dig, Ory.»

Ory nikked svagt. En Følelse af, at hun var fortabt sneg sig over hende, og hendes Skræk blev saa underlig lam. Riber var den som havde Magten, og det kunde ikke nytte at sætte sig op.

Da de var naat tilbage til Værelset med den gamle Brudeseng, klædte hun sig rolig af og la sig. Et Øjeblik efter var hun tæt omslynget af Ribers stærke Arme.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Forraadt

Romanen Forraadt (1892) regnes som den beste, og er nok også mest lest, av Amalie Skrams fire ekteskapsromaner. Verket er typisk naturalistisk på den måten at det nådeløst viser hvordan hovedpersonene er dømt til å mislykkes på grunn av samfunnets hykleriske dobbeltmoral og syn på kjønnenes roller. Skram tar et oppgjør med oppdragelsen og viser hvordan manglende opplysning og kunnskap kan ødelegge livene til både kvinner og menn.

Hovedpersonen Ory gifter seg 17 år gammel med en mye eldre og mer erfaren mann, skipskapteinen Riber. Ory er helt uforberedt på hvilke forpliktelser hun har overfor ektemannen, og hun klarer hverken å tilgi moren for å ha holdt henne uvitende eller ektemannen for hans tidligere liv. Store deler av romanen foregår til sjøs, men i motsetning til reiser på de syv hav som symbol for frihet, blir kapteinslugaren mer og mer som et klaustrofobisk fengsel for de to ektefellene. Etter hvert blir Orys kryssforhør, avvisning og fordømmelse av ektemannens tidligere seksuelle erfaringer for mye og romanen ender tragisk.

Skram har sannsynligvis brukt deler av sitt eget liv i boken. I 1864 giftet hun seg med den ni år eldre skipsføreren August Müller. Broren hennes skriver i sin dagbok at det var moren som presset fram ekteskapet av økonomiske grunner. Ekteparet Müller var på lange sjøreiser og jordomseilinger, men etter mange års vanskeligheter ble ekteskapet oppløst i 1882.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1892 (NB digital)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.