IV.

Ory laa vaagen i den høje, brede Himmelseng. Hun havde saa længe havt Hænderne stukket ind under Nakken, at det gjorde ondt i Armhulerne og værked for Brystet. Alligevel tænkte hun ikke paa at forandre Stilling; hun var saa fordybet i Aftenens Oplevelser, at hun maatte gjennemgaa dem om igjen og om igjen, fra først til sidst. Og under hendes Grublen, der knuged og pinte, bruste Straussvalsen for fuldt Orkester uafladelig igjennem hendes Hjerne og vugged hende afsted, svulmende blødt og hvirvlende vildt paa sine stolte, glædedrukne Bølger.

Ved hendes Side sov Riber med en dundrende Snorken.

Med vidaabne Øjne stirred Ory ud i Mørket, og forbi hende drog dette fejende Tog i den gasoplyste Gade, af blomstrende Kvinder i knitrende Silke, duftende af Patchouli og Pudder, der stod som en Os omkring dem. De løfted Fødderne højt for hvert Skridt de gik, og stødte Knæerne frem, saa det knased af Skjørter og klirred i Ørendubber og Gulddingel udenpaa stramme Fløjelskufter. De svinsed og svansed og bredte sig, som om de ejed det hele. Man maatte vige tilside for ikke at bli rendt omkuld, og de smilte og nikked med blanke, sprællende Øjne.

Og dette havde Riber syntes at være saa fortrolig med og at befinde sig saa vel ved. Med et Tryk paa hendes Arm og med en underlig, liksom sødsyltet Stemme, havde han midt i Vrimmelen sagt, at det var som en Beruselse at gaa her i Flok og Følge med alt dette pyntede Griseri, og vide sig saa tryg og sikker, fordi han ved sin Side havde en sød, uskyldig Kvinde, der virked som en Amulet mod alle Fristelser, og som ovenikøbet var hans Ejendom for Livet.

«Havde han da vært anderledes før?»

Bare hun vidste, om Riber havde holdt sig borte fra alt sligt. Saa skulde hun ikke tænke en Døit mere paa det. Hvad kom det hende ved, hvordan Verden var eller ikke var.

Men om ham maatte hun ha Vished. Ham, som hun var viet til, og som hun skulde leve Livet sammen med, og som hun jo var forpligtet til at elske og underkaste sig.

«Nej, nej, nej,» hun rejste sig heftig og bed i Lagenet, mens Taarerne kom styrtende:

«Aa Riber, ha ikke vært saa’n! – Ha vært en snil og skikkelig Gut, som har holdt Dig selv i Ære, og som pent har ventet paa den, Du engang skulde faa til Kone.»

Der kom en skarpt rallende Lyd i Ribers ensformige Snorken. Ory fôr sammen i Rædsel: Det hørtes, som han skulde opgi sin Aand. Hastig tændte hun en Fyrstikke og lyste over hans søvnrøde, svedperlende Ansigt med halvaaben Mund og Kanten af den tykke Tunge ude mellem Tænderne.

«Du bærer Dig saa græsselig, Riber. Fejler Du noget?» Ory rusked ham i Skulderen.

En anstrengt Trækning gik hen over Ribers Øjne, og det ene Laag løfted sig en Kjende. I det samme maatte Ory kaste Fyrstikken paa Stagen for ikke at brænde sine Fingre. Saa hørte hun Riber med et mat Grynt forsøge paa at vende sig om, hvorpaa han snorked videre.

Ory tørred Øjnene i Lagenet og la sig tilbage i den forrige Stilling.

Gad vidst, om alle Mænd sov slig som Riber. Med hele Kroppen liksom. Det var intet Menneske mere, bare en blytung, lam Masse.

Denne Vals, som blev ved at larme i hendes trætte Hode, og som slæbte hende rundt i en taktfast, gyngende Bevægelse – –

Det kunde jo dog være, at hun bare tilfældigt kjendte ham, dette perlestukne Fruentimmeret med kinesiske Øjne og blegfed

Hud, som oppe i Alhambra bagfra havde puffet ham i Ryggen og sagt: «Good evening, Captain Adolph! How are you, old boy?»

Men hvorfor havde han saa bare dukket Hodet og set flou ud? Ellers var han da ikke den, som upaatalt lod sig genere af nogen. Og den usikre Tone, hvori han, til Svar paa hendes forbausede Mine havde sagt: «Bryd Dig bare ikke om, hvad den Slags Tøser falder paa, Ory. De er saa frække, ja saa frække, at Du aner og begriber det ikke.»

– – – Kunde ville ta hende med til slige Steder, hvor der stank af Fordærvelse, hvor de røg og drak Øl inde i selve Teatret, og hvor Fruentimmer raabte højt og slog i Bordene og blev vist ud af Politibetjente.

Men kanske var det netop Tegn paa hans gode Samvittighed. – – Du storeste Gud, hvor han dog kunde snorke. At sove havde da vært umuligt, selv om hun ellers havde kunnet. Det lød som naar Bjerge revned. Og indimellem smald det i Munden paa ham, som af Champagnepropper, der farer tilvejrs. Saa kunde der komme et sagte, pibende Støn, der ligned den Lyd Akrobaten gav fra sig, da han, efterat være gledet deroppe under Taget i Alhambra og styrtet udenfor Trapezen, med et dumpt Brag faldt mod Gulvet. Uf huf! Disse Skrig fra Mænd og Kvinder, som besvimed rundt omkring og den trikotklædte, prægtige Skikkelse, der laa paa Scenen, udstrakt og ubevægelig med Næsen tilvejrs og sprigende Arme.

I en Fart havde Riber trukket hende ud af Teatret og sagt, at de skulde et andet Sted hen. Hun havde grædt og hulket som et galt Menneske og bare bedt om at faa komme hjem, men Riber havde paastaat, at denne Aften skulde ende muntert og med høj Røst raabt paa en Cab.

Ophidset, febrilsk, saa hun knapt kunde styre sig, med brændende Øjne og ond Hjærtebanken havde hun fra Galleriet i det store Dansehus, hvortil Kusken havde kjørt dem, sét ned paa den hvide og lueforgyldte, blændende oplyste Balsalon, hvor store, skjønne, pragtfuldt klædte Kvinder med nøgne Rygge og blottet Bryst og ikke Spor af Ærmer i de saakaldte Kjoleliv, boltred sig rundt med de svajende Legemer tæt op til fintklædte Herrer i alle Aldre, mens de udstødte Knæg og Hvin, der skar som Hyl af Katte gjennem Straussvalsens brusende Toner. Naar Herrerne skulde engagere gik de om med Lorgnetten paa Næsen og mønstred nøje Damernes blottede Lemmer, før de, ved at sætte Stokken paa deres Kjoleslæb, opbød dem til Dans.

De skulde «ende muntert». Sligt kaldte Riber for muntert.

Hun kjendte det som en Isning gjennem Ryggen, hvergang det stod for hende, hvorledes han med udvidede Næsebor havde suget til sig denne underlige, kvalme Menneskelugt, blandet med Duft af Parfume og Blomster, der i varme Dampe steg op til dem fra det dansende Mylder dernede. I hans Mundviger havde der ligget et mat Smil, som bragte Moustachen til sagte dirrende at løfte sig op og ned, mens han nipped til sin Sodavand med Sherry og famlende greb efter hendes Arm, idet han hvisked: «Se, se Ory – Storartet – Brilliant! Side af Livet, som ogsaa skal kjendes.»

Aa Gud nej! Aldrig skulde han faa hende til at sætte sine Fødder paa slige Steder mere. Det var, som hun havde siddet midt i Lastens og Syndens, ja, i selve Satans enevældige Rige, og hun følte sig besmittet og meddelagtig ved at ha vært Tilskuer.

Hun kasted sig urolig i Sengen og klemte Øjnene haardt i for at sove, men de knugende Syner veg ikke fra hende, og Straussvalsen slap hende ikke.

– – – Hans medlidende Skuldertræk, da hun vilde vide, hvor de gik hen disse Par, der af og til forsvandt gjennem Indgangsdøren, nogle med Armene slynget om hinanden, Damen halvt baaret af Herren.

«Du er alfor naiv, Ory. Hvad skal en svare Dig,» og saa havde han snoet sin Knebelsbart og havt et Udtryk i Ansigtet, saa hun næsten kunde slaat ham.

«Du er altfor naiv, Ory.» Dette Svar maatte jo dække over en Afgrund af Smuds og Synd og hemmelig Viden.

Jo, det havde vært en munter Aften.

Og det var blevet ved lige til det sidste.

Inde paa Østersrestauranten i Maiden Lane, hvor der paa begge Sider af den brede Midtgang var to Rækker Baase med Fløjelsstole og Marmorborde, skulde der ogsaa hænde noget, som stak hende i Hjærtet. Paa deres Gang gjennem Lokalet, hvor alle Pladser syntes optagne, var Riber af et fløjelsgrønt Fruentimmer, der sad alene i en Baas med et stort Glas Porter, bleven nappet i Frakken og med en gjenkjendende Hilsen anmodet om at ta Plads. Riber var gaat videre uden at svare, og saa havde en Opvarter bragt Bord og Stole helt nede i Bunden af Restauranten, hvor en Dame i guldgult Silkehaar og blaa Atlaskkjole sad og troned højt oppe, paa Baggrund af en broget, pyramideformet Flaskedekoration, med en Buffet foran sig, der bugned af Sølvopsatser og slebent Glas. To Ganger var det fløjelsgrønne Fruentimmer kommet ud fra sin Baas og havde begloet dem med saa frække og mønstrende Blikke, at Ory følte det, som skulde hun synke i Jorden af Undseelse. Hun vilde tale om det til Riber, der lod som intet, men der sad hende som en Klump i Halsen, og hun havde ikke faat et Ord frem.

Og saa kunde Riber endda være sint, fordi hun, da de omsider kom hjem, havde vært uoplagt, som han kaldte det. –

Efter saadan en Aften. – –

– – «En, to, tre, fire, fem,» Ory talte Slagene fra det gamle Skabur derude paa Gangen.

Ikke mere! Hun havde ventet, den skulde slaa syv, saa uendelig længe hun havde ligget her i Mørket.

Nu snorked Riber ikke mere saa bragende. Der kom Smaastunder, hvor hun kun hørte en dyb, regelmæssig Pusten, afbrudt af en Smule Larm, som blev sjældnere og sjældnere.

Hvorfor sov han ikke altid saadan, naar han altsaa kunde. Det var utaaleligt af ham at gøre slig Støj om Natten, mens en anden laa vaagen og maatte høre paa det. Det skulde hun da ogsaa fortælle ham imorgen. –

Lidt efter slumred Ory ind, og da hun saa efter et Par Timers fast Søvn begyndte at vaagne, havde hun en Fornemmelse, som var hun bleven vækket ved at nogen stirred paa hende. Hun gned sig i Øjnene og mødte straks derpaa Ribers Blik, der betragted hende med et henrykt og bevæget Udtryk.

Han havde rejst sig halvt op i Sengen med Albuen støttet til Puden og Haanden under Hagen.

«God Morgen, Tuppen min,» sa han og nikked. «Du er saa skjøn, naar Du sover, at jeg ikke kan se mig mæt paa Dig.»

I samme Nu havde Ory med Heftighed kastet sig om hans Hals, og var begyndt at græde med en indestængt Hulken, der i smaa Ryk bragte hendes Hode til at løftes op og ned paa hans Skulder.

Han overvælded hende med Kjærtegn og spurgte i ømme og forskrækkede Ord, hvad der fejled hende. Ory svarte blot ved at klynge sig fastere til ham, og det varte længe, før hun fik saa vidt Bugt med sin Graad, at hun kunde tale sammenhængende og fortælle, at det var en Drøm hun havde havt, en forfærdelig, skrækkelig Drøm, som hun aldrig vilde glemme, og som aldrig skulde bli til Sandhed.

Riber tog hende helt ind i sin Arm, og la sig ned paa Puden med hende for at høre videre.

«Nej, jeg kan ikke gjengi det,» sa Ory og krøb tættere ind til ham, «nok hvordan det var, og hvad der foregik, men ikke den Rædsel og Angst og Gru jeg følte. Nu skal Du se, det høres som ingenting og alligevel – jeg fryser af Skræk –. Vent nu lidt. – Ja, jeg kom altsaa bare ganske simpelt gaaende alene i Sommerkjole paa en solvarm Landevej med lysegrønne Hængebirke paa begge Sider. Saa med ét, var der nogle Skridt fra mig, en Grind, og bag den stod Du og saa imod mig med fremrakt Hode, og dit Ansigt var saa fuldt af Sorg og Lidelse og Bønlighed, – aa, det var hjærteskjærende saa’n som Du bad med Øjnene,» – hun maatte vente lidt, fordi Graaden var der paany, og fortsatte saa:

«Jeg blev staaende og saa paa Dig stivt og sint, endskjønt jeg inderst inde syntes Synd i Dig.»

«Ory,» hvisked Du og rakte Haanden ud – Du orked ikke at tale, men det lød dog saa tydeligt – «Vil Du ikke rædde mig?»

«Jeg blev ved at se paa Dig med det samme onde, haarde Blik og vilde ingen ting svare. Du gjentog dit Spørsmaal først én Gang, og saa, efter en Stunds Forløb, én Gang til, og for hver Gang blev din Hvisken svagere, og Du sank sammen og blev tyndere og mindre, og dit Ansigt var graat som Filt. Men jeg svarte fremdeles ingenting, og det var fordi jeg ikke vilde svare. Da sukked Du – aa Gud som Du sukked – og vendte Dig og gik foroverbøjet og med Hænderne sammenlagt paa Ryggen ned over en Landevej, som var smalere end den, jeg stod paa, og som endte med nogle smaa uddøde Huser og bag dem stod en dampende Taage, der som en Væg naade fra Jorden og lige op til Himlen. Du gik langsomt og vaklende og Du vendte Dig ikke om en eneste Gang, og saa med ét, saa hurtig som et Lyn glimt tog Taagen Dig, og væk var Du. Da var det liksom jeg fik en Kniv gjennem Hjærtet. Jeg vilde løbe efter Dig, raabe paa Dig, faa Dig tilbage, tilbage, men jeg kunde hverken flytte Benene eller gi nogen Lyd. Saa kom der svævende ud af Taagen et stort, koldt Øje, og det nærmed sig mere og mere og det stirred truende og fordømmende paa mig, og saa vaagned jeg, Gudskelov, og fandt Dig lyslevende, og jeg havde ikke vært Skyld i din Død og Undergang – Aa Gud, hvor det er dejligt, at jeg ikke har det,» hun la sit Ansigt paa hans Bryst og drog et dybt Lettelsens Suk.

«Hør Du, Ory,» sa Riber, da de en Stund efter sad hver paa sin Sengekant med Ryggen mod hinanden og trak Strømperne paa – «her i London kunde man trænge at gaa i Bad mindst to Ganger om Dagen. Dette Kulstøvet trænger ind overalt.»

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.