Forraadt

av Amalie Skram

VIII.

Ory steg ned ad Trappen, der i en Krumning sprang frem i den skumle Forkahyt, som brugtes til Spiserum. I Midten var et aflangt voksdugsklædt Bord og paa begge Sider Sofabænke, hvis Rygstød vendte forskjellig Vej. Tilvenstre stod Døren aaben til Stertsen, hvor Taget hang fuldt af Kander og Krus. Der saa ikke videre rent ud, og der lugted ubehageligt af Røg.

Ory tog fat i Haandtaget paa Døren til den indre Kahyt, men kunde ikke faa den op, og maatte efter nogen Vrikken frem og tilbage opgi det. Hun satte sig paa Bænken i Forkahytten og saa hen for sig med et trist Blik. Larmen fra Dækket, hvor Folkene tramped syngende rundt om Gangspillet, lød ned til hende, og imellem hørte hun Styrmandens gjaldende Kommandoraab.

Døren til Indrekahytten blev skyvet ind i Væggen, og en stor sekstenaars Gut, med lyst, glat Haar og tyk rund Næse i blaa Bomuldsbusserol og Sejldugsbukse, der havde vært hvid, kom ud i Forkahytten og gned sig prustende i Øjnene.

«Jeg kunde ikke faa Døren op», sa Ory og rejste sig. «Vis mig hvordan det er.»

Gutten tog Hænderne bort fra sit sodede Ansigt og saa overrasket paa Ory.

«Bare te gjøre saa,» sa han og trak Døren frem og tilbage gjennem Falsen i Væggen. «Det er Skudør.»

«Men det er jo Halfdan!» udbrød Ory. «Tænk, jeg kjendte Dig ikke, før Du talte.»

«Er Kaptejnen ogsaa kommen ombord?»

«Ja, men han gik igjen. Hvorfor græder Du?»

«Jeg græder ikke, men det er Røgen.»

«Hvorfor er Du saa skidden?» Hun betragted ham med uvillig Medlidenhed.

Halfdan saa paa sine smudsige Busserulærmer og lod derpaa sit Blik mønstrende glide ned over sin Bukse. «Jeg synes ikke, jeg er videre skidden,» sa han trøstig.

«Jo, Du er frygtelig. Hvor ofte bytter Du?»

«Engang om Ugen. Dette var rent igaar. Men tilsjøs faar en straks Kladaser paa sig.»

«Jeg lovte din Mor, at jeg skulde se lidt efter Dig. Jeg har ogsaa en Pakke til Dig. Og Masser af Hilsener naturligvis. Og saa skulde jeg spørge, om Du endnu ikke angred paa, at Du var gaat tilsjøs?»

«Ikke det Slage’.» Halfdan slog med Nakken; men der var ikke rigtig frejdig Klang i hans Stemme, syntes Ory.

Hun rysted tvilende Hodet.

«Men det er sandt,» jeg skulde vel gratulert Dig med Brylluppet,» sa saa Halfdan. «Hjemme fra havde de skrevet, at det skulde vare et Aar, før vi fik nogen Frue paa «Orion». Men da havde de vel gjort Regning uden Eneherskeren.»

«Eneherskeren?» gjentog Ory forundret.

«Au,» sa Gutten og bed sig i Fingeren. «Hvem kan nu ogsaa huske paa, at Du er blet Konen hans.»

«Kalder Dere ham for Eneherskeren?»

«Ja, og ikke alene vi, men hele den norske Sjømandsstand. Men Du maa ikke sige, at jeg har sagt det, Ory. Han var i Stand te hive mig paa Sjøen.»

«Eneherskeren», sa Ory grundende. Der er ikke noget fornærmeligt i det Navn.»

«Nej tværtom. Det er jo et russisk Kejsernavn.»

«Er Kufferterne kommen ombord?»

«Ja, iformiddag.»

«Hvor staar de?»

«Inde i Kaptejnens Kammers. Kom her, skal Du se,» han skjøv Døren ind, og lod Ory gaa foran, men da hun var kommen over Tærskelen, vendte hun øjeblikkelig om og havde nær revet Halfdan overende i sin Iver for at komme ud igjen.

«Uf for en Røg,» sa hun og snapped efter Vejret. «Plejer det altid at ryge saaledes?»

«Det er første Gang, vi har i. Jeg fik Ordre, at der skulde være hyggeligt til Fruen kom.»

«Gaa bare ind og sluk paa, Halfdan, og sæt aabent alt, hvad Du kan. Se, hvor Røgen vælter ud. Jeg vil da meget heller sidde og fryse.»

Halfdan hented i Stertsen en Vandkande, hvis Indhold han tømte i den tykmavede Kobberkakkelovn. Ory hørte en hidsig Hvæsen og Spruden.

«Jysses,» sa Halfdan og kløde sig i Hodet. «Her blir fint Arbejde for mig.»

«Du har ogsaa brugt altfor meget,» sa Ory, som stod i Døren og keg ind. «Nogle smaa Skvæt havde gjort det.»

Halfdan rysted Hodet og stirred paa det tykke sorte Vand, der flød ned over Ovnsbenene og hen langs Gulvet.

«Ja, for meget og for lidet skjæmmer al Ting ud,» sa han modfalden. «Men hvad Raad er der med det. Jeg faar op efter en Pøs Vand og en Svabert,» han brætted op sine Busserulærmer forbi Albuen.

«Jeg gaar op lidt,» sa Ory. «Lad mig se, Du faar luftet godt ud, Halfdan.»

Da Ory kom paa Dækket, var Skibet et godt Stykke borte fra Kajen, og foran Bougen laa en lav liden Damper, ud af hvis Skorsten der stod en sort Røgsøjle, som et Stykke oppe brødes over af den lette Vind og i brede lyse Flager trak hen mellem «Orions» Master. Agterud fra Damperen skreg en Mand nogle hæse engelske Ord over til «Orion».

«Mand tilrors!» kommanderte Styrmanden. «Klar med Trossen der forud!»

Folkene sprang til og fra. Efterhvert som de kom forbi Ory, der stod ved Kappen, letted de i Skyndingen paa Huen.

«Hallo der, Steamer!» brøltes der fra Bakken paa «Orion». «Hallo!» svartes der fra Steameren, og idetsamme fløj noget mørkt i Luften over «Orions» Bougspryd og faldt med et smældende Drøn ned paa Steamerens Dæk.

Efter en Del Spektakel og Tilraab, der kastedes frem og tilbage som Ekko, svang Damperen rundt i en Halvcirkel og kort efter gav det et Ryk i «Orion», der svajed efter, hvorpaa begge Fartøjer, det ene en Snes Alen fra det andet, langsomt gled afsted mellem Dokkens stilleliggende Skibe.

Den har os paa Slæb, gik det op for Ory, der intresseret saa til. Men hvordan skulde de slippe ud? Der var jo et Stengjærde midt imod.

Snart efter var de naaet til Bunden af Dokken, og pludselig, som ved et Trylleslag kom der en Revne i Gjærdet, der hurtig udvidedes og blev til en bred Aabning, hvor igjennem de stoltelig sejled ud i et rummeligt firkantet Basin, hvis Stengjærde ligeledes aabned sig, og saa var de ude i et graat mudret Vand med bittesmaa skiddengraa Bølgetoppe og en underlig Vrimmel af Skibe, smaa og store, Dampere og Sejlfartøjer, tungtlastede Kolosser, nogle med brækkede Master og ituslaate Skanseklædninger, slæbte af Bugserdampere mellem elegante, letflydende Lystkuttere med Musik ombord og Guirlander af Flag i Riggen, alle jagende afsted i et hid sigt, ustanseligt Kapløb.

«Er dette Themsen?» spurgte Ory en Matros, som kom forbi.

«Jovel Frue.»

Ory var betat af den nye imponerende Verden, som pludselig viste sig for hende.

Bare Luften ikke havde vært saa tyk og uigjennemsigtig. Men fra Fabriksskorstenene langs Strandbredden og fra Damperne paa Søen vælted der ud Masser af kvælende Kulrøg, der sved hende i Øjnene og gav hende Svovlsmag paa Tungen.

Af og til letted det i Luften et Øjeblik, og da saa hun Vindmøller i Land og vældige, langstrakte Bygninger, der i Disen antog fantastiske Former.

Længere nede kom de nærmere Strandbredden, og der var lange, flade Muddermarker.

«Vil Fruen værgo’ flytte sig lidt. Vi skal spule Dæk.»

Ory, som havde staat med Armene korslagt paa Finkenettet og Hagen hvilende paa Hænderne, vendte sig om, nikked til Styrmanden og gik mere agterover.

Lidt efter maatte hun igjen fortrække. Hun gik helt hen i Agterenden, men saa var der en Jungmand, som sa: Varsko, og i det samme tømte han en Pøs Vand lige foran Orys Fødder, og gav sig til at skrubbe Dækket.

Ory saa sig om. Overalt flød Vandet i Strømme, og overalt stod der Folk, som skrubbed.

Saa maatte hun vel ned. Men nu havde det just vært morsomt at bli her, for nu begyndte Skibene at tænde sine Lanterner.

Hun løfted op sin Kjole med begge Hænder og gik paa Støvlespidserne hen til Kahytskappen, som Styrmanden høflig slog op, idet han sa: «Fruens Skotøj er nok ikke for det vaade.»

Nede i Kahytten var der skummert og koldt, og den sure Røglugt fra før hang i Luften.

Ory satte sig paa Kanten af Sofaen og saa paa de nøgne Vægge, hvis Rækker hvide Dørfyldinger lyste i Halvmørket. Foran Sofaen var et svært, ovalt Mahognibord. Det maatte vist nylig være bleven oppudset, for Lampen, som hang ned under Skyligthet spejled sig i Pladen, og det var jo ligesaa gammelt som selve Skuden. Vinduerne i Agterenden kunde hun ikke se; der var Luger for, og dér borte var Mørket saa sort, og saa laa de saa dybt tilbage, bag det brede Agterfald, der ligned kjæmpemæssige Vinduskarme med Spejl imellem. Under Agterfaldet paa hver Side af Spejlposten løb der Bænke med stoppede Skindhynder. Pludselig faldt det Ory ind, at der maatte Spøgelset af Ribers Far ha staat den Nat, det viste sig i Kanalen. Det gjøs i hende, og hendes Blik gled stjaalent omkring. Hvad var dog det derborte i Hjørnet? To gloende Øjne, som stirred paa hende under en høj, smal Hat. Hun frøs af Rædsel. Nu saa hun det tydeligt: en Dværg som sad paa Huk med en tyk Mave staaende frem mellem Benene.

«Halfdan!» raabte Ory, idet hun for op og rusked i Haandtaget paa Døren, som ikke vilde lystre. «Halfdan,» gjentog hun klagende, fik endelig Døren op, og løb ud i Forkahytten.

I det samme blev Kappedøren aabnet og nogen kom nedover Trappen.

«Er det Dig, Halfdan?»

«Javel.»

«Hvor har Du vært saa længe?»

«Oppe i Byssen og puds’t Kniver, vel.

«Der sidder noget paa Huk inde i Kahytten,» sa Ory lavt, idet hun fulgte tæt efter Halfdan ind i Stertsen.

«Det er vel bare noget, Du synes.»

«Se efter selv, hvis Du tør.»

«End ikke tør!» Halfdan gik med trampende Skridt ind i Kahytten, idet han sa: «Men kom med Du, og vis mig.»

«Der,» sa Ory og pegte fra Døren, hvor hun var bleven staaende.

«Det er jo Ovnen,» udbrød Halfdan, og saa brast de begge i en hjærtelig Latter.

«Vis mig nu alting hernede,» sa Ory, da Halfdan havde tændt Lampen. «Er det Kaptejnens Sovekammer det der?» Hun pegte paa en Portiere et Stykke bortenfor Sofaen.

«Javel,» sa Halfdan. «Nu skal jeg tænde derinde.»

«Er her saa ikke flere Kahytter?» spurgte Ory, som var fulgt efter ind i Kammeret.

«Nej.»

«Slet ikke flere?»

«Jo Proviantkammerset og Brødkøjen paa Siden af Salonen.»

«Hys, hvad er det?» Der lød en dump, skurrende Rummel.

«Det er Ankeret, som gik i Bunden. Nu er vi i Gravesend.»

«Skal vi nu bli liggende her?»

«Ja, ialfald til Kaptejnen kommer. Imorgentidlig letter vi. Men nu er det Skaffetid. Jeg maa op og lave Thevand til Kahytten.»

«Spiser Dere saa tidlig tilaftens ombord?»

«Ja, Klokken 7 eller saa. Under Sejlads spiser vi endda tidligere.»

Ory saa sig om i Sovekammeret, da Halfdan var borte. Gulvet var bedækket af storrudet Voksdug i graa og røde Farver, Magen til den i Kahytten. Paa den ene Langvæg var der en høj Seng, bygget fast i Væggen med 3 Rader Skuffer under, og en Tophimmel, hvorfra der faldt ned mørkegrønne Sirtsgardiner med hvidblomstret Mønster. Paa Tværvæggen tæt ved Sengen en Egetræsservant med Laag, og en høj Chiffoniere. Paa den anden Langvæg ligeoverfor Sengen stod nede ved Gulvet en lang, smal Kasse. Ory løfted paa Laaget og saa, at den var fuld af sammenrullede Søkort. Paa den fjerde Væg fandtes, foruden den portierebehængte Indgang til Salonen, et højt, fladt, hvidlakeret Skab med en Klap paa Midten og Skuffer oppe og nede. Bagved Sengens Hodegjærde opdaged Ory tilsidst en smal Dør i Væggen. Hun drejed Nøglen rundt og lukked op; det var et lidet firkantet Rum med Kroge i Taget, hvorfra der hang ned Frakker og Bukser og et Par svære Haandvægter, der var trukket ind paa en Snor.

Ory strakte sig paa Taa for at se, hvor bred Sengen var. Der var ikke lagt Lagen paa, og der fandtes kun én Hodepude ovenpaa Skraapuden. Hun sukked og faldt i Tanker.

Havde der mon nogensinde ligget en anden end Riber i den Seng? Sanna for Eksempel. Hun havde naturligvis ogsaa vært ombord hos ham. Eller nogen af alle de andre? Og saa kom den over hende igjen denne fortærende Attraa efter at vide fuld og hel Besked.

Kanske var det alligevel ikke saa galt som det havde hørtes. Riber var saa underlig stortalende. Han gjorde sig kanske heller værre, end han var.

Jeg har for Eksempel aldrig rørt nogen gift Kone. –

Bare han ikke havde sagt disse Ord! Som om han vilde regne sig det til Fortjeneste, og som om ingen kunde fordret, at han ikke skulde ha rørt de andre.

Men hvis det nu alligevel ikke var saa slemt. – Hvis det bare var lidt, bare et lidet Gran bedre end det værste, saa vilde hun prøve paa at være glad i ham og paa at glemme det.

Det værste? Hvad mente hun egentlig med det værste. – Ja, det stod ikke saa klart for hende, men naar han nu havde fortalt altsammen, saa fik hun se. –

Hvis det skulde være sandt, hvad Riber havde sagt, at de fleste var værre end han, hvor kunde da Mødre saa gjerne ville ha sine Døttre gift. Hendes egen Mor for Eksempel – hvor tilfreds havde hun ikke vært med Forlovelsen.

Hun tog Hatten af, satte sig paa Kortkassen og støtted Hodet i Hænderne. Ude fra Forkahytten hørte hun Styrmændene smaasnakke, mens de spiste.

Dette skulde altsaa være hendes Hjem nu for mindst et Aar. Kahytten derinde om Dagen, og om Natten klemt op i denne trange Sengen. Bare hun endda fik Lov til at ligge yderst, for saa kunde hun staa op, naar Riber sov, og lægge sig paa Sofaen i Kahytten eller oppe paa Skindhynderne i en af Vinduskarmene; de var liksaa lange og brede som en Seng.

Ak ja ja! Det blev kanske ikke saa galt. Sejle til fremmede Lande, til en hel anden Verdensdel, hvor der var Sommer baade Vinter og Sommer, det blev da ialtfald morsomt. Og saa at Halfdan var med – det var liksom noget hjemmefra.

Folkene saa saa snille ud. Dem vilde hun være venlig mod. Nikke Godmorgen, naar hun kom paa Dækket. Det var kjækt at være Frue paa et Skib som «Orion.»

Gad vidst, hvad Klokken var. Hun knapped op sin Kaabe for at faa fat paa sit Lommeuhr, men opdaged i det samme en ottekantet Uhrskive i Indfatning af brunt Træ, som syntes indfældet i Væggen.

Allerede 9, og Riber endnu ikke kommen. Han maatte jo ha vært i Gravesend for mange Timer siden, han, som var tat med Jernbanen.

Halfdan viste sig i Døraabningen. «Skal jeg bli oppe og vente med Theen til Kaptejnen kommer?» spurgte han.

«Plejer Du det?»

«Nej,» svarte Halfdan langtrukkent. «Ellers naar vi er i Fremmedhavner, spiser Kaptejnen aldrig tilkvælds ombord. Han kommer altid saa sent.»

«Kommer han altid saa sent?»

«Det gjør alle Kaptejner. Vil Du ikke spise nu? Jeg har dækket i Salonen.»

«Jo Tak, lad mig faa lidt Mad.»

Ory gik ind i Kahytten og satte sig ved Bordet. Der var Hvedebrød og Biskøjter, Smør i en rund Porcellainsskaal og salt Kjød og Ansjoser paa Assietter. Under en stor Glasklokke laa en hel Eidamerost. Sukkerskaalen af hvidt Porcelain med forgyldte Kanter mangled et Øre, og Flødemuggen var uden Hank.

«Sæt Dig ned og spis med,» sa Ory, da Halfden havde skjænket The.

«Tak jeg har spist,» sa Halfdan og satte sig paa Kanten af Bænken.

«Det gjør ikke noget. Kom nu bare.»

«Nej, for jeg har en Skraa i Munden.»

«Skraar Du!» raabte Ory og lod Haanden med Smørrebrødet synke.

«Ja, hvad da?»

«Fy Halfdan! Tænk, om jeg skrev det hjem.»

«Tror Du, jeg bryr mig om det da!»

«Jeg skal nok faa Dig afvant med det,» nikked Ory. «Bi nu bare.»

«Hvorfor stirrer Du saadan paa mig?» spurgte saa Ory efter en Pause.

«Jeg kom te tænke paa noget,» svarte Halfdan og tog sig sammen.

«Fortæl mig det.»

«Ja, hvis Du ikke blir sint.»

«Hvorfor skulde jeg bli sint? Fortæl nu.»

«Du blir sint, men naar Du endelig vil, saa –. Det var dengang vi gik paa Danseskolen, husker Du. Da havde jeg væddet med nogle Gutter om, at jeg skulde kysse Dig saa de saa paa det.»

«Nu har jeg aldrig hørt noget saa uforskammet!» udbrød Ory indigneret. «Havde det vært en som Gina Bekkevold for Eksempel – men jeg!»

«Det maatte just være Dig,» sa Halfdan lidt rød i Hodet. «Ellers havde det ikke vært noget at vædde om.»

«Men det Væddemaal tabte Du da,» sa Ory triumferende.

«To Ganger havde jeg stillet mig op for at gjøre det, men saa kom jeg mig ikke til.»

«Nej, det mangled bare,» sa Ory haanlig, idet hun la Servietten fra sig.

Halfdan rejste sig for at ta af Bordet. «Nu angrer jeg alligevel paa, at jeg ikke gjorde det,» sa han med et fordulgt Smil.

«Hvad er det, Du siger!» Ory saa knusende paa ham, men Halfdan lod som han ikke mærked det.

«Hvad siger Du!» gjentog Ory og trak Brynene tæt sammen, mens hun blev ved at stirre paa ham.

Halfdan satte uforstyrret sammen paa Bakken. Tilsidst kunde han dog ikke dy sig, men maatte skotte op til Ory, hvis fortørnede Mine forekom ham saa komisk, at han kun med Nød kunde holde Latteren tilbage. I det samme slappedes Orys Ansigtstræk, det begyndte at vibrere om Munden, og inden hun vidste Ord af det, lo de begge af fuld Hals. –

Siden gik Ory ind i Kammeret og begyndte at lægge sit Tøj fra Kufferterne i Chiffonniereskufferne, som Halfdan havde trukket ud for hende, inden han sa Godnat.

For at finde et Sted til Støvlerne, satte hun sig paa Huk foran Skufferne under Sengen, greb fat i to Ringe, der var fast gjort til Messingbeslag, og begyndte at trække ud den lange tunge Skuffe. I samme Øjeblik skjød der op noget mørkt, spidst ved Skuffekanten, og i næste Sekund hopped en stor Rotte over Orys Haand ned paa Gulvet, hvor hun hørte dens Poter mod Voksdugen som Fald af fine Hagl.

Gjennemisnet af Rædsel var Ory faldet tilbage og havde stemmet Hænderne mod Gulvet. Med et dumpt, indeklemt Skrig fôr hun op, og sprang sanseløs af Skræk ind i Salonen, op i Sofaen og derfra op op paa Bordet, hvor hun krøb sammen med Skjørtene svøbt tæt om Benene.

Hun turde ikke røre sig, ikke et Øjeblik slippe Kahytsgulvet af Syne af Frygt for, at Rotten skulde nærme sig. Uafladelig saa hun sig om til at Sider med rædde, stive Øjne.

Undertiden syntes hun, at noget bevæged sig borte i Krogene, og fôr sammen, mens det var som om Hjærtets Slag stansed.

Jomfru Thorsen havde altid sagt, at de Onde blev til Rotter efter Døden, og en gammel Præst, som engang var bleven spurgt, havde svart, at det ikke var umuligt.

Ory var vis paa, at det forholdt sig saaledes. Hvorfor skulde hun ellers ha denne vanvittige Rædsel for Rotter. Hvergang hun i sit Liv havde sét en, var hendes Blod blet til Is.

Hun kunde ikke længer holde ud at sidde i den sammenkrøbne Stilling. Sagte la hun sig paa Knæ, bøjed sig forover og støtted Hænderne mod Bordet.

Aa, om dog Riber vilde komme. Klokken maatte mindst være elleve. Hvor kunde han bli af.

Tænk, om der var tilstødt ham noget – der hændte jo Ulykker med Jernbanen. Eller han kunde være falden i Vandet, med det samme han skulde ombord. Kanske hun var bleven Enke i denne Aften. Kanske havde hun vært det i flere Timer alt, eller kanske det var sket nu for et Øjeblik siden.

Hvis det var Tilfældet, maatte hun bli her paa Bordet i hele Nat, lige til det blev Morgen, og Halfdan kom for at gjøre istand. Hvorledes skulde hun holde det ud. Hun frøs og skjalv; Knæerne gjorde ondt, og hun havde Smerter for Brystet af Træthed.

Pludselig hørte hun et Raab fra Dækket og Lyden af en, som løb. Hun lytted anspændt i nogle Minutter. Saa kom der Skridt, som nærmed sig Skylightet, syntes hun, uregelmæssige, liksom snublende. Dette kunde ikke være Riber, saadan plejed han ikke at gaa.

Lidt efter var der nogen, som stavred i Trappen, og pludselig kom det rutschende som et Skred, der endte med et Klask og et Stød af noget haardt, hvorpaa alt blev stille.

Ory følte Blodet hamre i Tindingerne, og det suste for hendes Øren. Hun syntes, hun maatte forgaa af Angst.

Lidt efter begyndte det at røre paa sig derude. Nogen kravled om paa Gulvet og rejste sig, nærmed sig Døren og famled paa den.

Ory drejed Hodet tilbage over sin Skulder, og stirred aandeløs mod Døren, som omsider gled tilside, og over Tærskelen traadte Riber, uden Hat, med blegt Ansigt og en høj firkantet Kasse under Armen.

«Aa Gud er det Dig!» raabte Ory, og idetsamme fik hendes Rædsel Luft i en skrigende Graad.

Riber tumled forbauset tilbage. «Jeg saa Dig ikke,» sa han med en underlig sløv Stemme og tog sig til Panden.

«Her er en Rotte,» hulked Ory. «En stor, forfærdelig Rotte.»

«En Rotte», snøvled Riber og saa ud, som han ikke forstod.

«Den sprang op af Skuffen under Sengen derinde, da jeg vilde lægge ned mine Støvler. Ta mig, bær mig op paa Dækket! Jeg vil iland!» Hun havde krybende paa Knæerne vendt sig om mod Riber, og strakte nu Hænderne ud imod ham.

«Hys Barn, ti stille,» sa Riber med den samme underlig sløve Stemme og vinked med Haanden. «Jeg faldt udfor Trappen, bardous udfor. Den Satans Halfdan, som ikke har ladt Lampen brænde.» Han satte Kassen fra sig paa Bænken under Agterfaldet og strøg sig langs Benene, som vilde han undersøge, om hans Lemmer var hele.

«Kan Du ikke ta mig! Hører Du, ta mig,» vedblev Ory jamrende.

Riber aabned Kassens Laag, bøjed sig ned over den og lytted. «Storartet Kronometer», mumled han. «Ingenting ivejen». Saa vendte han sig om, og der kom et overrasket Udtryk paa hans Ansigt, som om han først nu blev Ory var.

«Se mig til hende» udbrød han derpaa med et fjollet Smil, idet kan kasted Overkroppen tilbage og knipste med Fingrene. «Sidder hun ikke paa Bordet, den Fantungen,» han gik tæt hen til Ory og slog Armene om hende.

«Du hører jo, her er en Rotte herinde,» raabte Ory, idet hun greb ham i Skuldrene og rysted ham af al sin Magt. I det samme kjendte hun en stærk Vindunst af hans Aande og slap ham forfærdet. «Aa Gud, aa Gud! hvad skal jeg dog gribe til, jeg dør af Angst,» hun lod sine Albuer falde haardt mod Bordet og skjulte sit Ansigt i Hænderne.

«Sa Du dø, nej Aurora, saa skal heller jeg!» Riber retted Nakken og slog sig patetisk paa Brystet.

«Rotten», stønned Ory, «Rotten»

«Hvad er det for en Rotte, Du snakker om, Aurora?»

Ory løfted Hodet, og greb fat i ham. «Har Du ikke hørt, hvad jeg har fortalt Dig!» raabte hun saa højt som til en døv og saa ham fortvivlet og bønfaldende ind i Ansigtet.

«Vis mig bare, hvor den er,» sa Riber og knapped op sin Frakke. «Jeg skal nok faa Has paa den.» Han greb Ildrageren, som han svang over Hodet, hvorpaa han bukked sig og førte den med den mest mulige Larm frem og tilbage langs Gulvet.

Ory havde rejst sig op og stod foroverbøjet med Kjoleskjørtet stukket ind mellem Benene.

Pludselig gav hun et Skrig: «Der var den! Den fløj ud i Forkahytten. Luk Døren, luk Døren! for Guds Skyld, Riber!»

Riber letted sig op, pustende efter Anstrengelsen og skjøv Døren til.

«Pyh», sa han og tørred Panden med Lommetørklædet.

«Lad der ikke være flere, kjære Herre Gud i Himlen,» bad Ory sagte, idet hun knuged de foldede Hænder fast sammen, og gjorde Mine til at ville træ fra Bordet ned i Sofaen; men i det samme kom Riber, snapped hende om Livet og løfted hende ned.

«Søde Tuppen min,» sa han uden at slippe hende og nærmed kjælent sit Ansigt til hendes. «Kys mig nu, og kom saa, lad os gaa i Seng.»

«Uf nej, Du har jo drukket,» sa Ory og stødte ham saa haardt fra sig, at han tumled over mod Væggen. «Du ser anderledes ud, end Du plejer, og din Stemme er ganske ukjendelig.»

Ribers Hage sank ned paa Brystet, og han udstødte et dybt Suk. «Ja, Aurora, jeg har drukket,» læsped han efter en Pause. «Det er ikke min Vane, véd Du – det er et Uheld. Nogle gamle Bekjendte fik fat paa mig.»

«Det er altsaa derfor, jeg har maattet vente saa længe.»

«Har Du længtes efter mig, Aurora?» Riber bredte Armene ud.

Ory vendte ham Ryggen, gik bort og satte sig paa Bænken.

Riber fulgte efter hende. Han greb hendes Haand, trak i hende og førte pludselig sine Fingre ned mellem Orys Hals og Kjolelinning.

«Du kvæler mig!» raabte Ory og rev hans Haand bort.

«Kvæler Dig,» gjentog Riber med en Stemme, der liksom svigted, hvorpaa han korsed Armene paa Brystet. Hans Mine blev grublende, og han vagged lidt frem og tilbage.

«Saa hun tror, jeg vil kvæle hende,» vedblev han lidt efter. «Hende, som jeg elsker over alt i Verden, ja langt mere end mit eget Liv,» Øjenbrynene trak sig sammen, og der kom en skjælvende Bevægelse over Ansigtet.

«Skab Dig ikke saadan til,» sa Ory vredt.

«Nej,» svarte Riber, «jeg skal ikke skabe mig til. Kristus gik i Døden for at frelse alle Mennesker. – Hvad vil det sige? Frelse de mange, han ikke kjendte og ikke havde nogenting med. Én kan frelse én og ikke flere.»

«Du skulde nødig tale bespotteligt, selv om Du er fuld,» sa Ory.

«Jeg spekulerer paa noget,» Riber strøg sig over Øjenbrynene. «Sig mig én Ting, Aurora: Vil Du helst være kvit mig?»

«Ja, naar Du er som i Kvæld ialfald, vil jeg helst være kvit Dig.»

«Helst være kvit Dig,» gjentog Riber og saa drømmende hen for sig. Saa gik han ind i Sovekammeret.

Ory læned sig tilbage mod Agterfaldet og lukked Øjnene. Hun følte sig segneferdig af Træthed. Igaarnat havde hun jo næsten slet ikke sovet. Bare nu Riber vilde lægge sig, saa hun fik Fred en Gang.

Der lød en gnurende Lyd fra Kammeret og derefter et Smæk. Det maatte være Klappen i Skabet han slog ned. Bare han dog vilde gaa til Ro.

Straks efter kom Riber ind igjen med noget i Haanden, som han skjulte bag sit Frakkeskjød. Han stilled sig op foran Ory og sa: «Aurora, min Hustru, min Elskede, se nu paa mig. Her staar jeg, og er den jeg er: Carl Adolph Riber, 32 Aar gammel, Søn af gode Forældre og i en god Stilling. Min eneste Ulykke er, at jeg har faat Dig til Kone.»

«Det har han da virkelig sig selv at takke for,» mumled Aurora haanlig.

«Ja sig selv, ene og alene sig selv. Men naar jeg nu skyder mig, er det ikke for min Skyld, men for din, for at Du skal bli kvit mig, som Du har sagt, Du gjerne vil, og for at Du skal bli lykkeligere med en anden. Kys mig nu til Afsked,» han rakte Haanden ud imod hende.

«Du skulde først se at sove Rusen ud,» sa Ory og drejed sig uvillig paa Bænken. «Tungen slaar jo klik for Dig.»

«Du nægter at kysse mig,» udbrød Riber med forandret, skrigende Stemme. «Véd Du, hvad jeg kunde gjøre?» Han greb hende haardt i Armen og tvang hende om imod sig. «Jeg kunde prygle Dig sønder og sammen – kunde jeg ikke det?»

«Slip mig,» sa Ory opbragt og vilde vride Armen fra ham.

«Eller véd Du, hvad jeg kunde? Jeg kunde skyde Dig,» han hæved Haanden, og der glimted noget blankt. «Hvem kunde hindre det, spør jeg?»

«Skyd bare væk,» hun saa ham trodsigt ind i Øjnene. «Men vil Du ikke være saa snil, først at slippe min Arm?»

«Ser Du denne her,» Riber holdt en Pistol tæt hen til Orys Øjne. «Kast Dig paa Knæ og tig om dit Liv, for nu er Du dødsens.»

«Narrestreger,» sa Ory harm og slog til Haanden med Pistolen.

«Ja Aurora, det er Narrestreger,» hans Tone skifted atter og blev øm og ydmyg. «Dig kan jeg intet gjøre, men hvis Du vil det, skal jeg skyde mig selv. Saasandt jeg staar her foran Dig med Pistolen i Haanden. Et eneste lidet Ord, saa er Du fri og frank for bestandig. Men Du skal sige, at Du vil det, for jeg dræber mig ikke for intet.»

Ory læned sig tilbage paa Bænken, trak Øjenbrynene ivejret og saa ligegyldig ud.

«Svar mig Aurora: Ja, eller nej?»

«Hold op med denne Komedie,» sa Ory utaalmodigt. «Jeg er saa træt og elendig, at jeg hænger ikke sammen.»

«Jeg vil ha et Svar,» raabte Riber og stamped pludselig med Foden. «Ja, eller nej?»

«Skyd Dig bare, hvis Du har Lyst.»

«Det er altsaa Ja?»

«Ja da! For mig gjerne.»

«Godt». Ribers Ansigt, der var blevet rødt og ophidset, mens han stod foran Ory, fik med ét en død, graahvid Farve. I Halsen kom der en Lyd, som om han med Møje sank noget. Saa løfted han Pistolen og retted dens Løb mod sin Tinding.

I samme Øjeblik fôr den Tanke gjennem Ory, at Vaabnet kanske var ladt. Hurtig havde hun rejst sig, og slaat Pistolen ud af Ribers Haand, der som lammet sank ned.

«Vil Du da rent skræmme Livet af mig,» udbrød Ory og brast i Graad. «Du skulde skamme Dig, slig som Du er imod mig.»

«Nej Aurora, jeg vil være god imod Dig,» sa Riber, og det forekom nu Ory, at han pludselig var blet ganske ædru. «Jeg takker Dig, fordi Du har skjænket mig Livet, saa maa Du jo dog være lidt glad i mig,» det kom afbrudt og lavt, og hele Ansigtet sitred i frembrydende Graad. Han sank ned paa Bænken med Haanden for Øjnene.

«Sig mig,» hvisked Ory, idet hun la Armen paa hans Skulder og bøjed sig over ham: «Var Pistolen ladt?»

«Du kan selv se efter.»

Ory kyssed ham.

Riber lukked Øjnene og lod sit Ansigt falde ned paa hendes Skulder. «Lad mig hvile her bestandig,» hvisked han. «Andet steds er der ikke Fred for mig at finde.»


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Forraadt

Romanen Forraadt (1892) regnes som den beste, og er nok også mest lest, av Amalie Skrams fire ekteskapsromaner. Verket er typisk naturalistisk på den måten at det nådeløst viser hvordan hovedpersonene er dømt til å mislykkes på grunn av samfunnets hykleriske dobbeltmoral og syn på kjønnenes roller. Skram tar et oppgjør med oppdragelsen og viser hvordan manglende opplysning og kunnskap kan ødelegge livene til både kvinner og menn.

Hovedpersonen Ory gifter seg 17 år gammel med en mye eldre og mer erfaren mann, skipskapteinen Riber. Ory er helt uforberedt på hvilke forpliktelser hun har overfor ektemannen, og hun klarer hverken å tilgi moren for å ha holdt henne uvitende eller ektemannen for hans tidligere liv. Store deler av romanen foregår til sjøs, men i motsetning til reiser på de syv hav som symbol for frihet, blir kapteinslugaren mer og mer som et klaustrofobisk fengsel for de to ektefellene. Etter hvert blir Orys kryssforhør, avvisning og fordømmelse av ektemannens tidligere seksuelle erfaringer for mye og romanen ender tragisk.

Skram har sannsynligvis brukt deler av sitt eget liv i boken. I 1864 giftet hun seg med den ni år eldre skipsføreren August Müller. Broren hennes skriver i sin dagbok at det var moren som presset fram ekteskapet av økonomiske grunner. Ekteparet Müller var på lange sjøreiser og jordomseilinger, men etter mange års vanskeligheter ble ekteskapet oppløst i 1882.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1892 (NB digital)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.