XII.

I elleve Dager havde «Orion» ligget for Vindstille i Floridabugtens døde Vande. Luften var kvælende tung, og Solvarmen saa glødende, at Begen smelted i Dæksnaterne. Folkene var brunstegte; de gik med bare Fødder paa det brændende varme Dæk, og endskjønt de kun havde en Bomuldsbusserul og en Lærredsbukse paa, silte Sveden af dem.

Hver Aften ved Solnedgang var det Lynild uden Torden. Lynene var saa stærke og sprang saa hurtig omkring, at det syntes som om hele Horisonten stod i Brand. Saa kunde Havet, der om Dagen var spejlfladt og sol hvidt, pludselig begynde at rulle med svære Underdønninger, der blytunge slog mod Skibets Sider, og bragte det til at vælte sig frem og tilbage som et Uhyre under Krampe. Men det varte ikke længer end en ti Minutters Tid, saa gik Havet til Hvile igjen.

Tilstanden ombord var i det hele ubehagelig. Folkene led under Varmen og var sløve af det langvarige Stille. Drikkevandet var begyndt at raadne, og allesammen baade for og agter havde Diarrhoé.

Riber, der under Sejladsen i Pasaten havde været døv og blind for alting, var nu paa færde sent og tidligt. Han skjændte og kommanderte fra Morgen til Aften, og intet var ham tilpas.

Med Styrmanden havde han ofte Spektakler. Styrmandens Stædighed og æggende Maade at svare paa irriterte Riber, saa han knapt kunde styre sig.

Forholdet mellem Riber og Ory havde snarere forværret end forbedret sig. Hun kunde ikke mere faa ham til at svare eller fortælle. Hvergang hun spurgte ham, fôr han sammen med Trækninger i Ansigtet som hos en gal, og løb fra hende.

Nede i Salonen stod Vinduerne i Agterenden aabne baade Nat og Dag, og Skylightet var tat bort, men alligevel var der aldrig en Luftning at mærke.

«Menneskens Søn gaar vel bort, ligesom der er skrevet om ham; dog vé det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt. Det var det samme Menneske godt, om han ikke var født,» læste Riber om Natten i Salonen ved Skinnet af Skylightlampen, som lyste over Bordet. Han sad i bar Skjorte med nøgne Ben og Fødder. Foran ham paa Bordet laa Bibelen, og paa Gulvet tæt ved Sofaen stod en halvtømt Kognaksflaske og et Ølglas.

«Dog vé det Menneske, der bliver forraadt.» Riber læned sig tilbage i Sofaen og talte mumlende. «Nej, vé det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt,» retted han. Han sank hen i Tanker med vidaabne Øjne og blev længe siddende ubevægelig.

Et sukkende Aandedræt vakte ham. Han saa hen til Agterfaldet, hvor Ory laa paa Skindhynden ved de aabne Vinduer mellem to Lagener og med en Pude under Hodet. Hun vendte sig i Søvne.

«Ja vé den, der forraader,» sa Riber halvhøjt og bevæged sin knyttede Haand hen imod Ory.

Paa Dækket blev der slaat seks Glas. Riber fôr sammen ved Lyden, rejste sig og var i ét Spring midt paa Salongulvet. Han førte Haanden op til Øret, dukked Hodet og lytted.

«Glas de slaar,
Tiden gaar,
Evigheden forestaar,»

hvisked han og satte sig igjen. Han tog Kognaksflasken og Glasset, skjænked i og drak.

«Satan ogsaa!» Slig en Rejse havde han aldrig gjort. Det var, som om Vinden var død. Ligge her i denne giftige Varmen paa samme Flæk, Ætmaal efter Ætmaal, Uger igjennem, med Havet som et Liglagen rundt omkring! Han greb sig i Haaret ved Tindingerne og hvæste med skilte Læber og sammenbidte Tænder.

Alting havde sat sig op imod ham. Mennesker og Dyr og al Markens Grøde – Sludder – Gud og Mennesker og Vejr og Vind.

Vé den, der forraader! Ja vé over alle sammen. De gik og havde ham tilbedste, Styrmanden, Folkene, ja selv den Jyplingen af en Kahytsgut. Sligt Pak! Fordi de altsaa havde mærket, at han var en knækket Mand, trode de straks, at de kunde spille ham paa Næsen. Styrmanden med sit: «Nej men snille Kaftejn» – han kunde slaa ham i Ansigtet.

«Nej Satan annamme! Han skulde vise dem, at han ikke var nogen «snille Kaftejn». Han skulde lære dem, hvor David kjøbte – han skulde – han skulde – han skulde hive dem paa Sjøen allesammen, og naar de kom til Pensacola, skulde han gi Fanden i det hele og rejse til Indianerne.

Bare de dog kunde naa frem engang!

«Gud, din almægtige Synder, hvorfor lar Du det ikke blæse! Du snakker om Forræder, Du!» han bøjed sig over Bibelen og læste:

«Den Herre Kristus i den Nat, der han blev forraadt.» saa skjøv han Bogen fra sig, saa op i Skylightet og mumled: Karl Adolph Riber i den Nat, der han blev forraadt, tog han Brødet, takkede, brød det og sagde: Æder alle deraf.

Ja, han havde tat det bitre Brød, Aurora havde budt ham, og ædt deraf, ædt sig selv til Død og Fordømmelse.

Se saa, nu kom det. Denne Svimmelhed. Han skjalv paa alle Lemmer, og Sveden sprang i store Draaber frem paa hans Pande. Hænderne laa kraftløse paa Bordet, og Munden stod halvaaben. Øjnene skelte til Siden, og hans Haar frøs.

Der stod det tilvenstre under Bænken foran Agterfaldet, stivt, dødt, ubevægeligt, den vaade, mørke, slimede Sækkekrop med de klumpede Fødder og det ludende Hode.

Riber sad som en Støtte. Sveddraaberne trilled ned over hans Næse og drypped paa Bibelens Blade. Øjnene blev ved at stirre til Siden.

«Slomen,» hvisked han pludselig og aanded op. «Ja Slomen,» gjentog han. «At jeg dog ikke har vidst dit Navn før nu. Hvad vil Du mig, Slomen?»

«Nej, nej, gaa ikke, før Du svarer mig. Jeg og Du vi er ét.» Slomen var borte, og Ribers Hode sank ned paa Bordet.

En stivnende Mathed seg gjennem hans Lemmer. Hele hans Krop kjendtes som død. Kun i Tindingerne tikked det sagte, og i Baghodet løb der kolde traadtynde Rislinger.

Oppe i Agterfaldet begyndte Ory at røre paa sig. Hun slog Overlagenet tilside, pusted ud, som for at blæse Varmen bort, og satte sig overende.

Stakkels Riber, der sad han og var falden i Søvn over Bibelen. Aa, hvis hun bare ikke havde vært gift med ham – hun skulde gaat frem og ha trøstet og plejet ham. Ja, for han trængte til Pleje om Dagene, saa afmagret og uhyggelig han saa ud, og den frygtelige Aande han havde faat. Men hun turde ikke nærme sig ham. For tænk om han misforstod og greb efter hende.

Hun kunde være glad i ham saadan rent medmenneskeligt, fordi han var god og snil og kjæk i saa mange Retninger, men være hans Kone, vorde ét Kjød med ham, som det hed – nej fy!

Men en god Bekjendt eller Veninde. Ja, Veninde, for han havde jo betroet hende saa meget. Naar de bare engang kom hjem igjen! Saa kunde hun bo hos sine Forældre, eller hvis Riber vilde, for sig selv. Hun maatte naturligvis bli ved at hede Fru Riber hele sit Liv. Og saa kunde han leve paa sin gamle Vis. Naar hun blot var fri for ham, saa kom det jo ikke hende ved.

Men der var endnu to Ting, som hun maatte og vilde ha Besked paa. Om dengang i Klingenberghaven. Under aaben Himmel, – det var jo akkurat som Dyrene.

Og saa om han ikke havde vært fortvilet bagefter, da han første Gang som fjortenaars Gut havde vært paa et saadant Sted.

«Det er umuligt, at Forargelser ej skal komme,» Riber havde rejst Hodet, og læste atter i Bibelen: «Men vé den, ved hvilken de komme. Det er ham nyttigere, om en Møllesten blev hængt om hans Hals, og han kastedes i Havet, end at han skal forarge en af disse smaa.»

«Forarge en af disse smaa» – Hvad mentes der med det. Børnene kunde det ikke være, for de havde ikke Forstand til at forarges.

«Du skulde lægge Dig og se til at faa sove, Riber.»

Riber saa op fra Bogen, og hans Blik gled rundt i Salonen.

«Du skulde lægge Dig, Riber,» gjentog Ory.

«Ja, lægge mig. Lægge mig ind til den evige Hvile.» Riber saa paa Ory med metalagtigt glinsende Øjne. «Sig Godnat til mig, Aurora.»

«Godnat nu? det er jo Morgen.»

«Er det Morgen? Morgen er liksom Vaaren. Livet begynder paa nyt. Sig Adolph til mig, Aurora.»

«De andre har jo allesammen sagt Adolph til Dig. Hvorfor skal da jeg?»

«Nej, det har Du Ret i. Kald mig for Slomen. Har Du set Slomen?»

«Slomen!» sa Ory. «Hvad er nu det for noget Tøv, Du kommer med.»

«Slomen har vært her i Nat igjen. Slomen smilte til mig.»

«En skulde tro, Du ikke var rigtig vel forvaret, slig som Du snakker.»

«Jo,» sa Riber, «nu er jeg vel forvaret, for nu forstaar jeg det altsammen. Jeg har forarget en af disse mine smaa, og det er Dig, Aurora.»

«Aa Herregud mig! Hvad gjør det. Men der kan Du se.»

«Jeg bér Dig ikke mere om at sige Adolph til mig. Aldrig mere. Mellem os er der det store Fjendskab.»

«Ikke noget Fjendskab. Lad os være Venner, Riber.»

«Aa ja, Venner, Venner, Venner. – – Tror Du, Du kan være nogen Ven for mig? Nej Gud Fader bevare mig! Ikke Ven, ikke Kone, ikke nogenting i Verden. Jeg er bange for Dig, ene og alene bange. Saasnart vi kommer frem, skynder jeg mig til Indianerne.»

– «Godmorgen». Halfdan kom ind med et Fejebræt og en Støvekost i Haanden.

«Du skulde slukke Lampen, Riber,» sa Ory. «Det er jo høj, lys Dag.»

Riber rejste sig, skrued Lampen ned og pusted den ud.

«Hvad Satan! det blæser, tror jeg, og ingen rører sig.» Riber løb ud. Hans nøgne Fødders hastige Skridt klasked mod Gulvets Voksdug.

«Vil Fruen ha Kaffe?» spurgte Halfdan.

«Ja tak, lad mig faa lidt Kaffe.» Halfdan gik, og Ory kravled i sin lange Natkjole ned fra Agterfaldet og stødte sin Fod mod Ribers Haandvægte, der laa paa Bænken. Saa gik hun ind i Kammeret og gjorde Toilette.

«Værsgod, her er Kaffen,» meldte Halfdan kort efter.

«Sæt den paa Salonbordet. Hvad var det for en Larm paa Dækket?»

«Det var Kaptejnen, som slog Styrmanden.»

«Vent lidt, Halfdan.» Ory tog Slobrokken paa og kom ind i Salonen. «Slog han ham?»

«Ja det skal Gud vide.»

«Men hvorfor?»

«Jeg kom gaaende fra Byssen med Kaffekanden og saa saa jeg Kaptejnen staa og snakke med Styrmanden. Og pludselig laa Styrmanden kladask i Dækket med Kaptejnen ovenpaa sig.»

«Hvad gjorde Styrmanden?»

«Ingenting. Han laa saa roligt som et Lys. Kaptejnen spytted ham i Ansigtet og Styrmanden sa bare: Værsgod, værsgod. Men der kommer han,» Halfdan gik ud af Salonen, og Sekundet efter stod Riber der. Hans Skjorte var flænget foran paa Brystet, Aandedrættet gik hurtigt, og Hænderne, som han holdt løftet, skjalv.

«Jeg har pryglet Styrmanden,» sa han forpustet.

«Det synes Du kanske er en Heltegjerning?» spurgte Ory, og saa paa ham med et haanligt Blik.

«Samme Vejr, ikke Spor af et Vindpust. Jeg er træt og syg, Aurora.»

«Ja hvorfor gaar Du heller ikke i Seng om Nætterne?»

«I Seng? Hvad skal jeg der?»

«Gaa nu ind og læg Dig. Du ser forfærdelig ud,»

«Ja Aurora.» Han tog for sig i Bordet og famled sig frem langs Væggen.

Ory saa paa hans kraftige Ben under den korte Skjorte.

«Dengang i Klingenberghaven med hende Opvartningspigen –?» Ory fik ikke tale ud. En Lyd, der lød som Brølet af et sygt Dyr, stansed hende, og samtidig dukked Riber sig, som for at undgaa et Hug. Saa drejed han langsomt Hodet, og saa hen paa Ory, der sad i Sofaen og drak Kaffe.

«Ja Herregud, det kan Du da vel sagtens fortælle mig.»

Riber bøjed Hodet bagover, og vrikked det frem og tilbage. Saa gik han hen og tog Haandvægtene. Snoren, de var bundet sammen med, vikled han to Ganger rundt om sin Hals.

«Jeg synes sandelig ikke, at den Gymnastikken hjælper Dig noget.»

«Den Herre Jesus, i den Nat, da han blev forraadt,» mumled Riber. Saa sprang han op paa Bænken, krøb hastig over Agterfaldet og forsvandt gjennem Vinduet.

Ory hørte et Plump og Lyden af Vandet, der slugende lukked sig om hans tunge Legeme.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.