Fra de Stummes Leir

av Camilla Collett

Et Tilbageblik paa Lytton Bulwer.

Bulwer! Hvem har ikke læst Bulwer engang! Vi kan ligesaa godt spørge, hvem har ikke været ung engang? Der var en Tid, da alle slugte Bulwer, ligesom man i en viss Alder ynder kandiserede Frugter og foretrækker dem for Træets naturlige. Vi fandt ham alle uforlignelig. Saa gik et Par Aartier hen, hvor man lidet læste ham. Hvorfor? Fordi den Tilstand efterhaanden indtraadte, der følger, naar man har nydt noget til Overmaal, hvorefter man ikke befinder sig ganske vel, uden at kunne gjøre sig Rede for, hvorved Misfølelsen er opstaaet; denne Forstaaelse har vi først senere maattet tilkjæmpe os. Den Aand, som forkynder sig i Nutidens Frembringelser, nærer ingen saadan Uvisshed. Den daarer os ikke ved nogen snakkesalig Tilstudsen af det betænkelige og afskyværdige; den giver os det sans phrases, saa vi kan tage og føle paa, hvad det er. Det er en smertelig Proces at gjennemgaa; men den er nødvendig. Det gjælder at ombytte den blindt henrevne, følsomme Tankeløshed mod den ubestikkelige Refleksion. Er denne, Refleksionen, først vakt, saa vil den ikke nøie sig med det nærliggende; den vil ogsaa prøvende vende sig mod det, vi – ak med hvilken Fornøielse – engang har læst.

Paa den Pilgrimsfart mod Fortiden, vi derved drives til at anstille, træffer vi blandt saa mangt et verdenskanoniseret, prægtig skrinlagt Navn uundgaaelig paa hin engelske Romanforfatters, der for faa Decennier siden var i alles Munde. Det er overflødigt at gjentage, hvilket Sammenstød af heldige Omstændigheder der lige fra hans første Optræden beredede ham denne umaadelige Popularitet. Han kom som Desserten ovenpaa de Walter Scottske Vildtkøller og Kjæmpeposteier, netop som kaldet. Kritikken kan fortælle om et Fortællergeni saa elegant og letflydende som ingen andens, om grundig Lærdom forenet med Verdensmandens skarpe Blik og fuldendte Dannelse og, kan vi lægge til, en Produktivitet, der neppe lod os komme til Besindelse. Vi kunde fortsætte en hel Side ned uden at faa udtømt, hvad der er sagt til denne Mands Pris. Og dog – er det en Sky for at røre ved det for stort anerkjendte, er det en Rest af Pietet? Mon der er noget, der helst drev os forbi dette Navn?

Der er ingen af Delene. Pieteten maa tie, og Storheden angaar os kun, forsaavidt som den hæver eller skader den Sag, hvis Spor vi gaar ud for at søge.

Bulwer! Det er med en underlig trykket Stemning, vi stanser foran denne engang saa yndede Forfatter. Hvad Lægedom, spørger vi, kan vor stakkels syge, lamme Kvindesag hente sig af denne Mands Skrifter? . . . Hvorledes faststilles begge Kjøns Stilling til hinanden i disse Romaner? Hvad Opfatning udtaler Forfatteren selv om dette Punkt? Hvor skal vi søge og finde Svaret i denne uendelige Masse af Produktioner, der synes at maatte have krævet to Menneskeliv for at blive til?

Vi greb iblinde i denne Masse og traf paa et Verk, der i sin Tid blev regnet som et hans smukkeste: Den Fornegtede. Da det var halvlæst, vidste vi, hvad vi vilde vide, og behøvede ikke at gjennemgaa flere.

Det var den gamle Kamp – eller Kampleg, ikke til Lære, ikke til et oprystende, anklagende Sjælevarsko, men til pikant Underholdning, til æstetisk raffineret Nydelse. Det er den gamle Leg: Den svagere forfulgte, hidset til Modstand – mishandlet – myrdet, ja myrdet, kun mere efter sit Lands eiendommelige Former og Vedtægter: dulgtere, tystere. Thi det maa erkjendes, alle disse fortryllende Ofre for de sterkeres Mishandlingsret bøier sig under den med en Takt, en blufærdig Anstand, som selv et mere aarvaagent prude Selskab end det engelske, hvis et saadant kunde tænkes, vilde finde mønsterværdig. Hvor det bliver lidt for galt, hvor Ofrene lydelig vaander sig under Smerten, finder Forfatteren det nødvendigt at skride ind med en undskyldende eller belysende Forklaring. Vi faar da leilighedsvis nogle Bekjendelser, der er saa merkværdige, saa betegnende for vor Sag, at forsaavidt som vi vil forsøge at faststille Forfatterens Forhold til den, tror vi at kunne indskrænke os til blot og bart at citere enkelte Steder deraf.

Der er i den nævnte Roman Tale om en ung Lord, der skildres som ualmindelig nobel og begavet. Han elsker og bliver gjenelsket af en ung Pige, et Ideal af kvindelig Høihed og Elskværdighed. Men hun lever under Formynderskabet af et gammelt tyrannisk Søskendepar, der misbilliger Partiet og bevogter hende som Drager. Hun modstaar imidlertid alle sin Tilbeders Bønner om at rive sig løs og følge ham. Først da man vil tvinge hende til at egte en anden, som hun afskyr, griber Fortvilelsen hende: hun lader sig bortføre og egter sin Elskede.

Dette (at han egtede sin Forlovede, som han selv havde tvunget til at flygte med sig) synes nu ikke at indbyde til synderlig Betragtning, da det falder ligesom af sig selv. Forfatteren er ikke af den Mening. Han har fundet det nødvendigt at ytre sig derom saalunde:

«I mange Romaner og af mange Romanlæsere (altsaa kun i Romaner!) vil den Æresfølelse, der drev Algernon, blive anset som ganske naturlig, snarere som en Pligt end som en fortjenstfuld Handling. Men det er ikke saaledes. Æresfølelse – vi siger dette med Bekymring – er Love, som Mænd har forfattet for Mænd, men ved hvis Udkast Kvinder overhovedet slet ikke har været spurgte tilraads. Der gives faa blandt dem, meget faa, der vilde gjøre noget Offer, naar en Kvinde kan blive deres uden al Opofrelse . . .»

Offer! Opofrelse! En smuk Definition af Egteskabet, hvor der er Tale om noble Væsener, der elsker og høiagter hinanden!

Altsaa for at gjøre det forstaaeligt for vor hjemlige Opfatningsevne – rent ud: Forfatteren vil, vi skal beundre hans Helts mageløse Ædelmod, – at han ikke, da han havde det i sin Haand, aabenlyst eller ved en falsk Vielse styrtede hende i Vanære.

«Der er noget henrykkende at vende sig bort fra den mandlige Karakters Lidenskabelighed, barske, verdslige Egenkjærlighed og feberagtige Ærgjerrighed til det lønlige Kvindehjertes dybe, blide Indre. I hendes Grublerier kan der bølge et Ocean af feberagtige Tanker, der dog ikke har nogen Adgang til det store, bevægede Liv.»

. . . . . . «Mandens Kjærlighed er en egennyttig og selvberegnende Følelse, der fordrer ethvert Offer, medens den negter at give et eneste.»

I en anden af hans Romaner karakteriseres Mandens Kjærlighed som lav og sanselig sammenlignet med hendes. «Manden elsker Kjønnet, Kvinden Individet; hendes Lidenskab ligger i Følelsen, i Fantasien, i Hjertet» etc.

Denne Art Bekjendelser paa sit eget Kjøns Vegne var os jo ganske ny, da vi læste Bulwer, det vil sige, da vi endnu befandt os paa det naive Standpunkt ligeoverfor ham. Vi har vist ogsaa dengang beundret den. Den havde jo en Klang af Kvindesælhed og virkeligt Ædelmod, der kunde love noget. Men den var Spædbarnet i Vuggen, der kan udvikle sig til – hvad det skal være. Og Barnet i Vuggen er vokset, og dets sande Natur umiskjendelig med det. Denne Art Selvbekjendelse har siden hans Tid gjort sine regelmæssig progressive Fremskridt, indtil den i vore Dage optræder med fuldt udviklet Frækhed. Her er ikke mere Tale om saadanne smaa Gemytsegenheder som dem, Bulwer udhæver; den Selvkarakteristik, vore moderne Psykologer og Tidsmalere bringer tiltorvs, maa hamle op med og finde sine tilsvarende Billeder i Romanernes og Dramaets blodtørstige og voldsomme Helte; ellers var den ikke tidsmæssig. Den optræder heller ikke «med Bekymring», som Bulwer siger, men præsenterer sig med en naturnødvendig Utilregneligheds hele selvtilfredse Aplomb. – Det ligger saa nær at tænke: Skulde ikke denne nye Verdensfilosofi ogsaa komme den svage Part i Sagen lidt tilgode . . . bare lidt? . . . Nei, det gamle Krav, der moraliter er stillet til denne, synes næsten med skjærpet Strenghed at skulle gjælde for den.

I Münchener Nationalmuseum vil man se Rækker af dets Sale optaget af gamle Rustninger og Vaaben, ligesom alle Vægge i denne enorme Bygning er bedækkede med Freskomalerier, der næsten udelukkende fremstiller Krigsscener og andre Splidagtigheder.

Medens saaledes næsten alt gaar ud paa en Forherligelse af den maskuline Ufredsommelighed, vil man neppe finde mere end et eneste Mindesmerke om den feminine do., og det befinder sig nede til venstre i Vestibulen.

Mellem en Samling af sælsomme Redskaber fra ældre Tider – som meget nervøse Personer helst ikke bør tage for nøie i Øiesyn – støder vi paa et, der ser ud som en stor Spegefjæl med to Huller i. Den bærer følgende Indskrift:

«Galgengeige für streitsüchtige Weiber».

Hændte det altsaa i hine Tider, at to Nabokoner skjeldte hinanden ud, fordi den enes Kat havde snappet en Kylling, eller den enes Øine en Mand fra den anden, saa blev de, indesluttede i denne Halsklemme, udstillede paa offentlig Gade til Pøbelens Forlystelse. Yppede derimod et Par Smaafyrster eller Rigsgrever Klammeri – vi maa tænke os ind i hine Tider, hvorom det heder, at man «kjendte ikke Fredsslutninger, men kun Vaabenstilstande» –, nedslagtedes Tusender, herjedes hele Lande for en ustyrlig Ærgjerrigheds, grisk Rovbegjærligheds Skyld, saa kappes Historikere og Kunstnere i at forevige disse Ytringer af «Streitsucht» i Skrift og Billeder; en mere fredsommelig Eftertid beundrer i dem svundne Tiders Heltebedrifter og ridderlige Optog og finder æstetisk sin Glæde i at beskue dem.

Nu, hvor udmattet de stridende maatte befinde sig under disse Vaabenstilstande, saa har de dog faaet Tid nok til at opfinde og bringe i Anvendelse Galgeklemmer «für streitsüchtige Weiber» og forlyste sig lidt derved under den korte Hvile. Det gjør næsten et komisk Indtryk, denne Modsætning, Nationalmuséet i München byder, som maaske dog ikke mange har bemerket. Den afgiver ikke desmindre et saare tragisk og fuldkommen træffende Billede paa den Partiskhed, der endnu i vore Dage raader i Opfatningen af samme arvesyndelige Tilbøieligheder hos den ene som hos den anden Part. For hende altid Galgeklemmen i Beredskab, medens den samme Forsyndelse tifold forsterket i ham maaske gives en høitklingende Betegnelse, der indhøster ham Ry og Ære.

Dog kan det undre os, naar vi af Mands egen Mund faar vide, at Begreberne om Ære er «Love, som er forfattede af Mænd for Mænd, hvorved Kvinder overhovedet ikke er tagne paa Raad!»

Hos Bulwer kundgjør sig denne Partiskhed paa en mere negativ Maade. Vi maa huske, at han er Verdensmand. Hine Selvtilstaaelser optræder endnu som en Begyndelse, ikke ganske sikre i sin dristige Nyhed, altsaa med et visst Forbehold, et galant «med Bekymring siger vi dette”; – derved bliver det ogsaa. Men dette milde Forbehold, hvormed han giver os disse Selvstudier af den mandlige Karakter, har næsten noget mere irriterende ved sig end Nutidens skamløse Brauten dermed. Man skulde sige en Naturforskers stille, muligst beherskede Selvtilfredshed, naar han meddeler os den endelige Løsning af et kompletterende Punkt i en interessant Dyreorganisme. Det gjør os ondt; men han stiger betænkelig ned fra Psykologens og Filosofens ophøiede Stade til Arten selv, hvis Særkjender han skildrer os med saa lidet tiltrækkende Farver – og bringer en saadan Faststillen af Mandens Æresbegreber ind paa en slem Idéforbindelse med en viss Roman, som heder Chevely, Manden af Ære.

Hvor kan han vedligeholde denne glatte Mildhed, spørger vi, hvor der stilles alle Krav til hans Billighedsfølelse – eller simpeltvæk hans Følelse? Det Spørgsmaal maatte jo paatrænge sig ham, ikke lade ham have Ro: Hvad har den vergeløsere Skabning, der i Aartusender har været bundet, – lænket til denne sin frygtelige Halvdel, hvad har den havt at udstaa i en Forening med denne, og med hvilken Ret har man ladet den udstaa det? Laa det ikke nær at vente, at en Tænker som han, den fintfølende Mand, der finder det saa «henrykkende at fortabe sig i Kvindehjertets dybe, blide og dog saa bevægede Indre», istedenfor at henrykkes saa meget havde udtalt det Ønske at se dem forsonede, disse Modsætninger, havde følt sig tilskyndet til indtrængende at foreholde os, at det vilde været bedre, om disse bølgende, higende Tanker og Længsler havde havt lidt mere «Adgang til det store og bevægede Liv», at de ikke, tvungne som de nu er til alene at dreie sig om Indehaverne af ovennævnte vakre Karaktertræk, fordømmes til kun at blive Byttet for hin «barske, verdslige Egenkjærlighed» og afhængig af en Æresfølelse, hvis Regler ikkun er forfattede Mand og Mand imellem, – altsaa af Lovgiver og Bøddel i én Person! Hører vi slet intet derom?

Nei. Den store Romanforfatter foruroliges ikke af nogen Betragtning derover. Han er glad i sin naturvidenskabelige Deduktion; han finder den interessant og sætter os, for ret at indprente os Tilforladeligheden af sin Opdagelse, Dyret under Mikroskop. Han leverer os en Illustration til denne sin Mandskarakteristik, som vi her vil meddele et lidet Uddrag af:

Han har i Sir John Talbot skildret os en gammel Engelskmand som et Mønster paa en fin, ædel Sjæl, den sande Gentleman, der kun har én Feil, – at han er forfængelig.

Vi finder denne Gentleman i et inderste Gemak i hans rige, smagfuldt udstyrede Ungkarlsbolig, fortabende sig i vemodige Bekjendelser til en fortrolig Ven. Disse Bekjendelser dreier sig om en ungdomselsket, som netop er bleven Offeret for hine Karaktereiendommeligheder, som Forfatteren synes at betegne som hørende naturnødvendig til Arten, eller, for at fatte det forstaaeligere, som hans umættelige Selvkjærlighed langsomt har myrdet, paa Engelsk, ikke paa Fransk (penere, tystere – sans éclat). Han har netop med en stille Fortabelse, der ikke er uden et visst vemodigt Behag, skildret den raffinerede Leg, han har drevet med dette sit Offer, og han er nu kommet til det Punkt, hvor Boblen brister for denne arme.

Vi maa bemerke, at her dog kun er Tale om den Kjærlighed, der kunde finde Sted mellem to Personer af det engelske high-life, omgjærdet af dettes strengeste Formler og Vedtægter, hvilket naturligvis ikke udelukker Lidenskaben, men for hendes Vedkommende kun betydelig maatte forøge dens Lidelser.

«Aldrig,» vedbliver han, «aldrig om mine nuværende Livsaars Antal fordobles, glemmer jeg den fortvilelsesfulde Vildhed, med hvilken hun først opdagede, at min Hyldest var Bedrageri, medens hun havde nedlagt sit Hjertes rigeste Skatte paa Kjærlighedens Alter.Den danske Oversættelse ordret fulgt. Hun skyede min Nærværelse, mine Breve sendtes uaabnede tilbage . . . I et Øiebliks bitre, fortvilede Følelser modtog hun en andens Tilbud» . . .

Altsaa, hun river sig løs og egter en anden. Denne Streg i Regningen, hvorpaa han ikke var belavet, gjør sin sedvanlige Virkning. Hun bliver ham dobbelt vigtig. Mindre end nogensinde kan han slippe hende. Et nyt Stadium i hans Taktik er indtraadt her, Hevnens, den saarede Forfængeligheds. Han forfølger hende overalt, indsniger sig ved de laveste Kunster, og idet han mesterlig hykler den forraadte Kjærlighed, afpiner han hende tilsidst den Tilstaaelse, at han endnu er elsket.

«Men Karoline var en stolt, dydig Kvinde; med Tilstaaelsen gjorde hun for evigt Afkald paa mig og forviste mig fra sin Nærhed. Jeg var intet uædelmodigt Menneske, skjønt jeg var forfængelig; men min Ædelmodighed var sygelig, besmittet og ufuldkommen»(!)

Hendes dydige Stolthed egger ham imidlertid mer og mer, og da hun nu ovenikjøbet maa høre, at hun optræder i Selskabslivet, hvor hun er stillet paa en høi Plads, udsat for alles Blikke, ikke saaledes, som han ønskede at forestille sig hende, «bleg, kummerfuld, sørgende over sin tabte Lykke, men som en Uddelerinde af Smil, en Glædens Gudinde», saa stiger hans oprørte Følelser til det høieste.

«Jeg kunde have taalt Adskillelse, jeg skulde næret min hemmelige, skjønt uudslettelige Kjærlighed (!) og aldrig forstyrret hendes Ro med det sagteste Suk; men da maatte vor Adskillelse være udgaaet fra mig; min Forfængelighed kunde ikke taale, at hun skulde diktere den, at denne Rolle ikke blev mig til Del . . .»

«Hemmelige, uudslettelige Kjærlighed!» Ja saa staar der virkelig; – vi faar saagar Skildringer af denne Kjærlighed, hvorledes den fyldte ham, trods hans Adfærd. Vi tilstaar, at dette er for sterkt for os, og at vi har ondt for at tro paa en saadan Forbindelse. Men Bulwer forsikrer os jo, at den er mulig, og han maa jo bedst vide det.

«I Begyndelsen havde jeg nøiet mig med at vide, at jeg var elsket; efterhaanden ønskede jeg, at andre ogsaa skulde vide det. Jeg længtede efter at vise min Magt over denne hædrede og forgudede Lady Merton . . . Jeg paalagde hende de pinligste og mest ydmygende Forpligtelser; jeg tillod hende ikke at se nogen uden dem, jeg vilde, hun skulde se, ikke at gaa nogensteds hen, hvor jeg ikke vilde, hun skulde gaa, og tog ikke i Betænkning at lade min Magt over hendes stumme Kjærlighed stige i samme Forhold, som jeg kunde sætte den tilskue for en større og større Offentlighed . . . Dertil knyttede sig endnu en Egenhed, som er meget almindelig hos Verdensmænd. I samme Grad som jeg paa en pralende Maade satte den Kjærlighed tilskue, som jeg havde opvakt, stræbte jeg omhyggelig at dølge den Kjærlighed, jeg selv følte.»

Denne Verdensmandens Egenhed er det, som hidfører Katastrofen. Drillet for sin romantiske Tilbedelse for Lady Merton af en ondskabsfuld Maske paa en Maskerade, hvor hele Londons Aristokrati var samlet, giver han hendes Følelse ubarmhjertig til Pris, blamerer hende paa den mest opsigtsvækkende Maade og giver hende dermed Dødsstødet. Besvimet bæres hun derfra; en Uge senere bar man hende til Graven.

«Jeg stod ved hendes Dødsleie, og jeg vendte mig bort som en vildfarende Vandringsmand, en Pilegrim paa Jorden . . . I Sandhed, jeg har modtaget min Løn . . .»

«Her stansede Oldingen dybt rørt!» . . .


Det var et Skriftemaal! Forfatteren tilsteder os her et fuldt uhindret Blik i Mandskarakterens Eiendommeligheder, og det i en af dens interessanteste Konflikter, den erotiske Sports. Han gjør dette med en Detaljomhyggelighed, som man ikke kan ønske mere samvittighedsfuld. Han viser os en for en de Fjære, der her sættes i Bevægelse, og som tilsammenlagte konstruerer den hele Mekanisme. Vi føler, medens Blodet stivner i vore Aarer, i hvilken Tilstand et kvindeligt Hjerte levnes, engang grebet af denne Mekanismes ubønhørlige Jernfingre, og at Døden, der befriede Lady Merton, var en Frelser.

. . . Han stod ved hendes Dødsleie!

O vi vil tænke os, at en Engel barmhjertig da bredte Sløret over hendes Bevidsthed og lod hende dø i Fred.

Og alt dette fortæller denne Gentleman med en vemodig Henvisning til hendes Portræt, der indtager Ærespladsen i hans Kabinet, fortæller det til sin unge Adoptivsøn, Helten i Romanen. En vakker faderlig Appel til en endnu uerfaren Sjæl, der først skal tjene sin Vernepligt ud i Lidenskabens Tjeneste! Moralen bliver, med vor bedste Vilje til at finde en bedre, da den: Du, som jeg, min Søn, er Mænd, der, hvor det angaar Kvinder, har forfattet vore egne Æreslove; forfør, bedrag, lyv, bagtal – myrd – duk dig ned i Nederdrægtighedens Dyb, men ængst dig ikke; Gjengjældelsen vil naa dig i en lykkelig hædret Alderdom, blidnet ved en vemodig Erindring og et Ungdomsbillede paa Væggen, denne Erindrings hulde, signende Madonna! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Sammenligner vi det Indtryk, Bulwers Romaner, ved at læse dem, nu efterlader i vor Sjæl, med det, som den russiske Forfatter Turgenjews Behandling af samme Emne vækker i os, byder det en merkelig Kontrast. Ogsaa Turgenjew skildrer Mandskarakterens Særegenheder i Forhold til Kvinden; men hvorledes sker dette! Med hvilken knusende Foragt, knusende, fordi den er saa stille, næsten smilende, præsenterer han os ikke disse ud af Livet grebne, halv burleske, halv forfærdelige Skikkelser, saadanne som hans vilde Land vel kan fostre dem! Lad os blot tage de Mænd, der træder op i hans uforlignelige Novelle Eine Unglückliche, hvori han i Træk, der ryster Marv og Ben, giver os et Kvindelivs hele Epos indesluttet i en tynd liden Bog, som man magelig kan læse en Eftermiddagsstund, medens man venter paa Kaffeen. Han gjør ingen Betragtninger, han skildrer blot, og han behøver det heller ikke for at fylde os med den samme Medynk og Afsky, der bragte hans egen Pen – o negt det ikke, Turgenjew! – til at ryste. Han giver os dem, som de er; han gjør ingen sentimentale Anstrengelser for at vække Deltagelse for dem, og dog skildrer han os disse Figurer med en saa burlesk Anskuelighed, et saa kosteligt Humor, at vi ved ikke selv, om vi skilles fra dem med Beklagelse eller alene med den Lettelse, hvormed man aander op efter Rædselen.

Sammenlign dermed Bulwers fine, slebne Englænder med de hvide Lokker, fortællende med vemodig stemt Mine sine Skurkestreger til sin unge Myndling, og Indtrykket er langt modbydeligere. Det er det, vi kalder at byde os det bedærvede – kandiseret; det minder os noget om et gammelitaliensk Hyrdedigt, hvor selv Vildsvinet, der har dræbt Adonis, holder følsomme Taler til hans Skjønheds Pris og udtømmer sig i Beklagelse over hans tidlige Død.

Merkeligt er det med Bulwer, at han, modsat de fleste sterkt produktive Forfattere, skrev sit bedste Verk tilsidst. Der ligger ligesom et Svelg mellem Produkterne fra hans «Glansperiode» og den Roman (Kenelm Chillingly), hvormed han sluttede sin Bane.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra de Stummes Leir

Fra de Stummes Leir er en samling artikler og essays der Camilla Collett hovedsaklig analyserer kvinnebildet i 1800-tallets europeiske romanlitteratur. Hun mener at romansjangeren er et vitnesbyrd over kvinners livsvilkår og konklusjonen hennes er at litteraturen lærer kvinner å oppgi seg selv. Fra de Stummes Leir er et tidlig eksempel på feministisk litteraturkritikk.

I forordet skriver Collett: «Den, som sender disse Blade ud i Verden ... er ikke den mere, som hun engang var eller syntes at være, det vil sige maatte være. Mindre maaske ved Natur og Anlæg end ved Forholdenes Tryk var hun stille og taus. ... Men tale vil jeg nu! Kunde mine Ord som Lyn, der splitter, falde ned i alle stumme Sjæle, fortrykte, som min engang var det, kvalte som min!»

Se faksimiler av 1. utgave fra 1877 (NB Digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.