L’homme-femme. (Af Alexandre Dumas.)

Det er merkeligt at se, hvor bibelsterke selv de gudløseste Mænd bliver, naar det gjælder det umyndiggjorte Kjøn og at træde en eller anden Fremskridtssag, der angaar dette, hemmende iveien. Hvor ustøe de forresten kan være i den hellige Bogs Paragraffer, kan de alle hine Lovbud, der støtter deres egen Magt, paa Fingrene og ved at anbringe dem, naar det gjælder, med en egen Vegt, som ordentlig har noget hemmelighedsfuldt, i Skindet født og baaret ved sig.

Er det hæderligt, er det retfærdigt, er det – kristeligt at hente disse Vaaben, hvormed disse vergeløse idelig skal tugtes til Lydighed og Underkastelse, fra tusendaarige Samfundstilstande og Lovbestemmelser og ville indpode dem paa vore Dages himmelvidt forskjellige Kulturforhold? Skal man endelig plyndre det gamle Testamentes Kapitler, hvor næsten hvert et aander Grusomhed og Undertrykkelse mod den svagere, og glemme, at vi har et nyt Testamente, en barmhjertigere Midler mellem det og os?

Men ogsaa dette turde i mange af sine Udtalelser kun varlig og ikke uden omhyggelig Kommentar benyttes; bogstavelig at overføre dets Opfatning af Mandsforhold til Kvinde i vore Forhold, som vi hver Dag maa opleve det, er neppe forsvarligt. Der skjuler sig en Uærlighed derunder, som man ikke bliver var, ikke vil blive var. Bibelargumentørerne handler nemlig selv stik imod Bibelens Ord: de hænger sig i Bogstavet, der ihjelslaar, men ænser ikke Aanden, der levendegjør.

Vi maa ikke glemme, at altimedens Kristendommen fuldbyrdede denne Aandens Seier over Trældom og Mørke, var den selv bunden til sin Tids Betingelser; den maatte gaa ud fra det Standpunkt, hvorpaa Kvinden dengang var stillet, ja maatte adoptere indtil den Terminologi, hvori hun om- og tiltaltes. Den vil have forstaaet at Nøden var saa skrigende, saa bundløs, at her nyttede det ikke med partielle Forholdsregler, dem vi i vore Dage kvakler med; det gjaldt ikke at indrømme Kvinden nogle Rettigheder, men at tvinge Manden til ikke at misbruge sine, ikke at give hende Forsvarsvaaben ihænde mod sin Undertrykker; men det gjaldt at afvæbne Undertrykkeren og bøie ham under den fælles Lov. Naar derfor Paulus ganske naturlig fra sin Tids Standpunkt stiller Manden som Kvindens Hoved og Herre, saa mener han naturligvis Evangeliets Mand, der bøier sig under hin Fælleslov. I etisk Forstand stod Kvinden, saaledes som hun udvikledes gjennem Kristendommen, omtrent paa det Standpunkt, hvorpaa hun stod fra Skabelsens Tid, og som hun den Dag idag staar. Man krævede dengang, som man gjør det nu, Opofrelsen og Hengivelsen af hende, kun med den Forskjel, at før Kristi Forkyndelse blev den hende aftvungen og aftruet ved Styrkens raa Magt, blev den miskjendt og misbrugt; men ved hin Forkyndelse turde den for første Gang kun lystre Kjærlighedens milde Bud og Krav. Hvor inderlig, hvor taknemmelig hun har erkjendt dette, udgaar ogsaa af den tilbedende Hengivenhed, hvormed alle Kvinder sluttede sig om Frelseren; medens der er nok af onde, hadefulde Mænd, nævner det nye Testamente ikke en eneste Kvinde i hans Nærhed, der ikke var god – eller blev det. Ja han, Kristus den retfærdige, var den sande Kvindebefrier, der, idet han afvæbnede Styrkens raa Magt, udfyldte Afgrunden mellem Mand og Kvinde og oprettede et Lighedsforhold, der er det eneste sande, som vi maa gaa ud fra eller – skal vi rettere sige – vende tilbage til.

Det er dette af Kristus selv indstiftede Forhold, der aldrig kan ophæves. Hvor det sker, synker Samfundene sammen; – Historien kan fortælle det. Ingen af Parterne kan eksistere uden i denne nære, inderlige Sammenhæng med hinanden. Hvor Manden vil løsrive sig i selvstiftet Frihed, drager han Kvinden med i Fordærvelsen; vil han rettelig beholde hende, maa han bøie sig til hende. I ret Aand at befæste og opretholde dette Sambaand bør være Maalet for alle sande Emancipationsbestræbelser. Hvor dette Maal lades ude afsyne, vil de udarte som vandsyge Vekster til afmægtige Forsøg, jammerligt Flikverk!

Thi desværre, det har ikke bestaaet gjennem Tiderne, dette af Kristus indstiftede Forhold. Kløften har stadig udvidet sig. Den raa Styrke har gjentaget sin Mon, ikke det mindste mindre raa, mindre brutal, fordi den optræder modificeret efter vore mere slebne Kulturforhold, og dobbelt ulykkelig staar Kvinden der med sin Trang og Vilje til Opofrelse og Hengivelse, fordi hun forstaar nu, hvad hun dengang var for nedværdiget til at forstaa, sin forfærdelige Skjæbne: at maatte spilde paa den raa Styrke, hvad hun kun vilde yde Skaanselen og Kjærligheden.

Naar derfor vor Tids Mænd stadig vedbliver at hente Retfærdiggjørelsen for sin Uret mod Kvinden paa testamentlig Grund, saa paastaar vi, at det beror paa en Uredelighed; thi disse Udtalelser fra Frelserens eller Apostlernes Mund er myntede paa den evangeliske Mand, og da vor Tids Mand saa temmelig har emanciperet sig fra denne evangeliske Fælleslov, har han med Retten til at kræve den i sin Strenghed overholdt af den anden, svagere Halvdel tillige tabt Retten til at hente sine Beviser paa den Grund.

At vi hos os har en Overflod paa Bibelfortolkere og -anvendere, falder ligesom af sig selv. I alle Samfundsforhandlinger, hvor der maaske kan være Tale om at vindicere en fattig liden kvindelig Fordel eller Rettighed, vil de aldrig mangle. Vi kan ikke tilbageholde den Formening, at det vilde være fortjenstfuldere, om vi bestræbte os for at rydde lidt op blandt det, vi allerede havde af den Art, og som nu, fuldstændig utillempelig Tidens Behov, som tomme Formler klæber blandt andet ved visse af vore kirkelige Forhandlinger og Ceremonier. Vi vil blot erindre om vort Vielsesritual, der sandsynligvis stammer fra den gamle dansk-pietistiske Kongetid, og som vi nok tror er enestaaende, naar vi undtager, at vi deler det med Danmark, i det europæiske Samfund. Det synes, dette Vielseritual, der skal indsigne to Unges Kjærlighedsforening for Livet, som om det havde samlet alle den gamle Moselovs uforsonligste Forkyndelser til det stakkels Menneske og Kvinden i Særdeleshed; det overgiver Bruden næsten som en Tjenerinde i sin Herres Haand i Udtryk, som den noble og humane Mand ikke vil misforstaa; – men den ikke noble Mand, den raa, brutale, hvem Presten i Herrens Navn tilsiger en saa forfærdelig Magt over hende? Heder det endvidere til Manden af vor Tid, at han skal elske sin Hustru «som sit eget Legeme», saa maa vi jo bare sige: Gud fri og bevare os!

Vi kjender alle det tilvantes forfærdelige Magt, vist ikke mindst forfærdelig, hvor det optræder paa religiøst Omraade. Vi vilde vel have lidet Haab om en Reform af vort Vielses ritual, hvis vi ikke vidste, at Eksempler smitter. Vore Naboer hinsides Kjølen har i det mindste givet os Eksempel paa, at det gaar an at røre ved sligt. Det svenske Vielsesritual er særdeles smukt og tiltalende. Vi maatte kun ønske, at vi havde det, og intet vilde være rimeligere, end at vi delte det med vore politiske Brødre. Men nu er det omvendt svensk Geistlighed, der har forelsket sig i vort. Det er især den kjære Passus om Underdanighedsforholdet, som de bittert savner i sit. Paa det ominøse Kirkemøde i 1873 blev der ogsaa reist en levende Motion om «Forbedringer» i dette Ritual og særlig at faa hin Passus optaget. Ogsaa den vakre Tiltale til Manden, at han skal ære sin Hustru, skulde gaa ud. Det vakte ogsaa en fortjent Opsigt. Sagen kom under Betænkning paa alle Landets Konsistorier, og til Ære for Menneskeheden og en oplyst Nation gik det heller ikke gjennem.

Nei, vi lever ikke i Evangeliets, ikke i de første Kristnes Tid! Kunde vi et Øieblik skuffe os over denne Sandhed, saa vil det næste rive os ud af Illusionen igjen. Tag blot en af Tidens Aviser i Haand, og det er nok! Alt, hvad vi skuer og erfarer, vil minde os om, at vi lever i Tropmanns og Trouvillernes Tidsalder, en Tidsalder, hvis Særkjende er den sterkeres Grusomhed og Nydelsesgriskhed, og hvor vi ser denne Grusomhed, denne Griskhed udspy sine rædselsfulde Følger i tiltagende Hustru- og Kvindemord, medens Lastens Annoncer, der frækt kalder sig at komme «den lidende Menneskehed» til Hjælp, fylder hele Spalter i de europæiske Dagblade . . . Nei, I Skabningens Herrer, følg nu som før eders egne Love, dem ingen Gud har dikteret; – men lad os være fri for eders Bibelsprog.

---

Ovenstaaende Betragtninger har faaet en synderlig Næring ved et Tilfælde af Bibelfortolkning, som endog i Forfatterens eget Samfund har vakt betænkelig Opsigt, saa meget mere som han er en berømt Mand. At vi i vort Land har en Tilbøielighed til baade i Tide og Utide at gribe til bibelske Applikationer og Bevisførelser, kan under vore sobre Forhold og sterkere bevægede religiøse Liv lettere taales, for ikke at sige forsvares, som uundgaaeligt.

Men at Alexandre Dumas jun. i sin L’homme-femme, en i Paris udkommen Bog, henter Retfærdiggjørelsen for det afskyeligste Mandsdespoti paa de samme Marker – han, Pariseren, Verdensmanden ex professo, Demimondens Ridder, vækker kun en saa meget dybere Væmmelse, som han giver sig Mine af at beskytte Kvinderne, ja sætte dem høiere end sit eget Kjøn, det han dybt synes at foragte, idet han leilighedsvis kalder Mændene grimme, latterlige – bête – fordærvede.

Og hvilken Rang i Skabningen tildeler han nu Kvinden ligeoverfor denne grimme, latterlige, fordærvede Halvdel af den?

Man læse hans L’homme-femme! Han opstiller den gamle, af visse Prester forfegtede Trilogi: Kvinde – Mand – Gud omtrent i samme Orden som Maane – Jord – Sol, dog med den væsentlige Forvanskning af Verdenslovene, at Maanen ikke af Solen, men af sin Planet modtager Lys og Varme, idet han paastaar, at Manden trænger til Gud og Kvinden til Manden, efter hvilken Teori Manden bliver Kvindens Gud. Manden skulde altsaa ikke trænge til Kvinden, – Kvinden ikke til Gud! . . . og denne merkværdige Rangforordning begrunder han deri, at Gud i Manden eller rettere det Stof, hvoraf denne dannedes, umiddelbart har indblæst sin Aande, medens Kvinden, der dannedes af Mandens Ribben, ikke har modtaget nogen saadan umiddelbar Beaandelse, – Bevisførelser for Mandens næsten guddommelige Overlegenhed, hentede paa gammeltestamentlig Grund, der, hvis vi Kvinder ogsaa vilde begynde at bevise af Bibelen, kunde føre til helt forskjellige Fortolkninger.

«Gud skabte Kvinden i sin Vrede!» havde den tykke – mester X. for Vane at sige, naar Pigen havde lagt for sterkt i Ovnen, hans Kone ryddede i hans Værelse, eller hans Datter kom til at forstyrre ham i hans Middagslur. «Ja,» svarede denne tilsidst – en Smule enfant terrible var hun –, kjed af denne Frase, «men, Papa, Gud var altsaa vred, førend Kvinden blev skabt; der maatte da være noget hændt forud, som har gjort ham vred; hvad kunde det være?»

Vi er artige Børn, ingen enfants terribles. Vi vil derfor ikke indlade os i nogen nøiere Drøftelse af Dumas’s Argument, at et Menneskeemne er mere gudbeaandet, naar det tages af Jord end af et menneskeligt Ribben; vi kunde jo næsten komme til den Slutning, at dette sidste maa være et ædlere Stof.

Alex. Dumas’s Bog er et Indlæg i det interessante Spørgsmaal, der har sat de franske Jurister og Filosofer i adskillig Bevægelse:

Har en Mand, der griber sin Hustru i Utroskab, Ret til at dræbe hende?

Vi studser, vi spørger, hvor vi befinder os; er vi iblandt Mohrer eller Tyrker, eller er her kun Tale om et af disse Samfundsprincipper, der hører hjemme i Feudaltidens mørke Annaler?

Nei. Spørgsmaalet er for ramme Alvor opkastet i en Brochure, der har set Lyset i vor seneste Tid, og det i Verdensstaden, Civilisationens Centralpunkt, og det er dette Spørgsmaal, som Alex. Dumas har ydet sin Overveielse og besvarer i en temmelig udførlig Afhandling, som han betitler L’homme-femme.Det er ganske betegnende, at man i Frankrige som i flere romanske Lande ikke har nogen Betegnelse for Fællesbegrebet Mand, men kun efter Latinens homo l’homme, Mennesket.

Det ligger allerede i denne Titel, at vi kan vente en fuld Bekjendelse af Mands og Kvindes gjensidige Forhold; vi kan ogsaa Skridt for Skridt følge denne Opfatning paa hans Udflugter fra Boulevarderne og Boudoirerne til de hellige Marker for hans Granskninger og tilbage igjen, og hvorledes disse Dobbeltstudier fører ham til den endelige Besvarelse af Spørgsmaalet.

I Forordet til Hr. Henry d’Ideville, Brochurens Forfatter, udtaler han sig saa:

«Jeg kommer til at sige Dem merkværdige Ting, Monsieur. Nogle vil finde dem urimelige, andre anstødelige; den største Del af Læserne vil finde dem monstrøse. Imidlertid, de maa siges, og da er det ligesaa godt, jeg siger det, da jeg er vant til Skriget. Det er overflødigt at bemerke, at hvad jeg skriver, er ikke skrevet for Kvinderne (!). Kvinderne behøver ikke at belæres om sig selv. De kjender sig selv altfor godt, og naar der tilfældigvis er nogen, der kjender dem endnu bedre end de selv, lukker de Ørene til og beder om at maatte forblive i sin Uvidenhed. Kvinderne giver sig aldrig for Fornuftgrunde; kun Følelsen og Styrken er det, som betvinger dem – forelskede eller beherskede, – Resten er dem fuldkommen ligegyldig.

Jeg skriver derfor kun for Mændenes Belærelse; hvis de efter disse Belærelser endnu vedbliver i sine Vildfarelser, saa er det ikke min Skyld, jeg tor mine Hænder som Pilatus.»

Efter denne Indledning, der afgiver en egen Blanding af gamle skimlede Kvindeforagtmaksimer, tilsat med moderne Flothed, vil det ikke synderlig overraske os, hvad der kommer.

I den verdslige Orden inddeler han Kvinderne i tre Klasser: la femme de temple, la femme de foyer og la femme de rue. Naturen, lægger han til, har den samme Klasseinddeling, kun retter den sig ikke altid efter den verdslige, det vil sige den udvortes Klasseinddeling, hvoraf igjen flyder, at denne kan komme til at huse Elementerne blandet. Familiemoderen kan have Elementer tilfælles med Gadens Kvinde – og omvendt; ja de stakkels Udskudte kan huse Anlæg og Tilbøieligheder, der kun tilhører Jomfrukvinden, la femme du temple.

Imod denne Teori har vi intet at indvende. Idealet opstiller han os nu i Familiekvinden, den reneste Sammensmeltning af Jomfruen, Hustruen og Moderen. Han skildrer os hende, som hun skal være efter Guds og Samfundets Love; dette kunde jo være meget smukt, og vi venter nu at faa et rigtig indtagende Billede af Egteskabet. Men det er det, vi netop ikke faar. Allerede de Betragtninger, han anstiller over den nygiftes Følelser ligeoverfor Manden, og navnlig, hvorledes hun ved Moderskabet næsten ganske løsriver sig fra ham og forsvinder for ham, stemmer neppe med vor nordiske Opfatning af Hustruens Forhold. Han skildrer os dertil Egtemandens Stilling saa generet, næsten latterlig, der gaar en saa ufordulgt Haan mod Egteskabet og den dydige Kvinde gjennem den hele Skildring, at den næsten lyder som et afskrækkende Varsko for Manden mod at indlade sig med hende.

«Sig Sandheden,» siger han til en af disse beklagelige, der har ladet sig fange i Egteskabets Snare og nu ovenikjøbet har Udsigt til snart at blive Fader, «du tør ikke vise dig med hende! En Egtemand, der promenerer i Gaderne med denne lille Tønde paa Toben! Det er grotesk, hvad? Han synes at sige til alle, der møder dem: Ja, hvad synes I? Det er virkelig mig! – og du vil se den samme Spot glide over deres Miner som den, der fordum gled over dine ved et saadant Syn . . .»

Skal vi endnu føie et Træk til? – Ja medens selv Pennen vægrer sig ved at gjengive det, – for Sagens Skyld, skal det ske! Ingen af dem, hvem denne Bog nærmest angaar, har, saavidt vi ved, forsøgt en Imødegaaelse. Vil ingen drage Sandhedens Klenod op af denne Kloak, – i alle Kvinders Navn! saa vil jeg det.

Talen er om den Nedslagenhed, den, tør vi næsten sige hellige Sorg, der fylder enhver ret Kvinde, efterat den Metamorfose, Naturen og Livet fuldbyrder i hende – er fuldbyrdet; en Sorg, som Mænd ved lidet om, men, kjendte de den, stumme burde bøie sig for.

Vi maa imidlertid døie at høre Forfatteren af L’homme-femme omtale denne Sorg. Han begrunder den i, at Kvinden er mindre sanselig anlagt end Manden; hun ofrer det aldrig oprettelige. Han skildrer den mere som Harme, et stille Oprør.

«Men lidt efter lidt kommer hun igjen i Ligevegt, hun føler en Trang til Revanche, og lig en Kat, som man har indelukket i et nyt Hus, efterat den nogen Tid har skjult sig under Møblerne, begynder hun opmerksomt at betragte Murene og snuse til Dørene.» – Man skaane os for Resten.

I slige Træk skriver en Nation sig selv sin Dom.

«Les féministes (Kvindeforsvarerne) vil paastaa, at alt det onde kommer af, at man ikke vil erkjende, at Kvinden er Mandens Lige, at man bør give hende den samme Opdragelse og de samme Rettigheder, at Manden misbruger sin Styrke etc. etc.»

Nei, det forlanger forstandige Feminister ikke; de forlanger ikke den samme Opdragelse som Manden; men de forlanger den samme Grad af Udvikling for hendes Evner, som Manden nyder for sine.

«Vi tillader os at svare Feministerne, at dette er uvittige Forlangender. Kvinden er ikke Mandens Lige i Evner og Betydning; – hun har sin Betydning for sig, ligesom hun har en anden Skikkelse, andre Hverv at opfylde. Beviset for, at hun ikke er saa sterk som Manden, er, at hun altid klager over, at Manden er sterkere end hende (!). Derfor, har Naturen givet Manden Styrke, saa er det, fordi han skal bruge den!»

Ganske visst; men det er over, at han misbruger denne Styrke, at Kvinden klager . . . ligesom han bør bruge alle de Evner, han har modtaget, for den Opgave, han har at fuldbyrde.

Ligesaa sandt! maatte han blot indrømme Kvinden Lov til det samme.

«Det er sandt, en af de første Brug, Manden gjorde af sin Styrke, var at indelukke og underordne sig saa meget som muligt Kvinden (d’enfermer et de subordonner le plus possible), hvem han i visse Tilfælde trænger til, idet han altfor vel vidste, at det kommer ham dyrt at staa, naar Kvinden har sin Frihed, selv i et Paradis! Vi vil imidlertid vise, med hvilke Vaaben Naturen har begavet Kvinden, at hun gjennem Sederne (les moeurs) kan oprette igjen, hvad Lovene formener hende (!?). Manden har derfor troet at maatte bøie hende under særskilte Lovbestemmelser paa Grund af de særegne – og vi nødes til at sige det – underordnede Funktioner, hvortil allerede Naturen har fordømt hende (?). Det gjælder at bringe disse Love og disse Funktioner i størst mulig Harmoni, og det er det, som de paa bedste Maade har gjort efter det Kjendskab, de havde til denne særegne Skabning (être particulier).»

Aa ja, Napoleon med sin Code civil har ogsaa gjort dette efter bedste Evne.

«Og det vil synes, som om de har gjort Ret, da vi netop ser de bedste, agtværdigste Kvinder finde sig deri; de klager aldrig, gjør aldrig Modstand.»

Aa jo, ogsaa de; men sker det ikke, er det gjerne, fordi de som lykkelig stillede, af en undskyldelig Egoisme intet ser, intet vil se; dette, at de er lykkelig stillede, ikke deres Agtværdighed, gjør, at de ikke klager.

«Det er altsaa ikke den Opdragelse, vi giver hende, der er Skyld i, at hun er, som hun er; men det er, fordi hun er, som hun er, at vi giver hende denne Opdragelse . . . Gud Alstyreren, Manden Midleren, Kvinden Medhjælpen – voilà le triangle! Manden kan intet uden Gud, Kvinden intet uden Manden, det er den evige, urokkelige Sandhed. Det er altsaa ikke Kvindens Opdragelse, man skal forandre; men det er Mandens.»

Man kan begribe, hvor spændt man bliver paa at vide, hvorledes Mandens Opdragelse skal reguleres, efterat Forfatteren netop har forklaret os, at han blot har at bruge sin Styrke uindskrænket.

«Naar Manden har lært at forstaa, hvorfor han er paa Jorden, vil Kvinden straks begribe, hvorfor hun skylder at underordne sig ham (elle doit soumission à l’homme). Det gjælder altsaa ikke at give hende mere Frihed og flere Rettigheder, end hun har; hun kan kun med dem opkaste sig til Mandens sociale Modstander, en Kamp, hvori han altid vil blive den seirende, da han er Styrkens Indehaver (!). Det gjælder at lære og, hvis han vægrer sig derfor, paatvinge Manden hans Pligt mod Kvinden.»

Endelig! o lad os høre!

«. . . hvad Kvinden, Formens (Legemets?), Underkastelsens og Hjælpens Væsen, har Ret til at bede Manden om, Styrkens, Formidlerens, Handlingens, Bevægelsens Repræsentant, er at indvie hende i det, Gud siger ham, indsætte hende i hendes jordiske Ret og delagtiggjøre hende i hans evige Bestemmelse» . . .

Dette hele lange, høitklingende Manifest fik man lade staa ved sit Værd som en anden Kuriositet og se at affinde sig, saa godt man kan, med en Virkelighed, der rigtignok paa en forfærdelig Maade spotter det, hvis Forfatteren af L’hommefemme ved adskillige meget slemme Anklager, der af og til undslipper ham mod denne guddommelige Midler, ikke selv mindede os om denne Virkelighed. Den fortæller os nemlig, denne Virkelighed, at vi befinder os i et Samfund, hvor det er bleven en anerkjendt Sætning, at skikkelige Familiemødre regner det som en betryggende Garanti for deres Datters Fremtid, at den Mand, der egter hende, har – udraset, som det heder. Saa sterkt udtrykker vel ikke Forfatteren sig; men han udtaler dog som en Kjendsgjerning, at af hundrede brødefulde Hustruer er der otti, som bliver det ved sine Mænds Skyld.

«Men,» lægges der til, «Mandens Egteskabsbrud kan aldrig have de Følger som hendes . . . I Sandhed, Egteskabet er ganske til Kvindernes Fordel. Det er ogsaa derfor, at Lovene, efter at have væbnet Manden med disse saa udskregne partiske Rettigheder, hvorover Kvinderne beklager sig saa, idet de tillader dem at spille Offerets Rolle ligeoverfor den følsomme Tilskuer, absolverer i Tilfælde af et aabenbart Egteskabsbrud alle Udbrud af Mandens Vrede.»

Vi stanser her; vi ved ikke, hvad der modbydeligst berører os, den bristefærdige Hovmod eller Hjerteløsheden, der taler af disse Ord. Man er tilmode, som om man vilde rive Vinduet op for ikke at kvæles, men saa strømmer den bitre Kulde ind fra den Kant, og vi maa døie baade Kvalmheden og Kulden.

«Gynæcéet, Haremet, Klostrene, visse Artikler i Lovgivningen, visse sedelige Bestemmelser, Vanære for dem, som vil unddrage sig disse Bestemmelser, det er de Forsigtighedsregler, som Manden næsten overalt har troet at maatte tage (!). Derfor er Egteskabet i sin loyale, regelmæssige Form ganske til Kvindernes Fordel. Man tænke sig blot alt, hvad de finder deri! Foruden Opfyldelsen af deres voeu naturel (?) finder de Frihed til at se, til at kjende, til at gaa, til at komme, som de unge Piger ikke kjender noget til» . . .

Ja vistnok! Tilladelse til at spadsere frit i Haven er altid en større Indrømmelse for Fangen end for Fangevogteren; men er det et Bevis?

Vi maa nu tage Mod til os og følge ham paa hans bibelske Forskningstog, idet vi vil forsøge at gjengive nogle af de Fortolkninger, der fører ham lidt efter lidt til Afgjørelsen af det ominøse Spørgsmaal.

Efter et Resumé af Skabelsesakten fortsætter han:

«Imidlertid, uagtet Kvinden er af en smukkere Form og et finere Stof end Manden, fordi hun er draget af et allerede af Gud belivet Stof, er hun dog af en lavere Oprindelse, da hun ikke har umiddelbart modtaget den guddommelige Aand. Hun deler kun den, som Adam har modtaget, og er blot fremmanet som hans Medhjælp. Hun er saaledes kun den anden i Skab ningen, og Manden, først skabt, er altsaa stillet mellem hende og Skaberen. Det er ikke hende, Gud har givet Edens Have og Dyrene; det er ikke hende, han har paalagt at vokse og formere sig; det er ikke hende, han har forbudt at spise af Kundskabens Træ» . . .

Det er sterkt! Hvem fristes ikke ved at se den stakkels Eva anvist en slig, næsten dyrisk Plads i Skabningen til den Slutning, at saa kunde jo ogsaa Chimpansen og Marekatten pukke paa sin Førstefødselsret, da de jo blev skabte før Manden! Vil Hr. Dumas gaa ud fra Teorien om det sukcessive, saa kom vi jo til en helt anden Slutning.

«Hun har hverken Evne, Vilje eller Ansvar for noget, mellem de tre Magter, hun er stillet – Gud, Manden og Jorden – er hun til, eksisterer hun; det er alt. Hvilke af disse Magter kommer hun til at tilhøre?

«Slangen træder op. Den repræsenterer Jorden, fra hvilken den stammer, i alt, hvad denne har af lavt og hæsligt. Og dog er det kun i Idealets Navn, han maa forsøge at neddrage Kvinden, da han ved hende belivet af en Gnist af den Aand, der har gjennemtrængt Manden(!). Han lokker hende da med, at hun ved at spise af Frugten vil faa fuld Erkjendelse og blive Gud lig. Men da det som sagt ikke er hende personlig, som Gud har forbudt at spise af Træet(!), har hun Ret til at sige, hvad Kvinder siden gjennem Sekler har gjentaget, naar de gribes i en Brøde: Jeg vidste ikke!

«Syndefaldet har altsaa fundet Sted.

«Gud udjager Adam af Paradiset. Er det, fordi han har spist af den forbudne Frugt? Nei, det er blot en underordnet Grund; den egentlige Grund er, at han har lyttet til Kvindens Røst.«

Hvilken Kvinde føler ikke, at i disse Ord ligger hele Kvindeslegtens Skjæbne.

I disse Ord lurer allerede Mandens hele Overgreb, hans Selvretfærdiggjørelse for den samme Brøde, – hans umandige Usselhed bag dem at lade hende bære Vegten af den, ja, at bruge den som et eviggjældende Paaskud for hans Misbrug af Magten!

Fortolkning af et jødisk Sagn, hvilke Forbrydelser har du saaet over denne elendige Jord! O Eva, o usaligste af alle Sagnheltinder, der i et Øieblik forbrød, hvad dine Døtre gjennem Aartusender maa bære Skylden for!

Altsaa, ikke fordi han havde syndet selv, men fordi han havde lyttet til sin Hustrus Røst!

«Thi den eneste Røst, som Manden bør høre, er Guds Røst; enhver anden Røst kunde kun komme fra Væsener, der var udsprungne fra ham, følgelig afhængige af ham, følgelig ham underordnet.

«. . . Herren lægger nu umiddelbart sin straffende Haand paa Eva for hendes Brøde (??) og Stolthed. Det første Barn, som hun troede annammet af Herren, dette Barn forbander Herren; Kain vanker fredløs omkring og kommer til Landet Nod. Han formerer sig der, «ved hvem»? Da der endnu kun «bibelsk talt» eksisterede én Kvinde, nemlig Eva, kommer vi til den Hopotese, at det kan have været ved en Abinde . . . . . . . Havde Dyrene ogsaa været ulydige som Mennesket, havde de spist af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt? Havde de opnaaet, da det var dem forment at opnaa den høiere Skabning, at give Livet til disse Menneskezerrbilder, som man kalder Aber?»

Han forfølger nu, hvorledes dette Kains Afkom gjennem Slegterne forfines og forskjønnes, indtil det efterhaanden naar den samme Fuldkommenhed, udvortes notabene, som Evas Afkom; – kun Sjælen mangler. Deraf denne blot animalske Menneskelighed, som rager lyslevende op i vore Dage, og som sandsynligvis har givet Anledning til de Darwinske Teorier.

Altsaa endnu en Eva, en ny Syndebuk! . . . Atter det samme Forhold, kun lavere stillet. Har vi forstaaet Darwins Teori ret, grunder den hele Menneskeslegt sig paa en hel og holden dyrisk Nedstammelse. Hr. Dumas jun. gaar derimod ud fra, at kun Stammoderen til de lave, sjælløse Mennesker har været dyrisk.

«Den Kainske Æt overlever Syndfloden og fortsætter sig i Cham, som atter igjen forbandes og forjages. Det er fra ham, hin Race nedstammer, der er den vanskeligste af alle at samle og kultivere, – dette gamle Afrika, som dog nu forsvinder» . . .

Vi tør af visse delikate Grunde ikke følge Hr. Alexandre Dumas jun. længer i de mørkhudede Spor af hans Racefortolkning, men slutter os heller til ham, hvor han forfølger de andre Noahsønner i deres Verdensskjæbner.

Det samme gjentager sig som før Syndfloden. Menneskene er ikke bleven bedre. Religioner og Stater opstaar og fortrænger hinanden, Civilisationer spirer, blomstrer og udarter, og Menneskene naar tilsidst en saadan Grad af Ondskab, Hovmod og Fordærvelse, «at Gud kun har Valget mellem at udrydde dem ved en ny Syndflod eller – redde dem. Og han beslutter Redningen.»

Mariæ Bebudelse skildres nu med al katolsk Ekstase og en virkelig digterisk Veltalenhed.

«Hvilken rørende Ynde! Hvilken dristig Poesi, hvilken imponerende og dog mild Majestæt! En Engel aabenbarer sig og forsvinder, en Lilje sænker sig mod en bedende Jomfru, og Verdens Frelser, Guds Søn, fødes. Det er Kvindens Triumf i sin ophøiede Skikkelse.»

Vi aander op ved disse Ord. Forfatteren af L’homme-femme har stillet Kvinden hidtil saa lavt, ja næsten paa Dyrets Trin; Eden var ikke til for hende; uden Selvbevidsthed bliver hun vilje- og ansvarsløs, Redskabet til dets Fortabelse, for siden at behandles som – fuldt ansvarlig. Hr. Dumas har hidtil været en af de ubønhørligste Fortolkere og Forkyndere af denne Straffedom over Kvinden.

Opreisningens Time slaar nu, tænker vi; Gud udkaarer Kvinden til den høieste Forherligelse, der kan times en Dødelig, til at være Redskabet til Forsoningen. En fattig, ukjendt ung Pige udvælges til at føde ham til Verden, der kom, ikke for at befæste, men for at omstøde Styrkens vilde Lov, der kom for at afsætte Manden som Midler mellem Gud og hans Medskabning og indsætte sig selv som den rette Midler mellem Gud og Mennesket . . . han, der sagde: «Kommer hid til mig, alle I, der sørger og er besværede!» Og se, Kvinden var den første, der fulgte Raabet, der klyngede sig til ham og skreg: «Det er os, her er vi!»

Opreisningens Time slaar nu. Ogsaa vor Bibelfortolker vil erkjende det. I denne begeistrede Indledning forbereder han os kun paa, hvad der vil komme. Vi venter intet mindre, end at han af Jesu Liv fortrinsvis vil samle og dvæle ved alt, hvad der tjener til denne Opreisning, og indsætte Kvinden i hendes rette Menneskeværd.

Men han udsøger i Frelserens Mund kun et eneste Ord. Vi vil se, hvilket dette Ord er.

«Nu vel, Monsieur,» bliver han patetisk ved – man erindre, at han staar ligeoverfor Hr. d’Ideville, Spørgsmaalets Opkaster – «nu vel, han, som fødtes af en Jomfru, han, der sagde: «Jeg er Aanden og Lyset”; han, som sagde det, som ingen Mund har vovet at sige, som ingen menneskelig Mund tør sige efter ham: «Hvem kan overbevise mig om en Synd?» – han siger til denne Jomfru, denne uforlignelige Moder, da denne i Bryllupet i Kana bemerker til ham, at de mangler Vin:

«Kvinde,» siger han, «hvad har jeg med dig at skaffe? Min Time er endnu ikke kommen.»

Dette kan ikke misforstaaes. I disse unegtelig barske Ord vil Forfatteren atter og fyndig have betegnet den Stilling, Kvinden skal indtage i Skabningen.

Er denne Gjengivelse efter Johannes at stole paa? I vor autoriserede Bibeloversættelse staar der: «Kvinde, hvad vil du mig? Min Tid er endnu ikke kommen!» Den kan være streng den kan være mild, denne Tiltale; men Hr. Dumas vilde neppe synes om, at vi gav den en mild Fortolkning.Dette Kvinde, som klinger saa haardt for vore Øren nu, har dengang ikke gjort det; det har maaske været den eneste Tiltale, hvorfor vi nu har en Legio af de forskjelligste. Selv fra Korset tiltaler Kristus sin Moder med Kvinde.

Hr. Dumas fortsætter:

«Hvis vi nu vilde holde os til Teksten, saa vilde jo Jesus ikke engang have Ret til at sige: «Hvem kan overbevise mig om nogen Synd?» thi den første den bedste kunde svare ham: «Du har selv overskredet Guds Bud, hvis Søn du siger dig at være; du har manglet den Ærbødighed, du skylder din Moder; ingen af os, hvem du vil lære Loven, har forsyndet sig saa høit.» Hvad betyder da denne haarde, hovmodige Tiltale (cette phrase dure et hautaine), efter hvilken Maria, istedenfor at kalde sin Søn tilbage til hans sønlige Pligt og jage ham, som Noah havde jaget sin respektstridige Søn, nøier sig med sagtmodig at svare: «Hvad han siger eder, det gjøre I.» Og Jesus forvandlede Vand til Vin.

«Denne Frase, Monsieur, betyder, at Jesus gjennem disse Ord besegler det evige, af Gud bestemte Forhold mellem Mand og Kvinde, som den første Mand har forspildt, idet han lyttede til sin Hustrus Røst, men som det nu efter 6000 Aar gjælder at faa oprettet igjen.

«I dette nye Eden skal Kvinden ingen Indflydelse have paa Manden, saa at han maa svare hende: «Min Time er ikke kommen.» Han alene skal dømme om sine Handlingers Betimelighed, og alt imedens han forbinder sig kjødelig og sjælelig med hende til Opfyldelse af Herrens Vilje, bør han underordne hende, forstaa hende, nærme hende til sig, men aldrig underordne sig hende. Gud – Manden – Kvinden gjenindtager da sine respektive Forhold til hinanden. Gud forbliver Alstyreren – Manden ene og alene Mediet, – og Kvinden erkjender sig bare at være – disponibilité.Da vi ikke vover at oversætte dette Ord, afskriver vi Oversættelsen ordret efter Borrings Leksikon: den Egenskab at være til éns Raadighed, være sat ud af aktiv Tjeneste, især Militære, for leilighedsvis at kunne bruges. Manden skal ikke høre andre end Gud og Kvinden ingen anden end Manden. Hvis Kvinden lyder Slangens Røst, vil hun komme til at krybe med den; hvis Manden lyder Kvindens Røst, da vil han dø i hende!»

Men hvis Manden lyder Slangens Røst? Hr. Dumas oplyser os ikke om, hvad Virkning det øver paa ham. Han befinder sig vel derved, maa vi næsten tro.

«– Og derfor er det, at Jesus, Gud bleven Menneske, forat Manden skal vende tilbage til Gud, svarer ikke alene Jomfruen, Moderen, men hele Kvindekjønnet: «Kvinde, hvad har jeg med dig at skaffe?» og Kvinden, erkjendende sin Mester, svarer ydmygt: ‘Gjør, hvad han siger eder!’»

---

Efter disse Præliminærer, hvoraf vi har givet et kortest muligt Uddrag, maatte vi være sterkt belavede paa, at Besvarelsen af det opstillede Spørgsmaal vilde falde ud til et «la mort sans phrase«. Alt syntes truende at samle sig til denne Udgang.

Men vi maa ikke glemme, at Hr. Alex. Dumas fremfor alt er Verdensmand og Pariser. Hjemkommen fra sine Udflugter paa de hellige Enemerker, hvor man, trods hans salvelsesfulde Emfaser, merker, at han ikke befinder sig rigtig sikker, rigtig vel, gjælder det for ham med nogenlunde Behændighed at gaa over i sin rette Sfære, d.v.s. at forsone den strenge gammeltestamentlige Kvindedommerværdighed med Stillingen som – Damernes Ridder. Det er ingen let Opgave. I denne Dobbeltsituation taber han øiensynlig noget af sin Sikkerhed. Han kommer til Punkter i sine Meditationer, hvor han synes at ville lade Naade gaa for Ret. Han vender og dreier Spørgsmaalet, han indrømmer Betingelser, som fraraader Bloddommen; han gjør det i et saa behageligt Sprog, siger os saa mange smukke Ting, at vi begynder at samle os efter Skrækken. Alt synes at drive ham til den Udgang, der svarer til vor kristelige, ja blot menneskelige Opfatning af Spørgsmaalet; vi venter at høre Ord som dem, der lød fra Frelserens Mund til den brødefulde Hustru: «Stat op og synd ikke mere!»

Men vi rives voldsomt ud af denne Illusion.

Og kan vi andet vente!

Skal den gamle Jødedoms strengeste, ubønhørligste Sentenser endnu tilsættes Verdensmandens, Parisercølibatærens Opfatning af Kvinde og Kvindeværd, saa kan det kun afgive en Kombination, der ikke burde skuffe nogen over Udgangen.

Den yppersteprestelige Iver griber ham igjen og hæver ham til Høidepunktet af hans Overveielser.

«Jeg staar i Verdenscentret, hvor den hele Skabning taler til mig, som den har talt til Noah paa Bjerget Ararat, til Moses paa Bjerget Sinai og til Jesus paa Oljebjerget, og den taler til den ydmygste Dødelige, som vil høre den og tro paa den . . .

«Nu vel, Monsieur, hvis jeg havde en Søn, vilde jeg den Dag, han fyldte 21 Aar, tage ham op paa mit Bjerg, og jeg vilde sige til ham . . .»

I en høitidelig Tale udvikler nu Alexandre Dumas for denne sin Søn Resuméet af sine Betragtninger. Men da denne Tale er meget lang, maa vi opgive Referentens Udførlighed og nøie os med kortest muligt at gjengive Hovedpunkterne.

Hr. A. Dumas har altsaa taget sin Søn op paa et – saare høit Bjerg, hvor han først viser ham Verdens største Herlighed i de ideale Menneskeforhold, navnlig Egteskabet.

Han viser ham da først, hvorledes denne, Sønnen, selv skal være «selon la volonté de Dieu«, at han kan blive den rette Midler mellem Gud og den lavere stillede Kvinde, for derigjennem at gjøre ham skikket til det ideelle Egteskab – atter, det bedrøver os at maatte sige det – med store Fordringer til vor Indbildningskraft at forsone dette Billede af Manden efter Guds Vilje med den slemme Virkelighed.

Derefter faar vi Kvinden selon la volonté d’Alexandre Dumas, der i sin Art ikke maa være mindre fuldkommen. Næst Ydmygheden og Underdanigheden selvforstaaet, maa hun være «troende, kydsk, arbeidsom, sund og glad og – uden Ironi. Railleriet hos en Kvinde er noget djævelsk noget! (symptôme d’enfer)«.

Er det maaske for ikke at friste saadan Tilbøielighed, hvor den muligens kunde findes, over Evne, at Forfatteren af L’homme-femme i sin Fortale advarer Kvinder mod at læse hans Bog?

Vi vil ikke raade derfra; maatte kun ret mange overvinde sig til at gjennemlæse den! Maatte den have den Magt at ryste dem op til en sund, en levende Indignation, der kunde vække dem til Beskuelse af, hvordan i Sandhed deres Stilling er, naar Forhaanelser som de, denne Bog indeholder, skal slynges dem i Ansigtet . . . hvad siger vi, naar de ikke engang tør skue sine Ofre frit i Øinene, men disse skal grimaseres af bag sin Ryg!

Maatte kun ogsaa ret mange af «de høithædrede, der ikke klager», læse den, og de vil rødme over sin Tilfredshed.

«Hvis du,» ender han sin Tale til denne unge Søn, «hvis du, trods al din Forsigtighed, al din Menneskekundskab, din Dyd (ta vertu), din Godhed og Langmodighed har ladet dig skuffe; hvis du har lænket dig til et uværdigt Væsen, der misbruger din Tillid; hvis Forbrydelsen mod dig er aabenbar, Bruddet uopretteligt, da, naar Lovene, der giver sig Ret til at knytte, vægrer sig ved at løse Baandet, da opkast dig selv i Herrens Navn til Dommer og Hevner (exécuteur) af denne Skabning: – Dræb hende! (Tue-la!).»

---

Vi staar bedøvede.

Hvor befinder vi os? spørger vi atter.

Vi trænger i Sandhed til at besinde os. Vi maa langt tilbage i Mørkets Tider, eller maa, skal vi endelig afkræve vor Tid Ansvaret for en Bloddom som denne, ty til Seraillets eller Dahomeyhoffets sorte Hemmeligheder for at finde Hjemfødsretten til den. Og saa nævner Naturhistorien os enkelte Dyreracer, hvor der til Hannerne ligger det besynderlige Instinkt, hvis «Forbrydelsen er aabenbar», at øve den egteherrelige Lynchjustits. I den civiliserede Verden troede vi dog hidtil kun, at den hørte hjemme i de edsvornes Rækker, og at den blot kunde forkyndes fra Domstolene til overbeviste Mordere. Nei, det er et Spørgsmaal, som er optaget paa vor humane Civilisations Dagsbudget, som koldblodig diskuteres mellem Mænd, der kalder sig Kristne og Gentlemen, og det i en Tid, da de fleste Nationer med Gru vender sig bort fra Dødsstraffen.

Hvor er Grænsen, hvor en Mand ikke har Ret til at øve denne Lynchjustits? Tue-la! – Om det sker med en af Udsvævelse udmarvet Arm, kommer det ikke an paa. Hustruen er grebet i Utroskab med en eneste: Tue-la!

Tue-la! siger Stortyrken kun ved en skrækkelig Fingerbevægelse.

Tue-la! siger Storkefar og hvæsser sit Neb.

Tue-la! siger Alexandre Dumas, Medlem af det franske Akademi, Ridder af den Hellige Ludvigsorden etc. etc. i Aaret Attenhundrede og fireogsytti efter kristelig Tidsregning.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.