Indledning.

Hvad er da sket?
Hvad er vel hændt ombord?
Hvad er den gådefulde grund til trykket,
Som lamslog sind og vilje, arm og ord?
Er nød påfærde, – nogen forulykket?
Nei, ingenlunde. Alting går sin gang, –
men uden håb og mod, og uden sang.
Og hvorfor? Jo, fordi en lønlig tvil,
et rygte sniger sig foruden hvil
fra forlugaren og til agtermasten:
De tror de seiler med et lig i lasten
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
De spørger mig om grunden, gode ven!
Har De ei mærket, noget vilde komme?
Forstod De ei, et tidehverv var omme,
der veired tryghed og fortrøstning hen?
Hvad grunden er, det ligger ei for dagen;
men De skal høre, hvad jeg ved om sagen.
«Et rimbrev» af Ibsen.

Hvor langt er vi med vor Snak om Frigjørelse, med vore Kvindesamfund, med flere megetlovende Forordsapologier for Sagen i Virkeligheden komne? Vi vil se. Man har udfundet nogle Udveie til, at Kvinder kan ernære sig selv, naar de ikke foretrækker, ligesom i tidligere Dage, at forsørges som – ak altfor ofte byrdefulde Paahæng i en Familie. Man har oprettet høiere Lære- og Industriskoler, ja endog Læseforeninger, hvor de aandelig kan forfriske sig efter et trættende Dagverk eller efter en maaske ligesaa trættende Lediggang. Man maatte være meget uretfærdig for ikke at vurdere disse Goder, som de fortjener. For et Par Aartier siden havde vi intet. Og Tanken alene paa Muligheden af at opnaa noget af dette vilde forekommet os noget saa nær som at forlange Maanen ned fra Himmelen.

Men for en dybere skuende Betragtning stiller disse vundne Fordele sig kun som Palliativer, som lindrende Forholdsregler, der om kortere eller længere Tid vil vise sin Utilstrækkelighed. Bestræbelserne for at forbedre Kvindens Kaar er begyndte i udvortes Retning og har dermed slaaet sig til Ro. De skulde været begyndte indenfra, samvirkende, støttende hinanden. Derfor vil de ingen væsentlig Indvirkning øve paa hendes Stilling i Samfundet; de er opførte paa moradsig Grund.

Det er for Nøden i Dybet, vore Øine trænger til at oplades. Og den virkelige, den dybeste Nød er, hvad der moralsk ligger nedbrudt og trænger til at reises, og den allerdybeste Nød er, at Bevidstheden om denne dybe Nød mangler overalt.

Det er Følelsen af, at der er noget ved vort Menneskeværd, vor Menneskeret, der ligger nedtrampet i Smuds og Støv og forlanger at indtage sin Plads igjen, det er Følelsen deraf, der først skal vækkes. Ikke i den enkelte, nei, den maa elektrisk gjennemstrømme alle. Det er Indignationen, en hellig berettiget Uvilje, som mangler os, der først skal vækkes.

«Andre Tider, andre Seder,» heder det. «Andre Seder, andre Egenskaber, andre Dyder,» vil jeg omsætte det til, og for ingen gjælder det mere end for Kvindens Vedkommende, skal hun ikke til evige Tider vedblive at være et stillestaaende Hjul i Verdensmekanismen. Enhver Tid stiller andre Krav til hende. Det gamle velbekjendte Program paa kun negative Dyder og Fuldkommenheder trænger til at fornyes. Kvindelighedens Ideal har, det ved vi alle, alene været faststillet i Begreberne taale – bære – lide – tie, kort, i den fuldstændigste Opgivelse af Selvet. Det er smukt, dette Element i Kvindenaturen; ingen vil falde paa at negte det; saalænge Verden staar, vil det have sine Missioner at opfylde. Men det fylder ikke, det har aldrig magtet det, og det er sygnet under Anstrengelsen, sygnet under sin egen Utilstrækkelighed. Hos en stor Mængde Kvinder afsætter sig dette Selvopgivelsens Princip i en stump Ligegyldighed for alt, hvad der ikke rører sig indenfor deres egen lille Selvplagerverden, og atter hos mange vil vi se denne Ligegyldighed udarte til en fuldstændig molluskagtig Ufølsomhed for enhver Uret, der kan times dem, medens de tror deri først at have naaet Kvindelighedens rette Ideal. «Finde sig i alt» er deres skjulte Løsen. Det er sørgeligt at iagttage denne Taalsomhedens «finde sig i alt» i dens Virkninger paa Omgivelserne. Den virker som Møl. Mand og Børn, Tjeneste- og Bestillingsfolk skjæmmes ud derved. Ingen Pligtiver, ingen Følelsens Friskhed og Spænstighed kan staa sig mod dens smuldrende, langsomt opløsende Magt. Og saa, som den virker i det smaa, saa virker den og har øvet sin Virkning paa den hele store Samfundsorganisme.

Jeg hører Indvendingen, den bruser over som den endelig løsladte Strøm. Nei, Kristendommens Mening har dette ikke været. Den har utvetydig gjort Fornegtelsens og Selvbetvingelsens Bud gjensidigt. Men dette dens Grundprincip kunde jo ikke udskilles fra dens Bekjendelse, hvis vi ellers vilde kalde os Kristne; derfor, i samme Forhold som den ene Halvdel af denne kristne Menneskehed frigjorde sig fra Fællesforpligtelsen, har den dobbelt veltet den over paa den anden, den svagere Halvdel. Har den vindende i Virkeligheden vundet derved? Vi tror det ikke. Den Kvindelighed, der har udviklet sig under et unaturligt Tryk, har ikke bidraget til at forædle og gjøre den lykkeligere, der drog Fordelen deraf. I én Form er vi dog vist enige om at fordømme denne Art Kvindelighed: den forkjælende Moders. Nu vel, den har samme Ansvar ligeoverfor Verdensopdragelsen, som den blindt eftergivende Moder har det ligeoverfor et Barns Udartning. Den har gjort Manden vild og grusom, den har virket hemmende paa den hele Menneskeheds Udvikling, maaske sat den Aarhundreder tilbage. Hvad om den har været den dybeste Aarsag til, at vi endnu sidder inde med Samfundsonder, og at nye udvikler sig, der er en Skjendsel for Menneskeheden? Tør vi med Sikkerhed paastaa, at Tyrefegtningens og Krigens Afskyeligheder, Sektfanatisme, Mormonisme, privilegeret Prostitution ikke har nogen Grund i, at man har forsmaaet Kvindens Medvirkning i de store Verdensopgaver, medens man kun tildelte hende en lastbærende Rolle, den hun, ak, altfor villig og altfor længe har fundet sig i?

Denne Kvindelighed, der altfor længe, altfor villig kun har baaret, denne ligesaa usunde som usande Kvindelighed har nu spillet sin Rolle ud. Den kan ikke mere holde tilbage, hvad der er bleven tøilesløst ved dens egen Vanmagt. Tiden er i Nød; den raaber høilydt paa ogsaa andre Evner, andre Kræfter i Kvinden end de blot negativt forsagende. Tiden er i Nød. Det kan ikke nytte at dølge det længer: Glæde og Fortrøstning synes at være veget fra Slegterne; fra Dybet lyder manende, angstfuldt kaldende Røster, som Verdenslarmen snart ikke mere vil kunne overdøve. Det er paa Kvinden, de kalder; – Tiden er i Nød – den trænger til den hele Skat, man har ladet henligge værdløst unyttet i hende.

Men hun selv maa lære at fatte sin Vigtighed; hun maa blive sig bevidst, at Trællestandens «Tidehverv er omme», at hun tilhører Livet og Kampen, – Kampen med dens Ansvar og Farer, men ogsaa med dens Vinding, dens Seire. Ligger denne Opvaagnelsens Tid nær, eller vil den endnu længe have at kjæmpe sig frem mellem Taager og Irlys? Men naar den engang oprinder, denne Opvaagnelsens, denne Fuldbevidsthedens Tid, vil Opgjøret ikke blive lempeligt. Naar denne Sag kommer i alles Munde, naar den aabenlyst forkyndes og diskuteres istedetfor som nu at skjule sig henne i Krogene, naar alle Grene af Literaturen, Novellen, Romanen, Lystspillet og Dramaet har bemægtiget sig den og kappes om at bære den frem! . . . En Retssag foran en Verdensskranke! Hvad mener I? Den ene Part i Firmaet Menneske mod den anden, for verdensgamle Forurettelser og Besvigelser, Madame Eva Homo kontra Sieur Adam, for tusendaarige Mishandlinger og Misbrug af Magten!

Men Søstre, Kvinder, – for ret at vidne, for ret at dømme i denne Sag er der Aktstykker at gjennemgaa, og jeg vil nævne eder nogle af disse Aktstykker, disse ubedrageligste Oplysningskilder, og det er Livet, der rører sig omkring os, det er Historien, – det er Literaturen, og deri fornemmelig Romanen. Ja Romanen; den vil være kommet nu, den Tid, da Kvinderne studerer Romanen, ikke til ørkesløst Drømmeri, men til Oplysning, til Vækkelse, til Vidnesbyrd.

Romanen! vil I sige, af den skulde vi hente denne Oplysning om vor Stilling i Samfundet?

Ja, hvor skulde vi ellers faa noget at vide om os, naar det ikke var i Romanen? Eller overhovedet i Skjønliteraturen? Man tage hvilken Bog, i hvilken Retning man vil, i Haand, filosofisk, teologisk, kultur- og literaturhistorisk, Kvinder nævnes ikke i dem undtagen som en Tilfældighed. Vi læser endeløse Forhandlinger, hvori der diskuteres og dekreteres kirkelige og verdslige Bestemmelser – Kvinden – uagtet uimodsigelig den halvt deri interesserede Part, som f. Eks., hvor det angaar Egteskab og Vielse, – har ingen Stemme, ingen Andel havt deri mere end Husdyrene paa Baasen. Kun maa hun blindt lystre disse Lovbud, der fattes uden hendes Stemme deri. En nys udkommen europæisk Literaturhistorie indeholder saaledes blandt en sindsforvirrende Masse kjendte og ukjendte Mandsnavne kun to kvindelige, som det ikke heller ret vel lod sig gjøre at forbigaa: Mad. de Staël og Georges Sand, – en Ære, som de rigtignok maa betale med at se de merkeligste Fortrin, der smykker dem, stemplet som mandige og med forresten dygtig at rives ned. Vi har nordiske Forfatterrevuer og Antologier, hvori Kvinder stadig udelades som ikke eksisterende. Historien kommer jo lidt i Forlegenhed, da den ikke ret vel – saa gjerne som den nok vilde – kan udelade Kvinder; navnlig gjælder det den danske Historie, der bliver nødt til at fortælle os, at de eneste tre Individer af det svage Kjøn, der som selvstyrende har siddet paa Danmarks Kongetrone, samtlige var store og har efterladt sig et lysende Navn som Kvinder og Regentinder – et Resultat, som danske Mænd paa en ganske eiendommelig Maade har ydet sin Paaskjønnelse, idet de ved en senere Lovparagraf for Fremtiden udelukker Kvinder fra Thyras, Filippas og Margarethas Trone.

Nei, Romanen bliver dog tilsidst den sikreste Kilde, hvorigjennem vi kan hente nogen Kundskab om Kvindens Samfundsstilling. Vi sporer i det mindste her Virkningen af, at hun i hine Lovbestemmelser ingen Stemme har havt; vi føres ind paa den Scene, hvor dette Magtbuds trangeste Baand og Bøiler, Opinionens og Vedtægtens, omsnor hende. Vi kan bekvemt følge den hele Proces, der føres mod hende, naar hun ikke blindt lystrer dette Magtbud. Romanen er en Afspeiling af Livet, og Livet optager igjen af Romanen, hvad der er brugbart for det, og bringer det videre.

Romanen! vil I unge sige, den, vi netop ikke maa læse, den, vi maa stjæle os til at læse!

Det er sandt. Man var engang, endnu mere end nu, ængstelig for den Virkning, den øvede paa de Unges Fantasi. En sørgelig Tilstaaelse om, hvor umyndig vi opfattede og læste. En sørgelig Tilstaaelse om, hvor umyndige vi selv var. Man frygtede nogle stakkels Illusioner, der kunde blive farlige for den huslige Ligevegt senere. Man tænkte ikke paa, at der kunde komme en Dag, da Faren laa i, at der ingen Illusioner mere blendede os, da adskilligt af det, der skulde blende, kunde gaa op for os i sit rette Lys. Deraf den Studsen, næsten den Forbitrelse, som Aurore Dudevants første Romaner vakte. De dristede sig til at rive Sløret af for meget af det, der ikke maatte gaa op for os i sit rette Lys. Engang var Talen om den Rolle, Romanen spillede i Kvindelivet. Det er nu paa Tide at vende Sagen om. Lad os nu se at aabne vore Øine for den Rolle, Kvindelivet spiller i Romanen.

Den er ikke opbyggelig. Romanerne afgiver kun altfor sørgelige Illustrationer til Kvindens Stilling i det virkelige Liv. De viser os den hele afskrækkende Sandhed som i et Speil. I dette Speil vil vi se, hvorledes denne Mandens Aandslige og Hjertehalvdel, denne Medhjælp, givet ham af Gud, dybt trykkes ned fra dette sit ophøiede Stade, et evig forfulgt Rov for den sterkeres begjærlige Lidenskaber; vi vil se hende, jo mere raffineret Civilisationen udvikler sig – dybere og dybere draget ned i Materialismens Sfære – beile om Prisen med dens laveste Ydelser, selv et Slags kulinarisk Kunstprodukt, der, kan man uden Overdrivelse sige, serveres efter Tidens vekslende Behag og Smag, altid kjæmpende mod Nedværdigelsen, snart med en dump Resignations Selvdøvelse, snart med vild Fortvilelse, men overalt merkende sine Spor med Taarer og Lidelser.

Heine har engang i cynisk Overmod givet hin laveste Analogi Ord. Han anstiller ensteds i sin «Salon» nogle høist pikante Sammenligninger mellem de forskjelligste Nationers Kvinder og deres – Kjøkken. Det sker i al Uskyldighed, naivt forvorpent; der har neppe været Spor af Bevidsthed hos ham om, at han rørte ved en Universalforbrydelse. De moderne Romaner svulmer over af Lignelser, hentede fra disse Regioner; snart er hun en svulmende Frugt, snart noget andet ganefristende. I en viss tysk Roman er vi komne indtil – «appetitligt hvidt Kvindekjød», kort, her faar vi i rene Ord antydet hendes Hovedstilling i Verdenssamfundet, den Magt, hun har at stræbe efter, den høieste Betydning at vinde, hvad hun har været og endnu er: en Potens i Nydelsen for de herskende. Og den nedværdigende Sammenligning paatrænger sig, ogsaa uden Ord, hvorhen, til hvilken Epoke vi vender vort Øie, fra hvilket Udgangspunkt vi forfølger vor Betragtning. Lad os blot gaa saa langt tilbage som til sidste Halvdel af forrige Aarhundrede, hvor mange Skikkelser har ikke Kvindeligheden maattet iklæde sig efter Tidsaandens Smag og Behag? Vi ser den vekselvis laane sit Præg af Rokokotidens kandiserede Bonbonserotik, det Wertherske Butterbrods-Sværmeri og de Ossianske vol-au-vent. Endnu dog kun som Tanke, hvilken en Rest af chevaleresk Blu søgte at dølge bag smukke Billeder og Talemaader, levede det Præg, Kvindeligheden modtog af sin Tid; – det var vort Aarhundrede, vor Tid forbeholdt at rive Sløret af Tanken og frækt give den Ord. Hin Tids Erotik, hvor fordærvet den var, lignede sine Heltinder dog altid med noget idealt, saa i den vegetative, saa i den levende Verden. Man greb til Engle og til Sylfer, Gazeller og Svaner, Blomsterne udtømte sine Muligheder – i vore Dages Romantik kan vi hente Billederne paa kvindelig Fuldkommenhed nede paa Spisesedlerne og Gastronomiens allernyeste Manifester.

Dog tilbage til Romanen. I den Slegt, som fulgte paa Revolutionen, var det forbeholdt de forviste, der endnu levede fjernt fra Fædrelandet – forsaavidt begunstigede, som de derved unddroges Napoleons umiddelbare Jerntryk –, at give Stødet til Literaturens Gjenopvækkelse, og med den til den nye Kvinde type. Men det var triste Folk, disse Emigranter, haardt prøvede gjennem Kjedsomhed, Ørkesløshed og Skuffelser af alle Arter. Disse Orme havde langsomt tæret paa de bedste Elementer i dem: Troen, Kjærligheden, Entusiasmen, for kun at levne en sygelig Ærgjerrighed og en umættelig Selvforgudelse tilbage. Om Mad. de Staël, der først og fremst hørte til de literære Emigranter, gjælder jo rigtignok dette ikke, men desmere om de skrivende Mænd. Deres hemmelige Løsen var: Gid vi kunde elske, gid vi kunde tro, tro paa noget. De trængte til Bevægelse, til Kampe, og saa skeptiske, saa antikristensindede som vel muligt, opkastede de sig til Forkjæmpere for den afsatte Religion. Selv ude af Stand til at elske, kastede de sig paa Romanen for at skildre Lidenskaben. Den gamle Heltindetillavning tilfredsstillede imidlertid ikke disse malkontent blaserede Aanders Smag. Her maatte noget kraftigere, mere krydret, mere kompliceret til, og de skabte den karakterfulde, behersket-lidenskabelige Kvindelighed, der paa én Gang egger, beruser og modstaar, – Aarhundredets Kvindetype. Det forstaar sig, at dens Heltinder med alt det over al Maade elskede og var forelskede i disse Riddere af den bedrøvelige Skikkelse, hvori hine Forfattere saa umiskjendelig giver sig selv. Men Aarhundredets Kvindetype var skabt; i alle Romaner lige fra hin Epoke vil man gjenfinde den, altid mere og mere udviklet, det vil sige, den træder op i dem, men den anerkjendes ikke som gyldig; overalt vil man finde den modstandsvæbnede Kvinde bekjæmpet og overvundet. Vi vilde derfor maaske bedrage os, hvis vi i hin Trang til en selvstændigere Kvindelighed vilde tro at se en Kvinde-Agtelsens og -Betydningens gryende Morgenrøde. Ak nei, den bringer snarere Tanken hen paa en sportsmæssig Bestræbelse for at stille ligerustede Modstandere op til en Dyre- eller Hanekamp, at den kan blive muligst blodig pikant.

Jeg kan derfor ikke være enig med dem, der har villet betegne den modstandsvæbnede Kvindes Optræden i Literaturen som Kvindens Kamp mod det bestaaende, mod Samfundet. En saadan Kamp vilde hævet hende til Mandens Vaabenfælle – thi ogsaa han har sine Kampe mod Samfundet at bestaa – og ydet os det smukke, stolte Syn af et Fællesforbund. Nei, det er ikke saa vel! Selv Madame de Staël, der i denne Retning altid paaberaabes som Forbillede, som den, der har ført de dristigste Angreb paa Samfundet paa sit Kjøns Vegne, selv hun aflægger en ynkelig Sidsteerklæring, naar hun i sit bekjendte Motto foran Delphine siger, at en Mand har Ret til at trodse Opinionen (Samfundsdespotiet), men en Kvinde bør underkaste sig den.Det er rimeligt, at Mad. de Staël med dette sit Motto kun har villet afvende Vreden noget; hvordan hun vil forsvare al den usigelige Jammer, der i hendes Roman flyder af, at en Kvinde blindt skal bøie sig for Samfundsbestemmelserne og Vedtægten, faar da blive hendes Sag. Nei, det er ikke mere, som i den gamle Roman, med Manden, hun (Kvinden) optræder i Kampen; det er mod ham, eller rettere han mod hende; i ham selv ser vi Personifikationen af Samfundsdespotiet . . . Det er Tvekampen, ak den saa ulige! den paa Skrømt udrustedes mod den skarptbevæbnede! . . . Og vil man bivaane disse Kampe fra den blot og bart dyriske Vildhed til den mest raffinerede Grusomhed, saa læse man Romanerne.

I Romanen, vil I atter sige, vore stjaalne Timers Glæde, skal vi finde alt dette oprørende?

I Romanen? spørger de gamle, Slegtens Bedstemødre. Vor Ungdoms Roman! Den i det slidte Bind, med Taaremerkerne i, den, som vi saa behændig skjulte under Strikketøiet? . . . den, hvori alle Kvinder var Engle og Mændene om muligt noget endnu høiere! Ogsaa i den skulde vor Nedværdigelse træde os imøde?

Ogsaa den lad os kalde tilbage i Mindet. Den Genre Romaner var endda ikke den værste. Den undte os i det mindste Drømmen. Den forespeilede os en Lykke, som Livet siden stadig bedrog os for. De endte altid, disse Romaner, i en Dydens og Kjærlighedens Apoteose i bengalsk Ild. Vi lærer i det mindste af denne Genre Romaner, at vi er blevne lidt klogere, end vi dengang var. Vi tror ikke paa disse Løfter mere. Kjærlighedens Lykke i den bengalske Belysning har altfor ofte forvandlet sig til en ret prosaisk Skorstensild, uden Kjærlighed og uden Lykke. Vi tror ikke paa disse Løfter mere; men paa Lidelsen tror vi, og, Søstre, lad os slutte os sammen til at se Lidelsen ret i Øinene og give den det rette Navn. Lad os se efter, om ikke Lidelsen heder Uret, Nedværdigelse, og lad os saa se, hvilke Kræfter der endnu er levnet i os; hvem ved! maaske vi finder Midler til at reise os efter den, ja til at beseire den!

Lad os dernæst følge den Romanliteratur, der afløste og tildels gik Side om Side med de følsom-løgnagtige Skildringer af Liv og Seder, en Literatur, hvorpaa hin gjærende, mere kritisk prøvende Tid har sat sit Præg. Mange af dem knytter sig til store, verdensberømte Navne, Verker, hvorigjennem Samtidens Mænd har dikteret Samfundet Love.

Deres største Fortrin fremfor den følsomme Genre er, at de forsmaar Hykleriet; de maskerer ikke det onde. Der var nu først Emigrant- og Restaurationsperiodens Romanskrivere: Chateaubriand, Constant, Mad. de Staël, saa den tysk-romantiske Skole: Tieck, Schleg’lerne, Fouqué og høit over dem alle og alle Skoler Goethe!

Goethe, o jeg stanser bævende ved Navnet! . . . Goethe! denne sin Tids største Magiker, den store Trollmand, der med en saa uforlignelig Sikkerhedens Majestæt forstod at kaste Digtningens Slør over en umoralsk Virkelighed og stikke dennes groveste Forsyndelser ind i Digtningen, – der forlod Scenen med et «mere Lys!» og overlod det til en fuldkommen blendet Eftertid at finde Rede i Dichtung und Wahrheit . . . denne Mand, der behandlede Kvindehjerter, som han femaarig behandlede sin Moders Fajance, det han en vakker Eftermiddag underholdt sig med at kaste – klask i Gaden, «til stor Moro», heder det «for den lille Fyr selv og de tilskuende Naboer». Ja, netop saa har Samtid og Eftertid moret sig med Beskuelsen af den store Fyrs Legen med Kvindeskjæbner – Stykke for Stykke – og overbudt hinanden i hjerteløs Betragtning deraf.

I Frankrige fulgte saa Balzac, Eugène Sue, Souvestre, Hugo og Alex. Dumas. Efter Julirevolutionen den franske Romans gradvise Udartning, der lod den synke ned til at kaldes: «la litérature de sang et de boue«. Samtidig hermed hin nye Skole paa den anden Side af Rhinen, der kaldte sig Das junge Deutschland, og som med Gutzkow og Laube i Spidsen syntes at have stillet sig en fuldstændig Løsning af alle sedelige Baand til Formaal. Hvad Plads Kvinden anvises i disse aandrige Saturnalier, behøver neppe at antydes. Saa Byron med sine sublimtænderskjærende Delirier à la falden Engel . . . Vi kan ikke opregne en Tiendepart; men i dem alle manifesterer sig mere eller mindre utilsløret den verdenshistoriske Uret i alle dens Former, dens Faser, dens mangfoldige Afskygninger. Hvilken Luksus af Kvindemarter, hvilke Rædsler af Kvindeofringer! Kun skiller de sig ved lidt mere eller mindre Spor af Medfølelse for Lidelsen. Men alle ligner de hinanden deri, at der mangler dem Bevidsthed om, at dette grunder sig paa Uret. De udtaler den ialfald ikke. Spor af denne større Blødhed kan man finde først og fremst hos Dickens, den elskelige Dickens; hos flere tyske: Auerbach, Freytag; ogsaa hos enkelte franske, hos Souvestre f. Eks., der har skrevet en ganske merkelig liden Cyklus Fortællinger, der heder L’échelle des femmes. Man merker dog i disse, at man befinder sig paa kristnet Kampplads: der flyder Blod og Taarer, men Taarer, der mildnes, idet de blandes.

Dette kan derimod ikke siges om vore Dages Roman. Spor af saadan Ridderlighed vil man finde i de allerfærreste af dem. Forfatterne kappes her om at udstyre sine Helte med Lidenskaber og Tendenser, som Tiden endnu ikke ret har sluppet løs – men det kommer nok –, lader disse Egenskaber fremtræde saa lidet som muligt generet af nogen Velopdragenhedens eller Selvtugtens Baand og vil i denne Kompleks have anerkjendt en Norm for den rette Mandighed. Vi faar denne nye Type i alle moralske Afskygninger lige fra en høist suspekt Hæderlighed og Storsindethed til den utvetydigste Lavhed, gjennem alle Leve- og Verdensmandens raffinerede Synder og elegante Smaanederdrægtigheder ned til Bagnokandidatens Mesterstreger; – hvo, som tviler, han læse! Kvindens Rolle i disse Romaner kan man let tænke sig; den bliver kun en lang, vaandefuld Brydning mod denne Art Mandsstorhed, en Kamp, der altid ender med, at de jammerfuldt bukker under. Men sin vildeste Udartning naar denne Genre først i den nyfranske Romandigtning og dens Efterlignere. Her kan det neppe kaldes Kampe mere. Snarere minder den største Del af disse Romaner om de gamle meksikanske Tempelslagterier, og høit over disse Ofringer troner Mandsdespotiet og Egoismen, paa én Gang følesløst og umættelig, som den broget glitrende Atztekegud paa sin Forhøining over Blodstenen.

Det er disse Forfattere, der, oversatte paa alle Sprog, med klingende Anbefalinger ogsaa er indførte i vor nordiske Læseverden. Man kan finde dem paa alle Borde, i alles Munde, og man synes stiltiende at indrømme dem første Plads i de senere Tiders romantisk-æstetiske Literatur. Ingen har ellers havt noget at bemerke. Hvorfor skulde da ikke Mødre trygt kunne give sine unge Døtre Droz og Gustave Flaubert, Cherbuliez og Spielhagen ihænde og sige: «Tag og læs»? Ja, tag og læs kun, I Unge, men lukker eders Øine og eders Sjæle rigtig op for, hvad der staar at læse!

Mildere mod Kvinden arter sig ogsaa nogle andre Samtidige af forskjellig Nationalitet, deriblandt Turgenjew, Ungareren Jókay, Paul Heyse, – Paul Heyse, denne fine, elskværdige Mand, der maaske saa meget mindre nenner at gjøre os Kvinder Helvedet for hedt hernede, som han paa hver Side af sine spændende Romaner berøver os Fortrøstningen til en gjengjældende Himmel. Turgenjew og Jókay holder tildels fast ved den traditionelle Kvindetype: Opofrelsens, Forsagelsens, medens Mændene arter sig des vildere. Deres Nationalitet tøiler disse Forfattere endnu noget tilbage. Men bundne som de er til disse sine Nationers eiendommelige, halvvilde Betingelser, undgaar de ogsaa Udartningen, der følger med Overcivilisationen. Disse Nationer vil derfor lettere bevare den ridderlige Bevidsthed uskadt og engang kunne knytte den til det bedste og nobleste i Verdenskulturen. Endnu er Kvinden Martyrerske hos dem; det kan ikke anderledes være. Den hele rige Fylde af Skildringer fra deres ofte forunderlig brogede, lidet kjendte Samfundsforhold svulmer over af Kvindelidelse. Og trods dette – vi paastaar det endnu – gjør dog – sammenholdt med de nævnte vesteuropæiske Romantikere – hin rosværdige Afvigelse sig gjældende. Foruden at i det hele en renere Luft vifter os imøde fra deres Verker – naar galt skal være, da heller en ærlig Duft af Kvas og Løg end en giftsvanger Salonparfume –, sporer vi et Hjerte for Kvinden, som man forgjæves vil søge hos de andre. De Smertens Skrig, der toner til os gjennem disse Skildringer, gjenlyder i deres egne Sjæle; de lider selv ved Lidelsen; der gaar endog noget som et Glimt af Bevidsthed, en stille Anklage mod Samfundet gjennem nogle af deres Beretninger. De synes at ane den hule Grund, der truer med at styrte ind, ane Kløften, den bundløse, der har dannet sig mellem Fortidens offerberedvillige Kvinde og Tidens tøilesløse Mand. Men kun dunkelt føler de det. Disse Forfattere forholder sig til hine deres berømte Tidsfæller, som endnu ikke ganske afstumpede Fremmede under visse oprørende Gadescener i de italienske Byer forholder sig til Dyrplagerne selv; deres Hjerter bløder i dem; men hvad kan de gjøre? Kun som de medlidende Reisende skyndsomst muligt vende sig bort.

Ikke saa de nævnte vesteuropæiske Forfattere. De har visselig følt, at de traditionelle Heltindedyder lidet vilde passe til at gaa i Spand med deres egne, ustyrlige Helte. Disse Dyder optræder derfor kun forviste til Fortællingens tjenende Aander, Mødre og Søstre, hvor de oversees som noget organisk medfødt, der i sig selv ikke har ringeste Betydning. Til disse Skrankestormere, disse umættelige Livssvelgere, hvis Kvalifikation som rigtig tidssvarende Romanhelte synes at bero paa den størst mulige Voldsomhed, hvormed de søger at naa alt, hvad deres Begjær falder paa, maatte der nogle tilsvarende, ikke altfor greie Kvindekarakterer; ellers vilde jo Historien straks været ude. De optog derfor Restaurationens Kvindetype, kun varieret, ja karikeret indtil det dæmonisk forvredne. Her ser vi da Kvinden i sin allernyeste Skikkelse; halv drillende Dæmon, halv Helgen, halv Sirene, halv barmhjertig Søster – Ild i en Iskruste, eller omvendt; kort – her har vi Forbilledet til hele Sfinks- og Froufrou-Genren. Dermed udelukkes naturligvis ikke Lidelserne; nei langtfra; jo vildere Kampen udvikler sig, des mere sønderslidende arter sig disse. Thi det gjælder i dem alle: enten maa Manden betvinge hende og bøie den opsætsige efter sin Vilje, eller hun skal dø, dø. Disse rystende Dramaer ender derfor næsten alle dermed, at naar Kampen synes paa det heftigste, stødes hun ned, og han staar som Seierherre igjen paa Arenaen, modtagende Hyldningen. Og som de gamles ubønhørlige Pollice verso klinger gjennem dem alle Forfatterens Varselsraab: «Saaledes skal det gaa dem, disse irregulære Kvinder, der drister sig til at ville være sterkere end vi. Vi vil Modstanden; vi trænger til den, til at egge, til at bryde vore egne Lidenskaber imod; men vi taaler ikke Kvinden i denne Modstand. Slige Kvinder er blot tilladelige, naar vi vil Kampen; men de er helt ubrugbare for os siden.»

Og deri har de vistnok Ret. Naar Podagraen og Gammelmandskravene har afløst Livsstormeriet, saa duer jo den Slags Kvinder slet ikke.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.