Marie Grubbe.

En Fortælling betitlet Fru Marie Grubbe, af I. P. Jacobsen, er dukket op i det store Hav af Juleliteratur, en af de merkeligste Bøger, der i sin Art er kommen for Lyset i de sidste Aartier.

Marie Grubbe! hvilken skurrende Lyd alene dette Navn! Marie Grubbe! Hvo har ikke i det mindste en uhyggelig dunkel Forestilling om Marie Grubbe, denne unge, høitstræbende Adelsfrøken, som fra sin glimrende Stilling som Hoffets Yndling, en Kongesøns ædelige Gemalinde, Trin for Trin sank ned til at blive Færgemandskone! I to hundrede Aar har man betragtet Marie Grubbe som et Uhyre, en kvindelig Rebel, og i ligesaa mange Aar har hendes Minde kun vakt Mændenes paa én Gang irriterede og tilfredsstillede Hevnfølelse og Kvindernes dydigste Afsky. Forfatteren leverer os i en beundringsværdig Fortælling de indre Motiver til Marie Grubbes Oprør mod kvindelig Vedtægt og den bestaaende Samfundsorden, og han afslører os disse sønderrivende Scener med en objektiv Koldblodighed, som den strengeste Kritik i dette Stykke vil finde upaaklagelig.

Vi faar da at vide, at den omtalte Marie Grubbe nærede en første, ideal Kjærlighed til en af de to uegte Kongesønner, Ulrik Christian Gyldenløve, et ungdommeligt Sværmeri, som mere gjaldt Helten, Anføreren paa Voldene, men som sluktes i Rædsel ved den allerførste Berørelse med Mennesket – Manden Gyldenløve. Saa blev hun gift med en anden af disse Kongesønner, Ulrik Frederik Gyldenløve, fra hvem hun flygtede i «høilig dégoût og Afsky”; saa styrtede hun sig ind i en ny Forbindelse, som opløstes ligesaa brat i en do. do. Saa formælede hun sig med en Adelsmand af lavere Rang, Palle Dyre, hvem hun forlod, men mere i en mættet, stille Væmmelse over den usminkede Lavhed i en Menneskesjæl, den ikke engang en Gnist af verdslig Æresfølelse holdt en Smule oppe, og endelig blev hun Søren Færgemands Hustru, med hvem hun forholdsvis følte sig lykkeligst og trofast holdt ud til det sidste.

Forfatteren kalder sin Fortælling «Interiører fra det l7de Aarhundrede», og det har ogsaa lykkedes ham gjennem det minutiøseste Detaljstudium af dettes Kostume, Tale- og Handlesæt at fremmane os et Tidsbillede af stor Virkning. Men – er det skeet ham selv uforvarende? – i dette Fortidsbillede med sin næsten lamslaaende Realitet rører der sig noget, som giver det en dyb symbolsk Betydning; en Aand vifter os imøde, som peger langt ud over den Ramme, hvori det er stillet, ja, den peger endog ud over vor Tid. Marie Grubbe, det er Fremtidens Kvinde, den nære Fremtids, Overgangens, den til Bevidsthed om sig selv og sin Stilling endelig oprystede Kvinde. Hun er endnu ikke kommen, denne Kvinde; endnu ligger hun i Døsen; hun ser intet; hun skal intet, vil intet se og vide. Hun skal blot være, hvad hun i Aarhundreder har været: ved Haanden med sin uudtømmelige Kjærlighedsskat, sin altid paaregnede Offerberedvillighed, sin bundløse Taalsomhed, en Taalsomhed, som vil stige klarere og høiere, jo mere Grus og Sten der tømmes i denne Brønd. Marie Grubbe er Fremtidskvinden, som med sin Kjærlighedstrang forener Idealitetens brændende, higende Krav, men som, naar Skuffelsen kommer, ogsaa vil vise sig i al dens energiske Bitterhed, dens redningssøgende Fortvilelse. Her ingen Synken ned i en selvdødende Resignation, men som nærmere beset kun bunder i Mangel paa Selvagtelse. Marie Grubbes Taalsomhedsbrønd har faaet en Læk og begynder betænkelig at «sige durch». Hendes Offerberedvillighed forlanger Garantier.

Marie Grubbe med ett Ord, det er Kvinden, som i Følelsen af sin egen Høibaarenhed søger det ligebyrdige, ham, der skal opfylde Garantierne og give hendes Væsen Fylde og Fuldendelse, ham, Skabningens Gyldenleu, – men som altid i sine evige Illusioner om nu endelig at have truffet paa Skabningens Gyldenleu finder sig ligeoverfor sin Tids Ulrik Frederiker, Styge Høger og Palle Dyrer, og Fremtidens Marie Grubbe vil hvergang forfærdet vige tilbage over sin Feiltagelse. Da kommer der Dage, fyldte af dump Fortvilelse, af Had, hvor det kan hænde, at hendes «Haand fortvilet famler om Verget». Saa kan der igjen komme Tider stille og rolige, hvori Foragtens bitre, sunde Urt skyder op. Da kan det hænde, at Marie Grubbe, Fremtidens Kvinde, vil se til Skabningens Gyldenleu med «et roligt, maalende, gjennemtrængende Blik, fuldt af stille Undren og af kjølig, næsten haanende Nysgjerrighed, – ikke et Glimt af Hevn eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage».

Ak jo, den vil ogsaa komme igjen; ellers var hun ikke Marie Grubbe! Hun vil smelte i Sorg og Vemod, hun vil udskrige sin Klage; – og saa, dreven igjen af sin aldrig slukte Kvindelængsel og Tro paa «Skabningens Høibaarne», vil hun søge paanyt, daares og skuffes paanyt, indtil hun tilsidst – ak, kanske selv forreven og tilsmudset – famler sig op til den – skikkelige Mand. Han heder maaske Søren Færgemand, og han prygler hende af og til; men han er dog den første, hun har truffet paa, i hvis Nærværelse hun kan aande rent, og for hvem hun ikke ender med at føle saadan «dégoût og Afsky, at hun knapt kunde taale at se dem for sine Øine».

Det er en interessant, en prægtig Bog, denne Fru Marie Grubbe af Jacobsen. Hjemme hos os vil man vistnok finde den meget uhyggelig, for ikke at sige usmagelig, og dog var det ønskeligt, at den blev bekjendt og læst. Hvad dens æstetiske Værd angaar, saa vil det neppe være tvilsomt, hvilken Plads den tilkommer, en Plads, der allerede – dog vil det synes os ikke fuldt nok – er indrømmet den. Vanskeligere vil det være at afgjøre, hvilket Standpunkt denne Forfatter indtager til Kvindespørgsmaalet, som han dog paa en saa merkelig Maade har ydet et Bidrag til, eller hvad Følelse han overhovedet nærer for Kvinden. Vi vover ikke engang en Gjetning, hvor den dog kunde ligge saa nær, ved at se hans kvindelige Figurer stillet frem paa en Baggrund af mandlig Forvorpenhed, hvori der heller ikke falder et eneste Lysstreif. I Grunden kan det ogsaa være ligegyldigt, hvad Standpunkt Forfatteren selv indtager. Midt under sine Bestræbelser for paa det mest levende at anskueliggjøre os Størrelsen af hin Tids Skosløifer og Snirklerne paa dens lyriske Udgydelser har han leveret os en Illustration til Kvindens Stilling i vort moderne kristne Aarhundrede, som taler forstaaeligere end Fortidens Dyrekampe og blodige Offerscener: Han maler os hende i hendes evige, umiddelbare Oprindelighed, med hendes aldrig udslukkede Tro paa Idealet, hendes offerberedvillige Higen i Kamp mod Tidsdæmonerne, omspændt af vor Civilisations sminkede Raahed, dens mæskede Egoisme, dens platte, larmende Interesser, dens Vellysts raffinerede Grusomhed; – han viser os hende kjæmpende, flenget, blødende af tusende Saar, bukke under og reise sig, reise sig med et Smil, for at bukke under paanyt; og han viser os alt dette med en docerende Dyreeksperimentators uforlignelige Ro og nydelsesrige Grusomhed; han viser os det – at vi maa sige det – med al den Grumsomhedens Vellyst, som er vor Tids Særkjende, en Grusomhedens Vellyst, hvis Spor man kan forfølge lige fra Dagens berømteste Frembringelser paa Kunstens og Literaturens Omraade ned til de Baerske Uterligheder, ned til Fjælebodsforestillingerne, hvis lokkende Vignetter vore Dagblade ikke vægrer sig ved at udstille i Skikkelse af en nøgen Kvinde, som sønderrives af gloende Tænger.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.