En Aarhundredets Tantalus.

«Es geht eine uralte Sage unter den Völkern des Orients und des Occidents, dass jede gute und böse That ihre unabwendlichen Folgen habe für den Thäter. Und kommen wird der Tag, wo sie dem Tartarus entsteigen, die furchtbaren Töcher der Nacht, die Eumeniden, – beim Styx – bei diesem Flusse schwören wir Götter niemals falsch – kommen wird der Tag, wo sie erscheinen, die urgerechten Schwestern mit denselben Schlangengeisseln, womit sie den Orestes gegeisselt – ich bitte, lieber Leser, denke dir dabei die Wolfschlucht und Samielsmusik» (Heine).

Saa skrev han i sit første svulmende Overmod, idet han lod disse Varselsord med knusende Haan falde ned over en ulykkelig Modstander.

Arme Spotter! Vi behøver ikke Ulvesvelg og Samielsmusik til denne forfærdelige Tekst for at høre de ubønhørliges Trin i dem. Vi sætter kun et Par Aarstal til denne Tekst, og disse Aarstal heder 48–56, medens vi, gruende for vore egne Tanker og Følelser derved, vender os bort fra det bøiede Jammersbillede, man har stillet foran den samlede Udgave af hans Skrifter, der – o saa grusomt – illustrerer disse hans egne Varselsord.

Da hviskes der et Ord, bønlig besvergende, der drager vort Blik uimodstaaelig tilbage igjen til det bøiede Jammersbillede . . . var det en Engels medlidende Røst? . . . Men dette Ord er Buch der Lieder.

Buch der Lieder!

En smertelig vemodig Erindring, en kjærlig Beundringens, vækker dette Ord i os! Heines Buch der Lieder! Hvor jublede ikke vor Ungdom ham imøde i Buch der Lieder! Det var netop i hine uforglemmelige Gjæringens Aar, vor nyvakte Poesis rigeste Udspringstid, der endog rev vore unge Skjønheder med sig ind i Aandshvirvelen, og hvorfra enkelte vegtige Mandsnavne endnu kan klinge ud af Dagens travle Forretningslarm, en Tid rig paa Geni og Skjønhed som ingen anden før og efter den! Da var disse Mænd alle unge og forelskede, og de kunde knapt føre en Samtale tilende uden et Citat af Heines Buch der Lieder, og de unge Damer tilstod rødmende, at de allerede kjendte disse henrivende, bedaarende Strofer. Var ikke Nedskriverinden heraf selv en af de mest henrevne, mest bedaarede? Hvor har hun ikke, da hun kom i Besøg til hans Ungdoms By, Scenen for disse hans første sarte Hjerteerfaringer, ikke kjæmpet mangen varm Strid med hans Landsmænd, der nøkternt vilde se i ham kun en aandelig gamin, Kjøbmandsstadens slemme enfant terrible? Hvor gik hun ikke i næsten andagtsfuld Beundring forbi det Hus paa Neuerwall, man betegnede som Heines Moders! Hvad der blomstrede bag disse Ruder, maatte være Lotosblomster eller i det mindste hine hvide, drømmende Liljer, der efter Naturens Orden tilhørte den dybe, stille Sø, men som ved et Under drog sin Næring af Luften, hvori hun aandede, «in dessen seelig süsser, trauter Nähe ergriff ihn oft ein wehmuthsvolles Zagen!»

Da kom hans næste Bøger ud, og saa de næste derefter; hun læste, og hun læste og lod som ingenting – stred endog stivsindet for ham som før.

Men inde i Hjertet var der skeet et Brudd. Troen paa ham som Ridder – som vor Ridder uden Frygt og Daddel – havde faaet et Knæk. Uden Frygt var denne Ridder endnu, o kun altfor dristig, men ikke uden Daddel; Huset paa Neuerwall tabte sit Trylleri, og Dybets rene drømmende Vekster forvandlede sig til almindelige Vindusblomster.

Og o, hvilke Brandliljer var det, hvilke skarpe, stikkende Kaktus! hvilken kvælende Valmuflor!

Der fulgte en Tid, da vore unge Mænd slugte ham ivrigere og citerede ham mindre, da vore unge Damer rystede uvidende paa Hovedet, akkurat med den Mine, hvormed man fornegter en forloren Slegtning og forsikrer: Vi kjender ham ikke; han hører slet ikke til Familien. Da var der kun én i Kredsen, der havde Mod til at sige: O visselig, vor var og bliver han; men han er ikke mere! Fred – Erindringens, Glemselens Fred – over hans Minde!

Heine, vor Ungdoms Heine, arme, bedragne Himmelstormer, Prometheus, Tantalus, du! Ja som Tantalus har du levet, som Prometheus har du endt, haanleende, tænderskjærende paa din selvberedte Marterklippe. Ja, som hin usalige Søn af Zeus har du levet, og jo mere du vansmegtede, des mere berusende har du skildret hin Gudernes lokkende, kjølig perlende Drik, der gik dine Læber forbi . . . Thi maaske ikke en af disse ophøiede, saa tryllende Kvindeskikkelser, ved hvis Fødder du siger, at du drømmende har havt dit Sæde, ingen stoltblikkende Mylady, ingen Donna Klara, ingen seraflig Veronika vil du i Virkeligheden have staaet nær eller vundet mindste Magt over, og i din bitre Smerte derover merkede du knapt selv, at du sank dybere og dybere ned i det Svelg, hvorfra ingen Reisning mere er mulig, og hvorfra Døden alene er den lindrende Befrier, og hvor du endte med at spotte Gud, der havde skabt den rene, høitstillede Kvinde, du ikke kunde naa, arme Tantalus-Heine!

Hvad Navn skal vi give denne Skjæbne, der lod en Mand dø som Kvindespotter, der var født med alle Anlæg til at blive deres varmeste Forkjæmper, der begyndte som deres begeistrede Sanger?

Vi har kun én Grund at henvise til, den samme, vi altid maa henvise til, den dybe, den bundløse, der udspinder sig mellem Mand og Kvinde, Moralschismaet mellem dem, dette Svelg, som man stadig søger at udvide. Hvor skal vi finde en Lignelse hentet fra Himmel eller Jord, der svagt kan betegne denne rædselsfulde Kløft! Tøilesløs Frihed paa den ene Side, asketisk klosterlig Betvingelse paa den anden, – en Frihed, der støder sit Hoved itu mod det unærmeliges Klippemur og bedøvet styrter i Afgrunden, – en Frihed, der bliver til en værre Forbandelse end Pruderi- og Kastefordommenes selvmorderske Afsperringssystemer!

Det er denne Forbandelse, som dobbelt vil have rammet den ulykkelige, hvis Minde vemodig vækkes i os. Og hvorfor dobdelt? Vi vover kun et Fingerpeg til at besvare dette Hvorfor. Det ene skal vise mod hans Herkomst, der sperrede hans aristokratiske, ideelt anlagte, erotiske Natur Adgangen til sit Ideal, det andet mod hans Fødselsaar, som trykkede ham tilbage i en Tid, der endnu ikke havde begyndt sit Befrielsesverk fra Fordommenes Trældom, ja hvor der gaves Lande, der udelukkede hans Race, – et Befrielsesverk, hvoraf han kun skulde opleve de første kaotisk vilde Udbrud. Hvem tænker ikke her paa den Jubel, der fyldte ham, da Efterretningen om Julirevolutionen naaede ham paa Helgoland, og paa hans seiersglade Overflytning til Paris? Her løsnede da endelig Baandene, og ikke Politikkens alene, men alle, der havde sammensnøret og besværliggjort Menneskehedens sunde, naturlige Aandedræt. Her ingen Kastehovmodets og Pruderiets grundfaste Mure at støde sig imod; her brød Aanden seirende Veien til Hjerterne; her skulde han endelig finde de Idealer, han saa brændende havde søgt: Skjønhedens – Kjærlighedens – Berømmelsens – Triumfens – o, hvor mange!

Arme Digtersjæl! Dybere, smerteligere end i hans Fædreland vil Skuffelsen have rammet ham her. Det er ikke den ideelt higende, den utilfredse, den fremmede, som Verdens staden byder Opfyldelsens Kranse; men for Skuffelsen aabner den des villigere sine Arme, og for Skuffelsen har den Daarelsen, Døvelsen, – Hvirvelen – Afgrunden.

Arme Digter!

. . . . . . . . . . . . . . . . .

Ja, Kjærlighedens og den ideale Kvindeligheds Sanger er selv gaaet vansmegtende gjennem Livet. Hun har intet til Gjengjæld givet ham, den af ham besungne Kvinde, uden en flygtig ungdommelig Beundring og nogle golde, æstetiske Rørelser, der snart skulde ende i Afsky. Marmorlig ubevægelig som hin milesiske Gudindeskikkelse, den kydske Skjønheds Sindbillede, til hvis Fod han engang, halvt allerede Dødens Bytte, slæbte sig og sønderknust omfattede, har hun skuet ned paa ham fra sin kolde, strengtbefæstede Høide, den af ham besungne Kvinde, – har hun set ham synke uden at række en Haand til hans Redning, uden Hjerte for hans Kvaler, uden Bøn for hans Frelse, og Buch der Lieders skjønheds- og poesiberusede Sanger dør paa sit aarlange Marterleie i en trofast Grisettes Arme, der aldrig havde læst et Ord af hans herlige Sange.

Paa Montmartres Kirkegaard hviler hans Støv. Jeg har aldrig været der; men i Tankerne vandrer jeg altid, naar jeg har gjestet den store By, didop til hans Hvilested. Og jeg lægger min stakkels Krans der og siger nu som dengang: Vor var du dog! . . . Vor Ungdoms Digter, vor tabte Digter: Fred – Erindringens, Glemselens Fred – over dit Minde!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.