[In questa tomba oscura …]

In questa tomba oscura …

Hun iled med bøiet hoved gade op og gade ned.

Det var mørkt og vinden peb imellem de høie, dystre huse. Den drev hende fremad som et skib for fulde seil. Hun vidste, det nytted ikke at stritte imod, hun vidste, hun maatte fremad, fremad, til hun naaed sit maal.

Hvad søgte hun? Hvor vilde hun hen i denne skrækkelige nat? Hun vidste det ikke selv. Hun lukked øinene og lod sig viljeløst drive med.

Hun kjendte ikke veien. Hun kjendte ingen af disse tause, mørke vidner om menneskernes sorger og glæder. Hun saa med angst ind i disse ensomme lys, som flammed feberhedt ud i natten og talte om sygdom – om elskov.

Disse hemmelige lys bag høie, mørke mure, mellem havernes hviskende grønne, minded hende om noget i hendes eget liv, om den feber, som havde drevet hende ud inat.

Hvad vilde hun? Hvad vented hende?

Hun vidste kun, at i denne nat skulde hendes livsgaade løses, at hun i denne nat skulde staa ansigt til ansigt med sit livs lykke, eller – var det en forbrydelse, hun havde begaaet?

Hun gjøs. Hun havde glemt det for saa mange aar tilbage. Hun havde troet det glemt og gjemt, men nu i denne sorte nat, medens stormen hvinende drev hende mod dette ukjendte maal, nu følte hun stærkere og pinefuldere med hvert angstens sekund, at dette ene havde levet i hendes sjæl, havde levet sit eget underjordiske liv, havde vokset sig til et flammende, blodrødt spørgsmaal, som skreg efter svar, efter forløsning.

Og i denne nat skulde hun staa over for skjæbnens ene øie og faa svaret, svaret.

Med et blev hun staaende. Hun lytted angstfuldt. Det var blevet saa stille omkring hende og saa mørkt, saa bundløst mørkt som i hendes egen sjæl. Hvor var hun? Hun befandt sig ikke mere paa gaden. Hun skalv af forventning, hun følte, hun havde naaet sit maal, at afgrunden aabned sig foran hende. Og hun sitred af attraa efter at se ned i denne afgrund, som hun vidste vilde opsluge hende.

Det lysned svagt og hun saa, at hun befandt sig i en kjæmpestor hal. Loftet var høit som en himmelhvælving, og foran døren, hvorfra lysningen kom, hviled en sovende sfinx af sten.

Hun gik langsomt mod den aabne dør, bag hvilken hun vidste, at hendes skjæbne lured paa hende for at gribe hende i sine arme og suge ud hendes blod draabe for draabe.

Hun stod foran en korridor, fyldt af en lysning saa stærk, at den i første øieblik blinded og fortumled hende. Og da hun atter aabned sine øine, saa hun, at korridorens begge vægge var bedækket med høie, mørke billeder af mennesker, mænd og kvinder, og alle vendte de sine truende, spottende og sørgmodige øine mod hende, og hun læste i alle disse gravgustne ansigter en hilsen, et frygteligt velkommen. Hun saa dem nikke afmaalt med de blege hoveder, og hun læste i disse mange uudgrundelige øine: kom, kom nærmere! Endnu er du ikke fremme. Vi bringer kun en hilsen fra det maal, som vinker dig.

Hun gjøs tilbage for denne række af levende døde. Gangen var saa smal, at de havde kunnet slaa hende i ansigtet med sine ligkolde hænder, om de vilde række dem frem. Hun havde nu givet sit liv for at kunne vende tilbage ud i natten og stormen, men det, som tvang hende fremad, var stærkere end hendes skjælvende dødsangst.

Frem maatte hun gjennem den mørke ild fra disse tomme øine, frem maatte hun til nye, uanede rædsler.

Med et stod hun ved gangens anden aabning. Hun stod foran en dyb og gravmørk hvælving. Kun fra taget strømmed mat et irgrønt lys, som blegt og uheldspaaende bølged om en katafalk paa høie, sorte søiler.

Og nu saa hun, at der paa baaren, ubevægelig og ventende, der laa en død, en mand.

Og nu stod hun ved baaren og betragted hans ansigt, det ansigt, hvis mund skulde givet hende svaret, den eneste, eneste, som kjendte det.

Og den var død og stum for evigt, og de øine, hun vilde trodset alle gravens rædsler for at kunne læse i en gang til, en eneste gang, de var lukkede, lukkede for tid og evighed.

Og medens hun laa der, kastet til jorden, og vred sine hænder i magtesløs angst, hørte hun bag sig skridt, skridt, som hun kjendte, skridt, hun havde elsket. Og da hun nu sprang op og vendte sig om, stod han foran hende, han, som laa paa baaren, han, som eied svaret. Og han saa paa hende med store, levende, glødende øine.

Og hun lagde sine hænder i hans og saa ham graadig ind i de aabne øine. Og hun hvisked skjælvende, aandeløs: Svaret, svaret, giv mig nu svaret!

Da følte hun hans hænder paany blive kolde, hans ansigt stivne i dødens bleghed, og hans øine lukked sig tungt under hendes fortvilede blik.

Kun hans hænder pressed hendes fast og ubønhørligt, og hun følte, hvordan hun visned under deres greb, under hans døde blik, hvordan hun visned som et træ om høsten, medens atter stormen sang sin vilde dødspsalme omkring hende og nattens sorte hylled hende ind for evigt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.