Et frit Forhold

av Hulda Garborg

I.

De graabrune Posthusmure osed formelig i Solstegen, og nedover Kirkegaden krøb de bytrætte Mennesker saa tæt som muligt indtil Husvæggene, for at nyde godt af den Smule Skygge som faldt af Markiserne over Butikvinduerne.

Det var ellers ikke mange Folk at se paa Gaden. Det var midt i Sommerferien, da hele det fine Kristiania ligger paa Landet.ligger paa landet] er på ferie

Man saa en og anden Forretningsmand, som ruslede nedover til «Engebret»«Engebret»] kafe og restaurant. Grunnlagt av Engebret Christophersen i 1857 i Rådhusgata 11, frå 1863 på Bankplassen 1. for at faa sin Lunch, eller smaa Flokker af skidne Almuskolebørn, som skulde paa VippetangenVippetangen] hamneområde som hadde fleire badeplassar i andre halvdel av 1800-talet og bade; fire–fem Arm i Arm slentrede de afsted, lykkelige over at slippe til denne sin eneste Feriefornøielse.

Inde i Butikkerne stod søvnige Handelsbetjente og længtede efter Kvælden, da de ved Bygdø SøbadBygdø Søbad] badeplass på halvøya Bygdøy, opna i 1880 eller i TivolihavenTivolihaven] del av Tivoli-området på Klingenberg hos svenske Sangerinder for en Stund kunde glemme Livets Elendighed.

Hos Jensen & Co.Jensen & Co.] fiktivt forretningsnamn. I adressebøkene frå 1880-talet finst det ein fedevareforretning (matvarer) med same namn i Torggata. i Kirkegaden var Folkene nær ved at forgaa af Kjedsomhed. De førte hovedsagelig 4finere Manufakturvarer,Manufakturvarer] tekstilvarer og kunde, som Jensen udtrykte sig, smigre sig med at tælle Byens bedste Damer blandt sine Kunder. Men for den Slags Forretninger var det nu en absolut død Tid.

De hvide LærredsgardinerLærredsgardiner] lerret: glatt umønstra ty, ofte kvitt var nedrullede og ind gjennem den aabne Dør væltet Gadestøvet sig i tykketykke] 2. opplag: tætte Skyer og bredte sig over Diske og Hylder. Og det var det eneste, som skaffede Betjeningen lidt Arbeide; for nu var Knappereoler, Silkebaandsskuffer og Kniplingsæsker ryddet om igjen og om igjen saa ofte, at der ikke længer var noget at finde paa med dem heller. I sin Fortvilelse gav de sig til at snakke om Chefen.

«Skulde Fan være Chef, naar en skulde gjøre sig saa lidet godt af Verden,» sa Hansen, en liden mørk Fyr med storrudet Slips og røde Næver. Han slængte sig ned paa en udtrukken Skuffe, saa det knagede i Disken.

«– hænge paa Kontoret hele Dagen i denne fæle Varmen, saa en ikke kan faa røre sig.»

Lange Tobiassen gryntede. Han hang fremover Disken og gad ingenting.

Hansen knurrede videre. Den «Linerla»«Linerla»] kallenamn på Jensen. Linerla er kjent for den karakteristiske vippinga med halen. derinde, det var akkurat, som han gjordes paa. Passed paa som en Smed hele Dagen, saa en kunde ikke faa sig en halv Øl, om en var dauefærdig af Tørst.

De andre var enige. Dog mente Frk. Halvorsen, at det jo var rigtig af Chefen, at han passed Forretningen 5sin. Hun stod halvt bortgjemt i en Krog og lured sig til at hekle paa en Blonde.

Men ret som det var kom Chefen trippende ind fra Kontoret paa de blankpolerede Skoene sine, snused i Skuffer og Kroger og var misfornøiet. – Han var altid grætten, naar det var stille i Forretningen. – Da han for Øieblikket ikke fandt noget særligt at bemærke, gav han sig til at stryge med den tykke, hvide Pegefingeren sin langs Reoler og Disker, om der ikke skulde være noget Støv et eller andet Steds –; men da selv det «for en Gangs Skyld» var i Orden, mumlede han lidt om denne «Helvedes Varmen» og gik ud.

«Saa gudskelov, nu rusler han hjem til Madamen,»Madamen] tittelen ‹madam› vart brukt for gift kvinne av folket eller middelklassen, men tidlegare også for gift kvinne av borgarskapet. Her brukt lett nedsetjande, ‹fru› er den rette nemninga. udbrød Hansen lettet, «saa kan en kanske faa puste paa lidt!»

Hekletøiet kom atter frem fra Skuffen, hvor det hurtig var blevet gjemt, da Chefen kom; og Tobiassen indtog igjen sin Yndlingsstilling: Overkroppen fremover Disken og Hovedet støttet i Hænderne.

«Har du toogtyve Øre paa dig, Tobiassen?»

Tobiassen sa ikke et Ord; men tog op sin PortemonæPortemonæ] lommebok og la toogtyve Øre paa Disken.

Hansen tog dem med et dybt Buk og gik paa Taaspidserne henimod Bagdøren.

«Saa lunkar vi saa smaanigom
tra la la la la la la la –»Saa lunkar vi saa smaanigom] drikkevise av Carl Michael Bellman, Fredmans sånger, no. 21 «Måltidssång». Omsett: Så traskar vi i langsam takt.

6nynned han, idet han efterabede Chefens Gang og Holdning.

«Uf den Hansen!» sa Frøken Halvorsen indigneret, da han var ude af Døren.

«Aa naa da?»

«Det er da virkelig stygt at herme saan efter Chefen.»

«Ja, det er virkelig stygt; ikke vilde jeg gjøre det,» sa Tobiassen med paataget Alvor.

«Aa De da.»

Hun vendte sig surmulende ifra ham.

«Det er ikke noget at blive sint for det vel; det er virkelig Alvoret mit. Forresten kunde jeg ikke heller, om jeg vilde. Hansen er et Geni han, skal jeg si Dere.»

«Pyh!»

«Det er sandt, det. Jeg garanterer, at der ikke fins nogen i hele Byen, som kan efterligne TivanderTivander] Knut Tivander (1842–1889) svensk skodespelar og teatermann saa godt som han. Det er akkurat, som De skulde høre’n.»

«Jasaa?»

«Ja, har De ikke hørt Tivander da?»

«Nei.»

«Har De aldrig været paa TivoliTivoli] underhaldningsstad på Klingenberg. Knut Tivander gav området dette namnet då han overtok Klingenberg Teater og området rundt på slutten av 1870-talet. kanske?»

«Nei aldrig.»

Han reiste sig op og gik henimod hende.

«Da skal De jamen bli med i Kvæld, saa kjøber jeg Billetter, naar jeg gaar til Middag. Vil De?»

7Hun saa lidt usikkert paa ham. Hun havde græsselig god Lyst.

«Ja-a Tak, jeg vilde nok, men –»

«Men? – Hvad da?»

«Ja, jeg mener om det gaar an for Damer at gaa paa Tivoli?»

«I Theatret ja? Der gaar Byens fineste Damer.»

«Jasaa – ja Tak; da saa.»

«Her er Øl!» raabte Hansen inde fra Lageret. «Aa vær saa snil at vaske lidt af Koppen da, Tulla – Aa Omforladelse, Frøken, mente jeg.» Han kom hen i Døren med en hankeløs Kaffekop.

«Den begynder liksom at bli lidt brugt, skal jeg si Dere.»

Frøken Halvorsen maatte le. Udsigten til at komme paa Tivoli havde sat hende i saa godt Humør, at hun ikke engang blev sint, fordi han sa «Tulla». Herregud, han mente jo ikke noget ondt med det. Hun tog Koppen og holdt en grundig Storvask paa den inde paa En-Gros Lageret, hvor der var Vand og Vask.

Men drikke vilde hun paa ingen Maade.

Gud, Chefen kunde komme! Hun leverede Koppen og sprang ind i Butikken igjen.

Men Tobiassen kom efter.

«Kom nu Frøken, De kan være ganske tryg for ham nu. – Saa, lad det ikke bli koldt nu!» –

Nei Tak, hun skulde virkelig ikke ha, – hadde ikke Spor af Lyst paa Øl. Og hun gav sig 8ivrigt ifærd med at støve Reoler. Jamen var det ærgerligt forresten. Noksaa dumt ogsaa, for han maatte jo være gaat hjem nu; men –

«Skynda paa nu, Frøken!» raabte Hansen inde fra Lageret, «vi har ikke mer end en Kop, ved De, og jeg tørster svarligen!»svarligen] mykje, i stor grad

Ja ja, siden de slet ikke vilde lade hende slippe saa – hun vilde jo desuden nødig fornærme Tobiassen; han var egentlig en snil Gut.

Hun tømte Koppen i en Fart, og sprang ind igjen, saa ræd som om hun skulde ha stjaalet. De andre lo af hende. Hun var ikke blit varm i Tjenesten enda, mente de.

Men ikke før var hun bag Disken, før Chefen kom.

Aa Gudskelov –! Hadde hun været et Minut længer, saa havde han faat se det. Der kunde man bare se, hvormeget de andre var at stole paa. Nei aldrig skulde de faa narret hende mer, det skulde være vist. Jo, det skulde rigtig været nydeligt, om han hadde faat se hende staa der og drikke Øl med Handelsbetjenterne. Han kunde gjerne ha jaget hende meddetsamme.

Tobiassen havde i en Fart fundet sig noget Arbeide inde paa Lageret; men Hansen havde ikke engang faat reddet Skinnet, han stakkar. Jensen overraskede ham, medens han holdt paa at gjemme Tomflasken, og saa maatte han paa en velment Opfordring strax bringe den ned til Madam Simonsen. 9Chefen «troede forresten at han før temmelig tydelig havde gjort opmærksom paa, at den Slags Gjenstande ikke hørte hjemme paa et Manufakturlager».

Rød af Ærgrelse kom Hansen ind i Butikken igjen, og svor en svensk Ed paa at værre Politispion end den «Linerla» fandtes der ikke. Det var akkurat som han lugtede naar de havde noget for sig inde paa Lageret.

«Men det er jo slet ikke rigtig heller at lure Chefen saan,» forsøgte Frøken Halvorsen at indvende.

Men da lo Hansen. Rigtig? Kanske de forsømte noe med det? Og kanske hun ikke syntes de kunde trænge lidt en Gang imellem de ogsaa, naar de skulde staa slig og hænge hele Dagen. Man kunde jo dø af Kjedsomhed. Kanske hun indbildte sig at han ikke tog sig noe, Chefen? Pyt san, han havde baade Vin og andet inde i Pulten sin, og ret som det var var han en Tur hos Engebret. De fik da ikke være dumme heller. De var Mennesker de, ligesaavel som han.

Jo, det var nok altfor vist, at de kunde trænge det. Hun for sin Del blev sulten igjen næsten strax efter den udkogte Maden hun fik hjemme hos Fru Gundersen, og det Glas Øl havde virkelig gjort godt. Men alligevel –

Tobiassen gik til Middag, og lidt efter forsvandt ogsaa Chefen igjen. Han tog Frak og 10Paraply og gik ud Bagveien. Aha! Han skulde formodentlig til Ormøen,Ormøen] Ormøya ved Bekkelaget. Utbygd som villaområde etter at brua over Ormsundet stod ferdig på 1870-talet. til Borks, siden han tog Frak. Gudskelov. –

Om lidt kom Tykke-Larsen, Bogholderen, ind i Butikken for at slaa af en Passiar; da kunde man være fuldstændig sikker. Larsen «kunde» Chefen. I ti Aar havde han siddet paa den Kontorkrakken derinde og havde nu ligesaa god Rede paa sin Chefs Vaner som paa Forretningen.

«Nu skal du jamen rive i en Flaske Portvin, Tjukken!» sa Hansen flot. Han vilde vise «Tulla» at han ikke tog sig nær af det som var passeret. «Du er den eneste som ikke har krympetkrympet] innvia, feira med å drikka alkohol Ny-Tulla enda, og det er jamen daarlig, du som er den rigeste af os allesammen.»

Det skulde nu ikke meget til, mente Tobiassen.Tobiassen] 2. opplag: Larsen

Frøken Halvorsen saa fornærmet ud. «Fy, hvor væmmelig De er Hansen!» sa hun og snudde sig.

«Ja men synes ikke De ogsaa det kunde være Maade paa Gjerrighed da? Han spinker og sparer, som om han skulde ha Kjærring og Unger at forsørge.»

Larsen tog det roligt. Han var vant til at blive ærtet for Bankbogen sin. Han var formelig en Størrelse inden Handelsbetjentverdenen paa Grund af denne Bankbog, og da han gjerne laante ud Penge mod Renter, havde han foruden «Tjukken» ogsaa faaet Tilnavnet «Banken».

Til deres store Forbauselse sa Larsen om lidt, 11at han vel fikvel fik] 2. opplag: fik vel hente en Flaske Vin da. Og saa gik han efter at have stukket en Tomflaske forsigtig under Frakken.

«Men i Jøsse Navn, hvad gaar der af Tjukken da? De skal jagu se han er forlibtforlibt] forelska i Dere, Frøken!» –

Hun vilde til at svare ham, men saa kom Tobiassen. Mon han havde faaet Biletter? – Jo gudskelov! Aa gid det nu bare var Kvælden.

Hun blev saa oprømt ved Tanken paa Kvælden og al den Morro som ventet hende, at hun for anden Gang glemte sine gode Forsætter. Naar det var selve Larsen som rev i, saa kunde man vel være tryg. Et eneste Glas kunde hun ialfald drikke; det var jo fort gjort. –

Lidt efter sad de inde paa Lageret, gemytligt placerede paa hver sin Lærredsrul omkring en omvendt Tomkasse som tjente til Bord. Flasken var halvtømt og Hansen begyndte at synge Tivoliviser. Larsen hyssede, men det hjalp ikke. Hansen spillede Tivander.

Frøken Halvorsen lo saa Taarerne randt. Aa Gud, hvor han var komisk! Hun kom vist til at le sig ihjel, naar hun fik se Tivander selv.

«Frøken maa jeg byde Dem en Pæ-æ-re,» sang Hansen, idet han knælende rakte hende Glasset.

«Nei nu er jeg ræd det blir formeget,» sa hun leende; men drak alligevel.

12         «O de flickorna!
         O de flickorna!
når som de börjar med gossarne at leka,
då har de så rysligt svårt for at neka!»O…neka] truleg samtidig revyvise. Omsett: Å dei jentene! Når dei byrjar å leika med gutane, då har dei så svært vanskeleg for å nekta!

«Hold Kjæft, for Fanden, der kommer Folk!»

I et Nu var Tobiassen nede i Butikken og bukkede for en Dame som var indkommen.

Men han kom strax igjen. Hun skulde naturligvis ha Mage til noget Tøi som var kjøbt i attenhundrede og den Tid.

«Har dere set den nye Kasserersken over hos Skindhandleren?» spurgte Tobiassen om lidt, «enlidt, «en] retta frå: lidt,» en liden nydelig «Helledussen»«Helledussen»] brukt om noko lite og hjelpelaust med lang Flette?»

Nei, det hadde de ikke. Men Hansen snudde de Barter han ikke hadde, og meddelte, at han øieblikkelig vilde over og undersøge Pigebarnet.

Fy, de var i Grunden fæle til at snakke. Frk. Halvorsen prøved at se morsk ud, og tænkte, at hun vist burde gaa; men hun blev alligevel. Og da de fyldte den sidste Vin i Glassene og begyndte at synge Hansens Yndlingsvise i Chor, kunde hun ikke la være at nynne med:


         «Med flickan, med flickan
         er bedst på tumanhand.
         Vid bägern, vid bägern
         ses gjerne trediemand.»Med…trediemand] truleg samtidig revyvise. Omsett: Med jenta er best på tomannshand. Ved drikkebegeret ser ein gjerne tredjemann.

De sidste to Linier sang hun med af fuld Hals.

13– Dennegang gik det godt. Chefen kom ikke igjen om Eftermiddagen. Der blev hentet Øl paanyt, og der var et syndigt Leven inde paa Lageret.

Frk. Halvorsen havde ret som det var Anfald af ond Samvittighed. Tænk om han kom alligevel. Hun vilde dø af Skam, hvis han fik se hende staa der og fjase med Herrerne. Det var jo slet ikke rigtig – saa snil og hyggelig som han havde vært mod hende; men det var for kjedeligt at staa derinde i Butikken alene, naar de andre holdt Morro; hvert Øieblik maatte hun ind til dem og høre hvad de nu lo af igjen. Gud, for alle de Historier de fortalte. Det var frygtelig Morro at høre paa, enda hun forstod ikke paa langt nær alt. De fortalte om Skipperfruer som hadde «Kapellaner»«Kapellaner»] kapellan er ein hjelpeprest, her bruk i tydinga elskar og Løitnanter og Grosserere som holdt «Mætresser»,«Mætresser»] elskarinner Gud ved, hvad det egentlig betød; men noe grovt var det vist ialfald, for de lo saa frygtelig. Sligt noget havde hun aldrig hørt Tale om hjemme i Sandefjord. Der var vist meget rart herinde i Kristiania. –

– – Det var umuligt for hende at faa sove den Nat. Vinen hun havde drukket om Eftermiddagen, og alt hun havde set og hørt havde gjort hende rent fortumlet. Historierne fra Lageret, Scener fra Theatret, og Samvittighedskvaler fyldte i stor Forvirring hendes Hode.

Sommetider lo hun høit af et eller andet fra 14Tivoli. Hun havde moret sig storartet. Jo, det var nok noget andet at være i Kristiania alligevel! – Tænk om man kunde more sig slig hver Dag! Men det var der vel ingen som kunde. Det kostet vist svært mange Penge; jo Chefen kunde; men han brydde sig vel ikke om sligt. Han var jo gift, og da var det naturligvis hyggeligere at være hjemme.

– Besynderlig at han skulde ha fire Barn alt, han saa yngre ud end Tobiassen – Aa du Verden, hvor dum hun havde været som havde trod at det var farligt at gaa paa Tivoli; der var fuldt op af elegante Damer. – For alle de deilige Kjoler hun havde set, og Hatter – huf, hvor hun havde skammet sig over sin egen hjemmesyede Dragt. Den maatte se ynkelig gammeldags ud ved Siden af de andres. – Gud ved, hvad Tid hun kunde faa sig en ny Kjole? Det kunde ikke bli før hun fik lidt større Gage; men fireogtyve Kroner var jo allerede meget for hende som var saa ung.

Ja, hun havde saamen været heldig som havde faat den gode Posten,Posten] stillinga, jobben saadan en Mængde Ansøgere som der var, og hun var den yngste; – bare hun nu ikke havde stelt sig saa, at hun mistet den igjen. Huf, hun turde ikke tænke paa det. –

Gud ved om ikke Tobiassen kom til at fri til hende forresten. Han havde trykket hende saa 15varmt i Haanden inde paa Lageret i Eftermiddag – huf, hun havde vist været altfor munter, og drukket mer end hun skulde. Hun blev hed, naar hun husket paa at hun havde taget den Nøglen som hang ved Bagdøren og gaat ud lige for Næsen paa dem; – det blev frygtelig flaut at træffe dem igjen i Morgen.

Ret som det var begyndte hun at føle sig sulten. Hun havde ingenting spist siden Middag. De kunde jamen gjerne sætte af lidt Mad til hende naar de skjønte hun ikke kom hjem. Kanske der stod noget henne paa Buffeten?Buffeten] skjenk eller disk til å ha mat på

Hun sprang op og gik i bare LinnedetLinnedet] nattklede, underklede omkring og ledte. Nei da, ikke Spor. Kunde de ikke bare sat ind et Par skaarne Smørogbrød og lidt Melk? Hun var næsten paa Graaden. Men der var altsaa ingen Raad med det, hun maatte lægge sig med det hun havde.

Og saa begyndte Tankerne paany.

– Egentlig skulde hun fortælle Chefen hvordan de bar sig dernede i Forretningen, det havde været hendes Pligt. Chefen, som var saa hyggelig! – Han var nok lidt streng; han forstod at holde Styr baade paa lange Tobiassen og den ækle Hansen med de røde Labberne; og det var derfor de harcellerte ham ogsaa, – kaldte ham «Linerla» fordi han trippede – – – – de Toskerne; han gik netop nydelig, gjorde han, saa let og fint som en Dame – –; og skjønt han var streng, var 16han i Grunden snil, og tænk, saa morsom og komisk han var, naar han expederte! – Nei, det var i Grunden for galt. Hun vilde ikke være med dem paa saadanne Narrestreger mer; – Gudskelov at Chefen endnu ikke vidste noget.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Et frit Forhold

Romanen Et frit Forhold ble utgitt i 1892 og var Hulda Garborgs debut som forfatter.

Skildringen av Dina er naturalistisk, men i motsetning til det som ofte er tilfellet i naturalismen, er ikke Dina bare et stakkarslig offer for ytre forhold. Hun tar regien over sitt eget liv og viser seg som en sterk og handlekraftig kvinne – en kvinnetype som man finner igjen i mange av Hulda Garborgs senere verker.

Romanens hovedperson, Dina Halvorsen fra Sandefjord, kommer til Kristiania og får jobb i en manufakturforretning. Snart innleder hun et forhold til sjefen, og det er forholdet mellom dem romanen handler om. I utgangspunktet er det et såkalt «fritt forhold», men det hele utvikler seg raskt til en maktkamp. Garborg ironiserer over hvor «fritt» et bohemisk parforhold blir i lengden, og boken kan dermed leses som et innlegg i datidens debatt om kjønnsroller, ekteskap og seksualmoral.

Åshild Haugsland har utstyrt teksten med innledning, sakkommentarer og variantapparat.

Se faksimiler av 2. opplag fra 1892 (nb.no)

Les mer..

Om Hulda Garborg

Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.