Et frit Forhold

av Hulda Garborg

II.

17Ved Hjelp af sin Tante, Fru Pølsemager Hedels, havde Frøken Halvorsen faat Logi hos AgentAgent] seljar Gundersens. Det var snille hyggelige Folk, som hun likte godt.

De klorede sig møisommeligt igjennem; thi Gundersen dyrkede sin Fløite og sin ToddyToddy] drikk av varmt vatn, sukker og brennevin, vin eller saft mer end sin Forretning, og det var saaledes kun Fruens «Pensionat» som egentlig indbragte noget. Men ogsaa Pensionatet var en usikker Forretning, og saa blev det at slide sig frem fra Dag til Dag med syv Sorger og otte Bedrøvelser.

Frøken Halvorsen skulde betale 24 Kroner om Maaneden for Kost og Logi; men da var der naturligvis ikke Tale om at faa eget Værelse. Hun sov paa Feltseng i Spisestuen og var ellers «i Familien».

Fru Hedels havde været glad over at faa sin Søsterdatter anbragt hos Gundersens. Hun vilde nemlig ikke gjerne have hende i sit eget Hus; thi Datteren, Frøken Marie Hedels, kunde jo ikke godt 18være sig bekjendt at have til Kusine en Butikjomfru.

Frøken Marie gik paa Nissens GuvernanteskoleNissens Guvernanteskole] Hartvig Nissens skole, i perioden 1860–99 lokalisert i Øvre Vollgate 15. og havde fine Veninder. Det var allerede galt nok, at hun selv var Datter af en Pølsemager, om hun ikke ogsaa skulde trække omkring med en Kusine, der var Skrædderdatter fra Sandefjord og ovenikjøbet stod hosstod hos] jobba hos Jensen.

Men for Frøken Halvorsen var det ikke bare Morro at bo i en Spisestue.

Hun maatte bestandig op længe før de andre, da Sengen skulde ud og Værelset være i Orden til Frokosten. Stelle sig ordentlig fik hun næsten aldrig. Hun maatte bare rive paa sig i en Fart til de andre kom. Og om Kvælden blev det gjerne saa sent, før hun fik Værelset til sin Raadighed, at hun var altfor træt. Spisestuen gjorde nemlig Tjeneste som Forsamlingssal for hele Huset. Og saa var det Gundersen, som ofte holdt paa halve Natten med Fløiten. Havde han først begyndt, var det næsten umuligt at faa ham til at slutte. Især naar han havde faat sig et Par Glas Toddy. Det kunde være Morro en Stund, især naar han spilte Danser og sligt, men naar han begyndte at spille efter Noder, kjedelige Stykker som aldrig tog Ende, da var det ikke til at udholde. Hun stod i en Krog og gjæspede, saa Taarerne trilled, og var nær ved at falde af Stolen af Træthed.

Aa, naar hun engang kunde komme saa langt, 19at hun fik eget Værelse. Men huf, naar hun tænkte paa alt hun maatte ha først, Undertøi og Kjoler og alt muligt –; aa nei, hun kom nok til at nøie sig med Spisestuen endnu i lange Tider og være glad til. Men jamen var det daarligt af den rige Tante Hedels, at hun ikke kunde hjælpe hende lidt. –

Da Pigen vækkede hende Morgenen efter at hun havde været paa Tivoli med Tobiassen, var hun græsselig træt. Men der var ikke Tale om at faa dovne sig i Dag; Hanna var mer end almindelig grætten; – sint naturligvis, fordi hun havde maattet staa op og lukke hende ind i Gaaraftes. Hun begyndte at sope Gulvet saa Støvskyen stod; intet andet at gjøre end at fly op saa fort som muligt og se til at komme i Klæderne.

Frøken Halvorsen gruede for den lange Dag og for at træffe sine Kolleger, men mest for Chefen. Hun havde ikke god Samvittighed. Damer i andre Forretninger gjorde vist aldrig saadant – tænk fjase og drikke med Betjentene. Huf, at hun skulde være saa let at lokke bestandig.

Saadan en Chef og saadan en Post fik hun aldrig igjen. Nei nu skulde det være slut. Hvor hun skammede sig, naar hun tænkte paa, at hun havde ladet Tobiassen trykke sig i Haanden inde paa Lageret i Gaar; og saadan som Hansen havde baaret sig; det var slet ikke nogen fine Viser han havde sunget. Hun kunde ærgre sig ihjel, men nu var det forsent nu.

20Paa Veien til Butikken gik hun og studerede paa, om det kunde gaa an at lade være at sige «Tak for i Gaar» til Tobiassen; men det var vel for uhøfligt. Hun fik sige det, men saa skulde hun tie som en Mur Resten af Dagen; saa blev de kanske kjed af at snakke til hende.

Hun kikked paa Uhret paa vor Frelsers Kirke;vor Frelsers Kirke] sto ferdig 1697, skifta namn til Oslo domkirke i 1950. du store Verden, var den ikke ti Minutter over otte alt. Bare nu ikke Chefen var kommet. Sommetider kom han med det samme de lukked op. –

«Naar man snakker om Solen, saa skinner den,» sa Tobiassen galant, da hun kom ind af Butikdøren.

Hun sa Godmorgen og Tak for i Gaar i en saa komisk høitidelig Tone, at Tobiassen blev staaende og glo. Hvad i Jøsse Navn gik der af Gjentungen? Men da han skjønte det skulde være Alvor, satte han i at storle. Hun blev flau og skyndte sig ind paa Lageret med Overtøiet.

Enda værre blev det, da hun for at faa Fred sa, at hun havde Hodepine. Ha–ha–ha! saa hun havde Katzenjammer.Katzenjammer] bakrus «Det er bare Mangel paa Øvelse det Frøken; det gir sig i Enden, sa Rebslageren.»

Aa Gud, hvor de var ækle; nu trodde de formodentlig, at de kunde behandle hende som de vilde; men det skulde de være fri for.

Da hun kom ind igjen var Jensen kommet, og sammen med ham Fru AssessorAssessor] embetsmann som er medlem av ein domstol Block. Fruen 21skulde ha sig en Kjole; og godt var det ialfald, at han havde nogen med sig; saa la han ikke saa meget Mærke til hende.

«Altsaa en Selskabskjole, Frue?» – henvendte Chefen sig med udsøgt Venlighed til Assessorinden.

«Nærmest en Selskabskjole, ja,» svarede denne; «Direktøren derude gir nok ikke stor Middag for ingenting!»

«Nei, nei, man lever, man lever …»

Fruen tog Plads, mens Jensen satte to Stole foran hende til at brede ud Tøierne paa.

«En Selskabskjole ja,» gjentog han langsomt og grundende, idet han saa sig om i Hylderne. «Ak ja, bedste Frue, naar jeg nu bare vidste –» fortsatte han med klynkende Stemme og tragiske Armbevægelser. «Jeg har rigtignok for Tiden et Assortement af culørte Stoffe som – men til Dem, kjæreste Frue, ved jeg virkelig ikke –. Nyt, nyt; aa disse Damer, disse Damer!»

«Aa, vi er saamæn ikke saa farlige enda; vi lar os vist noksaa let lure, tænker jeg.»

«De er slem, Frue, – min værste og min bedste Kunde,» la han til, idet han bøied sig fremover Disken og saa hende ind i Ansigtet med et elskværdigt Smil.

«Aa De Jensen,» lo Fruen og rystet paa Hodet.

«Dybgrønt med gult, huf nei, det har De prakket paa mig før engang; har De ikke noget mer moderne?»

22«Det er sandt, det har De ogsaa før. Men,» udbrød han pludselig begeistret, «her har jeg en Kjole for Dem! netop en Kjole for Dem, Frue! Et aldeles deiligt engelsk Stof – aa Hansen, vil De ta ned det dueblaa deroppe, det nye engelske ved De, det som kom med sidste «Angelo»;«Angelo»] S/S «Angelo», Wilson Lines, Hull i England, frakta gods og passasjerar i ruta Kristiania–Kristiansand–Hull i perioden 1874–1905. – det ja, Tak.» –

Hansen pakkede Stoffet ud af Papiret og leverte det til Jensen, som bredte det ud over Stolene og holdt det op for hende, sirligt sammenfoldet mellem sine hvide Fingre.

«Nu, hvad siger De, Frue?»

«Aa–aa jo; men man blir saa bleg i den Farve; jeg tror neppe jeg kan bruge det.»

«De Frue! Jo netop! netop! Men jeg vil sige: mange er det ikke som kan bære en Kjole af den Farve; det er et af de Stoffe, som man ikke viser frem til Per og Paal.»Per og Paal] kven som helst

«Men tenderttendert] tindrande klår i fargen, sart er det, frygtelig tendert,» mente Fruen, idet hun med kritisk Mine beskuede Tøiet.

Ja deri maatte Jensen give hende Ret. Det var ingen Dagligkjole. Han kunde vise hende hundrede Stoffe, hvis Farve han kunde garantere for Sol og Vand; han havde f. Ex. …

«Nei Tak, tag det ikke frem Jensen, jeg ser det herfra; det falder for mørkt; men har De f. Ex. noget vakkert i gulbrunt?»

Jo, i gulbrunt havde han her netop et smukt Stof, reneste Vare, extra Kvalitet, som han trygt kunde anbefale.

23«Aa Frk. Halvorsen, vil De komme hid et Øieblik, er De snil?»

Frøken Halvorsen kvak op og blev blussende rød; hun havde rent glemt sig selv og bare staat og glod paa Chefen, som expederte saa nydeligt. Hun gik udenfor Disken, saa forlegen som en Skolepige.

«De faar være Prøvejomfru et Øieblik, Frøken Halvorsen –,» smilte han venligt til hende.

Han tog Stoffet og ordnede det som Draperi fra hendes Skulder og nedover, saa Fruen omtrent kunde se, hvordan det vilde tage sig ud i Kjole.

«Hvad siger De, Frue, smukt ikke sandt?»

Han saa nedover Tøiet, derpaa op igjen, og standsed saa et Øieblik smilende ved Frk. Halvorsens brune friske Ansigt. Hun slog Øinene ned og blev endnu rødere. Han holdt Tøiet sammenfoldet paa hendes ene Skulder, saadan at hans Haand hvilte ganske let paa den. Hun havde Følelsen af, at hvis han ikke tog den Haanden væk snart, saa orked hun ikke at staa længer; hun kjendte den lige ned i Knæerne.

Næsten som i Drømme hørte hun ham sige Tak, idet han tog Tøiet væk. Fruen likte alligevel bedre det dueblaa.

Frk. Halvorsen skyndte sig indenfor Disken og gav sig til at stelle med nogle Æsker, som stod paa Bagdisken, saadan at hun kunde snu Ryggen til de andre. Mon de havde set paa hende? Idetsamme 24kom Hansen med et stort Stykke Tøi, som skulde op i Hylden. Da han var kommet lige bag hende, hvisket han ganske sagte: «O de flickorna, o de flickorna!»

Hun lod som hun ikke hørte det, men gik idetsamme hurtig ind paa Lageret. Hun kunde graate af Flauhed.

Da Fruen endelig var ude, kom Jensen for at gaa ind paa Kontoret. «Nogen frygtelige Mennesker disse Kvindfolkene!» sa han spøgende, idet han gik forbi.

Hun lo bare.

«Aa ja, de er jo ikke alle lige gale da,» tilføied han og saa venligt paa hende.

Gud! hvor sød han var! Hun var saa glad, at hun kunde danse. Tænk en Chef saa hyggelig og ligetil. Hun blev saa tryg og let og fornøiet. Det var da dumt at være saa ræd ogsaa – akkurat som en Unge. Det var da sletikke saa farligt heller, det der i Gaar. Hun havde været lidt munter bare. De andre havde saamæn været meget værre.

Hun retted sig op, stelte lidt paa Haaret og gik smaanynnende ind i Butikken igjen. Hun skulde vise den Hansen, at hun ikke tog sig nær af JaalerietJaaleriet] tøvet, fjaset hans!

Hun gik stram forbi ham og hen til Vinduet, hvor hun gav sig til at se ud paa Gaden.

«Kjender De den Fyrenden Fyren] Hans Jæger (1854–1910), norsk forfattar, bohem og anarkist. paa den andre Siden 25af Gaden der, Frøken?» spurgte Tobiassen, som stod ved Vinduet og saa ud.

«Hvilket? – Nei, det gjør jeg vist ikke,» svarte hun aandsfraværende.

«Han med svart Skjæg og Lorgnet?Lorgnet] brille utan stenger som blir festa med ei klemme over naseryggen Det er han, som vil indføre fri Kjærlighed; har De ikke hørt snakke om ham da? Han har skrevet en fælt morsom BokBok] truleg Fra Kristiania-Bohêmen, utgitt i desember 1885. Boka vart straks beslaglagt av styresmaktene, og Jæger vart seinare dømd til 60 dagars fengsel pga. pornografisk innhald. om alle Smaapigerne sine, saadanne som han af og til har havt det hyggeligt med.» Han saa bort paa Hansen og lo betydningsfuldt.

Frk. Halvorsen lod som om hun ikke hørte; hun var optaget med at se efter et Par Damer, som gik forbi.

«Det er jagu et godt Paafund det derre med fri Kjærlighed,» mente Hansen. «Denne Giftinga er noe forbanna Sludder. Om en vil snakke lidt med Smaapigerne, saa er det ikke noget, som andre behøver at stikke Næsen sin i det, vel! Jeg siger som Tivander jeg: Med flickan, med flickan er bedst paa Tumanhand.»

Nei, nu kunde det vist være passende at forsvinde, tænkte Frk. Halvorsen. Hun gik og fandt sig noget at bestille inde paa Lageret.

Svært saa meget de vidste derinde i Butikken. Hvad mon egentlig «fri Kjærlighed» var for noget? Det var sikkert ogsaa noget, som det ikke gik an for Damer at snakke om. Det kunde forresten være Morro at læse saadan en Bog som den Tobiassen 26havde nævnt; det var i Grunden ærgerligt at være saa uvidende.

«La du Mærke til Tulla ista du?» spurgte Hansen, da Frk. Halvorsen var ude. «Hun blomstred som en Pion,Pion] rødma. Pion er ei prydplante med rosa blomar. Far; Fan tru slig en liden Helledussen!»

«Hun er ialfald PatentPatent] skikkeleg, påliteleg, her i tydinga jomfru enda da,» mente Tobiassen lidt kort.

Frk. Halvorsen kom ind igjen og begyndte at pakke ind det blaa Tøistykke, som Fru Block havde faat Kjole af. Naturligvis kom Tobiassen og skulde hænge over hende igjen. Han la sig som sædvanlig fremover Disken og glodde paa hende.

«Det der hadde godt af at faa lufte paa sig lidt det,» sa han og lo.

«Hvilket?»

«Det Tøiet der vel.»

«Hvordan da?»

Hun lod ham tydelig forstaa, at hun ikke vilde ha nogen Passiar med ham; men Tobiassen lod som ingenting.

«Ser De ikke, at det har begyndt at visne i Kanterne af Stueluften da? Der er altid nogle Aar siden det reiste over Nordsøen.»

«Jasaa.»

«Ja i Dag var’n go. Aa du Jensen, du Jensen! du kan ta Examen i at ljuge naar du vil!»

Isch, hvor han var væmmelig den Tobiassen.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Et frit Forhold

Romanen Et frit Forhold ble utgitt i 1892 og var Hulda Garborgs debut som forfatter.

Skildringen av Dina er naturalistisk, men i motsetning til det som ofte er tilfellet i naturalismen, er ikke Dina bare et stakkarslig offer for ytre forhold. Hun tar regien over sitt eget liv og viser seg som en sterk og handlekraftig kvinne – en kvinnetype som man finner igjen i mange av Hulda Garborgs senere verker.

Romanens hovedperson, Dina Halvorsen fra Sandefjord, kommer til Kristiania og får jobb i en manufakturforretning. Snart innleder hun et forhold til sjefen, og det er forholdet mellom dem romanen handler om. I utgangspunktet er det et såkalt «fritt forhold», men det hele utvikler seg raskt til en maktkamp. Garborg ironiserer over hvor «fritt» et bohemisk parforhold blir i lengden, og boken kan dermed leses som et innlegg i datidens debatt om kjønnsroller, ekteskap og seksualmoral.

Åshild Haugsland har utstyrt teksten med sakkommentarer og variantapparat.

Se faksimiler av 2. opplag fra 1892 (nb.no)

Les mer..

Om Hulda Garborg

Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.