Et frit Forhold

av Hulda Garborg

IX.

87Klokken otte den næste Morgen vækked Pigen hende med Kaffebrættet.

Frøken Halvorsen var søvnig og uvel, havde Hovedpine og var tung og træt; hun maatte ha forkjølet sig. Gud hjelpe hende saasandt, om hun skulde bli gjentaget,gjentaget] få tilbake jobben – bli liggende her, og der kom Doktor, og hele Greien kom for en Dag. Hun drak sin Kaffe med febrilsk Hast, tvang sig til at spise lidt og stod op. Det blev vel bedre, naar hun fik vasket og stelt sig og kom ud i Luften.

Men fy, hvor elendig hun saa ud; hun var graa som Aske i Ansigtet, og saa var Haaret blit saa stygt; Pandehaaret laa i glatte Tjafser nedover Panden. At hun ikke havde husket paa at vaske det i Gaaraftes; ikke var det klippet og stelt paa lange Tider heller. Heldigvis havde hun da ikke vært galere, end at hun havde pakket ned Pudder og Krølsax, da hun reiste; nu fik hun nok Brug for det, saa det ud til.

Efter adskilligt Stræv var hun endelig færdig. 88Det var et sandt Ord, at Pudsen var halve Gjenta,Pudsen var halve Gjenta] pynten var halve jenta tænkte hun og saa sig endnu engang i Speilet. Nu saa hun jo noksaa bra ud.

– Men Hovedet værket og Knæerne skalv, da hun en halv Time senere gik ind ad Butikdøren hos Jensen.

Hun snakked en hel Del, og var anstrengt elskværdig, da hun hilste paa sine Kolleger. De var mærkelig nok svært tækkelige, og ønsked hende med tilsyneladende Begeistring velkommen.

Hun blev saa rørt af Taknemmelighed, at hun neppe kunde holde Taarerne tilbage; nogle snille, prægtige Gutter var de alligevel allesammen; og hun følte saadan Trang til at være rigtig hyggelig og snil mod dem.

Mens hun endnu stod med Tøiet paa og snakked med dem, kom Jensen.

Hun kjendte hun blev bleg, og hun syntes ogsaa han blev forandret.

Men han kom strax rolig hen og gav hende Haanden, idet han ønsked hende velkommen tilbage.

«Nu, har De saa havt en behagelig Tur, Frøken, samlet Kræfter og Arbeidslyst til Høstsjauet?»

Han saa gemytlig smilende paa hende.

Jo tak, hun havde havt det godt. Hvordan man havde havt det her? spurgte hun for at si noget.

«Her har sku vært forbandet stille og kjedeligt,» svarte Jensen, idet han tog nogle Skridt indenfor 89Disken og saa opefter Hylderne. «Ikke Spor af Trafik, fuldkommen uddød. Men nu kommer De forhaabentlig og sætter lidt Liv i Geschæften,Geschæften] handelen De Frøken?»

Han saa atter paa hende og smilte, idet han gik i ind paa Kontoret.

Gudskelov! –

Det var, som hun havde udsonet en stor Straf, da det var over.

I Grunden var det hyggeligt at komme i Butikken igjen; det var nu ligesom her, hun havde hjemme alligevel. Og hun begyndte at se sig om overalt. Det var saa Morro at løfte paa Æskelaagene og trække ud Skuffer; hun lo og sa, at hun vilde se, om de havde været flinke til at holde iorden, mens hun var borte.

Pludselig kom Hansen med et Brev, som havde ligget der i flere Dage og ventet paa hende. Det var nær paa han havde glemt det, sa han.

Det var fra Fru Gundersen.

Hun blev forandret og skalv paa Haanden. Nu kom det. Men til sin Forbauselse læste hun følgende:

«Kjære Frøken Halvorsen.

Deres Spøg med Rømningen var udmærket; skjønt jeg maa sige, at jeg blev lidt lang i Ansigtet med det samme. Men da jeg havde summet mig lidt, tænkte jeg: Gud, hvor det ligner hende. Det 90er sandt som Gundersen siger, at De er lidt romantisk af Dem.

Ja ja, Ungdommen er saa mangfoldig.

Deres Værelse er blevet oppudset og gjort hyggeligt istand, og jeg haaber, vi endnu skal faa mange koselige Stunder sammen.

Deres moderligt hengivne Anna Gundersen.»

Frøken Halvorsen vidste med det samme ikke, hvad hun skulde tænke, – var Fru Gundersen virkelig saa dum, eller – –; blaas, hvad kom det hende ved, hvad Fru Gundersen var. Hovedsagen var, at hun skulde slippe at leie Værelse, faa flytte ind igjen paa sin gamle Hybel, hvor hun kunde faa være i Fred for alslags Nærgaaenhed og Nysgjerrighed; Resten kunde virkelig være for hvad det vilde.

Det var det bedste, som kunde hænde. Frøken Halvorsen blev i Perlehumør.

En Spøg! Nei den var god. Hun maatte storle, maatte hun.

Aa du storartede Fru Gundersen! udbrød hun ved sig selv, mens hun krølled Brevet sammen og kasted det i Ovnen.

Om Eftermiddagen blev hendes Hjemkomst feiret med en Flaske Vin i det Allerhelligste, og alt var som før. Kun syntes hun, at Jensen var lidt høitidelig af sig. Stakkar, han havde nok været ordentlig 91ængstelig. Han snakked om, at de herefter maatte være forsigtige til det yderste; hans Stilling var meget vanskelig o. s. v. Men hun syntes alt ordnede sig saa godt nu, at hun bare lo. Pyt! Der var ingen Fare paafærde. Det var altsammen gaat i den bedste Orden, og hun følte sig ganske rolig og tryg. «Og naar ikke jeg er ræd, saa kan sagtens du tie stille,» la hun til og gav ham et lidet Klaps paa Munden.

Men han var fremdeles alvorlig.

«Nei, nu maa du undskylde, Vennen min; men vi er da forhaabentlig enige om, at min Stilling er betydelig mere resikabel end din.»

«Naa, det lader saamæn til, at du har nogle underlige Tanker om mig,» sa hun og vilde reise sig.

«Nei nei, misforstaa mig nu endelig ikke; jeg ved jo, at du er god og fornuftig; men du kan da ikke fortænkefortænke] mistenke mig i at – jeg mener, du skjønner jo at – hele min Existens staar paa Spil, hvis –»

Hun la sig ind til ham og saa ham op i Øinene. «Ja, men du ved jo, at du kan stole paa mig.»

Han tog hendes Hoved mellem begge sine Hænder og kyssed hende.

«Ja vist, det er jo det jeg siger, du er en god, fornuftig Pige.» –

– Men Jensen befandt sig ikke synderlig vel. Det irriterede ham, at hun var saa tryg og sikker, mens han, sandt at sige, følte sig temmelig beklemt. 92Det var ogsaa en forbandet Ide at trække Ungen ind til Byen.

Frøken Halvorsen funderede lidt, da hun kom for sig selv. Han var jo egentlig i hendes Hænder, det var sandt; men Gud, han vidste da, at ikke hun –; sligt noget Vrøvl!

Om nogle Dage fik hun Brev fra Jordemoderen, at Barnet var vel anbragt hos Fru Johannesen. Vognmandsgaden 24IIII.

Hun havde ikke tænkt stort paa lille Jensine i denne Tid; hun var kommet saa godt over hele Affæren nu, at det var, som om der slet ikke skulde være hendt noget.

Men nu kom alle de plagsomme Tanker væltende ind paa hende igjen og fortrængte alt andet; det var som en kold, mørk Skygge, som kom og lagde sig over hele hendes Liv –: Barnet, Barnet.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Et frit Forhold

Romanen Et frit Forhold ble utgitt i 1892 og var Hulda Garborgs debut som forfatter.

Skildringen av Dina er naturalistisk, men i motsetning til det som ofte er tilfellet i naturalismen, er ikke Dina bare et stakkarslig offer for ytre forhold. Hun tar regien over sitt eget liv og viser seg som en sterk og handlekraftig kvinne – en kvinnetype som man finner igjen i mange av Hulda Garborgs senere verker.

Romanens hovedperson, Dina Halvorsen fra Sandefjord, kommer til Kristiania og får jobb i en manufakturforretning. Snart innleder hun et forhold til sjefen, og det er forholdet mellom dem romanen handler om. I utgangspunktet er det et såkalt «fritt forhold», men det hele utvikler seg raskt til en maktkamp. Garborg ironiserer over hvor «fritt» et bohemisk parforhold blir i lengden, og boken kan dermed leses som et innlegg i datidens debatt om kjønnsroller, ekteskap og seksualmoral.

Åshild Haugsland har utstyrt teksten med sakkommentarer og variantapparat.

Se faksimiler av 2. opplag fra 1892 (nb.no)

Les mer..

Om Hulda Garborg

Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.