Et frit Forhold

av Hulda Garborg

V.

57Efter den Dag mored Jensen sig med at gjøre Frk. Halvorsen flau, saa ofte han kunde finde en Anledning. Stakkars Pigebarn, der skulde ikke meget til; bare han saa paa hende, blev hun rød, og naar han talte til hende, blev hun rent forvirret.

Han prøved sig frem lidt efter lidt, blev mer og mer fortrolig naar de var alene; men forandred strax Tone, naar de andre kom. Hver Dag var en Pine for hende. Hun følte saa godt, at der var noget galt i dette. Hvad mente han? Hvad vilde han?

Han mored sig ved at se, hvor hun faldt sammen og blev graa i Ansigtet, naar han sommetider efter en noget dristig Elskværdighed pludselig blev Chef igjen. Han forstod at benytte sine elskværdige Egenskaber og sin Stilling saadan, at han tilslut vidste, at han havde hende som et Stykke Vox mellem sine Fingre. Hun var syg af Spænding og vanvittig Længsel efter den Fare, som hun ikke havde Kraft til at arbeide imod; og da han en 58Aften inde paa Kontoret tog hende om Livet og kyssed hende, idet han hvisked, at hun var altfor sød, faldt hun sandsesløs ind mod hans Bryst og græd. Han havde forstaat at drage hende saaledes til sig, at hele hendes Legeme og hele hendes Sjæl var bare Længsel efter at gjemme sig bort i hans kraftige Arme.

Det varte længe, før hun kunde tænke klart over, hvad der var hændt. Hun gik som i en Rus af Fryd og Angst, og i sin Overspændthed digtede hun Virkeligheden om til interessante Romaner, hvor hun selv var Heltinden.

– – Sommetider kom der som en Frygt over hende, at nogen skulde faa vide det. Men – hvordan skulde det være muligt; de var jo saa forsigtige. Og desuden var det jo Chefen. Ingen faldt paa at mistænke Chefen.

Hun kunde være saa tryg hos ham. Han sa jo selv, at han vilde gjøre alt for hende, og naar de bare selv vilde, saa behøvede aldrig noget Menneske at faa en Anelse. Og hvorfor skulde de saa ikke ha det godt.

Og hun havde det godt. Hun var virkelig lykkelig. Tanken paa Fru Jensen plaged hende jo sommetider; men hun trøsted sig med, at denne Fruen derude paa Drammensveien egentlig ikke kom Jensen ved; det havde han saa ofte sagt. «Det er dig, jeg er glad i, det er du, som er Konen min,» sa han, naar hun undertiden havde ond Samvittighed. 59Det var jo bare for Pengenes Skyld, han havde taget den anden; og desuden var hun saa sygelig at – –; engang blev han jo Enkemand, og da –.

Sine Pengebekymringer var hun kvit, og det var en ubeskrivelig Lettelse. Hun fik betalt sin Smaagjæld, kunde spise og drikke hvad hun vilde, og klæde sig som hun vilde. Det at spise fin Mad og drikke god Vin var en større Nydelse end hun havde havt Anelse om, og hun hengav sig til den af ganske Hjerte. Lidt efter lidt blev hun saadan en Lækkermund, at hun sjelden kunde spise Maden, hun fik hjemme hos Fru Gundersen.

Hun leved fordetmeste af Delikatesser, som Madam Simonsen hented for hende. Jensen havde nemlig fundet ud, at de saadan halvt fik indvie Madam Simonsen; det vilde ellers bli lidt vanskeligt for dem. Hun kunde saa temmelig kontrollere, hvad der foregik paa Kontoret, og desuden var Blaakammeret saa hyggeligt.

Og Madam Simonsen hverken saa eller hørte.

Men om en Tid begyndte hendes Søn, som før var Lagerbetjent hos et større Colonialfirma, at drive egen Forretning i en af Byens Udkanter. Om dette blev der talt meget i Forretningen hos Jensen. Der var ingen som havde vidst, at Madam Simonsen havde Penge.

Frøken Halvorsens største Angst var Fru Gundersen. Hun maatte da undres paa, hvad hun leved af, 60naar hun ikke spiste hjemme. Men der gik Tid efter Tid, og Fru Gundersen sa intet.

Bare hun ikke i al Hemmelighed gik og tænkte paa at sige hende op.

Men gudskelov; hun kunde ikke mærke noget mistænkeligt. Tvertimod. Fru Gundersen var elskværdigere end nogensinde. En Aften overraskede hun sogar Frøken Halvorsen med at bringe hende en delikat Bif og en halv Øl ind paa hendes Værelse. Hun havde lurt sig til det, sa hun; de andre maatte endelig ikke vide det. Hun kunde naturligvis ikke stege Bif til hele Huset. Frøken Halvorsen spenderte Vin, og saa drak de og havde det hyggeligt en lang Stund. Og det gjentog sig siden ofte. Til sin næste Fødselsdag blev Fru Gundersen betænkt med et kostbart Kjoletøi, og hun blev ogsaa ellers hjulpet til forskjellige Ting, som hun mangled. Indtægterne af Pensionatet rak jo aldrig til Klæder; det var bare saavidt man kunde holde det gaaende med Mad og Husleie.

Og Fru Gundersen roste Frøken Halvorsen til alle Mennesker, og sa, at hun holdt af hende som af sit eget Barn. Naar Folk undertiden slog paa, at Butikjomfruer ikke pleiede have Raad til at gaa saa fint klædt o. s. v., fortalte Fru Gundersen, at Frk. Halvorsen var den flinkeste i hele Jensens Forretning og havde meget stor Løn, og desuden havde hun en rig Tante, som forærte hende adskilligt. Det var 61hos den Tanten, hun spiste saa ofte ogsaa, sa hun til de andre Logerende.

Frøken Halvorsen begyndte ogsaa virkelig at komme i Naade igjen hos Hedels. Hun havde lagt sig til noget af det Væsen, som Tante Hedels fandt, at en ung Dame maatte ha. Hun var bleven mere snerpetsnerpet] tilgjort fin og atterhalden, som lett blir moralsk støytt og holdt mere paa sin Værdighed end før. Og saa gik hun pent klædt. I og for sig var det jo en ærlig Sag at fortjene sit Brød selv; det var mange bedre Mands Døtre som begyndte med det nu for Tiden. – Og det hændte sogar, at hun blev indbudt sammen med Frøken Maries fine Veninder.

– Frøken Halvorsen var bleven tyk og rød og noget doven af sig. Hun arbeidede saa lidet som muligt i Forretningen og var svært ofte hos Madam Simonsen.

Denne pludselige Forandring satte hendes Colleger i stor Forundring. De søgte at forklare sig den paa forskjellig Vis.

Jensen sa altid, at hvad man først og fremst maatte lære, det var at holde Folk tre Skridt fra Livet. Forstod man den Ting, saa kunde man leve som man vilde.

Men det var ikke saa greit for Frøken Halvorsen at holde sine Colleger i passende Afstand. Hun begyndte at behandle dem overlegent og la udtrykkelig an paa at vise dem, hvor uendelig ligegyldige de var hende. Især var hun ækel mod 62Tobiassen. Men denne gjemte trolig hver Fornærmelse og svor paa, at hun skulde ha det igjen. Helt siden han for et Aars Tid siden fik sin Kurv,fik sin Kurv] fekk avslag på frieri havde han havt en Mistanke; man kjendte jo Jensen; og snart var han ikke længer i Tvil om, hvordan Sagerne stod. Kunde han saa sandt faa et sikkert Bevis, saa skulde han kaste hende det i Ansigtet, om det saa skulde koste ham hans Stilling.

En Dag kunde han ikke bare sig længer; han kaldte hende «Holddame»«Holddame»] elskerinne som blir økonomisk underhalden av mannen til de andre Betjente, og da Ordet først var nævnt, blev der ikke sparet. Den eneste, som ingenting sa, var tykke Larsen.

Hansen svor paa, at hun havde havt med Jensen at bestille lige fra den første Tid hun var der. Tobiassen antydede, at han nok selv havde gjort den Erfaring, at hun ikke var saa nøie paa det; – «men at hun skulde være i den Grad udspekuleret», det havde han alligevel ikke villet tro.

Frøken Halvorsen tænkte ikke over, at hun ved sin Opførsel netop selv røbede sin Hemmelighed. Hun var ikke betænkt nok til at indrette sit Forhold til andre Mennesker; hun var bare optaget at sig selv og ham, og havde ikke fornøden Tanke for alle de Øine og Øren som lurede.

I det senere havde det ærgret hende meget, at Jensen undertiden kunde se ud, som om han rent havde glemt hende.

Han interesserte sig for Boston-Boston] kortspel og Toddypartier langt mer end rimeligt, syntes hun, og blev 63rent lykkelig, naar en af hans Venner kom for at faa ham med ud. Han huskede ikke paa, hvordan det var for hende. Hun turde ikke ha Veninder; Jensen fandt det ikke raadeligt; Kvindfolkene havde saa let for at blive intime, sa han. Det blev da svært ensomt for hende sommetider. Især var Søndagene utaalelige; da saa hun ham aldrig. Da maatte han være hos sin Familie, sa han; det var ikke Raad for det. Ofte græd hun af Skinsyge og Harme, naar hun de lange Søndageftermiddage laa hjemme paa sin Sofa og tænkte paa, at nu var han i Selskab og mored sig, eller ude og kjørte med Fruen og de søde Børnene sine, som han nok i Grunden var svært glad i, mens hun – – –

Men hun var aldrig længe trist. Blev det for kjedeligt, saa spiste hun lidt godt og drak Vin; det hjalp altid. En stor Hjælp var ogsaa Romanerne. Og ret som det var kom Fru Gundersen og fordrev Tiden for hende en Stund med at fortælle Nyheder og sladre lidt saadan i al Uskyldighed.

Der var ogsaa kommet en ny Dame i Spisestuen nu, som hun af og til var sammen med. Det var en Frøken Paulsen, et snilt, hyggeligt Menneske, hvis væsentlige Interesse var Kjoler og Hatte. Hun var ogsaa fra et tarveligttarveligt] enkelt, fattigsleg Hjem i en Smaaby; men hun havde en Fætter som var Student, og gjennem ham en Del fine Bekjendtskaber, som hun strævede svært med at holde sig paa Høide med. Hun havde en dødelig Angst for alt, som ikke var 64«rigtigt». Det at være Forretningsdame var jo lige paa Grændsen af ikke at være anstændigt; derfor maatte man være umaadelig forsigtig; man kunde aldrig være streng nok. Hun likte godt Frøken Halvorsen, fordi denne havde de samme Principer, og de begyndte at omgaaes, hjalp hinanden med at fordrive Kvælderne og de lange Søndage, som de bedst kunde.

Ogsaa mod hende var Frøken Halvorsen snil og hjælpsom. Hun gav hende Presenter, trakterte Vin og Kager paa hende og laante hende Penge, naar hun var i Knibe. Og det hændte ikke sjelden; thi hun havde ikke stort at fare med.

Men om nogen Tid begyndte Frk. Paulsen at trække sig tilbage. Hendes Fætter havde nemlig fortalt, at denne Frøken Halvorsen ikke havde det bedste Rygte. Han havde hørt af nogle Venner, at hun skulde ha en meget slem Historie paa sig.

Frøken Paulsen var nærved at faa et Tilfælde.Tilfælde] sjukdomstilfelle Og hun, som flere Gange havde spadseret paa Drammensveien med hende om Søndagene! Hun var i disse Tider mer end almindelig nervøs for sit Rygte, da hun havde alt andet end god Samvittighed selv. Hun fik takke til, om hun kunde klare sin egen Historie.

Hendes Collega i Forretningen, en ældre, forlovet Mand, havde været vel elskværdig mod hende, og med al sin Moral havde hun ikke været mere standhaftig, end at hun var kommet ind i et Forhold, 65som hun maatte indrømme ikke var synderlig fint. Det var et Kysseri og Klængeri uden Maade, og det med en forlovet Mand –. I Førstningen havde hun virkelig troet, at han skulde slaa op med sin Kjæreste og forlove sig med hende; han havde vistnok aldrig sagt det lige ud, men ofte slaat paa det. Nu vidste hun godt, at han ikke tænkte paa det; dertil var hans Forlovede altfor velstaaende. Det kunde bli egen Forretning af det med Tiden. Men alligevel lod hun det gaa. Hun trøsted sig med, at længer end til Kys skulde det aldrig komme, og da kunde det jo ikke være saa farligt netop …

Frøken Halvorsen blev lidt mistænkelig. Du store Gud, der skulde da vel aldrig være kommet noget op. Hun blev kold ved Tanken. Men det var jo umuligt, saa forsigtige som de var; – rent overdrevent forsigtige, syntes hun ofte.

Men hun begyndte alligevel mer og mer at befinde sig ilde sammen med de andre. Folk holdt sig ligesom saa fjernt, syntes hun; og lidt efter lidt begyndte hun at blive usikker i sin Optræden.

Det ærgred hende frygtelig, da hun følte, at hun ikke længer kunde holde stiv Ryg; men det var rent umuligt. Naar disse Mennesker begyndte at glo paa hende, syntes hun, de allesammen saa ud, som om de vidste Besked. Det var naturligvis bare Indbildning, men alligevel – –

Det eneste Sted, hvor hun følte sig rigtig tryg, 66var inde paa sit Værelse. Hun havde nu en bestemt Følelse af, at for Fru Gundersen var hun sikker. Utaalelig kjedeligt kunde det bli sommetider; men gudskelov; hun havde det, som hjalp.

Om Søndagene laa hun ofte hele Dagen paa Sofaen med en Vinflaske og alskens Slikkerier foran sig. Hun gad ikke klæde sig paa; det var saa dovent og godt at ligge saadan i en rummelig Morgenkjole uden KorsetKorset] snøreliv, livstykke med spiler brukt for å få ein slankare figur og strække sig og rigtig være grundlad. Ikke læse, ikke tænke, bare drikke Vin, til man laa saadan i en behagelig Døs og drømte og fantaserede om alt, som var deiligt; bare lave sammen de vidunderligste Historier – alt det som kunde hænde med ham og hende – aa ham, ham; aa, at han ikke var her nu, netop nu –. Hun lukkede Øinene og drømte sig ind i hans Arme, inde ved hans Legeme, til hun skalv og brændte. Hun kasted sig omkring, knuged Armene om Sofapuden; – aa hvis han var her –.

Naar Frøken Halvorsen laa saadan om Søndagene og ikke kom ind til Maaltiderne, bragte Fru Gundersen hende Mad ind paa Værelset og fortalte Pensionærerne,Pensionærerne] personar som har kost og losji i pensjonat eller liknande at hun var daarlig. Hun havde saadan en styg Hoste, sa Fru Gundersen; «det Butiklivet var vist ikke sundt for hende.»

Nei, det var nok ikke det, sa Bogholder Johansen og saa over til Frøken Paulsen.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Et frit Forhold

Romanen Et frit Forhold ble utgitt i 1892 og var Hulda Garborgs debut som forfatter.

Skildringen av Dina er naturalistisk, men i motsetning til det som ofte er tilfellet i naturalismen, er ikke Dina bare et stakkarslig offer for ytre forhold. Hun tar regien over sitt eget liv og viser seg som en sterk og handlekraftig kvinne – en kvinnetype som man finner igjen i mange av Hulda Garborgs senere verker.

Romanens hovedperson, Dina Halvorsen fra Sandefjord, kommer til Kristiania og får jobb i en manufakturforretning. Snart innleder hun et forhold til sjefen, og det er forholdet mellom dem romanen handler om. I utgangspunktet er det et såkalt «fritt forhold», men det hele utvikler seg raskt til en maktkamp. Garborg ironiserer over hvor «fritt» et bohemisk parforhold blir i lengden, og boken kan dermed leses som et innlegg i datidens debatt om kjønnsroller, ekteskap og seksualmoral.

Åshild Haugsland har utstyrt teksten med sakkommentarer og variantapparat.

Se faksimiler av 2. opplag fra 1892 (nb.no)

Les mer..

Om Hulda Garborg

Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.