VII.

73Frk. Halvorsen var nu paa det Rene med, at hun skulde ha et Barn. Spændingen og Angsten havde tat haardt paa hende. Hun følte sig syg og træt, og det var en Lidelse for hende at være i Butikken.

Jensen havde tat det roligt, som om det var en ubetydelig Sag. Det var jo noget, som hændte hver Dag, mente han; han kunde ellers ikke begribe, hvordan det var gaat saadan, men – Faktum var altsaa Faktum; der var ikke noget at gjøre ved det. Man fik indrette sig fornuftigt og ta det roligt. Bare ingen Scener, for alt i Verden ingen Scener – – –

Og hun gjorde ingen Scener.

Før havde hun ofte tænkt, at hvis det skulde hænde, maatte hun bli gal eller dræbe sig. Men hun havde været saa tryg, det kunde jo ikke ske. Saalænge hun gik i Uvished, var hun ofte nær ved at fortvile. Hun stængte sig inde og graat og graat. Om hun bare havde havt et eneste Menneske, hun 74kunde snakke med, en, som kunde si et godt Ord til hende. Hun var saa hjælpeløs og ensom; og saa tænkte hun paa sin Mor og graat enda mer; – aa Gud, hvad skulde der bli af hende!

– Men nu, da der ikke var Tvil længer, var hun blit forholdsvis rolig. Det var saa underligt. Det kunde aldrig bli saa kjedeligt i Verden længer, syntes hun. Det var saadan en underlig Blanding af Angst og Fryd. Naar hun engang imellem tænkte helt ud paa det, som skulde komme, isned hun af Rædsel; men det var sjelden, de Tanker kom; det var jo saa længe til det endnu.

Alle hendes Tanker samled sig i Regelen om det nuværende, om hendes Legeme. Enhver ny fysisk Fornemmelse fyldte hende med Undren. Det var saa høitideligt og gaadefuldt, og da hun første Gang kjendte Livstegn, brast hun i en stille, velgjørende Graad. En lang Stund sad hun ganske stille som i Andagt; der foregik ligesom noget saa besynderligt med hende; hun var ikke alene længer, – og hun graat af stille vemodig Glæde.

Men snart begyndte Kampen for at skjule det, og hun led forfærdelig. Det trange Korset pinte hende, og naar hun kom hjem om Kvælden efter at have maattet staa hele Dagen, rev hun Klæderne af sig og kasted sig udmattet ned paa Sengen. Naar hun saa sig i Speilet, blev hun forfærdet. Dag for Dag blev hun sværere, og endnu var der to Maaneder igjen. Hvad i Alverden skulde hun 75gjøre? Hun kunde umulig holde ud endnu i to Maaneder. Hun syntes, Folk maatte se det. Og hun snøred Maven sammen med faste Bind og spændte Korsettet, saa hun neppe kunde puste. Hun blev huløiet og mager og gik altid med et Sjal over Skuldrene og smaahosted. Og til Fru Gundersen og i Forretningen fortalte hun, at Doktoren havde sagt, det var galt fat med Brystet. Hverken hun eller nogen anden kunde skjønne andet, end at Fru Gundersen trodde paa TæringenTæringen] tuberkulosen af sit ganske Hjerte. Hun stelte godt med hende, og en Dag sa hun sogar, at hun syntes virkelig, Frk. Halvorsen burde søge om en ordentlig Sommerferie i Aar, saa hun kunde komme ud paa Landet lidt. Landluft var jo den bedste Medicin for Brystsyge.Brystsyge] sjukdom i brystet, særleg tuberkulose

Men i Butikken var det værre.

I hendes Nærværelse holdt de sig saa godt som muligt. Man vidste jo, at hun var mægtig. De kunde resikere at bli fjernet i al Stilhed. Da var det vel saa fornuftigt at holde sig lidt tilvens med hende; og til hendes Beroligelse var de tækkeligere mod hende nu end de havde været nogensinde før. Men naar hun vel var ude af Døren, regned det med Vittigheder. Hun var urolig og nervøs og gik svært ofte ud.

«Stakkars Tulla; hun har nok spist forbu – naa – umoden Frugt!» sa Hansen.

Og saa lo de.

76Men saa kom hun en Dag og sagde Farvel til sine Colleger. Hun skulde ha fjorten Dages Ferie. Doktoren havde sagt, at hun maatte paa Landet en Stund.

Den Dag hun skulde reise, var hun saa beklemt, at det var hende umuligt at si Farvel til Fru Gundersen; hun graat, bare nogen saa paa hende. Og saa bestemte hun sig til at si, at Reisen var opsat til i Morgen; men i Aften vilde hun rømme, uden at nogen vidste det; og til Fru Gundersen vilde hun lægge igjen et Brev, saadan som de gjorde i Romanerne, med Farvel og Tak, og bede hende hilse alle, som holdt af hende.

For at holde sig oppe havde hun drukket Vin af og til udover Dagen, og var i en blød, vemodig Stemning. Da hun skrev Billetten til Fru Gundersen, graat hun af Rørelse, og da Frk. Paulsen senere kom ind til hende et Ærinde, bad hun hende høitidelig at drikke et Glas Vin med sig til Afsked. Frk. Paulsen vilde ikke si nei; det var virkelig Synd paa hende, stakkar. Hun saa paa de forgrædte Øine og følte oprigtig Trang til at være lidt hyggelig mod hende. Og da Frk. Paulsen tilslut sa Farvel og takked hende for Samværet dette Aar, havde hun selv Taarer i Øinene. Men det var formeget for Frk. Halvorsen. Hun brast i en voldsom Graad og hulked: «Tak, Frk. Paulsen! – Aa Gud, De ved ikke, hvor vondt jeg har det!»

77Et eneste kjærligt Ord, og hun havde fortalt alt, alt. Hun var saa træt og forpint af alt dette Komediespil.

Men Frk. Paulsen reiste sig. «De er saa forfærdelig nervøs; det følger vel med Brystsygen. De maa se at bekjæmpe Dem lidt; De har slet ikke godt af saant, kan De vide.»

«Ja, jeg er lidt nervøs; De maa undskylde mig.»

Og efter et lidt forlegent Farvel gik Frk. Paulsen.

– Frk. Halvorsen gik op og ned paa Gulvet og vred sine Fingre blaa. Brystsygen! Brystsygen! De spotted hende, de spytted hende i Ansigtet. Hun kunde kvæle Frk. Paulsen og alle, alle de andre. Hun fyldtes af onde, stygge Tanker. Hvor hun haded Fru Gundersen, som gik der og hykled og ikke hjalp hende. Og Jensen! – Hvorfor hjalp de hende ikke? Hvorfor vilde ingen hjælpe hende? Kanske de var bedre end hende? Hvorfor skulde hun lide altsammen? Rædselen for de fysiske Smerter, som vented hende, gjorde hende halvgal. Kanske hun skulde dø for dette her, pines ihjel mellem Hænderne paa fremmede Mennesker.

Paa Barnet tænkte hun ikke længer. Saadanne Barn døde jo bestandig, det vidste hun; og hun følte intet ved Tanken. Hun havde ikke Rum for andet end Medlidenhed med sig selv. Hun grov sig ned i Sengen, og gav sig over i sin Fortvilelse.

78Da Klokken var ti, stod hun op og tog paa sig en stor Slynge,Slynge] kappe for kvinner, cape en liden FilthatFilthat] filt: stoff av samanpressa ull eller hår og et tæt Slør for Ansigtet, og gik nedover Pilestrædet. Paa Hjørnet af Kirkegaden vented Tobiassen med Droske. Hun steg op, og de kjørte i Taushed nedover til Dampskibsbryggen. Regnen øste ned, og der var stille paa Gaden. Tobiassen var uhyggelig tilmode; han vidste ikke, hvad han skulde sige. Tilslut spurgte han, om der var noget, han skulde besørge for hende. «Ja, Kufferten – i Morgen –.»

Op af Reisevæsken tog hun en Lap med Adressen og gav ham, derpaa trak hun Kaaben fast omkring sig og læned sig bagover. Om hun frøs? – «Ja.» Det var alt hvad de talte.

Da de var fremme, hjalp han hende ud af Vognen; de tog hinanden i Haanden uden Ord; saa gik hun raskt ombord og forsvandt i Kahytten.

«Stakkars Gjente,» mumled Tobiassen. Dette var i Grunden det uhyggeligste, han havde vært med paa –.

«Tivoli!» raabte han til Kusken og sprang op i Vogneni Vognen] retta frå: Vognen igjen.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.