Et frit Forhold

av Hulda Garborg

X.

93Frk. Halvorsen kunde ikke begribe, hvorfor hun havde kaldt Barnet Jensine.

Det var ligesom med en Gang kommet hende i Munden dengang, da det skulde hjemmedøbes. Med et vist ondskabsfuldt Velbehag havde hun gjentaget det et Par Gange: Jensine skal hun hede, Jensine skal hun hede.

Latterligt Indfald, syntes hun nu; som om det skulde gjøre ham noget, om Ungen hed Jensine! Og hvorfor skulde hun forresten ville være ubehagelig mod ham; hun havde saavist ikke noget at beklage sig over. Men hun havde nu fundet paa saa meget rart i den Tid.

Men nu ærgred hun sig over Navnet. Noget styggere Navn kunde hun ikke tænke sig.

– Da hun første Gang skuldeskulde] retta frå: kulde besøge Jensine i hendes nye Logi, grued hun sig noksaa meget; og hun var lykkelig; da hun havde revet af sig Historien om Fætteren.

«Fru Johannesen», som Pleiemoderen kaldte 94sig, var en ung Kone med en Masse lyst Pandehaar, halvkorte Kjoleærmer og Nikkels Armbaand om de tykke, røde Haandled.

Hun var næsten altfor elskværdig og snakked rørende om, hvor børnekjær hun var. Frk. Halvorsen syntes nok næsten det var lidt formeget af det gode; men det kunde jo godt hænde, det var sandt alligevel. «Fruens» egen Gut saa godt ud og lod til at være svært glad i Moderen.

Nu havde hun vært der ofte, saa ofte, at hun var ræd, det skulde begynde at vække Opsigt. Disse Butikfolkene over paa den anden Side af Gaden begyndte at se efter hende, og hun syntes de lo. Naa, de kjendte vel Fru Johannesen, og Gud ved, hvad hun kunde ha berettet; for at hun ikke troede paa Historien om Fætteren, det havde Frk. Halvorsen allerede faat mærke engang, hun havde været sint, fordi Barnet laa med iskold Melk paa en Flaske, da hun kom.

Men gaa did maatte hun, for Jensine var syg; og Frk. Halvorsen pintes nu af noget, som var værre end alt andet: ond Samvittighed.

Det fik gaa, som det vilde; hun maatte se Barnet hver eneste Dag; hun led mer end nogen kunde forstaa ved at se paa det lille hjælpeløse Væsen, som uforskyldt skulde lide saa meget.

DetDet] retta frå: Den var den engelske Syge,den engelske Syge] rakitt, mangelsjukdom som følge av D-vitaminmangel. Jensine havde. Men Fru Johannesen sa, at det var en Sygdom, 95som andet hvert Barn havde; det var slet ikke saa farligt. Hendes egen lille Gut havde ogsaa havt den, og det var gaat over med en almindelig Trankur.

Men Pleie og Stel maatte jo et sygt Barn ha baade Nat og Dag, og hun beklagede sig over, at hele hendes Tid gik med til at passe Jensine, saa hun maatte leie Hjælp til andet Arbeide.

Frk. Halvorsen skjønte, at det var mere Penge, det gjaldt, og hun var strax rede. Hun skulde nok faa sine Tab godtgjort,godtgjort] erstatta mente hun, bare hun vilde stelle rigtig godt med Jensine. Og Fru Johannesen kyssed og kjælte for den lille og sa, at med Guds Hjælp, saa skulde hun nok blive frisk og kjæk igjen.

Men Frøken Halvorsen havde ikke nogen videre Tro paa Fru Johannesens Elskværdighed. Der var noget saa upaalideligt ved de smaa, lyse Øine, som hun aldrig lukket rigtig op. Og hun ønsked inderligt, at hun alligevel havde faat Barnet anbragt hos en skikkelig Bondekone ude paa Landet etsteds; det havde nu ihvertfald været sundere for det. Men hun følte sig aldeles i Fru Johannesens Vold, og turde ikke engang tænke paa at gjøre nogen Forandring.

En Dag kom hun som sædvanlig derbort i Middagstiden.

Nede i Gaarden stod Fru Johannesens halvvoxne 96Tjenestepige med et Vedfange paa Armen i dyb Passiar med en Veninde.

«Nei, naa maa jeg flye!» sa hun, da hun fik se Frøken Halvorsen komme ind ad Porten, «for der kommer Frøkna til Ungen;» – hun gjorde en ægte Gadetøsgrimace og tilføiede, idet hun gik: «jeg har ikke sagt Ungen til Frøkna, skjønner ‘u; hi-hi-hi!»

Men deroppe gik Frøken Halvorsen frem og tilbage med det skrigende Barn paa Armen. Paa Gulvet laa en ituslagen Taateflaske, og Melken var skvættet udover hendes sorte Kjole og randt i en Bæk nedover Gulvet.

Der var tomt Hus, da hun kom op; Dørene stod paa vid Væg, og i Vuggen laa Jensine blaasort i Ansigtet og skreg med hæs Stemme og dybe Drag, som om hun skulde kvæles.

Hun rev Barnet op, og tog Flasken, som var gledet ned paa Hovedpuden, for at gi det Drikke; men den var saa hed, at hun brændte sig paa den. Nu forstod hun, hvorfor Barnet skreg; det havde brændt sig paa den kogende Melk. Hun kasted Flasken i Gulvet, trykkede den lille op mod sit Ansigt og kyssed og husked og kjælte for hende, mens Taarerne strømmede hende nedover Ansigtet.

Hun fyldtes med Had, Sorg og Samvittighedsnag, saa hun syntes, hun maatte skrige høit.

Hun kunde i dette Øieblik givet Resten af sit Liv, om hun som en ret Mor kunde lagt den lille 97syge Stakkel ind til sit varme, fulde Bryst, det eneste Sted, hvor det kanske kunde fundet Ro og Sundhed. Hun overdyngede sig selv med Bebreidelser og Skjældsord. Ikke nok med, at hun var en Tøs, ikke det Gran bedre end en almindelig Tøs, var hun; hun havde pint ihjel et lidet Barn ovenikjøbet. Aa Gud hjælpe hende, Gud hjælpe hende!

«Gaa væk! – Gaa ud med dig!» raabte hun til Pigen, som kom ind og sa et eller andet. Frøken Halvorsen saa paa hende med et Blik saa ondt og stygt, at Pigen blev ræd og forsvandt. «Tvi for noen Mennesker! fy for noen Mennesker!» fik hun efter sig ud igjennem Døren.

Men Barnet skreg, og der var næsten ikke Lyd i Skriget længer. Med skjælvende Hænder husked hun den Lille; men de lange, snevre Hansker gjorde hende klodset, og Sindsbevægelsen tog Fatningen fra hende. Det var saa vondt saa vondt at høre og se paa dette – hun krymped sig og stønned for hvert Skrig. Hun kunde falde paa Knæ og bede dette lille Væsen om Tilgivelse, Tilgivelse – men der var ikke Tilgivelse for sligt – aa Gud, hvor fælt dette var. Om Barnet døde her mellem Hænderne paa hende –; Doktor! Gjenten maatte springe efter Doktor.

Men pludselig faldt de smaa Øienlaag igjen. De svage Kræfter var opbrugt og Jensine sovned.

Frøken Halvorsen lytted ved Munden, ved Hjertet, overalt. Da hun havde overbevist sig om, 98at det bare var Søvn, la hun hende varsomt ned i Vuggen. Saa satte hun sig ved Siden af, med Hænderne foldede i Fanget.

«Aa gudskelov, gudskelov,» sukkede hun, mens Ansigtet fortrak sig i stille, undertrykt Graad.

Men af og til brød Efterdønninger af Graaden frem fra det lille Bryst, som en Higsten eller dybe, skjælvende Suk.

Det var saa ondt at høre paa.

Raadvild og hjælpeløs og inderlig bedrøvet sad Frøken Halvorsen og betragtede den lille; det forekom hende saa umuligt og unaturligt, at hun igjen skulde gaa bort og overlade Stakkelen til disse hjerteløse Mennesker.

Men hvad skulde hun gjøre.

Et Øieblik faldt det hende ind, at hun burde ta Barnet og reise langt, langt bort, – til Amerika. Men hvad skulde hun ta sig til der, fremmed og alene, og med et lidet Barn; – aa nei, hun kunde nok intet gjøre – uden at bede til Gud, at han vilde forbarme sig over hende og ta Barnet til sig.

Taarerne brød atter og atter frem.

Endelig reiste hun sig med stor Overvindelse og fik ved Pigens Hjælp lavet en ny Flaske. Da den var færdig, tog hun først selv en Mundfuld af den, satte saa Taaten paa, og stak den forsigtig ind mellem de smaa Læber. Barnet greb begjærlig til og pattede med uregelmæssige Pauser, mens det sov videre.

99Gudskelov, det saa ud, som om hun havde det ganske godt nu.

Med tungt Hjerte gik Frøken Halvorsen hjemover, trykket til Jorden under Følelsen af sin Vanmagt. Det var til at blive sindssvag af, at staa med bundne Hænder og se paa slig Elendighed. Hun orked ikke at gaa i Butikken igjen om Eftermiddagen. Hun skrev en SeddelSeddel] notislapp og sa, at hun var syg.

Efter den Dag havde hun bare det Ønske, at Gud maatte ta Jensine. Han fik da heller straffe dem som havde fortjent det, og spare den lille uskyldige, som intet ondt havde gjort.

Men Jensine slap ikke saa let. Skjønt hun for hver Tid blev daarligere, leved hun endnu et halvt Aar.

Dette store Barnehoved med de dumme, matte Øine og den lille gjennemsigtige Krop med de visne krogede Benvisne krogede Ben] sjukdommen rakitt medfører redusering av beinvevet slik at knoklar og bein blir deformerte forfulgte Frøken Halvorsen Dag og Nat, og for at holde sig oppe maatte hun ofte drikke. Sommetider drak hun, saa hun var ræd for sig selv. Men hun maatte. Det var det eneste, som hjalp lidt paa Samvittigheden.

Jensen mærked, at hun havde begyndt at drikke, og han tænkte sent og tidlig paa en Udvei til at faa hende fjernet. Ikke fordi han egentlig havde Lyst til at skilles fra hende heller; men hans Stilling var for pinlig; han maatte.

Gjentagne Gange havde han bragt det paa Bane; men hun var saa nervøs i denne Tid, at 100hun opførte Scener for det mindste Ord. Han turde ikke andet end tie – indtil videre.

Var det enda saa vel, at Vorherre snart vilde ta den Ungen, saa blev hun vel fornuftigere igjen.

Det var ganske besynderligt, forresten; det lod virkelig til, at hun troede dette skulde vare til deres Dødsdag. Det var saadan en kvindfolkagtig Hundehengivenhed. Og stakkars Gjentunge, naar hun var saa fornøiet med det, saa var det jo næsten Synd at gjøre Vrøvl ogsaa. – Naar han bare ikke var saa afhængig paa alle Kanter! han vidste jo ikke sin arme Raad mangengang. –

– – Om Eftermiddagen den Dag, da Jensine blev begravet, listed Frøken Halvorsen sig i Skumringen op paa Kirkegaarden og la en Krans paa Graven. De hvide Støtter saa ud som Spøgelser mellem Træerne og Frøken Halvorsen var mørkræd. Hun løb. Da hun kom til Graven, saa hun sig sky omkring, bøied sig ned og lagde Kransen tilrette, mens hun hvisked: «Sov godt i Jesu Navn.»

Saa tørred hun en Taare bort fra Kindet og satte paa Sprang ned igjennem den lange, mørke Allé.

Da hun endelig var udenfor Kirkegaardsmuren trak hun Pusten lettet, og hun havde noget af samme Følelse som da hun for snart et Aar siden efter den lange Pine endelig havde bragt Jensine til Verden; det var, som hun nu først rigtig var forløst. – –

Det var trist i Butikken den Aften. Frk. Halvorsen 101ønsked, at der skulde været rivende travelt; det var saa ondt at ha saa god Tid til at tænke. Et Par Gange var hun nede hos Madam Simonsen; hun trængte saa til noget at stive sig op paa.

En Stund før de skulde lukke var hun inde paa En-Gros Lageret og vasked sig. Hun satte sig paa en Kasse mens hun tørred sine Hænder, bredte Haandklædet over Knæerne, støttet Albuerne mod dem, og lod Hovedet falde tungt ned paa Hænderne.

Mens hun sad saadan kom Jensen. Han trak Døren halvt igjen efter sig og gik lige hen til hende. Hun saa op med det samme, og han saa, at hun havde grædt. Han tog hendes Hode mellem begge sine Hænder og la det ind til sig, idet han hvisked: «Stakkars Gjenta mi.» Hun lukked Øinene; det var saa godt, saa betryggende. Han strøg hende over Haaret med den ene Haand, mens han med den anden greb hendes. Saa hvisked han endnu sagtere: «Venter du i Aften?» Hun nikked sagte og gav hans Haand et let Tryk. Hun følte et svagt Kys paa sit Haar og saa forsvandt han lydløst i Halvmørket.

Hun krølled Haandklædet sammen mellem Hænderne og presset Knæerne fast om dem. Saadan sad hun og stirred sløvt frem for sig, indtil Karl, Visergutten, kom med Dobbeltlaasen og skulde lukke.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Et frit Forhold

Romanen Et frit Forhold ble utgitt i 1892 og var Hulda Garborgs debut som forfatter.

Skildringen av Dina er naturalistisk, men i motsetning til det som ofte er tilfellet i naturalismen, er ikke Dina bare et stakkarslig offer for ytre forhold. Hun tar regien over sitt eget liv og viser seg som en sterk og handlekraftig kvinne – en kvinnetype som man finner igjen i mange av Hulda Garborgs senere verker.

Romanens hovedperson, Dina Halvorsen fra Sandefjord, kommer til Kristiania og får jobb i en manufakturforretning. Snart innleder hun et forhold til sjefen, og det er forholdet mellom dem romanen handler om. I utgangspunktet er det et såkalt «fritt forhold», men det hele utvikler seg raskt til en maktkamp. Garborg ironiserer over hvor «fritt» et bohemisk parforhold blir i lengden, og boken kan dermed leses som et innlegg i datidens debatt om kjønnsroller, ekteskap og seksualmoral.

Åshild Haugsland har utstyrt teksten med sakkommentarer og variantapparat.

Se faksimiler av 2. opplag fra 1892 (nb.no)

Les mer..

Om Hulda Garborg

Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.