Nå, Ballested, – får De det så til at glide?

Ja vel, frøken. Det er en smal sag. – Med tilladelse, – venter De fremmede på besøg idag?

Ja, vi venter overlærer Arnholm hid til os i formiddag. Han er kommen til byen i nat.

Arnholm? Bi lidt –. Hed han ikke Arnholm, han, som var huslærer her for en del år siden?

Jo. Det er netop ham.

Se, se. Kommer han nu på disse kanter igen.

Det er derfor vi gerne vil flage.

Ja, det er jo nok så rimeligt da.

God morgen.

Håh –! God morgen. (Hejser flaget op.) Se så, – nu går ballonen. (Gør linen fast og gir sig at skaffe ved staffeliet.) God morgen, meget ærede. Jeg har rigtignok ikke den fornøjelse at –

De er visst maler, De.

Ja, begribeligvis. Skulde jeg ikke være maler også?

Jo, jeg kan se det. – Måtte jeg ikke få lov at komme lidt indenfor?

Vil De kanské ind og se på?

Ja, det vilde jeg så svært gerne.

Å, der er ikke noget betydeligt at se endnu. Men vær så artig. Træd De kun nærmere.

Mange tak.

Det er fjorden der inde mellem øerne, som jeg holder på med.

Jeg ser det, ja.

Men figuren mangler endnu. Her i byen er der ikke en model at opdrive.

Skal der være en figur også?

Ja. Inde ved skæret her i forgrunden skal der ligge en halvdød havfrue.

Hvorfor skal hun være halvdød?

Hun har forvildet sig ind fra havet og kan ikke finde ud igen. Og så ligger hun her og omkommer i brakvandet, forstår De.

Nå, således.

Det var fruen her i huset, som satte mig på tanken at male sligt noget.

Hvad vil De kalde det billede, når det blir færdigt?

Jeg agter at kalde det «havfruens ende».

Det passer bra’. – De kan visst få noget godt ud af dette her.

Mand af faget måské?

Maler, mener De?

Ja.

Nej, jeg er ikke det. Men jeg skal bli’ billedhugger. Jeg heder Hans Lyngstrand.

Så De skal bli’ billedhugger? Ja ja, skulpturkunsten er også en net, flot kunst. – Jeg tror, jeg har set Dem på gaden et par gange. Har De opholdt Dem længe her hos os?

Nej, jeg har bare været her en fjorten dages tid. Men jeg vil se, om jeg kan få bli’ her sommeren ud.

Nyde badelivets behageligheder? Hvad?

Ja, jeg skulde se at komme mig lidt til kræfter.

Dog vel ikke svagelig?

Jo, jeg er ligesom lidt svagelig af mig. Men det er ikke noget videre farligt. Det er bare sådant noget med trangpustenhed for brystet.

Pyt, – den slags bagateller! For resten skulde De nu tale med en kyndig læge alligevel.

Jeg har tænkt på at spørge doktor Wangel ved lejlighed.

Ja, gør det. (Ser ud til venstre.) Der kommer en dampbåd igen. Stoppende fuldt af passagerer 7ombord. Det er dog et mageløst opsving, rejselivet har ta’t her i de sidste år.

Ja, her er rigtig en svær trafik, synes jeg.

Fuldt op af sommergæster er her også. Jeg er mangen gang bange for, at vor gode by skal tabe sit præg ved alt dette fremmede væsen.

Er De barnefødt her i byen?

Nej, jeg er ikke det. Men jeg har akklaakklimatiseret mig. Jeg føler mig knyttet til stedet ved tidens og vanens bånd.

De har altså boet længe her?

Nå, en sytten–atten år. Jeg kom hid med Skives teaterselskab. Men så geråded vi i finansielle vanskeligheder. Og så opløste selskabet sig og spredtes for alle vinde.

Men De selv blev altså igen?

Jeg blev. Og det har jeg ståt mig nokså godt på. Jeg virked nemlig dengang nærmest i dekorationsfaget, skal jeg sige Dem.

Hilde, – se om du kan finde den brodérte fodskammelen til far.

God morgen, frøken Wangel!

Nej se, er det Dem, herr Lyngstrand? God morgen. Undskyld et øjeblik, – jeg skal bare –

Kender De familjen her?

Ikke videre. Jeg har bare truffet frøkenerne hist og her hos andre. Og så talte jeg lidt med fruen, sidst der var musik oppe på «Udsigten». Hun sa’, jeg måtte gerne komme og besøge dem.

Nå, ved De hvad, – De skulde kultivere det bekendtskab.

Ja, jeg har også tænkt på at gøre et besøg. Sådan en visit at kalde for. Når jeg nu bare kunde finde en anledning –

Å hvad, – anledning – (ser ud til venstre.) Død og plage! (samler sine sager sammen.) Dampbåden er alt inde ved bryggen. Jeg må hen i hotellet. Kanské nogen af de nyankomne har brug for mig. Jeg virker nemlig som hårskærer og frisør også, skal jeg sige Dem.

De er visst svært alsidig, De.

Man må vide at ak-klimatisere sig i diverse fag på småstederne. Skulde De nogen gang tiltrænge et eller andet i hårvejen, – lidt pomade eller sligt, så spørg De bare efter danselærer Ballested.

Danselærer –?

Formand i «Hornforeningen», om De så vil. I aften har vi koncert oppe på «Udsigten». Farvel, – farvel!

Bolette sa’, at De havde vovet Dem indenfor idag.

Ja, jeg tog mig den frihed at gå lidt indenfor.

Har De været ude og gå’t morgentur nu?

Å nej, – det blev nok ikke nogen lang tur idag.

Har De været i bad da?

Ja, jeg var ude i sjøen en liden stund. Jeg så Deres mor dernede. Hun gik ind i sit badehus.

Hvem gjorde det?

Deres mor.

Nå så, nå.

Så De ikke noget til fars båd ude på fjorden?

Jo, jeg syntes jeg så en sejlbåd, som styred indover.

Det var visst far. Han har været ude i sygebesøg på øerne.

Nej, her er da rigtig staseligt med blomster –!

Ja, ser det ikke godt ud?

Å, det ser dejligt ud. Det ser ud, som om her var en højtidsdag i huset.

Det er det såmæn også.

Kunde næsten skønne det. Det er visst Deres fars geburtsdag idag.

Hm – hm!

Nej, mors.

Nå så, – Deres mors er det.

Men, Hilde –!

La’ mig være! (til Lyngstrand.) De skal vel gå hjem og få Dem frokost nu?

Ja, jeg skulde vel se at få mig lidt til livs.

De synes da visst, at De lever rigtig godt der borte på hotellet?

Jeg bor ikke længer på hotellet. Det blev mig for dyrt.

Hvor bor De da nu?

Nu bor jeg oppe hos madam Jensen.

Hvilken madam Jensen?

Jor’moren.

Undskyld, herr Lyngstrand, – men jeg har virkelig andet at bestille end at –

Å, jeg skulde visst ikke ha’ sagt det der.

Hvilket noget?

Det, som jeg sa’.

Jeg forstår Dem aldeles ikke.

Nej, nej. Men så vil jeg da sige frøkenerne farvel så længe.

Farvel, farvel, herr Lyngstrand. De får rigtig ha’ os undskyldt for idag –. Men siden en gang, – når De får rigtig god tid – og når De har lyst, – så må De endelig se indom og hilse på far og – og på os andre.

Jo, mange tak. Det skal jeg så inderlig gerne gøre.

Adjø, mosjø! Værs’go’ og hils mor Jensen fra mig.

Hilde –! Din uskikkelige unge! Er du rent gal! Han kunde gerne høre dig!

Pyt, – tror du, jeg bryr mig om det!

Nu kommer far.

Se, her har I mig igen, småpiger!

Å, det var da dejligt, at du kom.

Har du gjort ifra dig for hele dagen nu, far?

Å nej, jeg får nok ned på kontoret en liden stund siden. – Sig mig, – vedI om Arnholm er kommet?

Ja, han kom inat. Vi har havt bud henne i hotellet.

Altså ikke set ham endnu?

Nej. Men han kommer visst ind til os i formiddag.

Ja, det gør han ganske sikkert.

Far, nu må du da sé dig om.

Ja, jeg ser det nok, barn. – Her er jo rigtig festligt.

Ja, synes du ikke, vi har fåt det pent i stand?

Jo, det må jeg rigtignok sige. – Er – er vi alene i huset nu?

Ja, hun er gåt i –

Mor er i bad.

Hør nu, småpiger, – vil I ha’ alt dette her stående således hele dagen? Og flaget hejst hele dagen også?

Å, men det kan du da vel sagtens tænke dig, far!

Hm, – ja vel. Men, ser I –

Du kan da vel skønne, at vi har gjort det alt sammen for overlærer Arnholms skyld. Når slig en god ven kommer første gang og hilser på dig –

Tænk, – han, som har været Bolettes lærer, far!

I to er mig rigtig et par poliske –. Nå, herre gud, – det er jo i grunden så ganske naturligt, at vi erindrer hende, som ikke mere er iblandt os. Men alligevel. Se der, Hilde. (gir vadsækken fra sig.) Ned på kontoret med den. – Nej, småpiger, – jeg liker ikke dette her. Ikke måden, forstår I. Dette, at vi således hvert år –. Nå, – hvad skal man sige! Det kan vel sagtens ikke gøres anderledes.

Se den herren, som kommer der borte. Det er visst overlæreren.

Han der? (ler.) Nej, du er god, du! Tror du den halvgamle fyren er Arnholm!

Nå, bi lidt, barn. Jo så min sandten tror jeg ikke det er ham! – Jo visst er det så, jo!

Ja, ved gud, tror ikke jeg også –!

Velkommen, kære overlærer! Hjertelig velkommen på gamle tomter igen!

Tak, tak, doktor Wangel. Tusend tak skal De ha’.

Og der har vi børnene! (rækker dem hænderne og ser på dem.) De to skulde jeg neppe ha’ kendt igen.

Nej, det tror jeg nok.

Å jo, – kanské dog Bolette. – Jo, Bolette skulde jeg nok ha’ kendt.

Knapt nok, tænker jeg. Det er jo også nu en otte–ni år siden, De så hende sidst. Å ja, her er sagtens mangt og meget forandret i den tid.

Jeg synes egentlig ikke det. Når jeg undtager, at træerne er vokset adskilligt til – og så at der er anlagt den løvhytten der –

Å nej, sådan i det ydre –

Og så det, naturligvis, at nu har De jo to store giftefærdige døttre i huset.

Å, giftefærdig er da vel bare den ene.

Nej, hør på far!

Men nu tænker jeg, vi sætter os op på verandaen. Der er svalere end her. Vær så god.

Tak, tak, kære doktor.

Se så. Nu skal De bare sidde ganske rolig og hvile Dem ud. For De ser virkelig noget anstrængt ud efter rejsen.

Å, det betyder ingenting. Her i disse omgivelser –

Skal vi ikke bringe lidt sodavand og saft i havestuen? Her ude bliver det visst snart for varmt.

Jo, gør det, småpiger. Lad os få sodavand og saft. Og så lidt konjak kanské.

Skal det være konjak også?

Bare lidt. Om nogen skulde ville ha’.

Ja, ja da. Hilde, gå så ned på kontoret med vadsækken.

Det er da virkelig en prægtig –. Det er to prægtige pigebørn, som der er vokset op for Dem.

Ja, synes De ikke det.

Jo, det er ligefrem overraskende med Bolette. Og med Hilde også. – Men nu De selv, kære doktor –. Tænker De at bli’ boende her al Deres tid?

Å ja, det blir visst til det. Her er jeg jo født og båren, som man siger. Her har jeg levet så inderlig lykkelig med hende, som gik bort fra os så tidlig. Hende, som De kendte, da De var her sidst, Arnholm.

Ja – ja.

Og nu lever jeg her så lykkelig med hende, som jeg fik i stedet. Å, jeg må sige, at i det hele og store taget har skæbnen været god imod mig.

Men ingen børn i Deres andet ægteskab?

Vi fik en liden gut for to–halvtredje år siden. Men ham beholdt vi ikke længe. Han døde, da han var en fire–fem måneder gammel.

Er ikke Deres hustru hjemme idag?

Jo, nu må hun visst snart komme. Hun er nede og tar bad. Det gør hun hver eneste dag i denne tid. Hvad slags vejr det så er.

Fejler der hende noget?

Ikke sådan ligefrem fejler. Skønt hun har rigtignok været mærkelig nervøs i de sidste par år. Det vil sige, sådan af og til. Jeg kan ikke rigtig bli’ klog på, hvad der egentlig er i vejen med hende. Men det at gå i sjøen, det er ligesom hendes liv og lyst, det, ser De.

Det kan jeg huske fra før af.

Ja, De kender jo Ellida fra den tid, De var lærer der ude i Skjoldviken.

Forstår sig. Hun kom ofte på besøg i prestegården. Og jeg traf hende også for det meste, når jeg var ude i fyrtårnet og så til hendes far.

Den tiden der ude kan De tro har sat sine dybe mærker i hende. Folk her i byen kan slet ikke forstå det. De kalder hende «fruen fra havet».

Gør de det?

Ja. Og se derfor –. Tal nu De med hende om gamle dage, kære Arnholm. Det vil hun ha’ så inderlig godt af.

Har De egentlig nogen grund til at tro det?

Ja visst har jeg så.

Er det dig, Wangel!

Ja, kære.

Nå, se der har vi havfruen!

Gud ske lov, at jeg ser dig igen! Når kom du?

Nu netop. For en liden stund siden. (Tyder mod Arnholm.) Men vil du ikke hilse på en gammel bekendt –?

Der har vi Dem altså. Velkommen! Og undskyld, at jeg ikke var hjemme –

Å, jeg be’r. Gør endelig ingen omstændigheder –

Var vandet bra’ friskt idag?

Friskt! Å gud, her er vandet aldrig friskt. Så lunkent og så slapt. Uh! Vandet er sygt her inde i fjordene.

Sygt?

Ja, det er sygt. Og jeg tror det gør én syg også.

Nå, du anbefaler rigtignok badestedet.

Jeg tror nu snarere, at De, fru Wangel, har et særligt forhold både til havet og til alt, hvad havets er.

Å ja, kanske det. Jeg tror det næsten selv. – Men ser De, hvor festligt småpigerne har ordnet al ting for Deres skyld?

Hm –. (Ser på sit uhr.) Nu må jeg nok snart –

Er det virkelig for min skyld –?

Ja, det kan De da forstå. Vi stadser jo ikke sådan op til hverdags. – Uh, – hvor 26kvælende hedt her er under dette taget! (Går ned i haven.) Kom her over! Her er da i det mindste ligesom en slags luftning.

Jeg synes såmæn her lufter ganske friskt.

Ja De, som er vant til den kvalme hovedstadsluften. Der skal det jo være rent forfærdeligt om sommeren, har jeg hørt.

Hm, kære Ellida, nu får du nok underholde vor gode ven alene en stund.

Har du forretninger?

Ja, jeg må ned på kontoret. Og så får jeg jo se at klæ’ mig lidt om. Men jeg blir ikke længe –

Forhast Dem endelig ikke, kære doktor. Deres hustru og jeg skal nok vide at fordrive tiden.

Å ja, – det stoler jeg på. Nå, – på gensyn da!

Synes De ikke, man sidder godt her?

Jeg synes jeg sidder godt nu.

Lysthuset her kaldes mit lysthus. For det er mig, som har lad’t det indrette. Eller rettere Wangel – for min skyld.

Og her plejer De så at sidde?

Ja, her sidder jeg for det meste om dagen.

Med småpigerne vel?

Nej, småpigerne – de holder til på verandaen.

Og Wangel selv?

Å, Wangel går så fra og til. Snart er han her hos mig og snart er han over hos børnene.

Er det Dem, som vil ha’ det således?

Jeg tror, at alle parter finder sig bedst ved det på den måde. Vi kan jo tale over til hverandre – når vi en gang imellem synes, vi har noget at sige.

Da jeg sidst færdedes på Deres veje –. Ude i Skjoldviken, mener jeg –. Hm, – det er længe siden nu –.

Det er godt og vel ti år siden De var der ude hos os.

Ja, så omtrent. Men når jeg tænker mig Dem der ude i fyrtårnet –! Hedningen, som gamle presten kaldte Dem, fordi Deres far havde 29ladt Dem døbe, som han sa’, med et skibsnavn og ikke med et kristent menneskenavn –

Ja, hvad så?

Mindst af alt havde jeg tro’d, jeg skulde få se Dem igen her inde som fru Wangel.

Nej, dengang var jo Wangel endnu ikke ble’t –. Dengang leved jo endnu småpigernes første mor. Deres rigtige mor sådan –

Ja vel. Ja vel. Men selv om ikke så havde været –. Selv om han havde været frank og fri, – så havde jeg aldrig tænkt, at dette her skulde komme i stand.

Ikke jeg heller. Aldrig i verden – dengang.

Wangel er jo så bra’. Så hæderlig. Så inderlig god og snil imod alle mennesker –

Ja, det er han rigtignok!

– men han må da være så himmelvidt forskellig fra Dem, synes jeg.

Det har De ret i. Det er han også.

Nå, men hvorledes kom det da? Hvorledes kom det!

Å, kære Arnholm, De må ikke spørge mig om det. Jeg vilde ikke kunne forklare Dem de ting. Og selv om jeg kunde, så vilde De aldrig være i stand til at fatte og forstå en smule af det.

Hm –. (lidt sagtere.) Har De nogensinde betro’d Deres mand noget om mig? Jeg mener naturligvis om det forgæves skridt, – som jeg engang lod mig henrive til.

Nej. Kan De tro sligt! Ikke et ord har jeg sagt ham om – om det, De sigter til.

Det glæder mig. For jeg følte mig ligesom lidt trykket ved tanken om at –

Det behøver De slet ikke. Jeg har bare sagt ham, som sandt er, at jeg holdt svært af Dem og at De var den troeste og bedste ven, jeg havde derude.

Tak for det. Men, sig mig nu, – hvorfor skrev De mig aldrig til siden jeg rejste?

Jeg tænkte, det kunde kanské gøre Dem ondt at høre noget fra en, som – som ikke kunde komme Dem imøde således, som De havde ønsket det. Det var jo ligesom at rippe op igen i noget pinligt, syntes jeg.

Hm –. Ja, ja, De kan sagtens ha’ ret i det.

Men hvorfor skrev De aldrig selv?

Jeg? Gøre begyndelsen? Kanské gøre mig mistænkt for at ville indlede noget nyt. Efter et sådant afslag som det, jeg havde fåt?

Å nej, det forstår jeg jo nok også. – Har De aldrig siden tænkt på nogen anden forbindelse?

Aldrig. Jeg er ble’t trofast mod mine erindringer.

Å hvad! Lad de gamle triste erindringer fare. De skulde sandelig heller tænke på at bli’ en lykkelig ægtemand, synes jeg.

Da måtte det nok ské snart, fru Wangel. Husk på, – jeg har såmæn allerede, med skam at sige, fyldt de syv og tredive.

Nå ja, desto større grund til at skynde Dem. (tier lidt, derpå siger hun alvorlig og dæmpet.) Men hør nu, kære Arnholm, – nu vil jeg sige Dem en ting, som jeg ikke kunde fåt frem dengang, om det så havde gældt mit liv.

Hvad er da det?

Da De gjorde – det forgæves skridt, som De nylig sa’, – da kunde jeg ikke svare Dem anderledes end jeg svarte.

Jeg véd det. De havde ikke andet at byde mig end godt venskab. Jeg véd det jo.

Men De véd ikke, at hele mit sind og alle mine tanker dengang var andetsteds henne.

Dengang!

Ja, netop.

Men det er jo umuligt! De tar fejl af tiden! Jeg tror knapt De kendte Wangel dengang.

Det er ikke Wangel, jeg taler om.

Ikke Wangel? Men på den tid, – der ude i Skjoldviken –. Jeg mindes ikke et eneste menneske der ude, som jeg kunde tænke mig muligheden af, at De kunde fæste Dem ved.

Nej, nej, – det tror jeg nok. For det var så rent forvildende galt alt sammen.

Men så lad mig da høre nærmere om dette her!

Å, det er jo nok, når De véd, at jeg var bunden dengang. Og nu véd De det jo.

Om De nu ikke havde været bunden dengang?

Hvad så?

Vilde da Deres svar på mit brev være faldet anderledes ud?

Hvor kan jeg vide det? Da Wangel kom, faldt jo svaret anderledes ud.

Hvad skal det så tjene til at fortælle mig, at De var bunden?

Fordi jeg må ha’ nogen at betro mig til. Nej, nej, bliv De bare siddende.

Deres mand véd altså ikke noget om sagen?

Jeg tilstod ham fra først af, at mit sind engang havde været andetsteds henne. Mere har han ikke forlangt at vide. Og vi har aldrig rørt ved det siden. Det var jo i grunden ikke andet end galskab heller. Og så gik det jo overstyr igen straks. Ja, det vil sige – på en måde.

Bare på en måde? Ikke helt!

Jo, jo visst! Å gud, kære Arnholm, det er slet ikke således, som De tænker. Det er noget så rent ubegribeligt. Jeg véd ikke, hvorledes jeg skulde kunne fortælle det. De vilde bare tro, at jeg var syg. Eller at jeg var rent gal.

Min bedste frue, – nu må og skal De sandelig tale fuldt ud.

Nå da! Jeg får prøve på det. Hvorledes vil De, som en fornuftig mand, kunne forklare Dem at – (ser ud og afbryder.) Vent til siden. Her kommer nok besøg.

Er det småpigerne, De ser efter, herr Lyngstrand?

Å, er fruen der? (hilser og kommer nærmere.) Nej, det er ikke det. Det er ikke frøkenerne. Det er Dem selv, fru Wangel. De har jo gi’t mig lov til at komme og besøge Dem –

Ja visst har jeg så. De er os altid velkommen.

Mange tak. Og da det falder sig så heldigt, at her just er festlighed i huset idag –

Nå, så det véd De?

Jaha. Og derfor vilde jeg gerne være så fri at overrække fru Wangel denne her –

Men, bedste herr Lyngstrand, er det ikke rigtigst, at De gir Deres smukke blomster til 37overlærer Arnholm selv? For det er jo dog egentlig ham, som –

Undskyld, – men jeg kender ikke den fremmede herre. Det er bare –. Jeg kommer i anledning af geburtsdagen, frue.

Geburtsdagen? Så har De ta’t fejl, herr Lyngstrand. Der er ingen fødselsdag her i huset idag.

Å, jeg véd det nok. Men jeg trode ikke, det skulde være så hemmeligt.

Hvad for noget véd De?

At det er fruens ge- fruens fødselsdag.

Min?

Idag? Nej visst ikke, nej.

Hvor falder De da på det?

Det er frøken Hilde, som har forrådt det. Jeg var lidt indom her før idag. Og så spurte jeg frøkenerne, hvorfor de stadsed så svært op med blomster og flag –

Nå ja vel?

– og så svared frøken Hilde: jo, for idag er det mors – fødselsdag.

Mors –! Nå så.

Aha!

Ja, når den unge mand altså véd det, fru Wangel –

Ja, når De nu engang véd det, så –

Må jeg så få lov til at gratulere –

Mange tak skal De ha’. – Vær så god og sid ned et øjeblik, herr Lyngstrand.

Dette her – med min fødselsdag – det skulde ha’ været en hemmelighed, herr overlærer.

Det skulde nok det. Det skulde ikke ha’ været for os uindviede.

Nej, just så. Ikke for de uindviede.

Jeg skal så sandelig ikke nævne det til noget levendes menneske.

Å, det er nu ikke sådan ment. – Men hvorledes går det Dem så? Jeg synes, De ser bedre ud nu end før.

Ja, jeg tror nok, det går bra’ med mig. Og så til næste år, når jeg kanske får komme ned til de sydlige lande –

Og det får De jo, siger småpigerne.

Ja, for i Bergen har jeg en velgører, som beskytter mig. Og han har lovet, at han vil hjælpe mig til næste år.

Hvorledes har De fåt fat på ham?

Å, det traf sig så svært heldigt. For jeg har en gang været ude til sjøs med et af skibene hans.

Har De det? Så De havde lyst til sjøen dengang?

Nej, ikke det mindste. Men da mor var død, så vilde ikke far ha’ mig gåendes længer hjemme hos sig. Og så lod han mig gå til sjøs. Så forliste vi i engelske kanalen på hjemrejsen. Og det var jo godt for mig.

Hvorledes det, mener De?

Jo, for ved det forliset var det, at jeg fik mit knæk. Dette her for brystet. Jeg lå så længe i det iskolde vandet, før de kom og berged mig. Og så måtte jeg jo begi’ sjøen. – Ja, det var rigtignok en stor lykke.

Så? Synes De det?

Ja. For knækket er jo ikke videre farligt. Og nu kan jeg jo få bli’ billedhugger, som jeg så inderlig gerne vilde. Tænk – at få modellere i det dejlige léret, som føjer sig så fint mellem fingrene!

Og hvad vil De så modellere? Skal det være havmænd og havfruer? Eller skal det være gamle vikinger –?

Nej, det blir nok ikke sligt noget. Så snart jeg kan komme til, vil jeg prøve på at gøre et stort værk. Sådan en gruppe, som de kalder det.

Nå ja, – men hvad skal da den gruppen forestille?

Å, det skulde nu være noget, som jeg selv har oplevet.

Ja, ja, – hold Dem helst til det.

Men hvad skal det være for noget?

Jo, jeg havde tænkt, det skulde være en ung sjømandskone, som ligger og sover så underlig uroligt. Og drømme gør hun også. Jeg tror nok, jeg skal få det til slig, at de kan se på hende, at hun drømmer.

Skal der da ikke være noget mere?

Jo, der skal være én figur til. Sådan en gestalt at kalde for. Det skal være hendes mand, som hun har været troløs imod, mens han var borte. Og han er druknet i havet.

Hvorledes, siger De –?

Er han druknet?

Ja. Han er druknet på sjørejs. Men så er der det underlige, at han er kommet hjem alligevel. Det er ved nattens tider. Og nu står han der for sengen og ser på hende. Han skal stå så drivendes våd, som de dra’r en op af sjøen.

Det var da noget forunderligt noget. (lukker øjnene.) Å, jeg kan se det så lys levende for mig.

Men i al verdens navn, herr – herr –! De sa’ jo, at det skulde være noget, som De havde oplevet.

Jaha, – jeg har også oplevet dette her. På en måde, at sige.

Oplevet at en død mand –?

Nå ja, jeg mener jo ikke sådan lige til oplevet. Ikke oplevet det udvendig, forstår sig. Men alligevel så –

Fortæl mig alt, hvad De véd og kan! Dette her må jeg ha’ fuld rede på.

Ja, dette må jo sagtens være noget for Dem. Sådant noget med havstemning i.

Hvorledes var det så, herr Lyngstrand?

Jo, det var så, at den gang vi skulde sejle hjem med briggen fra en by, som de kalder for Halifax, så måtte vi lægge bådsmanden efter os på sygehuset der. Så fik vi påmønstret en amerikaner i stedet. Denne her nye bådsmanden –

Amerikaneren?

– ja; han fik en dag lånt hos kaptejnen en bunke gamle aviser, som han stødt og stadig læste i. For han vilde lære sig norsk, sa’ han.

Nå! Og så!

Så var det en kveld i et overhændigt vejr. Alle mand var på dæk. Undtagen bådsmanden og jeg da. For han havde forstuvet ene foden sin, så han ikke kunde træ’ på den. Og jeg var også klejn af mig og lå til køjs. Nå, så sad han da der i lugaren og læste i et af de gamle bladene igen –

Ja vel! Ja vel!

Men bedst som han sidder, så hører jeg, at han gir ligesom et brøl ifra sig. Og da jeg så ser på ham, så serjeg, at han er kridenes hvid i ansigtet. Og så gir han sig til at knase og mase bladet sammen og plukke det i tusend små stykker. Men det gjorde han så ganske stille, stille.

Sa’ han da slet ingen ting? Talte han ikke?

Ikke straks. Men lidt efter sa’ han ligesom til sig selv: Giftet sig. Med en anden mand. Mens jeg var borte.

Sa’ han det?

Ja. Og tænk, – det sa’ han på rigtig godt norsk. Han må ha’ havt svært let for at lære fremmede sprog, den manden.

Og hvad så siden? Hvad skede så mere?

Ja, så kommer dette her underlige, som jeg aldrig i verden skal glemme. For han la’ til, – ganske stille det også: Men min er hun og min skal hun bli’. Og mig skal hun følge, om jeg så skal komme hjem og hente hende som en druknet mand fra svarte sjøen.

Puh, – hvor lummert her er idag –

Og det sa’ han med slig en magt i viljen, at jeg syntes, han måtte være mand for at gøre det også.

Ved De ikke noget om, – hvad der er ble’t af den manden?

Å, frue, han er visst ikke mere i live.

Hvorfor tror De det!

Jo, for vi forliste jo bagefter i kanalen. Jeg var kommen mig ned i storbåden med kaptejnen og fem andre. Styrmanden gik i hækjollen. Og i den var også amerikaneren og en mand til.

Og fra dem har man ingen ting hørt siden?

Nej, ingen verdens ting, frue. Min velgører skrev det nu nylig i et brev. Men netop derfor har jeg fåt slig svær lyst til at gøre et kunstværk af det. Den troløse sjømandskonen ser jeg så lebendig for mig. Og så hævneren, som er druknet og som alligevel kommer hjem fra sjøen. Jeg kan se dem begge to så tydeligt.

Jeg også. (Rejser sig.) Kom, – lad os gå ind. Eller helst ned til Wangel! Jeg synes, her er så kvælende lummert.

Jeg, for min dél, får nok sige tak for mig. Det skulde bare være et lidet besøg for fødselsdagens skyld.

Nå, som De vil da. (Rækker ham hånden.) Farvel og tak for blomsterne.

Jeg ser nok, at det er gåt Dem nær til hjerte, kære fru Wangel.

Å ja, De kan gerne kalde det så, endskønt –

Men i grunden er det jo ikke andet, end De måtte være forberedt på.

Forberedt!

Ja, jeg synes det.

Forberedt på at nogen kunde komme igen –! Komme igen på slig en vis!

Men hvad i al verden –! Er det den forstyrrede billedhuggerens skipperhistorie –?

Å, kære Arnholm, han er kanske ikke så forstyrret endda.

Er det altså denne snak om den døde mand, som har rystet Dem således? Og jeg, som trode, at –

Hvad trode De?

Jeg trode naturligvis, at det bare var maskespil af Dem. At De sad her og pintes, fordi De var kommen efter, at der i lønlighed fejres familjefest i huset. At Deres mand og hans børn lever et erindringsliv, som De ingen dél har i.

Å nej, nej. Det får være med det, som det være vil. Jeg har ingen ret til at kræve min mand helt og alene for mig.

Det synes jeg dog De måtte ha’.

Ja. Men jeg har det ikke alligevel. Det er sagen. Jeg selv lever jo også i noget, – som de andre står udenfor.

De! (Sagtere.) Er det således at forstå –? De – De holder egentlig ikke af Deres mand!

Å jo, jo, – af hele mit sind er jeg kommet til at holde af ham! Og just derfor er det så forfærdeligt, – så uforklarligt, – så rent utænkeligt –!

Nu skal De betro Deres sorger helt og holdent til mig! Vil De ikke det, fru Wangel?

Jeg kan ikke, kære ven. Ikke nu i alle fald. Kanske senere.

Nu kommer far fra kontoret. Skulde vi så ikke alle sammen sætte os ind i havestuen?

Jo, lad os det.

Se så! Her har I mig frank og fri! Nu skal det smage at få sig et godt glas kølende til livs.

Vent lidt.

Nej se, se! Alle de dejlige blomster! Hvor har du fåt dem fra?

Dem har jeg fåt af billedhugger Lyngstrand, min kære Hilde.

Af Lyngstrand?

Har Lyngstrand været her – nu igen?

Ja. Han kom indom med denne her. I anledning af fødselsdagen, forstår du.

Åh –!

Det bæst!

Hm –. Ja, ser du vel –. Jeg skal sige dig, min kære, gode, velsignede Ellida –

Kom så, småpiger! Så vil vi sætte mine blomster i vand sammen med de andre.

Å, men hun er da i grunden snil alligevel.

Abekatstreger! Hun lader bare så for at tækkes far.

Tak – tak! Inderlig tak for dette her, Ellida!

Å hvad, – skulde ikke jeg også være med og gøre stads af – af mors fødselsdag?

Hm –.