[11]

55– Idag er her saa forunderlig uroligt paa Øen. Der er hændt noget: en Baad kom ind igaar med to fremmede Mænd. Eli fik se Baaden langt ude, kom springende ind med min Hue, som jeg havde glemt paa Stenen udenfor, og drog mig med op paa Pynten ovenfor mit Hus. Flere Kvinder kom ud nede i Grænden, og der var Spænding overalt. Ingen ventedes hjem nu, og Besøg kom der neppe fra andre Øer nu midt i Ugen; hvad kunde saa denne Baad bringe! Rusk og Fiskeaffald blev fjernet fra Dørene, og der blev nervøst ryddet i alle Stuer. Kaffe maltes, og Pandekager stegtes; thi ihvertfald blev der Spørgsmaal om Traktering.

Eli og jeg sprang ned igjen, da vi saa, at Baaden endnu ikke paa en Times Tid kunde være inde. Vi fik os en varm Pandekage hos Nabokonen med en Kop Kaffe serveret paa Feltmaner, og det var altid festligt. Pandekagerne var mest af Sjø fugleæg, og de var stegt i Faarefedt; men deilig smagte de alligevel.

Saa gik vi ud og satte os til at vente taalmodig, mens vi saa paa Fuglelivet i Fjæren. Maagerne skreg og rev og sled som besatte i de lækre Levninger af Fisk 56nede paa den hvide Strand; men alligevel saa en og anden sig Tid til at flakse op imod os to Menneskebørn paa Stranden og skrige ind i Ansigtet paa os, at vi intet havde der at gjøre. Gang paa Gang tog de Tilsprang og seiled paa Skjæve ned imod os, som om de sigted efter vore Øine for at hakke dem ud. Vi lo og ærted dem for deres Raseri. Vi agted jo slet ikke at røve deres Torskehoveder.

– Omkring Pynten udenfor gik Strømmen krap og strid, og midt i den kom plud selig en liden Ø seilende med en hvid, bevægelig Sky af Fugle over.

I vild Kamp hvirvled de rundt under øredøvende Skrig og Spektakel; det maatte være et udsøgt Bytte, Strømmen denne Gang havde bragt dem. I et Nu var ogsaa de inde paa Stranden vaagne og fløi til for at deltage i Kampen og Kalaset; og snart stod Sjøen hvid derude om de rasende Fugle.

Den seilende Fugleø førtes nærmere af Strømmen, og jeg blev kold; thi jeg syntes pludselig den saa ud som Hvælvet af en Baad. Og hvad var det vel da for Rædsler, som lokked de sultne Fugle?

Jeg saa spørgende paa Eli; men hun smilte rolig, og da blev jeg tryg; thi hun 57havde Rede paa alle Sjøens Mysterier, og vilde nok straks mærket, om der havde været noget galt paa Færde.

Snart efter drev det levende, hvide Bjerg ind i Vigen ret nedenunder os og stranded paa et Undervandsskjær. Et Øieblik fløi alle Fugle op, skræmte af Stødet, og vi saa, at den seilende Ø var de modbydelige Rester af en Hvals Indvolde.

Flere og flere Fugle var nu kommet til, og Fjæren var som en kogende Gryde. De gule og røde Neb og de hvide Bryster lyste i Solen hver Gang en fløi op med et lykkelig tilkjæmpet Stykke af Byttet. Ogsaa Edderfuglene fra den nærliggende Holme var kommet til med sine Rækker af nyudklækkede Unger i Kjølvandet; men de voved sig ikke ind i Kampen for de Smaas Skyld. I stor, forsigtig Bue seiled de omkring og saa til med snare, misundelige Øine; men gled saa fornuftig og behersket ind i den lille trygge Vig, hvor Fiskerbaadene lægger til; der er altid et eller andet ud vasket Torskehoved eller lignende at finde. Thi om Sjøen det ene Øieblik skyller Stranden aldrig saa ren, saa bringer den det næste Øieblik noget tilbage.

Men om lidt blev Maagerne saa yre 58og gale omkring os, at jeg fandt det tryggest at hente en Paraply og slaa op over vore Hoveder. Saa lod de sit Sinne gaa ud over den til Elis store Fryd.

– Baaden derude var imidlertid kommet helt ind i Strømmen, og vi saa, hvor ledes Roerne stræved med at holde den op mod Sjøerne.

I Kikkerten saa jeg en høi Skikkelse reise sig i Bagstavnen. Han havde en hvidgraa Hue af en egen Form paa Hovedet, og han skygged for Øinene og saa indover.

Nu kunde de ogsaa se os; og vi reiste os og gik. Eli sprang hjem, og jeg tog min vanlige Vei opover mod Heiene.

Ned i Grænden vilde jeg ikke. Jeg likte ikke denne Baad derude. Her havde været saa godt og fredeligt hidtil, og mit Sind begyndte at lysne en Smule og Livsmodet saa smaat at vende tilbage. Jeg vaagned ikke længer hver Morgen som af et Mareridt kun til Erindringen om det ene, som skulde, skulde glemmes; der var Dage, da jeg følte mig forholdsvis fornuftig og skammed mig over mine mange Taarer. I det hele begyndte jeg at bli noksaa nøgtern og udmærket. Nu bare ingen Forstyrrelse. Og man skulde kanske opleve at komme 59tilbage til Verden som et nyttigt Menneske, der kunde tale advarende Ord til andre vildfarende Sjæle, og ved Hjælp af et nyoppudset lidet Talent eller to slaa sig igjennem som en ret haabefuld «Fremtidskvinde». Overhovedet: Udsigterne var ingenlunde længer fortvilede. Vistnok var alt graat og smaat indeni mig; men graat er dog altid lysere end sort.

Sundt distraherende virked ogsaa den Pakke Breve, forrige Dampskib bragte mig. Der var hele tre fra mine Børns Far, min trofaste Ven og Skriftefader. De var alle fyldt af hans Arbeide og hans Spekulationer, og en dyb Pessimisme talte ud af dem. Men en Pessimisme, som han var paa god Vei til at overvinde. Han har «udkjæmpet», skriver han, og nu skal han «nok klare det». Over paa den anden Side er han kommet, der hvor der er Fred, fordi man intet mere venter eller begjærer. Og han betror mig, at han havde «atter en ond Tid» for min Skyld, dengang jeg led for en anden.

Led og jubled. Han «tilstaar», at min Ild gjorde ham varm paany, og han elsked mig «smerteligere end nogensinde, haabløsere end nogensinde». Ja, han er ærlig og tilføier: «maaske var egentlig først da min 60Følelse for dig virkelig, dyb Kjærlighed.» Aa, du vanskelige Ven, du ensomste af alle Ensomme! Har vi to da levet alle de lange Aar forgjæves ved hinandens Side! Maaske skræmte min Ild dig, da den brændte for dig; og de mange Aars Kamp var en Kamp mod Døden, den uovervindelige, den ubarmhjertige. En anden maatte tænde den Ild i mig, som skulde smelte dit Væsen; men da gjorde din Varme mig kold. Hvilken Tragedie, og hvilken Komedie tillige! Du var et Tidens Offer. En Mand, der var langt paa Emancipationens Vei bort fra Livskravene og Naturen. En Mand, hvem Livet skræmte og gjorde træt og syg. En Mand paa instinktmæssig Flugt fra det levende Liv og ind i Skyggernes Land. Og alt det i mig af Kvinde, som ved din Emancipation led i Savn og Ensomhed, det løste sig ud og forlangte at leve og voksed op igjen som nye Krav.

Men nu er vi begge «sluknet». Og nu har vi det saa godt. Endelig! Thi nu er vi frie Mennesker. For vi vil det. Ak ja, saa godt og roligt har vi det! Alt glider langsomt ned i Glemselens Mørke. Og hvergang et varmt Minde vil stikke Hovedet op, støder vi det med fornuftige Ord tilbage. 61Bort med Troldom og Hekseri. Bort med alle lokkende Toner fra Livets farlige, daarende Musik. Vor Hjerne kræver Fred; thi

«Et ved vi dog forvist,

at Aand skal vinde paa Trold tilsidst!»

Vandrer vi nu fra hver vor Kant ind mod den store Ro, Fællestypen, og mødes der?

Hvem ved.

– Men jeg Kjætter herude i Ørkenen, jeg raaber over al Jord: Tak og Pris alligevel, at Troldom engang bandt mig! Og Tak og Pris, at jeg intet angrer, intet, uden alt det negative, alt det jeg ikke har levet! Og Tak, fordi jeg har set Eventyrets Glans, før Hjernens og Fornuftens Tid holdt sit Indtog paa Jorden!

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.