– «Alle Ting er forgjængelige; kun Sandheden er evig»; men den store evige Sandhed, som skabte os og lever i os og om os, den kan ikke Mennesker rokke med sine mange Ord. Vi er en Draabe i Livets evig rindende Strøm, og vore Ord dør, før de kommer over Læben. Kunde vi saasandt lære at tie!
62Naar jeg sidder heroppe i Heien med Himlen over mig og det store Hav rundt om, da er det undertiden, som jeg ikke længer er Herre over min Vilje. Jeg ved ikke, om jeg skal staa op igjen og gaa. Alt glider sammen for mig, og intet bestemt Billede danner sig i min Hjerne. Mit Legeme er mig ligesom saa fjernt og ved Siden af, og denne lille Klump Jord under mine Fødder forekommer næsten unødvendig. Om jeg pludselig sank i Havet med den, vilde da Forskjellen være saa stor? Jeg er i det Hele. Og jeg har en Følelse af, at hele mit Liv har været et Slag i Luften, en taabelig Kamp for en indbildt Livsværdi. En Anstrengelse, som nu forekommer mig i Høiden at fortjene et vemodigt Smil. Ja selv at jeg har født Børn og fulgt dem Skridt for Skridt gjennem hele deres Barndom og elsket dem og lidt for dem, elsket dem og jublet med dem og over dem, ogsaa det forekommer mig nu saa lidet realt. Har jeg ikke født dem som den ene Bølge føder den anden i det store Hav! Videre og videre ruller ustanselig de smaa og store Aarsager til nye Virkninger og Aarsager––
Og dog er det kun en ufattelig kort Tid, siden jeg var stærk og følte mig som 63en Hovedhjørnesten. Ja forunderligt er det at ha været saa stærk og saa troende. Mon du, min Ven, nogensinde har følt slig overmodig Styrke? Maaske engang – i din Ungdoms første lyse Kjærlighed. Eller da du skabte det Værk, som skal leve efter dig. Og hvor maa da ikke vi to være glade, som har været saa rige og saa stærke!
Men nu! Ak nu er jeg ingenting mer. Og snart kan jeg forhaabentlig triumferende raabe: Jeg har seiret! Glemt er det som skal glemmes. Og jeg vil smile, naar jeg tænker paa, at en Mand nogensinde var Verdens Lys for mig. Ja, om han, om nogen af dem i dette Øieblik pludselig stod foran mig, vilde da en Blodsdraabe flyde raskere i mine Aarer; vilde et Træk forandres i mit Ansigt. Nei, uendelig træt er jeg og tom, og jeg føler det som om jeg rolig maatte kunne sige: Min Herre, vær saa venlig at gaa tilside, saa Solen faar skinne paa mig. Det er over al Forstand, at du engang var Solen!
Glemt er alt, som skal glemmes, glemt og udslettet –
Ja, langt er jeg gledet ud i Livets Strøm, gledet ud over Vandene for langt, langt der ude at komme op igjen som en ny Bølge.
*
Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Fru Evas Dagbog ble først utgitt i 1905, og forfatteren var da anonymisert. Det ble kun påpekt at boka var utgitt av samme forfatter som Kvinden skabt af Manden (1904).
Fru Eva forlater et dødt ekteskap for å bo på en øy og finne tilbake til seg selv. På øya møter hun en dikter, en geolog, flere fiskere og en yngre jente. Gjennom hardt arbeid og «tilbake til naturen»-opplevelser, kommer Eva sakte men sikkert ut av depresjonen, og vi får innsikt i hvordan hennes tidligere forhold har utartet seg. Boka er ispedd anekdoter og betraktninger rundt kjønnsproblematikk og kjønnsrollemønstre.
Se faksimiler av 1. utgave fra 1905 (NB digital)
Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
