[17]

81«Kvinden er altid middelmaadig», skriver en ung Digter og; en anden siger: «hun er den personificerede Snusfornuft og Borgerlighed.»

Før var vi den absolute Ufornuft; nu er vi blit den absolute Snusfornuft. Om en Stund naar vi da vel efter al Sandsynlighed ogsaa Mandens «høiere Ufornuft», og faar Del i det som er af Guds Naade.

Og den samme Digter fortsætter: «Naar en Kvinde elsker dig, kommer hun altid Dagen efter med Regningen!»

Kommer vi med Regning, naar vi elsker? – Jeg tror ikke det. Naar en Kvinde elsker, da eier hun ikke Tanke for andet end det at være hos den elskede for enhver Pris. Og hun blir uendelig opfindsom i at vise ham sin absolute Hengivelse og Taknemmelighed. Se ham fornøiet, det er hendes Dages første og sidste Tanke. Og det er netop den kvindelige Kjærligheds inderste Væsen og store Velsignelse, at den er saa absolut uegoistisk.

Det vil sige, ubevidst og i sin dybeste Grund er den selvfølgelig egoistisk, da den jo er den eneste naturlige, fuldkomne Tilfredsstillelse for «Kvinden» i os. Men ser man ikke i Livet rundt om, hvorledes Kjærlighed 82gir Kvinden uanede Kræfter til at bære Savn, Ensomhed og Lidelser. Hvad underkaster vi os ikke gjerne og med Glæde af Kjærlighed! Hvor blir vi ikke stærke og livsmodige og flinke til at gjøre meget af lidet, naar det gjælder at bygge Hjem for vore Kjære under vanskelige Forhold. Se bare paa alle de unge Koner, som følger sine Mænd til fjerne, afsidesliggende Egne – Præstefruer, Doktorfruer o.a. –, hvor de ofte med to tomme Hænder skal skabe et Hjem. Jeg synes mange af dem gjør Storværker i Retning af at udnytte det smaa og Iægge Kjærlighedens Glans over det fattigste, saa der blir Fest over al Hverdag. Og af ydre Ting forlanger de for sig selv saa uendelig lidet, naar de bare har hans Kjærlighed, og kan se ham glad.

Og hvor mange Kvinder ofrer ikke alt for en Kjærlighed, som intet Hjem gir dem, skjønt Kvindens Kjærlighed jo instinktmæssig søger et Rede. Thi Kjærlighedens dybeste Mening, Barnet, kræver gjennem Kvinden Beskyttelse og tjenlige Livsvilkaar. Og da vi altsaa ikke længer er Huleboere, men lever i ordnede Samfund, saa er «Redet» blit «Hjem». Enhver Hun i Naturen har Moder- og Redeinstinktet i sig, og at laste 83Menneskemoderen, fordi hun og saa har de samme Instinkt, er neppe kavalermæssigt. Men med alt dette opgir dog Tusender af Kvinder ethvert Krav paa Hjem for sin Kjærligheds Skyld. Et Par Repliker fra Ibsens «Et Dukkehjem» falder mig her ind. Helmer siger: «Jeg skulde gladelig arbeide nætter og dage for dig, Nora – bære sorg og savn for din skyld. Men ingen ofrer sin ære for den man elsker.» Nora: «Det har hundrede tusend kvinder gjort.»

– Nei, det er naar Kvinden ikke elsker, at hun blir Høker, akkurat som Manden, naar han gifter sig med Medgiften. Hvilket jo skal hænde af og til? –

– Her løber mange Strømme sammen i Tiden, og Aarsag og Virkning til de forskjellige Fænomener er det ikke let at bli klar over. Men det ser for mig ud, som om Weininger med sin Theori om «Kvinden som Mandens Skyld» og de stærke asketiske Krav er Nutidens Filosof par excellence.Sml. Emil Lucka: Otto Weininger, sein Werk und seine Personlichkeit. (Udgiverindens Anmærkning.) Og maaske var han, om han havde 84levet, blit en gammel ideal Verdenanskuelses Gjenføder, Stifteren af en ny Religion paa en stor gammel Religions Grundlag (med absolut Askese som første Bud)?

Man har raset over Weiningers hensynsløse Udtalelser om Kvinden. Som om han skulde være den første, der fordømte os. De største Religionsstiftere har været Asketer og forsaget Verden. Jesus gik sin Vei ensom og fattig og løst fra alle jordiske Baand; og han sagde endog: hvem er min Moder og hvem er mine Brødre? Men han stødte aldrig Kvinden ud i Mørket og forbanded hende. Det har derimod senere kristne Mænd gjort, i sin Iver for at ligne Mesteren i Forsagelse. Bedst kjendt er Pauli mange Ord om Kvinden; de kan sammenfattes i en af hans Satser: «Det er et Menneske godt, at han ikke rører en Kvinde.»1. Kor. 7, 1.

Og Kirkefaderen Tertullian raaber: «Kvinde, du er Helvedes Porte! – Cølibat maa vælges, om ogsaa Menneskeslægten skal gaa tilgrunde derved.»2 Sml. Weiningers Geschlecht und Charakter», Side 457. (U. A.)

85Og Hieronimus skriver: Ægteskabet er altid en Last; alt hvad man kan gjøre er at undskylde og hellige det.»

Og Origenes og Augustins Ord om Ægteskabet og Kvinden er ikke mindre tydelige. Men ingen erklærer Kirkefedrene sindssyge for disse Udtalelsers Skyld.

Ogsaa Buddhismen har længe før Kristi Tid advaret mod Kvinden og sætter den Dag idag fuldkommen Askese som det høieste Maal for et Menneske.

Sakyamuni, den store indiske Fyrstesøn, som for halvtredje Tusend Aar siden forlod al sin Herlighed, Hustru og Barn, og gik ud i Ensomheden og blev den store ophøiede Buddha, der bragte Verden sin skjønne Religion og dybe Filosofi med den stærke Morallære, hvoraf vi gjenfinder saa meget i Kristerdommen, – han skal efter Traditionen have havt følgende Samtale med en af sine Disciple:

«Herre, hvordan skal vi bete os overfor en Kvinde?» spør Ânanda.

«I skal undgaa at se paa hende.»

Ânanda: «Men hvis vi ser hende alligevel, Herre, hvad skal vi da gjøre?»

«Ikke tale til hende, Ânanda.»

Ânanda: «Men hvis vi alligevel taler til hende, hvad saa?»

86«Da maa I give Agt paa eder selv!»

Og et andet Sted siger Buddha: En Vis skal undgaa Kjærligheden, som om den var en gloende Kulgrube. Af Kjærlighed fødes Lidelse og Frygt; for den som er løst fra Kjærligheden gives ingen Lidelse. (Sml. Weininger.)

Du arme bagtalte Kjærlighed! Tænk om man nu fik udryddet dig af Jorden! Hvad saa? Ja, saa blev vi befriet fra megen Lidelse altsaa; men sikkert fra al Glæde tillige.

Jeg ser som i et Syn en uendelig bred, graa, snorlige Landevei, udmærket anlagt og makadamiseret; et blegt, vel soigneret, forunderligt, enkjønnet Væsen ruller hen ad den Vei paa Cykle og Automobil med Tungen ud af Halsen paa Jagt efter «Livets Mening». Penge, Gods, Guld, Mad og Klæder har alle; der er ingen fattige og ingen uvidende; thi Menneskene har «lagt Jorden under sig» og «ledet Naturmagterne» efter sin Vilje. Der er blit faa at dele paa; og de faa er lette at føde, for de tar ind en Pille Næring for et Aar eller flere ad Gangen. Og de kan sine Ting paa Fingrene, Tænkningen, Sporten, Kemien, Fysiken og det hele. Men ét mangler, det ene fornødne: Livsspændingen! De kjeder sig indtil Vanvid. Og saa jager de videre, 87og det lykkeligste Øieblik i deres Liv er udentvil, naar de med sin Automobil raser mod en Telefonstolpe og farer til Himmels i tusend Smaabiter.

Thi alt hvad den menneskelige Hjerne kan udgrunde af nervespændende Sport, Tidsfordriv og Pikanterier, er faafængt. Intet af det kan faa Menneskenes Hjerte til at banke og hver Livsnerve til at dirre i den store Angst og Fryd og Jubel og Sorg og Spænding og Henrykkelse som Kjærligheden – Naturens egen Aabenbarelse i Mennesket.

Hvad hjælper det, om Menneskene gjør sig Naturen underdanig, naar de emanciperer sig fra Naturens store Lov i sig selv og blir – nei Gudskelov, de blir ingenting! Thi enten vil Reaktionen komme som en Dommedag over Jorden, og Menneskene vil atter ydmygt krybe til Naturens Bryst; eller den store Opløsning er begyndt, og hvert Liv vil visne og dø i sit tørre Skal, og den store Stilhed kommer over Verden.

Hvad ved vi! Men det ved vi dog, at de, som endnu føler Livets varme Pulsslag i sig, de har Pligten til at leve. End sige Retten!

– Nei, lad mig komme ud, bort fra alle Bøger! Livet er mig tusend Gange 88lærerigere og interessantere. Jeg vil leve! Træt og syg og dum blir jeg af alle disse Bøger om Goldhed og syg Kjærlighed fra en syg Tid.

Skal jeg læse Bøger, saa vil jeg læse om Menneskers Liv før mig paa Jorden, hvad de har tænkt og hvad de har stridt og naad. Det lærer mig at se paa Nutidens Liv og sammenligne.

– Du arme Vismand derborte bag Havet, som har sendt mig Bøger af din Godhed, du sagde en Gang, da du fandt en af dine Visdomsskatte paa Hovedet i min Boghylde: Dere Kvinder kan aldrig faa den rigtige Respekt for Bøger! Ingen Mand kunde sætte en Bog paa Hovedet!

Du har Ret; jeg ialfald faar aldrig den rette Respekt for Bøger. Gudskelov!

Nei, nu gaar Solen ned derude i Havet, og jeg sidder her og ærgrer mig over Bøger!

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.