[20]

Igaar var vi da ude i Fuglefjeldene.

Det var en Dag som en deilig Drøm; og jeg kan slet ikke beskrive med Ord al den Deilighed, alt det Lys og alle de Farver og Former derude. Men en slig Dag opveier mange graa Aar af Hverdage.

Vi gik i Baaden ved Middagstid, Doktoren, Digteren, Eli og jeg, og fire Mand ved Aarerne. De to af Mændene var Elis Brødre, den ene gift og i gode Kaar, den anden, Jakob, sin Mors Hjælp og Støtte. Efter Bedstefaderens Død driver han det lille Brug og er en dristig og vakker ung Fangstmand. Den stramtsiddende Dragt med Knæbukser fremhæved hans smidige, slanke Lemmer, og naar han satte Benene fast i Bakken og 94tog Tilsprang op paa Stene og Tuer, spænd tes hver Sene som Staalfjære i hans kraftige Krop. Men i Baaden var han som en Kat; let og lydløst sprang han fra Tofte til Tofte paa sine myge Hudsko, og skjød sig som en Fugl fra Stavn til Stavn, støttet paa to af Kameraternes Skuldre.

Han valgtes inde paa Stranden til Høvedsmand for Turen, og alle adlød ham blindt. Man gaar aldrig i Baad her uden først at vælge en Formand, og der er streng Orden selv paa slige Smaafarter.

Roerne var muntre, og vi satte ud under freidig Sang og megen Skjæmt. Det var saa morsomt at være kommet hjem fra det slitsomme Fiske, og Fuglefangsten med dens Spænding og frie Liv i Fjeldet elsked de, trods dens mange Farer. Der gik ikke mange Somre, uden at en eller anden dristig Fanger fandt sin Død i Fuglefjeldene, og alligevel var det intet Øernes Gutter drømte om og længted efter som den første Fuglefangst i Storfjeldet. Og de var ikke gamle, før de maatte faa prøve «Linen» og kjende, om de var sikre for Svimmelhed. Hovedfangsten foregaar nemlig paa den Maade, at Fangeren faar en stærk Line om Livet og heises ned ovenfra af stærke Hænder, til 95han finder en nogenlunde tryg Plads paa en Afsats i Fjeldvæggen. Denne er nemlig altid utilgjængelig nedenfra. Har han saa fundet en Hylde, hvor han tror det trygt at sidde med sin Hov, sætter han Linen i Bevægelse ved at spænde mod Fjeldvæggen, og i større og større Slyngninger gaar det, til han naar ind paa Terrassen med Foden. Saa hager han sig fast og gir Tegn til Mændene oppe ved at rykke i et Signaltaug. De fæster saa Tauget i Jorden og kan være fri indtil videre.

Men dernede i Fjeldet, mellem Himmel og Hav, klatrer Fangstmanden om, let og smidig, finder sig en Plads i Ly for Vinden og svinger sin Hov med kraftig Arm Dage igjennem. Og Tusender af Fugle maa lade sit Liv. Nedenunder sig har han Havet og den steile Styrtning, og det er den visse Død, om han træder feil eller svimler. Op kan han kun komme ved atter at binde Linen om sig og slippe sig udfor, efterat han har git Signal til Mændene oppe paa Fjeldet. Ogsaa de fangne Fugle heises op paa den Maade.

Men lavere nede foregaar en anden Fangst paa de grønne Terrasser, hvor Fugle bygger under Torven. Og den Fangst er 96endnu farefuldere end Linen. Det hænder nemlig, at hele Grønsværet er undergravet og glider i Havet med de Mænd, som er klatret derop.

Paa den Maade lod to unge Brødre sit Liv her paa Øen ifjor, og to Kamerater stod paa en Afsats længer borte og saa paa det uden at kunne hjælpe. Den ene af disse var Jakob. Han fortalte, at da de ulykkelige mærked Torven begyndte at glide, tog de rolig Huerne af Hovedet og folded Hænderne om dem. Men ikke en Lyd kom over deres Læber.

Den unge Digter var taus, ja, jeg tror, han er den tauseste Mand jeg har truffet, skjønt jeg dog trodde jeg kjendte ialfald én, som kunde Taushedens Kunst. Han saa ligefrem fornærmet ud; rimeligvis var det over min Nærværelse. Men jeg tog det med Ro, da jeg altsaa længe før ham havde faat Løfte paa at faa være med.

Men var Digteren taus, saa snakked til Gjengjæld Geologen. Han er en Natursværmer. Studium har han opgit paa Grund af en Nervelidelse, og økonomisk uafhængig er han vistnok, saa han frit kan følge sin Lyst til Reiser og Drømme. Hans gule Silkeskjorter er rafineret nydelige, og 97hans Reisedragt af brunt engelsk Stof kostbar og udsøgt. Han sad ved Siden af mig med den myge, brune Filthat i Haanden og lod det lidt lange, graasprængte Haar flagre frit i den svale Bris. Hans magre, hvide Hænder med de svulmende, blaa Aarer var fast folded om Hatten. Af og til greb han sin Kikkert og saa udover, og gav smaa, glade Udraab, naar noget særlig vakkert overrasked ham.

Med Glæde hørte jeg paa hans Forklaringer om Fjeldenes og Jordens Historie. Skjønne Ord og Billeder fra østerlandsk Religion og Filosofi fletted han jevnlig ind i sin Tale. Og de store graa Øine lyste i barnlig Glæde og behersked det fine, sjælfulde Ansigt fuldstændig. Ja, hele hans tynde, slanke Asketlegeme bævred som et Løv under hans stærke, skiftende Stemninger.

Med slappe Seil, hjulpet af to Par Aarer, kom vi forbi Øens Østspids og om paa Nordsiden. Istedetfor at seile vestover og lige ud i Fuglefjeldene skulde vi nemlig ta rundt hele Øen og bese alle dens Herligheder.

I dette sjelden herlige Veir kunde vi holde os tæt ind til Fjeldvæggen, noget som ikke ofte hænder der, hvor selve Nordhavet staar paa.

98Hvert Øieblik kom nye Skjønheder og Overraskelser; det var en uendelig Afveksling i Former og Farver. Huler, Grotter og hvælvede Haller, Arkader, deilige Templer og Kirker med Søiler, Taarne og Spir gled forbi.

Undertiden rodde vi mellem den steile Fjeldvæg og Rækker af fritstaaende Pillarer, eller under høie Stenbroer, som var slaat fra Land og ud mod løsrevne Fjeldstykker. I en stor hvælvet Hule med en hel Skog af skjønne kjæmpestore Basaltsøiler gled vi ind. Vi turde neppe drage Aande for ikke at bryde den forunderlige Stilhed derinde. Den eneste Lyd var de regelmæssige smaa Skvulp af Vandet mod Hulens Bund, hvor der skimtedes en fin liden Strandbue. Det var en af de største Sælhuler paa Øen; derinde leger den sky Sælmoder med sine Unger og hviler efter lange Farter tilsjøs.

Søilernes Mos var af forunderlige Farver. Alle tænkelige Afskygninger af grønt og rødt med gyldent Skjær over af den sollyse Sommerdag udenfor. Lidt længer henne kom vi til «Tunnelen», og saa Sydhimmelen blaa og blank tversigjennem Øen.

Men da vi naadde Vestsiden med dens mange hundrede Fod høie Væg, buet indover 99som Høikoret i en Dom og skinnende af hvide Fuglebryster, da var det som en Høitid sænked sig over os alle, og vi hensank i taus, beskuende Glæde. Paa begge Sider af dette herlige Høikor stod to fritstaaende Kjæmpetaarn som paa Vagt.

Vi gled ind mellem Væggen og det ene Taarn uden at skræmme de stille Fugle. Helt fra de nederste Terrasser og Stene sad Lunden i Rad og Række; og Lomvier, Teister og Maager fløi fra og til paa de nederste smaa Skjær. Sorte, blanke Rygge og snehvide Bryst som store, ovale Perler, bløde duegraa Vinger og røde og gule Neb straaled om hverandre derinde paa den furede Fjeldvægs Hylder saa langt vi kunde se i Høiden og helt ned til Vandskorpen. Og de rørte sig ikke, om vor Baad gled lige ind under dem. De sad der saa trygge og stirred ud over Havet, som glimted og glitred derudenfor. «Sjøen er som et Melkefad idag,» sagde vor Ven Høvedsmanden, mens vi stille gled ind mellem Skjærene og snoed os frem til Indgangen af den deilige Zeolithule under Fjeldet. For atter at se denne Hules vidunderlige Drypstensformationer, disse Søiler og Pillarer med Skulptur og Knip lingsværk i mangfoldige Stenarter, var det 100væsentlig Doktoren var kommet hid igjen og havde faat Digteren med.

Væggene i denne Naturens Kirkehal lyste af de forunderligste Stene under en magisk blaa Belysning, der ligesom strømmed ud fra alle Kroge. Doktoren var bleg af Sindsbevægelse, og Digterens Øine udvided sig. Han aanded tungt, ligesom forpint. Af og til kom der noget som et skjælvende Suk fra hans Bryst, og endelig sagde han: «Lad os komme ud herfra. Det er saa tungt, det kvæler mig!» Hans stille Ord gav et forunderligt Ekko under den dryppende Hvælving.

De smaa Bølger skvulped muntert mod Baadens Stavn, mens vi gled ud; nogle Fugle var vækket op og fløi skrigende udover. Og Doktorens Tunge løsned paany.

Han følte ikke længer Tid eller Sted; dette var en Forsmag paa Nirvana. Et med Naturen følte han sig, som en «Dugdraabe rundet ud i et Hav af Lys». Med straalende Øine sad han der mager og liden paa Toften, barhovedet og med Kikkerten krystet mellem Fingrene. Naar Luftdraget mellem Klipperne rusked i hans Haar, der stod om hans Hoved som en reist Manke, var han forunderlig at se til, saa rent selvforglemt 101hensunken i sin Stemning. «Se,» raabte han, «se hele denne Sidevæg som af Smaragder og dybe violblaa Amethyster, og denne Kapitæl dækket af koralfarvet Mos! Og se denne Søile med Striber af mat Lak! Hvor er det skjønt, hvor er det forunderligt! Og se Havet udenfor, blinkende og glimtende, hvidskinnende, dette ophøiede Billede paa den store Verdensvandring, den evige Kjæde af Aarsag og Virkning. Hvor kan Menneskene tænke saa styg en Tanke som at de skal dø! Nei, nei, evigt er alt, som lever! Atter og atter fødes vi paany, og høster atter og atter hvad vi har saaet, indtil vi lutrede i den store Erkjendelses Lys rene og hvide gaar ind til Hvilen, til den høieste Klarhed. Buddha, Verdens store Lys, viser Vei gjennem Mørket. – Se her; se denne Søile her! Aldrig har der i Hellas eller paa Jordens hele vide Kreds været en Kapitæl som denne. Og intet Akanthosblad, ingen jonisk Søilesnirkel kan sammenlignes med denne forunderlige Havplante. Se, hvor den har viklet sig om Pillaren derinde – halvt Dyr, halvt Plante, tusendgrenet, fantastisk, med Perler paa hvert Blad.»

Pludselig sprang vor Fanger op og kasted sig paa Knæ i Forstavnen med 102den lange Hovstang hævet, og raskt som et Lyn svinged han den over tre Fugle, som sad ham altfor fristende nær paa en liden Afsats lavt nede i den sortgrønne Kulp mellem Fjeldvæggen og Skjæret udenfor. Flaksende sad Fuglene i Nettets Masker; og med utrolig Færdighed tog Manden en efter en over Vingerne med venstre Haand, mens han med høire Haands Pege- og Langefinger i et Nu dreied Halsen om paa dem. Saa kasted han dem triumferende ned i Baaden. Den unge Digter stirred fuld af Beundring paa den smidige Skikkelse. Men Doktoren slog Haanden for Øinene, og skjælvende af Sindsbevægelse begyndte han en skjøn Præken over Buddhismens første Bud: lad det levende leve. Hans Ord om den store Barmhjertighed og Vestens bloddampende «Sarkofagi» fik Fangstmæn dene til at lytte. Men tilslut saa de smilende paa hverandre. Jasaa, skulde de ikke dræbe? Hvordan skulde de saa leve paa sin Ø? Manden maatte være gal. Skulde kanske Torsk, Sei, Hval og fede Kveiter opfylde Havet til det stod tæt som Grød i et Fad, og de maatte æde af hverandre til de revnede, for at faa Pusterum? Og skulde de ikke fange Fugl og salte til Vinterbrug, 103og sælge Fjær til at klare sine Udgifter med! Og Digteren vred sig utaalmodig paa Toften og sagde: «Jo, jo, Manden skal dræbe. Gjør det igjen; kast Dem fremover og sving Hoven saadan lydløst, høit over Deres Hoved. Det var deiligt!»

Elis Øine hang ved hans Ansigt, mens han talte. Han saa ned paa hende, der hun sad sammenkrøben paa et Skind ved mine Fødder; og hans Øine fik med en Gang et usigelig ømt og vakkert Udtryk. Og til min Forbauselse lagde han pludselig Haanden paa Brystet med den samme Bevægelse som Eli pleied gjøre, naar hun var glad over noget. Det havde han opdaget. Eli blev dryppende rød og bøied sig ned over de døde Fugle og klapped dem atter og atter. –

Da vi rodde hjemover, stod Solen lavt nede, og nu tog vi den snareste Vei. Jeg saa, at Elis Øine atter som hypnotiseret var fæstet paa Digteren, og uvilkaarlig tog jeg hendes Hoved mellem mine Hænder og vendte hendes Ansigt mod den synkende Sol. Da bæved der frem fra det smale Barnebryst et Suk, der ligned en stille Jamren, og alt blev saa stille i Baaden.

Alle sad vi betagne af Solnedgangens glødende Pragt derude i Vesthavet.

104Men Doktoren vendte sine Øine bort og sagde stille: «Blod, Blod i Vesten. Fra Østen kommer Lyset!»

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.