[22]

Idag er det Regn og Taage. Eli har været sin vanlige Morgentur hos mig; ellers har jeg intet Menneske set. Jeg kan ikke se Grænden og ikke den lille, hvide Spids af Doktorens Telt under Hammeren ovenfor. Jeg er alene i Verden.

Og jeg tænker paa saa meget, og synes jeg har levet mange Liv. Mangt er glemt; men der er Ting, som altid følger med gjennem Aarene.

Egentlig har jeg vist bare levet i Brudstykker; jeg ser saa liden Sammenhæng. I Billeder ser jeg mit Liv helt fra Barndommen af. I Billeder, hvert med sin bestemte Farve og med sit Lys over. Og mine Tanker søger saa ofte tilbage nu; thi det, som ligger nærmest, det skal jo glemmes.

– Det første Billede jeg ser af mit Liv, er fra Tunet paa en stor, deilig Gaard i den Bygd, hvor min Far var Læge. Jeg ser det hvide Hus med Arkvinduerne paa 117Taget, og de høie, gamle Rognetrær ved Indgangen. Og jeg ser den brede, koselige Trappe, som førte ind til den kjølige, store Forstue med de lyseblaa Vægge, hvor Fars Tulup hang som et vældigt Skogens Dyr og skræmte mig i Mørkningen. Og Haven paa den anden Side af Huset med de krogede Æbletrær, og Buret med de to tamme Ræve staar saa levende for min Erindring. Og Stabburet med Klokketaarnet, Gaasedammen midt paa Tunet, og det lange, graa Fjøs med de uregelmæssige, smaa Vinduer, – det kjære, gamle Fjøs, hvor Budeien havde sin Seng i det koselige Hjørne under et lidet skjævt Vindu. Og fra Vinduet kom Solen paa skraa ind gjennem flaskegrønne Ruder og kasted gyldengrøn Glans over lodne Rygge og viftende Haler. Ja, jeg husker endog Farven paa de tre Kjør, som stod midt i Lyssøilen, hvor jeg mored mig med at hoppe omkring og «fange Støv».

Og ovenover alt ser jeg Lien med de hvidstammede Birke; og nedenunder Sjøen stille og blank.

Men ved Gaasedammen ser jeg en liden Pige med mange lyse Krøller om Hovedet, med blaa urolige Øine og hede Kinder. Hun har saa anstrengende et Arbeide, for 118hun skal passe og pleie et helt Kuld af smaa æggegule Gaasunger, som trues af tusend Farer i deres nye, store Verden. Snart er det Katten, snart Hunden, snart en utækkelig Gasse, som er slem mod dem. Og hun samler dem sammen i sit blaarudede Forklæde og sætter sig og bysser og bysser til hun selv blir søvnig. Og naar de vil krabbe ud, og slet ikke vil være lydige og ligge stille, skjænder hun og laver et lidet Ris af Græs og dasker dem med. Og Resultatet er udmærket; for om en Stund finder Budeien Eva og Gaasungerne sovende i inderlig Forening. Tæt ind til sig klemmer hun de smaa i Forklædet, og Budeien roper: «Nei men Eva, ligger du der og sover midt i Solsteiken. Sveden siler jo af dig!» Og da hun faar se nærmere: «og mener jeg ikke – men Jessu Nam, Baan, du kvæler jo Gaasungerne! Stakkars Kræ!»

Og der var heller ikke meget Liv igjen i den vaade, dampende Klump i Evas Fang. Men resolut tar hun en for en og sætter i Dammen, hvor de snart friskner til.

Saa maa hun op i Hagen ovenfor Fjøset og passe Hjemmekalven en Stund. Den gaar saa alene deroppe. Og Eva føler saa vist, at den længter efter hende. Hun gaar 119alvorlig hen til den og spør, om den har været snil Gut, mens hun har været borte. Saa tar hun dens ene Forben og siger: «Gi Labben! Godmorgen; gi Labben – naa fy skamme dig, er du trodsig! Vil du bukke! Godmorgen!» Og hun neier dybt for den og tar Labben, atter og atter. Men Per, saa har hun døbt den, bare glor og slikker hende med sin vaade Tunge paa Haanden. «Fy, du er en Gris, Per! Kom og læg dig.» Men Per tænker ikke et Øieblik paa at lægge sig. Han bykser afsted i Hop og Kast saa fort hans lange Skrangleben vil bære ham; og Eva staar igjen og gjør lang Trut. Men lidt senere sidder hun paa en Sten med Forklædet fuldt af Harelab og binder Krans af dem. Og den Kransen skal Per ha paa Halsen, enten han vil eller ei. Naar saa Barnepigen kommer op i Hagen for at hente Eva til Middag, ligger ogsaa virkelig Per med en Krans om Halsen og strækker alle Lemmer fra sig, mens Eva sidder paa Huk foran den og putter Græs langt ind i Munden paa den. Og hvergang vil den beholde hendes Haand og delikatere sig med den paa Kalves Vis; og hvergang faar den Skjænd og Regler for god Tone. Da var Eva fem Aar.

– Jeg husker ogsaa Mors Værelse, stort 120og lyst med mange hvide, klare Gardiner, og mange Blomster. Der lurte jeg mig om Morgenen hen foran Natbordspeilet, hvor Mors fine Bukkelkamme laa i Skuffen. Jeg tog Kammene op og forsøgte at faa mit Haar til at ligge glat og ordentlig over dem; for jeg vilde se, om jeg blev pen, naar jeg blev «gammel Kone» ligesom Mor. Stakkars Mor, hun var dengang neppe 25 Aar. Alle de smaa Ting jeg kan huske fra den Tid, staar for mig som noget fra en fjern Eventyrverden, det meste taaget og dunkelt; men saa pludselig saadanne smaa Billeder i klart, skarpt Lys. Jeg husker saaledes tydelig, at Far spilte Kort en Gang med tre store Mænd. Og jeg sad paa Gulvet ved Siden af ham og lavede Fidibusser til hans Pibe. Det havde han lært mig. Men saa kom Mor og rev en Fidibus fra mig og sagde det var en «Seddel». Og Far og Mændene lo høirøstet; men Mor bar mig bort og græd.

Saa husker jeg bare, at jeg en Dag blev pakket i en Slæde og kjørt med Mor til nærmeste By. Og der begyndte et Liv saa fjernt fra alt Eventyr. Det blev sagt mig, at Far og mine to Brødre var reist til en stor By langt borte; og nu skulde Mor og jeg bo her saalænge. Jeg tænkte først, 121at det bare var en Dag, eller kanske to Dage; for jeg vilde saa gruelig gjerne hjem igjen. Men det blev mange og lange Dage. Og jeg kunde ikke fatte, hvorfor vi maatte være paa dette trange, mørke Rum i en styg, graa Gaard, uden Have, uden Tun, og uden alle mine Dyr. Og hvordan skulde Per greie sig uden mig, og Gaasungerne, og Katten, som jeg netop havde lært Maksis; han vilde sikkert glemme det igjen, naar jeg blev saa længe borte.

Jeg var nu over seks Aar; og Mor begyndte at fortælle mig om Paradiset og om Englene og alt det som vented snille smaa Piger engang, naar de bare var tilfredse med det de havde her, og ikke plaged Mor med saa mange Spørgsmaal.

Ja, jeg maatte tro, at det som vented mig i Paradis, det var uendelig meget morsommere og gjildere end alle Herligheder hjemme paa Vang. Jeg havde mine Tvil; og skjønt jeg altsaa vidste, at det var galt at spørge saa meget, saa maatte jeg faa vide den ene Ting, om der var Kalver og Gaasunger og Harelab og tyk Rømme i Paradis. Mor smilte: Ikke netop det; men meget, meget herligere Ting. Jeg turde ikke spørge mer; for jeg skjønte uklart, at det 122var noget jeg alligevel ikke vilde faa ordentlig Rede paa; men om Kvælden forsøgte jeg ganske spagt at gjøre forstaaeligt for «den kjære Gud i Himmelen», at han var forfærdelig snil, dersom jeg heller fik Lov at komme hjem til Vang igjen snart nu; og saa til Paradis om gruelig længe engang. Kanske naar Per var blit stor. Ja, for Gud maatte være snil og ikke tro, at jeg ikke vilde komme til Paradis. Jeg vilde nok svært gjerne det – siden. Men jeg længted saa efter Haven og alt der hjemme; jeg likte slet ikke denne leie Byen. Og Taarerne trilled; og det var rent tungt at være til.

Men lidt efter lidt gik det op for mig, at jeg aldrig skulde hjem igjen, men leve her alene med Mor altid. Og jeg saa, at Mor græd, og jeg skjønte, at der var ikke mere Tale om «tyk Rømme». Jeg blev sendt ned i smaa Butiker, med nogle kjedelige Penge, hvis Nytte jeg før aldrig havde skjønnet, for at kjøbe smaa Pakker med Mad. Rar Mad, som jeg ikke likte. Alt var blit saa smaat og saa anderledes. Jeg skjønte ogsaa lidt efter lidt, at Far og mine Brødre ikke skulde komme tilbage; og jeg gik ofte i saa vanskelige Spekulationer. Og oftere og oftere maatte jeg græde. Der var kommet 123noget nyt, mørkt og ondt ind i Livet for mig. Noget jeg ikke klart forstod, men følte som en Forurettelse og en Uretfærdighed.

Og naar jeg sad overfor Mors blege Ansigt ved det lille firkantede Bord og spiste Grød med tynd Melk til og saa den lille Smørklat paa en Assiet, da maatte jeg tænke paa det lange Spisebord paa Vang, hvor der altid var saa store Fad og saa gruelig meget Smør.

Men helt bevidst Sorg følte jeg først senere, da jeg en Dag fik vide, at Vang var solgt til en Familie fra Nabobygden, som alt var flyttet ind der. Da kasted jeg mig paa Gulvet og skreg, saa Mor blev ræd. Jeg som havde bedt saa til Gud om at faa komme did igjen, og saa skulde han narre mig saa! Først da jeg til min Forfærdelse saa Mor ligge paa Sengen og græde høilydt og jamre, tog jeg mig sammen, og fik en skamfuld Fornemmelse af, hvor jeg pinte Mor. Stakkars, stakkars Mor! Og saa krøb jeg op i Sengen og lagde mit Ansigt til hendes vaade Kind og hvisked: «Mor du skal ikke graate for Vang! Du og jeg skal være sammen i Himmelen siden vi – i Paradis!»

Men Mor blev liggende i en stor Sygdom, og der kom fremmede Folk, som stelte 124med alt. Vi havde bare én bred Seng; og nu kunde jeg ikke ligge med Mor, men maatte sove om Natten hos en anden Familie der i Gaarden. Heller ikke om Dagene fik jeg være inde hos Mor; for hun taalte ingen Forstyrrelse, og hun græd, naar hun fik se mig. Det var ligesom jeg begyndte et nyt Liv i den Tid. Jeg følte mig saa voksen med en Gang, og tænkte bare paa hvor jeg skulde hjælpe Mor og være snil, naar hun blev frisk igjen. Jeg vidste ikke dengang, at hun længe havde været ind i Døden.

En Dag fik jeg komme ind og sidde hos Mor en lang Stund. Hun var bedre, og der kom saa megen god Mad sendende fra snille Folk i Byen. Men hun kunde lidet spise, og jeg blev proppet med alt som godt var. Til min Fryd var der kommet et stort Spand Flødegrød fra Vang, og Mor smilte, da hun fortalte mig det, og saa lagde hun til: «Kanske du faar komme did en Stund. For jeg maa endnu hvile en lang Tid; og du er saa paa Vildstraa her, stakkar.»

Da glemte jeg Mor og alt og gav mig til at slaa Hænderne sammen og hoppe i rund Ring paa Gulvet og raabe 17de Mai! 17de Mai! i vilden Sky. Og det endte med, at jeg lempelig blev sat udenfor Døren af 125den gamle Kone, som passed Mor. Men jeg gik som i Drømme hele Dagen; og om Kvælden havde jeg bare én Aftenbøn: Kjære Gud, lad mig komme til Vang, kjære Gud, lad mig komme til Vang!

– Men jeg kom aldrig mere til Vang. Og siden bad jeg aldrig mere Gud om noget som laa mig særlig paa Hjertet. Jeg læste min lærte Aftenbøn, men uden synderlig Tro paa, at det var til nogen Nytte. Af de Ting jeg bad om i Fadervor, var det intet jeg havde nogen videre Længsel efter, det skulde da være det «daglige Brød»; men det fik jeg nu ihvertfald af Mor, om ikke altid i Overflod.

Men som Mors Beskytter følte jeg mig fra den Tid, saalænge hun leved.

Alle Mennesker var snille og hjælpsomme mod Mor i den lille By; hver gjorde sit for at vise sin Medfølelse. Saa fik jeg ogsaa Friplads paa Byens høiere Pigeskole. Men mit Skoleliv husker jeg ogsaa kun i Brudstykker og Billeder. Jeg tror ikke jeg var nogen god Elev. Jeg var ujevn og læste lidet. Forholdene i mit Hjem gjorde det heller ikke let for mig. Jeg blev saa ofte sendt bort til Fremmede; og ofte var jeg helt alene hjemme, og forfaldt da til alleslags 126Drømme og Fantasier. Klædte mig ud og legte Prinsesse og Dronning efter Eventyrene; lagde mig syg og var Døden nær «for at kjende hvordan det var»; eller jeg streifed paa lange Togter i Skogene ovenfor Byen og drømte jeg var i fremmede Land, hvor alleslags vidunderlige Oplevelser vented mig. Eller ogsaa maatte jeg hjælpe Mor. Gaa Ærinder og udrette mange Smaaarbeider i Huset. Men i alt følte jeg mit Liv i disse trange Omgivelser kun som noget Forbigaaende; og det faldt mig ikke ind, at det var det virkelige Liv. Derfor var det heller ikke værdt at fæste sig for stærkt ved det. Jeg førte i mine Drømme en ganske anderledes rig og lys og fornøielig Tilværelse, som jeg følte snart maatte bli Virkelighed. Alt det paa Skolen, som kjeded mig, tog jeg derfor let, altfor let; men min Raskhed til at tænke hjalp mig saa vidt, at jeg ikke rent blev umulig. Det som gjorde, at jeg ogsaa paa Skolen havde deilige Timer, var min Fryd over Botanik, og saa Tegnetimerne og – de deilige Smørbrød jeg fik af Bestyrerens unge, blege Frue, hvem jeg dyrked som et overjordisk Væsen. Saa sikkert passed hun paa, naar jeg ikke havde Skolemad med som de andre, og saa blev jeg vinket op i anden 127Etage, hvor Bestyreren havde sin Leilighed. Og saa vanked der Vørterkage med fin Gjedost paa. Det minded om Vang og det smagte vidunderligt. Og Fruen var saa mild og blid og god, naar hun sagde: «Du er da rigtig en liden Sumlekop, Eva; idag ser jeg du har glemt din Skolemad igjen!» Og saa klapped hun mig og saa saa godt paa mig. Og endnu ofte, naar jeg ser et Stykke Vørterkage med fin Gjedost paa, dukker det flygtige Syn af en bleg, blond Kvinde op i mig. Og der følger ligesom svage Pust af Vemod med Billedet.

Og hendes Mand, den ranke, smidige Lærer, gjorde alt saa levende og menneskeligt for os, at vi elsked hans Timer. I Botaniktimerne førte han os altid om Sommeren udenfor Byen i Skog og Mark og fortalte om Blomster og Dyr og Jagt og Fisketure, om Vandringer i vilde Fjeldheimer og om Blomster og vidunderlige Frugter han havde set i fremmede Land. Det var herligt; og jeg glemmer ham aldrig, som han gik foran os med en liden blød Filthat skjævt paa Hovedet, og en Fjær kjækt paa den ene Side. Undertiden kaldte vi Smaapiger det en Duefjær og undertiden en Ørnefjær. Og hvad gjorde det, om det saa bare var en Hønsefjær 128– vidunderlig kjækt og ridderagtigt var det ihvertfald. Han var for os Indbegrebet af al Mandighed og Kjækhed. Hundrede Gange bestemte jeg mig til aldrig at bedrøve ham med daarlig lærte Lekser eller anden Forsømmelighed; men ak, jeg holdt det vist daarligt. Et Par Gange sagde han nogle strenge, misfornøiede Ord til mig; og det fik mig til at græde bitterlig. Vi stod i Ring omkring ham en Dag, medens han viste os et tørret Hugormskind med indstændigt Paalæg om ikke at røre det. Men uden at jeg vidste det, havde jeg pludselig i min altfor store Interesse revet Skindet i to Dele og stod usigelig flau og ulykkelig med den ene Halvdel i Haanden. Hvor ofte har ikke den Situation staat for mig senere i Livet. Han var vond; og jeg græd hele Dagen efter.

Ogsaa en anden Gang fik min Stolthed et uforglemmeligt Knæk. Det var i Tegning. Vi havde tre Mapper Fortegninger. En med kjedelige Streger og Firkanter og Figurer, uden Skygger, og en med Huse og Figurer som var lidt skyggelagt; men saa havde vi en Mappe med deilige Landskaber og Huse i «Schweizerstil», med Haver og store Trær; og denne Mappe var mit Maal. Længe før 129jeg egentlig skulde ha disse efterlængtede «helschatterte», tigged og plaged jeg min snille Lærer om at faa prøve mig paa en af dem. Han lo og sagde tilslut: «Ja ja, saa tag da en af dine evige «helschatterte», saa faarvi se». Og jeg tog glædestraalende fat og havde i en Fart smurt sammen et storartet Schweizerlandskab. Men da han fik se det, satte han en tyk Streg paa Skraa over hele Tegningen og lagde en simpel «halvschatert» foran mig igjen med de Ord: «Slurv; vær saa god; lad os foreløbig gaa tilbage til lidt enklere Sager!»

Jeg følte mig som slaat til Jorden af Skam. Og i lange Tider, ja i mange, mange Aar kunde jeg rødme for mig selv, naar det dukked op i min Erindring.

Men han er den eneste Lærer jeg husker, og den eneste som har lært mig noget. Og hvad han lærte mig er stort; thi det var intet mindre end at se og elske Naturen og føle mig i Samfund med alt, som lever og vokser. Og hvor har ikke det været mig til Glæde og Hjælp i alle Aar!

Uendelig og rig er Naturen; altid har den nye Glæder for os, og naar alt andet brister, staar den rolig med sin aabne Favn og venter. Og en Dag kommer vi!

130– Nu letter Taagen, og jeg ser Eli komme gaaende. Hun er pyntet i sin bedste Puds og med et nyt Halsbaand af Skjæl og Perler om Halsen ved Siden af det blaa. Stakkels lille unge Eli!

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.