[25]

Jeg sidder her idag og tænker tilbage. Det er Digterens Skyld. Men jeg er glad, fordi jeg tænker tilbage – langt tilbage fra det, som ikke skal tænkes paa – –.

– I Billeder ser jeg min Ungdom for mig; og mange pinlige Minder stiger op.

Det er saa vanskeligt at være ung. Saa ondt i Grunden. Og Kvinderne slipper nok ligesaalidt som Mændene fra Vrøvl og Dumheder. Men det er vel paa en anden Maade.

Ikke mindst vanskeligt blir det for en ung Pige, der, som jeg, blir «Forsørger» i 15 Aars Alderen, og af Forholdene tvinges til at forandre hele sit Væsen. Drømmersken i mig maatte ved alle Midler undertvinges, og jeg maatte bruge al min Kunst og Flid paa at bli en «selvstændig og praktisk Pige».

Det blev et haardt Kursus i Selvtugt. Min Far, som var en sjelden dygtig Læge, dristig og foretagsom, havde paa kort Tid tjent en Formue. Men han eied en vidunderlig Evne til at se Menneskenes 138Svagheder og Latterligheder, og varmblodig og hensynsløs, som han var, fik han snart Fiender.

Lidt efter lidt blev han saa lempeligt sat udenfor af den udmærkede Kreds af udmærkede Borgere, der nys havde levet høit paa hans Gjæstfrihed. Han knytted Næverne og bygged sig sin egen Borg, og leved saa sit eget Liv, rigt og stærkt. Men han bygged i Vrede og bygged for høit, og en Dag laa det hele i Grus. Og selv blev han borte under Ruinerne.

Fars mange Mundheld og Paradokser leved længe som Ordsprog i hans Bygd; senere i Barndommen hørte jeg ofte Folk citere dem, idet de tilføied: som Doktoren altid sagde. Jeg forstod aldrig noget videre af det. Men efterhvert fik jeg af alt jeg hørte om ham et stærkt Indtryk af, at han havde været noget forferdelig noget, som kaldtes Fritænker, og at det var derfor han maatte reise fra Vang og kom i Ulykke. Blandt andet husker jeg, at da der i vor By engang var megen Tale om en svensk Pige, som havde forgiftet sit Herskab, saa satte jeg i mit stille Sind hendes Forbrydelse i Forbindelse med Ordet Fritænker. Og om Kvældene, naar Mor var borte, og jeg var overladt til mine 139egne Fantasier, satte jeg mig paa Gulvet foran Ovnsdøren og stirred gjennem Trækhullet og søgte at forestille mig den vældige Helvedes Ild, hvori «Fritænkere og Mordere skulde brænde evig», som jeg havde hørt en Lægprædikant sige. Og jeg blev vild af Rædsel og kasted mig paa Gulvet og raabte paa Mor og paa Gud og paa Far.

Men Erindringen om Far gled efterhvert bort, og først da jeg gik til Konfirmation og blev stærkt religiøst paavirket, begyndte jeg atter at beskjæftige mig med hans Fritænkeri. Jeg var sværmerisk forelsket i den unge, blege Præst, der ligned en Helgen, og til hans Ære gjorde jeg mig selv det Løfte, at jeg vilde leve et Klosterliv til min Dødsdag; og da vilde jeg ogsaa bede for min Fars Synder.

Men Livet stilled andre Krav til mig. Der blev foreløbig liden Tid til Drømme og Sværmerier. Jeg maatte finde et Arbeide, som straks kunde lette Byrden for Mor. Hun havde begyndt en liden Syskole for Smaapiger; men den indbragte ikke meget, og det var vanskeligt for os.

Af lutter Velvilje tog saa en af min Fars tidligere Venner mig paa sit Kontor, og gav mig lidt Løn, skjønt jeg intet andet 140kunde, end det lille jeg havde beholdt af min Skolekundskab.

Det gik dog ganske bra, og det var med en vidunderlig stolt Følelse jeg modtog den første Maanedsgage. Triumferende bragte jeg den hjem til Mor og døbte hende samtidig «min Kone», og jeg følte mig uhyre storartet ved at være «Kontormand».

Det var i den Tid en hel Begivenhed i vor lille By, at en ung Pige arbeided paa et Kontor, saa jeg ansaa mig ogsaa for næsten lidt af en Banebryder. Men alligevel – noget forbigaaende var selvfølgelig dette Kontorliv; derom var jeg ikke i Tvil. Og jeg drømte store Drømme i al Hemmelighed.

Jeg var ogsaa ganske sikker paa, at jeg meget snart vilde bli gift; og det hændte ofte, naar jeg saa en rigtig pen og kjæk ung Mand, at det uvilkaarlig for mig gjennem Hovedet: kanske det er ham! I Barndommen havde jeg været forelsket hele to Gange, rent frygteligt; men nu var jeg ikke længer forelsket i nogen bestemt. Selv Præsten var nu glemt. Jeg gik bare omkring med en Masse Sværmeri og Forelskelse, som søgte et Objekt. Og det samme gjorde mine jevnaldrende Veninder. Og vi betrodde 141hverandre det i sentimentale Stunder, og vi var vis paa, at «vi maatte dø», naar en Dag «den rette» kom, og Kjærligheden, den store til Døden, som et Lyn skulde slaa ned i os.

I mine Fritimer læste jeg Sprog med en af Lærerne ved Byens Gutteskole. Jeg vilde saa snart som muligt «ud i Verden», og min Lyst stod til alt andet end at skrive Breve om Fisk og Trælast. Men efterhvert forstod jeg, at Udsigterne til at komme ud var smaa. Jeg kunde jo ikke reise fra Mor. Saa gjaldt det da at gjøre mest muligt ud af Livet, som det nu engang foreløbig maatte være. Og saasnart jeg kunde anvende min Fritid noget mere efter egen Lyst, kjøbte jeg mig en Guitar og lærte lidt hos en gammel, sværmerisk Dame, som altid sang de samme smaa sentimentale Sange med sin lille sprukne Stemme, og altid fortalte om dengang hun kom med Seilskib herop fra Danmark som ung Skipperfrue. «Skade, Skade, at Rosernes Tid er saa kort,» hørte jeg, naar jeg kom; og naar jeg gik, fulgte de vemodige Ord mig ud paa Gaden. Var da Rosernes Tid saa kort? Jeg trodde ikke rigtig paa det. Naar den først kom, hvorfor skulde den saa ikke vare – længe, længe? Deiligt og længe? Og jeg sad paa mit 142Kvistkammer om Sommerkvældene og drømte om en rosenrød Fremtid, mens den svale Sjøbris stod ind af det aabne Vindu. Og udenfor laa Havet, det blaa Hav, og bagom det laa det forjættede Land, «den store Verden». En Dag kjøbte jeg et langt, blaat Slør og hængte op i Vinduet for at faa «Skyerne lige ind, naar Vinden blæste». Naturligvis fik jeg Skjænd for dette Paafund lige som for Guitaren. Og heller ikke likte Mor, at jeg trak mit Værelse fuldt af Blomster, Kvister, Mos og andet «Skrab». Men det hun taalte mindst var Bøger. Havde jeg ikke mit Tøi, som uden Skade kunde holdes lidt bedre i Orden? Og skulde jeg først være borte hele Dagen, og saa, naar jeg kom hjem om Aftenen, «sidde og hænge over en Bog»; – det blev et morsomt Liv for hende paa den Maade! Og jeg indrømmed, at hun havde Ret. Jeg var slurvet med mit Tøi; og det var kjedeligt for Mor, stakkar. Men skulde jeg da ingen, ingen Glæde ha? Og lidt efter lidt blev det mig en uendelig Lettelse, naar Mor gik ud, saa jeg kunde synge og læse og være sentimental og dum og drømme for mig selv hele Kvældene udover. Men naar Mor kom, rev jeg min blaa Sky ned og gjemte Bogen og Guitaren. Og det er 143latterligt, men sandt, at da jeg blev gift, varte det længe, før jeg trygt kunde sidde og læse i en Bog. Jeg havde ond Samvittighed; og mer end en Gang gjemte jeg Bogen for min Husbond og Herre. Ja, saa modig en Dame var jeg. Jeg tænkte jo, at jeg som Husmor dog vist neppe burde ha Tid til sligt midt paa blanke Arbeidsdagen, hvis jeg vilde være samvittighedsfuld. Og det vilde jeg saa gjerne. Og jeg vilde ogsaa umaadelig gjerne tiltvinge mig Herrens Beundring og Ros.

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.