[26]

Jeg fik snart større Løn, og der var dengang i vor lille By ingen ung Pige, der tjente saa mange Penge som jeg, og Folk sagde, at jeg ligned min Far i Energi. Da var jeg kry, skjønt jeg smilte for mig selv; – de skulde nok med Tiden faa se, at jeg kunde mer end dette

Jeg havde en Verden for mig selv, som ingen ante uden han, den unge Doktorsøn, der længted som jeg, og sang sentimentale Sange til sin Guitar som jeg, og hvis Hu var ligesaa langt fra hans juridiske Lærebøger som min fra de tunge Protokoller paa Kontoret.

Ja, han sang som en Engel, den kjække, 144unge Student; og i Drømme saa jeg os sammen, syngende Verden i Knæ for os – han og jeg, i straalende Lys paa store, deilige Scener. Eller i Paladser og Eventyrslotte, frie og jublende som to unge Fugle paa Flugt mod sollyse Land.

Et omreisende Skuespillerselskab havde engang i min Barndom gjæstet vor By og straks gjort mig scenegal. De spilte «Reisen til Kina» og «Den svage Side», og aldrig glemmer jeg, hvor himmelsk deiligt det var. Der spiltes paa en fæl Sal i Byens ældste Gade, i en skjæv, mørk Trægaard; men fra den Dag tilbad jeg Huset, og det blev den stadige Skueplads for mine drømte Eventyr og Oplevelser. Jeg gjennemsøgte senere de faa Bøger, som stod igjen efter Far; og der fandt jeg et Bind af Andreas Munch med de to Stykker «Donna Clara» og «Lord William Russell». Da fik jeg det i lange Tider saa travlt, at jeg egentlig slet ikke havde Tid til at gaa paa Skolen. Jeg samled en «Trup» af mine Klassekamerater, og vi spilte og prøved paa Lofter og i Vedskur og overalt, hvor vi kunde være uforstyrret. Selv i Frikvartererne paa Skolen holdt vi Prøver. Og jeg samled paa Sølvpapir og Baandstumper og Silkelapper og alt som kunde tænkes at 145komme til Nytte paa mit fremtidige Theater. Ak ja –.

Lidt efter lidt blev de korte Ferieuger, som Studenten tilbragte hjemme i vor lille By, det egentlige Liv for mig; og vi tilbragte Stunder sammen, der var en Forsmag paa Himmeriges Lyksalighed. I Baad paa Fjorden, eller paa lange Spadserture langs Stranden sværmed vi de lyse Sommeraftener og snakked om Fremtiden og meddelte hverandre vore Haab og vore Planer. Min Forelskelse var sværmerisk og ganske ujordisk. Og naar han var borte, sang jeg og sang, og jeg drømte saa deilige Drømme.

Han sendte mig Bøger, som jeg læste, Bøger fulde af Sol og Lys og ung Lykke, om Helte og Riddere, om Kunst og herlige fremmede Lande. Og jeg leved og led, lo og græd med mangen bold og fribaaren Sanger, som drog Jorden rundt med sin Lyre, og med mangen ung Jomfru, hvis Kjærlighed var trofast til Døden.

Og saa gik Ugerne; og snart skulde han igjen gaa ved Siden af mig paa de deilige Veie langs Sjøen; og jeg skulde høre hans mandige og dog saa fløielsbløde Stemme synge: «Hytten er lukket» og «Elskte, jeg er bunden!» Hvad gjorde det saa, om 146protokollerne var lidt kjedelige; der var rosenrødt Skjær over alle Ting.

Men en Dag stod jeg pludselig overfor en Afgrund, saa sort og dyb at alle mine Sanser forvirredes. Han kom hjem forlovet med en rig Pige fra Hovedstaden.

Der havde aldrig været talt om Kjærlighed mellem os; men alligevel! Jeg fatted og begreb ikke dette. Var det muligt at Øine, at Stemme og Sange kunde lyve slig. Jeg trodde jeg maatte dø af Sorg; men fik bare en Nervefeber, som i lang Tid gjorde mig udygtig til Arbeide. Stakkars Mor! Det var værst for hende. Jeg havde det ikke længer ondt, da jeg var blit syg. Jeg laa og klædte mig til Bal, om igjen og om igjen, i hvide, lette Stoffe, og med Sommerfugle i Haaret. Og det var saa deiligt og lyst og drømmelet. Det var mit første Bal; og jeg skulde danse med ham. Og det var min første hvide Kjole, den jeg helt fra Barndommen af havde ønsket mig og drømt om; men aldrig endnu faat. Jeg havde jo aldrig Raad til andet end det, som var praktisk og nyttigt; mine Kjoler havde altid været af graa Cord eller andet «Slidetøi», og de blev syet «til at vokse i». Aa, hvor jeg haded disse tunge, graa Klær, og hvor inderlig jeg 147loved mig selv, at «naar jeg kom ud i Verden» som den feirede Skuespillerinde, saa skulde der aldrig komme andet end lyserøde og hvide Silkekjoler paa min Krop. Og nu var den hvide pludselig kommet, og min syge Hjerne tumled med denne lyse, lette Drøm i ugevis.

Men da jeg kom ud igjen efter min Sygdom, var jeg forandret. Jeg sørged egentlig ikke; men jeg var træt og med en Gang saa voksen og alvorlig; og alt var ligesom blit mig saa ligegyldigt. Jeg arbeided og gjorde min Pligt, og Guitar og blaa Slør og andet Vrøvl blev lagt til Side.

Aldrig havde Mor været bedre fornøiet med mig. Men af og til sagde hun: «Du blir lidt bleg af dette Kontorlivet; og der er jo ogsaa Stillinger, som passer bedre for unge Damer.» Og hun smilte betydningsfuldt. Jeg forstod godt hvad hun sigted til; men jeg lo bittert. Trodde Mor, at jeg nogensinde vilde gifte mig, saa tog hun feil. Kjærlighed og alle denslags Tanker var ganske udslettet af mit Sind. Jeg følte mig slet ikke mere noget videre som «Kvinde», og jeg kunde herefter godt tænke mig et Liv som «min Kones Mand». Jeg følte, at jeg havde Evner til at gjøre dygtigt Arbeide, og 148jeg skulde bevise at det var Sludder naar man mente, at en Kvinde ikke kunde arbeide som en Mand.

Jeg forhandled med min «Kone» om forskjellige Fremtidsplaner; og mine Sanser sov.

Men i Hemmelighed tænkte jeg ofte paa ham med Bitterhed i mit Hjerte.

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.