[30]

Mange af mine bedste Ungdomsaar gik nu i ensformigt Arbeide, og jeg begyndte efterhvert at se Livet for mig uden Drømmenes Rosenskjær over. Kanske var Livet alligevel bare dette! Kanske skulde jeg leve saadan Aar efter Aar, til min Alderdom kom. Efterhvert faa større og større Løn og tilslut kunne bo standsmæssigt som en anden Familieforsørger og bli en agtet Borger i Smaabyen. Og saa vilde Mor dø fra mig, 156og saa vidle jeg gaa der i mine Stuer alene; spise og sove, staa op igjen og gaa paa Kontoret, mens Aarene gik. Men mine mandlige Kolleger, de leied Leilighed, og fik en ung Kone derind, og smaa Barn, og skyndte sig straalende hjem om Kvælden til aabne Favne og glade Velkomsthilsener. Ja, det var vist alligevel morsommere.

– Men saa kom han, som blev mine Børns Far. Gjennem en anden ulykkelig Ven, som ogsaa led for min Skyld, men for hvem jeg aldrig kunde være andet end Kamerat, blev jeg ført sammen med ham.

Den nævnte Ven havde netop i den Tid skaffet mig Shakespeares Tragedier; og de havde tændt en voldsom Længsel i mig efter at bryde ud og prøve at realisere min gamle Ungdomsdrøm om Theatret, skjønt jeg da var over tyve Aar. I en Ferie reiste jeg til Hovedstaden og gik til en gammel Gentleman af en Skuespiller; og han tilbød sig at læse med mig. Jeg kjendte ikke Jorden under mine Fødder, da jeg gik fra ham. Jeg gik lige til den Ven, som havde laant mig Shakespeare, for at fortælle om min Lykke. Men der var han, og alt blev med en eneste Gang saa vidunderlig anderledes. «Kvinden» i mig vaagned som ved et Trylleslag 157af sin lange Søvn; og Latter og Graad løsned, og jeg blev ung igjen.

Det begyndte ellers slet ikke saa svært storartet med os. Han var endog Kvindehader, fortalte min Ven Kandidaten. Og vi snakked først sammen som fornuftige, en Smule pessimistiske ældre Mandfolk. Men dette med Shakespeare og den prægtige gamle Skuespiller havde ogsaa gjort sit; og jeg var blit saa blød om Hjertet og saa fuld af Tak og Glæde, at jeg ikke godt kunde finde igjen min rolige Tone. Vi talte om meget, og kom ogsaa – rent tilfeldig – ind paa Emnet Kjærlighed. Men da sagde jeg leende: «At Smørogbrød er ikke Mad og Kjærlighed er ikke Had, det er hvad jeg for Tiden ved om Smørogbrød og Kjærlighed!»

Ja iligemaade, lo Kvindehaderen.

Og saa – ja saa opdaged jeg, at vi rømte for hverandre og undgik hverandre. Og det var da ikke det mindste storartet. Min Ven Kandidaten sagde: «Han liker vist ikke at træffe dig.» Og jeg sagde: «Tak iligemaade.» Og saa traf vi hverandre ustanselig.

Men saa udløb min Ferie; og ganske forvirret reiste jeg tilbage til mit Arbeide og 158til Mor, som endnu intet vidste hverken om Shakespeare eller om Kvindehaderen; men netop gik og grued for at fortælle mig en Hemmelighed hun havde. Hun var dengang langt oppe i Firtiaarene, men endnu en rigtig pen Dame; og hendes Hemmelighed var, at en Borger af Byen, en brav Enkemand med voksne Børn, havde friet til hende, og at hun vilde gifte sig med ham. Han havde altid været hjælpsom og udsøgt venlig mod os; og han var i det hele en sjelden koselig og vindende jevn Mand. Jeg blev kold med det samme; ikke fordi jeg egentlig misbilliged det, men det var alligevel som om der var noget trist ved det. Og jeg var ligesom en Smule flau. Men hun sagde roligt: «jeg kan ikke vente altid at faa beholde dig; og det er en sørgelig Lod at bli alene.» Da græd jeg. Og jeg sagde til Mor, at jeg syntes det var godt, – for os begge. Og det var sandt. Da jeg først havde gjort mig fortrolig med Tanken, følte jeg det som en Befrielse og en uventet heldig Løsning paa de Floker jeg i disse Tider gik og stræved med at greie. Og da Mor var gift, reiste jeg – til ham. Og Shakespearestudier og Sceneliv glemtes gladeligt, skjønt det fremdeles slet ikke var 159saa storartet med os. Vi fandt ud, at vi var to gamle, vantro Ungkarle, som rimeligvis slet ikke passed for den hellige Ægtestand, og han havde jo ovenikjøbet den specielle Bekymring, at han var 10 Aar ældre end mig og vel saa det. Men – det var altfor upraktisk at bo i hver sin By, eller overhovedet holde to Logier, naar man hver eneste Dag bare studerte paa, hvordan man skulde faa se hinanden. Desuden maatte Mennesker, som vilde frem i Verden, finde ud den mest økonomiske Maade at leve paa; og to kunde selvfølgelig leve langt billigere end en, naar de slog sig sammen.

Derfor tog vi en Dag en kraftig Beslutning og gik til Borgermesteren; og samme Dag reiste vi til Tyrol med et lidet videnskabeligt Stipendium han havde været saa heldig at opnaa.

Men før vi reiste, begraved vi den Ven, som havde ført os sammen.

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.