[35]

Digteren taler om at bli endnu en Stund herude. Han vil flytte ind i min Stue, naar jeg er reist; for med Telt nytter det ikke her, naar Høststormene for Alvor begynder.

Jakob og han og jeg har havt nogle vidunderlige Aftener sammen ude i deres Friluftskjøkken. Doktoren lever i den lykkelige Tro, at hans Ven er meget nær ved at være vundet for den «Naturlevemaade», som efter hans Overbevisning er Menneskehedens eneste Redning. Og dette er altsaa Bedrageri af Digteren; thi han fraadser i Kjød 170og Fisk; han mener, at hvad Doktoren ikke ser, kan heller ikke gjøre ham ondt. Han har en dyb, ærbødig Respekt for Doktorens Tro og Principer; «men,» siger han, «mig kan det ikke hjælpe.» Og smilende citerer han Begyndelsen af et japansk Vers, som han har fundet i en af Doktorens Bøger: «Jeg spiser vistnok Ris; men det smager mig ikke!» – lumskelig fortier han Versets Slutning, som forklarer, hvorfor «selv ikke Ris» smager den japanske Yngling, og hvorfor «selv Kirsebærblomsternes Duft ikke fryder hans Sjæl».

Inat har Jakob været med Drengen paa Sauetælling i Fjeldet; og vi maatte igaaraftes undvære hans muntre Selskab.

Latterlig nok var vi begge lidt tvungne i Begyndelsen, ligesom lidt generte over at være alene. Herregud, vi to gamle Mennesker! Han er nemlig bare et Par Aar yngre end jeg. Hvad vi sagde var til at begynde med mest Gjentagelse af hvad vi saa ofte før har talt om. Naturen, det moderne Samfund, som mer og mer vokser sig selv over Hovedet, Livet herude, o. s. v. Og der var lange Pauser, hvor vi begge sad og stirred ind i de rygende Torvgløder mellem Stenene.

171Det blev mer og mer overskyet; en Væg af Taage stængte for Havet, og Tusmørket bredte sig omkring os. Kvældene er allerede bitterlig kolde, og vi er helt vinterklædte, i Pelsjakker og store Støvler, naar vi gaar ud efter Solnedgang.

Men i det trange Skar, hvor vi har vort Kjøkken, er der Ly for alle Vinde. Kun mod Syd aabner det sig med herlig Udsigt over Havet. Mod Nord danner et nedstyrtet Fjeldstykke Væg og et meterbredt fremspringende Tag, under hvilket man kan sidde lunt og tørt endog i Regnveir. Det vil sige, naar Vinden ikke netop staar paa fra Syd.

Tre flade Stenheller er væltet sammen til et Ildsted, som har Aabningen ind mod Siddepladsene under det naturlige Tag.

Dybest inde under Hammeren er «Madkjælderen», hvor vort Forraad ligger gjemt i Sælskindsbalger. Det er ganske trygt derinde; her findes ikke Rovdyr af nogen Art paa Øen, ikke engang en Rotte eller en Mus, og altsaa heller ikke en Kat. Ligesaa lidt som Orm eller andet leit Kryb. Med andre Ord: her er ganske og aldeles paradisisk. De eneste Dyr jeg undertiden savner, er Sangfuglene. Men da her ikke findes 172den mindste Busk, som de kan bygge i, maa vi nøie os med Havfuglenes mange haande Lyd.

Gulvet i vort Kjøkken er af Jord og nedtrampet Græs; og de naturlige Bænke er dækket af et tykt Moselag i grønne og røde Farver.

Men fra en Sprække i den ene Sidevæg springer en liden krystalklar Kilde frem, og paa de smale Kanter og Hylder rundt Væggene vokser langt, fedt Græs og en og anden yppig Kvannebusk. Af disse skjærer Jakob sig altid en Stilk til Dessert; det er hans «Tobak», siger han, og han tilføier leende, at paa hans Ø vokser alt hvad Menneskene behøver, selv de fineste «Nydelsesmidler».

Lykkelige Jakob!

– Da vi havde drukket vor vanlige Aftenkaffe, tændte Digteren sin Pibe, en Nydelse, der ligesom det forbudne Kjød er forbeholdt Kvældene herude i det Fri. Men saa begyndte han pludselig, som for sig selv, at snakke om sit Liv. Det var saa underligt at føle, hvor han ligesom søgte Klarhed for sig selv, mens han fortalte, hvor han var løst fra alt, og hvor han var uendelig ensom.

173Han havde kjendt mange Mennesker; han havde havt Venner og Veninder. «Men,» sagde han,» jeg kunde ikke bruge dem. De hefted mig alle. Og der var saa megen Jargon; alt var Jargon; og jeg hader Jargon. Kan det ikke. Jeg er saa latterlig alvorlig og ligefrem; og det passer ligesom ikke noget Sted. Man blir saa kjedelig – saant daarligt Selskabsmenneske. Og saa blir man alene. Overhovedet blir man altid alene i vore store Menneskesamfund. Man tyr til «Pensionater» og «Foreninger»; men blir bare dobbelt ensom, og flygter igjen. Her derimod synes jeg vi fraadser i Selskab, og om Ensomhed er der ikke Tale. Det er for underligt.»

Han saa ned for sig længe; men pludselig kasted han Hovedet bagover og saa strengt paa mig: «De tier undertiden saa demonstrativt. Kjeder jeg Dem?»

Jeg lo: «Nei, jeg sidder bare her og tænker paa, hvor underligt det er, at De nu sidder her saa langt fra Deres egen Verden og snakker om Deres Liv til en Dame, om hvem De intet ved, – De som har saadan Mistro til Kvinder; og jeg tænker paa, hvor rart det er, at jeg nu pludselig sidder her og hører paa Dem.»

174Han blev ivrig: «Ja, hvorfor sidder vi her, og hvorfor spør vi ikke hinanden hvorfor.»

«Man spør da ikke saan uden videre?»

«Jo,» raabte han i pludseligt Udbrud og knytted Haanden, som om han vilde «slaa i Bordet»; «jo nu spør jeg Dem alligevel: hvorfor sidder De her, som en Skibbrudden paa et Vrag? Hvorfor?»

«Jeg? – aa bare for . . .»

«Nei, det er ikke «bare» for noget! Deres Stemme siger noget andet. De har Børn, De har Hjem; og saa gaar De herude alene! – det gjør De ikke «bare» for noget! De kan jo negte at svare mig; men det vilde være stygt af Dem. Jeg vilde rent ud sagt bli bedrøvet.» Han saa bort, lige som med en Gang forlegen over sine egne Ord.

Men atter svarte jeg undvigende. Kunde det slet ikke tænkes, at ogsaa en Kvinde af og til trængte Ensomhed? – Men da fór han op:

«Nei, aldrig! Kvinden hader Ensomhed, flygter for den; kan ikke bruge den! Hun maa altid ha Publikum, selv for sin Sorg. Ja, hun kan den beundringsværdige Taskenspillerkunst at holde paa sine Taarer til det beleilige Øieblik, da de kan udgydes for et taknemmeligt Publikum. Og Publikum 175er altid taknemmeligt for Taarer og Tragedie. Det hungrer og tørster efter at stimuleres, og der findes ikke herligere Stimulans end Kvindetaarer! Nei, ingen Kvinde søger Ensomhed for dens egen Skyld. Jeg har kjendt Kvinder, oh! Og hvorfor skulde De være anderledes?»

Som en Løve i Bur rased han op og ned i den trange Bjergkløft.

«Ja, jeg har kjendt dem, disse Kvinder med det kolde Blod og den lille dresserede Hjerne, disse moderne Aspasia’er, som snakker om Kunst; denne kjedsommeligste af alle Kokottetyper. Men jeg har især kjendt én af disse «intelligente Veninder», som saa kunstfærdigt forfører Mænd med Fraser og fingeret Elskov. Aa, hvor hun kunde lukke Øinene halvt til, som om hun var blændet af Manden, betaget, beruset; men hendes Hjerne laa klar og vaagen – paa Lur, og hendes Blod var Is. Og vi troskyldige Mænd, vi lar os besnære; og vi kror os stolte og selvbevidste: se, hvor jeg dog er uimodstaaelig i mit Manddoms Vælde! Hvilken Komedie!»

Jeg saa ikke paa ham; men sagde bare: «De har bitre Erfaringer. Det er forfærdelig Synd paa Dem – paa os alle.»

176Han svarte mig ikke; men fortsatte: «Der har været Tider selv i Østens Lande, da Kvinderne har hersket i Litteratur og Kunst og Videnskab, Tider, da Mændenes Race var herjet af Laster og Skabningens Herrer bar Kvindesmykker og malte sine Øienbryn. Og Kvinderne overlod sine Børn til Ammer og Pleiemødre og skrev bindstærke Bøger. O, de lærer os meget disse Bøger, af Kvinder fra Dekadencetiderne! Meget om de altid periodisk tilbagevendende Overklassesygdomme, og Menneskenes Hjælpeløshed.

Atter havde han som saa ofte snakket sig ud paa Vidderne, ligesom lettet sig for opsamlet Bitterhed. Han gik jo og tænkte saa meget alene. Til Doktoren kunde han sige meget, maaske alt; men det var som om han netop trængte til at snakke ud for en Kvinde; ja jeg havde endog en Følelse af, at han i sin inderste Sjæl ligesom havde et stille Haab om, at jeg vilde være istand til at gjendrive hans hensynsløse Beskyldninger og Paastande; at han med Vilje søgte at hidse mig til Modstand.

Han ante jo ikke, at jeg selv var op fyldt af Tvil, af ængsteligt Mismod.

177Hvad skulde jeg sige? Hvad hjalp det overhovedet at snakke? Vi kan jo saa alligevel ikke snakke os ud af den Irgang vi tumler omkring i, vi «moderne Mennesker».

Og jeg sagde bare, at han maatte tro det var ikke saa let at være Kvinde i vor Tid, og at ialfald jeg for min Del ofte følte mig som det bekjendte Amfibium, «der dør paa Landet, og ikke kan leve i Vandet».

Da stansed han pludselig foran mig og smilte paa den godmodige Maade, der var ham egen, og som saa lidet passed til hans morske Tale.

«Overhovedet,» lagde jeg til, er det skrækkelig indviklet altsammen. Vi tar Tingene enten saa bundløst høitideligt, eller saa bundløst letsindigt. Naar Livet er sundt, «er det meget enklere. Hvor vilde ikke Jakob f. Eks. le af mig, dersom han vidste, at jeg ofte sidder og svælger det Kjød han triumferende bringer os, med ligefrem daarlig Samvittighed, ja, at det undertiden er mig ganske og aldeles modbydeligt, nemlig naar jeg tilfældigvis kommer til at tænke ved det. Og hvor vilde ikke paa den anden Side Doktoren foragte mig, dersom han vidste, hvad jeg føler ved det, men alligevel af Vane, af Magelighed og alt muligt andet ikke siger nei tak!»

178Han smilte igjen, og paastod, at jeg vist nok i fremtrædende Grad mangled den for Livet absolut nødvendige Letsindighed, hvad jeg inderlig indrømmed.

«Det er jo egentlig for galt, at man ikke engang længer skal faa spise i Fred. Man faar formelig Trang til at flygte fra altsam men. Gaar ikke nu vor udmærkede Doktor omkring her som en sort Samvittighed. Bare jeg ser ham, sidder Maden mig i Halsen. Huh, det er fælt, at man maa tænke i det hele.»

Vi lo; og han sagde: «Nei, nei, bare ikke forfalde til Sentimentalitet. Da er vi fortabte. Uden at blunke maa man opføre sig som Jordens Herre; hvorledes skulde man ellers kunne leve en eneste Dag!»

«Ak ja, man maa vel det; men god og altid ny er dog den gamle Visdom, som siger, at lykkelig er kun den, som intet mer begjærer. Og alligevel, – forfærdelig staar den Tid for mig, da jeg ikke længer begjærer, – begjærer og forlanger alt af Livet. Ser De, igjen Amfibiet.»

«Det er da en Fandens Moral den, at man intet skal begjære,» fór han op. «De gjemmer Dem altid bag Deres Ord! Der er noget mistænkeligt ved Dem!»

179Jeg maatte smile.

«Jo, der er,» gjentog han. «For De maler jo ikke engang; og hvorfor er De saa her; og hvorfor graater det bag Deres lystige Ord?» – han satte sig stille ved Siden af mig, og hans Stemme var saa blød, ja næsten øm, som naar han talte om Eli; «for det gjør det, Fru Eva! Ja, nu nævner jeg Dem pludselig ved Navn, som alle andre her. Er De vond for det?» Hans Blik søgte mit; men jeg vendte mig bort. Der var saa meget i hans hele Maade, som gjorde mig ondt; og jeg kunde ikke svare. Da reiste han sig atter og gik frem og tilbage:

«Dere er saa feige,» sagde han foragtelig, «saa rædde for ikke altid at ha Succes. Aldrig tør en Kvinde vove sig udenfor den trygge Ring af det hellige, aimindelige Hykleri! Hvorfor skulde De være anderledes?»

Nu var der virkelig «Graad bag mine Ord», og jeg opgav den vanlige Sport, at dække over Alvoret med Munterhed eller Spidsfindigheder. «Hvorfor tror De mig ikke?» sagde jeg ligefrem, «og hvorfor lægger De an paa at saare mig? Der er Kvinder, som har Brug for Ensomhed; maaske næsten ligesaa mange Kvinder som Mænd. Det er jo nemlig heller ikke saa svært mange Mænd, 180som søger Ensomhed. Er det vel? Det var dog altid de faa, trodde jeg?» Han svarte ikke, og om lidt fortsatte jeg: «En gang saa jeg et Værk af en stor Kunstner, deiligt og dybt alvorligt. Det bragte mig til at tænke paa saa meget. Mand og Kvinde var det. Han sad opreist paa Leiet, grublende, stirrende ind i Gaader; Søvnen var flygtet fra hans søgende Sjæl. Men ved hans Side laa Kvinden, roligt og trygt sovende, som Blomsten, der har lukket sin Kalk mod Natten, for atter at aabne den ved Solens første varmende Straaler.

Men ingen Kunstner har set den vaagende Kvinde ved den sovende Mands Side. Ingen har git Udtryk for hendes Angst i de lange Nætter, og hendes Grublen over Gaaderne i alt Liv. Tror De ikke ogsaa vi mangen Gang føler os uendelig ensomme og skjælver overfor alt det vi ikke forstaar; skjælver i Angst for at gi Liv til Væsener, som atter skal dø, og for den ufattelige Magt og Vilje, som tvinger os i Knæ og gjør os Manden underdanig?»

Det var saa meget jeg syntes jeg havde at sige, nu, naar han først havde faat mig til at tale; men jeg tied, fordi det var saa vanskeligt at finde Ord.

181Da kom han hen til mig: «Tilgiv mig,» sagde han stille, «Jeg har gjort Dem ondt, og det vilde jeg ikke. Men hvorfor lukked De Dem saa haardnakket. Jeg har jo gaat her og ligefrem længtet efter, at De skulde vise mig lidt af Dem selv, lade mig se lidt indenfor dette kolde Verdensdamevæsen, som slet ikke virker naturligt, slet ikke klæder Dem. Jeg ante, at der var et Menneske indenfor; og jeg har været saa tilbøielig til at røres over Dem. Jeg er jo saa latterlig sentimental, men saa frygtelig ræd, at nogen skal mærke det. Det er en hel Kamp. Latterligt, men det er sandt!»

Han sænked uvilkaarlig Stemmen, som om han var ræd nogen skulde høre ham.

Jeg maatte atter smile af hans Barnslighed, og jeg sagde, at det skulde dog ingen tro om ham. Forresten havde vi jo hvert vort. «Vi gaar saamænd alle omkring med store og smaa Latterligheder. Ihvertfald kan nu jeg tie. For jeg skal sige Dem, at jeg har været en umaadelig latterlig gammel Kone, og derfor sidder jeg nu her. Og det fryder mig at høre om andres Sentimentalitet; for jeg er selv en græsselig Taareperse. Ja, hvem skulde nu tro det! Og der stemmer jeg rigtignok heller ikke ganske med 182Deres Erfaring; for jeg hader at vise mine Taarer. Jeg er for kry til det nemlig. Som De forstaar, er jeg altsaa frygtelig storartet saan. Ja, De smiler, men det er sandt; jeg føler mig saa nedværdiget, naar nogen ser mig græde. I det hele er man latterlig; og det er det værste af alt. Skjønt Herregud, der er jo endog Mænd, som har været latterlige undertiden. Endog meget store og kloge Mænd, som har baaret Narrekaaben stolte lig paa sine Skuldre, naar Kjærligheden drev sit Spil med dem, og trod, at det var en høifornem og alvorlig Ridderkappe.» Han saa hurtig paa mig: «Kjærligheden?» – «Ja», sagde jeg let, – «endog meget store Mænd, og skulde saa ikke en ganske almindelig liden Kone kunne overleve at ha været en Smule komisk Heroine.» Jeg lo forceret og reiste mig hurtig. Det var bitterlig koldt. Jeg frøs og sagde hurtig: «Nei, det er Nat, og Taagen kommer. Det er paa Tide at komme i Hus.»

Han reiste sig ogsaa, først uden at sige noget; men saa kom han lige hen til mig, tog min Haand og sagde: «Tak!» Saa gik vi ned ad Skraaningen og begyndte den besværlige Klatring i Halvmørket. Ned og op, over Tuer og Stene, i Lyng og vaadt 183Græs; men ingen af os talte mer. Under den sidste Terrasse sagde vi hinanden God nat. Han var ganske graableg af Kulde, og hans Haar klæbed mod Tindingerne, dyvaadt af Natteduggen. Rimeligvis saa jeg akkurat ligedan ud. Det er ikke flatterende at være vaad og blaafrossen!

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.