[37]

184«Saasnart man har fundet Livets

Nøgle, aabner den Dødens Port.»

– Tiden nærmer sig. Om nogle faa Dage drager vi herfra og blir i Storhavn til Dampskibet kommer.

Imorgen Aften skal Jakob holde Afskedslag for os med Dans omkring en Tjæretønde i den mørke Kvæld. Det glæder vi os alle til. Men i Eftermiddag har jeg havt Afskedslag. Trakteringen bestod af Pandekage og Kaffe; men vi sang og dansed og alle var glade – undtagen Eli. Det er det værste nu, at hun gaar omkring saa stille og bleg med vaade Øine, og forstaar, at vi skal reise. Vi søger alle at opmuntre hende saa godt vi kan; men det smale, fine Ansigt blir for hver Dag hvidere; og hun sidder undertiden nede paa Stranden og glemmer sig bort, saa hun maa hentes hjem. Da er hun rød og forgrædt og ligesom skamfuld. Og hun gjemmer sig, saasnart hun kommer ind. Ogsaa oppe i Heiene blir hun ofte saa længe, at hendes Mor blir ængstelig, og vi maa gaa hende imøde om Kvældene.

Jeg har idag overgit i hendes Eie forskjellige Smaating, som hun skal arve efter mig, og som jeg trodde vilde glæde hende. Hun smilte og tog imod; men straks efter 185sad hun i en Krog og stirred med rædde Øine frem for sig, mens Sang og Dans gik paa det livligste i Stuen. Jeg gik hen og tog hende ved Haanden og trak hende med frem paa Gulvet, hvor vi alle slog Ring og begyndte en Barneleg, som hun havde været med i fra hun var liden og kunde godt. Og vi to var inde i Ringen. Paa givet Tegn skulde vi ta en Mand ud af Ringen og binde et Baand om hans Arm, for siden at danse med ham. Uden et Øiebliks Betænkning gik Eli hen til Digteren, løste sit blaa Perlebaand af Halsen og knytted det om hans Arm i to Slyngninger, mens han rødmende som en Skolegut stod foran hende. Saa lagde hun sig ind til ham med et fjernt, underligt Smil, og de dansed de Par enkle Dansetakter sammen. Rolig som hun var kommet gik hun derpaa ud af Ringen og satte sig igjen.

Da jeg havde sat mig, kom Digteren hen og bad mig løse Perlebaandet for ham; hun havde knyttet det saa kunstigt. Saa tog han det og vilde gi Eli det tilbage; men da var hun gaat. Min første Tanke var, at jeg straks vilde gaa efter hende og faa hende tilbage; men syntes saa det var bedre ikke at gjøre det. Kan hænde hun var taknemmelig for at faa være alene undertiden hun ogsaa.

186Og vi satte os om Gruven, mens Jakob sang og fortalte fra sine Færder. Og hans Mor fortalte om Forberedelserne til Brylluppet. 25 Sauer skal slagtes, og der skal danses og festes i mange Dage. Gjæster kommer fra de andre Øer og blir her Dag og Nat; og hun glæder sig til at træffe Slægt og Venner, som hun ikke paa mange Aar har været sammen med. Digteren og Jakob er blit saa gode Venner; og Jakob siger muntert til ham, at før han har turet hans Bryllup, faar han paa ingen Maade Lov at reise. En Maaneds Tid kortere eller længere, naar han nu først skal bli igjen, er det jo ikke saa nøie med, mener han. Men Digteren, som har siddet taus henne i Mørket siden Legen, siger kort, at han reiser med os. Maa reise med os alligevel. Det er Ting, som venter paa ham, Ting han ikke har husket. Doktoren og jeg ser paa hinanden, men siger intet.

Og efter ivrige Overtalelsesforsøg fra Jakob, og almindelige Udbrud af Skuffelse over den forandrede Bestemmelse, fortsættes Samtalen om Bryllup og Fest, om vor Verden og deres Verden herude. Og lidt efter lidt blir Doktoren pratsom og ivrig. Han vil aldrig mere bo i de store Byer, hvor 187Menneskene mister Livsglæden og blir lyssky Muldvarper, og hvor alt underjordisk trives. Thi hvad er det, som vindes saa dyrekjøbt? Er det ikke ene og alene Rigdom for de faa, Armod for de mange og Sygdom for alle?

Han har levet i Amerikas og Europas Byer, til han blev fuld af Rædsel. I Maaneder saa han ikke Sol eller Himmel; fuld af Røg, Sod og skidden Taage var den Luft han indaanded. Engang havde han i Amerika bod i et Hus, hvor 1500 Mennesker var stuvet sammen, hver i sin «Boks» med Nummer paa. En hel liden By under ét Tag. Og alle disse Mennesker var hverandre ligegyldige som Stenene under deres Fødder, og alle havde samme Farve og samme Snit og samme rastløse, nervøse Væsen. At bruge sine Ben havde de glemt; thi Elevatorer førte dem op og ned; og skulde de over i næste Kvartal, saa rased de afsted paa Cykler og elektriske Sporvogne. Og skulde de lidt længere Ture, saa var det Automobiler. Det var en Myretue af underjordiske, spøgelsesagtige Væsener fordelt i Bokser, Fabrikhelveder og Kjældere. En Malstrøm, hvor Tusender af Liv daglig gik tilbunds, en Molok, i hvis glødende Gab Ofre fra hele det øvrige 188Land fortæredes. Dette troskyldige «Land», som ikke mere rækker end at producere Mad for Molokens bundløse Bug! Hvilken Visdom i et Samfund, hvor Millioner Væsener gaar omkring i Skyggernes Helvede for at skaffe Luksus til de Hundreder, som skummer Fløden af deres Slid. Disse misundte Hundreder, som kan flygte ud af Stygheden og kjøbe Luft og Sol for sit Guld.

Og al denne Visdom er Vesten saa venlig at skjænke «Østens Hedninger», de naive, som mener, at Jordens Lys er for alle!

Men ved Siden af hans Hus var Nutidens store Udvikling og Fremskridt i Retning af Menneskehedens Forbedring fremstillet. For gode Dollars kunde man faa bevæge sine Arme og sine Ben i et Medicomekanisk Institut, og i en stor Sal ved Siden af dette kunde man faa kjøbt smaa Portioner frisk Luft i en Inhalationsanstalt. Og ret over Gaden fabrikeredes en vidunderlig Livselixir, som ved flittig at kjøbes og indtages uvægerlig vilde tilføre de blodløse Væsener de Stoffe, som Muldvarplivet tog fra dem. Maatte saa ikke Menneskene være fulde af Beundring for vor Tids mangehaande «Errungenschaften»!

Han fik mig til at bli ganske fælen; og 189det endte med, at vi gav hinanden Haanden paa at mødes igjen herude i den store, billige Inhalationsanstalt paa Vestø. Og da vilde jeg vise ham mine Børn, som nok skulde aftvinge ham Beundring, stærke og sunde som de var trods alt og ikke mærkede af «By», men af et sundt Liv under fri Himmel.

Ak ja, hvor jeg glæder mig til engang at føre dem herud!

– Da alle var gaat hjem til sit, sad jeg endnu en Stund oppe, og tænkte paa disse Mennesker, som netop havde forladt mig. Jeg tænkte paa disse to omflakkende fremmede Mænd, begge saa ude af Stand til at faa Fodfæste i det virkelige Liv; og jeg tænkte paa Eli, den lille, hvide Fugl, som strækker sig mod Solen i ung, bævende Længsel herude fra sit vilde Skjær i Havet. Aa, hvor brutale Svar Livet vil gi paa dine tause Spørgsmaal, Eli!

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.