Fru Evas Dagbog

av Hulda Garborg

[5]

Jeg saa saa mange onde Øine derinde i Sumpene; men endnu flere syge og sultne og gridske, der speided efter Offer at suge Liv og Indhold af. Noget at pine og hade, eller noget at søle til med savlet Medlidenhed.

17Men mindst af alt vilde jeg søles til af deres Medlidenhed. Rank og med Smil om Mund traadte jeg ud blandt dem, mens mit Hjerte krymped sig i mit Bryst.

Og jeg, den freidigste blandt de freidige, jeg sang glade Sange for dem, og lod Vinen skumme i min slebne Pokal. Og jeg lo, og løfted den høit imod Solen og lod Straalerne brydes i den og raabte: Se, hvor Jorden er deilig! Se, hvor Vinen lever og forlanger at drikkes! Og mine Øine blændedes af Farvernes Spil, og Livets gyldne Glød gødes over mit Ansigt.

Men forsigtig trak de brave Borgere og Borgerinder sig tilbage til sine tæppelagte Stuer, hvor ingen Lyd fra Naturens bankende Hjerte naadde dem. Og atter hørte jeg dem sige: Hvilken Hedning! Og deres Blik var fuldt af Forskrækkelse.

– Men da jeg stod alene herude paa mit Skjær under høi Himmel og saa Bølgerne vælte sig lange og vældige imod mig, og kjendte det salte Sprøit af Hav mod mit Ansigt, da følte jeg en uendelig Befrielsens Fryd. Det var, som om jeg var undsluppet noget stygt og skamløst, der krænked min Blufærdighed; ja, som efter et havfriskt Bad følte jeg mig, og al Verdens Vin blev mig overflødig.

18Og atter fyldtes jeg af en uendelig Trang til at skabe Glæde og Lys omkring mig. Som en splittende Kile vilde jeg sætte mit Livsmod gjennem Tidens graakolde Kjælder stemning og lære Menneskene igjen at lukke alle Døre op mod Solen og Livets funklende Farver derude – smitte dem med min egen Længsel efter gladere, sundere og stærkere Tider, indtil vi seirrige skabte omkring os, hvad vi længted efter.

Havde vi faat Solen for at stænge den ude? Havde vi Ret til at kvæle al Livs glæde under Svovldunster fra Barbarernes Helveder og Tusmørket i Filosofernes støvede Studerkammere.

Alt andet i Naturen lever dog med aabne Sanser og strækker sig mod Lyset og den evige Livsfornyelse. Hvorfor skal Menneskene alene mure sit Liv Gravkammere!

Ja, saa sang det i mig.–

– Idag raser Stormen udenfor og Himlen hænger sort og regntung over Jorden. Alene sidder jeg i min Stue og mindes, mens Brændingens Brag og Havets stærke Sang fylder Luften. Jeg blir saa underlig tilsinds; saa stille blir det ligesom i mig.

En Buket af Soleier staar foran mig paa Bordet og lyser op i alt det graa 19omkring mig. Og de minder mig saa vemods fuldt om lange Aar i Sol og Skygge.

– I min Ungdom græd jeg saa meget. Jeg havde i min Sjæls Lønkammer et hemmeligt Lukke, hvor jeg gjemte alle mine Sorger, de store og de smaa, alt som havde saaret mig og gjort mig ondt, lige fra jeg var Barn. Og i ensomme Stunder, naar Verden gik mig imod og Illusionerne brast, eller i sentimentale Stunder, da mit unge, bevægelige Hjerte svulmed i Følelser, jeg ikke selv kunde bestemme – dybt Vemod og Sorg og Længsel, men en forunderlig, skjælvende Livsjubel tillige, da aabned sig mine Sorgers Gjemsel, og en efter en dukked de frem. Og jeg græd over hver enkelt, til det var som om hele mit Væsen vilde flyde bort i Taarer.

Som noget forunderlig stort og gaadefuldt forjættende følte jeg min Ungdom og Livet foran mig. Men der laa Sorg ved Siden af al Glæde, og tilbunds i det hele kunde jeg aldrig komme. Dog følte jeg, at der tilsidst maatte være Skjønhed og Glæde beredt for mig et Sted i denne forunderlige Verden. Det var jo saa meget, som sang og jubled i mig. Bare jeg engang fik føle mig fri under Guds Himmel mellem gode 20Mennesker i Blomster og Sol og Sang, var jeg jo lykkelig og glad som en Fugl. Men det hændte saa sjelden.

– Ja, jeg har grædt meget; slig er Ungdommen og slig er Livet. Men nu vil jeg saa gjerne le; jeg er saa forfærdelig kjed af Taarer. Og en Vederstyggelighed er slig en Taareperse for sine Medmennesker. Til syvende og sidst maa man jo ogsaa tænke lidt paa dem. Ja, en graadmild Dame har jeg været, og en latterlig gammel Kone; men hvis jeg nu satte mig til at græde videre over det, blev jeg bare endnu latterligere. Det latterlige skal lees af!

Og nu vil jeg forsøge at lave mig et hemmeligt Lukke for mine Glæder, og gjerrig vil jeg putte derind stort og smaat, som kan kaste Lys ind i Livets lange Skygger.

I ensomme Stunder vil jeg saa ta dem frem og le over dem, og med ødsel Haand vil jeg strø omkring mig af mine Skatte. Og er der end Smuler nu i mit Skatkammer mod dengang jeg samled til én, saa er jeg dog en Krøsus mod de mange, som aldrig har eiet Evne til Livsglæde. Skam faa den, som ikke vender rigere tilbage baade fra Jubelen paa Livets Tinder og fra Graaden i dets Afgrunde!

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fru Evas Dagbog

Fru Evas Dagbog ble først utgitt i 1905, og forfatteren var da anonymisert. Det ble kun påpekt at boka var utgitt av samme forfatter som Kvinden skabt af Manden (1904).

Fru Eva forlater et dødt ekteskap for å bo på en øy og finne tilbake til seg selv. På øya møter hun en dikter, en geolog, flere fiskere og en yngre jente. Gjennom hardt arbeid og «tilbake til naturen»-opplevelser, kommer Eva sakte men sikkert ut av depresjonen, og vi får innsikt i hvordan hennes tidligere forhold har utartet seg. Boka er ispedd anekdoter og betraktninger rundt kjønnsproblematikk og kjønnsrollemønstre.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1905 (NB digital)

Les mer..

Om Hulda Garborg

Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.