Fru Evas Dagbog

av Hulda Garborg

[8]

–– Ofte maa jeg tænke paa den Dag, jeg første Gang kom herud. Alt var mig saa fremmed og eventyrligt. En ny Verden oplodes for mig.

Efter mange onde og gode Dage paa det store Dampskib kom jeg en Vaarnat til Storøens Havn. Som en Søvngjænger havde jeg uden klar Bevidsthed forladt alt mit paa 32Jorden, fordi jeg ikke længer magted mit Liv. Jeg maatte hvile. Men Hvile kunde jeg først finde, naar jeg kom langt bort fra alt, som minded og rev i mine Saar. Alt kan overvindes med god Vilje, naar man bare faar Ro; det maatte jeg nu se at holde fast paa. Sundhed søgte jeg herude, Sundhed og ny Kraft.

Men min stakkels Person var ikke meget værd, da jeg hin Nat steg i Baaden paa Storøens Havn og saa Dampskibet for svinde. Og da jeg satte mig ned paa Toften og prøved at orientere mig, følte jeg mig som kastet ud paa en Planke i Verdenshavet. Mine Tænder klapred af Kulde, og jeg var i det Øieblik vis paa, at en alvorlig Sygdom vilde bli det eneste Resultat af min Færd. Men bare jeg igjen kunde komme under Tag og faa Landjorden under Fødderne, og bare jeg kunde faa sove, sove, sove, saa var alt andet mig ligegyldigt.

Da vor Baad endelig skured mod Bunden og gled paa Land, saa jeg kun et Par skjæve Baadnøst foran mig. Jeg stirred indover Landet; men Nattetaagen var saa tæt, at jeg intet kunde skjelne. Jeg stod stivfrossen og skjælvende paa den glatte, tangdækkede Strand, mens den snille gamle 33Mand trak Baaden helt op paa Land over en Række Tværstokke. Saa tog han mit Tøi, med Undtagelse af den store Kuffert, som blev sat ind i et Nøst indtil videre. Jeg vilde spørge, om der var Laas for Døren, om det regned ind, og andet som løb mig gjennem Hovedet; men jeg havde ikke Energi til det. Hvad brydde jeg mig om al Verdens Kufferter, naar jeg bare kom i Hus og i Seng.

Manden, som saa ud til at være en gammel Sjømand, førte mig over den stenede Strand og indover rare, krogede Stier. Græsset slog mig koldt og vaadt om Fødderne, og mit Haar og mit Ansigt var dyvaadt af Dug, Taage, Regn, jeg ved ikke hvad; det kjendtes som at vasse gjennem stride Strømme. Jeg skalv, og Taarerne drypped sammen med Natteduggen fra mit Ansigt, mens vi tause gik frem i den underlige, graahvide Nat.

Lidt efter lidt begyndte smaa torvtækte, mørke Hus at dukke frem af Taagen som store Tuer i en Myr, og snart stansed vi udenfor en lav Dør med hvid Karm. Jeg saa som i Drøm en hvid Grundmur og en sort Væg med hvide Karmer om smaarudede Vinduer. Døren stod aaben, og jeg fulgte efter 34ind, Det var her, Fremmede pleied ligge om Natten. Jeg saa Silhouetten af en Mand med Sjømandslue paa Hovedet tegne sig mod Vinduet. Han sov, men var straks lysvaagen og klar over, at jeg kom fra Dampskibet og skulde i Seng hurtigst muligt. Han fulgte mig venlig opover en uendelig trang og steil Trappe i en ganske bælmørk Gang; men ikke et Øieblik følte jeg noget som ligned Utryghed. Jeg var bare saa rørt over hver liden Opmærksomhed, og saa taknemmelig, da han viste mig ind paa et lidet Kvistværelse med en stor opredt Seng, at Taarerne atter vilde frem. En prægtigere, snillere og ærligere Mand følte jeg mig overbevist om, at jeg aldrig havde mødt i mit Liv, og jeg gav ham Haanden og takked ham saa varmt, da han sagde mig Godnat og bad mig sove godt, at han næsten saa lidt forlegen ud. Og ikke før var han ude af Døren, før Taarerne styrted frem, og der for mig gjennem Hovedet de tusend hyggelige Ting, jeg skulde gjøre for den Mand igjen. Jeg saa i Aanden tykke, varme Strømper, jeg vilde strikke til ham; og Beslutningen om, at han skulde bli den lykkelige Eier af en eneste Flaske rigtig god Vin, jeg havde i Kufferten, var fattet i et Nu.

35Saasnart den værste Taareflom var stilnet, tog jeg mit Rum i Øiesyn. Det var trangt, med Vinduet høit oppe, som en rigtig lun Skipperkahyt paa en bred, gammeldags Skude. Men Sengen svulmed af lette Dyner med lyse, rene Træk. Hvilken ubeskrivelig Lettelse endelig at være ganske, ganske alene, og faa hvile ud – længe! Jeg længted ikke efter noget i Verden, nei ikke efter noget! Jeg forfærdedes over mig selv. Men det var sandt. Jeg lukked det lille Vindu op og prøved at se ud; men som paa Havets Bund var jeg, og jeg gøs i den raakolde Luft.

Ganske mekanisk begyndte jeg at klæ mig af. Nu skulde jeg da begynde at samle sammen de stakkels Rester af mit lille vildfarende Selv, og se om jeg igjen kunde bli Menneske. «Man kan, hvad man vil. Man kan, hvad man vil» – gjentog jeg atter og atter. Jeg havde følt mig som paa Flugt mod Verdens yderste Grænse; og nu var jeg fanget op her midt i det store Hav af en forfærdelig snil Mand. Men et svælgende Dyb var befæstet mellem mig og alt, jeg havde kjært i Verden – nei, nei, ikke tænke. Sove, sove!

Men som jeg sad paa den lille Træstol 36og tog mine Støvler af – mine vaade, kolde Støvler –, kom Længselen og Minderne og Ensomhedsfølelsen væltende ind over mig med uimodstaaelig Magt, og atter kom de evindelige Taarer. Hvorfor sad jeg pludselig her alene paa et Skjær i Havet, saa langt, langt fra alt, som bandt mig til Livet! Saa liden og uendelig ussel følte jeg mig. Hvad skulde jeg git for et Godnat fra kjære Læber og et varmt, trofast Haandtryk – aa nei, nei, ikke tænke; vi havde jo bare en sund Ferie; vi skulde jo mødes igjen; og da vilde jeg være en bedre Mor og ikke den ribbede, fattige Sjæl, som ingen Glæde kunde skabe om mig. Jeg reiste jo, forat de ikke skulde se min Armod. Saalænge jeg havde en Smule at gi, var jeg jo hos dem! Nu bare ikke tænke . . .

Jeg sank ned i den bløde Seng opløst i Taarer og bad til usynlige Væsener om Søvn. Men Sengen gynged, og Værelset gynged – op og ned, op og ned, paa lange Dønninger, i lange, ustanselige Duvninger. Og min sidste Tanke, før Søvnen endelig forbarmed sig over mig, var, at aldrig kunde dog mit Liv endt i en større Fiasko. Og det stod uhyggelig klart for mig, at det, jeg havde trod skulde bli min Frelse, var over 37Evne for mig. Hvor skulde jeg faa Kraft fra til nogensinde igjen at reise mig fra denne gyngende Seng – nei, nei – maatte den saasandt gynge mig ind i Evigheden! Tilstrækkelig havde jeg nu vist min Mangel paa Evne til at klare Livet. En Byrde for mine Medmennesker, et overflødigt Vrag vilde jeg herefter bli; maatte jeg saa ikke ønske mig Døden?

–––

Langt ud paa Formiddagen næste Dag vaagned jeg i stærkt Sollys. Fortumlet reiste jeg mig halvt op i Sengen; mit Hoved var tungt og mine Sanser sløve; men ét stod klart for mig: jeg var paa Landjorden, og Solen skinned. En varm Bølge af Taknemmelighed gjennemstrømmed mig; jeg sprang nysgjerrig og ivrig op og saa ud. Lige under mit Vindu var et Torvtag, hvor tre brune Høns laa dybt nede i Græsset og blunded, brede og trygge. En let Damp stod op om dem i Soldisen. Jeg aabned Vinduet og kjendte en stærk Lugt af Jord og Torvrøg, af Sjø og Fisk eller Tang – en underlig skarp, uvant Lugt. Jeg gren lidt paa Næsen, det var slet ingen behagelig Lugt; men det var nyt og optog mig; og egentlig var det vist slet ikke saa vondt heller. 38Tilvenstre saa jeg Tagene af en Række smaa Huse, og udenfor i Uendeligheden Havet i Sol, et forunderlig hvidt, stille Hav! Og Solen stod saa rart paa Himmelen; det var som det kunde være i Vandet etsteds langt ude.

– Men jeg skulde jo videre. I Fart igjen. Ud til min lille Udø, hvor Hus var leiet for mig.

Min venlige Vært hjalp mig med alt. Tilsidst kom han med tykke Uldvaatter af fed, langhaaret Uld, det eneste, som nytted mod Sjøkulden, sagde han, og saa et helt Fang fuldt af bløde, brune Faareskind til at pakke mig ind i.

Omkring Havnen var der et helt lidet Tilløb til By; der var Læge og Apothek, Haandværkere og flere Landhandlerier. Og der var Kirke og et lidet Hospital; men fremforalt Pakboder for Fisk og Tran til Udskibning. Jeg gik en Runde omkring, mens Baaden gjordes klar, og alt var mig saa nyt og saa morsomt. Men Fiskelugten gjorde mig kvalm; jeg var endnu saa lidet fæstnet efter Sjøreisen og de mange Sinds bevægelser. Men hid vilde jeg igjen; det vidste jeg.

Jeg, som i denne Verdens Ting altid var vant til at tænke baade for andre og 39mig selv, jeg var saa rørt over al den Omsorg, som blev vist mig af min faderlige nye Ven og Vært. Og jeg tænkte som saa ofte før i trætte Stunder: ak, hvor lykkelige de er, som har havt en Far at støtte sig til! Og jeg fik et mildt Anfald af sentimental Lede ved den saa høit lovpriste Selvstændighed og Selvhjulpenhed. Hvilken uendelig Hvile vilde det ikke være at bli ligefrem afsat en Stund! Bestemt over, befalet over, kommanderet! Huh, intet er dog saa besværligt som altid i alle Aar at bestemme og ordne sit og andres Liv, være den stærkeste og letvindteste i alle Forhold, som vi Kvinder saa ofte er. Ak ja, saa tarveligt tænkte jeg; og tilslut smilte jeg ved mig selv: dette skulde de bare vide alle de brave, stærke, dygtige Kvinder, jeg tænker paa nu. Men Gudskelov, det faar de aldrig. Jeg gider nemlig absolut ikke forsvare mig. Kan ikke engang, om jeg vilde. Men da jeg kom i Baaden, nød jeg, at jeg idetmindste her var afsat og uden Vilje. Og punktlig og opmærksomt efterkom jeg Høvedsman dens korte Anvisninger om, hvor jeg skulde ta Plads o. l. Jeg bare ønsked, at han havde havt mange flere Ordre at gi, saa jeg kunde faa lyde og vise ham, hvor storartet 40disciplineret jeg var, og hvor gjerne jeg vilde være «snil Pige» og underkaste mig, naar bare, bare nogen vilde befale, og jeg kunde kjende en tryg Vilje over mig. Og her følte jeg, at jeg sad ved Fødderne af en Professor i sit Fag; jeg var ganske og aldeles tillidsfuld og i en rolig, fornuftig og forbausende behagelig Sindsstemning, skjønt jeg for første Gang i mit Liv skulde i en liden Baad paa selve det store, aabne Hav. Helst vilde jeg været sat til et Arbeide, ligesom paa Skolebænken for en Stund; og jeg spurgte i den bedste Mening, da jeg saa, hvor travle Mændene var: Kan jeg ingenting gjøre? Men de lo bare. Det eneste jeg kunde tjene dem med var nok at forholde mig ganske og aldeles passiv. Og jeg forstod og adlød.

Endelig sad de 8 Mand paa Tofterne med hver sin Aare, og vi gled fra Land. Alle var muntre og i godt Humør. Sandelig var dette et Held! I tre Uger havde der nu ikke været Veir til at sætte ud i Baad fra Storhavn; men pludselig inat kom Omslaget. Lidt Dønninger var der vel udpaa, og ikke var det jo godt at vide, hvor dan det var under Vestø med Brim og Sjø. Taagen var ogsaa lidt lei endnu, men vilde vist snart lette. Jeg hørte paa dem med en 41Smule Spænding; thi Taage og Brænding varjegræd; men jeg sagde ingenting. Idet vi svinged om Storøens sidste Odde og satte tilhavs, stemte Høvedsmanden i en «Udroersalme» til en forunderlig monoton Melodi, og efterhvert fulgte alle med i Sangen. Og i Takt til Aareslagene kom Vers efter Vers. Friskt og tillidsfuldt lød Ordene; ingen Sutren og Klage, men tryg Overgivelse i Guds Haand. Slutten klang saa fortrøstningsfuldt op imod Himmelen:

Vor Fader og vor Gud,

vel føre du os ud

og atter hjem til Landet.

– Taagen letted for en liden Stund, men tætned igjen efterhvert som vi kom udover, og jeg kunde snart intet andet se end Baaden og mine prægtige Mænd ved Aarerne. Det var en underlig Følelse af at være løst fra Jorden, slig som vor lette, ranke Baad gled længer og længer ind i Taagehavet, dansende, dukkende og duvende paa de lange Dønninger. Høvedsmanden pakked et Kompas ud af et rødt Lommetørklæde og satte paa Toften mellem sig og den anden Roer – der var to ved hvert Par Aarer.

Jeg følte mig som Prinsessen i 42Eventyret. Et helt lidet Vikingskib udrustet for min Skyld! Saa standsmæssig havde jeg saavist aldrig faret i mit Liv, hverken paa Land eller Sjø. Men den tætte Taage gjorde mig lidt beklemt, og jeg forsøgte et Par Spørgsmaal. «Tænk om et Dampskib kom paa os i Taagen? Eller en Hval?» De lo. Dampskib! Det var akkurat tre Uger til Skib løb ind her næste Gang. Og Hval kunde vi være ganske trygge for. Saa modig var den ikke, Storhvalen, at den voved sig saa langt ind mellem Øerne. Og Smaahvalen stakkar var ræd som en Hare og holdt sig nok pent unda Baaden. Desuden var der Tap af Enerrod i Bundhullet; og Hvalen skyed Lugten af Ener.

– I Poser af tørrede Sælhundsbalger havde Mændene Niste med. Tørfisk, som de banked med Skaftet af Tollekniven og la Hvalspæk paa, tørret Faarekjød og fint hvidt Brød fra Øernes første Bager, der nylig var kommet fra Fastlandet, af de daarlige Tider jaget ud paa Spekulation.

Jeg havde ogsaa faat Mad med af mine snille Venner i Storhavn; men jeg var ikke sulten. Disse lange Dønninger, og Eventyrstemningen og altsammen, det passed saa lidet for Mad. Men om en Stund fik 43Høvedsmanden mig til at ta en liden Dram og et Stykke af hans Faarekjød; og det havde den prosaiske Virkning, at jeg blev uendelig søvnig og sad som i Drøm og stirred ud for mig, ganske ude af Stand til at tænke eller tale.

Mændene rodde saa det fossed hvidt ora Forstavnen, jevnt og taktfast, jevnt og taktfast. Hele Tiden det samme Ryk gjennem Legemet, hvergang de 8 Aarer slog mod Kjeiperne, og det samme Stød gjennem Hjernen. Og Luften var tung og vaad og overvældende hernede i Vandskorpen. Lidt efter lidt gled jeg ned paa mine Faareskind med Armen under Hovedet og faldt i en sløv Halvslummer med taagede Drømme. Jeg sank og sank, gled og gled ud i endeløse Rum og Vidder, men skvat saa op ved, at noget blev lagt under mit Hoved; og en Stemme sagde: Du ligger vondt! Saa vidste jeg ikke mer, før vi i klart Veir stod ind under Vestø.

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fru Evas Dagbog

Fru Evas Dagbog ble først utgitt i 1905, og forfatteren var da anonymisert. Det ble kun påpekt at boka var utgitt av samme forfatter som Kvinden skabt af Manden (1904).

Fru Eva forlater et dødt ekteskap for å bo på en øy og finne tilbake til seg selv. På øya møter hun en dikter, en geolog, flere fiskere og en yngre jente. Gjennom hardt arbeid og «tilbake til naturen»-opplevelser, kommer Eva sakte men sikkert ut av depresjonen, og vi får innsikt i hvordan hennes tidligere forhold har utartet seg. Boka er ispedd anekdoter og betraktninger rundt kjønnsproblematikk og kjønnsrollemønstre.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1905 (NB digital)

Les mer..

Om Hulda Garborg

Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.