[9]

Min første Fornemmelse, da jeg vaagned efter min tunge, timelange Søvn i Baaden, var Lugt af Torvrøg fra Land. Men da jeg endelig fik Øinene helt op, laa min 44lille Ø som et Drømmesyn foran mig – en liden vaargrøn Oase midt i et endeløst, hvidglitrende Hav. En Verden af Vand; og Øen var saa bitte, bitte liden. Uvilkaarlig udbrød jeg: Kan Mennesker bo her!» Og jeg blev saa ængstelig beklemt.

Men de bare lo. Denne Ø var ikke liden. Der var en nogle Mil længer nord, Fugleskjær kaldet, den var liden den; der bodde bare en eneste Mand med sin Familie. Her var jo en hel By, hele 10 Familier; og hver «rigelig velsignet med Børn». Det sidste sagde Høvedsmanden med stort Alvor og lagde til. «Der er Velstand i hvert Hus her; saavidt jeg ved er der to og tre Sønner næsten overalt, og i nogle af Familierne 6–7.»

Nu var vi saa nær, at jeg saa Husklyngen nede i Bugten og skjelned en liden Bæk, der som et hvidt Baand slynged sig fra Høiden og randt ud i Sjøen over en liden Afsats et Stykke fra selve Grænden. Og mod den grønne Bakke tegned sig Silhouetten af en ung Pige, næsten Barn at se til, som stod og skylled noget hvidt i Bækken. Jeg tog min Kikkert. Hun var næsten et Barn at se til. Slank og smidig. Et svært rødblondt Haar flommed i Bølger 45nedover Ryggen; Hals, Arme og Ben var bare. Og det hun skylled i Bækken, var smaa, hvide Lammeskind.

Et Billede dukked op i min Erindring og de skjønneste Ord, som nogensinde er sagt af Mand til Kvinde. Jeg saa Odyssevs paa Knæ for Nausikaa, «den liljearmede Jomfru», da Bølgerne kasted ham op paa Fajakernes Strand, og jeg hørte hans ærbødige, mandige Røst: «Saaledes saa jeg paa Delos engang ved Phoibos Apollons hellige Alter en Palme, som stod i sin friskeste Opvækst.» Men pludselig vendte min Nausikaa sit Ansigt imod os, skygged for Øinene og saa ud over. Og hurtig samled hun de vaade Skind i sine Arme og sprang mod Husene. Et Øieblik blev hun borte bag en kjæmpestor Sten, kom saa atter frem og forsvandt i et tjærebrædt Hus bag en Torvmur bygget som Skanse ud mod Havet. Det laa et Stenkast borte fra de øvrige Huse. Saa gled vi iland.

– Men i det Hus sidder jeg nu og skriver mine Tanker og mine smaa Oplevelser ned i min Dagbog. Og herudenfor sidder jeg de lange lyse Kvælder og tænker paa den lille Verden, som er min der langt, langt bagom Havet. Og Billedet af denne 46min nye Verden herude vilde jeg saa gjerne fæste til Bladene og bringe med til de faa Mennesker, som har været mit Liv, – til dig, min ensomme Ven, og til vore Børn. Men jeg føler mine Ord saa fattige og farveløse, saa kolde og døde i Forhold til det, jeg skal søge at skildre for eder. Helst vilde jeg kunne ta eder ved Haanden og føre eder omkring og bare sige: Se! Se og lyt! Se disse Farver, og hør alle disse Havets og Luftens Toner og Melodier! Disse tusend smaa vekslende Glimt af Lys over Fjeldene og disse tusend smaa Lyd, som aldrig Ord kan beskrive!

Ak ja; der er Dage, da jeg længes. Og alligevel fylder det mig med Fryd, at jeg er alene. Lidet ved et Menneske om noget, og mindst om sig selv. Men mindst af alle Mennesker ved jeg om mig selv. Min Sjæl svinger skjælvende mellem alle Poler. Og jeg ved ikke Forskjel paa ondt og godt.

– Jeg sidder foran et lidet Vindu, som vender mod Havet. Stranden ligger lavt indunder; den kan jeg ikke se, bare Bølgerne, som vælter tunge og regelmæssige ind mod mig, ser jeg. Og indenfor Muren min lille Have, hvis eneste Pryd er en Kvannehæk og Bundter af gule, lysende Soleier i det tykke Græs.

47Paa den lave Torvbænk under Muren sidder den unge lyse Eli, min lille Nausikaa, som nu er blit en voksen Pige siden første Gang, jeg var herude, og spikker paa en Kvannestilk. Hun nikker ind til mig og smiler. Saa læner hun Hovedet bagover mod Muren og peger med glade Miner mod den frembrydende Sol. Jeg nikker igjen, og hun rækker en Kvannestilk imod mig med spørgende, skøieragtig Mine. Jeg griner paa Næsen og slaar afværgende ud med Haanden. Det morer hende saa at se, hvor jeg afskyr Kvanne, det eneste «Godter», Eli kjender. Om lidt kommer hun ind til mig med en Kvast Soleieknopper og lægger paa mit Bord; men forsvinder straks, da hun ser jeg skriver. Hun har forlængst opdaget, at jeg synes om disse Blomster, liker at fylde min Stue med dem og sidde i Haven og se, hvor de straaler frem af alle Kroger.

Men hver Dag fører Eli og jeg lydløse Samtaler med hverandre, og vi forstaar hinanden godt, skjønt Elis Mund og Øre for altid er lukket.

Og nu vil jeg nedskrive Elis lille Historie, slig som den er mig fortalt. Hun var yngste Barn i et lyst og lykkeligt Ægteskab, og hendes Mor var dengang Øens 48deiligste Pige. Men nu er hun graa og gammel med haarde, stive Træk; thi Livet har lagt for tunge Byrder paa hendes Skuldre. Da Eli var fire Aar og hendes to Brødre 6 og 8, blev Faderen borte med en Fiskerbaad en mørk Høstnat sammen med 4 andre af Øens Mænd. Og Moderen, som blev syg af Sorg, flytted hjem til sine Forældres Hus igjen med de tre smaa. Der gik hun stille med i alt Arbeide, og klaged aldrig; men ingen saa et Smil paa hendes Ansigt. Bedstefaderen tog de smaa under sin Tugt og lærte dem op til Arbeide alt efter deres Evner og Aar. Da var Eli et straalende sundt og vakkert Barn, og hun sang allerede smaa Viser og Stubber af gamle Kjæmpekvad paa sin Bedstefars Knæ. Og hun jubled som en glad Fugl omkring i Huset og nede paa den deilige Legestrand.

Men en Dag var hele Familien inde paa Øens store Torvalmenning, langt borte fra Huset, og skar Torv, og de smaa Gutter var med og bar det ud til Tørring. Men Eli var for liden. Hun blev sat paa et trygt Sted med nogle rare Stene og morsomme Torvblokke for at bygge «Sauegard» for sig og Brødrene, til de blev fri og kunde lege en Stund. Men da de kom 49bort til hende, laa hun paa sit sorte Faare skind og sov. Moderen kom ogsaa og bredte et andet Skind over hende; og de gik alle igjen til Arbeidet. Efterhvert kom de et godt Stykke bort fra Eli; men hun laa jo saa trygt og sov.

Om en Stund bad dog Moderen en af Smaagutterne springe hen og se, om Eli var vaagnet. Men Gutten kom tilbage og sagde, at Eli var ikke der. Da sprang de alle tilbage med ham; men det var sandt: Eli var borte. Med Raab og Skrig løb de i hver sin Retning og ledte; men Barnet var som sunket i Jorden. Saa blev alle paa Øen som gaa kunde, hentet, og hver Krog gjennemsøgt; men lille Eli var og blev borte. Og der kom en Nat i Angst og Jammer, og Moderen var Vanviddet nær. Der maatte holdes Vagt over hende i Huset; hun løb, til hun styrted, og raabte, til hendes Røst lød som hæse Brøl fra et dødsjaget Dyr. Og ud paa de bratteste Skrænter og farligste Stup vilde hun; for dernede, dernede laa kanske Eli!

I tre Dage ledtes der i hvert Hul og og under hver Hammer; men først den tredje Dags Aften, da alle gik sin haabløse Gang hjemover og havde opgivet alt, fandt 50en af Mændene Eli i en Fordybning ikke hundrede Alen fra Huset. Der laa hun som død med Hovedet paa den lille Arm. Og da de tog hende op, saa de, at Ravnene havde hakket et dybt Hul i hendes ene Kind, og paa hendes Pande var der ridset et Ar i Form af et Kors. Men det forunderlige var, at Eli leved. Saa blev hun lagt i Seng, mens Mænd og Kvinder græd over hende; og Moderen laa paa Knæ foran Sengen og takked Gud: Tak, tak, Herre Gud Fader i Himmelen, tak, tak! Atter og atter pressed hun frem de samme Ord mellem Taarer og Kjærtegn.

Men Eli laa der stille og stum; og da Doktoren fra Storhavn Dagen efter kom og havde stelt Saaret, som Ravnene havde hakket i det lille Kind og paa den fine Pande, og iagttaget hende Dagen udover, maatte han sige Moderen, at Barnet havde mistet Hørselen og Talens Brug – foreløbig, haabed han. Og da han reiste, gik Moderen hvid omkring den lille og raabte hendes Navn, hvisked det, kyssed det paa hendes Pande og Mund og bad og bad til Gud. Men Eli kunde aldrig mere høre sit Navn, og aldrig mere svare sin stakkels Mor. Som en forunderlig skjær og fin Plante er hun vokset op herude; og skjønt 51hun er berøvet saa meget, er hun Solstraalen i sin Mors Liv. Hun er som en taus, hvid Skabning fra en anden Tilværelse, og hendes Øine ser saa drømmende og fjernt ud i Rummet. Hun ser ikke ud til at vide, hvad hun har paa sig af Klæder; men et Udet Halsbaand af blaa Glasperler, som hun Nat og Dag bærer om Halsen, elsker hun. Hun tar det ofte af og sidder med det i Haanden og ser paa det. Løfter det mod Solen og leger med det, og er helt frydefuld over dets Deilighed. En af de største Sorger, som kunde træffe hende, var sikkert om hun misted det.

Hver Morgen har Eli sine bestemte Arbeider at udføre, og ingen er punktligere og mere pligtopfyldende. Først maler hun Kornet for Dagen mellem to runde, flade Stene, som ligger i en Trækasse, stillet op som et Bord paa fire Ben. Den øverste Sten har et Hul i Midten, hvor Kornet slippes ned, og ude i Kanten en tyk Træpinde til at dreie rundt med. Den øverste Sten gaar da som en roterende Skive ovenpaa den faste under, og Kornet kommer som Mel ud mellem de to Stenes Yderkanter. Hver Dag ser jeg Eli gjennem den aabne Dør ude i den mørke Gang, som 52fører til Husets Indre, udføre dette sit Arbeide med stort Alvor, mens de fire brune Høns, som er hendes Privateiendom, flokkes om hende for at faa sin beskikkede Del af Kornet. Siden gaar hun med sin Mor og Pigen i Marken til Sauefjøset og melker Faarene, før de slippes. Naar Solen skinner, sidder hun udenfor Døren paa en Stenbænk og binder Fiskegarn eller syr smaa lette Sko at ufarvet Lammeskind til sig selv og sin Mor, og tvinder røde og blaa Snore til at binde dem fast med. Ogsaa til mig har hun syet et Par. Og naar jeg pludselig træder paa skarpe Stene, saa jeg hopper af Smerte i de tynde Sko, saa ler hun og ryster paa Hovedet. Jeg gaar klodset, mener hun. Og saa springer hun let nogle Skridt fra Tue til Tue eller paa finslebne, glatte Stene. Saan! Ja du kan sagtens hoppe du Eli, du som neppe er 17 Aar og har sprunget i Fjeld og Ur som en Gjedekilling, fra du kunde sætte de smaa Ben under dig!

*

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.