IX.

294Inés sad i Havelysthuset hjemme i Peragaden. I Haanden holdt hun en aaben Bog, som hun ikke læste i. Øjnene havde et anspændt Udtryk, og hvert Øjeblik fôr hun sammen og lytted.

Saa hørte hun det gaa med Haveporten. Hun letted sig fra Bænken, keg ud, fik Øje paa Flemming og raabte dæmpet til ham.

«Men Gud, er Du syg?» spurgte Inés, da Flemming var traadt ind under Lysthusets tætte Buskads.

«Jeg har ligget vaagen i hele Nat af Fortvilelse over, at Du udeblev igaar,» sa Flemming og læned sig op mod Lysthusets Løvvæg. «Du havde jo lovt at komme.»

Inés saa bort med en uvillig Mine.

«Gjøre mig omtrent vanvittig af Lykke – og saa bagefter – – Men jeg følte det godt, da Du gik fra mig iforgaars. Du saa saa underlig ud. Derfor maatte jeg ogsaa straks skrive.»

295Inés slog med Nakken. Saa kneb hun Læberne sammen og vendte Hodet endda mere bort.

«Og saa det Brev, jeg fik imorges,» vedblev Flemming med tør, mat Stemme. «Det var saa koldt og fremmed.»

«Ja, jeg var ogsaa saa ærgerlig paa Dig,» brast det med et Ryk ud af Inés.

«Ja, tænkte jeg det ikke nok,» mumled Flemming.

«Aldeles ikke for det, Du tænkte,» sa Inés næsten vredt og drejed Hodet om imod ham. «Jeg skulde anse mig som forført af Dig! Er Du gal? Jeg! Har jeg ikke git mig til Dig af fri og redelig Vilje, og saa skriver Du, at jeg endelig ikke maatte tro, Du var af den Slags, som brød sig mindre om mig, fordi Du nu havde opnaat, hvad Du vilde. Fy da!» Hun rejste sig heftig og satte sig straks igjen.

Flemming, som var bleven ganske bleg, betragted hende med sønderknust Mine.

«Og Du tror, at jeg vurderer mig selv saa lavt,» tilføjed Inés med en let Haan i Stemmen.

En flammet Rødme skjød sig hastig op i Flemmings Ansigt og slanke, hvide Hals. Som han stod der med famlende Øjne saa han ud, som han skulde synke i Jorden.

Inés blev greben af Medlidenhed. «Forstaar Du da ikke, at det maa krænke mig?» spurgte hun mildt bebrejdende.

Flemming vilde svare, men kunde ikke faa 296Ordene frem. Han béd i sin Underlæbe, som en der kjæmper mod Graad.

Inés rejste sig, gik hen og la sine Hænder paa hans Skuldre og sa: «Du maa ikke ta Dig det saa nær, Arthur. Jeg skal aldrig mere skjænde paa Dig. Det er Synd.»

Han la sit Ansigt ind til hendes Hals og græd stille.

«Saa, saa, min egen, lille Arthur,» Inés kyssed hans Kind og klapped hans Haar. «Du maa ikke græde, hører Du, Arthur.»

Flemming løfted Hodet og tørred Ansigtet.

«Du er saa højsindet, Inés, og jeg føler mig saa skamfuld og liden,» han hvisked det med fugtigt Mæle. «Gjennem Dig faar jeg se ind i en ny Verden og blir selv ny. Jeg forstaar pludselig, hvad Frihed vil sige, Frihed til at elske og lide og dø. Du store Gud! Dette gjør Livet helligt, og Du er hellig, Inés, og jeg blir hellig ved Dig,» han gled ned langs hendes Kjole, men Inés trak ham op og slog Armene om ham.

«Jeg elsker Dig, Arthur! fra nu af elsker jeg Dig netop, fordi Du er, som Du er. Jeg vilde ikke ha Dig anderledes, ikke for alt i Verden.»

«Aa ja, Inés, hvis Du kunde bære over med mig. Hvis Du kunde ta mig, som jeg er, og se bort fra de Skuffelser, jeg forstaar, at jeg volder Dig – det er jo mig, som faar alt og gir intet,» han saa ydmyg og bønlig paa hende.

«Du gir mig Dig selv helt, mere helt end 297noget andet Menneske kunde gjøre det. Det er den højeste Lykke.»

Lidt efter sa Inés: «Men nu er vel Tiden ude.»

«Jeg skal ikke paa Kontoret idag. Vi har faat fri.»

«Virkelig!» udbrød Inés glad. «Ja, jeg har forresten ogsaa faat fri. Von Ribbing skal rundt med Officererne. Han kommer ikke hjem til Lunch og ikke til Middag heller. Idag skal de spise hos vor svenske Minister og imorgen hos en af Paschaerne.»

«Gud gjør Mirakler for os,» sa Flemming, og det var som om hans Ansigt lyste af Solskin.

«Ja, ikke sandt! At Korvetten netop skulde komme nu og ikke før vi traf hinanden. Den har jo længe vært ventet. Men hør, Du har vel sørget for Billet til den franske Opera iaften? Ja, for nu stiller naturligvis von Ribbing vor Loge til de svenske Officerers Disposition, saa der ikke blir Plads til Dig.»

«Og saa blir vi sammen, lige til vi skal i Theatret?»

Inés nikked.

«Og hver Dag mellem 12 og 1 kommer Du til mig?»

«Ja, saalænge Korvetten er her. Senere maa vi finde paa en anden Tid, for jeg kan jo ikke bestandig være ude til Lunch. Men den Tid, den Sorg.»

298«Og nu gaar vi hen i vor forbryderiske Lejlighed?»

«Sammen! Nej, Du er blet for fræk.»

«Ja, saa hver for sig da.»

«Nej, kom heller op til mig. Louis, han Tjeneren, Du véd, er ude og kjører med von Ribbing og Officererne, saa vi kan sidde ganske trygt. Nu gaar jeg først, saa kommer Du straks efter. Op Trappen og ind Døren midt imod. Den skal staa aaben,» hun nikked og forsvandt.

«Her er mit Territorium,» sa Inés, da Flemming gjennem Altanstuen var kommen ind i de to rummelige Værelser, bag hvilke Inés’ Sovekammer laa. «Paa den anden Side af Altanstuen er von Ribbings Værelser, og nedenunder er Spisestuen og vore Selskabslokaler. Balsalen skal Du se engang, den er meget smukkere end din svenske Ministers. Nu skal vi formodentlig ha Selskab for Korvetten, saa blir Du nok indbuden.»

«Nej, Du maa endelig forhindre det,» sa Flemming.

«Hvorfor det?»

«Jeg vil ikke kunne udholde at se Dig sammen med saa mange, som gjør Kur til Dig, mens jeg ikke tør tale til Dig.»

«Ja, men tænk at vide, at Du og jeg forstaar hinanden bare med et Blik, at vi har en Hemmelighed, som ingen aner, og som usynlig forbinder os midt iblandt alle de andre. Du skal komme.»

299«Ja, naar Du forlanger det.»

De satte sig i en lav Hjørnesofa, tæt sluttet ind i hinandens Arme. Inés’ Hode laa op til Flemmings Skulder.

«Blir Du da aldrig træt af at kysse mig?» hvisked Inés omsider.

Flemming løfted Hodet og saa paa hende med Øjne, der straalte af Henrykkelse. «Nej aldrig, aldrig,» hvisked han tilbage og bored sit Ansigt ned i hendes fløjlsbløde Hals.

«Hys,» sa Inés pludselig. «Kommer der ikke nogen?»

Flemming lytted et Øjeblik. «Ikke Spor,» sa han saa og trykked hende tættere til sig.

«Jo, jo!» udbrød Inés angst. «Slip mig dog!»

«Hvem skulde komme?» mumled Flemming med beruset Stemme. «Von Ribbing kan det ialtfald ikke være.»

«Slip mig for Gud i Himlens Skyld!» Inés vred sig for at komme op. «Hører Du, han er i Værelset ved Siden af! Jeg sværger Dig til, at det er ham. Slip mig, vi er fortabt!» Inés havde revet sig løs med en Kraftanstrængelse. Hun var graableg i Ansigtet, og hele hendes Legeme dirred.

Flemming fôr forfærdet op. Nu hørte han tydelig Skridt, som nærmed sig.

«Gjem Dig, skjul Dig! Aa Gud, aa Gud! Ind der,» hun pegte paa Døren til Soveværelset.

«Der er ikke Tid!» Hurtig som Lynet dukked 300Flemming sig ned bag det store Flygel midt paa Gulvet, hvis Ben skjultes af en Causeuse.

I det samme blev Døren aabnet, og von Ribbing kom over Tærskelen i brungul, fodsid Støvfrakke og med Hatten i Haanden.

«Naa, saa der er Du,» sa han til Inés, som med Ryggen til stod og pilled ved en Gummiplante paa Gulvet foran Flygelet. Hendes Knæer skjalv, saa hun knapt kunde holde sig oprejst.

«Det er for galt, hvor daarligt Jean passer Planterne,» sa hun højt og stakaandet, idet hun ilsomt gik forbi von Ribbing ind i det andet Værelse, hvortil hendes Mand havde ladt Døren staa aaben, og hvor hun lod, som hun trykked paa en Klokkeknap.

«Hvad er det, Du render efter? » Von Ribbing var fulgt efter hende. «Kan Du ofre et Minut paa mig?»

Inés vendte sig halvt om mod ham og la Haanden paa Panden.

«Jeg har en forfærdelig Hodepine,» sa hun og stønned.

«Og jeg har forfærdelig Hastværk,» svarte von Ribbing vigtig med sin tørre, skrattende Stemme. «Jeg skal til Audiens hos Sultanen med Ministeren og Svenskerne, og iovermorgen gjør jeg Middag for dem. Det var det, jeg vilde melde Dig. Korvetten sejler paa Lørdag alt. Ballet har de opsat, til de kommer tilbage fra Sortehavet, saa 301Du behøver foreløbig ikke at gjøre Toiletteforanstaltninger.»

«Jeg var slet ikke vis paa, om jeg vilde gaat der engang,» bemærked Inés.

«Hva sa! Du maa aftale det fornødne med Kokken. Ministeren kommer og alle Paschaerne, forti Kuverts. Ruder er jeg naturligvis ogsaa nødt til at indbyde – Og Flemming, den varelse. Sig til Kokken, at han ikke skal spare, Champagne i Overflod og alle de Vine, som passer til Retterne,» han satte Hatten paa og skyndte sig mod Døren.

«Hvordan kommer jeg saa i Operaen iaften?» raabte Inés, som nu fuldstændig havde gjenvundet sin Fatning.

«Vognen er hjemme til den Tid. Vi kommer først senere. Jeg skal gi Kusken Ordre om at hente os i Ministerhotellet, naar han har kjørt Dig til Theatret.»

Inés vented lidt. Saa listed hun ud paa Gangen og keg gjennem det store Buevindu ud i Haven, hvor von Ribbing netop forsvandt i Akasiealleen. Da hun havde hørt Haveporten smælde til, vendte hun tilbage til sit Boudoir og stilled sig med et undersøgende Blik op der, hvor hendes Mand havde staat.

«Nej, Du er ypperlig gjemt,» udbrød hun, idet hun flytted sig lidt, satte sig paa Huk og, med Hænderne støttet mod Gulvet, keg under 302Flygelet, hvor Flemming laa sammenkrøben paa alle fire.

«Men, tænk, om han var kommen om paa denne Side,» hvisked Flemming og stirred forskræmt paa Inés.

«Ja, er det ikke forfærdeligt, hvor det spøger efter os. Hvad vi saa foretar os, blir de onde Omen ved med at forfølge os.»

«Undtagen i Smyrnagade,» sa Flemming.

«Ja, bi nu bare,» mumled Inés og faldt i Tanker.

«Men Du gode Gud!» Inés begyndte at le. «Skal vi bli liggende her og kige paa hinanden som et Par Kattekillinger,» hun rejste sig op, stadig leende.

Flemming rejste sig ligeledes og retted paa sit Tøj.

«At man kan bære sig saa komisk ad,» sa Inés, idet hun kasted sig ned i en Lænestol og paany brast ud i Latter.

Flemming saa lidt paa hende. Saa smitted Latteren ham, og de lo begge saa længe til Vandet løb dem ned over Kinderne.

«Uf nej, nej, nu kan jeg ikke mere.» Inés tørred sine Øjne, men i det samme tog Latteren hende igjen.

Omsider lykkedes det Inés at faa Bugt med Lystigheden.

«Det kommer af Angsten og Spændingen,» 303sa hun udmattet. «Les extrémes se touchent comme toujours.»

«Ja, det var et forfærdeligt Øjeblik,» sa Flemming og blev med et alvorlig.

«Dette gjør vi ikke om igjen,» udbrød Inés. «Du maa ikke ta imod Indbydelsen til at bo hos os i Therapia. Der vilde ganske sikkert ske en Ulykke,» hun saa frem for sig med et Udtryk af Træthed og Lede, som Flemming aldrig havde set i hendes Ansigt. Han skotted urolig hen til hende.

«Hvad tænker Du paa?» spurgte han, da der var gaat en Stund.

«Paa, at det i Grunden er ganske halsbrækkende, det jeg har for med Dig,» svarte Inés mørk og uden at se paa ham.

Der gik en Trækning som af Pine over Flemmings Ansigt.

«Du véd ikke, hvad jeg udsætter mig for,» begyndte Inés med en træg, død Stemme. «Du aner jo ikke, hvordan Forholdet er mellem von Ribbing og mig eller hvordan han vilde ta det. – Du er ogsaa et underligt Menneske» – hun slog over i en irriteret Tone – «Enhver anden i dit Sted vilde først og fremst havt Besked paa alt det. Men se mig til ham, om han kjerer sig om det.»

«Naar jeg har Dig, Inés, og Du er god imod mig, bryder jeg mig ikke om andet i Verden,» sa Flemming ydmygt. «Alt andet er mig saa ligegyldigt, at jeg ikke husker, det er til.»

«Ja, men jeg da! Er det Dig ogsaa ligegyldigt, 304hvordan jeg er, hvorfor jeg er en utro Hustru, og hvordan det gaar mig?»

«Nu glemmer Du alt, at Du har lovt at holde af mig, netop som jeg er.»

«Du har ikke engang spurgt mig, om jeg lever med min Mand som andre Koner,» vedblev Inés utaalmodigt. «Hvad tænker Du egentlig om mig?» hun flytted Øjnene hen paa ham og mødte hans forvirrede, ulykkelige Blik.

«Aa, nu har jeg det!» raabte saa Inés og fô»r op med et Sæt. «Du har slaat Dig tiltaals med de Sladderhistorier, Du har hørt.»

Flemming rysted Hodet.

«Nu skal Du tale ud engang,» Inés stødte heftig sin Fod mod Gulvet. «Jeg vil vide, hvordan Du har det?»

«Inés, hvor kan Du være saadan imod mig,» Flemming rejste sig og greb hendes Hænder. «Jeg tænker ingenting, jeg véd ingenting andet end det ene, at Du er til, og at jeg dør af Kjærlighed til Dig.»

Inés lod ham beholde sine Hænder og saa ned for sig med en grundende Mine.

«Du har hørt noget,» sa hun saa med fast, haard Stemme. «Er det bare om mig, eller ogsaa om von Ribbing?»

«Om Dig har man sagt, at Du var en farlig Kokette, intet andet.»

«Og om von Ribbing?»

Flemming tøved.

305«Sig det kun. Noget om halvvoksne Pigebørn?»

«Ikke nok med det,» sa Flemming, blussende af Undseelse.

«Hvad for noget!» Inés saa forbauset paa ham; hun rev Hænderne til sig og gik heftig om paa Gulvet. Saa satte hun sig, læned sig bagover og sa roligt: «Det behøver forresten slet ikke at være sandt.»

«Hvorledes er Du dog bleven gift med det Menneske?» sa Flemming efter en Pause.

«Saa, der kom Du da endelig engang med et Spørgsmaal,» udbrød Inés livlig. «Men det gider jeg ikke fortælle Dig idag.»

«Er han slem imod Dig?»

«Nej, det kan jeg egentlig ikke sige. Men vanvittig jaloux, skjøndt jeg aldrig har blandet mig i hans Affairer, og omtrent heller aldrig i Virkeligheden har vært hans Kone.»

«Du undrer Dig over, at han har fundet sig i det,» vedblev Inés, da Flemming syntes at ville sige noget, men opgav det. «Ja, det er ogsaa nok saa mærkeligt, men han var vist allerede saa udlevet. Det, han vilde tvinge mig til, var saa altfor afskyeligt. – Han tænkte paa at faa Skilsmisse, men saa havde hans Advokat nok raadet ham fra det for hans egen Skyld.»

«Saa synes jeg, Du maa ha Frihed til at gjøre, hvad Du vil.»

306«Aa ja, Frihed. Hvad vil det sige? Efter Lovene kan han slæbe mig for Retten og faa mig dømt, den Dag han opdager noget,» Inés saa atter mørk og grublende ud.

«Bare vi kunde rejse til Verdens yderste Ende og gjemme os bort for alle Mennesker.»

«Ja, den som kunde det,» mumled Inés aandsfraværende.

«Hvis jeg havde Penger, og der ingen Hindringer var, vilde Du saa, Inés!» spurgte Flemming med lav, skjælvende Stemme.

«Nej. Efter min Mening kan et Ægteskab ikke opløses.»

«Men naar det ikke er noget Ægteskab, og man ikke er hinanden tro,» havde Flemming paa Tungen at sige.

«Endskjøndt, Ægteskabet stod jo lige godt ved Magt, selv om jeg rejste,» fortsatte Inés, «saa det er ikke derfor. Men hvorlænge vilde det vare, tror Du?»

«Kjærligheden mellem os?» Flemming saa paa hende med et bange Blik.

«Husk, jeg er saa meget ældre end Du.»

«For mig kan jeg svare,» sa Flemming stille. «Jeg vilde aldrig, aldrig ophøre at elske Dig.»

«Det véd vi ingenting om,» Inés rysted sørgmodig Hodet. «Og desuden» – en svag Rødme steg op i hendes Kinder – «endnu véd jeg heller ikke, om Du er den, som kunde» – hun syntes at glemme, hvad hun vilde sige.

307«Være Dig nok?» Flemmings Stemme lød, som var den aandet ud i et stort, tomt Rum.

«Ja, eller» – hun trak Vejret dybt – «jeg kan vist ikke elske saadan som andre Kvinder.»

«Du ikke!» Flemming rejste sig og kom hen til hende, men Inés fôr pludselig op, løb hen til Værelsets fjerneste Hjørne, læned Panden mod Væggen og hulked.

Flemming fulgte efter, men stansed et Skridt fra hende. Han voved ikke at røre ved hende.

Om lidt retted Inés sig op, tørred sit Ansigt og vendte sig om mod ham.

«Jeg kan ikke taale at se Dig ulykkelig, Inés,» hvisked Flemming med smertelig fortrukket Ansigt. «Da vil jeg heller forsvinde.»

Inés kasted sig om han Hals og trykked ham til sig. «Det er Dig, jeg tænker paa, Arthur, Du er for god, for hel og for uskyldig til at tabe Dig selv for min Skyld. Aa, en saadan Skat, og hvad faar Du igjen for det.»

«Tal ikke saaledes, Inés. Hvad er jeg mod Dig?»

«Du er alt, og jeg er intet,» hvisked Inés med sin Mund paa hans Hals. «Aa, jeg er saa angst, Arthur, nu siden jeg kjender Dig bedre og forstaar – – Jeg kan komme til at volde din Ødelæggelse.» –

«Ja, hvis Du slipper mig. Du er bleven alt for mig; mister jeg Dig, saa mister jeg alt. Lov, at Du ikke vil slippe mig, Inés.»

308«Ja, Arthur, min egen, min Elskede. Jeg føler i dette Øjeblik som jeg kunde gi mit Liv hen for Dig.»

De holdt hinanden længe omfavnet. Saa sa Inés: «Mine Øjne brænder, jeg maa ind og bade dem.»

«Jeg følger med og ser paa.»

«Det kan Du godt,» Inés gik foran, han kom efter.

«Sæt Dig der i Chaiselonguen. Jeg er straks færdig,» Inés bøjed sig over Marmorservanten og lod med en Svamp det kolde Vand risle ned over sit Ansigt.

Flemmings Blik gled rundt i Værelset med et næsten andagtsfuldt Udtryk.

«Her sover Du altsaa,» spurgte han, da Inés retted sig op og greb Haandklædet.

«Ja, der ligger jeg hver Aften og kan ikke falde i Søvn, fordi jeg tænker paa Dig,» Inés bøjed Hodet henimod Sengen. «Og naar jeg saa endelig sover, faar jeg Dig først rigtig at trækkes med.»

Flemming sprang op.

«Nej, bliv siddende, Du,» hun rakte Haanden med Haandklædet afværgende ud. «Det er nok, at Du rumsterer her om Natten. Skal jeg nu ikke faa Fred for Dig, mens jeg gjør en Smule Toilette midt paa Dagen.»

Flemming indtog sin forrige Plads. «Naar Du smiler til mig og spøger,» sa han, «strømmer der en Følelse igjennem mig – Det er ikke til at 309beskrive, jeg mister Sans og Samling,» han tog sig til Hodet med begge Hænder.

«Ja, nu kan Du ha det saa godt,» svarte Inés «for nu vil jeg smile og spøge i hele Dag,» hun stod foran Spejlet og fôr let over Haaret med en Sølvbørste.

«Hør Du,» vedblev hun lidt efter og vendte sig rask om mod ham. «Vi vil slaa os løs idag, finde paa noget morsomt og farligt.»

«Ja!» raabte Flemming og klapped Hænderne sammen.

«Men hvad? Der er saa mange Steder, hvor vi absolut ikke tør vise os sammen – Skulde vi ta en Vogn og kjøre til Ejub og de Søde Vande, og strække os i Græsset saa lang vi er under de skjulende Træer» – hun grunded lidt.

«Nej, til Stambul,» sa hun saa i bestemt Tone. «Der er vi tryggest for ikke at møde nogen. Har Du vært paa de tyrkiske Restauranter derover – Ikke? Ja, saa gjør vi det. De hører til Tyrkiets Seværdigheder. Skynd Dig i Forvejen. Jeg gaar med Banen og Du tilfods; saa mødes vi udenfor Stationsbygningen nede i Gallata. Der tar vi en Droske.» –

– «Nej, vi faar opgi at tale sammen,» sa Inés til Flemming og læned sig tilbage i den aabne Droske under den store Parasol. De kjørte i Skridtgang under idelige Stansninger gjennem Stimmelen paa Galatabroen, og der skulde en 310kraftig Røst til at overdøve Larmen og Raabene omkring dem.

Saa sad de ganske stille. Flemming havde trukket Hansken af Inés’ Haand, som han holdt i sin.

Da de havde passert Broen og var kommen forbi den Høje Port op ad Bakken til Aja Sofia, hvor der ikke var saa megen Færdsel, begyndte Kusken at piske paa Hesten, og i hurtigt Trav kjørte de derpaa gjennem Stambuls snævre Gader.

«Saa, nu skal vi ikke længer,» sa Inés.

Flemming letted sig op, puffed Kusken i Ryggen med sin Stok, og straks derpaa steg de ud.

«De kan vente,» sa Inés paa Græsk til Kusken og tog Flemmings Arm.

De gik nogle Skridt henad den trange Gade uden Fortoug og Brolægning, hvor Snauset laa i Bunker paa begge Sider langs de uregelmæssige tyrkiske Huse, med tilgitrede Vinduer i anden Etage, og hvor Maden, som kogtes i det fri, opfyldte Luften med en krydret, vammel Stank.

«Her skal vi ind,» Inés løfted op Kjolen for at komme over en Rendesten, hvori der flød brustent Mælkeblande og afgnavede Kjødben, foran et Hus med en graa Murvæg uden Vinduer og en lang, smal Port.

Inés stødte Porten op, og foran dem laa en liden Stentrappe, ad hvilken de steg ned paa en Gaardsplads, omgit af høje, vinløvdækkede Mure, langs hvilke der var Smaabaase, hvis Vægge bestod 311af Sprinkelværk og halvvisne Slyngplanter, og med Borde og Stole til to og fire.

I det ene Hjørne ved Siden af Husets Indgang var der indrettet et Kjøkken, hvor en gammel Tyrk med grøn Turban stod bøjet over en Gryde. Tæt ved ham sad paa Huk en anden Tyrk, som vasked op. En halvvoksen Knøs i blaa Tyrkebukser, gul Turban og rød Tunika med opsmøgede Ærmer gik og tørred af Bordene, og i et Par af Baasene sad nogle Arabere, som spiste i Taushed, og nogle Tyrkere, der smøgede sin Nargileh af de lange Rør, som udsendte en tung og sødlig Duft.

Inés tog Plads i en af Baasene, hvor det aflange Stenbord var stillet mellem to lave Rørstole uden Ryg.

«Kan vi ikke faa et Værelse for os selv?» spurgte Flemming.

Inés lo. «Vil Du maaske op i Haremet?»

Flemming saa sig om.

«Er Du forrykt!» sa Inés hastig og trak ham i Frakken. «Husk, at det er Tyrkere, og Værten der har ovenikjøbet grøn Turban.Grøn Turban bæres kun af de Tyrkere, som har gjort en Pilgrimsfærd til Profetens Grav. Tror Du, de taaler, at en Han-Giaur kaster sine urene Øjne paa deres hellige Bordeller? Sæt Dig ned øjeblikkelig, eller Du blir straks skudt.»

Flemming tog Plads paa Stolen ligeoverfor hende.

312Inés raabte et tyrkisk Ord, og den unge Knøs kom hen til dem. Han førte Haanden op til Hodet, derfra til Brystet og endelig ned til Jorden.

«Bring os Kaffe og Sorbet,» sa Inés. «Og en Ret Pillaf.»

«La Du Mærke til, hvor smuk han var?» spurgte hun, da Knøsen var borte. «Dejlig som en ung Hingst af ædleste Race.»

«Jeg synes, alle Tyrkere ser saa underlig kummerfulde ud,» bemærked Flemming.

«Nej, men alvorlige og rolige. Det maa være deres Religion, som gir dem dette passive og forhaabningsløse. Som det maa gaa dem, saa gaar det dem, tror de. Og saa har de en Værdighed! Se nu bare vor Hingst af en Opvarter! Har han ikke en Gang og Holdning, saa man skulde tro, at han var Storvezir?»

Tyrkeknøsen bragte det forlangte. Han bar Bakken paa Hodet.

Det var Flemming umuligt at spise Pillafen, og Inés lo af hans ynkelige Miner.

«Naar vi har røgt den sidste Cigaret, saa gaar vi,» sa Inés.

«Nej, lad os bli saa længe som muligt,» bad Flemming. «Det er saa mærkværdig dejligt at sidde her. Jeg bilder mig ind, at jeg har bortført Dig til et Sted langt inde i Østerland, og at ingen kan komme og ta Dig fra mig.»

«Ja, kan Du se, det var et morsomt Indfald! Og saa denne Stilhed.»

313«Alt hvad de gjør, disse Tyrkere, sker saa lydløst, og saa snakker de aldrig.»

«Og Larmen fra Gaden? Den er som sunket i Jorden.»

«Ja,» sa Inés. «Murene er saa tykke, og saa ligger jo Kaffeen lavere. Vi sidder som paa Bunden af en Brønd.»

En Stund efter brød de op. Inés betalte. «Tyve Piastre, det er sandelig en billig Fornøjelse,» sa hun til Flemming, idet hun rejste sig.

«Jeg syntes, Du ogsaa la et Guldstykke paa Bakken,» sa Flemming, da de var kommen udenfor.

«Det var Bachtsisch til Storveziren,» svarte Inés muntert.

«Intet Under, at han tre Gange bøjed sig til Jorden for Dig.»

«Det skulde han ha, fordi han var saa skjøn at se paa, og fordi jeg er saa glad idag.»

«Hvor kjører vi saa hen?» Flemming saa bønligt paa hende.

«Jeg maa hjem, husk, at før jeg faar spist og klædt mig om – Operaen begynder Kl. 8.»

«Du spiser jo først Klokken 7,» Flemming krammed nervøst om hendes Fingre.

Inés rysted paa Hodet.

«Smyrnagade Nummer 11,» sa hun til Kusken, da de havde sat sig op. «Jeg vilde bare narre Dig.» Hun la sig bagover i Drosken og lo.

«Jeg forgaar af Lykke, Inés,» Flemming flytted Hatten dybere ned i Panden.

314«Nu er Klokken snart 5,» sa Inés, da de kjørte tilbage over Gallatabroen. «Se paa Mollaherne i sine lange Kaaber og hvide Turbaner, hvor de skynder sig for at komme tidsnok, til Bønnens Time slaar. Om lidt faar Du høre en Opsang fra alle Minaretgallerierne rundt omkring. – Allah, Allah, von Dallah!» sang hun lystig i Mollahernes klagende Bønnetone.

«Idag er Du ikke bange,» sa Flemming henrykt. «Og endda vi kjører i aaben Vogn.»

«Ikke Spor! Mødte vi von Ribbing med Ministeren og det hele, skulde Du se mig rejse mig i Vognen og raabe, at vi havde vært paa Visit hos Storveziren og set paa en Hingst, som var tilsalgs.»

«Jeg tror, Du er tosset, Inés.»

«Ja, fuldstændig! Kom Averding gaaende med en af Bachfiskene under hver Arm, saa skulde jeg invitere dem til at stige op og bese vor Ungkarle-Lejlighed i Smyrnagaden. Tænk, om de vidste, hvad vi har for!» hun brast i Latter.

«Vi kjører hen og hilser paa Fru Ruder,» sa Flemming overgivent. «Det synes jeg, vi skylder hende. Nu gir jeg Ordre,» han lod som han vilde rejse sig og raabe til Kusken.

Ved Enden af Gallatabroen med de overdaadige Frugtboder paa begge Sider maatte Vognen holde lidt, før den kunde slippe frem. Idet den atter satte sig i Gang, dukked Inés Parasollen dybt ned 315over Ansigtet, og trykked sig med et Ryk tæt til Flemming.

«Men hvad er det?»

«Hys, ikke tal, ikke rør Dig,» hvisked Inés og greb om hans Arm. «Sid ganske stille.»

Først da de havde passeret Gallata, som var vrimlende fuld af Jøder, og var begyndt at kjøre op ad den stejle Skrænt, som fører til Pancaldikvarteret, sa Inés:

«Det var en Mand, som gik forbi.»

«Hvad Slags Mand?»

«En gammel laset Græker, som har Udsalg af forbryderiske Medikamenter i Forstaden Fanar. Han lever af at begaa Barnemord i Dølgsmaal eller hvad det nu er for noget. Se nu bare, om vi ikke ogsaa i dag, midt i al vor Glæde – – Ja, hvis det gaar mig galt, skal jeg ikke kunne klage over, at det har manglet mig paa Advarsler.»

«Mere skulde der altsaa ikke til for at kyse Dig,» udbrød Flemming bedrøvet, «Jeg begriber ikke – Der kan jo ha gaat mange saadanne Størrelser forbi os.»

«Ja, men denne her véd, hvem jeg er, forstaar Du vel. Engang for nogle Aar siden har han trængt sig ind til mig under Foregivende af, at han havde noget vigtigt at meddele mig. Det var von Ribbings Hemmeligheder, han vilde sælge. Hvis jeg vilde komme en bestemt Tid, skulde jeg skjult faa bli Vidne til, hvad der foregik. Jeg viste ham naturligvis Døren. Men idet han gik, 316sa han sit Navn og sin Adresse, som jeg mod min Vilje har husket.»

«Han har ikke set Dig, kan Du være vis paa.»

«Nej, det faar jeg haabe – Ellers – Han er formodentlig von Ribbings betroede Haandtlanger. Jeg synes bestemt, at han saa paa mig, men han var saa græsselig skeløjet, husker jeg.»

«Naa, Gudskelov da. Tænk ikke mere paa det, Inés. Nu er vi der straks,» Flemming smøg sin Arm om hendes Liv.

«Nej, det var bare med det samme, jeg blev saa forfærdelig angst. Vi staar ud ved Hjørnet af Gaden, og saa gaar Du ind først. Rul ned i begge Stuerne – jeg er saa varm og støvet. Næsten en Time kan jeg bli hos Dig.»

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.