V.

243Det var efter Middagstid et Par Dage senere. Inés stod i sin Dagligstue hensunken i Tanker, med Armene korslagt over Brystet.

Døren fra Spisesalonen bag hende blev sagte aabnet af en Negeropvarter.

«Ma’am har ringet?»

Inés vendte sig om og slog ud med Haanden: «Det var ikke noget,» sa hun kort, men før Opvarteren var forsvunden tilføjed hun: «Bed Hr. Flemming komme ind til mig et Øjeblik før han rejser.»

«Yes, Ma’am.»

«Gjennem Karnappet.»

«Yes, Ma’am.»

«Inés satte sig ned, rejste sig igjen, og gik lidt om paa Gulvet. Saa tog hun en Bog og bladed i den.

Det varte vel et Par Minutter, før hun hørte Flemming i Karnappet.

244Hun gik ham imøde med Bogen i Haanden.

«Jeg vil heller sige Farvel til Dem her,» sa hun hurtig, «for jeg følger alligevel ikke med til Dampskibet. Der er saa mange Folk.»

Han stod foran hende med hængende Arme og nedslagne Øjne, og Udtrykket i hans blege Ansigt minded om Amoren med Pilen gjennem Hjærtet, som hun havde i Marmor hjemme i sit Boudoir.

«Ikke sandt – jeg har holdt, hvad jeg lovte forleden i Grotten?» sa Inés med et stille Smil.

«Jo, Frue,» fik Flemming fremstammet.

«Har De pakket!»

«Jeg mangler lidt.»

«Saa maa De skynde Dem.»

«Ja,» mumled Flemming.

«Farvel da og Tak for Samværet,» Inés rakte Haanden ud imod ham.

Han løfted Øjnene, tog Haanden og saa paa hende, mens hans skjælvende Læber hvisked et svagt Farvel.

Det var for Inés som om hun fik et indvendigt Stød. Aldrig havde hun set et Blik saa fuldt af haabløs, ydmyg Smerte. Hun maatte vente lidt, før hun i behersket Tone kunde sige: «Vi sés snart igjen». Saa slap hun hans Haand med et sagte Tryk, og Flemming forlod Karnappet.

Inés blev staaende paa samme Plet og stirred frem for sig. «Han elsker mig, han elsker mig,» sa 245det inde i hende, og saa var det liksom, at Blodet i hendes Legeme pludselig blev levende.

Hun gik ind i Dagligstuen og hasted om paa Gulvet. «Søde lille Flemming, Herregud saa bedrøvet.»

Pludselig stod hun stille og et triumferende Smil lyste over hendes Ansigt. «Jeg gjør det, jeg gjør det,» hvisked hun og saa paa sit Uhr. Saa sprang hun hen og trykked paa Klokkeknappen, hvorpaa hun i Karnappet hented Hansker og Hat, som hun satte paa uden at se sig i Spejlet.

«Bring mig min sorte Kaabe. Den hænger paa Garderoben oppe paa mit Værelse, den lange Kasimirs, De véd,» sa hun til Opvarteren, som straks var kommen tilstede.

Et Øjeblik efter var han tilbage og hjalp Inés Kaaben paa.

«Jeg har noget at besørge i Konstantinopel,» sa hun og stak Hænderne ind i de vide Dolmaærmer af fine sorte Kniplinger. «Imorgen ved Frokosttid er jeg sandsynligvis tilbage,» tilføjed hun, mens hun knytted de lange Silkebaand foran i Halsen. Saa greb hun sin Parasol og skyndte sig afsted. Hun gik Bagvejen over Gaardspladsen, ud gjennem Porten og var kort efter nede paa Landgangsbryggen, hvor Dampskibet netop la til. Hurtig smutted hun ombord og tog Plads i Hjørnet af Agterbænken tilhøjre for Kompasskabet.

Der kom en Del Passagerer ombord. Inés 246kjendte nogle af dem og holdt Parasollen dækkende over sig for at slippe at hilse.

Men hvor blev Flemming af? Dampskibsfløjten og Styrmandens Raab havde allerede to Ganger varslet Afgang. Hvis han nu forsinked sig. Hun keg under Parasollen op over Bryggen, og fik saa pludselig Øje paa Flemming midt i Falderebsaabningen. Med et Ryk satte hun sig dybere ind paa Bænken og dukked Parasollen, saa hendes Ansigt ganske skjultes. Alligevel saa hun godt hvor Flemming var. Omtrent midtskibs læned han sig med korslagte Arme ud over Rælingen. Nakken var tilbagebøjet og Ansigtet vendt op mod Hotelterrassen. Paa Dækket tæt ved havde han stillet sin Haandkuffert. Da Skibet havde kastet los og vendt, flytted han sig, og Hytten paa Agterdækket skjulte ham for Inés’ Øjne. Straks efter begyndte det at skumre.

«Om et Kvarter er det ganske mørkt, saa gaar jeg bort og finder ham,» tænkte Inés og læned sig tilbage paa Bænken med et dybt og langt Aandedrag.

«Og hvad saa? – Hvad vilde hun med ham? Dette frygtsomme, pigeagtig undselige Barn.»

«Men han elsker mig, han elsker mig, og jeg kan ikke taale at se ham lide. Jeg vil gjøre ham glad – Søde lille Flemming. Ha det i sin Magt at skabe for et Menneske den højeste Lyksalighed eller den dybeste Fortvilelse – var det ikke Lykken?»

247Men nu de andre, Averding, Señor André og Antonius, dem kunde hun jo ogsaa gjøre glade. Ja, men ikke fortvilet, og deri laa Forskjellen.

Hun følte sig lykkelig, saa vidunderlig let og befriet. Det var som hvert Aandepust hun drog, hæved hende ud af og op over hende selv, og skjøndt hun sad ganske stille paa Bænken, forekom det hende dog, at hele hendes Legeme var i en bankende og bølgende Bevægelse.

Styrmanden gik omkring og solgte Billetter. Da han stod foran Inés, tog han Huen af og hilste.

«Han kjendte mig altsaa, skjøndt det er mørkt,» tænkte Inés. «Naturligvis, han saa mig vel, da jeg kom ombord.»

Skibet, som først havde styrt i nordøstlig Retning, forandred nu Kurs og stod ret i Nord. Inés drejed sig paa Bænken og saa efter Prinseøerne. Luften var saa ren og klar, at Øernes mørke Omrids tegned sig skarpt mod den stjernetindrende Himmel. Langs Prinkipos skraanende Bjergside var Lyset fra Villaerne drysset om som Gløder, og Hotel Sultan Achmet tog sig ud som et illumineret Slot. Med et flygtigt Smil tænkte hun paa, hvad de sa derinde om hendes pludselige Forsvinden.

Da Inés vendte sig om igjen, saa hun en mandlig Skikkelse komme agterover om Bagbord og kjendte straks Flemming paa den skjødesløst dovne Gang. Idetsamme slog det hende, at hans 248Bén ikke var rigtig elegante. De runded sig en liden Smule udover ved Knæerne – og saa husked hun ligeledes, at hans Fødder var lidt for flade. Flemming havde imidlertid nogle Alen fra Inés lagt sig paa Knæ paa Bænken, der gik helt rundt Agterenden, med Armene ud over Rælingen.

«Hvis han aned, at jeg sad her,» tænkte Inés, og saa blev hun med ét forundret over, at hun ikke gik hen og talte til ham. Hun vidste jo saa godt, at han nu laa der og stirred mod Prinkipo, fordi han trode, hun var der. Hvor var der blet af hendes Fryd ved Tanken om at gjøre ham glad? Det var ikke langtfra, at hun ønsked sig tilbage paa Hotellet.

Hun blev greben af en ubestemt Melankoli. Forestillingen om Verdens Tomhed og Tant dukked op i hendes Indre, og saa tænkte hun paa, at hvis hun var blet Nonne dengang hun som femtenaarig Pige blev skuffet i sin Kjærlighed, vilde hun nu ha vært lukket inde i et Kloster, gjemt bort fra Verdens Synd og Sorger. Pludselig stod det for hende, at den engelske Søofficer, hun dengang havde forelsket sig i, ligned Flemming. Aldeles hans slanke Højde, blonde, krøllede Haar, dejlige blaa Øjne og friske, røde Mund med store, hvide Perletænder. Og det var ombord i et Skib, en varm og tindrende Aften som denne, at hendes Skjæbne var bleven afgjort. Hun saa det for sig det bonede Dæk, med de mange Lanterner, hvor de dansed under Sejlteltet. Og Salonen, der 249ligned et Drivhus, hvor han havde bedt om en Lok af hendes Haar, og hvor hun var falden ham om Halsen og havde sagt: «Ja, ja, tag mit Haar og mig selv! Jeg vil følge med Dem til England ».

Maanen var kommen op over Højene ved Kadi-Kjøi og de skovbevokste Pynter paa Asiens Kyst, og dens Lys faldt med et blaaligt Skin ind over Skibsdækket. Om en halv Times Tid vilde de være paa Siden af Leandertaarnet, og saa var de straks inde i det gyldne Horn.

Med ét vendte Flemming sig om og satte sig paa Bænken med Ryggen mod Rælingen.

Ja, nu maatte ogsaa Prinseøerne være ude af Syne. Inés keg hen paa ham. Hans Ansigt, som var badet i Maanelyset, havde det samme smertelige Udtryk som ved Afskeden oppe i Karnappet. Og atter følte Inés sig gjennemstrømmet af Medlidenhed og Lykke.

Der var begyndt at bli Støj omkring dem, nu da de straks var ved Indløbet fra Marmarahavet. Dampere peb og fløjted, fra Fartøjer og Kaïker raabtes der Guarda! ombord i Sejlskibene lød høje Kommandoraab, og en Herre i Fez og Stambuline tramped frem og tilbage paa Agterdækket.

«Jeg venter til vi skal fraborde,» tænkte Inés. «Da kan jeg tale til ham mere ugenert.»

De havde passeret Leandertaarnet og stod nu for halv Fart mellem Scutaris lysblinkende Husklynger og Serailpyntens takkede Linje af Marmorkiosker og sorte Plataner paa Baggrund af 250Stambuls hvide Minaretskov ind i det gyldne Horn med sin bølgende Vrimmel af Skibsrigger og Lanterner, indrammet af Konstantinopels illuminerede Høje, hvor Huse og Paladser, Minaretter og Kupler taarned sig op over de skraanende Bakker og tegned sig mod Luften som kjæmpestore Pyramider.

Der blev bakket med Maskinen, og Ankeret faldt i Bunden. Skibet svajed op mod Strømmen, og i samme Nu var de omringet af Færgemænd, der fra sine hvide Kaïker paa forskjellige Tungemaal højlydt skingrende tilbød sin Tjeneste.

Da næsten alle Passagererne var kommet fra borde, rejste Flemming sig og gik langsomt bortover Dækket.

Straks var Inés bag ved ham.

«Godaften, Flemming,» hun strakte Hodet frem ved Kanten af hans Skulder.

Han vendte sig som lynslagen og veg et Skridt tilbage, og Inés kunde se, at hans Ansigt blev hvidere end Maaneskinnet.

«De vil da ikke gaa iland uden Deres Haandkuffert,» sa hun. «Den staar derborte. Jeg saa Dem godt, da De kom ombord.»

Han hented Kufferten og stod atter overfor Inés med et Blik som om han gik i Søvne.

«Lad os saa skynde os, før Færgemændene er væk.» Inés gik foran og straks efter sad de i Kaïken, som roedes af en ung Tyrk med Turban paa Hodet og aabent Skjortebryst.

«Véd De af, at De ikke saameget som har 251sagt Godaften til mig,» begyndte saa Inés, mens hendes Hjærte banked af en sælsom Fryd.

«Jeg blev saa overrasket ved at se Dem,» mumled Flemming.

«Ja, De har nok tabt baade Næse og Mund. De spør ikke engang om, hvorfor jeg er rejst herover.»

«Jeg tænkte, De vilde sige mig det,» svarte Flemming. Det lød som om det anstrængte ham at tale, og hans Øjne veg ikke fra Inés’ Ansigt.

«De er dog en stor Flegmatiker,» sa Inés en Smule utaalmodigt. «Det skulde vært mig i Deres Sted.»

«Jeg er slet ikke kommen mig endnu,» sa Flemming paa den samme anstrængte Maade. «Der sidder mig som en Prop i Halsen. Saadan faar jeg det, naar noget uventet hænder mig,» tilføjed han undskyldende.

I det samme la Baaden til ved Gallata, hvor Husene gaar helt ned til Vandet, og hvor det smale Fortoug bruges til Landgang. Flemming betalte og sprang iland med sin Kuffert, hvorpaa han hjalp Inés op.

De gik tause ved Siden af hinanden, gjennem trange, skidne, surt oplyste Gader med usle Fjæleboder, skjofle Traktørsteder og uappetitlige Logihuse. Ildstederne udenfor Husene sendte en fedtet Røg imod dem, mens de med Besvær baned sig Vej mellem den halv asiatiske, halv europæiske Menneskevrimmel og hvert Øjeblik maatte de hytte 252sig for de elendige Drosker og Karether, hvis skindmagre Lejeheste dreves frem af løbende Kuskes Piskeslag.

«Vi gaar op med Banen,» sa Inés og drejed om i en kroget Gyde, ved Enden af hvilken de kom til en Bygning, der laa ved Foden af en Høj og ligned et afskaaret Taarn. Fra Gaden kom de lige ind i en liden Ventesal, hvor de kjøbte Billetter hos en Mand, der sad indelukket i et Skab med en aaben Luge foran Ansigtet, og traadte derfra ud i den stejlt opadskraanende Tunnel, hvor nogle viftende Gasflammer langs de smale Perroner kasted et uroligt Lys hen over Dobbeltsporet. Der var som sædvanlig kun faa Passagerer paa denne Tid af Aftenen, og Inés fandt straks en tom Vaggon, skjøndt hele Toget kun bestod af 4 Vogne.

Flemming tog Plads overfor Inés. Hans fine hvide Hænder, som laa paa hans Knæ, rysted sagte, og hans Miner lyste af stille Henrykkelse.

«Og det er ham, der vil lade som ingenting,» tænkte Inés og vendte Hodet om mod Vognvinduet. Hun følte hans Blik som Solstraaler lige i Ansigtet.

Der lød Raab og Piben udefra, og saa kom der en Lyd som af et Spil, der drejes rundt. Det gav et Ryk i Vaggonen, og med en tung Rammel begyndte Toget at arbejde sig opover de stejle Skinner.

«De skulde heller sætte Dem over paa denne 253Side,» sa Inés. «Ellers maa De holde Dem godt fast.»

Flemming, som ikke kunde høre hvad hun sa, bøjed sig over imod hende med en spørgende Mine.

Istedetfor at svare, greb Inés ham om Nakken med begge Hænder og kyssed ham paa Munden.

Med et Suk, der ligned et Barns længe tilbageholdte Klage sank han ind til hende og slog Armene fast om hendes Hals, mens han bedækked hendes Mund og Kinder med brændende, lydløse Kys.

«Min søde, lille Ven, min egen søde Ven,» hvisked Inés og gjengjældte hans Kys. Hun fik Taarer i Øjnene af Bevægelse over at føle sig i dette skjælvende, selvopgivne Menneskes Arme.

I dette Øjeblik drøned et dumpt Smæld i deres Øren, og i rivende Fart rutsched Vognen, de sad i, med Knagen og Dundren baglænds afsted. Inés og Flemming lukked Øjnene og holdt hinanden tæt omslyngede. Det varte et Par Sekunder, saa stansed Vagonen med et øredøvende Brag og et Stød, der kasted dem over paa det modsatte Sæde, hvorpaa de atter blev løftet op som af usynlige Hænder og slynged tilbage til deres forrige Plads. Vognen stod omtrent endebent i Vejret og vred sig som vilde den revne, saa faldt den haardt ned paa Skinnerne. Hvinende Skrig og raabende Stemmer lød ind til dem, Kupédøren 254blev revet op, og en uniformeret Mand løb fra Vogn til Vogn og spurgte, om nogen var kommen til Skade, uden at vente paa Svar. De hørte Passagererne kravle ud paa Perronen under Banden og Skjænden. Nogle klynked og sa, de havde slaat sig fordærvet, og alle talte i Munden paa hverandre. En høj Stemme raabte truende paa Politiundersøgelse. Nu var det anden Gang i Løbet af Sommeren at Touget var sprunget.

Inés og Flemming sad ganske stille tilbagelænet med hinanden i Haanden.

«Har Du stødt Dig?» spurgte Flemming, da Larmen stilned af.

Inés trykked sagte hans Haand. «Nej, ikke det mindste. End Du?»

«Jeg er bare saa fortumlet, at jeg vistnok knapt kan staa paa Benene.»

«Jeg ogsaa,» Inés tog sig til Hodet. «Min Hat! Den er blet borte.»

«Min ogsaa,» Flemming rejste sig og fandt begge Hattene paa Bunden af Vagonen under Sædet.

«Ja nu faar vi gaa den afskyelige Trappevej,» sa Inés, mens hun satte Hatten paa og ordned sin Kaabe.

«Nu er der to Tog, før var der bare ét,» sa Flemming, da de var steget ud og gik hen over Perronen.

«Ja naturligvis; der er jo altid to Tog igang; det der gaar ned fra Pera hejser op det, der skal 255til Pera. Naar Touget brister, styrter de begge den samme Vej.»

Da de kom forbi Manden i Skabet, raabte han til dem, at de kunde faa sine Penge tilbage, men de skyndte sig videre og var straks efter i den bugtede Gyde.

«Dette var et stygt Omen,» sa Inés og tog Flemmings Arm, som hun klynged sig til.

«Er Du overtroisk?» spurgte Flemming

«Ja. End Du?»

«I ethvert Fald ikke, naar jeg er saa lykkelig som iaften,» sa han med glædedrukken Stemme.

«Men hvor er det, vi gaar hen?» spurgte Inés og stansed med et Ryk.

«Det véd jeg ikke. Jeg gaar, hvor Du fører mig, var det end i den dybeste Afgrund.»

«Uf nej da,» sa Inés idet en Gysen løb igjennem hende, «Du snakker letsindigt. Vi skal denne Vej,» hun drejed tilhøjre, og der, lige foran dem laa de hundrede Trappetrins Gade, stejlt ivejret, oplyst af sparsomme Gaslygter, af grumset Lys fra Kramvareboderne paa begge Sider, og af et smalt Strejfskin af Maanen, der næsten skjultes bag Toppen af Pera.

De begyndte langsomt at stige opover de ujævnt slidte Stentrin, hvor pustende Fodgjængere i Turbaner og Tyrkebukser, i græske Nationaldragter, i armeniske Præstekitler ased ivej mellem guldbroderte Albasenere og mørkklædte Europæere med Fez og tvilsomme Damer. Et Par kaade 256Ryttere kom sprængende i Galop paa styrtefærdige Lejeheste. En af dem strøg saa tæt forbi Inés, at Flemming hurtig maatte rive hende tilside, for at hun ikke skulde bli rendt overende. Straks efter fik hun et Puf i Ryggen af nogle tyrkeklædte Portechaisebærere, der lakonisk gik videre med sit forgyldte Bur, fra hvis Vindu et tilsløret Kvindeansigt titted ud.

Endelig var de færdig med Trappetrinene og drejed ind i Peragaden. Her var Færdselen mindre, Butikkerne havde lukket og slukket, og i Dynger saa store som Stenbunker ved en Landevej havde Hundene lagt sig til Hvile for Natten paa Hjørnerne af de tilstødende Smaagader, i hvilke de hørte hjemme.

«Hvor bôr Du?» spurgte Inés.

«I Hotel Pera.»

«Jamen senere?»

«Ruder mente, det var bedst jeg satte mig i Kost der.»

«Snak. Du maa se til at faa Dig et andet Logi. Saa skal jeg komme og besøge Dig.»

Det gav et Sæt i Flemming og med stormende Heftighed trykked han hendes Arm.

«Din Haandkuffert!» udbrød saa Inés og stod stille.

«Den staar paa Rutschbanen,» sa Flemming og trak hende videre med sig.

«Bare den ikke blir stjaalet.»

«Lad den det.»

257«Nu er jeg hjemme,» Inés stansed ved en høj Gitterport, bag hvilken der bredte sig en parkagtig Have, oplyst af Maaneskinnet.

Flemming tog fat i begge hendes Hænder og vilde ikke slippe dem. «Hvorfor tog Du til Byen?» spurgte han hviskende.

«For at sige Farvel til Dig endnu en Gang,» hun saa ham smilende ind i Øjet.

Han udstødte en sagte Lyd af Henrykkelse og nærmed sit Ansigt til hendes.

«Nej ikke her! Er Du rent fra Forstanden – kysse mig paa aaben Gade.»

«Saa lad mig følge ind med,» bad han.

Hun stødte Gitterporten op, og de traadte indenfor.

«Vent her, mens jeg ser, om von Ribbing er hjemme. Ind mellem Træerne der. Om nogen skulde komme.» Hun gik med lette Trin nedover den skraanende Haves hvide Grusvej, forbi Vandspringet i Midten, der var omgit af høje, tropiske Planter, og kom gjennem en Akasieallé ud paa en Græsplaine, nedenfor hvilken det anselige Hus laa. Med et eneste Blik saa Inés, at der var mørkt i alle Vinduerne. Rask gik hun om paa Husets Bagside med den fremspringende Altan, baaren af joniske Søjler, helt ned i Hjørnet af den rummelige Gaardsplads, der var indhegnet af høje Træer. Ogsaa paa Bagsiden var Vinduerne mørke. Kun fra Kjælderetagen skinned ud et enligt Lys. Der bode Tjenerne og den tyrkiske Kok.

258«Nej,» sa Inés, da hun var tilbage hos Flemming under Træerne. «Han er nok ude eller ogsaa er han gaat i Seng.»

Flemming drog hende til sig og kyssed hende.

«Men jeg véd alligevel ikke,» Inés skjøv blidt hans Ansigt bort. «Det er for farligt at ta Dig med op. Du kunde møde ham, naar Du gik.»

«Er der ikke et Lysthus, hvor vi kan sætte os?» spurgte Flemming.

«Jo, et Øjeblik,» hun trak ham ud fra Træerne og førte ham gjennem en af Havens Sideveje ind under et Buskads med magelige Bænke og et lavt, aflangt Stenbord.

Da de havde tat Plads, slog Flemming Armene om hende og overvælded hende med Kjærtegn.

«Lad os heller tale lidt sammen,» sa omsider Inés og søgte at gjøre sig fri. «Er Du ikke umaadelig forundret?»

«Forundret? Jo, nej – over hvad?» Atter vilde han til at kysse hende.

«Du tar det hele som om det var noget dagligdags,» sa Inés med en pludselig Kulde i Stemmen. «Tror Du kanske, det er det for mig?»

Flemming slap hende. «Er Du vred paa mig?» spurgte han næsten angst.

«Nej, men jeg kan ikke like, at Du intet har at spørge mig om.»

«Hvad skulde jeg spørge Dig om?»

«Ja, det maa Du virkelig selv finde paa.»

259Flemming svarte ikke. Han sad og hang med Hodet.

«Ja nu maa jeg gaa,» Inés vilde rejse sig, men med et pludseligt Greb i hendes Klæder holdt Flemming hende tilbage. Saa gled han ned paa Knæ foran hende, slynged Armene om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i hendes Skjød med en saa heftig Bevægelse, at Hatten faldt af ham.

«Dit Hode er saa smukt,» sa Inés og strøg sine Fingre kjærtegnende gjennem hans Haar.

Han blev liggende uden at røre sig.

«Rejs Dig op,» sa Inés om lidt. «Jeg maa ind nu. Von Ribbing kan komme hvert Øjeblik.»

«Sig først, at Du ikke er vred paa mig,» bad Flemming med opløftet Ansigt.

«Nej, vred er jeg ikke.»

«Og sig, at Du er glad i mig.»

Inés tog hans Kinder mellem sine Hænder, bøjed sig ned og kyssed ham paa Panden.

«Skal jeg virkelig gaa fra Dig nu? Det er forfærdeligt.»

«Ja, men Du maa.»

«Kald mig først Arthur en eneste Gang.»

«Ja, Arthur, min egen kjære Arthur. Op med Dig nu.»

Han rejste sig langsomt uden at slippe hende.

«Du vil, jeg skal kalde Dig Arthur, men har Du kanske endnu sagt Inés til mig?»

«Aa, Inés, Inés,» han greb fast om hende, og Hodet sank ned paa hendes Skulder.

260«Imorgentidlig rejser jeg over til Prinkipo igjen. Mød mig herudenfor Klokken halvti, saa følger Du mig til Dampskibet. Du kan sige paa Kontoret, at Du har et Ærinde at besørge. Det er vel ikke saa farligt nu i Begyndelsen.»

«Udenfor Gitterporten?»

«Ja. Du kan gaa lidt frem og tilbage, hvis jeg ikke straks er der.»

«Naar skal jeg saa se Dig igjen?»

«Jeg er her tilbage paa Mandag, men derom kan jeg skrive. Hotel Pera altsaa! Skriv Du ogsaa.»

Efter en lang og heftig Omfavnelse rev Inés sig løs. «Godnat, Arthur.»

«Godnat, Inés.»

Da Inés gjennem den portalsmykkede Port, som altid stod aaben, var kommen ind i Vestibulen, løb hun sagte op ad den brede Trappe og aabned Døren ind til Altanstuen ved at trykke paa en skjult Knap. Der var hvide Forhæng for Vinduerne, men Maaneskinnet lyste gjennem det tynde Tøj, saa Inés kunde finde frem uden at rende paa. Fra Altanstuen gik hun gjennem to rummelige, stivt møblerede Værelser og kom saa ind i sit Sovekammer, et dybt, aflangt Rum i Enden af Huset. Her fandt hun Fyrstikker paa sit Natbord, tændte Lys i en Kandelaber, der ved Siden af Toiletbordet var fastgjort i den med lysblomstret persisk Kasimir betrukne Væg, og hang saa Overtøjet af sig.

Glad over at være sluppen ind uden at nogen 261i Huset havde sét eller hørt hende, lod hun sig falde ned paa en blød Chaiselongue, hvis Betræk, ligesom Sengeomhænget var af samme Stof som det paa Væggene. Hendes Mund og Kinder brændte efter Flemmings hede Kys, og hun kjendte uafladelig hans ømme Favntag.

Det var altsaa virkelig sket. Hun havde fundet en Mand, der elsked hende saaledes, at hun vilde gi sig hen til ham. Ja, for det vilde hun, uden Skygge af Tvil eller Betænkning. Han skulde faa hende helt og holdent, hun lukked Øjnene, og det bæved igennem hende ved Tanken om den Fryd, Flemming skulde komme til at føle.

Ja, og hun selv ogsaa. Det maatte lykkes denne Gang. Hvorfor skulde hun være skabt anderledes end andre Kvinder, hun med sit sunde, frodige Legeme. Blod og Drift havde hun i sig, ellers vilde det ikke kunne hænde, at hun opleved dette Henrykkelsens Mysterium i Drømme, som hun aldrig havde kjendt i vaagen Tilstand. Men i Flemmings Arme – aa, hun var vis paa det. Hun skulde ikke længer føle sig forsmaaet af Naturen, ikke være gold og udelagtig i det, der var alt Livs Ophav og Lykke. En blød Længsel betog hende, Brystet hævedes af et sitrende Suk, og Øjnene fyldtes med Taarer. Tænk at bli et Menneske, et helt og virkeligt Menneske, som engang kunde gjennemstrømmes af Livsglædens Jubel over at være til.

Men hvis det nu alligevel –. En ubestemt 262Tvil steg op i hende, og saa tænkte hun med ligegyldig Medynk paa, hvordan det var gaat, da hun, efter et toaarigt Skinægteskab med von Ribbing, lod sig tage af den unge franske Attaché, som en hel Vinter havde sukket og sværmet for hende. Slig en bitter Skuffelse det havde vært, da hendes Hengivelse ingen, absolut ingen, hverken Nydelse eller Tilfredsstillelse havde bragt hende. Og saa havde hun fornedret sig til at bli ved, og lade som hun var glad ved det, af Slaphed, eller, af Undseelse for at blotte sin abnorme Evneløshed, ja egentlig kunde hun ikke selv begribe Grunden, men vist var det, at Afbrydelsen af Forholdet ene og alene skyldtes hans pludselige Hjemkaldelse. Den trætte og haabløse Resignation, hvormed hun var gaat tilsengs den Aften, hun havde set ham for sidste Gang. Som et færdigt og umuligt Menneske.

Og nu efter – ja, hvormange Aars Forløb – hun var 16 Aar da hun gifted sig, 18 da hun fik sin Elsker, altsaa, efter 13 Aars Forløb, var hun igjen vaagnet. Ja, der var jo dette med Drømmene, men hun havde aldrig i disse Aar havt det svageste Spor af Dragning mod eller Følelse for nogen af de Mænd, som havde nærmet sig hende. Ikke før hun traf Flemming.

Men sæt nu – aa Snak, det var jo umuligt. Hele hendes Legeme havde jo i Aften bævet af Fryd under hans Kjærtegn. Endskjøndt, det samme havde hun ogsaa følt ved Franskmandens 263Kys og Omfavnelser, inden hun gav sig hen til ham.

Jaja. Det fik nu staa sin Prøve. Hun vidste, hvad hun vilde, og hun vilde det for Alvor.

Men nu fik hun tænke paa at komme i Seng.

Hun rejste sig fra Chaiselonguen og hented i Skabet Sengelinned. Mens hun stod og la Lagnerne paa, fôr hun sammen ved at høre Porten nedenunder falde til med et Smæld.

Der kom han altsaa. Godt, at de ikke var bleven siddende længer i Haven.

Hun gjorde Sengen færdig og begyndte at knappe Kjolelivet op. Pludselig holdt hun inde og lytted spændt.

Han skulde da vel aldrig –. Jo, der var ingen Tvil. Hans korte, stive Skridt lød ind til hende fra Værelset ved Siden af.

Greben af en ubestemt Uro og Uvilje pusted hun hastig Lysene ud.

I samme Øjeblik tog det i Laasen, og saa blev der banket haardt paa.

«Hvem er det?» raabte Inés og nærmed sig Døren.

«Det er mig!» Stemmen var ophidset.

«Hvad vil Du?»

«Luk op for Tusan!» atter blev der banket.

«Sig mig, hvad Du vil der ude fra. Jeg kan godt høre det.»

«Hvis Du ikke lukker op, sprænger jeg Døren,» han dundred paa med knyttet Haand.

264Inés drejed Nøglen om og aabned.

Han kom farende over Tærskelen med en tændt Lampe i sin dirrende Haand, og han saa sig om med et rovbegjærligt Blik i de smaa, rødglinsende Øjne.

Inés, som var vegen til Side, iagttog ham med en haanlig Mine, mens von Ribbing gik rundt i Stuen og lyste med Lampen.

«Søger Du noget?» spurgte Inés med hævet Stemme.

«Jeg gjør, hvad der behager mig,» svarte han rasende og forsatte sin Runde. Foran Sengen, hvis stukne Silketæppe med det fine Blondelagen var slaat op, stod han et Øjeblik stille. Saa sparked han under den med sin lange Fod fra alle Kanter, satte sluttelig Lampen paa Gulvet, dukked sig ned med Besvær og keg under Sengen.

Inés blev ved at iagtta ham.

Da han atter stod oprejst med Lampen i Haanden, gik hun hen og slog op paa vid Væg Dørene i de to store Skabe.

«Og denne,» sa hun, idet hun hastig nærmed sig Chaiselonguen og med et Tag af sin Haand sendte den rullende et Stykke frem paa Gulvet.

«Du synes, Du opfører Dig anstændigt?» Von Ribbing satte højere i end sædvanligt for at skjule sin Skuffelse. «Komme hjem i Mulm og Mørke uden at jeg véd det og liste sig ind i Huset som en Tyv.»

265Inés saa paa ham med et medynksfuldt Blik. Saa gik hun hen og lukked Skabdørene.

«Du gjør ikke andet end chikanerer og kompromiterer mig! Her skal jeg udsættes for, at min Tjener kommer tiskende og hviskende og betror mig, at der er Lys i Fruens Værelse.»

«Sig heller din Spion,» sa Inés roligt.

«Hva’ sa?»

«Ingenting.»

«Jo, jeg har rigtignok vært en heldig Mand,» hans ophidsede Tone slog over i en grætten Klynken. «Synes Du, det er den Taknemmelighed, Du skylder mig, fordi jeg dækked din Fars Kassemangel og skaffed Dig et Liv, fuldt af Luksus og Velvære?»

Inés smilte koldt.

«Men naturligvis,» han lo forbitret, «man kan ikke plukke Blomster paa en Skarndynge. Du har altfor daarligt at slægte paa, til at man skulde kunne vente hverken Æresfølelse eller Samvittighed hos Dig.»

«Kan Du ikke opsætte Resten til imorgen?» spurgte Inés og gisped. «Jeg er saa træt iaften.»

«Hvorfor kom Du til Byen?» skreg von Ribbing. «Jeg vil vide det, forstaar Du!»

«Det er ganske simpelt,» svarte Inés og skjøv Chaiselonguen tilbage paa sin Plads. «Jeg skal hen til min Modehandlerinde imorgen tidlig og prøve Kjoler.»

«Sætte Penger overstyr! aldrig andet. Ødsle, 266ødelægge, øse ud,» han stødte det fra sig med et Ryk af Hodet for hvert Ord. «Forresten er det Løgn, naturligvis,» kom det saa modfaldent, og han stod et Øjeblik hensunken i Tanker. Saa knytted han Haanden, svang sin tynde Arm henimod hende og sa: «Men vogt Dig, Du! Vogt Dig bare, jeg skal nok fange Dig, og da» – han vendte sig brat og gik mod Døren, men fôr straks efter tilbage og hvisked skurrende: «Kommer jeg over Dig engang, saa lar jeg Dig anklage for gement Hôr. Saa meget, Du véd det!»

«Naturligvis,» sa Inés med den venligste Stemme. «Hvad skulde Du ellers gjøre?»

«Naturligvis,» snærred von Ribbing hvæsende efter hende. «Men vent nu bare, Du skal nok bli myg.» I næste Nu var han borte.

Inés laaste Døren efter ham, klædte sig rolig af og gik i Seng.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.