VIII.

287Den næste Dag stod Flemming bag det klare Gardin ved sit Vindu i Smyrnagaden og keg ud. Han var hed i Hodet, og Blodet tikked hurtig i Tindingernes Aarer.

Det to Fags Værelse var firkantet og lavloftet og betrukket med lysforgyldt Tapetpapir. Paa Væggene var der bibelske Oljetryk, og fra Midten af Taget hang ned en stor Kurv af Nelliker og Glasperler, fyldt med Straa og smudsige Papirblomster. Møblementet var af Pæretræ og bestod af Sofa, Divanbord, Krogskab med et spidst, revnet Spejl øverst oppe, og tyske Nipssager, Skrivebord, Konsolspejl og spinkle Stole, alt af europæisk Snit. Det eneste, som minded om Tyrkiet, var Tæpperne paa Gulvet og paa Bordet og en bred og lang Divan i persiske Farver med svære, runde Puder, foran hvilken der stod et indlagt, ottekantet, temmelig ramponeret og meget lavt Bord. Der var to Døre; den ene førte ud til 288en tom, liden Forstue med Knager paa Væggene, den anden til Sovekamret.

Flemming saa paa sit Uhr. Saa stak han det ned igjen i Vestelommen, men tog det atter op, løste Kjæden og la det fra sig i Vinduet. Klokken mangled et Kvarter paa 1, og han skulde være paa Kontoret ½2. Hun kom vist ikke.

Lidt efter gik han ud i Forstuen og trak de røde Musselinsgardiner tæt sammen for det lave, smaarudede Vindu.

Saa gik han tilbage og stilled sig atter paa Post.

I det samme fik han Øje paa Inés et Stykke oppe i Gaden, og med et Sæt fôr han baglænds ind i Stuen. Men i næste Nu var hans Ansigt igjen trykket tæt op mod Ruden.

Inés kom hurtig nedover med Parasollen hvilende paa Skulderen. Af og til drejed hun Hodet hastig til Siderne.

Flemming listed ud i Forstuen, hvor han et Øjeblik lytted ved Døren. Saa gik han ud i den smale, mørke Gang med den stejle, bare Trappe op til anden Etage, og aabned Gadedøren halvt. Et Sekund senere var Inés smuttet ind. Hun gik uden at sige noget forbi ham gjennem Forstuen ind i det andet Værelse, hvor hun løste Gardinholderne og trak i Gardinerne, saa de ganske dækked Vinduerne.

«Du behøver ikke at være bange,» sa Flemming, som var fulgt efter. «Nu har jeg staat ved 289Vinduet i næsten 3 Kvartér, og der er ikke kommen saa meget som en Kat forbi.»

«Nej, det er et prægtigt Sted. Ved Enden af en blind Gade og det lange, sorte Plankeværk istedetfor Gjenboere. Hvor har Du dog kunnet finde det? Jeg beundrer Dig for din Snedighed,» hun rakte ham straalende begge sine Hænder, og Flemming drog hende henrykt til sig.

«Her lugter forresten af Patchouli og af gammel Cigarettobak,» sa saa Inés og snoed sig ud af hans Arme. «Jeg faar se til at bringe noget ordentlig Parfume herhen.» Hun trak Hanskerne af og løste sit Overstykke af cremegule Kniplinger med et Underlag af mørkerødt Atlask. «Gud véd, hvad Slags Folk her har boet før. Det er nok et Par Forbrydere som vi, skal Du se.»

«Forresten er her upaaklageligt, men frygteligt igrunden,» vedblev Inés og saa paa Væggene og de falmede Tæpper. «Men hvad gjør det, naar Gaden er saa god,» hun retted foran Spejlet paa Kniplingerne i sin Kjole af cremegult Blondetøj, der var udskaaret i Halsen.

Flemming slog bagfra Armene om hende og kyssed hendes matgule Nakke.

«Nu har jeg talt med Averding,» sa han.

Inés drejed sig rask om og saa paa ham med et forskende Blik.

«Han sa Ingenting, som vilde intressere Dig,» fortsatte Flemming. «Han har gjort nogle Smaature i Lilleasien – det fortalte han en hel Del 290om – og er stadig vendt tilbage til Konstantinopel. Idag gaar han til Krim og Odessa, og saa kommer han her vist bare en Gang til, før han rejser hjem.»

«Nævnte han ikke mig?»

«Jo, han vilde gjerne vide, hvordan det stod sig mellem os. Men jeg gav den Ligegyldige saa udmærket, at han fik Indtryk af, at Emnet kjeded mig, og saa holdt han op med at spørge.»

«Hvem skulde tro, Du var saa underfundig,» sa Inés og rusked ham i Øreflippen, hvorpaa hun faldt i Tanker. Flere Ganger havde hun haft det paa Tungen at fortælle Flemming om Scenen med Averding, men en Sky for at lade ham vide, at en Fyr som Averding havde vovet at fornærme hende, havde holdt Ordene tilbage. Saadan gik det ogsaa nu.

«Ja pas Dig bare for Averding,» sa hun og nikked. «Jeg er vis paa, han vilde gjøre, hvad han kunde, for at bringe os i Ulykke.»

Flemming førte hende hen til Divanen, hvor han satte sig og drog hende ned til sig.

«Ikke saa voldsom,» sa Inés. «Du kvæler mig med dine Kys.»

Flemming slap hende straks og bored sit Ansigt ned i hendes Skjød med et langt Suk.

«Her er frygtelig varmt,» sa Inés om lidt.

«Og Du krøller min Kjole, saa Folk vil kunne se, at jeg kommer fra et Stævnemøde.»

Flemming rørte sig ikke.

291«Rejs Dig op, Arthur! Jeg maa gaa nu. Derfor vilde jeg heller ikke vært kommen idag. Næste Gang skal jeg bli her længere.»

Flemming adlød straks og stilled sig op foran Inés, som han betragted med et sygt Blik.

«Og jeg, som tænkte, Du skulde bli glad, for jeg kom,» sa Inés bebrejdende. «Du ser ud, som jeg har gjort Dig en Ulykke.»

«Nej, nej, Inés, jeg er saa altfor lykkelig. Jeg elsker Dig, aa jeg elsker Dig,» han tog frem sit Lommetørklæde og fôr sig over Ansigtet med det.

«Naar kommer Du igjen, Inés?» spurgte han bedende, da hun stod færdig til at gaa.

«Saasnart jeg kan.»

«Imorgen?»

«Nej, ikke imorgen.»

«Hvad skal jeg saa gjøre med imorgen? Jeg holder det ikke ud, Inés. Kan jeg ikke gjøre Dig en Visit?»

Inés betenkte sig. «Nej,» sa hun saa og rysted Hodet. «Han har sat sin betroede Tjener til at passe paa mig, kan jeg mærke. Og desuden – – Nej, nu vil jeg ikke se Dig før næste Gang i denne Stue. Jeg skal skrive til Dig.» Hun sa det i en øm, hemmelighedsfuld Tone, som jog Blodet i en Strøm til Flemmings Hjærte.

«Ja, ja. Som Du vil,» hvisked han tilbage.

Hun la sine Arme om hans Hals og kyssed ham. Saa rev hun sig hastig løs og gik.
292Theodosia Kaufmann.
Hebamme.
Nachtglocke links læste Inés tankeløst paa et Dørskildt, idet hun bøjed om Hjørnet af det sidste Hus i Smyrnagade, og traadte ind i Pancaldikvarteret.

«Gud véd, hvordan saadant et Væsen ser ud,» tænkte Inés lidt efter. «At nogen tør betro sit Liv til et uvidende Fruentimmer, saalænge der er Læger at faa.»

– Da Flemming næste Dags Aften kom hjem efter at ha spist Middag paa en Restauration sammen med Ruder, fandt han et Brev fra Inés, der bebuded hendes Komme Dagen efter.

Han pusted Lampen ud, kasted sig paa Divanen og trykked Brevet til sine Læber. Der blev han liggende, sansesløs, beruset, mens Timerne fløj som Minutter. Da han rejste sig for at gaa tilsengs, var Dagen begyndt at gry.

Inde i Soveværelset trak han op Rullegardinet, før han la sig. Og med Brevet i Haanden og Blikket fæstet paa Inés’ tynde og stive Skrifttræk, der ét for ét prented sig ind i hans Hjærne, blev han liggende uden Søvnighed, uden Træthed, med blanke Øjne og varme Kinder, til Værtinden om Morgenen banked paa Døren fra den anden Stue, og sa, at Thebakken var der. – – –

«Ja, her har Du mig altsaa,» Inés var som den forrige Gang kommen først ind i Stuen, efter at Flemming havde lukket op, og nu stod hun for 293ham med udbredte Arme, Hodet lidt paa skjæve og en straalende Glans i de kulsorte Øjne.

«Nej, la være, jeg skal selv,» sa Inés, da Flemming efter en lang Omfavnelse stod og trak i hendes Hattebaand. Hun løste den lille Sløjfe ved Øret og la Hatten paa Bordet. Saa tog hun langsomt Overstykket af og blev saa staaende med nedslagne Øjne og bøjet Hode. Hendes smale Fingre pilled nervøst ved Kjoleskjørtets Sløjfer og Brystet hævedes hurtig under det lette Blondestof.

Flemming kom hen til hende, tog hendes Haand og kyssed den længe. Saa greb han hende om Livet og trak hende hen til Divanen. Inés skjulte sit Hode ved hans Bryst, mens de i hinandens Arme gled ned paa det bløde Leje.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.