X.

317Der var gaaet 16 Dager.

Inés var til fransk Opera. Hun sad med sin Mand paa første Bænk i en tætpakket Sideloge, klædt i en lakserød, udskaaret Silkekjole, med Blomster paa Brystet og i Haaret. Det var kvælende hedt, og Luften var tung af Pudder og Parfyme og af Blomsterduft.

Det var Afskedsforestilling, og Orpheus i Underverdenen gik for et overfyldt, jublende Hus.

Inés fulgte ikke med, hvad der foregik paa Scenen. De kjendte Melodier til det larmende Orkester bruste forbi hendes Øre, mens hun halvdød af Varmen skjulte sit Ansigt bag den store, hvide Fjærvifte.

I Logen ligeoverfor sad Ruders

Inés tænkte paa Flemming.

Han var der ikke. Ikke iaften og ikke heller igaaraftes havde han vist sig. Nu havde hendes Øjne for tyvende Gang søgt spejdende om i Parkettet, 318der var fuldt af Tilrejsende, i Parterret, ind i alle Logerne, paa Galleriet, ja endog i Orkestret, hvor man havde skaffet ekstra Siddepladser tilveje.

De foregaaende Aftener havde han siddet paa Hjørnet i Parkettets første Række, og saasnart Tæppet var oppe, havde Blikket fra hans tilbedende Øjne hvert Øjeblik truffet hende som magnetiske Straaler.

«Hvor var han nu – hvad tog han sig for?» spurgte hun sig selv med nagende Uro, mens de nede paa Scenen pegte Fingre ad Jupiter og istemte Latterkoret.

Stakkels, stakkels Arthur! Igaar ved Lunchtid maatte han ha faat hendes Brev. Netop som han stod ved Vinduet og vented hende, var det kommet – Han havde hurtig revet det op og læst, mens Bogstaverne dansed for hans Øjne, og saa –

Hun følte som et Stik gjennem Hjærtet.

Det var vel slaat ned over ham som Lynilden, skjøndt hun jo havde søgt at forberede ham de sidste Gange. Men han havde ikke villet, ikke turdet forstaa. Angstfuld, tryglende, med dette uudholdelige, ydmygt forskende Blik havde han set paa hende, og hun havde ikke kunnet faa over sine Læber, at hun var kommen for sidste Gang, men var gaat med Løfte om at gjense ham næste Dag.

Hun havde holdt det den ene Gang, men 319svigtet den anden. Istedetfor havde hun skrevet, at det var forbi for bestandig.

Stakkels, stakkels Arthur! Men hun kunde jo ikke andet. Hun maatte jo trække sig ud af denne forfærdelige Fare, før det var for sént. At hun virkelig var sluppen fra det. Alle deres Udflugter og Stævnemøder i Smyrnagaden. At Louis ikke havde opdaget, at hun Gang efter Gang havde sneget sig ud om Aftenen og først var vendt tilbage kort før von Ribbing kom!

Og i Middagen for de svenske Officerer –. Ethvert Barn maatte jo i hans Blik og Miner kunne ha læst hans selvforglemmende, vanvittige Forelskelse.

Hvis han havde kunnet beherske eller forstille sig –. Bare lidt –. Men han var jo rent fra sig, saa paa hende, som om de havde vært alene, fulgte efter hende, vilde danse altformeget med hende, som der paa Ballet ombord i Korvetten.

Madonna skulde være evindelig takket, fordi hun havde skjærmet hende. En Sum Penge til Sct. Marias Hospital for barmhjærtige Søstre vilde hun straks skjænke bort.

Og saa falde til Ro i sine gamle Folder. Lidt efter lidt. For nu havde hun det ondt.

Siden hun havde brudt med ham, følte hun et Savn og en Tomhed i sit Indre, og Minderne om deres Samliv svøbte sig som en sød og saar Vemod om hendes Sind, en Vemod, der ligned Længsel, og ofte dugged hendes Blik.

320Ikke at hun et Øjeblik tænkte paa at forandre sin Beslutning. Ikke engang for at kjøbe Arthur fri for den Lidelse, hun vidste, han led, og for de Følger, det maaske vilde ha for ham.

Bare hun havde havt Mod til at ha sagt ham Sandheden. Det vilde da ha smertet ham mindre.

Hvad maatte han nu tænke om hende. Gi sig hen til ham, som hun havde gjort det, og kaste ham fra sig som et Stykke Legetøj efter Ugers Forløb. Hendes Kinder brændte af Skam.

Men hun kunde og vilde ikke sige ham Sandheden. Denne triste Hemmelighed, at Naturen saa grusomt havde forsømt hende – den skulde hun ta med sig i Graven.

For nu var der ingen Tvil mere.

Aa Gud, aa Gud! Denne uløselige Gaade, denne Splidagtighed mellem Sanser og Formuenhed.

Hendes Blod var bleven uroligt og sydende, hendes Fantasi fyldt med urene Forestillinger. Naar hun laa i sin Seng om Aftenen med lukkede Øjne, følte hun Arthur i sin Favn, og søgte at foregjøgle sig en Elskovsglæde, hun aldrig havde kjendt.

Hun var træt og nedtrykt. Der var kommen Forstyrrelse i hendes Sind, og hun havde faat Væmmelse for sig selv. Naar hun forretted sin Andagt i Kapellet, følte hun det, som om Madonna vendte sig fra hende, og Skriftemaalet forleden havde ikke bragt hende Trøst.

321Men hun havde jo heller ikke bekjendt alt for den hellige Fader.

Pludselig saa Inés Døren bli revet op i Logen ligeoverfor, hvor Ruders sad, og Averding komme tilsyne i Aabningen. Med en hastig Bevægelse bukked han sig forover, mens han holdt sig fast i den øverste Del af Gelænderet, der skildte Logen fra Sidelogen, førte sin Arm ind mellem de paa de bagerste Bænke siddende Herrer og tog fat i Skulderen paa Ruder, der hastig vendte sig om og øjeblikkelig forlod Logen sammen med Averding. I det samme faldt Tæppet og Folk jubled og klapped og raabte, men Inés rejste sig, dødbleg i Ansigtet, slog Klapsædet op, mumled et pardon, og slap hurtig ud af Logen, hvorpaa hun løb langs Korridoren, gjennem Foyeren, og over i Korridoren paa den anden Side, hvor Ruder og Averding foran en Disk ilfærdigt forlangte sit Tøj.

«Det er nu alligevel hende, som staar bag,» hørte Inés Ruder sige – «Er her ingen Garderobier, for Saten!» han banked i Disken med sin Stok. «Min Kone har mødt dem sammen paa Gaden, og hvad har jeg ikke selv sét her i Theatret!»

«Hvor skal Du hen, for Tusan!» sa von Ribbings Stemme lige bag Inés, som var bleven staaende et Par Skridt fra Disken.

I det samme havde Ruder faat sit Tøj og vendte sig om.

322«Flemming har tat Gift,» sa han hastig til von Ribbing, og saa styrted han og Averding ned over Trapperne.

«Vent lidt! Min Hat, vent! Hvor bôr han?»

«Smyrnagade 11!» og saa smald det med en Dør.

«Jeg tar en Droske,» von Ribbing forlod Korridoren saa hurtig, hans stive Bén vilde tillade det, uden at ænse Inés, der stod som en Støtte med stirrende Øjne.

Med ét mærked hun, at nogen puffed til hende og sa: pardon, madame, og saa opdaged hun, at der var Trængsel omkring hende, og at alle Logedørene stod aabne.

Mekanisk tog hun sig sammen, begyndte at flytte Benene, naade Trappen, som hun steg ned ad, idet hun krampagtig holdt sig fast i Rækværket.

«Bon soir, Madame! How are you, Ma’me!» disse Ord hørte hun flere Gange siges af fjerne, dumpe Stemmer, uden at hun forstod deres Mening eller vidste, hvor de kom fra.

Hun var færdig med Trappen og tvang sig nedenunder frem mellem en Sværm af Mennesker, gjennem Korridorer og Gange, hvis Døre faldt til efter hende. Saa følte hun en Luftning paa sit Ansigt, og i det samme raabtes der noget, det smældte med en Pisk, en Vogndør blev smækket op, hun sad paa et lyst Sæde, blev spurgt om, 323hvor hun bode, nævnte Stedet, og fôr sammen ved at høre sin egen Stemme.

Da Drosken satte sig i Bevægelse, blev Inés med et Ryk kastet tilbage i Hjørnet af Vognen, og i den Stilling blev hun liggende uden at røre et Lem til hun steg ud i Peragaden.

Kusken aabned Gitterporten, hun traadte indenfor, bevæged sig med uregelmæssige Skridt ned over Havens Grusvej, kom ind i den oplyste Vestibule, hvor hun mødte en Tjener, mærked, at han fulgte efter hende op over Trapperne, syntes ogsaa, han sa noget, men tænkte ikke paa at svare.

Saa skar et grelt Lys hende i Øjnene og saa kom hun gjennem noget halvmørkt.

«Undskyld, madame, men Louis er syg. Skal Lamperne brænde til Herren kommer?»

«Gjør som De vil,» sa Inés, og opdaged, at hun stod med Haanden paa Dørklinken til sit Soveværelse.

«Undskyld, madame, men er madame bleven udplyndret?»

Inés saa ned ad sine bare Arme og rysted Hodet.

«Undskyld, madame, men der ligger Brev til madame i Altanværelset. Nu skal jeg hente det til madame,» han forsvandt og kom straks tilbage med et stort Brev paa en Krystalbakke.

Inés, der var bleven staaende som en Søvngjænger, tog Brevet og gled ind i sit Soveværelse.

Hun la Brevet paa Toiletbordet, hvor Kandellabrene 324var tændt. Saa vendte hun sig bort med en Gysen, gik et Par Ganger frem og tilbage med flakkende Blik og tæt sammenklemt Mund, satte sig omsider paa Stolen foran Toiletbordet, tog Brevet og brød Konvolutten. Den indeholdt, foruden et Par smaa Ark beskrevet Papir, en Pakke Breve, omvundet med et Baand.

Inés læste:

Kjære Inés,
Du elsker mig ikke mere, ellers vilde Du ikke saa grusomt og roligt have sluppet mig. Hvor kan det dog være, og hvad har jeg gjort Dig?

Det var bedre, om Du havde sagt mig, at Du ikke brød Dig om mig længere. Saa havde jeg dog havt den Trøst, at Du havde holdt mig god nok til din Oprigtighed. For det, Du siger, er jo kun et Paaskud.

Aa Inés, Inés, havde Du elsket mig, som jeg elsker Dig, hvad vilde Du saa have tænkt paa Farer, og hvorfor skrev Du disse Ord: Det er min faste, uigjenkaldelige Beslutning, og jeg bér Dig, baade for din og min Skyld, om ikke at gjøre Forsøg paa at forandre den. Aa, Inés, jeg havde nok forstaat at det var dit Alvor, uden disse kolde Ord, der sidder som en Dolk i mit Hjærte. –

Du vil have din forrige Ro og Sorgløshed tilbage, siger Du. Du kan ikke udholde den Spænding, Du stadig lever i – Ja, Inés, det skal ske som Du vil. Jeg er parat til at forsvinde fra dit Liv, for at Du skal blive tilfreds og lykkelig som før.

325Da jeg fik dit Brev igaar, var det ligesom Sjælen blev knust til Støv indeni mig, og jeg tænkte straks: Du maa dø, Du kan ikke andet. Men saa stod det for mig, at Du vilde tage Dig det nær, Inés, og saa bestemte jeg mig til at leve for din Skyld – Du, hvem jeg skylder en saa stor Sum af Fryd, at ikke et helt Livs bitreste Kummer vilde kunne opveje det. Jeg følte mig stærk som en Martyr, der vil ofre sig for sin Tro. Og jeg gik paa Kontoret og satte mig til Pulten og slog op Protokollen og begyndte at tælle Tallene sammen. Men alting hopped op og ned for mine Øjne, og jeg gjorde ingenting, indtil Ruder kom og sagde, at jeg havde Feber og lod mig gaa hjem.

Men her i Stuen, Inés, her, hvor Du har været – kom Længselen efter Døden atter over mig, og i hele Nat har jeg kjæmpet for at overvinde den.

Imorges gik jeg atter paa Kontoret, og blev atter sendt hjem, og Ruder sagde, at han vilde skikke mig en Læge, men jeg bad ham vente til imorgen.

Jeg saa Dig paa Gaden idag, Inés. Du stod ud af din Vogn og gik ind i en Butik, og da greb jeg om en Lygtepæl for ikke at segne om. Du saa saa dejlig og straalende ud, og saa tænkte jeg paa, at Du havde lagt dine Arme om min Hals og kysset min Mund, og at jeg havde holdt Dig i min Favn og ejet Dig helt, og at nu skulde det aldrig ske mere.

326I det Øjeblik besluttede jeg fast at dø, og jeg følte en heftig Glæde ved at vide, at der var en Flaske Opium i det lille Medicinskrin, min Fader havde givet mig med paa Rejsen.

Da var det, som der sank en Byrde af mig og min Sjæl blev let og fri. Nu skulde det snart være forbi med den ulidelige Pine, jeg led. Jeg gik ind paa Kafé Paris, spiste lidt og drak en halv Flaske Vin. Og saa læste jeg Aviser. Det var saa højtideligt at læse Aviser for sidste Gang. Averding kom derind. Han vilde have mig ud med iaften, og jeg aftalte at møde ham paa Kaféen Klokken ½10. Vi snakked en Stund sammen og han mærked intet paa mig.

Bagefter gik jeg hjem og læste dine Breve, Inés, og paa hvert Ord i dem har jeg trykket min Mund. Nu faar Du dem tilbage. Jeg tænkte at brænde dem, men det kunde jeg ikke. Jeg har skrevet et Brev til Ruder og deri sagt, at jeg havde spillet og tabt en stor Sum, som jeg havde faaet Henstand med til imorgen, men at jeg foretrak at dø, da jeg ikke kunde betale. For at ingen skal ane eller tænke noget om Dig, Inés.

Naar dette Brev er lagt i Konvolut, gaar jeg ud i Postkassen med det. Saa faar Du det inat, naar Du kommer fra Operaen. Da har jeg alt været død i fem Timer. Jeg lægger mig paa Divanen – vor Divan – Inés, min Elskede – saa tømmer jeg Flasken, og saa kommer Døden.

Jeg er ikke fortvivlet, Inés. Du ser, hvor rolig 327min Haand skriver, og hvor mine Tanker er klare. Hvis jeg skulde leve istedetfor at dø – Jeg gyser ved Tanken.

Og nu, Inés, nu lægger jeg mig i Tankerne paa Knæ foran Dig, kysser dine Hænder og ser paa Dig med en inderlig, en sidste Bøn i Øjet: Tro ikke, Du er Skyld i min Død. Det er ikke Dig, Inés, det er Skjæbnen. Du véd, jeg altid var kjed af Livet, før jeg saa Dig, Inés. Dengang tænkte jeg ofte paa at dø.

Kan Du huske, da vi gik paa Kirkegaarden, da talte vi om at dø, og jeg syntes det skulde være let og sødt at dø, naar Du var med mig.

Og jeg har Dig med mig, Inés, lukket inde i min Sjæl, i min sidste flygtende Bevidsthed, i mit allersidste Aandedræt. Og saa véd jeg jo, at Du ogsaa snart skal dø. «Om jeg blev hundrede Aar, det er dog snart,» sa Du paa Kirkegaarden. Disse Ord lyder nu i mit Indre som Fuglekvidder, Inés.

Nu, da jeg skal skrive det sidste frygtelige Ord, ryster min Haand og mit Hjærte snører sig sammen. Jeg maa vente lidt.

Farvel, Inés. Saa, nu er det sagt. Tak for den Kjærlighed, Du gav mig. Tak i al Evighed.

Din Arthur.

Inés’ Hænder faldt ned i Skjødet. Smerten laa som et Baand af Ild surret stramt om hendes Liv, og hun rokked sagte paa Stolen.

328Pludselig saa hun i Spejlet et gulhvidt Ansigt med indsunkne Øjne, Furer mellem Brynene og et dødt, sort Haar, der klæbed til Panden.

Med et halvkvalt Raab gled hun ned af Stolen og blev liggende paa Gulvet, hvilende paa Knæerne og Albuerne, og med Ansigtet skjult i sine Hænder.

Om lidt hørte hun sin Mand i Sideværelset. Hurtig fôr hun op, pusted Lysene ud, og var i næste Sekund krøbet op i Sengen med Tæppet over sig lige til Hagen.

Døren gik op, og en svag, rød Lysning flød ind i Værelset.

«Sover Du, Inés?»

Hun samled sine Kræfter og sa højt: «Nej.»

«Der var intet at gjøre. Død som en Sild.»

Det varte lidt, saa sa Inés med klaprende Tænder: «Var der ingen Læge?»

«Værtinden havde hentet en, men det var for sent. Vi faar begrave ham over i Skutari – Hm, hvem skulde tænkt» –

«Havde han lidt meget?» tvang Inés med Møje frem.

«Ja, hvem kan vide. Han saa styg ud. Jo, jeg takker, det blir en vakker Rapport at afgi til Forældrene.»

«En underlig Gut,» fortsatte von Ribbing. «Og taktløs! Adressere sine Afskedsord til Ruder istedetfor til mig, hva sa! Aldrig hørt paa Mage til Historie. Ta Livet af sig i en By som Konstantinopel, 329naar man kommer fra et Hul som Sverrig. Og for en ussel Spillegjælds Skyld. Han kunde jo ha skrevet til sin Far, eller vi kunde ha hjulpet ham, det Fæ.»

Von Ribbing vented lidt, saa sa han barsk: «Jeg tror min Salighed, Fyren har vært forrykt,» han drejed sig paa Hælen og forlod Værelset.

Inés holdt sig stille, til hans Skridt var døet hen. Saa brød hun ud i en skjærende Hulken.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.