20. august 1902.

Mia] (gresk/latin), kortform av Maria: uviss betydning, eller Emilie: latin, rivaliserende, som kappesMia Bjerke var heroppe i formiddag. Vi talte om mig, der skal begynde paa skolen igjen.

«Jeg maa sige, det er kjækt af dig, Marta,» siger Mia, – «men det kan da umulig være nødvendigt du – og Otto har det da saa bra nu.»90

Det ser vist igrunden ogsaa noksaa meningsløst ud. Otto liker det heller ikke.

De andre mistænker mig vel igjen for at ville være original. Det gjør de jo altid.

De har altid merket, at jeg ikke følte mig rigtig hjemme mellem dem. Og alligevel har de bestandig været hyggelige mod mig. Mest for Ottos skyld naturligvis, men ogsaa fordi de er snille.

Jeg var buden ud til Jensens paa Snarøen isøndags. Jeg sad hele tiden og tænkte paa, hvor der egentlig er hyggeligt – med moquettesmøblerne] møbler med trekk av mokett, et mangefarget, fløyelslignende stoffmoquettesmøblerne og urnerne og palmerne og søilerne; det er da ikke det, som det kommer an paa i et hjem, hvordan der ser ud, men hvordan menneskene er.

Hvis jeg virkelig havde været begavet, som jeg bildte mig ind engang, saa havde jeg forstaat længe før, at livet det er bare menneskene; skjæbnen, det er bare menneskenes liv, der griber ind i hinanden. Og jeg, som kom til at leve mellem sunde, bra og dygtige mennesker, som Ottos venner er, jeg havde fundet ud, hvordan jeg kunde stemme mig sammen med dem; – jeg havde kunnet det, uden at gjøre vold paa mit eget væsen. Man kan det, – det gaar an at vælge ud af sit eget det, man har brug for til hverdags, og dyrke det.91

Men jeg har gaat og sletikke tænkt, netop mens jeg bildte mig ind at tænke] mig ind at jeg tænkte  Alle mig ind at tænke. Jeg har aldrig forsøgt at se disse mennesker fra indsiden – jeg dømte dem udenfra, fra det, som sletikke er deres eget, deres væsen og smag og ideer, som de netop selv har faat udenfra. Mia, for eksempel – det som er moderne og udstillet i de fine butikerne, det er pent. Jeg har opholdt mig ved denslags ting hos hende og fundet, at vi to havde igrunden ingen fælles interesse – og saa er vi beggeto gifte og har barn.

Jeg var inderlig skamfuld, da hun kom herop idag. Mindst i to maaneder har jeg tænkt mig ud til hende, men opsat det. Saa kommer hun her for at tilbyde mig syltebringebær og har jordbær og roser med til Otto.

Stakkars lille Mia; hun har det ikke for morsomt hun heller med det evindelige ungesjauet. Det blev ikke mig, som gik rundt med roser og jordbær til mine syge venner, hvis jeg var Mia. Men hun sagde bare ganske spagfærdig, da vi kom ned fra Grefsen igjen og satte os i trikken:

«Uf ja du, Marta, der skal nogen til det værste ogsaa her i verden.»

Aa livet, livet, livet!92

Alle de spildte, øde aar, jeg bare har gaat og stirret ind i mig selv, til jeg blev alene midt mellem alle menneskene, fordi jeg bare saa paa deres tilfældige, planløse spor, men ikke paa dem selv.

Fordi om jeg er lært til at se paa ting, de ikke ser, og fordi om folk har fyldt min hjerne med ting, de ikke tænker paa – hvad har det med livet at gjøre! Om en har sort haar og en brunt, en en rank ryg og en en kroget – vore legemer lever paa samme maaden, blodet løber gjennem aarerne, og det trænger til mad og drikke. Vore sjæle trænger det samme, lider den samme sult og tørst, om det er lidt forskjellig næring, de er opfødt til at kræve. – Vi har vel sagtens ikke anden sjæl end vort legemes liv, – den lever i os som flammen i stoffet, der brænder.

Alle mine vildfarne veie. – Nu skal det bli anderledes. Jeg ved ikke, hvad livet er, men ensomhed, det er ikke livet.

Saa sikkert, som vi er avlet og født af andres liv, saa maa vi opholde tilværelsen ved det, vi faar af andre. Og det maa vi kjøbe med at gi af vort eget hver eneste dag.

Sommetider, naar jeg sidder hos Otto, faar jeg saadan lyst til at lade mig glide ned ved93 siden af ham, lægge mit hoved paa hans knæ og sige – jeg ved ikke hvad. Ingenting helst, kanske.

Jeg kan jo aldrig tale til ham om dette. Det er igrunden derfor, jeg har skrevet det ned altsammen, – det er det af mig selv, jeg har skilt ud og nu lægger hen – jeg har ikke brug for det i det liv, jeg skal til at leve.

Jeg har betalt mere for mine erfaringer, end et menneske har raad til. Men nu nytter det ikke at sørge over det.

I overmorgen kommer mine smaagutter hjem, og dagen derefter begynder jeg paa skolen. Det er ikke andet end arbeidet for mit hjem nu, ikke mere, men hellerikke mindre. Og saa kommer Otto hjem snart. Min egen, egen, egen ven!

– Der er sting af smerte, som aldrig vil holde op at pine – hver gang jeg ser Henrik, hver gang Otto kjæler for lille Aase. – Kanske kan jeg vænne mig til det med tiden. Andre har maattet gjøre det. Jeg ved bare, jeg maa kunne skabe lykke for mine egne – saa gaar det vel. Det skal gaa.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.