22. juli 1902.

Otto saa ikke paa vort forhold dengang, saadan som jeg. For mig var det bare erotik; men for ham var det paa samme tid en forfærdelig alvorlig forpligtelse.

Jeg faldt vist aldrig paa at fortælle ham, hvordan jeg havde levet, før jeg traf ham, eller hvad35 jeg mente og tænkte. De gange, vi kom ind paa sligt, var det Otto, som begyndte.

«Du Marta,» sagde Otto en dag, «jeg er ikke kristen – saan.»

Jeg husker, det var en søndag først i mars, vi var paa ski i Nordmarken. Straalende solskin og skogen tung af sne; foran os var der en liden hvid slette – en myr – med skispor bortover, i skyggen var sneen ganske violet. Vi sad og hvilte og spiste appelsiner. Lige bortenfor os mulret] mumlet (NRO)mulret en liden bæk under isen, og trærne omkring var ganske rimet til; nogen var helt frosset ind i tykke, klare isblokke. Det var et saadant lidet indefrossent træ, jeg havde vist Otto og spurgt ham, om han trodde, det nogengang kom til at sprette, og det talte vi om.

«Ikke kristen – saan», var forresten et udmerket udtryk. Han forklarte, hvad han trodde og ikke trodde – i en ivrig tone, som han ventet modsigelse. Der var ingen mening i, at presterne kom og forlangte, at man skulde tro, bare tro paa alt, der stod i bibelen, saa blev man salig, og brugte man sin fornuft, blev man fordømt – tro paa sligt, som at djævelen krøb rundt i æbletrærne og narret folk til at stjæle – eller at Gud sagde til Noa, hvordan han skulde bygge og tjærebre skibet sit. –36

Det var hans sunde fornuft, der havde gjort oprør; han vilde ikke kritikløst tro det, som andre lærte ham. Han kritiserte endda temmelig skarpt. Men se paa kristendommen som en religion paa samme maade som alle andre religioner, var ikke faldt ham ind. Og han sluttet med at sige:

«Men jeg tror paa Gud, kan du skjønne.»

«Det gjør ikke jeg,» sagde jeg.

Og jeg satte mig til at udvikle, hvordan jeg trodde og ikke trodde – ikke paa nogen personlig Gud – «verden er altfor uretfærdig.»

«Det har jeg selv tænkt paa ofte,» sagde Otto. Han laa paa siden i sneen og saa op paa mig, næsten forfærdet.

«Verden er altfor stor, Otto, og vi for smaa. Og livet tar ikke noget hensyn til os.»

«Tror du ikke paa det evige liv heller?» sagde Otto sagte.

«Nei.»

Om aftenen, da vi endte denne skitur, som alle vore andre ture, med at Otto drak the oppe paa mit værelse, begyndte han igjen at tale om det. Og han blev hos mig til meget senere, end han pleiet, – han, som ellers var saa omhyggelig for at gaa i «passende» tid. Da han gik, sagde han:37

«Igrunden tror jeg ikke, det er saa godt, at du ved saa meget mere end mig, Marta!»

Jeg var lidt skamfuld, da han var gaat. For dette kunde det godt være, vi ikke var kommet til at tale om ellers – kanske ikke, før vi engang var blit gifte. Og det kom for en del af, at jeg paa en maade havde undervurderet Otto – med embedsstandens overlegenhed over landsgutten. Jeg havde seet lidt til det i forholdet mellem Henrik og Otto – paa mange omraader vilde min fætter alene være meningsberettiget og feiet Otto saa temmelig af, naar han ytret sig. Nu følte jeg pludselig vrede over det – vi havde ingen ret til det, hverken han eller jeg. – Aa det dumme studentsnobberiet, at Otto var «bare» forretningsmand: Jeg havde i mit stille sind brugt det udtryk – som indledning til min jubel over det prægtige, vidunderlige friluftsmenneske, kraftkaren – men den aften skammet jeg mig, fordi jeg aldrig havde brydd mig om at kjende hans tanker.

Jeg følte det endnu sterkere engang siden.

Det var kort før vort bryllup. Vi havde været borte i leiligheden – jeg husker, Otto havde holdt paa med «det tyrkiske hjørne] innredning med tyrkisk preg, bl.a. lave møbler og puterdet tyrkiske hjørne» – med en lav, vægfast bænk og et lidet bord. Vi skulde38 ha det til at drikke kaffen der; der skulde være tepper, som gik opover væggen. –

«Blaa,» sagde Otto, «rigtig sterkt kornblaa – og en masse blaa puder i alle schatteringer. – Blaat, det klær dig bedst.»

Det havde regnet om eftermiddagen, og nu mod aften var luften fugtig og varm som i et drivhus og mættet af blomsterduft. Over hele byen lugtet det af kastanjer og syrin, og da vi kom opover Kirkeveien, blev det rent overvældende, den bitre em] damp; dunst (NRO eim)em af birkeløvet og duften fra] duften av  Alle duften fra blomsterhaverne – jeg kunde tydelig skjelne pionernes fine lugt, der minder om japanske træsager] ornamenterte pyntegjenstander av mørkt, blankt trejapanske træsager, men mest var det kastanjerne og syrinerne. Jeg lagde merke til, husker jeg, hvor deilige de lysviolette syriner saa ud mod tunge, blaagraa skyer, som trak bort i øst.

Jeg tror, verden var skjønnere den aften, end jeg nogensinde siden har seet den. Vi kom til bakken overfor Vestre Akers prestegaard – i eftermiddagssolen var alting gyldent, de smaa skyfnug paa den blaa himmel og myggene nede over bækken og piletrærne langs veien. Det gnistret af væde i solskinnet, paa engen og paa trækronerne, der dryppet med tindrende draaber, og paa prestegaardens gamle blaa tegltag. Udover havegjærdet hang der hvide syriner, og telefon39traadene løb forbi ganske gyldne som strengene paa en stor guldharpe.

Vi gik ind i lunden overfor prestegaarden. Det har altid været et af mine yndlingssteder, den lille lund med Blinderens murede gravsted] Bonden Halvor Blindern (1733–1804) fikk kongelig tillatelse til å anlegge gravsted på sin gård Nedre Blindern i 1801. Gravstedet er i dag et kulturminne.Blinderens murede gravsted oppe paa bakken; som den lille runde stensætning tænkte jeg mig dengang, saa borgruiner ud, og i det fine græs under løvtrærne vokser skjør, bleggrøn desmerurt.

Vi satte os paa en sten, der hvor der fører enslags allé med græsgrodd bund op til graven.

Otto havde været stille hele eftermiddagen. Og mens han sad der med albuerne paa knærne og hovedet i hænderne, og vi længe havde tiet, sagde han sagte:

«Du – der er en ting. Jeg synes – jeg ved, det er min pligt at sige dig det.»

Han gjorde et ophold og sagde saa:

«Jeg har – jeg er ikke – jeg har – jeg har kjendt andre kvinder saan – før.»

«Du synes, det er skrækkelig, kan jeg tænke – ser jeg paa dig,» sagde han lidt efter. «Jeg ved, du maa synes det. Jeg har ikke kunnet faa mig til at sige dig det før heller – du forstaar det ikke, naturligvis, og jeg kan jo ikke forklare – ikke fordi jeg vil undskylde det heller –.»40

Jeg vilde tale, men han afbrød:

«Ikke i de sidste par aarene. Siden min søster Lydia] (gresk), betyr kvinne fra landskapet LydiaLydia døde – du ved fru Jensen. Hun var saa forfærdelig ulykkelig gift. – Da lovet jeg mig selv et og andet saan. – Men før –. Det er noget, som du ikke kan forstaa – mens man er yngre, da er det ikke saan –.»

«Otto, du maa ikke sige mere!»

«Synes du, det er saa forfærdeligt,» sagde han og reiste sig.

Da reiste jeg mig ogsaa. – Det jeg følte, var bare forvirring og skam over mig selv – først, da han begyndte, en uhyre forbløffelse; det var saamænd noget, jeg aldrig havde tænkt paa. At sige, siden jeg havde forlovet mig – for et aar siden eller to havde jeg nok diskutteret spørgsmaalet om, hvad en mand skulde tilstaa o. s. v. – det grasserte] maste, raste, huserte (NRO 2)grasserte svært med at diskuttere dengang – og jeg havde havt krav. Men mens han talte og jeg saa, han havde det ondt, og det var forfærdeligt alvor for ham, følte jeg mig saa skamfuld og saa ydmyget, at jeg neppe turde se op. Aldrig, aldrig havde jeg brydd mig om ham, syntes jeg, anderledes end at jeg vilde ha ham til at synes, jeg var deilig, kysse og dægge for mig, lægge hænderne paa hans brede, sterke skuldre – men aldrig havde41 jeg ledt efter hans sjæl for at være god mod den og elske den. –

«Nei, nei, Otto, du skal ikke sige mere. Kjære, hvad ret har jeg til at fordre sligt af dig. Jeg, jeg har aldrig tænkt paa at gjøre dig regnskab for det gale, jeg har gjort eller gjør – for stygge, onde, smaalige tanker og gjerninger – ikke engang tænkt efter, hvor meget jeg maa rette paa mig selv nu, vi skal gifte os.»

«Du – aa Marta, Marta –.»

«Sig mig alt, som du gjerne vil sige mig – jeg ved, jeg skal nok kunne forstaa dig – nu. Alt som du gjerne vil, en anden skal kjende og tale med dig om, det ber jeg dig sige til mig. Men der er ingenting jeg fordrer at vide eller synes, jeg har ret til at spørge dig om. For vi ved da, vi kan stole paa hinanden og er forfærdelig, forfærdelig glad i hinanden – ved vi ikke?»

«Aa jeg kan ikke sige dig, som jeg er glad i dig – at du kan ta dette saan!»

Saa gik vi tæt ind til hinanden, op og ned, i den gamle vaade allé, hvor draaberne dryppet og blinket den hele tid, og jeg var usigelig lykkelig og lidt skamfuld over, at Otto syntes, jeg var saa storartet. –

«Ja, naar vi nu blir gift, du,» sagde Otto,42 og paa det kysset vi hinanden, til vi mistet pusten. Og da vi gik hjemover, følte jeg overlegen medlidenhed med alle de andre par, vi mødte.

Ottos far og svoger kom ind til brylluppet. Min svigerfar var ikke rigtig fornøiet med den maaden, vi havde ordnet det paa – han vilde, vi skulde reist op til Løiten og holdt bryllup der, siden mine forældre var døde. – Vi havde været paa Auli] jf. kommentar til Marta OulieAuli i paasken, men det var ikke saa hyggeligt. Endda de var svært venlige mod mig, forstod jeg nok, de hellere vilde, Otto skulde faat en pige med penger, og at de fandt mig for «fin» – skjønt Gud ved, jeg gjorde mig saa stille og beskeden som bare mulig. Men Otto var saa sød og fin og omhyggelig for, at jeg ikke skulde merke noget, saa jeg var glad for turen alligevel, og min svigerinde Helene er jo noget af det sødeste, som er.

Vi blev borgerlig viet, og saa holdt jeg middag paa Grand – to veninder af mig havde ordnet med det, og det var meget vellykket, saa svigerfar og Tomas] (hebraisk), tvillingTomas Nordaas blev i svært godt humør, inden Otto og jeg brød op.

Da jeg kom op paa mit værelse for at bytte min fine blaa dragt og lakstøvlerne, havde min43 værtinde allerede begyndt at rydde ud af værelset. Sengklæderne var tat af sengen, og bordteppet laa brettet sammen paa et hjørne af bordet; mine egne sager stod stablet op i et hjørne, de skulde bringes bort i leiligheden] bort til leiligheten  FMO4 bort i leiligheden om aftenen.

Jeg udgjød] felte (tårer) (NRO utgyde 1 a c)udgjød etpar taarer af enslags sentimental rørelse, mens jeg klædte mig om. Saa kom Otto, mens jeg stod og hegtet igjen bluselivet; han glemte at banke.

«Aa undskyld – du maa nok skynde dig lidt, klokken er næsten fire, ser du.»

Han gav sig til at pakke om rypesækken] rypesekk: ryggsekk til sportsbruk (NRO 2)rypesækken min, tog ud af den og lagde over i sin. Han fik fat i noget undertøi, og jeg saa, han blev lidt rød.

«Du har vel nok strømper med vel?» sagde han og spændte igjen.

Saa travet vi opover Maridalsveien i det straalende solskin. Ottos kjøbmand, Helgesen i Sandakerveien, skulde kjøre os op til Nitedal.

Der var noget landligt, festligt, der mindet mig om alle gode dage i min barndom, ved Helgesens store gaardsrum, med stalde og lagere omkring, pumpe midt i gaarden og duer paa taget.

«Ja naa venta je Dere næsten ikke mere,» sagde Helgesen, «aa er detta frua Deres da, Oulie? Hu var rekti lita og pen au, hu,»44 sagde han og gratulerte mig med et vældigt haandtryk.

Otto snakket lidt med Helgesen, mens vi kjørte – om folk opover Nitedalen og Maridalen, som jeg ikke kjendte. For mig hørte det saa fredeligt og hyggeligt ud – byen blev ligesom saa fjern og usandsynlig. Paa gaardene rundt Maridalsvandet stod høiet i saater; nogensteds kjørte de ind, og nogensteds var de saa smaat begyndt at skjære rugen – tversover vandet hørtes der ringlende lyd af en slaamaskine, og Otto og Helgesen talte om aarsudsigten] årsutsikt: Forhold som gir så eller så godt håp om god årsvekst (NRO).aarsudsigten med iver og alvor. Da vi kjørte ind i skogen, tog Otto min haand og trykket den, men vi sagde intet.

«Ja naa faar dere ha god fornøielse da – level, Oulie, level, fruen!»

Helgesen smilte smørret] overdrevent blid; smiskende (NRO 2 a)smørret, da han satte os af.

Vi talte ikke stort, mens vi fulgte skogstien. Otto saa sig om efter mig etpar ganger, spurgte, om vi gik for fort, og gjorde en og anden bemerkning om, at det var svært, saa mange trær der var blæst ned – stien var tit helt spærret – og om, hvor vaadt det var paa myrene nu – og engang plukket han en haandfuld hvid marihaand og gav mig:

«Er de ikke pene? – Sæt dem i brystet dit – der tar de sig godt ud.»45

Det var noksaa sent, og solskinnet var helt gyldent oppe i aaskanten. Af og til faldt der et solstreif ned paa stien, hvor vi gik – paa bunden af en kløft langs en liden brusende elv; saa glitret det i skumsprøiten og i de vaade birke og olderbuske] olderbusk: buskformet oretre (NRO)olderbuske. Der vokste en masse store blaaklokker og tyrhjelm.

«Aa hvor de er pragtfulde,» sagde jeg, og Otto vendte sig.

«Liker du dem – ja, de er vakre. Der er saa mange af dem lige nedfor hytten.»

«Saa –» sagde Otto – «det var deilige greier – naa er kloppen] Liten bro av stokker som er lagt parallelt i veiens lengderetning over elv eller bekk, eller over myret, bløtt og sølet veistykke (NRO).kloppen borte ogsaa.»

Vi var kommet frem til en liden fos; elven var bred og dyb der, og der laa bare en enkelt, rund stok til bro.

«Giv mig haanden nu,» sagde Otto. «Men kjære, søde Marta – hvad er det?»

Jeg havde saan hjertebanken, at jeg rystet, og jeg kunde merke, jeg var ganske hvid i ansigtet. Min haand var iskold.

«Men – kjære, er du ræd?» hvisket Otto.

Jeg slog armene om hans hals og gjemte ansigtet. Det var ikke angst heller – snarere en slags legemlig spænding. Da jeg i det samme fik foden opi et myrhul og vandet løb ind over støvlekanten, isnet jeg ligesom over hele kroppen,46 – huden krympet sammen, og jeg følte mig saa nøgen i klæderne.

«Nu er vi straks fremme,» hvisket Otto, igjen, «bare op aasen her.»

Det var brat op.

«Saa –» sagde Otto, stanset og pustet ud.

Steilt nedfor os laa et stort, blankt vand. Og lidt borti, paa en liden grøn braate, midt i aftensolen, laa en liden graa stue. Vi kom til en skigar, og Otto lagde unna stokkene.

«Ja nu er vi hjemme da,» sagde Otto og tog omkring mig. Han kysset mig, og jeg følte, det var anderledes end alle andre kys, han havde git mig – ja et velkommenkys. Vi gik over volden; der var en masse violer og natogdag, og i hver stenrøs blomstret tyrhjelm og gjeterams. Nedfor os blinket vandet mellem birketrær og orekrat.

Paa trappestenen stod der et spand med melk og en kurv poteter – en svær buket markblomster laa ved siden af.

Otto laaste døren op og lod mig gaa først ind i den halvt mørke stuen.

Det var bare fjorten dage, vi var paa hytten – Ottos sommerferie. Og Gud ved, de gik fort nok. Men endda naar jeg tænker tilbage47 paa den tid, løser den sig op i tusen smaa lykkeminder.

Jeg husker en nat, jeg vaagnet i graalysningen. Først sad jeg længe op i sengen og saa paa Otto, og jeg syntes, jeg blev næsten ræd ved at være saa lykkelig – jeg havde ikke raad til at lægge mig til at sove igjen.

Jeg stod op tilsidst, og bare med et sjal over natkjolen sad jeg paa dørtærskelen og saa ud i den milde, disede morgen.

Det var længe, jeg havde siddet der, da Otto pludselig kaldte:

«Men kjære, – hvad sidder du der efter? Er du oppe alt?»

I en pludselig følelse, ligesom af skamfuldhed – angst for at røbe noget, jeg ikke vidste om han vilde forstaa, sagde jeg, jeg var staat op for at lave kaffe paa sengen til ham.

«Aa Gudbevarremig vel! Det var da en fabelagtig energi, der er kommet paa dig – du er da rigtig noe til kjærring ogsaa – væk mig, naar den blir færdig da,» sagde Otto og lagde sig til at sove igjen.

En aften gik vi os vild. Det var saa mørkt som en sommernat kan bli, da vi kom til bredden af en stor myr, som vi ikke kjendte.

48«Det lureste var, om vi lagde os til her,» sagde Otto. «Er du fælt ræd for at ligge ude en nat?»

Jeg syntes, det var storartet. En hel nat havde jeg aldrig været ude før.

Vi fandt os en liden smal seng mellem blaabærtuerne; Otto svøbte sin trøie og min jakke om fødderne vore, og saa laa jeg med hovedet paa hans skulder og saa op paa himmelen, der var lyseblaa, endda det var noksaa mørkt, og paa aasen ret overfor, der tegnet sig sort og skarp mod den gulhvide horisont – det fine, gulblege skjær, der flyttet sig rundt himmelranden, østover, speilende sig i vandhullerne udpaa myren.

Vi blundet lidt nu og da, eller laa og smaasnakket. Medet sagde Otto:

«Du – naar vi to faar en liden gut, skal den hede Einar. – Det havde jeg en bror som hed.»

Han havde nævnt den broren engang før – da vi var paa Auli i paasken. Jeg havde seet deres gravsted ved kirken, og Otto fortalte, at Einar var kommet afdage ved et vaadeskud.

Nu laa han og fortalte om broren – deres barndom, om den vintereftermiddagen, de var paa ski paa fjeldet, og Einar fik hele børseladningen i laaret. Hvordan de strævet og49 bandt under og ikke kunde faa stanset blodet – og benet holdt paa at fryse bort, mens de drog ham nedover paa skierne.

«Saa begyndte Andreas] (gresk), mann, menneskeAndreas, kameraten vor, at graate. Vi kunde ikke faa ham til at holde op. Og ikke vidste vi saa nøiagtig, hvor vi var heller – nok retningen og saan – men du kan skjønne, det var jo knap tid. –

– Der var saan en masse stjerner den natten, husker jeg – maaneskin og lidt nysne oppaa skaren – som jeg bad til Gud dengangen – ja da følte jeg mig vel liden.

Men ved du, saan som inat – da føler jeg mig ligesaa liden. Jeg tænker paa det du siger – om der er en gud, du, saa ligger vi her for ham som to smaa mus i et hul.»

Jeg knuget mig ind til ham – i en stille henrykt forundring over at høre ham sige just det, jeg laa og tænkte. –

Vi var paa hytten hver søndag, helt til langt udpaa høsten.

Det var inden] var før  Alle var inden det var blit rigtig almindelig at have hytte. Vor var bare en gammel husmandsstue. Dengang, før vi bygget paa den, var der bare et kjøkken med peis og himmelseng og ingen andre møbler end de, der stod igjen efter husmandens – og saa to tre felt50stoler, som Otto havde transporteret op, og mange krukker til blomster – Otto elsker blomster og har et eget lag til at ordne dem – bare han stikker etpar i en kop, falder det saa vakkert for ham.

Vi indførte stadig forbedringer i løbet af sommeren, broderte duger og puder og løibænk] ustoppet hvilebenk, sovebenk (NRO løibenk)løibænk under vinduet.

I kammerset var der komfyr, der lavet vi mad. Otto var kok, jeg kunde ingenting, paastod han, og grasserte selv i skjorteærmer:

«Ja du Marta, du er vel et udueligt væsen!»

Hver aften gik vi til Lillerud efter melk. Otto var bedsteven med alle folkene derborte, og jeg blev straks optat i familien. Jeg laa de lange svale aftener paa volden og snakket med Ragna] (nordisk), kortform av navn på Ragn-, som betyr råd, avgjørelseRagna og ungerne, og oppe fra aasen hørte vi bjelderne til hestene, som gik løse i skogen – og jeg lyttet efter Ottos stemme, mens han sad paa trappen og talte med mor – Ragnas mor – og Ragnas mand.

Livet oppe i skogen gjorde forholdet saa lykkeligt og harmonisk mellem os. En øm og glad fortrolighed kom af sig selv, naar vi dagevis streifet rundt i skogen og plukket bær – over bringebærbraater mellem frodige bregner,51 hvor jeg var ræd for orm, og hvor tyttebærene rødmet paa graa gamle træstubber – eller i skyggefulde blaabærlier med gyldne solstreif paa fløilsblød mose – paa myrer, hvor Otto sprang og plukkede de faa og fattige multer, som jeg værsgo skulde ha allesammen. Saa fortalte han om for en masse multer der var hjemme hos ham – og vi kom til at fortælle hinanden stort og smaat om vor barndom og ungdom – alt efterhaanden. Otto kjendte nærsagt hver vei og sti over hele Nitedal og Nordmarken, og hver fuglestemme og hvert dyrs liv, og veirtegn og stjerner og sligt – han havde jo fartet i skog og mark, fra han var saa stor som tobak for en skilling] uttrykk for en meget liten størrelse, rikelig belagt i dansk litteratur (ODS tobak)tobak for en skilling. Og her ude blev jeg bare Ottos lille pige, som han passet paa.

Det lille hus, hvor vi havde vort første hjem, er revet ned. Jeg er næsten glad for det nu – nu havde det været saart at gaa forbi og se andre bo der. Men den aften for nogen aar siden, da Otto og jeg kom forbi og fik se, de var begyndt at ødelægge stedet, stanset vi og stirret paa hinanden – jeg begyndte at graate, og Otto var vist mindst ligesaa bedrøvet. Huset var tomt og havegjærdet revet væk, flere af trærne laa fældet bortover ribsbuskene, som Otto havde plantet. Vi gik ind i haven; verandadøren stod52 aaben, og saa gik vi ind og vandret om i de tomme, vinduløse stuerne. Vi sagde ikke stort, hellerikke mens vi gik hjem; vi var vist begge tilmode, som vi havde mistet et kjært fristed for vore tanker. – Det var dengang, jeg var saa misfornøiet med mit liv, og jeg syntes, det var som et symbol, at nu skulde de rive ned og ødelægge det sted, hvor jeg havde været saa lykkelig.

Da vi kom hjem, gik Otto ud i haven og der gik han omkring og puslet med roserne, der netop havde faat matter om sig – det var sent om høsten. Da jeg kom ud paa verandaen for at kalde ham ind til aftensbordet, sagde han saa trist:

«Vi skulde tat med os alle roserne vore, da vi flyttet – saa synd det er med dem. Og ribsene mine da du, nu var de netop begyndt at bli store.»

Det var ikke noget flot hjem, vort første, men Gud saa hyggeligt. Huset havde været kuskebolig eller sligt til et landsted engang og havde faat en træveranda klistret udenpaa sig ved en anden leilighed. Den sækkegaden] sekkegate: blindgate (NRO)sækkegaden, det laa for enden af, kaldte Otto «blindtarmen»; lønnetrærne fra haverne gik sammen over den53 næsten; der var ubeskrivelig sølet vaar og høst – ungerne saa ud som griser bestandig, naar de kom ind, men jeg havde ikke hjerte til at skjænde paa dem – jeg skulde ofte gjerne været unge selv og bagt kage af den fede, svarte sølen og holdt butik paa en fjæl mellem to mursten.

Alle de rare greier, Otto bragte hjem til at pynte op med! Jeg syntes nok ofte, de var fælt stygge, hans urner og vaser – men jeg saa bare, at Otto var rørende opfindsom for at glæde mig og pynte op hjemmet, som han var saa stolt af. Han var altid tidlig oppe, og mens jeg klædte mig paa, fór han ud og ind og fortalte, hvem af roserne var sprunget ud inat, eller han trak op ræddiker til frokosten.

I mange stykker var han svært barnagtig. Mens vi var forlovede] var forlovet  Alle var forlovede, havde han søgt at skjule det – dengang var han ogsaa forfærdelig ræd for at vise sig naiv eller landsens. Efter vi var blit gifte, generte han sig ikke det mindste mere for det – jeg kunde jo hellerikke længere skjule, hvor forelsket jeg var i ham – og han koketterte nu en hel del med sin gutagtighed; han blev blandt andet fæl til at sige ting, som var saan lidt uskikkelige, men altid paa saan en uskyldig, unget] barnaktig; barnslig (NRO, med eksempel fra dette stedet hos Undset)unget maade, som naar han aldrig blev54 træt af at fortælle, at det var jo igrunden upassende, naar vor terne hed Olerine] Navnet Olerine har en lydlig likhet med kolerine (fr. cholérine, dim. til choléra) som betyr akutt, koleralignende mage- eller tarmkatarr (NRO kolerine).Olerine; det opvakte urene fantasier.

Han moret sig kostelig over mine skolehistorier. En søndag havde vi hele min klasse til chokolade; Otto var en storartet vært for nitten smaapiger og holdt et leven med dem, til de var aldeles gale, alle tyve. Siden var hele klassen aldeles forelsket i «frøkens pappa». – Det var det andet aar, vi var gift, da Einar var et par maaneder.

Gud, hvor jeg var skidtvigtig af den ungen. Men Otto var meget værre. Og som han gjætet mig hele tiden før. Stakkar, mens jeg laa, havde han kjøbt en hængelampe; det skulde være en overraskelse, til jeg kom op, men han fortalte det forresten længe før og bar mig ind i uldteppet, forat jeg skulde faa se den.

Naar jeg hører lyden af en græsklippermaskine, maa jeg tænke paa den sommeren, Einar var liden. Jeg sad paa verandaen med en bog eller et sytøi og dovnet – saa paa Otto, der strævet i sit ansigts sved og skjorteærmer og klippet plænen hveranden dag mindst med en gammel græsklipper, han havde faat paa en auktion. Han havde et arsenal af havesager under verandatrappen, nok til at holde Slots55parken istand. Den singlende lyd af græsklipperen hørtes saa sommerfredelig ud, og jeg sad og faldt hen, til Otto kom op og forlangte, jeg skulde tørre hans pande, gi ham lemonsquash] leskedrikk, sommerdrikk av kaldt vann med presset sitronsaft og sukker (NRO)lemonsquash eller komme ned og se paa hans otte blomkaalplanter og agurkerne. Og Einar laa i solskinnet og sov under sit slør, rød og varm og deilig, med de søde smaa hænderne, der kløp saa godt i brystet mit, naar han fik mad. –

Igrunden begyndte det vist som en slags træthed – jeg var overmæt af lykken. Jeg har læst ensteds, at lykken er altid ens. Det var det.

Halfred var født, jeg var begyndt paa skolen igjen, gutten indforlivet i vor husstand med hele det apparat af arbeider, vaner og hensyn, der hører til hvert eksemplar af en husstand og tilsammen danner et hjem. Saa kom fra Ottos side akkurat de samme tilnærmelser og de samme følelser – alt som var hændt efter Einars fødsel, det gjentog sig. Dengang blev jeg lykkelig over det – nu syntes jeg, det var en smule komisk, lidt bedrøveligt, det stødte mig lidt. Herregud, tænkte jeg. – Saa vilde Otto, jeg skulde holde op paa skolen – hans egen forretning, som han havde begyndt, gik udmerket; det var netop i de gode tider. Vi havde ogsaa faat en noksaa56 stor omgangskreds – mest Ottos forretningsvenner. Jeg tænkte lidt trist, hvordan han vilde udvikle sig til en rigtig spidsborger – anlæg havde han – og jeg vilde komme bort fra min egen kreds og fra mine interesser, som jeg altid havde hævdet, man godt kunde passe, om man fik mand og barn. – Saa vilde historien gjenta sig, til jeg blev træt og styg af alle de barn, jeg sagtens fik; tilsidst blev jeg nok reduceret til at være et af numrene i den lange katalog over Otto Oulies lyksaligheder.

Alt dette stod ikke rigtig klart for mig, men det laa bag min melankolske stemning. Jeg følte jo, at som forholdet var mellem Otto og mig, var der fare for, at vi skulde gli fra hinanden. Og jeg klamret mig til mit arbeide og til barnene, som det var noget, jeg vilde ha i reserve, om jeg skulde lide skuffelse i det, der endda var det meste for mig i livet.

Otto trodde, jeg var syg, sendte huslægen vor op ret som det var, kommanderte mig til at drikke vin og spise jern, vilde ha mig til at reise op til Helene en tur eller op paa hytten, men især, at jeg skulde slutte paa skolen fra sommerferien. Jeg vilde ingenting – igrunden var det jo nyt, interessant og behageligt at sidde saadan trist og træt og gruble – især naar Otto kom, satte sig hos mig og dægget bekymret for mig:57

«Men lille søde Marta min, hvad er det med dig da – kjære, ikke bli syg for os da, ven min!»

«Jeg feiler ingenting jeg, Otto,» sagde jeg og tog mod hans kys. Kanske haabet jeg at binde ham til mig paa den maaden ogsaa.

Saa, da Otto skulde sin aarlige tur til London, vilde han ha mig med. Jeg vilde ikke – for det første kunde jeg virkelig ikke tænke mig at reise fra barna. Og for det andet –. Som ung pige havde jeg altid saa forfærdelig ønsket at komme ud og reise en tur, men saa skulde det være paa den maaden, at jeg bodde i byerne, lærte menneskene der at kjende, suget ind stedets stemning, sanset dets egenart. Dette vilde jo bli saa rent anderledes.

Naa, naturligvis blev jeg med. Og jeg moret mig storartet. Og skjønt jeg i førstningen vaagnet om nætterne paa de tider, jeg var vant til at staa op og se efter ungerne, om de havde sprællet af sig, og blev melankolsk ved at finde mig i hotelværelset og tænke paa smaaerne mine langt borte i Kristiania, saa savnet jeg dem meget mindre, end jeg havde ventet, saa jeg næsten skammet mig. – Otto fandt paa, at vi skulde reise til Paris med det samme, og der var vi otte deilige dage. Otto trak mig samvit58tighedsfuldt rundt for at se alt, som man skulde ha seet – museer og teatre og nogen forlystelsessteder, som Otto velvilligst tog for Paris’s mysterier. Og jeg fik hat og spadserdragt og to sæt silkeundertøi, og et delikat korset og silkeskjørt – i det toilet danset jeg cancan for Otto en morgen, vi kom hjem klokken fire og drak champagne paa værelset og glædet os omkap til at fortælle hjemme om vore udskeielser.

Saa kom jeg hjem, tog fat paa skolen med godt humør, og to fredelige aar igjennem var jeg noksaa fornøiet med livet.

I virkeligheden var det kanske de sørgeligste bagateller, som gjorde altsammen.

Vi maatte ha en større leilighed. Vi havde det allerede saa trangt, at vi knapt kunde røre os, og nu skulde jeg ha nummer tre, saa nu maatte vi flytte. Kunde vi faat overetagen med, kunde vi greiet os, og saa var kanske alt gaat anderledes. Men snedkerens vilde ikke flytte.

Jeg var misfornøiet med den nye leiligheden paa forhaand. Jeg likte ingen af de bekvemmeligheder] beboelsesleiligheter (NRO bekvemmelighet 2)bekvemmeligheder, vi saa paa, og jeg befandt mig ilde, og var sint for det, og det var om høsten i et skrækkeligt veir – og Otto havde mindst syv andre leiligheder skrevet op – saa lod jeg mig59 overtale af ham og verten. Men jeg var altsaa paa forhaand bestemt paa ikke at like mig i vor nye bekvemmelighed.

Gaden syntes jeg var væmmelig – et rigtig snobbestrøg med stygge smaa villaer og øde haver med et lysthus i det ene hjørne, hvor man kunde se, der aldrig kom til at sidde et menneske – granitpiller] runde frittstående støtter, søyler av granitt (Molbech 1859 pille 1 2)granitpiller ved porten med kjedelige navne, og cremefarvede gardiner og majolikaurner] urner av majolika, dvs. fajanse med metallskimrende glasur, stammer fra ordet Mallorca (NRO majolika)majolikaurner i vinduerne, og i et glimt af stuen saa man staalamper og søiler og palmer og alt, som stygt var.

Otto syntes, det var et nydeligt strøg. Og da jeg hængte mig paa hans arm og lod meget lidende, sagde han bare:

«Ja kan du vente andet end at bli daarlig da, Marta, du vil jo ikke gjøre det, som doktoren siger.»

Saa maatte vi ha mere indbo. Vi fik akkurat dobbelt saa stor leilighed. Otto fik skindmøbler i sit røgeværelse, og vi gik rundt og saa paa «salon»–møbler og kunde ikke bli enige. En aften saa vi et stort møblement af jakaranda] akasielignende sydamerikansk tropisk tre, brun eller brunfiolett, hard og tung ved brukt til luksusmøbler (NRO 1 og 2)jakaranda i et magasinvindu. Otto syntes, det var saa nydeligt. «Det er russisk stil,» sagde han, Gud ved, hvor han havde det fra. Jeg sagde, jeg syntes, farven var pen – det var trukket med turkisblaa presset fløil. Otto forholdt sig hemmelig60hedsfuld en uges tid – saa slæbte han mig en aften bort i den nye leilighed. – Der stod det «russiske» i al sin pragt.

Ingrid blev født. Det var nok Ottos hjertensønske, der gik i opfyldelse. Han var saa henrykt over hende og saa optat, at jeg næsten ærgret mig. Jeg syntes, det saa latterligt ud] det saa saa latterlig ut  Alledet saa latterligt ud, naar den store lange manden fór omkring med hende paa armen og snakket klussemaal] dullete og deggete språk (NRO klusse 2 b)klussemaal. Han fór lige ind i barnekammeret, naar han kom fra kontoret – før han gik ind til mig.

«Du moa, her tommer vi to! Jenta te fal? Ja, det var jenta te fal det! Ga i moa? Neida moa ikke ga i dei aa mei, Ingli – tomme du, ska vi pyle op den stygge moa, vi –.»

Og saa kjørte han hele ungen ind i ansigtet paa mig, uden at bry sig om, hvad jeg sad med.

«Isch, hvad er det for noget, du læser nu da,» kunde han sige, – «at du gidder!»

«Uf jeg er saa lei, saa lei af den dumme jentungen, at det lugter,» sagde Einar en dag, Otto maset med Tulla som værst. Otto blev sint, men jeg lo bare af Einar og tog ham paa fanget.

Jeg var holdt op paa skolen for godt, da61 Ingrid skulde komme. Ottos forretning gik aldeles udmerket nu, og vi havde ikke brugt stort de første aarene. Nu vilde Otto, jeg skulde ha det godt og mageligt, faa saa megen hjælp i huset, jeg bare ønsket og saan. – Saa begyndte jeg at læse en hel del igjen, hørte etpar forelæsninger, der interesserte mig, og jeg var med i flere klubber og foreninger.

Otto likte det ikke rigtig. Han sagde intet direkte til mig, men naar nogen af mine foreningsdamer var hos mig, var han ofte lidt utækkelig og vilde gjerne gi sig mine af at være en rigtig hustyran.

En dag var han inde, mens vi drak the og passiaret. I et øiebliks pause siger han saa:

«Unger, der er noget, jeg har glemt idag, hvad kan det være mon?»

Og begge gutterne skreg henrykt i kor:

«Du har glemt at gi mor juling vel!»

«Det er sgu] «i forb. så gud brukt for å innrømme ell. bekrefte utsagnets riktighet» (NRO gud B 1 a)sgu sandt – aa mind mig paa det iaften du, Einar!»

Det moret de sig forfærdelig over alle tre. Saa tog han en gut i hvert øre og drog af med dem:

«Nei naa gaar vi mandfolk ind til mig.»

Saa holdt de et leven i røgeværelset som vilde dyr.62

En middag kom Otto hjem med en liden hundehvalp, han havde kjøbt. Det var en terrier, vi kaldte den Peik] navn på hovedpersonen i det norske folkeeventyret «Peik»Peik og var forfærdelig henrykt over den. «Jeg vilde heller ha Peik end Tulla,» sagde Halfred.

Stakkars lille Peik. Vi havde den bare et halvt aar, saa blev den kjørt over. Otto maatte selv ta livet af den, og han graat og barna graat, og jeg graat.

Saa en dag, jeg stod og tog paa mig, kom Otto ganske heftig hen og sagde:

«Jeg skjønner ikke, hvad du skal gaa paa alt det der efter – jamen er du rar, Marta. At du tør! Dennegangen var det bare det stakkars vesle dyret – næste gang er det vel et af barna dine!»

«Ved du hvad – nu er du virkelig for nervøs! Men naar du altsaa har imod, at jeg interesserer mig for dette her – kvindesag og saan – saa synes jeg, du hellere fik sige det rent ud!»

«Du ved godt, jeg] vet godt at jeg  FMO4 ved godt, jeg har ikke spor imod det – jeg synes, det er saa bra og retfærdigt og alting – du kunde bare overlade det til andre en stund – saa længe du har tre barn, der er saa smaa.»

«Jamen du gode Gud, Otto, det kan bli længe, til jeg er færdig med at ha smaabarn!»

«Er du lei for, du har de barna, Marta?»63

«Det gidder jeg ikke svare dig paa engang – forresten gjør du, hvad du kan ialfald, for at gjøre mig lei dem.»

«Hør nu, Marta – vi mandfolk er pent nødt til at passe vort arbeide og vor forretning. Selv om vi ikke faar tid til andet. Og naar dere gifter dere, saa ved dere, hvad deres arbeide blir i regelen. Jeg synes ikke heller, det kan være saant et forfærdelig kjedeligt arbeide at passe sine egne barn og holde sit eget hjem pent. Saa jeg har ikke saa vondt af dere. – Og om du en stund maa sætte dine interesser tilside af den grund – det er saa ikke andet, end hvad vi er nødt til, vi mandfolk med. – Herregud da, tror du, jeg har saa forfærdelig megen tid til at stelle med mine interesser, kanske?»

«Du er da ialfald i din sangforening,» sagde jeg.

«En aften om ugen! Synes du, det er for meget?»

«Nei det ved Gud – det er snarere forlidet!» sagde jeg.

Saa stod vi der og trættet.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.