3. april 1902.

Jeg er begyndt at føre dagbog igjen. – Jeg holdt ogsaa dagbog, dengang jeg var forelsket i Otto, men jeg fik ikke skrevet stort i den; jeg gad ikke sætte mig ned og tænke paa mig selv dengang.7

I gamle dage blev jeg altid forarget, naar de paastod i bøgerne, at en kvinde bare var lykkelig, naar hun gik op i et andet menneske. Nu siger jeg ja og amen til det, som til alle de andre udtraadte og skjævhælede sandheder, jeg har bestridt i min ungdom.

Nu forstaar jeg, hvorfor forbryderen bekjender, og hvorfor katolske kvinder forfalder til at gaa og skrifte. – Jeg sagde engang, jeg skulde kunne begaa et mord og leve videre med min egen samvittighed til medvider og dommer og straf eller benaadning. Herregud, jeg gaar bare og spekulerer paa at faa bekjendt for nogen – ligger og tænker det ud om natten; for eksempel, at en af ungerne kommer engang som voksen i stor sjælenød og betror sig til sin mor – og jeg fortæller alting til ungen til skræk og advarsel og styrkelse og hjælp og frelse – æsch.

For en svir det skulde være at sidde i en skriftestol og vrænge sig for en prest bag et gitter og gaa hjem, lettet og tvættet med ren samvittighed. Eller kunne sidde sin synd af paa tugthuset. –

Nu sidder jeg altsaa istedetfor og skriver side op og side ned om det. – Herregud ogsaa, for en stymper] brukt foraktelig, hånlig om en ussel, feig, kraftløs og/eller dum sløv person eller skapning (NRO 2)stymper jeg er blit! Jeg bildte mig ind, jeg skulde tænke mindre paa det om dagen og ligge vaagen mindre om nætterne. – Det har8 holdt stik til en viss grad, men det kommer vel snarere af, at jeg har havt paaskerengjøring. –

Imorgen reiser jeg til Lillehammer.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.