Fru Marta Oulie

av Sigrid Undset

3. juli 1902.

Idag er det min bryllupsdag.

Jeg tog de tre store med op til ham; jeg turde simpelthen ikke reise op alene. Jeg merket, Otto likte ikke rigtig, jeg havde dem med idag. – Det styrtregnet, og det var ogsaa en13 grund til, at de ikke skulde været med, syntes Otto. – «De er nu vel endelig godt klædt paa, du? Faa kjende paa benene deres, barn – dere fryser vel ikke vel? Du ikke heller, Marta? – Aa kjære, kjære, du er vel forsigtig – du ved jo, det maa til. Pas for Guds skyld paa, de ikke gaar og forkjøler sig –.»

Han var oppe og sad i sin lænestol. Jeg var lige ved at graate, hver gang jeg saa paa ham, saa elendig mager han var blit, og saa slunken i klæderne. – Han prøvet at prate med mig og barnene, men det vilde ikke gaa. Einar og Halfred og Ingrid] (nordisk), av gudenavnet Ing, Yngve og vakker (kvinne)Ingrid sad paa hver sin stol og hang med hovederne. Vi skulde drikke vin, og da jeg klinket med Otto, tog han begge mine hænder i sine og kysset dem stille. «Tak Marta min,» sagde han bare. Saa var jeg færdig, jeg brast i graad, og Ingrid begyndte straks at skrige, løb hen og gjemte hovedet i mit fang. Jeg maatte ta hende op og trøste hende. – – Da jeg saa bort paa Otto igjen, sad han lænet bagover i stolen med lukket øine; det rykket om munden hans. –

Heldigvis blev det lidt opholdsveir, og barna kunde sendes ud i parken. Fra vinduet kunde vi se de tre smaa pjok] danisme; medfølende betegnelse på lite, hjelpløst barn (ODS 1919–1956)pjok tusle nedover birkealléen. –14

«Det er synd at ta dem hidop, Marta,» sagde Otto, – «det er ikke nogen moro for dem at komme her.»

Jeg svarte ingenting.

«Det er ikke nogen moro for dem at komme her, siger jeg,» gjentog han irriteret.

– Det er næsten det tristeste af alt, den grætne, forpinte tone, han sommetider taler i. Han kjendte den ikke, mens han var frisk.

«Ja vi skulde anet dette for elleve aar siden, du og jeg,» sagde han sagte. – «Gid vi havde – saa skulde du ikke siddet her med fire smaabarn og et vrag af en mand.

– Aa, hvor det saa anderledes ud da, Marta. Det var ikke dette, vi ventet os. –

– Husker du –,» sagde han, og han klemte mine hænder, saa det gjorde ondt. – «For elleve aar siden idag –.

– Men som du har været i disse aarene – Marta min egen, egen søde ven. – Mon du ved ogsaa, hvor glad jeg er i dig? Som jeg takker dig for disse aarene –.»

Det begyndte at regne igjen, og ungerne kom op. Det var blit saa sent, at doktoren kom paa sin aftenvisit. Da vi skulde gaa, tog Otto barnene hen til sig:

15«Dere er vel endelig snille og lydige mod mor, mens far er borte? Rigtig snille bestandig? Dere maa aldrig, aldrig gjøre mor sorg, barn! Hører du, du som er saa stor, Einar, du kan nok huske det, far siger dig; du maa altid være en god, bra gut, altid gjøre det, som du kan, for mor og dine søskende – du ogsaa Halfred, gutten min –.»

De graat og jeg graat. Vi var et ynkeligt optog, da vi gik nedover veien til trikken under vore paraplyer. Saa gik det til og med galt for Ingrid, og saa vaad hun var, maatte jeg ta hende paa armen, ellers var vi aldrig kommet til byen. Med hænderne fulde af ungen og paraplyen, og skjørtekanterne vaade og begge gutterne bag mig trampende i den bundløse landevei og øsregnet!

– Idag for et aar siden laa jeg efter lilletulla] lå på barselseng etter at Åse var fødtlaa jeg efter lilletulla. Otto sad hos mig og trøstet mig – vi kunde endda bli et lykkeligt guldbrudepar. For alvor kunde han vel ikke et øieblik tænke sig andet, end at han fort skulde komme over det.

For to aar siden var vi paa hytten, som vi altid pleiet vor bryllupsdag. Vi skaalte og drak champagne, og Otto sagde, han trodde, han var den lykkeligste mand i Norge. Jeg sad og tænkte paa, hvor grænseløst ulykkelig jeg var – hvor fremmede vi var blit for hinanden – og han16 ante det ikke engang. – Jeg vidste ikke, hvad ulykke er!

Næste aar er jeg kanske enke –.

Hytten er averteret til salgs. Faar haabe, at den ikke blir solgt saa fort i de daarlige tider – ikke saa længe Otto lever.

Naar jeg tænker paa hele vort ægteskab, er det paa en maade saa selvfølgeligt, at det gik saa. Paa en anden maade alligevel saa urimelig grundløst – dumt –. Og al min sorg løber sammen til vrede og bitterhed, og jeg kan ikke vende det mod andre end mod mig selv. – Man kan igrunden ikke gjøre noget fra eller til her i verden. Havde jeg vidst, dengang Otto og jeg begyndte at glide fra hinanden, det som jeg nu ved, aa vi skulde været lykkelige den dag idag! – Alligevel, skulde jeg leve de sidste fem–seks aarene om igjen og være, som jeg dengang var – jeg ved, det var blit det samme.Første gang, jeg saa Otto, var en anden september. Jeg kom nedover Kirkegaden i straalende solskin – i min sorte silkekjole og duskeluen] duskelue: lue forsynt med dusk; særlig norsk studenterlue (NRO)duskeluen; jeg skulde helligholde mit fireaars studenterjubilæum sammen med nogen af kuldet. Jeg mødte Henrik, og han fulgte mig paa vei. Nede i gaden17 kom en herre forbi forfærdelig fort, han hilste. Ildrødt haar, en masse fregner, pragtfuld figur, var indtrykket. Jeg spurgte, hvem det var.

«Aa det er en Oulie» – siger han. «Han er paa kontoret hos Berg og Bache, træmasse, ved du.»

«Hvor vakkert han gaar,» sagde jeg og vendte mig. Herren stod oppe i gaden og saa efter os.

«Det er en forfærdelig hyggelig, kjæk fyr,» sagde Henrik.

«Jeg skal hilse dig fra Oulie,» sagde Henrik et par dage efter. «Du har nok gjort et dybt indtryk paa ham, ser det ud til.»

To dage senere var jeg buden paa kaffe og punsch paa Henriks hybel. Det første jeg saa, da jeg kom ind, var Ottos røde lug. Det var vi to og en dame til.

Jeg var toogtyve aar dengang, og jeg havde aldrig været forelsket før. Jeg havde arbeidet meget og været meget flittig. Folk syntes, jeg var stiv; jeg var stille og tilbageholdende; i virkeligheden kom det af, at jeg var genert.

Overfor Otto følte jeg mig med en eneste gang overlegen; jeg merket nemlig straks, at jeg, som Henrik sagde, havde gjort et dybt indtryk paa Oulie; jeg begreb ogsaa straks, at det var ham, der havde bedt Henrik presentere sig18 for mig. Da jeg takket for hans hilsen, blev han sprutrød: «De blev ikke sint for det da?» spurgte han flere ganger; «jeg vidste nemlig godt, hvem De var. De er jo saa forfærdelig flink, siger folk, De har jo præceteris] laud med utmerkelse, beste karakter (NRO prae ceteris)præceteris baade til artium og andeneksamen] en forberedende prøve som studentene måtte avlegge før embetseksamen; avskaffet 1903 og erstattet av forberedende prøve i filosofiandeneksamen.»

Han fulgte mig hjem om aftenen. Da jeg havde lagt mig, opdaget jeg, at jeg husket aldeles overvældende skarpt hver smaating ved Otto Oulies udseende. Smalt, benet ansigt, rødt haar, store, lysebrune øine og en masse mørke fregner; munden var meget fin og vakkert tegnet, og han havde prægtige tænder; de to forreste i overmunden sad lidt over hinanden – jeg husker, hvor tydelig jeg saa hans mund for mig. Hans figur havde jeg lagt merke til, straks jeg saa ham; i virkeligheden har jeg aldrig seet en mand saa vakkert skabt som Otto, slank og sterk og elegant; der var noget saa udsøgt ved den og hans maade at føre sig paa, at man maatte tænke paa et fint racedyr, en rigtig deilig hund. –

Han saa yngre ud, end han var, for han blev seksogtyve et par maaneder efter; men den aften hos Henrik, med det glatragede ansigt og med nedbrettet guttesnip og blaa jakkedres, trodde jeg ikke, han var over to–tre og tyve.

– Dagen efter mødte jeg ham, da jeg gik19 fra skolen. Siden udover traf vi hinanden daglig. Først ligesom tilfældig, saa aftalte vi at mødes. Kjære, hvorfor skulde jeg ikke kunne gaa og træffe en ven, sagde jeg til mig selv. –

En eftermiddag, vi gik tur, blev det et frygteligt regnveir. Vi var netop i den gaden, hvor han bodde. «Gaar det ikke an, at jeg ber Dem gaa med op til mig saa længe?» spurgte han og saa noksaa klodset ud. – «Jeg har forresten saant et pent værelse,» sagde han, mens han laaste os ind.

I et hjørne stod en høibenet jernseng og en vaskestol] møbel til vaskevannsfat, vaskeservantvaskestol af blik. Midt paa væggen under et skilderi] malt eller tegnet bilde, som regel billig reproduksjonskilderi stod en plyschsofa med bord og to lænestoler ligesom paa et konditori. Der var ogsaa et konsolspeil] speil til å sette over en konsoll (NRO konsollspeil). En konsoll er en hylle festet på en vegg til å legge eller sette mindre ting på, oftest anbragt under et speil (NRO konsoll 2).konsolspeil med en potteplante foran i et hjørne, og saa havde han piano. – Han var svært stolt af sit værelse. Han havde en længere konference med sin værtinde i gangen, og saa kom hun ind med kaffe og hjembagt. Hun havde forklæde med hardangersøms bord paa og saa usigelig respektabel ud. Otto forestillet mig som frøken cand. philos.] person som har tatt anneneksamen (NRO kandidat 2 a b)cand. philos. Benneche. –

Otto var frygtelig høitidelig som vært. Jeg skalv ganske lidt paa haanden, da jeg skjænket kaffen. Otto gjorde det samme, da han rakte mig ild til min cigaret. – I speilet saa jeg, at20 jeg var brændende rød i kinderne og meget kruset paa haaret; det kom af regnet – jeg tog mig ud, og det saa jeg paa ham ogsaa, at han syntes.

Efterpaa fik jeg ham til at synge. Jeg vidste, han var i Handelsstandens sangforening. «Jeg kan ingenting igrunden,» sagde han og satte sig til pianoet. Han sang «Undrer mig paa, hvad jeg faar at se] jf. åpningsordene i diktet «Over de høie Fjælde» fra Bjørnsons bondefortelling Arne (1859)Undrer mig paa, hvad jeg faar at se –». Han havde en vakker tenor og sang lidt sentimentalt.

Jeg havde hele tiden en liden skjælven siddende indi mig, som af spænding. Jeg fik lyst til at gaa rundt og røre ved hans sager, som var om ham til daglig. Saa lidet vi sagde hinanden, saa følte jeg, at vi var kommet hinanden saa nær.

Da jeg satte hatten paa foran speilet, stjal jeg et blad af hans plante og gjemte indeni hansken. Otto har siden sat det ind i en liden guldmedaljon til mig, og vi har helligholdt dagen som en festdag. – Da Otto hjalp mig i jakken, fik jeg pludselig lyst til at bøie nakken bagover og stryge den mod hans haand. Jeg vidste, nu kom det bare an paa mig, hvad der skulde ske. Og jeg følte en voldsom, gjerrig glæde ved at holde igjen – idag maatte der ikke hænde mere.

Jeg var buden didop hans fødselsdag. Der21 var flere andre. Jeg saa dem ikke. Jeg sad i feltstolen] feltstol: lett stol til å slå sammen, med eller uten rygg (NRO)feltstolen borte ved vinduet; Otto trak en liden krak frem og satte sig der; han sad der hele aftenen – jeg havde hans ansigt nedenfor mig hele tiden. – Hvad vi talte om, aner jeg ikke, Otto ikke heller.

«Neimen Oulie da,» raabte Henrik engang, «du er en nydelig vært – vi drikker din skaal!»

«Aa kjære –,» sagde Otto og gik bort til bordet. Jeg sank tilbage i stolen, mat som efter en lang anspændelse – det faldt mig ikke ind et øieblik, at jeg ogsaa burde gaat bort og skaalet.

Lidt efter sad han der igjen paa skammelen. Jeg havde en følelse af, at luften sitret mellem vore ansigter, som omkring en flamme.

Der blev aftalt en aketur, da vi gik.

– Otto vilde endelig dra mig paa kjælken opover alle bakkerne. Jeg sad i en tung fortabelse og stirret paa hans skuldre. Hvor sterk han er, tænkte jeg, og følte pludselig et vellystigt ryk gjennem mig. – De sidste maaneder havde jeg jo igrunden gaat i en uafbrudt nervedirrende ophidselse. Men det var, ligesom jeg først i det øieblik blev aldeles bevidst om, hvordan jeg elsket ham – det overvældet mig, saa jeg følte mig22 helt afmægtig i det samme – det var angst og undseelse og stolthed og fryd paa engang.

Der var en masse folk paa peisestuen den aften, luften var tæt af tobaksrøg og mados, og folk snakket øredøvende høit; men det var ligesom saa langt borte. Otto havde sat sig lige overfor mig. Han havde knappet op Nansenjakken] Nansenjakke: sportslig jakke, moteplagg inspirert av Fridtjof NansenNansenjakken sin; han havde en blaa flonelskjorte] flonel: flanell, lett og mykt lerretsvevet eller diagonalvevet ull eller bomullstoff med lo på retten (NRO flanell)flonelskjorte under med blød krave. Han var varm og lidt forpustet. Det var ligesom jeg blev ræd og ikke turde se paa det glimt af hans hals nedenfor struben, men jeg kunde ikke lade være at skotte – saa saa han paa mig –. Og vi slap ikke hinandens øine og sagde ikke et ord.

«Skaal da, Marta,» sagde en af damerne.

«Aa undskyld –,» sagde jeg forfjamset og blev rød. –

Da vi kom ud, sagde Otto med underlig tyk stemme – han havde ikke talt til mig, siden vi gik fra byen:

«Sæt Dem, skal jeg dra Dem.» –

Vi kom til Frognersæteren, og han satte sig bag paa kjælken. Da jeg lagde mig tilbage hos ham, følte jeg det, som jeg gav mig over, helt og holdent. –

Vi skiltes fra de andre ved Sporveisgaden. «Jeg skal følge frøken Benneche hjem,» sagde23 han. Vi kom til min gadedør, og jeg stod af kjælken. Jeg havde ingen gadedørsnøgel.

«Min greier det kanske –,» sagde han utydelig. Han laaste op.

«Godnat!»

«Godnat!» Han gik indenfor døren. Saa tog han mig pludselig i armene og kysset mig. Jeg havde aldrig kysset nogen mand før. Det var, som jeg blev borte. –

– Da jeg kom op, sad jeg længe paa sengekanten i min vaade skidragt. Jeg sad som i en rus og følte bare mit eget hjertes slag, som sterkt og stødvis fik mig til at skjælve. – Gud i himlen, at det er mig, som har været saa lykkelig. – Jeg vaagnet af, at uret inde hos værtens slog fire. Mens jeg klædte mig af, fór det hedt og angst gjennem mig et par ganger – tænk om han ikke elsker dig paa den maaden, – om det bare er lidenskab – det var andre menneskers ord og tanker, de dukket op et sekund; men de blev borte igjen uden mening for mig, jeg sank hen i min lykkerus.

Næste morgen, da jeg kom ned paa gaden med mine skolebøger under armen, stod Otto Oulie paa hjørnet. Han saa mig dybt ind i øinene, tog stilebøgerne og sagde:

«Tænk, at du vilde være kjæresten min, Marta!»24

Jeg kom til at le himmelhøit. – «Ja tænk!»

– Han har betrodd mig siden, at han havde spekuleret saa frygtelig paa, hvad han skulde sige. «Jeg var saa forskrækket, da jeg kom hjem, for jeg havde jo ikke faat sagt nogenting.»

Han mødte mig klokken to igjen. Dagen efter traf vi Henrik i Pilestrædet. Otto fløi paa ham: «Gratuler vors da, gammeln!»

Vi spadserte tur sammen hver dag efter skoletid, og om aftenen hentet jeg Otto paa kontoret. Vi blev enige om, at vi skulde gifte os til sommerferien. Otto havde atten hundrede, og jeg skulde bli ved at være lærerinde. Det skulde gaa storartet.

Jeg var blit tat fuldstændig ved overrumpling. Ikke af Otto igrunden. Det var kilder, der var sprunget frem i mit eget væsens grund. Jeg sad og lyttet fortabt til den nye musik – i de lange aftener, naar vi havde sagt hinanden godnat, og jeg var kommet hjem til mig selv, sad jeg bare stille og lyttet.

At vi var saa forskjellige, det følte jeg dengang som en fryd; jeg gik i en evig henrykt overraskelse over, at vi, som var saa forskjellige, havde fundet hinanden.

Tegnelæreren vor var forlovet med en af mine25 artiumskamerater. Hun hjemsøgte mig paa min hybel og plaget livet af mig med at ville snakke om kjærlighed.

«Jamen er det ikke vidunderligt? Aa! Saan at ha en, som forstaar en fuldt ud. Som man kan snakke med om alt – alt simpelthen!»

De gik paa Kirkeveien og snakket om – alt simpelthen.

«Ja ved du hvad, Marta, fortrolighed maa altsaa til efter min mening – skal der være noget ideelt ved kjærligheden. Hvis der ikke er et sandt sjæleligt forhold, hvad blir der da igjen af det hele, sig mig det!»

«L’amour sans phrase] (fransk), kjærlighet uten ordL’amour sans phrase,» sagde jeg og lo stolt.

«Lidenskab kalder jeg det, slet og ret – det er jo aldeles dyrisk – ja undskyld!»

«Aa jeg ber!» sagde jeg og lo endda mere.

L’amour sans phrase. Jeg gik og gjentog det for mig selv, naar jeg var alene.

Kjærlighed, kjærlighed, intet andet var der i livet, som var livet værd. Jeg elsket saa fanatisk, at jeg ligesom aldrig kunde dukke mig dybt nok ned i min egen kjærlighed.

Og jeg følte, hvordan denne kjærlighed dag for dag gjorde mig vakker og frisk og straalende26 – gav mig en uanet livsforstand, gjorde mig modig og lystig og uendelig overlegen.

Aa, jeg havde jo bare været et gammelklogt barn helt til nu – da jeg pludselig blev ung. –

Alt, hvad jeg havde læst, og alt hvad jeg havde lært – jeg blev ved at være glad i det, men jeg følte ogsaa, at det var midler, ikke maal. Det var vaaben, det var godt at ha til at greie sig gjennem livet med – men kjærligheden, det var selve livet.

Saa sundt følte jeg dengang, at jeg aldrig tvilte paa min egen kjærlighed og paa Ottos, eller paa at det var nok. Jeg behøvet en at elske og bli elsket af – aldrig et mandfolk til at «forstaa» mig. Aa hvor jeg havde ret dengang med min foragt for det simple, uopdragne fruentimmerskraal paa «forstaaelse» – det er bare, at de vil ha et mandfolk til at være urmager for sine kjedsommelige, forskruede smaa hjerner og spilde sin tid paa at dægge for deres forfængelighed.

Ak, vi uforstaaede kvinder – man kunde vist fortære et regiment, og det vilde ikke hjælpe; det er jo, naar hjertet begynder at bli goldt, naar vi ikke selv forstaar længere, at vi begynder at skrige paa forstaaelse.

Dengang forstod jeg Otto; jeg vidste ikke27 selv, hvor klart jeg saa ham, nøiagtig som han var. Jeg forlangte intet af ham, som han ikke kunde gi – han var ikke vokset op hjemme mellem blodarme studerværelsesmennesker, havde ikke bodd mellem tante Guletta] navnet ikke belagt, trolig forvanskning av det franske navnet Julietta, diminutiv av JuliaGulettas mahognimøbler og perlebroderier – hans far var tømmerhandler, og han selv var forretningsmand, og det med liv og sjæl; sportsmand og friluftsmenneske var han ogsaa, og følte sig som hjemme i sit barnekammer der, hvor jeg gik og nød stemninger og belysning, oppe i skogen vor. Det var den friske luft og solen, der brød ind til mig, hvor jeg sad over mine bøger, og Gud ved, jeg kastet dem fra mig og løb ud i den lyse verden.

Der har vist ingen mand været mere varsom og fin mod den unge pigen, han var glad i, end Otto – midt i vor ubændige] ustyrlige; voldsomme (særlig om følelse, lidenskap og lignende) (NRO ubendig)ubændige forelskelse. Saadan har han været, alle de aarene, vi har levet sammen ogsaa. –

Havde han anet, at jeg ikke syntes, han forstod mig, saa ved jeg, han vilde ærlig og redelig forsøgt at komme mig imøde, samvittighedsfuld til det yderste, som Otto er. Men naar han ikke gjorde det ringeste for at hindre mig paa mine veie, men tvertimod syntes, det var storartet, alt det jeg drev med, kvindesag og folkeoplysning og sligt, trodde han naturligvis,28 alt var i orden. Han beundret mig som «rasende intelligent» – han som bestandig beundrer alt, han er glad i, barna og mig, Henrik, sine forældre og søskende, sit hus og sit hjem, haven og hytten – alt det, som er hans i verden.

Siden kom den tid, da jeg blev irriteret af hans evige, kritikløse beundring for alt, der var hans eget; men det var dengang, jeg havde ret, da jeg bare saa, hvor vakker han var i sin friske tillid og glæde.

Lad være, han dømte haardt og saa snevert mangen gang, han ikke forstod. Han var sund og god og sterk, og da er der meget, man kun faar se paa overfladen og ikke skjønner. Jeg dømmer mildt om mangt og meget nu – men det er, fordi jeg er medskyldig. Da jeg var ung og ren, dømte jeg haardere.

Man lærer saa længe man lever – men Gud hjælpe os for hvad vi lærer. At forstaa alt skal jo være at tilgive alt – men Gud fri mig saa for de mennesker, der tilgir formeget. Det er jo bare noget, vi trøster os med, naar livet begynder at slide præget af os, og vi har gjort forskjelligt, som vi vilde skammet os ved i vore bedre dage. Eller vi ikke har mod og energi til at leve efter vort eget sind. Saa slaar vi af paa vore fordringer – men til syvende og sidst29 faar man alligevel her i livet i forhold til, hvad man fordrer. De unge, de er ensidige; for dem er der bare en vei til saligheden, og duer de noget, saa gaar de den; siden faar man øie paa saa mange veie, – man synes, den ene kan være saa god som den anden – saa sætter man sig og lar fem være lige] tar det ikke så nøye, tar livet lett og sorgløstlar fem være lige. Det er godt at ha tolerance og forstaaelse at skylde paa, naar man ikke gidder gjøre] gider å gjøre  FMO4 gidder gjøre noget med livet mere; men det er ensidigheden og egensindet, der naar noget, for det vil noget, og det er ungdommen. –

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fru Marta Oulie

Sigrid Undsets første forsøk som forfatter var en historisk roman, men den ville ikke forlaget ha. I stedet ville de ha noe mer aktuelt, og hun skrev dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie.

Romanen ble utgitt i 1907 og viser tydelig noe som blir et viktig tema i diktingen hennes: den vanskelige kjærligheten og ekteskapet. Den første setningen er en av de mest kjente åpningene i norsk litteratur: «Jeg har været min mann utro.» Romanen ble oppfattet som dristig og moderne, og Undset ble umiddelbart kjent som forfatter.

Les Gry Berg og Liv Bliksruds innledning og kommentarer.

Les mer..

Om Sigrid Undset

Forfatteren og samfunnsdebattanten Sigrid Undsets betydning for norsk og internasjonal litteratur- og samfunnshistorie er uomstridt. Hennes omfangsrike produksjon favner romaner, noveller, essaysamlinger, helgenbiografier, artikler og selvbiografiske skrifter.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.