8. april 1903.

Otto talte idag om vort ægteskab. Han har seet meget mere end jeg trodde.

Presten Løkke havde været hos ham idag igjen, og Otto snakket om det eneste, som nu fyldte ham.

«Jeg har fred nu, Marta. Aa det er godt at hvile ud i tillid til den, som er sterk og barmhjertig. Jeg havde aldrig trodd, jeg skulde kunne sige livet saa rolig farvel – jeg, som er saa ung og har saa uendelig meget at forlade. Jeg elsker jo livet saa, og jeg var saant et sterkt, friskt menneske. – Men nu ved jeg, at jeg mister intet af alt det, jeg holder af, jeg blir ved at eie det paa en anden maade – ligesom mere bare hjerte med hjerte. –

Jeg er saa glad for, at du ogsaa tror det samme. Du ved ogsaa, man kan ikke skilles for evig, naar man rigtig hører sammen. Jeg talte med presten om dig idag. Han siger, Gud forlanger vist heller ikke af dig, at du skal tage dette taalmodig og uden klage nu straks – men trøsten naar dig nok.

– Og barnene – jeg tror, Marta, jeg maa106 kunne se dem og følge dem i aanden, fordi om jeg er død. Kanske vaage over dem ogsaa, paa en maade. Det er nok saa, at Gud vil være dem en bedre far, end jeg kunde – men kanske vi ikke blir helt skilt heller. –

Vi to, naar vi engang mødes –. Saa vil vi kunne elske hinanden meget inderligere end paa jorden, fordi der ikke længere vil være noget af det smaa, der har skilt os af og til.

Ser du, jeg ved jo nok, at du ikke altid har været helt lykkelig. Jeg saa det – i de senere aarene – du har altid været en urolig fugl, du lille vennen min. Jeg talte aldrig om det med dig – jeg var lidt ræd for at gjøre det værre bare. Aa, men det meste var nu da gode dage, Marta?»

Jeg sagde ja og jeg graat. Det er forfærdelig, at jeg er blit saa nervøs, jeg kan ikke holde taarerne tilbage, naar Otto taler slig. Men heldigvis gjør det ham ikke længer saa ondt, siden han er begyndt at tro.

«Egentlig har vi jo altid villet hinanden det bedste. Og Marta, engang vil vi forstaa og se alting – at alt det, som kunde komme imellem] komme mellem  FMO4komme imellem, var bare smaa jordiske, uvæsentlige ting, som trængte ind mellem os udenfra. – Laa lidt i vane og opdragelse og saan. Hvor lidet det var,107 det vil vi se en dag, naar ingen ting i den enes liv – er skjult for den anden.»

Selv om jeg kunde tro, var der saa nogen trøst i det? «Naar ingen ting i den enes liv var skjult for den anden.»

Om man en dag fik se hinandens nøgne sjæle ja – og rigtig se, hvor uendelig smaa de ting var, der først skilte. Aa jeg gjorde oprør midt i himmeriges rige, fordi den, som var almægtig og alvidende, lod al den elendighed og skam og sjælefordærv og hæslighed komme – sive ind af smaabitte ridser] smale rifter (NRO risse)ridser, ind i det, som begyndte saa straalende.

Somme tider længes jeg selv efter at tro. Jeg ønsker jeg kunde kaste det fra mig altsammen – sorgen over det meningsløse liv og ulykken, som er uoprettelig – og tro, at der var en mening med det altsammen, og en frelse. Men jeg kan ikke. Man maa jo gi slip paa sin egen sunde fornuft for at tro paa en kjærlig Gud bag alt dette] kjærlig Gud bak dette  FMO4kjærlig Gud bag alt dette – og sin simpleste ærbarhedsfølelse for at kunne bilde sig ind det om den saliggjørende anger.

Presten havde snakket om prøvelserne, som Gud bøier de gjenstridige med – for en slavedrivergud!

Skulde ikke en mor tro paa det evige liv, siger Otto, hun, som selv gir liv. – Et barn er108 et brev fra Vorherre, har jeg seet paa tryk. – En smaapige, der ikke rigtig ved, hvad hun gjør, naar hun lar sig overlevere med krans og slør og prest og klokker og musik og fanden til en mand, der ødelægger hende – en fattig kvinde, der gaar ud for at faa lidt leven, drikke sig fuld kanske for at glemme, hvor haabløst hun slider dagen lang – en pige, der blir overfaldt en kvæld paa en landevei af en fremmed slusk – de faar kanske «et brev fra Vorherre».

Hvad har Vorherre med mine barn. Hvad har det med evighed, hvordan kan det skulle leve uden ophør, der begyndte som et eg indeni mig. – Om barnet mit var død straks det blev født, hvordan skulde vi fundet hinanden – engang om længe, naar livet var slut for mig og. Kanske jeg havde prøvet at tro noget om det, hvis jeg havde mistet et barn. –

Vi mennesker skulde være skabt i Guds billede – dens, som styrer den uendelige verden. Jeg prøver at tænke det – og tænker paa mit liv, paa mine nærsynte øine. – – Jeg synes, det er barnetale.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.