Gamle Dage

av Conradine Dunker

Forord ved H. J. Huitfeldt

IIIDe Optegnelser, som her forelægges Publicum, ere i Aarene 1852–55 efter Hukommelsen nedskrevne af Fru Conradine Birgitte Dunker, fød Hansteen, da hun allerede var nogle og sytti Aar gammel. Forfatterinden, af hvem hidtil intet foreligger trykt med Undtagelse af en Prøve af nærværende Memoirer, optaget i «Illustreret Nyhedsblads» Nytaarsgave for 1860, var en Søster af den endnu levende, bekjendte Astronom, Professor Christopher Hansteen. Hun fødtes i Christiania 25de August 1780 og døde paa Sønnens, Regjeringsadvocat Dunkers, Landsted paa Malmøen ved Christiania 11te September 1866. Hendes Forældre vare Consumptions-Inspecteur Johannes Matthias Hansteen, Dansk af Fødsel (f. 1744 ✝ 1792), og Anne Cathrine Treschow fra Frederikshald (f. 1754 ✝ 1829), en Cousine af den som Philosoph bekjendte Dr. Niels Treschow, der døde som Statsraad 1833. 8de Marts 1796 blev hun gift med Artillericapitain Ulrik Anton Nicolai Blix Aamodt (f. 1758 ✝ 1806 5te Mai), med hvem hun havde en eneste Datter, Elisabeth Aamodt (f. 20de Novbr. 1798, ✝ ugift 7de Decbr. 1856).Fotnote i boken: See A. Munchs Digt ved hendes Død i «yeste Digte» Chra. 1861. S. 86–88. Hun er Forfatterinde af en meget velskreven Feuilleton-Artikel i «Den Constitutionelle» for 1842 Nr. 93, betitlet: «Til Damen i den graae Silkekjole», I. Den slutter sig bifaldende til Fru C. Colletts «Strikketøisbetragtninger» i samme Blads Nr. 82 og 83, men er desværre ikke fortsat. Anden IVGang blev hun i 1807 gift med churfyrstelig Hessisk Bergassessor Johan Frederik Wilhelm Dunker (f. i Kassel 16de Marts 1775, ✝ i Throndhjem 12te Marts 1844), i hvilket Ægteskab hun blev Moder til 3 Sønner og 2 Døtre, af hvilke en Søn døde som Barn, og en anden var den 1870 28de Juli afdøde høitbegavede Jurist og Forfatter, Regjeringsadvocat Carl Christian Henrik Bernhard Dunker. Den ældste af Døtrene, Henriette Elise Jacobine Wilhelmine Dunker, der var født i Rodenberg i Schaumburg 5te Februar 1808 og døde ugift ved Christiania 2den Februar 1857, besad ligeledes en ualmindelig Begavelse, der stadig drev hende til Production, i den yngre Alder i æsthetisk, i den senere i grammatisk Retning (hun var nemlig en anseet Lærerinde i Throndhjem), men intet af hendes Arbeider er trykt, og heller ikke er nu noget af dem længere bevaret. Den yngste Søn og den yngste Datter leve endnu i Christiania. Først strax efter sit andet Ægteskab forlod Fru Dunker for nogen Tid Christiania, idet hun med sin Mand i omtrent 3 Aar opholdt sig i Tydskland, hvoraf 1½ Aar i Rodenberg og en Tid i Slesvig. Efter Hjemkomsten (1810) forblev hun atter i Christiania til Aaret 1831, da Familien flyttede til Throndhjem, hvor Dunker bestyrede den af ham selv anlagte Lerens Chromfabrik. Den allerstørste Deel af nærværende Erindringer er egenhændig nedskreven i Throndhjem i Breve til Broderen, Professor Hansteen, der atter har besvaret dem, og af hvis Breve enkelte Dele nedenfor ville findes indtagne paa forskjellige Steder; kun de sidste, mindre Stykker af Memoirerne ere dicterede, efter at Forfatterinden var bleven blind. Sine sidste Leveaar (fra Sommeren 1857) tilbragte hun atter i sin Fødeby, hvis selskabelige og kunstneriske Liv hun altid omfattede med megen Interesse, og hvoraf hun, som disse hendes Optegnelser vise, har været en skarp og dygtig lagttager. Lige fra det dramatiske VSelskabs Oprettelse i Christiania i Aaret 1799 og til sin Afreise til Throndhjem var hun – med Undtagelse af Aarene 1807–10, da hun opholdt sig i Udlandet – en activ og heldig Deeltagerinde i Selskabets sceniske Præstationer, ligesom ogsaa hendes første Mand var et virksomt Medlem af Selskabet baade som Directeur og Skuespiller. Hendes Hovedfag var de ældre, comiske Roller, hvori hun ikke alene høstede meget Bifald blandt det større Publicum men ogsaa hos Samtidens kyndigste Kritiker, Slotsprest (senere Biskop) Pavels, i hvis Dagbøger hun ofte omtales med stor Anerkjendelse. Sin Interesse for dette Selskab har hun – foruden paa talrige Steder i sine Erindringer – lagt for Dagen ved Forfattelsen af et særskilt lidet Skrift, der indeholdt interessante Efterretninger om dette i Byens hele sociale Liv dybt indgribende Selskabs Virksomhed, men dette Arbeide, der kun existerede i et eneste Exemplar, er ved Laan og Fremlaan frakommet Familien, saa det i alle Fald for Tiden maa ansees for tabt; de faa Blade, af hvilke en Afskrift findes, ere ikke medtagne her, saameget mindre som de formeentlig snart paa anden Maade ville blive Publicum forelagte. Det sidstnævnte Arbeide tilligemed de allersidste Stykker af Memoirerne ere først nedskrevne i Christiania efter hendes Dictat.

Naar nærværende, i vor Literatur omtrent enestaaende, Verk allerede nu overgives til Trykken, da er Grauden – foruden den mangesidige Interesse, det i sig selv besidder, og det Ønske om Fortsættelse, som Udgivelsen af de ovennævnte Brudstykker i sin Tid vakte, – ogsaa tildeels den, at saadanne Sager undertiden kunne blive for gamle, hvilket netop var at befrygte ved nærværende Arbeide, der baade existerer i flere Afskrifter og med Beredvillighed er udlaant til en stor Kreds, ikke alene til Gjennemlæsning men ogsaa til Benyttelse, hvorved det efterhaanden kunde hende, at flere af de interessanteste Partier deraf tildeels VIgik over i andre Verker, der bevægede sig paa de samme Feldter som disse Optegnelser. Paa den anden Side opstaaer der vistnok ved en forholdsviis tidlig Udgivelse en Deel Betænkeligheder, der ikke vilde existere i en længere fremrykket Tid. Hensyn til endnu levende Personer, der enten selv omtales, eller hvis nære Slægtninge nævnes paa en Maade, som muligviis kan støde en meer eller mindre berettiget Familiefølelse, ja vel endog undertiden Hensyn til de forskjellige Tiders Anskuelser og Smag kunne ikke ganske sættes tilside; imidlertid maa man stadig have for Øie, at hvis disse Hensyn skulde drives til det yderste, vilde Udgivelsen af Skrifter som nærværende saagodtsom blive umulig, før de vare blevne saa gamle, at en stor Deel af de Forudsætninger, hvorpaa de hvile, ikke længer existerede, og de allerede ved Udgivelsen kunde tiltrænge vidtløftige Commentarer. Utallige Exempler i Memoireliteraturen vise derfor ogsaa, at alle disse Hensyn ikke blive eller kunne blive fyldestgjorte, ja, at det endog er Sædvane, at der ved Udgivelsen vises en efter vore Begreber temmelig høi Grad af Indiscretion. Man har i Betragtning af den mindre Literaturkreds, hvori nærværende Verk fremkommer, saavidt muligt søgt at undgaae enhver berettiget Beskyldning herfor, og enkelte hele Afdelinger, mange mindre Stykker, skarpe, om end fuldkommen berettigede, Udtalelser og Domme ere derfor udeladte. Hvor derimod Fortællingen er af en ganske harmløs Natur, hvor det fortalte allerede før er bekjendt gjennem trykte Skrifter, hvor enten slet ingen eller idetmindste ingen nær Slægtning af de nævnte Personer vides at leve, eller hvor man har fundet Stemningen derfor gunstig blandt flere eller færre af de nærmest Beslægtede, er som oftest alt medtaget, medens man i andre Tilfælde har meent at imødekomme alle rimelige Fordringer ved at udelade Vedkommendes Familienavn og kun beholde Forbogstavet. VIIAt det uagtet alle disse Forsigtighedsregler ikke vil kunne undgaaes, at En og Anden føler sig ubehagelig berørt, er vel alligevel muligt, men det kan herimod oplyses, at Stemmer, hvis Vegt i Literaturen maa kunne opveie adskillige Klager, have nedlagt Paastand og Begjæring om at beholde det mest mulige af det oprindelige Manuscript. Det tør paa den anden Side nok ogsaa hende, at Historikere og Literater senere ville bebreide nærværende Udgave at have været altfor hensynsfuld og derved unddraget Eftertiden interessante og høist charakteristiske Træk af Fortidens Liv. Disse Anker ville dog maaskee være lettere at tilfredsstille end de ovenantydede, da Forfatterindens Familie har bestemt sig for – i Lighed med hvad der er skeet f. Ex. med Biskop Pavels’s Dagbogsoptegnelser – at deponere et fuldstændigt Exemplar af nærværende Erindringer i Rigsarchivet til Brug ved senere Undersøgelser, hvorunder der vil findes tilstrækkelig Veiledning til at opsøge det Borttagne i de Udeladelsestegn, der ere satte overalt, hvor et længere eller kortere Stykke er bortskaaret, medens det derimod selvfølgelig ikke har kunnet betegnes, hvor en heel Afdeling er udeladt, hvad der dog kun er skeet paa ganske faa Steder. Enkelte mindre betydelige Forkortelser, Sammendragninger, Omflytninger for at bringe sammenhørende Ting paa et Sted og Sammenstøbninger af forskjellige Redactioner af samme Emne ere naturligviis heller ikke angivne. – Forfatterindens Orthographi er i alt væsentligt bibeholdt.

Med Hensyn til det factiske Stof, der indeholdes i disse Optegnelser, da yde de al den Garanti, som Forfatterindens udprægede Sandhedskjærlighed og beundringsværdigt tro Hukommelse formaae at give dem, men da hun dog ikke har seet eller hørt Alt, hvad heri berettes, bliver følgelig nogen, om end den mindste, Deel deraf rettest at betragte som den Skikkelse, hvori Beretningen VIIIom de refererede Begivenheder have verseret blandt Publicum, og hvori de have naaet hende, noget, der jo forøvrigt er Tilfældet med alle Meddelelser af denne Natur, og som oftest i høiere Grad end her. De fleste Fortællinger indeholde imidlertid selv tilstrækkelige Momenter til Bedømmelsen af deres Paalidelighed, og denne vil nok i de fleste Tilfælde vise sig hævet over al Tvivl. At der alligevel i saa vidtløftige, kun efter Hukommelsen nedskrevne Optegnelser maa indløbe enkelte Erindringsfeil og Misforstaaelser, siger sig vel selv, men de ere hverken mange eller betydelige; nogle ere uden videre Bemærkning rettede, andre, hvis Berigtigelse kun kunde skee ved en større Forandring i det oprindelige Manuscript, ere rettede i Noterne (hvor ogsaa enkelte Oplysninger og Tillæg ere meddeelte) – og ved endnu nogle faa har man ikke engang anseet det nødvendigt at gjøre nogen Bemærkning. Endelig maa man i denne Forbindelse heller ikke ganske glemme den Retouche og Farve, som en livligere Fremstilling giver ethvert Billede; men det Skjær af Fortællerens Subjectivitet, som paa denne Maade meddeles samme, vil ingen billig og kyndig Læser forvexle med Upaalidelighed.

Seete fra et æsthetisk Standpunkt vidne disse Breve om en ualmindelig Fremstillingsevne, der lader de fortalte Smaatræk og Begivenheder fremtræde paa en særdeles anskuelig og fængslende Maade, hvortil det ikke bidrager lidet, at al unødig Reflection er holdt borte. Ofte er en meget stor Virkning opnaaet ved de simpleste Midler – saa simple, at det ved en flygtig Gjennemlæsning maaskee vil undgaae adskillige Læseres Opmærksomhed, at der her i Stilen og Fremstillingen er noget at beundre. Jo mere man gjør sig bekjendt med Arbeidet, desmere vil dette dog selvfølgelig falde i Øinene, og det skal derfor – uden videre Forsøg paa at paapege Enkeltheder til Begrundelse af denne Dom – endnu kun nævnes, at et Par af de mest IXcompetente Autoriteter i Norden have udtalt den stærkeste Ros over Skildringerne, betragtede fra dette Standpunkt.

Der er endnu en Side ved nærværende Erindringer, der maaskee kortelig bør berøres for at stille Læsere, der ere uvante med den hos os saa lidet udbredte Memoire-Literatur, paa det rette Standpunkt, hvorfra de bør betragtes. Man vil vel nemlig her – som det gjerne altid gaaer i lignende Tilfælde – af overfladiske eller malcontente Læsere faae høre den Bemærkning, at Beretningerne oftere nærme sig Skandalen. Uden at behøve at tye til Udlandets Memoirer eller Culturhistorier for at paavise, at Bebreidelsen med langt større Ret end her vilde kunne rettes mod de fleste andre Arbeider af denne Art, er det formeentlig tilstrækkeligt at minde om, at Verker, der levere Tidsbilleder og Culturskildringer, umulig kunne lade det Feldt ligge ubenyttet, der frembyder de mest charakteristiske Træk til Bedømmelsen af et Samfunds hele moralske Standpunkt, da det vel neppe staaer til at negte, at den bedste Prøvesteen for Dannelsens indre Gehalt altid bliver det Forhold, begge Kjøn indtage ligeoverfor hinanden, idet den større eller ringere Grad af sædeligt Alvor og Reenhed hos en Nation eller en Tidsalder betegner en tilsvarende Retning mod den sande Cultur eller det kun slet skjulte Barbari. I Skildringen af dette Forhold til en vis given Tid kommer det derfor langt mindre an paa, hvad der berettes, end paa Maaden, hvorpaa det skeer. At denne her intet vil lade tilbage at ønske, idet man overalt vil mærke den dannede og fiintfølende Dames Pen, vil vistnok enhver billigt Dømmende erkjende, om det end i nogen Grad kan være ønskeligt, at man ikke heller ganske glemmer at tage Hensyn til den Tids Smag, Forfatterinden tilhører.

Det vil af det Sagte fremgaae, at nærværende Arbeide vil være af ikke ringe historisk og især personalhistorisk XInteresse, og endnu større skulde denne have været, om det ikke havde været anseet nødvendigt at udelade en Deel Navne. Man maa imidlertid vogte sig for at ansee dets Hovedinteresse knyttet hertil og bedømme det derefter; sit hovedsagelige Værd henter det utvivlsomt især fra de fra alle Samfundets Trin hentede fortræffelige Tidsbilleder og charakteristiske Culturtræk, som det meddeler, og som ville gjøre det til en sand Guldgrube for Enhver, der historisk eller æsthetisk vil søge at skildre den Tid, det omfatter og saa levende afmaler. Som en træffende Dom over Forfatterindens Skildringer i Almindelighed hidsættes følgende Ord af Professor Hansteens Svar paa hendes første Brev angaaende Faderen og Hjemmet:

«Den første Deel af din Familiehistorie, som man gjerne ligesom Wawerley kunde kalde «for sixty years since», omendskjøndt den er mere speciel og indskrænket til en enkelt Familie, har jeg læst med megen Rørelse, og endog med Taarer i Øinene, saa det var godt, at jeg var alene under Læsningen, og altsaa uhindret kunde overlade mig til min Følelse. – – – Din Fremstilling har det Fortrin, at Du lader Facta skildre Personen; dette er langt anskueligere end en Udmaling i almindelige Udtryk, hvori der altid indblander sig noget af Malerens Individualitet. Ved Facta derimod sættes Læserens Phantasie i mere Selvvirksomhed, og deres Virkning paa Gemyttet forholder sig til den af en almindelig Udmaling som friske, naturlige Blomster til malede. Jeg maa ogsaa tilføie, at den klare, vellykkede Fremstilling, den skarpe Opfatning af Charakteren og den trofaste Hukommelse, som vidner om kraftige Indtryk under Beskuelsen af Personerne, og det elskværdige Forhold mellem Fader og Datter (som Mandel- og Rosin-Regnen og de simple, alvorlige Ord: «Saaledes havde det været bedre!») har vakt en forøget Kjærlighed til og Interesse for Dig. Du blev saa tidlig gift og traadte ind XIi en Sphære, som laae over vor fattige Moders, saa at jeg ikke i den Barnealder havde Evne til at opfatte dine Egenskaber; jeg følte blot, at Du var venlig stemt imod mig. Senere forhindrede Omstændighederne, mine Anstrængelser for som Universitetslærer paa en nogenlunde anstændig Maade at udfylde min Plads, og meget andet, mig fra at lære Dig at kjende.»

Efter et af Forfatterindens Familie ytret Ønske har Undertegnede gjerne med Raad og Daad deeltaget i Udgivelsen af et Arbeide som nærværende, der tør ansees for en virkelig Berigelse af vor Literatur, samt derhos ledsaget det med Noter og nogle orienterende Forord. – NavneregisteretNavneregisteret er utelatt i Bokselskaps utgave, se faksimiler av originalboken på nb.no. er udarbeidet af Cand. jur. O. Gr. Lundh, Assistent ved Rigsarchivet-

Christiania i September 1871

H. J. Huitfeldt,
Fuldmægtig ved Rigsarchivet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle Dage

Erindringene i Conradine Dunkers bok Gamle Dage ble nedskrevet i årene 1852–55. I 1871, fem år etter Dunkers død, ble boken utgitt.

Tekstene i boken er formet som brev til broren, vitenskapsmannen Christopher Hansteen, og skildrer Dunkers barndoms- og ungdomsmiljø. I motsetnings til annen memoarlitteratur er ikke Gamle Dage kronologisk, her kommer slektshistorie, fortellinger om omgangskrets og naboer, reisebeskrivelser, minner, anekdoter og novelleaktige tekster om hverandre.

Enkelte kapitler ble utgitt anonymt i Illustreret Nyhetsblad i 1860.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1871 (nb.no).

Se faksimiler av andreutgaven (med illustrasjoner og fyldig personregister) fra 1909 (nb.no).

Les mer..

Om Conradine Dunker

Conradine Dunker var memoarforfatter og brevkunster. Hennes mange brev til familie og bekjente ble sendt rundt i større kretser og etterhvert ble også en del av dem trykket. I erindringsboken Gamle dage forteller hun om slekten og sin barne- og ungdomstid på slutten av 1700-tallet, men boken inneholder også en rekke anekdoter og fortellinger fra Christiania på 1800-tallet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.