[I]

17de Marts 1852.

Min kjere gode Broder! Det har ofte faldet mig i Tankerne, at Du kun var syv og et halvt Aar gammel, da vor agt- og elskværdige Fader ved Døden maatte forlade os, og at Du maaskee derfor neppe erindrer ham og veed kun lidet eller intet om ham, medens jeg, der er fire Aar ældre, erindrer og veed meget om ham, der nu kunde være Dig kjert at erfare. Jeg har derfor længe tænkt paa at opsætte skriftlig disse mine Erindringer og at meddele Dig dem. Jeg har meddeelt mine Døttre denne min Plan, og de have opmuntret mig til at udføre den. Altsaa vil jeg, i Guds Navn, gaae lige til Sagen.

Vor Oldefader, Christopher Hansteen, var Præst i Vordingborg og havde fire Sønner: Henrik, Christopher, Jakob, Bartholomæus. Den sidste gik til Holland og døde der ugift i 1792. Henrik, vor Farfader, var Præst i Tystrup og Hallagerlille. Han var Enkemand og havde tre Døttre. En Søndag, da han stod paa Prædikestolen, saae han nede i Kirken en ung Pige sidde, der syntes ham saa yndig, at han kun med største Anstrængelse kunde blive færdig med sin Prædiken. Pigens Navn var Conradine Nygaard, og hun var noget langt ude i Slægtskab med Præsten. Han havde ogsaa seet hende før, men hun havde aldrig forekommet ham saa elskværdig. Da han kom fra Kirken, satte han sig hen at skrive hende til. Brevet var paa Riim og begyndte saaledes:

2«Conradine,
Du af mine
Venner, Slægt og Søskende
Ei den næste,
Men den bedste,
Og derhos den deiligste».

Conradine blev hans Hustru, og i Aarenes Løb bragte hun ham to Sønner og ti Døttre, saa at han saae sig omringet af femten Børn. Hun holdt en Annotationsbog, hvori hun optegnede sine Børns Fødselsdage, deres Fadderes Navne, og ledsagede dette ved hvert Barn med et lidet Vers, der indeholdt Ønsker og Bønner for den Nyfødtes Held og Lykke og glade Anelser desangaaende. Jeg har engang seet dette Skrift blandt vor Moders Papirer, maaskee findes det endnu hos vor Broder Johannes. – Sønnen Jakob studerede ved Universitetet i Kjøbenhavn. Det var dengang Skik, at Studenterne bare Lig til Jorden; de bleve lagte paa en Baare og baarne paa Skuldrene. Jakob Hansteen var engang ved saadan Leilighed den høieste af Bærerne, de andre bare falskt, for megen Tyngde hvilede paa ham, der sprang en Aare i ham, hvoraf han døde. Saa har Sagnet fortalt; mig synes dette problematiskt, maaskee var han lavere end de andre?

Faderen ønskede, at Johannes Mathias, den yngste Søn, skulde studere; men denne, som var af et meget livligt og muntert Temperament, hadede Stillesidden og tragtede efter at see sig om i Verden, Bøgerne – elskede han ikke. Efter at Faderen havde anvendt alle mulige Midler til at faae dette sit Ønske opfyldt, undtagen Prygl – hvilket vor Fader siden ønskede, at han havde benyttet – sendte han denne Søn til Island, i hvilken Hensigt veed jeg ikke, men vel, at han der holdt en Dagbog, den vor Moder opbevarede som en Skat. Jeg har ikke læst den; hun sagde, at den bedste af hendes Børn skulde engang blive Eier deraf, maaskee blev den ingen af os tildeel, men findes endnu blandt vor Moders efterladte 3Papirer. Vor Fader var begavet med megen naturlig Vittighed, og havde han havt en Heibergs eller en Claus Fastings Lærdom, da havde han sikkert fortjent at staae nær disse saa berømte Mænd. I Omgang var han beleven og underholdende, og med Pennen i Haanden var han ret i sit Element; kun maatte han stedse holde sig paa Overfladen af Tingene, da han var temmelig uvidende. Du vil undres over, at jeg, der kun var et Barn, kunde dømme om dette; men – han havde mange og gode Bøger, dem han sjelden benyttede, jeg gik i ingen Skole, havde min Frihed hele Dagen og Nøglen til hans Bogskab, og der i den grønne Stue sad jeg den hele Dag, ja Dag ud Dag ind, at læse. Vistnok var der meget, jeg ikke kunde forstaae, men jeg fik dog en Slags Kundskab om adskilligt, saa at jeg imellem hørte vor Fader fremsætte historiske og andre Data, der vare aldeles urigtige. Min Broder Henrik saavelsom jeg vare derfor enige om, at vor Moder vidste mere end han, men at vor Fader var hende meget overlegen i det, vi kaldte Forstand.

For at komme tilbage til Conradine, da blev hun ikke gammel; hun var af en spæd og svag Legemsbygning, havde en næsten umærkelig Skjevhed i Rygraden, som i hver af de tolv Barselsenge tog til. Vor Fader talte imellem om hende med Ømhed, og den Forkjerlighed, han havde for mig, reiste sig formodentlig derfra, at jeg bar hendes kjere Navn. En Søndag Eftermiddag sad jeg paa vor Gadetrappe at see paa de Forbigaaende, da begyndte der at regne Mandler og Rosiner ned over mig, jeg saae i Veiret og blev intet vaer, men da Regnen begyndte paa nyt, saae jeg vor Fader i Vinduet af sit Værelse ovenpaa. Dette kjere Minde aflokker mig endnu blide Taarer.

Imellem var han dog meget streng mod mig. Min Moder havde lært mig at læse, og Fader førte mig hen til en ung Mand, Kinck, der skulde lære mig at skrive og tegne. Jeg var der nogle Gange, men Kinck var sjelden 4hjemme, og Konen lod mig gaae i Haven eller lege med Børnene. Jeg lærte ikke at skrive, men min Fader gav mig en Lærer i Fransk, Ehlert, og hvorvel jeg fandt den største Fornøielse i denne Underviisning, og Læreren saavel som min Moder vare fornøiede med mig, saa skjendte Fader ofte for min liden Fremgang, ja engang slog han mig derfor i Lærerens Nærværelse og kaldte mig en dum Tøs. Dagen efter gav han mig vistnok den største Satisfaction; da Holm, en Slægtning af vor Moder, sagde, at jeg lignede hans Datter, hørte jeg Fader sige til vor Moder, da Holm var gaaet: «Hvor kan han sige, at Conradine ligner hans Datter? Conradine har mere Forstand i sin Lillefinger end hans Petronelle i sin hele Krop.»

Af vor Faders tretten Søstre bleve to gifte i Norge, alle de øvrige i Danmark; men da Du har opholdt Dig meget i dette Land, og vel endog kjendt nogle af dem personlig, saa er det unyttigt at sige mere herom, kun at vor Fader talede med Kjerlighed om en Halvsøster Magdalene, der skulde havt en deilig Syngestemme, og da der engang blev talt om Kingos Psalmer, der vare afskaffede, sagde Fader: «De skulde have hørt min Søster Magdalene synge:

«Mit Hjerte dig til Ære
Skal grønnes som en Skov,
Og alt mit Liv skal være
Din Kjerlighed til Lov.»

Vor Farfader havde en Paarørende, der var Byfoged paa Frederikshald; hans Navn var Brunow,Huitfeldts note: Brunow var ikke Byfoged paa Frederikshald; maaske har han været Raadmand. og hans Kone var ligesom han fra «bitterlige» Jylland. Hendes Moder hed Inger Marie og var Datter af en Artillerieofficeer, Bent Winge, hendes Fader hed Bent Brochmann og var en Brodersøns Søn af Biskop Brochmann.Huitfeldts note: Brochmanns Navn var ikke Bent, men Sten Daniel; hans Slægtskab til Biskop Brochmann er neppe rigtigt angivet efter Tiden at dømme; Forbindelsen mellem den Norske og Danske Familie af dette Navn er ikke for Tiden bekjendt. Brunow tilbød vor Fader Ansættelse paa hans Contor, og Fader reiste nu til Frederikshald; han var dengang i sit fem og tyvende Aar. Brunows Kone havde en Søster, der var gift med Toldinspecteuren paa Frederikshald, Albert Treschow,Huitfeldts note: Albert Treschow var før 1776 Toldforpagtnings-Societetets Tolder og Consumptionsskriver. og 5i dette Huus fik Fader sit Logis. Formodentlig var han ogsaa Treschow behjelpelig med Pennen, den han vel forstod at føre, hvorfor han ogsaa lod sig afmale med en Pen bag Øret. Man taler om at have en Skjelm bag Øret, og hans Pen var virkelig en, vistnok godmodig og uskyldig, Skjelm. Desuden var han ogsaa Lotterie-Collecteur, hvilket ikke kastede lidet af sig, da dengang Store og Smaae, ja Alle, spillede i Lotteriet. Han tjente meget, sagde han, men en stor Deel deraf gik i Lotteriet igjen. En Jomfru Tank paa Frederikshald, Søster af Carsten Tank, Statsraaden (hun blev siden gift med Kammerherre Hauch og blev Moder til Carsten Hauch, Digteren), tog en Lotterieseddel hos Fader, og han maatte love hende, at hvis hun vandt, maatte han ikke nævne hende som den Vindende. Hendes Seddel kom ud med en Gevinst af fire hundrede Rigsdaler, og naar en Nysgjerrig spurgte Fader, hvem der havde vundet de fire hundrede Rigsdaler, svarede han: En Bonde. Man vilde nu vide Bondens Navn, og han gav ham et Navn. Nu maatte det hænde sig, at der nogle Mile fra Frederikshald var en Bonde, der virkelig hed saaledes. Rygtet naaede denne, og han spadserede ind til Byen, gik ind til Hansteen og forlangte de vundne Penge. – Lad mig see din Lotterieseddel. – Jeg har ingen. – Har Du da spilt i Lotteriet? – Nei. – Hvorledes kan Du da bilde Dig ind at have vundet? – Jeg har altid hørt, at for Gud er ingenting umuligt. – En fattig Underofficeer, Hermann, var en lidenskabelig Elsker af Kaffe. En Dag gik han ind paa et Vertshuus og forlangte en Kop af sin Yndlingsdrik; Konen forlangte Betalingen, og stakkels Hermann havde ingen Penge og gav sin Lotterieseddel for en Kop Kaffe. Lotteriesedlen kom ud med trehundrede Rigsdalers Gevinst, og den ulykkelige Hermann gik fra Forstanden, men blev dog omsider helbredet. Kaffe drak han aldrig meer.

I Treschows Huus opholdt sig en Søster af hans Kone tilligemed sin Datter. Søsteren var Enke efter en 6Skipper Larsen, Datteren hed Inger Marie og var meget spøgefuld. Moder og Datter følte megen Interesse for unge Officerer. En Dag havde Jomfru Larsen tabt en Lomme, vor Fader fandt den og bragte hende den tilbage, men først tog han ud af den tre Breve fra tre Lieutenanter. (Han gjemte disse Breve, og jeg har læst dem). Jomfruen lovede ham Hevn. Hansteen var meget ordentlig med sit Tøi og sine Sager, han forlod aldrig sit Værelse uden at efterlade Alt i den bedste Orden, men naar han kom tilbage laae alting hulter til bulter. Der blev dengang paa Frederikshald sunget en Vise med Omkvæd: «For at faae alting under». Hansteen skrev nu en Vise paa samme Melodie, det er Skade, at jeg ikke kan notere Melodien, jeg erindrer den saa grant:

«Men hvordan, hvordan gaaer det tidt
Paa Kammeret, som kaldes mit?
Naar jeg mig derfra vender lidt,
Saa føres alting under,
Og Borde, Stole, fire, fem,
Paa Gulvet alle drages frem,
Glas, Flaske, Ildtang pryde dem,
For at faae alting under.

Min stakkels Hat et Vidne bær
Om slig en Færd, thi den en Fjær
Er gaaet Kokarden altfor nær,
For at faae alting under.
0 hold dog op, du Spøgerie!
Thi ellers jeg saa maner dig
Og sparer ei paa Ild og Staal,
Men korser, til jeg naaer mit Maal
For at faae alting under.»

Der var flere Vers, som jeg har glemt. Vor Pige, som var fra Jylland og havde tjent i Treschows Huus, sang den engang for mig.

Hvorledes det gik til, da Hansteen og Anne Cathrine Treschow bleve Kjerestefolk, skal jeg berette, naar jeg kommer til vor Moders Ungdomshistorie. Albert Treschow 7havde ved Hansteens Ankomst tre Døttre: Anne Cathrine, femten Aar, Maren Marie ti og Vilhelmine ni Aar gammel. Ti Aar tilbragte vor Fader i Treschows Huus, da blev han i Aaret 1779 ansat som Consumptions-Inspecteur i Christiania. Samme Aar i November havde vore Forældre Bryllup og begave sig til Christiania. Ida Margrete Weile, en Pige fra Jylland, der havde fulgt vor Bedstemoder til Frederikshald, fulgte vore Forældre til deres nye Bestemmelsessted. Denne Pige var et sandt Mønster paa Troskab og Hengivenhed, jeg har hende meget at takke og ikke for legemlig Pleie alene. Henrik og jeg ærede hende ogsaa fast ligesaa meget som vore egne Forældre. Hun havde tre Ønsker; hun var født samme Aar som vor Fader og ønskede at døe samme Aar som han, at faae en hæderlig Begravelse og at erindres engang imellem af os. Gode retskafne Grethe, disse dine beskedne Ønsker ere alle gaaede i Opfyldelse.

Vore Forældre fik Bolig i Nedre Slotsgade i den Gaard, der nu eies af den Herrnhuttiske Menighed. Dens daværende Eier var en Enkefru Münch,Huitfeldts note: Cecilie Birgitte Lodberg blev 1750 gift med Hans Ludvig Münch (eller Münnich), Generalauditeur og Chef for det Norske Krigs-Bureau, der var fød 1717 og døde 1772. der vulgairement blev kaldet Fru Mønniken, og naar jeg siden kommer til at omtale de Originaler, der besøgte vort Huus, vil hun ikke blive glemt. I dette Huus er jeg født den fem og tyvende August 1780. Vor Fader kaldte mig Conradine, og Moder tillagde Navnet Birgitte, der var hendes Moders. Fader var glad og lykkelig; jeg var en Skrighals, og naar Moder havde dysset mig i Søvn, da kyssede han mig, til jeg skreg paa nyt. Den nittende Juli 1782 fik Moder en Søn, der blev kaldt Henrik Albert. Saa usandsynlig det lader, da er det dog vist, at jeg erindrer den Dag, Henrik var til Daaben. Jeg kom ind i vor Storstue, hvor der sad pyntede Damer, og en Kone, man kaldte Marthe Jordemoder, holdt vor lille Broder paa Armen. Han havde et langt Svøb, indvirket med Sølvblomster og besat med Sølvgaloner.

8Vore Forældre boede tre Aar hos Fru Münch, og i den Tid havde de Besøg af vor Faders Søster, Louise Olsen fra Skien; jeg erindrer, hvorledes jeg kom ind til hende en Morgen, hun sad ved Theebordet i en rosenrød Nankins Morgenkjole. Hvor hun var deilig! Etatsraad Hansteen skal samme Aar have besøgt os, havt en Neger til Opvarter, som jeg skal have holdt meget af, men heraf erindrer jeg intet. Den sorte Farve har formodentlig ikke gjort det levende Indtryk som den rosenrøde og Sølvblomsterne.

I Høsten 1783 flyttede vi til vor Faders egen Gaard; den ligger i Øvre Slotsgade, har før tilhørt Delphin, og dens nuværende Eier skal hede Grundt. Han kjøbte den af Justitsraad Dahl og lod den ombygge og dekorere meget smukt; der var mange Værelser, og Alle roste vor Faders gode Smag ved Indretningerne. Jeg har en dunkel Erindring om, at Grethe tog mig ved Haanden og førte mig derhen, medens jeg i den anden Haand bar en Dukke, der blev kaldet Jomfru Lene. Aaret efter, den sex og tyvende September, kom Du til Verden; herom har jeg ingen Erindring; men da to Aar derefter vor Moder fik endnu en Søn, erindrer jeg, at der samme Dag hos os var bleven slagtet, og at jeg saae Jordemoderen, Madame Hammer, modtage af Grethe et Fad med Pølser. Du havde faaet Navn efter vor Faders Farbroder; den tredie Søn skulde opkaldes efter Conradine Nygaards Broder. Denne, Peter Nicolai Nygaard, var i Rusland, hvor han havde gjort Lykke som Bygmester, var af Catharina den anden nobiliteret under Navnet Gartemberg, og da han havde anlagt en Stad, der kaldtes Sadagurra, kaldtes han Sadagursky. Vor Fader foreslog at kalde den Nyfødte Peter Nicolai Nygaard Gartemberg Sadagursky, men Moder fandt dette latterligt, og han blev kaldet simplement Peter Nicolai. Henrik og jeg havde hørt tale om, at vor Broder var bleven opkaldt efter en Kammerherre, og da han længer 9hen syntes os noget næsviis, kaldte vi ham Kammerherre Næseperle.

Formodentlig var det Aaret efter, at vi havde Besøg af vor Faders Fætter, Lieutenant Hansteen, Toldinspecteur i Drøbak. Jeg var vant til at høre tale dansk, min Fader og alle Embedsmænd ved Tolden vare danske, selv vor Pige var dansk, men dog hørte jeg med Forundring Fru Hansteens Tale, og hvorledes hun raabte, da en Kat gjorde et Hop i Kjøkkenet: «Katten køs mig». De havde fire Børn, Niels Lynge, Christopher, Mathea og Agathe. Dog var kun Niels Lynge med dem hos os.

I Sommeren 1789 fik vor Fader Brev fra sin Søster Engel Heltberg i Bergen; hendes Mand var død, og hun sad igjen med en Flok Børn, hvoriblandt tre Stedbørn. Fader anmodede hende om at sende ham et af disse, og en Skipper Quisling fra Bergen bragte os en lille Pige, der hed Eva Marie Heltberg. Hun var syv Aar ligesom Henrik. Du, saavelsom Henrik og jeg, havde lært at læse af vor Moder; dette Arbeide, sagde hun, var faldet hende let. Eva var opvoxet som Naturens Barn blandt Klipperne paa Bernestangen og kjendte ikke et Bogstav. Moder vilde have hende til at læse og sye, men hun græd, gjorde Modstand og bad ynkelig om at komme hjem igjen. Da Moder sagde: Er her ikke smukkere end paa Bernestangen? svarede hun: «Jo her er meget vakkrere, men det er meget morsommere hjemme.» Da Moder ingen Vei kom med hende, blev hun sat i en Skole, men ogsaa der gik det daarligt med Læsningen. Henrik saavelsom jeg vare ubarmhjertige i at spotte den arme Pige. Vi rimede:

Et syvaarsgammelt Drog,
der ikke kunde læse i en Bog,
og blev ei derfor mere klog,
fordi hun kom i Skole.

I tre Aar var den stakkels Pige i vort Huus. Da vor Fader var død, sendte Moder hende tilbage til Bernestangen. 10Hun blev gift med en svensk Ritmester Bratt og lever formodentlig endnu.

Du, kjere Broder, var i din Barndom stille og dorsk, sjelden vilde Du lege med andre Børn, og ofte faldt Du i Søvn midt paa Dagen; naar vi da vækkede Dig, saa talede Du vildt, raabte, at Vægteren trak afsted med Mama, eller saadant lignende. Lægen sagde, Du havde for tykt Blod og maatte sættes i Bevægelse. En Dag havde vor Moder lagt Æbler paa Kakkelovnen, og et var faldet bag Ovnen. Moder kaldte paa Dig og sagde: «Christopher, der er faldet et Æble bag Ovnen, vil Du tage Brændet frem, saa finder Du det.» Du stræbede da og fik Brændet frem, men nu sagde Moder: «Før Du faaer Æblet, maae Du lægge Brændet hen igjen». Dagen derpaa slap hun atter et Æble bag Kakkelovnen, og de følgende Dage gik Du hver Morgen til Ovnen og slæbede uopfordret Brændet frem og tilbage. Imellem laae der et Æble, imellem ikke. Denne legemlige Øvelse var Dig til stort Gavn.

En Dag vi sad og spiste, bragte Postbudet vor Fader et Brev; han sagde, det var fra hans Svoger, Nonnegaard, der var gift med hans Søster Sophie. Som Postscriptum var der nogle Linier fra Søsteren, de vare fast ulæselige, og nedenunder dem stod skrevet af Nonnegaard: «Dette Franske er ikke godt at læse.»

En Morgen kom Fader ind i Barnekammeret, før jeg var staaet op; han satte sig paa Kanten af Sengen, hvori jeg laae, og sagde med Spøg og Løier: «Her er nu kommen en Frier til Dig fra Danmark, han heder Nergaard og er en Søn af min Søster. Naar han seer Dig, vil han lægge Haanden paa Hjertet og sige:

«Je vous aime,
Faites de mème,
Soulagez mon petit coeur,
Qui soupire
Et désire
D’ètre votre serviteur.»

11Nergaard, Forpagtersønnen, var i Christiania med en Ladning Rug, Fader sagde, at hans Priser vare for høie, og han svarede, at naar han ikke fik det, han forlangte, saa tog han Ladningen med sig igjen. Jeg kan ikke erindre, om han talte til os Børn, men naar vi talte til hverandre, da loe han og sagde til Fader, at det var morsomt at høre Børn tale Norsk.

Fru Hansteen i Drøbak døde pludselig, og Sønnen Christopher faldt i Vandet, blev trukket levende op igjen, men fik en galopperende Tæring og døde nogle Uger derefter. Hansteen blev nu forlovet med en Kjøbmandsdatter i Drøbak, men da han en Dag vilde besøge sin Kjereste, modtog hendes Fader ham med den Besked, at hans Datter umulig kunde indgaae nogen Forbindelse med ham. Denne Pige blev siden gift med Kjøbmand Schriver. Fru Flock og Oberstinde Meyn ere hendes Døttre. Hansteen lod sig dog ikke skræmme heraf; thi nogen Tid efter at jeg havde hørt ham fortælle vor Moder denne Historie, var han atter i Christiania at frie til Frøken E. Ogsaa dette mislykkedes, og han fortalte Moder alle Omstændigheder derved i min Nærværelse. Jeg var en opmærksom Tilhører, men da jeg ikke veed, om de kunne interessere Dig, saa gaaer jeg dem forbi.

1 1788 kom Kronprindsen (Frederik den sjette) til Christiania; Du hørte tale om Prindsen og forlangte at see ham. Vor Moder stillede Dig ved et Vindue, hvor Du maatte see ham gaae forbi. Det traf sig, at han saae til dette Vindue og hilste. Du forlangte atter at see Prindsen. Moder sagde: «Du har jo seet ham, han hilste paa Dig, tog Hatten af for Dig.» Med vred Tone sagde Du: «Han? han saae jo ud som en anden Mand.»

Aaret før var Bryllup i vort Huus; Moders Søster Vilhelmine blev gift med Spärck, der var bleven Toldkasserer i Christiansand.Huitfeldts note: Carl Wilhelm Spärck blev 1783 Consumptions-Inspecteur i Christiansand og 1791 Told- og Consumptions-Kasserer sammesteds. Han blev gift 1785. Vi Børn laae dengang alle syge af Meslinger, og vi saae ikke andet af Brylluppet, end da Pigen Marthe en Aften tog os, den ene efter den anden, 12paa Armen, løftede op et Gardin for en Glasrude i Døren mellem vort Kammer og Spisesalen, hvor vi saae et Bord med mange Lys og pyntede Gjester omkring. Da vi havde overstaaet Sygdommen, forlangte vi, at de skulde holde Bryllup paa nyt.

Medens Kronprindsen var i Byen, blev Fader ofte tilsagt og spiste ved Marschalstaffelet; jeg seer ham endnu i den hvide broderede Atlasvest, sorte Fløiels Knæbuxer med slebne Staalspænder, med Kniplings Kalvekryds og Manskjetter, hvide Silkestrømper og Sko med Steenspænder, Chapeau bas under Armen, hvide Handsker og Galanteriekaarde ved Siden. Grethe og jeg betragtede ham med Glæde. Ja nu er han smuk, sagde hun; men dengang han bad Faddere til din Daab, da havde han Uldstrømper paa Benene. Havde han da ikke Silkestrømper udenpaa? sagde jeg. – Hun loe og sagde: Du er nok ikke saa dum, som Du seer ud til. – Fader havde en Kjole af orangerødt, fiint Klæde, foret med himmelblaat Sarge de soie og besat med Guldgaloner. Den var vel gaaet af Moden, han bar den aldrig. Skomager Lohrbauer kjøbte den paa Auctionen, og jeg saae ham gaae med den; dog vare Galonerne aftagne.

Fader havde kjøbt en Eiendom i Gamlebyen, lige overfor Ladegaarden og paa dens Grund; der havde staaet tilforn et Nonnekloster, og Rudera af de gamle Mure stode endnu tilbage. Vore Forældre betragtede dem med Beundring og sagde, at den nulevende Slægt ikke kunde opføre noget Lignende. Dog maatte de give Plads for en Bygning med mange smukke Værelser, vor Fader lod opføre. Ved Hjelp af en Gartner, Horn, anlagde Moder to Haver; den ene af disse havde tjent Klosteret til Kirkegaard og blev renset for en stor Mængde Dødningebeen. Moder plantede her en Mængde Æbletræer, og da hun tyve Aar derefter gik gjennem Gamlebyen og saae Træerne i denne Have bugne af Æbler, da glædede hun sig inderlig. Fader tog os ofte med, naar han gik derud. Veien gjennem Grønland og Leret var ofte ufremkommelig, men langs 13Veien var paa den ene Side lagt flade Stene for Fodgjængere. Disse Stene vare alle Ligstene, tagne fra Gravene; mange af dem vare meget smukt udhugne med Figurer.

Henrik var meget smuk; en Aften klædte Grethe ham som Pige og mig som Dreng og førte os op paa Contoret til Fader; han betragtede os længe, derpaa sagde han alvorlig: Saaledes havde det været bedre. Han omfavnede Henrik med Ømhed og sagde: Gid du hed Henriette! Vi lærte at dandse, og Henrik rostes af alle, der saae ham. Jeg fandt megen Fornøielse i at dandse, men brød mig lidet om, enten de andre fandt det smukt eller ikke; jeg var ogsaa lige glad, hvem jeg dandsede med; men da Dandsemesteren førte Henrik hen til en lille Pige, han skulde dandset med, sagde han: Hende vil jeg ikke dandse med, for hun har rødt Haar.

En Dag sad jeg som sædvanlig paa Gulvet ved Bogskabet i den grønne Stue, da blev der ringet paa Gadedøren; denne Vei kom ingen uden Fremmede i Besøg; jeg skyndte mig til Vinduet og saae en smuk, hæderværdig Mand staae paa Trappen og hilse mig venligt. Jeg lukkede op for ham og førte ham ind til Moder. Det var Niels Treschow, der var bleven ansat som Rector ved Cathedralskolen; han kom fra Helsingør med Kone og to Døttre. Han var otte og tredive, Fruen en og tredive, Judithe to og Christine sex Aar gammel. Judithe var et smukt Barn, Christine saae ud som Gelée paa et Fad, de gustne Kinder hængte ned som Poser. Moderen kaldte hende stedse Præstekonen, hun skal giftes med en Præst paa Landet, sagde hun hver Dag. Fra den Dag af var jeg ligesaa meget hjemme paa Latinskolen som i Faders Huus. Men for ikke at blive altfor vidtløftig vil jeg forbigaae det Mangt og Meget, jeg der saae og hørte, og gaae til Broder Johannes’s Fødsel. 1790 den nittende Juli (ogsaa Henriks Fødselsdag) blev Johannes født. Om Natten, der foregik denne Dag, kom Moder sagte ind i Pigekammeret og vækkede Pigerne. Jeg laae i samme Seng som Grethe, 14og da Moder var gaaet, hørte jeg Grethe sige: Nu er Herrens Time kommen. Pigerne stode op, og jeg faldt i Søvn igjen. Om Morgenen vilde jeg som sædvanlig gaae ind til Moder, men det blev mig sagt, at jeg maatte gaae gjennem Spisesalen ind i Dagligstuen. Der kom Henrik mig imøde og sagde grædende: «Jeg veed ikke, hvad de have for med Mama, de mishandle hende, jeg har hørt hende ynke sig; de have ladet en Feldtskjær komme, der har taget Blod fra hende. Jeg faaer ikke Lov at komme til hende.» Dermed forholdt det sig saaledes.

Les effets et les causes: Skuespillerinden Jomfru Winther (i Kjøbenhavn) havde en Søster, der ingen Lykke gjorde paa Theatret og lærte derfor Jordemoder-Haandteringen. Hun kaldte sig Madame Abel. P. A. Heiberg lader v. Bergen i Virtuosen sige: Ein Barbiergesell aus Rostock ist ein Subject, woraus man machen kann alles was man will. Dette sigter til Grev Schimmelmann, der virkelig havde været Barbiergesell in Rostock. Han havde en Søster, der var gift i Rostock med en Barbeer, hed Schenck. En Søn af denne Schenck kom til Christiania som Compagniefeldtskjær paa samme Tid som Madame Abel kom der som Jordemoder. Den, der har seet Schenck paa hans gamle Dage, har maaskee vanskeligt for at troe, at han dengang, syv og tyve Aar gammel, var meget smuk, saa han almindelig blev kaldet den vakkre Feldtskjæren. Giftermaal mellem Jordemødre og Compagnie-Chirurger vare dengang meget almindelige, og det var derfor meget naturligt, at Madame Abel, for at vinde hans Gunst, anbefalede alle sine Kunder at lade sig aarelade af ham. Moder havde aldrig før været aareladt, og hun kom snart efter, hvorfor dette var skeet.

Igjen til den nittende Juli. Om Eftermiddagen var Fader paa Toldboden, Du, Henrik og Peter i Barnekammeret, jeg ved mit kjere Bogskab; men denne Gang blev jeg ikke i den grønne Stue, men tog Bogen med i Dagligstuen, hvorfra der gik Dør til Moders Sovekammer. 15Jeg læste en Fortælling af Arnaud: Corally og Nelson eller Venskabs Seier over Kjerlighed, da hørte jeg et spædt Barns Skrig, jeg rev Døren op og saae – dog nei, jeg saae egentlig intet, thi Døren blev øieblikkelig lukket igjen. Jeg gik ud i Gaarden, Fader kom i det samme ind af Porten, Grethe gik ham imøde og sagde: Madamen har faaet en Søn. Fire Sønner! raabte han glad; derpaa kyssede han mig og sagde: Nu bliver Du saa rar, som den rareste ægte Perle.

Det Aar, der herpaa fulgte, og der, uden Tvivl, var det lykkeligste i mit Liv, maae jeg gaae forbi – altfor mange Erindringer strømme ind paa mig, og jeg vover neppe at troe, de kunde interessere andre end mig selv. I Høsten 1791 blev Fader syg af Koldfeber; en tydsk Doctor Schminke, der i mange Aar havde practiseret i Christiania, og hvem Mange holdt for en stor, duelig Læge, Andre for en elendig Qvaksalver, blev kaldet. Fader kom sig af Koldfeberen, men ud paa Vinteren blev han atter syg, og Doctoren kaldte Sygdommen Vattersot. Faders Seng blev flyttet ned i den store Spisestue, Doctoren besøgte ham hver Dag og ordinerede en stor Mængde Medicin. Grethe græd, hver Gang Doctoren kom, og de andre Piger knurrede imellem sig og kaldte ham Doctor Fanden. Fader modtog nu Brev fra sin Fætter, Etatsraad Klingenberg i Kjøbenhavn, at dennes Hustru var død, og Fader forlangte, at vor Moder skulde bære Sorg for Fru Klingenberg. Hun opfyldte hans Forlangende; han saae længe paa hende i disse Klæder, og jeg hørte Pigerne hvidske til hverandre: Saadant er ikke at spøge med. Søndagen efter laae Fader tilsengs; hans Tilstand var sørgelig, og da jeg om Eftermiddagen gik i Aftensang, hørte jeg, hvorledes der fra Prædikestolen blev fremsagt en Bøn for Inspecteur Hansteen. Mandag Morgen gik jeg hen til hans Seng, han var vaagen, men kjendte mig ikke, kaldte mig Broder Jakob og talede om en Oversvømmelse.

16Mandagen derefter stod i vor Storstue en sort Kiste med blanke Skruer, paa Laaget en ophøiet Plade med denne Indskrift: «Herunder hviler Johannes Mathias Hansteen, fød den 28de December 1744, død den 12te Marts 1792. Mand, Fader, Ven og Borger. Savnet af Hustru, fem Børn, Venner og Stat; hvis Ønsker han forekom, hvis Fordringer han opfyldte med Godhed, Venlighed, Orden og Retskaffenhed, indtil Døden, tidlig men ei overilende, kom for at give ham ganske sig selv igjen». Ved Hovedet af Ligkisten stode Du og Henrik i sorte Klædes Sørgekapper og smeltende hen i Taarer. Moder sagde, at det var barbariskt at lade eder staae der, men Ligkonen forsikrede, det hørte til Ceremonierne. Kisten blev sat paa Ligvognen, og Følget kjørte efter. I første Vogn sad Du og Henrik, i anden Treschow og Generalauditeur Wessel som Moders Slægtninge. Om Middagen spiste en af Consumptionsbetjentene, Friboe, ved vort Bord; han talede alene; han fortalte om Struensees og Brandts Henrettelse, den han havde været tilstede ved, og om hvorledes deres Skjæg var voxet efter Døden. Vi havde Sagosuppe og Rypesteg, Du spiste, Henrik græd endnu og kunde ikke spise; Du stødte til hans Arm og sagde: «Spiis Du, kanskee varer det nu længe, inden vi faae saa god Mad igjen.»

Hvad Faders Udseende angaaer, da troer jeg, Du er den af hans Børn, der ligner ham meest, maaskee var han noget lidet høiere. Hans Haar var blond (ikke rødligt), hans Øine blaae, Ansigtsfarve hvid og skjer, maaskee for meget for en Mand, Udtrykket i hans Ansigt venligt og jovialt; Hænder, Been og Fødder meget veldannede. Da han engang saae Lohrbauer tage Maal af mig til et Par Sko, sagde han til ham: «Gjør dem ikke for smaae, De seer, hun har Fødder som en Tjenestepige.» Da Fader var gaaet, sagde Grethe: «Fødder som en Tjenestepige! Have da alle Tjenestepiger store Fødder?» Hun saae ned paa sine, der virkelig vare smaae og fine. I den ene Læg havde han et svært Ar; i Brunows Huus var en stor Abe, der 17ellers aldrig gjorde Nogen Fortræd, men da den engang saae Fader spøge med en af Husets Piger, beed Aben ham i Læggen. Han viste mig engang Mærket af Abens Tænder.

Her har Du da, kjere Ven og Broder, omtrent Alt, hvad jeg veed og erindrer om den ædle Mand og Fader, der saa tidlig blev os berøvet. Du vil sikkert have forstaaet, at alt dette er den blotte Wahrheit og aldeles ingen Dichtung deri; maatte dette desuagtet, eller netop derfor, behage Dig, da vil det være mig en sand Glæde at give, eller rettere, opsætte for Dig vor dyrebare Moders Ungdomshistorie og dernæst en Beretning om alle de Originaler, der frequenterede vor Faders Huus.Huitfeldts note: Til Fuldstændiggjørelse af Skildringen af Toldinspecteur Hansteen indtages følgende af Professor Hansteens Svar til Søsteren paa hendes første Brev: «Det elskværdige Billede, Du har skildret af vor Fader, er mig en dyrebar Acquisition. Jeg har alene en temmelig tydelig Forestilling af hans Udvortes: en lysegrøn Kjole og guulkravede Støvler og en Paryk, ugentlig oppudset og puddret af Parykmager Weyle; en fyldig, rundladen Mand af Middelhøide, og som havde megen Smag for Elegance. Jeg havde ogsaa Idee om, at han var en munter og spøgefuld Mand, men endeel letsindig og Beundrer af qvindelig Skjønhed. Men hans indre Gemytbeskaffenhed var jeg formeget Barn til at kunne fatte. Ved Skildringen af hans ømme og elskværdige Forhold til Dig, hans vittige og lette Smaavers, som nærme sig til den Wesselske Maneer, hans Livlighed og Godmodighed er der nu pustet en skjøn Aand i disse tomme Contourer, som har vakt en Kjærlighed til ham hos mig, som jeg ei kunde føle for det løse Omrids, og som glæder og vederqvæger mig. Jeg føler mig ordentlig nobiliteret ved at stamme fra en ædlere Rod, end jeg havde formodet. (Her følger den i Forordene indtagne Passus.) Stedet paa Kirkegaarden, hvor vor Faders Grav er, erindrer jeg godt; jeg havde isinde at lade en Sten sætte ved den, efterat jeg var kommen tilbage til Fædrelandet; men kort efter fik Diriks det Indfald at gjøre Kirkegaarden til en Spadsereplads, og alle Grave ere raserede. Kundskaber ere nyttige som Penge; men begge kan enhver flittig Mand sammenskrabe. Heller Aand uden Kundskaber, end Kundskaber uden Aand! Det sidste er et Kobberstykke, som bærer Stempel af en Daler, det første en uformet Guldklump, som har en større valeur intrinséque…

*

I de første Decennier af det attende Aarhundrede levede der i Christiania en Mand ved Navn Peter Treschow. Han havde, saavidt jeg veed, intet Embede, men var en rig Mand og havde Titel af Admiralitetsraad. Han omtales i den Dagbog, som Ulrik Christian Gyldenløve, en Slegfredsøn af Kong Christian den femte, holdt, da han i Aaret 1704 gjennemreiste Norge i Kongens Følge. Gyldenløve siger ikke mere om ham end: Idag spiste Ahlefeldt og jeg til Middag hos en Treschow, der har Titel af Admiralitetsraad. Han havde en Broder i Kjøbenhavn, der var Professor, og en Brodersøn, der var Præst og bekjendt for sine Prædikener eller Andagtsbøger; en Sønnedatter af denne, Petronelle Treschow, var gift med Professor Sverdrup. Peter Treschow havde tre Sønner og to Døttre. Sønnen Albert,Huitfeldts note: Det her om Familien Treschow meddelte er ikke ganske rigtigt; saaledes var Admiralitetsraadens Navn Gerhard, medens en Broder af ham hed Peter; disse havde ingen Broder, der var Professor. Ikke heller er det rigtigt, at Albert Treschow var en Søn af Admiralitetsraaden, men den rette Sammenhæng kjendes ikke for Tiden. Stamtavlen i Giessings Jubellærere I, Fortalen, pag. XIX er ufuldstændig og neppe heller ganske rigtig. Professor Hansteen fortæller i et af Svarbrevene til Søsteren, at Conferentsraad Treschow «ikke egentlig vilde vedkjende sig at være i Slægt med vor Niels Treschow, som jeg troer han foregav at nedstamme fra en uægte Søn af hans Bedstefader». Denne Paastand synes dog ogsaa at være urigtig. der blev vor Moders Fader, blev som Barn sendt til England og opdraget paa Institutet i Eton. Naar jeg i D’Israëlis Skrifter læser om Skikke eller Uskikke, der ere indførte paa denne Skole, da seer jeg med Forundring, at de endnu ere de selvsamme, som de vare i vor Morfaders Tid. En af Døttrene blev gift med Johannes Green, Sognepræst til Ager. (Jeg seer nok, at man nu skriver Aker, men k er i mine Øine 18et hadværdigt Bogstav, haardt og stødende for Øret, stygt Carricatur for Øiet og vanskeligt at nedskrive. De Sprog have ikke lidet forud, der have nægtet Adgang til dette lille Utyske). Faster Green, som Du, kjere Broder, saa vel erindrer, døde i vor Faders Huus i Aaret 1791. Hun var sex og halvfjerdsindstyve Aar gammel. Hun blev anseet for en meget streng, stolt og selvgod Dame; mod mig var hun just ikke venlig, men meget overbærende, – hun skjendte ikke engang paa mig, da jeg havde bragt hendes fine zirlige Strikketøi i Uorden; – hun fortalte mig om sin Ungdom, hvorfor jeg vil indføre hende talende, da jeg erindrer næsten hvert Ord: Min Fader, sagde hun, foretrak mig for alle mine Søskende, ja jeg kunde gjerne sige som Grethe i Kjerlighed uden Strømper, at min Villie var hans Lov. Engang sagde jeg, at det maatte være moersomt at eie en Boutique med Galanterievarer; min Fader lod indrette en liden Boutique i sit Huus, forskrev Galanterievarer og overleverede mig Bod og Varer med Fortegnelse over Varer og Priis. Handle nu dermed! sagde han, Procenterne skulle være dine, Indkjøbsprisen kan Du levere mig tilbage, naar jeg forlanger den. Jeg havde god Afsætning paa mine Varer, min Fader forlangte ingen Indkjøbspriis tilbage, og Du kan da tænke, jeg havde Penge i Overflødighed. Mine Brødre vare herover meget misfornøiede; en Dag ved Bordet begyndte den ene at tale om, hvor uretfærdigt det var handlet af en Fader at lade en Datter svømme i Overflod, medens Sønnerne maatte behjelpe sig knapt nok; han vidste ikke, sagde han, at mine Fortjenester vare større end deres. Fader saae paa ham med Vrede, og derpaa raabte han: Staae paa Øieblikket op, Knægt! og stil Dig bag din Søsters Stol! Men da kan Du troe, at Hjertet voxede i Livet paa mig. En eneste Gang forbød han mig noget, det var, da jeg vilde vænne mig til at bruge Snuustobak; det klædte ikke godt, sagde han, for et ungt Fruentimmer, og han vilde forbyde mig det. Jeg svarede ham, at naar jeg sad i Kirken, da havde 19jeg stor Tilbøielighed til at falde i Søvn under Prædikenen, og dette troede jeg at hindre ved Tobakken. Fader forærede mig nu en meget smuk, indvendig forgyldt Snuustobaksdaase af Sølv, men jeg maatte love ham ikke at benytte den uden i Kirken. Naar jeg derefter gik at spadsere med mine Legesøstre, og vi kom i Nærheden af en Kirke, sprang jeg leende fra dem op ad Kirketrappen og tog mig en Priis. Engang syntes mig, jeg hørte en Banken inden i Kirken og løb forskrækket derfra. – Men den af hendes Fortællinger, der interesserede mig meest, var, om hvorlunde Christian den sjette havde indført Confirmationen her i Landet, eller rettere, hvorledes inden den Tid mangen Pige paa 12 – 11 Aar var bleven gift og legede endnu med Dukker.

Nu ville vi da lade Faster Green hvile paa sine Laurbær og vende os til Albert Treschow i Eton. Da han var sytten Aar gammel, var han der endnu, men det var formodentlig ikke længe efter den Tid, at hans Fader sendte ham til Paris. Han havde lært Fransk i Eton, og, som man der sagde, on ne pent pas mieux, men da han kom til Paris, kunde Ingen forstaae ham, naar han talte, men heel vel, naar han skrev. – Da hans Fader døde, var Efterladenskabet ikke betydeligt. Han havde bygget den Gaard, som engang var Jørgen Pløens og siden Latinskolen; den blev solgt for Fjerdedelen af, hvad den havde kostet. Jeg veed nu intet om Albert Treschow, førend han i Aaret 1750 blev gift med Birgitte Marie Brochmann og var bleven Toldinspecteur paa Frederikshald. Den fjortende October 1754 kom vor Moder til Verden, og det følgende Aar i November kom vor Bedstemoder ned med en Søn, der blev kaldet Bent Winge. Natten efter Barnets Fødsel blev min Bedstemoder vækket af et skrækkeligt Bulder, det syntes som en Raslen af mange, mange Vogne, der kjørte hendes Vinduer forbi, Huset rystedes, Sengen blev skudt frem og tilbage – det var den Nat, Lissabon forgik ved Jordskjælv.

20Anne Cathrine havde saa ofte hørt, at hun var fød fjorten Dage efter Michelsdag, at naar man spurgte hende, hvor gammel hun var, svarede hun: Fjorten Dage efter Michelsdag. Da man lo ad hende, lod hun siden dette Spørgsmaal ubesvaret.

I Albert Treschows Huus var Frøken Colbjørnsen sat i Kost; hun var Datter af en af de tappre Brødre Colbjørnsen, der i Krigen 1716 saa tappert forsvarede Frederikshald; de fik derfor Rang med Oberstlieutenant.Huitfeldts note: Johanne Ernestine Colbjørnsen, der døde ugift 1781, 73 Aar gammel, var en Datter af Oberst Hans Colbjørnsen (? 1754). De vare Brødre af Anna Ramus. Denne Frøken Colbjørnsen var fød Idiot – ja, det ere vi vel alle, men hun vedblev at være det, – og da hun var syv Aar gammel, havde hun endnu ikke talt et Ord, hvorvel man tydelig blev vaer, at hun ikke var døv. En Dag stod en af Husets Piger og strøg; Barnet vilde tage Strygejernet fra hende, men Pigen turde ikke lade hende faae det, at hun ikke skulde forbrænde sig; da hun paa ingen Maade kunde faae sin Villie frem, løsnede Vreden hendes Tungebaand, og hun raabte: Saa Djævelen annamme Dig! Pigen rendte ind til Forældrene med det glade Budskab; hun fik en Tidalerseddel i Douceur, og den lille Pige talede saa meget, man vilde, ja vel meer; thi af hendes Mund udgik en meget daarlig Snak. Alderen gav hende ikke mere Forstand, og hun var og blev vanvittig. Da Forældrene døde, blev hun betroet Treschow og hans Kone, og der blev betalt en betydelig Pension for hende. Naar man spurgte hende: Hvorfor skal Du have saadan stor Pension, svarede hun: Fordi Far min gjor’e no’e i Kria. Hun kunde ikke læse, men man havde lært hende en Deel Bønner udenad, som hun ramsede op Morgen og Aften, og blandede da megen gal Snak deriblandt: Gud velsigne og bevare min Faster Elisabeth! Gud velsigne og bevare mit Søskendebarn Johanne – nei, nei, hun har en Mand, han kan bede for hende. Engang forlangte hun at komme i Kirke og gaae til Alters; Treschow var med Rette bange for at opvække Skandal i Kirken, men nu forlangte hun at tale med Præsten; 21denne kom, og da han havde talt alene med hende, sagde han, at man maatte opfylde hendes Forlangende. Familien gik nu med hende derhen. Under Prædikenen sad hun taus og stille, men da man gik med hende op til Alteret, saae de med Forskrækkelse, at hun uformærket i Kirkestolen havde spændt af sig begge sine Sko og sokkede op til Alteret i Hoselæsten. Da man dengang gik i høihælede Sko og med meget korte Skjørter, saa maatte dette vel falde i Øinene.

Endvidere logerede der en Lieutenant Brochmann, der var Søvngænger; engang fik han et Besøg af en Broder fra Frederikstad. Denne fik sit Sovekammer ved Siden af Brochmanns. En smuk Tollekniv, som Brochmann eiede, yttrede Broderen Lyst til at faae, men B. vilde beholde den selv. En Nat stod B. op i Søvne, lukkede op Chatollet, tog Tollekniven, gik ind til Broderens Seng, holdt Tollekniven i Veiret over ham og raabte: Der har Du’en! En anden Nat stod han op af Sengen, lukkede Vinduet op og spadserede op paa Taget; da han gik ned, vaagnede han og drattede ned paa Gaden; han ringede paa Gadedøren, og vor Moder, der sov i Værelset lige over Gadedøren, stod op at see, hvem der ringede. Hun saae i Maanelyset en Figur med sorte Haar paa Hovedet, i bare Skjorten, der saae op til Vinduet og raabte: Død og Pine, luk op!

Ved at omtale Faster Green glemte jeg at sige, at Johan Herman Wessels Fader var hendes Søskendebarn, og at hun ofte citerede Wessel. Ligeoverfor hendes Vinduer boede en Skrædder Bruunsteen, og naar han gik forbi og hilste hende, hørte jeg hende sige: O altfor kjere Skrædder!

Vi vende nu tilbage til Albert Treschows Huus. Vor Moder, som jeg vil kalde Thrine, der var det Navn, hun dengang gik under, var, ligesom jeg blev efter hende, en stor Gjæk efter alt Trykt og Skrevet; da hun var færdig med Faderens danske Bøger, forsøgte hun med de fremmede Sprog; Faderen var hende behjelpelig, og endnu mere en fransk Soldat, Martin, der havde sin Gang der i Huset. 22Denne Mand, hvorvel kun simpel Soldat, maae have havt megen Aand og Dannelse; vor Moder havde nogle smaae Digte af ham, hvilke hun satte megen Priis paa …

Jeg har lovet at fortælle, hvorledes det gik til, at vore Forældre bleve Kjerestefolk – jeg maa da holde mit Løfte, hvorvel her møde mig Vanskeligheder, som jeg ikke havde betænkt. Nu – friskt vovet er halvt vundet! – Da vor Fader kom i Treschows Huus, var han i sit fem og tyvende Aar, qvik, munter og livsglad – han begik en Ungdoms Daarlighed, hvad det var, veed jeg ikke – jeg har en Formodning efter et Udtryk af Grethe i Anledning af Abens Bid i hans Læg: Dette skulde tjent ham til Advarsel! – men det er kun en løs Formodning. Hvad jeg veed, er, at Treschow holdt ham en Straffeprædiken, og derpaa var Alt igjen i de gamle Folder. Thrine var dengang femten Aar og havde nylig gaaet til Confirmation for en ung Præst, Hammer, der for første Gang forberedede Børn til Confirmation. Han havde hermed anvendt yderste Flid og indprentet dem den reneste Sædelære uden mindste Sværmerie. Thrine vovede at meddele Hansteen af den Moral, hun havde lært, og han hørte paa hende med Opmærksomhed. Formodentlig lagde han nu først Mærke til hende, og de havde nu ofte lange Samtaler om Hammers Moralsystem. Treschow fandt ingen Behag heri og spurgte Hansteen, hvad han havde saa meget at tale om med hans Datter, og Enden af denne Samtale blev, at Treschow lovede at give ham sin Datter, naar han fik Embede.

Sønnen, Bent Winge, var død, Datteren, Vilhelmine, faldt ned af en Lem og forslog det ene Knæ; formodentlig blev Saaret urigtig behandlet, thi Skaden blev betydelig, og Treschow besluttede at sende hende til Frederiks Hospital i Kjøbenhavn for at helbredes. Hun var kun elleve Aar gammel, og Thrine, der var atten, skulde følge med hende. Mine laae paa Hospitalet, og Thrine fik Logis hos Peter Nicolai Nyegaard, et Søskendebarn af Hansteen. Denne Nyegaard var bekjendt ved sine Oversættelser af 23Campe, Sakmann og andre; medens Thrine var i Kjøbenhavn, var han færdig med en Oversættelse af Werther, men blev forbuden at give den ud. Nyegaard boede i Nyhavn; hver Morgen ledsagede han Thrine til Hospitalet og hentede hende tilbage om Aftenen. Hvis hun gik alene, vilde hun faae at høre altfor mange Matrosvittigheder, sagde han. En Dag, da Nyegaard ikke var tilstede, vovede hun det dog; hun havde en bruun Kaabe paa, og hun hørte en Matros sige: «See paa den, hun er saa bruun som en Loppe.» En anden svarede: «Havde jeg den Loppe i min Seng, vilde jeg, den Onde tordne i mig, ikke dræb’en». – Det var i Sommeren 1772, Struensee og Brandt vare henrettede 28de April. Nyegaards Kone var meget romantisk, hun læste Siegwart og Klopstock, hun hed Mette Margrete, men man maatte kalde hende Meta, efter Klopstock. Hun havde hos sig en Søster, der var meget lidenskabelig; engang havde hun faaet fat paa en Spaamand og vilde af ham vide sin Fremtids Skjebne. Hun forlangte, at Thrine skulde først lade sig spaae, og for at føie hende lod Thrine Spaamanden see sig i Haanden. Han sagde hende, at hun skulde blive gift med en retskaffen Mand, blive Moder til agtværdige og lykkelige Børn og opnaae en høi Alder. Da nu den anden Jomfru forlangte at vide sin Skjebne, saae han hende længe i Haanden og erklærede, at han aldeles ikke forstod Linierne i hendes Haand. Nogle Aar derefter gik den arme Pige fra Forstanden og døde i Dolhuset. – Mines Knæ blev efter flere Operationer lægt, men hun blev halt for Livstid. Hvor længe Søstrene bleve i Kjøbenhavn, veed jeg ikke, men vel, at de vare i Theatret og saae blandt andet Smukt Caroline Walter som Angelique i Destouches’s La fausse Agnès ou Le poète campagnard, oversat af Jomfru Biehl ………

En af Albert Treschows Brødre, Peter, blev Kjøbmand i Drammen og giftede sig der; hans Kone hed Judith,Huitfeldts note: Niels Treschows Moder hed Anne Judithe Nielsdatter Hegdal (eller Boesen). og hendes Familie, som dengang næsten hele Bragernæs, vare Tilhængere af Zinzendorf. Niels Treschow var en af hans 24Sønner. Denne Familie var i høieste Grad bigot, al Spøg, al Munterhed, al Livslyst blev kaldet Synd, Arvesynd hos Børnene. Ved det mindste Tegn til Liv eller Lyst hed det: Der er den gamle Adam igjen! En Dag kom Niels i Besøg til en af sine Tanter, han gik langsomt, traadte ind med en alvorlig Mine; den ene sagde: See Niels, hvor han er smukt adstadig idag; den anden sagde: Hvor er der bleven af den gamle Adam idag? Niels svarede: Han hang paa Nakken af mig, da jeg gik hjemmefra, men da jeg gik forbi Dammen, kastede jeg ham af og druknede ham der. Da Niels Treschow som Student laae ved Universitetet i Kjøbenhavn, fik han Plads paa Regentsen, hvor han først havde Nordahl Brun og siden Johan Vibe til Contubernaler. Han havde ingen anden Indtægt, end hvad han fortjente ved at give Underviisning i Claveerspil. Alle hans Elever vare af Qvindekjønnet; en af dem behagede ham særdeles, jeg veed ikke hendes Navn, men jeg har seet hende, hun var gift med Foged Hørbye. Der var en Sang med Musik af Philidor, der dengang var meget i Mode:

Jeg elskte kun Ismene,
Ismene elskte mig,
O Himmel, hvilken Scene!
Hvor var jeg lykkelig!

Naar Treschow var paa sit Værelse, sang og nynnede han fast uafladelig: Jeg elskte kun Ismene o.s.v. Vibe blev keed af dette, og nu forfattede han paa samme Melodie en anden Vise:

Utme’ den store Bjørka,
Som Namne’ mit sto ti,
Sat den forbanna Fyrkja
Som før va’ Soffi mi.

Jeg skal ikke anføre mere deraf, og det af den gode Grund, at jeg aldrig har hørt mere.Huitfeldts note: Det er netop 2det Vers af Vibes Vise, der er mest parodierende og ødelæggende for en erotisk Stemning, men det kan paa Grund af sit grovkornede Indhold ikke anføres. Medens han logerede sammen med Nordahl Brun, saae han, hvorledes denne studerede Voltaires Tragedier – han gik dengang med sin 25Zarine i Hovedet. Treschow digtede ogsaa i denne Tid en Tragedie i Alexandriner: «Hagen Adelsteen». Den blev aldrig trykt, men jeg har hørt ham fremsige Scener deraf, som han kunde udenad.

Vilhelmine Treschow var syv Aar yngre end vor Moder, hun var meget smuk og meget god. Da Spärck friede til hende, sagde hun til ham: Har De ogsaa betænkt, at jeg intet eier, og at jeg er en Krøbling? Han svarede: Ja, søde Barn, det har jeg længe siden betænkt. Spärck var født paa Christiansborg Slot, hvor hans Fader var Castellan. Efter ham fik Øhlenschlæger Posten. I Drengeaarene spadserede Spärck ofte om i Slotsgangene og saae meget Forunderligt. En Dag, medens Dronning Caroline Mathilde laae i Barselseng, saae han en Kammerpige komme ud af Dronningens Gemak med noget indsvøbt i et Tørklæde, og en Page, der gik hende imøde og spurgte ivrigt: Hvad har Du der? Tys, svarede hun, det er Dronningens Brystmelk. O, giv mig den, raabte han, rev Glasset fra hende og drak Melken ud.

Schack- Staffeldt, som nogle faa Aar efter Caroline Mathildes Død var i Celle, siger, at den almindelige Mening der var den, at hun havde faaet Gift ind, og at en Page, der havde fulgt hende, og som hun havde megen Godhed for, ligeledes var bleven forgivet og var død førend Dronningen. Skulde dette have været den samme?

Mine Spärck besøgte vore Forældre nogle Aar efter hendes Giftermaal; hun havde med sig to smaae Sønner, Johan og Fritz, samt en Christiansandsk Pige. En Aften, da Madame Spärck og vore Forældre vare i Selskab, og vi Børn, eller dog de ældste af os, vare i Dandseskole hos Hannemann, spurgte denne Pige mig, da vi kom hjem, hvem af Dandserne der var den smukkeste. Jeg svarede uden Betænkning, F.; og nu begyndte hun saaledes at drille mig med F., at jeg gav mig til at skrige og blev ikke rolig før længe efter, da min eiegode Tante var kommen hjem og talte mig tilrette. Denne F. indlagde sig 26siden et Rygte, dog ikke af de gode. Han kom til Kjøbenhavn, blev en Dag Officeer, Dagen efter Ægtemand, den følgende var han paa Bal-paré, hvor han stjal Arveprindsens Hat, hvorpaa der var et kostbart Juveelsmykke; den følgende Dag blev han fængslet, overbeviist, kasseret, skilt fra Konen, og saa – ja saa veed jeg ikke mere om ham, end at jeg flere Aar derefter saae ham hos Toldinspecteur Dajon i Drammen, og man sagde, han var Souffleur i det dramatiske Selskab. . . . . . . . . . . . . . . .

Lad os igjen gaae til Faster Green. Hun havde foruden Wesselerne endnu et Søskendebarn, der hed Herman Kjørboe og var Kjøbmand i Christiania og en rig Mand. Som Du vistnok erindrer, havde hun tre Døttre. Den ældste af disse tvang hun, da Pigen var femten Aar gammel, til at gifte sig med Herman Kjørboe, der var Enkemand og aldrende. Han maa i Tænkesæt have lignet sin Cousine, og jeg vil kun fortælle dig et Træk af ham. Det var dengang Skik i Familierne at opkalde den ældste Søn efter Farfader, den anden efter Morfader og de følgende efter Faders eller Moders Brødre; Herman Kjørboe havde en Broder, der var gift og havde to Sønner, der bare Farfaders og Morfaders Navne; nu fik hans Kone en tredie Søn, der skulde kaldes Herman, men Peder Kjørboes Kone havde en Broder, der hed Johan, og bad, at Drengen ogsaa maatte faae et Navn efter denne, saa Drengen blev kaldt: Johan Herman. Da Peder Kjørboe havde berettet sin Broder dette, fik han til Svar: Jeg har modtaget dit Brev, hvori Du lader mig vide, at Du har kaldet din Søn Herman bagefter. Den stakkels Dreng maatte nu taale, at man kaldte ham Herman Bagefter.

Herman Kjørboe havde kun en Søn med sin første Kone; med den sidste havde han mange Børn; saasnart de vare saa store, at det gik an, bleve de sendte til Christiansfeldt; kun en Datter, Stine, blev i Christiania. Efter henimod tyve Aars Ægteskab døde den gamle Kjørboe, og Aaret efter giftede hans Enke sig igjen med Jens Larsen, 27Krambodkarlen. Hun var fem og tredive, han fem og tyve Aar gammel. Hans Fader og Moder levede begge; Faderen havde været Fattigfoged og var nu tilligemed Moderen i Fattighuset, Søsteren var Stuepige i Kjørboes Huus. Forældrene bleve tagne ud af Fattighuset og fik et Værelse i Larsens Gaard, Søsteren Marthe vedblev at tjene for Stuepige. Larsen havde intet andet lært end at skrive og regne, men han var en ganske godlidende Mand. De havde to Sønner, som Du formodentlig erindrer, Peder og Nicolai. Kjørboes Datter, Stine, blev saa opbragt over Moderens Giftermaal, at hun sagde, for at komme derfra vilde hun ægte en Skorsteensfeier, om ingen anden vilde frie til hende. Skorsteensfeieren kom ikke, men En, der neppe var saa god. Han hed Knud HolmHuitfeldts note: Knud Holm blev 1769 gift med Christine Birgitte Kjørboe. og var en grov Knold, det er alt, hvad jeg veed om ham. Hun fik sin Fædrenearv udbetalt, og da den var fortæret, levede hun med Mand og Børn i Armod.

Den anden af Faster Greens Døttre – hun hed Thrine, paa Plattydsk kaldte de hende Trenken – var gift med en Jürgensen, der døde kort efter Brylluppet; Aaret efter giftede hun sig med en Mand, der hed Holm og var i ingen Levevei. Auctionsdirecteur Bierregaard gav ham et Par hundrede Daler for at hjælpe ham ved Auctionsholdet, det var alt, hendes Formue var længe fløiten. Disse Mennesker vare et Carricatur af ægteskabelig Kjerlighed, de kjertegnede hverandre uafladelig, og naar de ikke kunde komme hen til hverandre, raabte de: Gud velsigne Dig, Mama! Gud velsigne Dig, Papa! Børnene fik Kjertegn og aldrig Skjend. . . . . . . . . . . . . . . .

Den yngste af Faster Greens Døttre, Christiane, var den smukkeste, vittigste og bedste af sine Søskende; hun blev længst hjemme hos den strenge Moder. Niels Treschow og hun vare meget gode Venner, og dette Venskab vedvarede deres hele Liv igjennem. Da Treschow var bleven Rector i Helsingør, skrev hun et Digt i den Anledning – jeg erindrer ikke meget deraf, men det syntes 28mig smukt og sagde hverken meer eller mindre, end den ene deeltagende Ven kan sige den anden. Faster Green havde endnu et Søskendebarn, der var Sognepræst til Krogstad (nu har man gjort det om til Kraakstad, er dette smukkere?) og hed Hørbye. En Juul ansøgte han sin Cousine om at tillade Christiane at tilbringe Julen hos dem paa Krogstad, og da Tilladelsen blev givet, sendte han Hest og Slæde efter hende. Den Bonde, der kjørte hende, hed Hans Harrestad. Hos Hørbye traf Christiane Præstens Søn, der var theologisk Candidat, og han og Christiane fattede Godhed for hverandre. Den næste Juul ønskede hun meget at komme derhen igjen; hun vidste nok, man vilde indbyde hende, men vilde Moderen tillade? Hun gjorde nu en Vise paa en dengang bekjendt Melodie:

O, Hans Harrestad! jeg nok mindes,
Sidste Gang jeg Eder saae;
Mon vi snart igjen skal findes
Paa det Sted, jeg mener naae?
Nei, jeg tør ei sikkert haabe,
Haab og ei, Hans Harrestad!
Thi om I omsonst Jer glæder,
I tilsidst af Harme græder,
Naar I seer, det gaaer fatalt.

Hvad er det for dumt Tøi, Du synger, Christiane? – Det er en Vise, Mama, som jeg har gjort til Hans Harrestad, den brave Mand, der kjørte mig til Krogstad ifjor. – Aaret efter døde den gamle Hørbye, Sønnen fik Kaldet efter Faderen, og Christiane blev hans Hustru.Huitfeldts note: Jens Hørbye, Sognepræst til Krogstad, blev 1784 gift med sit Næstsøskendebarn Christiane Johanne Green.

Larsen kjøbte en Gaard i Aas Sogn; Gaarden hed Berg. Moder, Henrik og jeg reiste derhen at tilbringe nogle Uger om Sommeren; dette var min første Udflugt, jeg havde aldrig været længer end til Lysager. Der var en Jomfru Hørbye, Søster af Præsten, og en ung Flensborger, Petersen, en Probenreuter. Petersen og Ragnhild Hørbye havde en Kjerlighedsforstaaelse; jeg forstod det ikke, men Moder saae, at de vexlede Breve. Det er underligt 29nok, at forlibte Folk stedse maae skrive. Jeg var dem velkommen; thi nu gik Ragnhild at spadsere med mig, og vi stødte paa Petersen. Han havde sin Fløite med, han spillede, eller han sang for os, og vi morede os ret godt alle tre. Henrik og jeg besøgte ogsaa Larsens gamle Forældre, der havde faaet et Værelse nede i Gaarden. Larsen var nylig gaaet fra dem, og jeg hørte den gamle Kone sige til sin Mand: «Du skulde ikke sagt det, Du Lars; han Jens blev stubbete, det saae jeg.» Den gamle Mand lod ogsaa til at være misfornøiet. Moder sad i Haven med Madame Larsen, jeg fik Ordre til at hente hendes Strikketøi, som hun havde ladet efter sig paa Salen ovenpaa. Der gik Flensborgeren og phantaserede paa Fløiten; da jeg kom, begyndte han at synge:

Skjelmske Pige, see paa mig
Uden Skulen, uden Svig!
Aabent Hjerte, aabent Øie!
Jeg vil spørge, svar mig nøie!
Uden Skulen, uden Svig,
Skjelmske Pige, see paa mig!

Du er meer end tækkelig,
Ja, det maa man lade Dig;
Disse Øine, disse Kinder
Kunde pryde Keiserinder,
Ja, det maa man lade Dig;
Du er meer end tækkelig.

Lille Keiserinde, kom!
See i mig dit Keiserdom!
Her regjerer Du, min Pige,
Dette Hjerte er dit Rige,
Lille Keiserinde, kom
Og omfavn dit Keiserdom

Da jeg nu ikke var mindre belæst i Todes Poesier end han, saa svarede jeg:

30Sommerfugl, jeg kjender Dig,
Tør Du, tør Du see paa mig?
Sang Du ei den samme Vise
For Florette og Elise?
Sommerfugl, jeg kjender Dig,
Tør Du, tør Du see paa mig?

Aaret efter blev Ragnhild Hørbye gift med Kjøbmand Thurmann, og Flensborgeren hørte jeg aldrig mere om.

. . . . . . . . . . . . . . . . . .

Ved samme Leilighed maa jeg lette mit Hjerte ved Tilstaaelsen af en Uret, jeg engang har tilføiet Dig. Det var i Vinteren 1801. Samsøes Dyveke skulde opføres, og da man paa samme Tid fik Efterretning om Forfatterens Død, skrev Enevold Falsen, en af Directeurerne, en Epilog, der blev opført paa vort Theater (denne Epilog staaer ikke i Falsens samlede Skrifter).Huitfeldts note: Enevold Falsen kan ikke have været Forfatter af den omtalte Epilog, da han først blev Medlem af det dramatiske Selskab i Marts 1803. Ikke heller kan den være skreven til en Sørgefest i Anledning af Samsøes Død, der indtraf 1796; formodentlig er den given ved en Mindefest i Anledning af hans «Dyvekes» første Opførelse i Christiania. De handlende Personer vare de ni Muser. Fru Tullin var Thalia, Fru Falsen Melpomene, Fru Thulstrup Urania, Fru Baumgarten Polyhymnia, Fru Thygeson (dengang Louise Pløen) Erato, Fru Rasmussen (Sophie Arbin) Euterpe, Fru Krog (Lise Arbin) Kalliope, Fru Ingstad (Cathrine Pløen) Terpsichore, Clio var jeg. Der var megen Nysgjerrighed og Spørgen efter Billetter, min havde jeg lovet Dig. Om Formiddagen paa denne Dag kom Tyrholms fra Soon ind til os; de havde forgjeves umaget dem for at faae Billetter, de Reisendes vare bortgivne, og Ingen vilde blive hjemme og overlade sin Plads paa den Aften. Madame Tyrholm var Aamodts Cousine, og hun havde overvældet mig med Kjerlighedsbeviser – jeg gav hende min – ak! nei – din Billet. Neppe var Tyrholms borte, før Du kom efter Aftale at hente din Billet; Du kom fra Skolen, havde dine Bøger under Armen og kom syngende og trallende ind ad Porten. Aldrig har jeg været værre tilmode. Om Aftenen, da jeg havde iført mig Tricot, Sandaler, Gevandt, Laurbærkrands og øvrige Apparater, da var rigtignok Angeren borte – men Historiens Musa havde 31optegnet Bedriften paa sine Tavler, og den kunde ikke glemmes – var Du kun ikke kommet syngende ind!

Da Du var en liden Dreng, troer jeg nok, at jeg ikke følte synderlig Deeltagelse for Dig, men da Du voxede til, elskede jeg Dig inderlig. Jeg havde noget overspændte Begreber om Mod og Styrke, som giver Ære; jeg tiltroede Dig vistnok alle de Egenskaber, jeg satte Priis paa, men jeg havde endnu ikke seet noget Beviis paa dit Mod og den Kraft til at bære legemlige Uleiligheder, som var mit Ideal. Da blev der talt om, jeg veed ikke meer, hvad det var, der fattedes Dig, maaskee havde Du Tandpine, nok, der blev sagt, at Du burde have en spansk Flue i Nakken, og vi bleve enige om, at jeg skulde besørge dette. Du kom til mig om Morgenen, og jeg lagde Dig et stort Flueplaster i Nakken. Ved Middagstid kom Du igjen, Du var noget bleg og sagde leende: Nu holder jeg det ikke længer ud. Du satte Dig, og jeg tog Plasteret af; det havde ligget der altfor længe, din Nakke var een stor Blære; jeg klippede den op og lagde Salve paa, uden at Du fortrak en Mine. Og saaledes var Du bleven siddende i Skolen, indtil Timerne vare ude! Nu følte jeg Høiagtelse for Dig – og dette var den første Gang, jeg ret var stolt af, at Du var min Broder.

. . . . . . . . . . . . . . . . . .

Med Hansteens Frieri til Frøken E. gik det saaledes til: Hun var af en af de meest anseete og rigeste Familier i Christiania; hendes to Søstre vare gifte, den ene med John, den anden med Peter Collett. Mændene vare Tvillingbrødre. Søstrene vare talentfulde Damer, men denne tredie Søster var taabelig, eller rettere, hun var fjantet. Hun saae ret godt ud, og hendes Formue var ikke ubetydelig. . . . Hun blev sat i Kost hos to Fruer Blix, Moder og Datter, meget agtværdige Damer, og Familien behandlede hende med Ømhed og sørgede for hendes Velvære og for hendes Fornøielse. Hansteen henvendte sig til Familien med sit Andragende; de sagde, at hvis han henvendte sig til hende, da vilde 32hun uden Tvivl samtykke; men de underrettede ham om hendes Forfatning og bade ham opgive sit Forsæt. Han lovede det og holdt Ord. – Saa ydmyg, nøisom og beskeden en Kjøbmand H… ikke var, der gives mange Folk herneden, som heftig Lyst til Penge har. – H. gik lige til hende selv og fik Ja med Glæde; nu rendte hun hen til Colletts at melde den glade Tidende, og da Herskabet ikke var hjemme, raabte hun til Tjeneren: Jeg skal gifte mig, Du, jeg skal gifte mig! Familien lod skee, hvad de ikke kunde hindre; H. var en solid og formuende Mand, han vilde ikke forøde hendes Penge, men brugte dem i sin Handel. . . . . . . . . . . . . . . .

Jeg maa ellers forundre mig over den Aabenhjertighed, hvormed Mænd i de Dage omtalede mislykkede Giftermaalsprojecter; jeg hørte Carsten Tank, siden Statsraad, fortælle min Fader, hvorledes han havde elsket og friet til en Jomfru Juel paa Vestbye, hvorledes han havde faaet Afslag, og at hun havde foretrukket Ingier.Huitfeldts note: Gertrud Maren Juel blev 1791 gift med Generalveimester Lars Ingier, siden Eier af Lian. Han talede med megen Pathos og lagde Haanden paa Hjertet, idet han sagde: Dette er Beviis paa, hvad jeg følede for Pigen.

. . . . . . . . . . . . . . . . . .

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.