[II]

23de April 1852.

Kjere, gode Broder! Idag har jeg atter gjennemlæst dit kjere, venlige Brev fra 24de Marts, hvori Du yttrer Ønske om, at jeg skulde skrive om det for mig saa lykkelige Aar 1790; dette Ønske rører mig, og jeg maae forsøge, om det kan lykkes mig at fremstille mine barnlige Glæder og Følelser saaledes, at de kunne interessere andre. Dog, hvorfor skulde de ikke dette? Ethvert følende Hjerte røres ved Erindringen om Barndommens og den tidlige Ungdoms Glæder og Sorger.

En Eftermiddag, da Moder var gaaet ud, men Fader endnu var hjemme, kom der en fremmed Mand ind til os; Fader kjendte ham fra forrige Tider, og jeg hørte, at Mandens Navn var Moldenhawer. Han sagde, at han var kommen til Byen for en Times Tid siden og var taget ind hos Thoms; han maatte blive her i nogle Dage, men da han havde sin Datter med sig, saa bad han vor Fader om, 50at hun saa længe maatte opholde sig hos os. Fader samtykkede med Glæde, og Moldenhawer gik at hente sin Datter. Da de kom, var Fader gaaet paa Toldboden, og Moder var endnu ikke kommet hjem. Moldenhawer gik strax igjen, og jeg var alene med Jomfruen. Jeg gjorde mit Bedste for at underholde eller more hende; jeg tog frem en Perspectivkasse, som Du nok erindrer stod i Rødstuen, jeg lagde frem Billederne: her skal De see en Gade i Petersborg, her er Amalienborg i Kjøbenhavn, her er Rundetaarn o. s. v. Nu kom Moder hjem, ogsaa Fader og Moldenhawer kom tilbage, og jeg traadte af. Der blev sat op en smuk Seng med lyseblaae Gardiner i Karnapstuen for Jomfruen; vi spiste til Aften, Moldenhawer gik, og vi sagde hverandre Godnat. Da jeg skulde gaae ind i Barnekammeret, bad Jomfruen meget bevæget, at jeg maatte blive hos hende; Moder tillod det, og jeg fik nu min Plads i den smukke blaae Seng. Jeg sov snart ind, men vaagnede ved at høre Jomfru M. jammerlig at græde; jeg følede megen Medlidenhed, klappede hendes smukke Kinder og spurgte, hvad der fattedes hende. «Jeg burde ikke tale derom,» sagde hun, «men da Du er saadan en sød lille Pige, og har saadan Medlidenhed for mig, saa vil jeg sige Dig alt. Min Fader vil tvinge mig til at ægte en Mand, som jeg ikke kan elske, og der er en anden, som jeg elsker saa inderlig» – hun kunde ikke tale mere for Graad; endelig blev hun ved: «Den Mand, min Fader vil jeg skal ægte, er formuende, og min Fader kan ingen Medgift give mig, og derfor skal jeg opofres.» Hun tog mig i sin Arm og græd over mig; vi græd begge, indtil vi græd os i Søvn. Om Morgenen vare vi begge muntre og aftalte, at vi skulde gaae sammen at spadsere paa Fæstningen. Ehlert kom at give mig Lection, og saa kjer som ellers denne Time var mig, saa adspredt og uforberedt var jeg nu. Da han var gaaet, og jeg lagde mine Bøger bort, bemærkede jeg, at han idag var gaaet tidligere end ellers. Det undrer mig ikke, sagde Moder, han maatte vel see, 51hvor meget han idag kedede dig. Jeg spadserede nu hver Dag med Jomfru Moldenhawer, græd og loe, sørgede og var glad med hende; Faderen kom med Frieren, han saae ikke ilde ud, men heller ikke Moder billigede Faderens Anslag med Datteren. Jeg hørte aldrig mere til dem siden, og var dette en Roman, saa var den for mig her ude. Ved Afskeden forærede Moldenhawer mig en Bog, der bragte mig til at glemme Savnet af hans mod mig saa kjerlige Datter. Hans Kone havde været Kammerjomfru hos Prindsesse Sophie Amalie (S. Magdalene?), og denne Bog havde tilhørt Prindsessen; det var en fransk Almanak, indlagt i et meget zirligt, forgyldt Futteral; den var indbundet i rødt Fløil og udziret med Guldkroner. Indeni var tolv af de fineste, deiligste Kobberstik, lutter Scener af «La nouvelle Heloïse». Den første, Scenen i Bosquet de Clarens: «Quand tout à coup je te vis pàlir»; den anden – skal jeg blive ved at beskrive dem alle? – Bogen selv har jeg mistet, men Billederne leve endnu, saa længe jeg er til.

Du erindrer vore Spadseretoure til Gaarden i Gamlebyen, saa erindrer Du vel ogsaa, hvorledes vor gode Fader snart gik med os paa Fæstningen, snart i Sverdrups Have. En Søndag satte han os alle i en Vogn og kjørte med os til Lysager; der var Jolivet og hans Kone og med dem Clausens Døttre (Fru Thulstrup og hendes Søstre). De Voxne bleve siddende i Stuen, Henrik og Du, Eva og jeg gik ud i Gaarden, hvor ogsaa Clausens Døttre gik. Fader aabnede et Vindue og sagde til dem: Tal Fransk med min Datter! De smaae Piger samlede sig om mig, og der begyndte en Samtale: Et vòtre soeur parle-t-elle aussi français? – Elle n’est pas ma soeur. – Elle n’est pas vòtre soeur? elle porte pourtant le mème habit que vous. – Elle est ma cousine, elle demeure avec nous. – Saaledes gik det godt, indtil en af dem spurgte: Ou demeurez vous? – Her maatte jeg blive Svar skyldig. Jeg tænkte først paa at sige: Vis a vis du cordonnier Lohrbauer, men mig syntes, det var utænkeligt, at saa fornemme Personer skulde vide 52af Skomager Lohrbauer. Vi bleve kaldte ind, fik Chocolade og Sukkerbrød, kjørte hjem i det deiligste Veir – det var en glad Dag!

Et Selskab af Amateurer gav Concerter paa Raadstuesalen, jeg troer en Gang om Ugen. Imellem tog vore Forældre mig med derhen. Naar man var kommet ind ad Raadstueporten, saae man ovenpaa bag et Vindue med Jernstænger Arrestanternes blege, sørgelige Ansigter; de havde gjort sig et Slags Punge af Handskefingre, som de ved Traade hidsede ned ad Væggen. Skræk og Medlidenhed betog mig, men naar jeg havde nedlagt de Skillinger, min Fader gav mig, i de improviserede Punge, da gik jeg lettet og glad ved hans Haand ind i Salen. Henrik var ikke fornøiet med, at jeg skulde være med paa Concerten, og jeg hørte ham sige: Nu skal Du vel atter dilte med, Du Dilte-Anders. Imellem var dog ogsaa Henrik paa Concerten, og jeg var hjemme; en Aften fortalte Moder, da de kom derfra, at Jess Anker havde havt sin Søn Morten med, og at disse unge Personer havde holdt følgende Samtale: «Hvad heder Du?» – Jeg heder Henrik; og hvad heder Du? – «Jeg heder Morten.» – Jess Anker loe høit, og jeg maatte ogsaa lee, sagde Moder; thi Navnene ere begge Holbergske, det ene hører hjemme i Comedierne, det andet i Niels Klim.

Der var dengang i Christiania en fransk Consul Pauli, der havde to Døttre. Den ene var gift med Zahr, jeg troer, han havde været Theaterdecorateur, nu havde han og hans Kone en Pensionsanstalt for Pigebørn. Den anden Mademoiselle Pauli havde en lignende Anstalt, hvor Fru Thulstrup og hendes Søstre vare i Pension. Ehlert slæbte til mig saa mange franske Bøger, han kunde faae fat paa, og jeg havde saaledes læst en stor Mængde Skuespil: Molière, Destouches, Sedaine, Madame Riccoboni, Voltaires Comedier og mange andre. Det havde aldrig faldet mig ind, at de kunde give større Fornøielse, end den, man fik ved at læse dem. Paa Theatret i Grændsehaven blev givet Forestillinger af fire forskjellige Selskaber, og Moder 53kom en Aften hjem efter at have seet «La belle et la bête» opført af Mad. Zahrs Elever, en anden Gang «Agar dans le désert» og «Le philosophe sans le savoir», ogsaa opført af disse. Desuden gave Ankers, Collets, Falsens, Thranes og Bukiers Familier Forestillinger paa samme Theater. Bernt Anker havde skrevet en Tragedie: «Major André», hvori Anker selv spillede Hovedrollen; vore Forældre saae den, og Fader talede meget derom; Interessen for den ulykkelige Major André var dengang hos os meget stor.Huitfeldts note: Major André var en Engelsk Officier, der blev hængt som Spion af Amerikanerne 2den October 1781. – Endnu et tredie Selskab, der for det meste bestod af Haandværksfolk, og hvor Jomfru Sang var Primadonna, opførte Holbergs Comedier og flere af «Danske Skueplads». I alle disse Selskaber var det de Spillende, som indbøde deres Venner som Tilskuere. Theatret var kun lidet, og over Scenen stod den Indskrift:

Du, som sidder der og leer,
Er det ei Dig selv, Du seer?

Jeg hørte fortælle, at der allerede i 1759 var opført paa dette Theater franske Comedier og Tragedier, blandt andet: «Mahomet ou le fanatisme» af Voltaire, og at Peder Anker havde spillet Seïde og Henriette Mathiesen (Fru Falsen) Palmire. Jeg kan ikke erindre, at jeg følede nogen Forlængsel efter at see et Skuespil; men da Fader engang gav mig en Billet dertil, blev jeg meget glad. Mod Aften kom en stærk Regn, han bestilte en Vogn og kjørte med mig derhen. Vi Smaapiger fik vor Plads paa forreste Bænk; Bernt Anker gik frem og tilbage og tiltalede snart den ene og snart den anden, ogsaa ved mig standsede han: Vous parlez français? – Si, un peu. – Tant soit peu, mais vous parlez pourtant. – Eva fortalte siden, at hun havde siddet ved Siden af en lille Pige, der havde spurgt hende, om hun forstod Fransk. Eva svarede nei; derpaa havde den Spørgende henvendt sig med samme Spørgsmaal til den lille Pige ved hendes anden Side, og da denne svarede ja, havde den første tiltalt hende i dette 54Sprog, hvorpaa den lille Pige ganske forskrækket havde raabt: Nei, det er ikke sandt, jeg kan det ikke. Jeg sad ved Siden af en af Geheimeraad Scheels Døttre, og jeg vovede at spørge: Savez vous le nom de la pièce qu’on va donner? Hun svarede: Les curieuses de Madame Genlis. – Var der Musik? jeg veed det ikke. – Tæppet gik op. Lykkelige Alder, der er modtagelig for saadanne Indtryk! – Madame Sévigné siger om Essais de Montaigne, at hun vilde spise denne Bog; jeg spiste ikke blot, jeg slugede «Les curieuses». Jeg havde aldrig læst den, men jeg kunde den nu udenad. Den lille nysgjerrige Bondepige var Kirsten Clausen, den lille nysgjerrige Frøken var Nore Clausen (Fru Thulstrup); Mally Clausen (Fru Hjorth), en Datter af Zahlkasserer Berg og Augusta Aars (Fru Wagel) havde de andre Roller. Da Marquisen fortalte sin lille letsindige Datter, hvad ondt hun havde stiftet, da hun siger: Vous avez enfoncé le poignard dans le sein de vòtre familie, da græd jeg saa høit, at den Dame, der sad bag mig, formanede mig at være rolig.

Jeg veed ikke, hvor han fik dem fra, men Fader gav mig nu ofte Billet til de franske Comedier. Jeg saae L’Aveugle de Spà, L’enfant gâté, Les dangers du monde, hvori Mademoiselle Pauli var Tanten og de to unge Damer Nore og Mally Clausen. L’amitié fait de biscuit morede mig meget. – Thrane bragte os Billetter til Generalprøverne paa de danske Comedier, og naar vi saae den gamle Thrane komme ind ad Porten, voldte dette Syn os stor Glæde. Paa Henriks Billet stod at læse: Entréebillet for den unge Hr. Hansteen; paa min stod: For Jomfru Hansteen, og paa en tredie: For Jomfru Hansteens Pige. – Ogsaa til det tredie eller fjerde dramatiske Selskab fik jeg imellem Billet, og hvorvel ikke saa meget som fra de første, saa tog jeg dog ogsaa en stor Deel hjem med mig fra disse Forestillinger. I dette sidste Selskab var der foruden Jomfru Sang, endnu nogle meget gode Subjecter, en Gartner Balle, der var en heel fortræffelig Henrik, og 55en Underofficeer Sax, der siden blev lønnet Skuespiller i Odense og vandt meget Bifald der. Kammerraad Wexels’s ældste Døttre, Maren og Louise, vare Elever af Madame Zahr, og naar jeg nu var samlet med dem hos Treschows, og vi gik op til Lisbeth paa Barnekammeret, hvor vi havde vor Frihed, saa opfordrede jeg dem til at fremsige af de Roller, de havde spillet i Grændsehaven. Jeg saae aldrig Zahrs Forestillinger, men Moder havde seet Louise Wexels som Victorine i «Le philosophe sans le savoir»; ogsaa Maren havde havt en Rolle i Stykket, og jeg havde læst det og beholdt saa meget deraf, at vi nok kunde repetere nogle Scener, men de forsikkrede mig, at de havde glemt det altsammen. Madame Zahr var flyttet til Kjøbenhavn, og de havde nu Zwilgmeyer til Lærer, de holdt sig nu meest til det Tydske. A la bonne heure!

Ehlert havde været Lærer i Fransk paa Militairskolen eller Academiet, som det dengang kaldtes, men disse Messieurs gjorde ham det altfor broget. De havde gjort en Indretning under Loftet med en Snor og en Hage, hvormed de hidsede Parykken af ham, og flere saadanne grove Drillerier. Nu havde han kun qvindelige Elever. Blandt disse var en Jomfru Sandberg, en voxen Dame; hun blev gift med Overlærer Bohr i Bergen, og hendes Datter blev gift med Byfoged Olsen og blev Moder til Rolf Olsen. Fra denne Jomfru Sandberg fik jeg engang i dette glæderige Aar tilsendt en Bog og en Billet. Det var den første Skrivelse, jeg har modtaget, og den Glæde den voldte mig, er ikke til at beskrive. Bogens Indhold og endog dens Titel har jeg glemt, men Billetten begyndte saaledes: Monsieur Ehlert m’a prié de vous envoyer ce livre; c’est un bon livre, ma chère Demoiselle.

En Aften fortalte Fader, da han kom fra Concerten, at der havde været en ung Pige, en Jomfru Hammer, Søster af Musikanten Christen Hammer, «der spiller saa det er en Jammer» (Falbes Vittighed). Denne Pige var meget smuk og dengang femten Aar; hun blev tiltalt af 56Jess Anker paa Fransk og sagt mange smukke Ting. Jomfru Hammer neiede og svarede: «Undskyld, jeg forstaaer ikke Latin.» Og Jess Anker vendte sig til Fader: Connaissez vous cette dame?

Fru Treschow havde en Broder i Kjøbenhavn, Capitain Maximilian Oldeland; han havde været gift med en Comtesse v. Osten, var bleven Enkemand og gift paanyt med en Baronesse Knuth. Hun havde en yngre Broder, Lieutenant Octave Oldeland, der var gift med en Apothekers Datter i Kjøbenhavn; denne Broder besøgte hende i Sommeren 1790. Han kom ofte at hente mig til Treschows, og jeg blev meget glad, naar jeg saae ham komme, især en Middag, da han kom, idetsamme Ludefisken blev sat paa Bordet, thi den maatte jeg have spiist min Portion af, ihvor modbydelig den end var mig; nu frelstes jeg for denne Gang.

I dette lykkelige Aar var jeg ofte paa Børnebal; Fru Treschow indbød af de tækkeligste Skoledisciple, Jens, Jonathan og Niels Aars, Christopher Weidemann, Nors, og af Smaapiger Wexels’s Døttre, Emerentze Barcley (Fru Munch) og flere. Foruden Treschow var der ogsaa den ædle Menneske og Børneven, Biskop Keyser, der glædede sig ved at være Vidne til vor Fornøielse, og saa stor var min Ærbødighed og Kjerlighed for disse to saa ophøiede Mænd, at jeg ikke veed, hvad der var mig behageligst, enten at dandse med de smukke Skoledisciple eller at lytte til disse Mænds Samtale med hverandre. Undskyld Sammenligningen i Betragtning af, at jeg kun var ti Aar gammel! En Aften sad jeg ved hans Side, ved Bordet, og han nedlod sig til at underholde mig paa det behageligste; han talte om sin store, krumme Næse, hvorfor hans Meddisciple i Kjøbenhavns Skole havde kaldet ham aduncus nasus. Han fortalte, hvorledes han som Dreng havde hørt, at naar man spurgte en Jøde paa Hebraisk om hans Navn, saa maatte han besvare Spørgsmaalet, og hvorledes han havde forsøgt dette ved at gaae efter en Jøde paa Gaden og sige: Ma 57schim ecca? Jøden vendte sig om og svarede: Ephraim; men nu var han blevet ved at forfølge Jøden flere Gader igjennem og gjentage Spørgsmaalet, hvilket Jøden hver Gang besvarede, men stedse i en vredere Tone. – Keyser var Enkemand og havde en Datter, Rosine, omtrent paa min Alder (hun blev gift med Paul Preus, som blev Overlærer i Christiansand). En aldrende Jomfru Poppe førte Huusholdningen for ham. I det Aar, jeg nu taler om, blev han forlovet med en meget elskværdig Pige, Kirsten Wangensteen, der var i Huset hos sin Søster og sin Svoger, Postmester Messel. Keyser var meget lykkelig, og Treschow deelte hans Glæde; jeg hørte Treschow spørge ham, hvormange Kys han den Dag havde faaet contant udbetalt af sin Kjereste. Keyser svarede leende: tredive.

Keyser var Garnisonspræst og prædikede i Slotskirken. I 1794, da Christiansborg Slot var afbrændt, hørte jeg en Søndag Eftermiddag Treschow spørge Keyser om Indholdet af den Prædiken, han havde holdt om Formiddagen. Keyser sagde ham den (jeg har glemt den). Treschow gned sine Hænder af Glæde. «Det var herligt,» sagde han; «jeg hørte idag Lumholtz prædike, han sagde netop det modsatte af det, Du har sagt; han sagde, at Christiansborg Slot var afbrændt til Straf for vore Synder.»

Vistnok havde jeg megen Fornøielse i Treschows Huus, men dog maae jeg tilstaae, at Glæderne i Grændsehaven, naar Tæppet var oppe, overgik alt andet.

Ved vor Faders Død havde al denne Herlighed en Ende; den smukke Gaard blev solgt, de smukke Malerier, Bøgerne, alt hvad der kunde undværes, lige til en liden Skee af Guld, som Fader havde givet mig og Moder gjemt for mig, blev sat til Auction. Fader havde været føielig nok til at gaae i Caution for en Skrædder Hammer for 300 Rd., for en Bager Andersen for 700 Rd.; de kunde ikke betale deres Creditorer, der henvendte sig til Cautionisten. Moder lod tage Dom over Skrædder og Bager, men en anden Creditor var kommen hende i Forkjøbet, havde 58gjort sig betalt i deres Eiendomme, og hun maatte betale Procurator Wold fjorten Rigsdaler for Dommen. Endnu en Mand i Drammen havde vor Fader cautioneret for; Creditoren var død, og Enken tænkte ikke paa at benytte Cautionen, men Byfogden i Christiania, Justitsraad H., en riig Mand, kjøbte Obligationen af Enken for en Bagatel og tvang vor stakkels Moder ved Rettens Middel til at betale ogsaa denne Sum. Du veed, hvorledes Justitsraad S. bedrog hende for de sidste 3000 Rd. Alt, hvad hun nu havde, var 150 Rd. af Enkekassen. – Fru Treschow reiste til Kjøbenhavn for sit syge Brysts Skyld, Treschow kom sjelden til os; de faa Bøger, vi havde beholdt, kunde jeg udenad, og der kom ingen Ehlert at bringe mig flere, og da mine Venner blandt Skoledisciplene havde foranstaltet et Bal i Balja (Bierregaards Leiegaard), forbød Moder mig at modtage Indbydelsen. Min eneste Tidsfordriv var at spinde og strikke Strømper til mine Brødre. Dette var nu godt om Hverdagene, men om Søndagene maatte jeg heller ikke spinde, og, hvad der endnu var værre, jeg maatte idelig høre min Moders Klager. Grethe var syg og elendig og længedes efter Døden. Christine var ingen god Pige. Naar det blev mørkt, sneg jeg mig ofte ud af Huset, satte mig i Gadetrappen af vort forrige Huus, erindrede vor svundne Lykke og græd mig mæt. Vore fordums Bekjendte eller saakaldte Venner saae vel imellem ind til vor Moder, men disse Besøg vare hende til liden Glæde. «Hvad har De isinde med de fire Drenge? De tænker dog vel aldrig at holde dem til Studeringer med Deres liden Pension? Sæt dem til Haandværkere!» – Gjerne, svarede Moder, naar kun ikke Haandværksdrenge bleve saa slet behandlede. En anden sagde: Hvordan vil De komme ud af det med de fire Drenge? de ville snart voxe Dem over Hovedet! sæt dem til Søes! der ville de lære at lystre. – Hæder og Ære over vor Moder i sin Grav, at hun havde Mod til ikke at agte paa disse Raad! Hun maatte nu opfylde baade en Faders og en 59Moders Pligter, og derfor – flettede hun Tampen. Jeg vilde gjerne have taalt den, men hendes Beklagelser pinede mig langt mere; det var en tung Tid.

Vor Bedstemoder Treschow med hendes Datter, Maren Marie, boede paa Frederikshald. De maae have faaet Understøttelse af Fader; thi da han var død, sagde Moder, at hun nu maatte lade dem komme til os, da to Huusholdninger maatte koste mere end een, og Mor Treschows Pension, 100 Rd., var utilstrækkelig til at føre egen Huusholdning for. Mor Treschow var tiltrods for sin Alder en smuk Kone; men hverken hendes eller Mosters Selskab kunde erstatte mig, hvad jeg maatte savne. – Skarlagensfeber bragte jeg med fra Treschows, hvor Børnene havde faaet og meddeelt mig den. Jeg var meget og længe syg af den, og vor stakkels Henrik maatte lade sit unge Liv; ogsaa Johannes var i stor Fare. – En Dag hørte Moder og jeg, der sad nede i Stuen, noget Tungt falde paa Gulvet i Overværelset, der var Mor Treschows Sovekammer; vi skyndte os derop og saae hende siddende paa Gulvet; hun loe og sagde: jeg fattes intet, men jeg faldt overende, da jeg vilde gaae til Døren. Vi hjalp hende op og lagde hende paa Sengen; hun pustede meget tungt. Jeg rendte om Hjørnet for at hente Schenck, der boede hos Steensætter Didrik i Nabohuset. Paa Hjørnet mødte jeg ham. Vil De til mig, Jomfru? Jeg trak ham med mig. Moder blev hos hende hele Natten. Klokken tre om Morgenen døde hun. Dette var det femte Dødsfald i vort Huus i en Tid af tre til fire Aar.

Mor Treschow var sex og tredsindstyve Aar gammel, da hun døde; hun havde aldrig været syg, aldrig taget ind Medicin, aldrig havt Hovedpine eller Tandpine og, hvad der hos os Europæere skal være en stor Sjeldenhed, hun havde alle sine to og tredive Tænder i god Behold, smukke og hvide. Endnu en Besynderlighed; hendes Næse, der efter Faders Sigende var noget for stor, men af et meget godt Snit, kunde hun bevæge, som hun vilde. Vi andre 60kunne vel udvide Næseborene og lade dem trække sig sammen igjen, men hun kunde bøie eller bevæge Spidsen af Næsen op og ned, ligesom man bevæger Fingerledet.

Dersom dette befindes mindre interessant eller endog iblandt Gjentagelser af det forhen Meldte, da siger jeg som Du og George Dandin: Tu l’as voulu!

Nogen Tid efter vor Faders Død gik det Rygte i Christiania, at vor Moder skulde giftes med Etatsraad Klingenberg i Kjøbenhavn. Rygtet var formodentlig ugrundet; men vist er det, at hun meget ofte modtog Breve fra Klingenberg, der satte hendes Sind i megen Bevægelse. Engang lod hun mig læse et af disse Breve. Jeg erindrer deraf disse mærkelige Ord: «De græder over, hvad De har tabt, det gjør jeg ligeledes; men vi skulle trøste hverandre; Deres Taarer skulle flyde og forene sig med mine.» Vor Fader havde staaet i venskabelig Forbindelse med Justitsraad Stockfleth i Drammen og laant ham Penge. Stockfleth havde givet ham en Vexelobligation paa tre hundrede Rigsdaler. Den var flere Aar gammel, var aldrig bleven fornyet, og der var revet en lang Rift i den; men den fandtes blandt Faders Papirer. Klingenberg forlangte den tilsendt og fik den fornyet. De, som saae dette, sagde: det er da Fanden til Venner, den Kone har. En Dag, da jeg var hos Treschows, Moder havde lovet at komme efter, traf jeg der Fru Wium (den første), der sagde til Fru Treschow: «Jeg har idag faaet Brev fra min Broder (Bertelsen) i Kjøbenhavn, Etatsraad Klingenberg er død; det maae ikke siges til Madame Hansteen.» Og nu hørte jeg Fruerne overlægge, hvorledes man skulde bringe Moder denne sørgelige Tidende.

Den Dag jeg fyldte fjorten Aar, sagde Moder, at jeg skulde gaae til Lumholtz og lade mig tegne til Confirmation. Lumholtz var dengang tredsindstyve Aar og havde nylig giftet sig for tredie Gang med en Pige, atten Aar gammel. Alle hans Børn, paa Fru Platou nær, vare ældre end Stedmoderen. I Anledning af dette erindrer jeg at 61have oplevet en stor Besynderlighed. Controlleur Leuch havde ægtet en meget ung Pige, Datter af Præst Borchgrevink. Denne Præst havde omtrent paa samme Tid ægtet en Jomfru Mandal, der var af samme Alder som Steddatteren, og Jomfru Mandals Fader, Præsten Mandal, der var 70 Aar, giftede sig med Jomfru Bergh, en Søster af Generalauditeuren, og da hun var af samme Alder som Jomfruerne Mandal og Borchgrevink, saa begav det sig, at Moder, Datter og Datterdatter vare alle tre af samme Alder. Jeg saae dem engang paa et Bal, hvor de toge alle tre Deel i Dandsen; de vare dengang alle tre 24 Aar gamle. Lumholtz, om hvem SneedorffFotnote i boken: Skal være Hans Hammond i Brev til Suhm (see dennes Levnet ved Nyerup, S. 374). har skrevet, at han burde hede Dumholtz, var den største Sladderhank i Byen; om Morgenen tidlig gik han hen til Vandposten at møde Pigerne, der hentede Vand, for at høre Nyt af dem eller Efterretninger om deres Herskaber. Om Vinteraftenerne, eller naar det var blevet mørkt, gik han om i Gaardene, og udsatte sig derved for mange latterlige Ubehageligheder. Da jeg meldte mig til Confirmation, sagde han: «Hvad har hendes Moder under dette, at hun skal confirmeres saa tidligt?» Dengang forstod jeg ikke, hvad han meente dermed, siden gjettede jeg det.

Lumholtz havde meget krumme Been; hans Brodersøn, Lieutenant Lumholtz, ligesaa. Da Du, kjere Broder, var imellem to og tre Aar, var Du noget lidet hjulbenet. Dette er ofte Tilfældet med tunge og fede Børn. Om dine Been blev der nu talt meget; En sagde: den Dreng maae blive Præst, at Simarren kan skjule Benene; en Anden foreslog Moder at svøbe Dig paa nyt, at Benene kunde rette sig. Moder brød sig lidet derom; hun sagde: Benene rette sig nok af sig selv, og det blev da ogsaa snart Tilfældet. Lumholtz saae Dig og sagde: Den Dreng faaer jo Been ligesom min Brodersøn; Gud maa ellers vide, hvor 62han har faaet de Been fra, thi i min Familie er ellers ingen hjulbenet. Da Lumholtz var gaaet, loe vore Forældre hjertelig og sagde: Lumholtz maae nok aldrig have seet paa sine egne Been.

Confirmanderne hos Lumholtz vare dengang tolv Drenge, fornemmelig fra Latinskolen; der var to Brødre Randers, to Teilmann, to Flor, Jens Aars, Truels Eger o. fl.; Pigerne vare Frederike Bergersen, som Aaret efter blev gift med Præsten Jonas Rein, Karen Solberg og jeg. Det første Spørgsmaal, Lumholtz gjorde til mig, var: «Hvad har Gud skabt?» Jeg havde kiget noget i Guldbergs Theologie og svarede: «Alt hvad der er til i Rummet og i Tiden». Lumholtz havde for Vane at lukke Øinene, naar han sad; men nu aabnede han de smaae graae Øine og betragtede mig med Udtryk af dyb Foragt; han gjentog derpaa Spørgsmaalet for Jomfru Bergersen, der svarede: «Himmel og Jord og alt hvad der er derudi». Han talte ikke mere til mig den Dag, og siden glemte jeg aldrig Troskaben mod Pontoppidan. Engang maa jeg dog have fortalt mig, da jeg havde nævnt «Dyd», og Dyd findes nok ikke i Pontoppidan; thi Lumholtz blev vred. Han spurgte mig, hvad Dyd var, og jeg vogtede mig vel for at svare ham, da dette vilde opbragt ham endnu mere. Gudsfrygt, sagde han, og Synd, dem kjendte han, men Dyder og Laster vilde han ikke høre tale om. Han sagde meget mere i den Anledning, men det bedste er udentvivl det, som jeg har glemt. Han kunde overalt ikke udstaae de Mennesker, som brugte deres Forstand. Colbjørnsen og Wessel vare i de Dage gangne til Hvile, og der blev holdt Sørgefest i den Anledning, hvorover han skjendte meget og sagde: «Disse Mænd havde ingen Religion.» Med de andre to Præster i hans Menighed var han stedse i Strid og Uenighed.

Den unge Fru Lumholtz var meget smuk; da Christian den ottende var bleven Konge af Norge, saae han Fru Lumholtz, formodentlig i Kirken – hun kom intet andet 63Sted –, og Kongen bad sin Fortrolige, Haffner, at hjelpe ham til at gjøre hendes Bekjendtskab, men da han hørte, hvem hun var, saa opgav han denne Idee. – Med sin unge Kone levede Lumholtz i den bedste Forstaaelse, og som det lod, var hun meget tilfreds. Da han døde, om jeg erindrer ret, var han over halvfemsindstyve Aar gammel, var hun meget bedrøvet; dog giftede hun sig et Aar efter med Biskop Sigward.

Den tolvte April 1795 stod jeg til Confirmation. I de tre Aar, som vare forløbne siden vor Faders Død, havde Moder ikke givet mig andre Klæder end Værkenskjoler; hun spandt Liingarn til Rending og Uldgarn til Indslet; Tøiet blev farvet mørkebruunt, og hun syede selv Kjoler til mig deraf. Da det nærmede sig mod Confirmationstiden, lod Moder Skrædder Bader hente; han tog Maal af mig og syede til mig en elegant Kjole af sort Silketøi; Moder forfærdigede en Palatine eller Gorgerette af Melkeflor, kantet med Atlasbaand, og gav mig om Halsen, jeg fik Silkesko og hvide Alunskinds Handsker, og Fru Treschow sendte mig Aftenen før Confirmationsdagen sin kjøbenhavnske Haarskjærer, som satte Papillotter i mit Haar og kom igjen den næste Morgen for at accomodere «en boucles» efter den Tids Mode. Da jeg var færdig og saae mig i Speilet, kjendte jeg ikke mig selv igjen. Jeg kjørte til Kirken i Provst Lumholtz’s Vogn med hans Livretjener bagpaa. – Paa Kirkegulvet kom jeg saa godt som aldeles ikke tilorde, da Lumholtz kun gjorde eet Spørgsmaal til mig, der ikke kunde besvares med andet end Ja. Pihl forrettede Confirmationen; jeg trak min Handske af, da jeg rakte ham Haanden med Løftet om at forsage det Onde, men hans Haand var saa stiv og kold som et Stykke Marmor, og han saae ikke paa mig, men saae sig om blandt Tilskuerne i Kirken, medens han talede til os. Jeg havde tænkt mig dette Optrin ganske anderledes. Fru Sundt og hendes Søster, Frøken Petersen, der den Dag kom i Besøg til os, sagde til mig: Jeg er 64vis paa, De er glad, at dette er overstaaet; jeg svarede Ja – men det var en stor Usandhed; thi det var den skjønneste Formiddag, jeg endnu havde havt. Siden gik jeg med Moder til Fru Sundt; hændelsesviis kom de til at tale om deres Oldemoder, og jeg hørte nu, at denne havde været den berømte Anna Ramus. De fortalte, at hun havde været gift, da hun var fjorten Aar, og at hun havde havt sex Børn, da hun var tyve Aar. Siden den Tid havde hun ingen Børn faaet og ikke været meget stærk af Helbred. Frøken Petersen skulde ligne hende meget; da jeg saae Portrattet i Norderhaug, fandt jeg denne Lighed paafaldende. Denne Dame var ikke smuk, havde et noget karleagtigt Udseende, endog lidt Skjeg paa Læbe og Hage. Fru Sundt havde været gift en halv Time. Da Enkekassen var betalt og alting istand til Brylluppet, blev Capitain Sundt syg til Døden. Bruden blev viet til ham paa Sygesengen, og en halv Time derefter døde han. Sundt havde en Søn efter sin første Kone; denne, Major Sundt, havde flere Sønner og en Datter, Baronesse d’Albedyhl i Stockholm.

*

Da jeg var syv Aar (jeg erindrer, Moder sagde: idag er Du syv Aar), gik jeg en kort Tid i Skole hos Kinck. Om Formiddagen lærte vi at sye af hans Kone. Der var flere Smaapiger, hvoraf jeg kun erindrer en Frøken Kreiberg og en Frøken Linde; de vare større end jeg, og jeg mindes ikke deres Fornavne. Kinck boede i Bierregaards Leiegaard, som blev kaldet Balja. Inde i Gaarden boede en gammel, vranten, fattig Mand, der hed Bendeke, («Bennek»); hans Datter, en eiegod Pige, var alene hos ham, pleiede ham og underholdt ham og sig med sine Hænders Arbeide. Naar jeg havde bragt min Traad og mit Sytøi i Uorden og frygtede for Straf af Moder eller Madame Kinck, der engang lovede mig Riis, saa gik jeg til Jomfru Bendeke, der modtog mig venligt og bragte mine Sager igjen i Orden. Du vil snart see, hvor ulykkelig denne saa gode 65Pige blev. Madame H… eiede, som Du erindrer, en Gaard i Kongens Gade, hvori vi holdt vore Dandseøvelser hos Hannemann; hun havde ogsaa Penge paa Rente, og hun var Bogholder i Brandkassen, hvorfor hun havde 400 Rd. aarlig. Der sagdes om hende, at hun var en meget duelig Bogholder, og at hun selv besørgede alle sine Forretninger. Hun havde fire Døttre, der vare meget agtværdige Fruentimmer; i den Tid, jeg nu vil tale om, vare de alle gifte, men ingen af dem boede i Christiania. Madame H… havde ogsaa en Søn, der var hendes Afgud; hvad hans Forretning var, veed jeg ikke. Den gamle Bendeke døde, og Datteren blev gift med H….

Det maae have været i Aaret 1793 eller Aaret efter, jeg var endnu hos Moder i den lille Gaard, da hørte jeg en Sommeraften en stor Støi paa Gaden; jeg gik hen til Karnapvinduet og saae H…, der gik frem og tilbage og talte høit om Norges og især om Normændenes Fortrinlighed fremfor alle andre Folkeslag; han holdt denne Tale i den allerplatteste Dialect; der havde samlet sig mange Folk fra Gaden om ham, og jeg hørte ham sige: «Jeg skal vise jer, at jeg er en Normand og en frisk Normand au.» Tre eller fire Aar derefter vaagnede alle i vort Huus midt paa Natten af en stærk Ringen paa Porten, men da man lukkede op, var der ingen. Vort Huus laae kun i en liden Afstand fra Madame H…s, og om Morgenen fik vi vide det Rædselsfulde, der havde tildraget sig om Natten. H…s Kone havde bragt ham to Børn, og hun var atter sin Nedkomst nær; han havde i den senere Tid ofte slaaet og mishandlet hende og Børnene, hvorfor hun med dem havde søgt og fundet Tilflugt hos hans Moder. En Dag var H… kommen derhen, havde bedet sin Kone og sin Moder om Tilgivelse og bedet om Tilladelse at tilbringe Aftenen hos dem. Moderen var strax villig til at tilgive ham, den stakkels Kone gjorde det samme. Efter H…s indstændige Bønner fik han Tilladelse til at blive der om Natten. Klokken to om Natten 66vaagnede Madame H og Pigen af frygtelige Skrig. H… havde dræbt begge sine Børn og arbeidede nu med at aflive Konen. Pigen løb om i Nabolavet efter Hjelp, men rendte fra den ene Port til den anden uden at oppebie Nogens Ankomst. Da endelig Hjelp kom, var Børn og Kone døde. Da han kom for Forhør, sagde han: «Jeg angrer ikke, hvad jeg har gjort, men jeg angrer paa, at jeg ikke fik slaaet ihjel den gamle Hexa, Mor mi, au.» Man antog, til Ære for Menneskeligheden, at han var gal, og sendte ham til Dolhuset. Medens han sad i Arresten, sendte Moderen ham udsøgt Spise og Lækkerier, lavede Punsch til ham, og da han var paa Dolhuset, sendte hun ham Penge. Opsynsfolkene der saae intet Tegn til Galskab hos ham, og de lod ham have sin Frihed; han besøgte Krohusene paa Grønland, spillede Kort, trakterede og drak med Gjesterne; han holdt sig en Maitresse, havde et rummeligt Værelse for sig selv og oprettede en Skole for Børn. Omsider blev Øvrigheden opmærksom paa dette Uvæsen, og det blev ham nu formeent at forlade Stiftelsen. – Madame H… havde en gammel Broder, Hegelund, i sit Huus; han skyede alt Selskab, vilde ikke sove i Seng, men paa det blotte Gulv; han drak aldrig andet end Vand, og den Mad, Søsteren sendte ham, fik hun ofte tilbage, fordi den var for god; naar han fik Kjødsuppe, slog han først Vand i den, førend han spiste deraf; ofte vilde han aldeles ingen Spise have, men fastede een eller flere Dage.

Pebersvenden, Gnieren, den rige Gjested, kaldet «Gisti», erindrer jeg heel vel, ligeledes hans Arving Henny, der blev gift med Skomager Trondsens smukke Datter, som Skoledisciplene kaldte Jomfru Nyte. . . . . . . . . Der var paa den Tid mange rige Gniere i Christiania; en Pebersvend, der hed Griis og svarede til sit Navn; han havde kun een Skjorte, og denne var lappet over det hele; naar han lod den vadske, blev han liggende i Sengen, til den var tørret. Der var en Pebersvend med store Rigdomme, Peter Buch Hofgaard, 67en ditto Calmeyer, en ditto Levin; dog troer jeg, den sidste var ikke saa riig som de andre. Hofgaard havde en Søster, Madame Cudrio, der var endnu meget rigere end han; da hun var meget svag af Alderdom, raadede Lægen hende til at drikke et Glas Viin, men hun nænnede ikke at kjøbe den; hun erindrede, at der maatte være en Flaske Hvidviin i hendes Kjelder og lod sig bringe den. Vinen var bedærvet og gaaet i Gjær, hun drak den, og den fremskyndede hendes Død. Hun var halvfemsindstyve Aar gammel. Hun havde havt to Døttre, hvem hun overlevede; den ene Datter havde været gift med Biskop Lumholtz og havde havt to Sønner og en Datter. Denne Datter havde nu otte hundrede Rigsdaler aarlig i Rentepenge; disse Penge tog Lumholtz og var meget bange for, at hun skulde blive gift; han lod hende ikke confirmere, førend hun var nitten Aar gammel. Hun havde flere Friere, men Lumholtz havde noget at udsætte paa dem alle. Da Platou meldte sig, vidste han intet andet at sige, end at han ikke vilde give sin Datter til en Skolemester. Platou var dengang Overlærer ved Latinskolen. Imidlertid kunde han ikke forhindre, at Datteren forlod hans Huus og lod sig vie til Platou, trods hans Forbud, og han forbød sine andre Børn al Omgang med denne Søster; der siges, at heller ikke dette Forbud blev efterlevet. Den anden af Madame Cudrios Døttre havde været gift med Sorenskriver Munch, hendes tre Børn, en Søn og to Døttre, vare da ogsaa Madame Cudrios Arvinger, og da Sønnen kort efter døde i Nervefeber, fik Døttrene hele Formuen. Den ene blev gift med Christian Falsen, Generalprocureuren, den anden med Jonathan Aars. Deres Moder var bleven Enke efter Munch og giftede sig igjen med Justitsraad Bukier, der haabede saaledes at blive Eier af Halvdelen af Madame Cudrios Formue; men Fru Bukier døde Aaret, før Moderen forlod Verden, og hendes eneste Barn med Bukier døde førend hun, saa at Madame Cudrios Penge gik Bukiers Næse reent forbi.

68Johan Herman Wessels Kone var Bukiers Søster. Medens hun endnu var Jomfru Bukier, kom hun engang i et Selskab til at sidde ved Bordet ved Siden af Wessel. Hun gav sig i Snak med ham og spurgte, hvorfor han ikke giftede sig nu, da han dog havde saa megen Indkomst, at han kunde leve med Familie. Han svarede, at der hørte mere til at gifte sig end en tarvelig Indkomst; man maatte ogsaa have noget at sætte Bo med. «Jeg har tusind Daler, jeg», sagde hun, og nu var da Sagen afgjort. Jeg erindrer som en Drøm at have seet hende.

Hvad Du siger mig om Frøken Flinck og din Taknemmelighed, hvorvel kun Spøg, rører mig meget; ja, Alette Flinck var en sød Pige. Hun blev forlovet med Ritmester Orning, en Mand med et særdeles behageligt Udvortes; han lod hende sidde og giftede sig med en riig Enke, Madame Andersen, Steddatter af Doctor Schminke; den arme Alette døde af a broken heart. Det var et smukt Træk af Fru Treschow, at hun tog sig af de Forladte. Oberst Flinck var Enkemand og havde fem Døttre; Fru Treschow indbød dem ofte til sig og søgte at gjøre dem Fornøielse. Faderen var saa sløv, at han hver Dag læste den samme Avis, og den var ham stedse ny. Engang vi vare samlede hos Treschows, sagde Christiane, den næst yngste, til mig: Jeg synes, at alle Fruentimmer burde døe, naar de vare tredive Aar gamle. – Jeg svarede: Da vilde vi ikke være samlede her i Aften, thi Fru Treschow er mere end tredive Aar. – Jeg meente ikke saa, sagde hun, de, der have Børn, skulde leve.

Som Rector ved Latinskolen havde før været Hersleb, der skal have været en meget duelig Mand; hans Enke levede endnu i min Tid og boede paa Sindsen, der var Enkesæde for Rectorernes Enker. Treschow fortalte, at den Dag, han var bleven confirmeret, var han gaaet forbi Latinskolen, og at han tænkte da: «O, kunde Du blive en saadan Mand som Hersleb!» – Han fortalte ogsaa, at i Herslebs Tid var en høitstaaende Mand fra Kjøbenhavn 69kommen til Christiania og havde besøgt Latinskolen. Han talte til Hersleb om Nødvendigheden af Strenghed og Tvang og betjente sig af det Udtryk: «Saadanne Drenge». Hersleb viste paa Eleverne og sagde: «Af saadanne Drenge gjør man saadanne Karle,» her lagde han Haanden paa Stormandens Skulder. – Efter Hersleb kom Søren Monrad, der skal have været en meget lærd Mand, men ikke desmindre var Skolen ved Treschows Ankomst i den største Uorden. En gammel Kone, som blev kaldet Marthe Custos, var Pedel; hun sad paa Skolen og spandt under Læretimerne. Skolen var da inddeelt i Lectier, som man kaldte dem. Første Lectie var ikke til; anden Lecties Hører, Wahr, kunde formodentlig ikke finde Behag i Spinderokken, thi han lod Disciplene komme til sig i sit Logis. Tredie og fjerde Lecties Hører var D., kaldet Pilten, der skal have været en meget daarlig Lærer, saa at Forældrene gjerne lod Børnene læse privat, indtil de kunde komme i femte Lectie, hvor Amberg var Hører. Mesterlectien havde foruden Rector Conrector Rosted til Lærer. «Jeg skal sandt for Herren børste ham», var Rosteds Ord, hvorfor han blev kaldet «Børsten». Jeg behøver neppe at sige, hvilken fortræffelig Mand i enhver Henseende Rosted var.

Da jeg engang gik at see mig om paa Lofterne i Latinskolen, stødte jeg paa en heel Mængde gamle Papirer, blandt disse var en Art Dagbog, skreven af Monrad. Voltaire siger etsteds: Ah, que les savants sont sots! og her var denne Sarcasme ingen Usandhed. Noget saa smagløst og taabeligt Sniksnak, blandet med latinske Phraser! Jeg lagde Dagbogen hen igjen, hvor jeg havde fundet den. Vor Herre os frie for at skrive sligt og læse det med! Jeg saae aldrig Monrad, men jeg erindrer at have hørt hans skrigende Stemme, da han saae til en Skolediscipel, der logerede hos os, og som var meldt syg, fordi han havde stødt sit Been. «I er en lang Rækel, og en «douen» Esel er I,» sagde Monrad. – Han vilde nødig ud med Skillingen og nægtede at betale Consumption af nogle Varer, der 70blev sendt ham fra Landet. Fader sendte en Consumptionsbetjent til ham at fordre Betaling. Endelig bekvemmede han sig dertil; han forlangte Qvittering og spurgte Consumptionsbetjenten: Kan I skrive? Betjenten, han hed Greve, var Student; han svarede: Om Rectoren saa behager, skriver jeg Dem Qvittering paa Latin. Greve skrev en latinsk Qvittering, og Monrad spurgte Fader, om han havde flere lærde Consumptionsbetjente.

Du priser Cantor Flintenberg; hvilken elskværdig gammel Mand! Han var en Trondhjemmer; men forgjæves søger man nu her hans Lige. Han undersøgte ogsaa mine musikalske Anlæg, men da han vistnok fandt, at de ikke vare til, saa gav han sig ikke mere af med mig; jeg ærede og elskede ham ikke mindre derfor. Jeg besøgte ham ofte med Judithe paa hans Værelse, hvor der i Forstuen laae saa mange Svovlstikker paa Gulvet, at de dannede en Stabel op ad Væggen. Han nænnede ikke at give de fattige Drenge, der dengang forfærdigede Svovlstikker, Afslag, men kjøbte alt, hvad de bragte ham. Treschow holdt meget af den gamle Mand, og dette bidrog vel ogsaa til den Ærefrygt og Kjerlighed, jeg følede for ham. Fru Treschow spurgte ham engang, hvori han meente, at Lyksaligheden i et andet Liv skulde bestaae. – «Jeg mener,» sagde han, «at man opfører Musik, drikker Kaffe, spiller Tarok; gjør man ikke dette, da skjøtter jeg ikke om at komme der.» – Engang spurgte hun ham, om han ikke vilde gifte sig. «Jeg vil gjøre som Jon Drakenberg,» sagde han, «og gifte mig, naar jeg bliver nitti Aar» (dette var første Gang, jeg hørte denne Talbenævnelse).

De tre Piger, Du omtaler, Marthe, Christine og Maren, der consécutivement tjente hos vor Moder, vare Døttre af en fattig Huusmand i Asker Sogn. De havde en Broder, der haltede paa begge Been, han hed Gulbrand og var Gaardskarl hos Kjøbmand Ring; en Søster, Elen, der var meget smuk, var gift med Eieren af Gaarden Skøien ved Tydskestranden. Johannes Skøien havde efter sin første 74Kone en Søn, Jon, som er den, Du erindrer. Jon havde solgt sin Odelsret og forødt Pengene; hans Mundheld var: det koster at være Karl. Derefter var han en Tid Tjener hos Treschows. Paa samme Tid tjente der en gammel Pige, Anne Marie, der havde tjent hos Treschows Forældre, og denne tandløse Stakkel fattede en ulykkelig Kjerlighed til den smukke Jon, der var ham til megen Besvær. Han lod derfor hos en Smed forfærdige en Rad Tænder af Jern, og da det var Marked, forærede han de andre Piger i Huset Silkebaand i Markedsgave, og Anne Marie gav han Jerntænderne. Siden kom den gamle Pige i Fattighuset, og Treschows Døttre sørgede omhyggelig for hende. En Dag saae vi Petronelle sye flittigt fra Morgen til Aften, det var ellers ikke hendes Maade, vor Moder undredes over hendes Flid. Det troer jeg nok, sagde Judithe, hun syer Natkapper til Anne Marie i Fattighuset. . . . . . . . . . . . . . . . . .

Christine kan jeg ikke sige noget godt om, men Marthe holdt vi Alle af. Hos sin Fader, den fattige Huusmand, havde hun kun faaet tarvelig Kost; i vore Forældres Huus, hvor Tjenestefolkene levede særdeles godt, aad hun ofte mere, end hun havde godt af; hun kunde sætte en Flaske Øl til Munden og ikke tage den derfra, før den var tømt. Grethe advarede hende ofte og formanede hende til Maadehold, men det hjalp lidet. Grethe drak aldrig Øl, spiste mere Brød end Kjød og var maadeholden i alt; hun lærte mig at spise Brød til al Mad, og det gjør jeg endnu. Da Marthe kom i Vor Frelsers Kirke og for første Gang hørte Orgelet, virkede Musiken saaledes paa hende, at hun maatte «raabe Ulrik» til meget ubeleilig Tid og Sted. – Maren var meget stor og saa stærk, at hun kunde bære en Tønde Rug, som det skulde være en Vot. Da hun engang kom ind i et Huus i Pipervigen, hvor hun saae en Mand, der pryglede sin Kone, sagde Maren til hende: Og dette taaler I? Derpaa tog hun Manden, som rigtignok hverken var stor eller stærk, 72lagde ham over en Bænk og bankede ham dygtig; derpaa sagde hun til Konen: «Dersom han slaaer Jer en anden Gang, saa lad mig det vide! jeg skal strax være ved Haanden og betale ham med samme Mynt.» Hun fik Ansættelse ved Hospitalet, hvor hun var til stor Gavn, da hun var stærk nok til at løfte og bære de Syge.

Du mindes vel neppe Madame Hoel, kjere Broder; hun var saa net og saa yndig, at det gjorde godt at see paa hende; hun havde bragt sin Mand en betydelig Formue, som han havde forødt, nu var hun Enke og fattig. Hun havde en Datter, Inger, der var smuk som Moderen, og en yngre, Marthe, den lille Pige, som Henrik ikke vilde dandse med, fordi hun havde rødt Haar. Jeg hørte en Lieutenant Schnitler, der gjerne vilde gjøre sin Lykke ved et rigt Giftermaal, spørge vor Fader, om han kjendte en ret riig Pige her af Byen. Vor Fader svarede: Jomfru Hoel. Lieutenanten loe og sagde: «Nu spaser De.» «Nei, det er mit Alvor,» svarede Fader, «kan man da ikke være riig paa andet end Penge?»

Madame Hoel havde ogsaa en Søn, der hed Nicolai; disse Børn gik i Dandseskole med os. – Da jeg i Aaret 1809 reiste fra Bremen til Slesvig, havde jeg en Anviisning paa en Kjøbmand Uffhausen i Altona, der indbød mig til sig og sagde, at jeg skulde hos ham møde en Landsmand, en Bekjendt fra Christiania, der hed Nicolai Smith, var en af de rigeste Kjøbmænd i Altona, Capitain ved Borgerskabet og hans (Uffhausens) bedste Ven. En smuk ung Mand kom mig imøde og tiltalte mig som en Bekjendt. Jeg maatte sige, at jeg ikke kjendte ham eller nogen Nicolai Smith. «Kjender De da Nicolai Hoel?» sagde han og fortalte mig, hvorledes han, tolv Aar gammel, var gaaet ombord paa et Skib som Cahytdreng, og hvorledes Lykken havde været ham gunstig. Han havde antaget Navnet Smith, fordi dette Navn havde været hans Moders; for hende havde han arbeidet, men hans store Sorg var, at han ikke havde kunnet dele sin Lykke og Velstand med 73hende, da hun var død forinden. Uffhausen fortalte mig om hans utrættelige Flid og kloge Speculationer; han havde ægtet en Pige uden Formue. Smith vilde overtale mig til at blive en Dag over i Altona, men jeg benyttede mig ikke af hans Artighed. Inger Hoel var gift med en Major Beichmann, og Marthe blev hos Søsteren. – Da jeg kom til Slesvig, fortalte Sleep, Landgrevens Secreteer mig, at her var en Fru Weingarten, der var fra Christiania og kjendte mig; hendes Fader havde været Kjøbmand og boet i Kirkegaden. Med Udraabet: Kennst Du mich? stod snart for mig – den smukke Jomfru Walther; hun var Enke, havde fire smaae Døttre og var smukkere end nogensinde. Hun spurgte mig om sine Venner i Christiania, fornemmelig om David Thrane, fra hvem Skilsmissen havde været meget tung paa begge Sider; dog var hun ikke nær saa aabenhjertig som en Fru Mandt i Rodenberg, om hvem min Svoger havde sagt mig, at hun engang havde været hans Kjereste. Da jeg mindede hende derom, svarede hun efter nogen Betænkning: «Ach, Liebe, das ist gern möglich, hab’ mein Leben so viele Schätze gehabt.» Fru Weingarten indbød mig til sig en Aften, hvor jeg traf Søsteren, der ikke var smuk, og var gift med en aldrende Mand; ogsaa Moderen, Madame Walther, der var sørgelig ukjendelig og, som jeg siden hørte, havde sit Ophold i en Armenanstalt. Pigen Pernille var fulgt med dem fra Christiania; hun talte sit Norsk, hvilket hun havde lært Børnene, saa at Weingarten havde sagt: Ich wollte, das alte Mensch spräche französich! De havde havt en Tjener, hvem hun ogsaa havde lært sit Sprog; da der nu blev averteret efter en Tjener, som talte Dansk, havde han meldt sig, men man sagde ham, at det Sprog, han talede, var ikke Dansk, formodentlig maatte det være Svensk. Der var ogsaa en yngre Jomfru Walther, der heller ikke var smuk. Den fattige Madame Hoels Søn nu en af de rigeste Kjøbmænd i Altona, og den rige, elegante, brillante Madame Walther i et Fattighuus!

74Jeg havde isinde at beskrive de Originaler, der besøgte vor Faders Huus, men her overvældes jeg af Stoffet. Lad os begynde med Mægler Lie. Denne Mands Liv skal have været meget eventyrligt, man sagde, at han havde været Dandsemester; nu var han en riig Mand. Jeg veed ikke, af hvilken Nation han var, men hans Kone var en Skotlænderinde, og hendes Udtale af vort Sprog var høist eiendommelig. Foruden ham og Kone bestod Familien af hans Søn, en smuk ung Mand, Madame Lies Broderdatter, Jomfru Dallas, dennes Broder, den unge Dallas, og den lille Thrine Koefod. Vore Forældre vare ofte i Selskab hos Mægler Lic, og jeg blev buden med, hvorfor Henrik kaldte mig Dilteanders. Lies Huus var meget elegant, en Stue erindrer jeg, hvis Vægge vare betrukne med guul Silkedamask. Anretningen maae ikke have været mindre fortræffelig, thi jeg har endnu ikke glemt Smagen af de Stykker Budding, som Madame Lie lagde paa min Tallerken. Engang saae jeg Koefod og hans Kone der, formodentlig vare de reisende; de havde en ældre Datter med, Jakobine Koefod, der var tretten Aar, hvilket syntes mig at være en betydelig Alder. Thrine var to eller tre Aar yngre end jeg og kunde ikke tydelig udtale alle Bogstaver. Om Aftenen gik hele Selskabet hen at see et Fyrværkerie, ogsaa Jakobine Koefod blev taget med, Thrine og jeg bleve tilbage. Jeg begyndte nu at græde, fordi jeg ikke kom med, og da Thrine og Lies Piger spurgte, hvad der fattedes mig, svarede jeg, at jeg havde Smerter i Benene, og viste dem røde Pletter, jeg havde paa Læggene efter Suurdeigskager, der Ugen forud havde været mig paalagte. Aldrig før havde jeg sagt denne Usandhed, førend den unge Lie og Dallas kom ind og spurgte, hvad jeg græd for. Thrine svarede: «Hun har tule (sure) Been.» Dette var nu værre end at maatte blive fra Fyrværkeriet. – Lies Familie var ogsaa undertiden i Selskab hos os. Den lille vimse Madame Lie erindrer jeg godt, om Jomfru Dallas erindrer jeg 75kun, at hun havde rødt Haar. Af hendes Børnebørn ere flere her i Trondhjem, der have Haar af samme Farve som deres skotske Bedstemoder. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Jomfru Dallas blev gift med Catechet Bull, en saare fortjenstfuld Mand; han blev siden Præst paa Landet, mig synes Hedemarken. I samme Sogn var en Bonde, H. H., bekjendt af mange slette Handlinger. En Mand, som han vilde ilde, tog han hemmelig Uhret fra, heldte Skedevand deri og lagde det hen igjen; hos en anden sneg han sig om Natten ind i Fjøset og skar Maven op paa Køerne. H. H. var riig og havde to Gaarde, havde en Maitresse paa hver af dem og opholdt sig vexelviis snart hos den ene, snart hos den anden, og havde Børn med dem begge. Saadan Opførsel var forargelig, og da Præsten maatte gjøre ham opmærksom herpaa, fattede han Had til denne, og chicanerede ham paa alle mulige Maader. Man læste i Intelligentssedlerne: En Oxe, skotsk Bull, sort med en hvid Ring om Halsen, er sluppet løs her i Sognet; den har allerede stanget og beskadiget Flere. Hvo der fanger den og bringer den til Undertegnede, erholder en god Douceur af H. H. . . . . . . . . . .

Men nu ere vi langt fra vore Originaler. Lader os fremmane Skyggen af Justitsraad Reusch,Huitfeldts note: Justitsraad Christopher Reusch. Tolder i Christiania fra 1779 til 1788, da han tog Afsked. Toldinspecteuren, en riig Mand, der lige til sit tresindstyvende Aar havde holdt sig i ærbødig Afstand fra Hymen og hans Fakkel; men nu saae han Fru v. Koss, Enke efter en riig adelig Godseier i Mechlenburg, han saae hende, og han faldt – for hendes Fødder eller i hendes Arme? – jeg troer det første, thi vel vare de nu Mand og Kone, men hun var Peer, og han var Abelone. Fru Reusch var overmaade gjerrig og skammede sig ikke derved. «Jeg kjøber,» sagde hun til Moder, «tre smaae Flyndrer for en Skilling Stykket, vi ere jo kun tre Personer, Justitsraaden, Elisabeth og jeg; jeg skjærer Hovedet og Finnerne af Flyndrerne og strøer lidt Salt derpaa; nu koger jeg Fisken, 76og dette er nu eet Middagsmaaltid. Dagen efter koger jeg Suppe paa Hovedet og Finnerne, og saaledes have vi to Maaltider Mad for tre Skilling.» Hun kogte Suppe paa saltede Blodpølser, og i sit Huus fik Reusch aldrig anden Forfriskning end et Glas Skillingsøl eller en Kop tynd The uden Sukker. Hun havde en Datter, Frøken Elisabeth v. Koss, der var meget liden og pukkelrykket; en anden Datter var gift med sin Fætter, Major v. Koss, og havde været gift før med en riig Mand, der hed Moss; hun havde efter ham to Døttre, hvorom mere siden, og en liden Søn, der hed Joseph. Fru Reusch havde ogsaa en Søn, Etatsraad v. Koss, der var Godseier i Mechlenburg; dog opholdt han sig med sin Kone og lille Datter for det meste i Christiania, hvor de boede i General Mangelsens Gaard i Fjerdingen. Alle disse Personer vare ofte i Selskab hos vor Fader; om vore Forældre vare i Selskab hos dem, erindrer jeg ikke, men vel, at der til Etatsraadens Selskaber blev laant hos Moder Dækketøi, Sølvtøi, Glas, Porcelain og Kjøkkentøi. En Aften maae Fader dog have været i Selskab hos Reusch, thi jeg hørte ham fortælle Moder, at Fru Reusch havde forbudt Tjeneren at pudse Lysene, da de brændte længere, naar de ikke saa ofte bleve pudsede. En Søndag spiste alle disse Personer til Middag hos os; jeg vilde gaae i Aftensang, den jeg aldrig forsømte. Jeg havde, uden at Nogen havde opfordret mig dertil, lært Pontoppidans Forklaring (den tykke) med Stregstykker og de almindeligste Tyverænker udenad, og fandt en stor Fornøielse i at staae paa Kirkegulvet og blive catechiseret. Jeg havde nu Lov til at tale høit i Kirken ligesaavelsom Præsten. – Da Fruerne hørte, at jeg gik for at staae paa Kirkegulvet, befalede de Joseph at gjøre det samme. Jeg gik med ham op ad Kirkegulvet, men saae ikke efter, hvor han tog Plads; da vi kom tilbage, spurgte Fruerne mig, hvor Joseph havde staaet under Catechisationen. Jeg svarede: Blandt de andre Drenge. Nu maatte han selv gjøre Regnskab for, hvor han havde staaet, og da 77de hørte, at han ikke havde staaet øverst, ja ikke engang næst den øverste, da fik han Skjend af hele Familien. Moder vilde forsvare ham, men hun kom vel an; de gave hende at forstaae, at hvad der klæder paa Graat, klæder ikke paa Blaat. Fader formildede Damerne ved at sige dem smukke Ting, og Majorinden var virkelig en smuk Dame, og Fru Reusch selv var endnu meget godt conserveret.

Vil Du vide den lille Elisabeths Skjebne? Godt. Hun var virkelig interessant med sin Rigdom, sin Adel, sin Pukkel og den strenge Afholdenhed, hendes gjerrige Moder tvang hende til. – Men først maae jeg dog melde om de to Jomfruer Moss, Majorinde v. Koss’s Døttre af første Ægteskab. Forældrene boede i Drammen. Da den ældste Datter var femten Aar, giftede Moderen hende med Doktor Gislesen, en Islænder, der var praktiserende Læge i Drammen.Huitfeldts note: Jon Gislesson, Landphysikus i Buskerud 1789–1803, da han tog Afsked. Han døde 13de Marts 1804 i Drammen. I Norske Intelligents-Sedler for et af de nærmest foregaaende Aar findes flere Avertissementer fra ham angaaende Forholdet til Hustruen. Gislesen havde en Pige i sit Huus, der var hans Maitresse; da denne fik at vide, at det var hans Alvor at gifte sig, besluttede hun at dræbe ham. Hun fik fat paa en ladt Pistol og gik dermed ind til ham en Morgen tidlig for at skyde ham, medens han sov. Gislesen havde givet Agt paa hende, tog Pistolen fra hende og truede med at dræbe hende, hvis hun endnu engang gjorde et saadant Forsøg; imidlertid beholdt han hende. Hun forskaffede sig nu Arsenik og krydrede dermed en Kop Kaffe, som hun bragte ham om Morgenen; ogsaa dette var Gislesen kommet under Veir med; han tvang hende med den ladte Pistol for Brystet til at drikke Kaffeen ud. Siden gav han hende Modgift og beholdt hende fremdeles. Da Brylluppet var holdt, og Jomfru Moss blev ført ind i Brudekammeret, saae hun, at der var uldne Lagener paa Sengen; hun forlangte andre Lagener, men Gislesen svoer en drøi Eed, at der i hans Huus aldrig skulde benyttes andre. Hun sagde siden, at hun havde tilbragt Natten siddende paa en Stol. Om Formiddagen kom Visiter. Den unge Brud var iført en nydelig 78Morgendragt med mange Kniplinger og Atlassløifer; Gislesen gik i en fidtet Slobrok og gamle Tøfler. Da hun bebreidede ham hans Malpropreté, bemægtigede han og Pigen sig hendes Silkekjoler og Pyntesager og kastede det altsammen paa Ilden, og hun maatte see derpaa. Hun flygtede hjem til Forældrene, og der blev søgt om Skilsmisse. – Den yngre Søster blev sendt til Christiania og sat i Pension hos Madame Hober. Der var dengang i Drammen en afskediget Ritmester B…, der ingen anden Ressource kjendte end den at gjøre et rigt Giftermaal. At Fru v. Koss vilde give ham sin Datter, kunde han ikke vente, dertil kjendte hun hans Omstændigheder for vel, men han vidste Raad; han begav sig til Christiania, hvor det lykkedes ham at overtale den unge Jomfru Moss til at flygte med ham. Saaledes hørte jeg Berlinerinden Madame Hober fortælle: «Den Jomfru Moss kom til mig, – hun var ikke brav, – hang i Skjørtet paa Moderen – jeg fik hende brav, men so lep hun bort med denne B.» De Flygtende bleve indhentede, og Jomfru Moss blev gift med en tydsk Jægerofficeer Meyer; hun var heller ikke mere end femten Aar gammel. – Reusch var død, og Fru Reusch fulgte snart efter; nu var Elisabeth riig og sin egen Herre; B… henvendte sig til hende og fik ikke Afslag. – I den Tid besøgte hun vor Moder, som da var bleven Enke; hun havde en hvid Kjole paa, en Spencer af høirødt Silketøi, som ret udhævede Pukkelen; den ellers saa alvorlige Elisabeths sørgmodige Træk straalede af Glæde, hun smilede til mig, rakte mig Haanden og trykkede min; hendes Ansigt var som forklaret, og man kunde sagt om hende: Elle est belle, car elle est heureuse. Hun blev gift med B… og døde et Aars Tid derefter.

Da Reusch var død, blev Søren Pedersen Toldinspecteur. Disse Mænd vare Contraster, den ene var en sleben, fiin, pedantisk Adelsmand, den anden en plump, raa Jydeknold. Vi saae ham imellem hos os, dog, saavidt 79jeg kan erindre, ikke i Selskab. Hans Ansigt forkyndte en Bacchi Dyrker, og jeg hørte om, hvorledes der i et Selskab var bragt ind en Bolle rygende Punsch og skjenket deraf i Glassene, men efterat Pedersen havde tømt nogle Glas, sagde han: «Det gaaer for langsomt,» og satte Bollen for Munden. Om det lykkedes ham at tømme den, veed jeg ikke. Han havde to Sønner, men det ei Umagen lønner at tale om hans Sønner. Hans Døttre, Fru Wium og Fru HedahlHedahl] rettet fra: Hedah (trykkfeil) ere meget agtværdige Fruentimmer. Det lod ikke til, at de skjøttede om at gjøre Bekjendtskab med mig, og dette var maaskee min egen Skyld.

Oprigtig talt, er jeg nu ked af Caricaturerne; skulde Du mod Formodning ikke være det, saa siig et Ord, og jeg har endnu en lang Række at opvarte med. Tiden var dengang frugtbar derpaa.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.